Det næste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 34:

Forslag til folketingsbeslutning om sikring af billigere lånemuligheder til boliger og erhverv i yderområder.

Af Lisbeth Bech Poulsen (SF) m.fl.

(Fremsættelse 16.11.2017).

Forhandlingen er åbnet, og det er først ministeren.

Forslaget omhandler sikring af billigere lånemuligheder til boliger og erhverv i yderområder. Der foreslås etablering af f.eks. et særligt realkreditinstitut, der yder lån til yderområderne, til kunder med en sund økonomi, som ikke kan opnå realkreditlån. Realkreditinstituttet skal kunne tilbyde fastforrentede lån med afdrag og med en lavere belåningsgrad sammenlignet med normal realkreditbelåning. Der skal endvidere fastsættes et bidrag på f.eks., står der i bemærkningerne, 1 pct. om året, der henlægges i en solidarisk reservefond, som der skal betales tilbage, når lånet udløber eller indfries.

Vores udgangspunkt fra regeringens side er, at vi er meget optaget af et Danmark i balance. Det viste vores udflytningsplan fra sidste uge også, nemlig at vi vil have et Danmark, hvor vi har vækst og udvikling i hele Danmark. Inden for Erhvervsministeriets område har jeg også selv taget initiativ til et udvalg for levedygtige landsbyer, der undersøger de udfordringer og muligheder, der gør sig gældende i landsbyerne. Det udvalg kommer efter planen i første kvartal med en række anbefalinger til, hvordan vi kan understøtte landsbyernes levedygtighed. Der er imidlertid en række problemer med det forslag, vi behandler i dag, herunder særlig den mulige løsning om at oprette et særligt realkreditinstitut.

For det første er der ikke i dag begrænsninger på realkreditinstitutternes mulighed for at udbyde lån med lavere belåningsgrænser. Da der i dag ikke eksisterer et institut som foreslået i beslutningsforslaget, må det forventes, at instituttet ikke kan finansieres fuldt ud på markedsmæssige vilkår. Der vil være tab, og staten vil derfor skulle træde til med indskudskapital, og det kræver finansiering.

For det er andet vil der skulle afsættes en ramme til instituttet på finansloven, hvis instituttet skal etableres med støtte som baggrund fra staten. Der kan derfor blive tale om en kvoteordning, hvor kun en begrænset del af mulige lønmodtagere i yderområderne vil kunne få et lån.

For det tredje vil instituttet som nævnt få en udlånsbog med, det må vi gå ud fra, når de ikke kan få lån andre steder, betydelige tabsrisici, uagtet at instituttet vil have en lavere belåningsgrænse end de øvrige realkreditinstitutter, idet instituttet vil henvende sig til låntagere, som de private institutter ikke ønsker at betjene.

For det fjerde er regeringens umiddelbare vurdering, at den foreslåede ordning vil være i strid med statsstøttereglerne.

Afslutningsvis mener regeringen helt generelt ikke, at staten bør gribe ind på private markeder, medmindre der er særlige forhold, der taler herfor. På baggrund af de mange forhold, jeg allerede har oplistet, mener regeringen ikke, at det er den rigtige vej at gå i den her sag, og regeringen kan således ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en kommentar eller et spørgsmål fra fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Ministeren og jeg har jo haft anledning til at drøfte det her nogle gange, og jeg kender også ministerens argumenter. Så lad mig først sige – det kommer jeg også ind på i min tale – at nu synes jeg faktisk, at ministeren havde en mere modereret udgave af det, ministeren plejer at sige, nemlig at det er statsbanker og nærmest kommunisme osv., og så plejer jeg jo at ridse den lange række af statsbanker op, som vi allerede har i vores land: Vækstfonden, Eksport Kredit Fonden osv. Lad det ligge for nu.

Mit konkrete spørgsmål til ministeren er: Vi har jo udtrykkeligt skrevet, at det her skal henvende sig til kunder, der har en sund økonomi. Vi er ikke interesseret i at låne penge til folk – både for deres egen skyld og for statens skyld – der ikke kan betale tilbage. Mener ministeren, at det er sådan i dag, at hvis bare du har en sund økonomi, jamen så kan du også få et realkreditlån til din virksomhed eller til din bolig, ligegyldigt hvor du bor?

Ministeren.

Man kan sige, at den eneste reelle undersøgelse, der har været af det spørgsmål, var, da der blev nedsat et udvalg om finansiering af bolig- og erhvervsejendomme i 2015. Udvalget afleverede sin rapport i oktober 2015, og udvalget konkluderede, at baggrunden for udfordringerne i landdistrikterne er af ikkefinansiel karakter. Udvalget, som i øvrigt sandsynligvis blev nedsat under en SR-regering, skriver, at der således ikke i den nuværende finansielle lovgivning er noget som helst, der medfører overdreven forsigtighed i forhold til udlån i landdistrikterne.

Der er det min sådan grundlæggende præmis, at et velfungerende kreditmarked jo både vil medføre accept og afslag på låneansøgninger – sådan må det jo være. Der må være nogen, der får nej, hvis man ikke mener, de kan betale pengene tilbage. Afslag på de kreditanmodninger er derfor ikke nødvendigvis ensbetydende med, at markedet ikke fungerer.

Der er min tilgang til det, at hvis man har et privat marked derude, hvor alle i princippet har mulighed for at låne penge, så bør det selvfølgelig også være muligt for de kreditinstitutter at kunne sige nej til folk, der vil låne penge.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Mener ministeren, at vi har et velfungerende marked overalt i Danmark med hensyn til mulighederne for at få realkreditlån?

Værsgo.

Jamen igen er det jo ikke så meget, hvad mine følelser er, og hvad jeg hører af historier, for jeg hører selvfølgelig også historier, som SF's ordfører sikkert har hørt, om, at der er områder i Danmark, hvor det er sværere at få lån end i andre områder. Men det, jeg kan forholde mig til, er jo kendsgerningerne. Det har vi bedt et udvalg om at kigge på under den tidligere regering, og det udvalg konkluderede, at baggrunden for udfordringen i landdistrikterne er af ikkefinansiel karakter, og at der ikke er noget som helst i den finansielle lovgivning i dag, der medfører overdreven forsigtighed i forhold til udlån i landdistrikterne.

Det er jo de kendsgerninger, vi må forholde os til. Vi har bedt nogle mennesker under den tidligere regering om at undersøge det her, og de konkluderer på den baggrund. Så er det svært at sige, at et nyt institut med opbakning fra staten vil kunne gøre det bedre, for de vil risikere at stå med en kæmpe tabsrisiko.

Jeg bliver lige distraheret, fordi man faktisk ikke må have tilhørere deroppe i logen, når der er møde i salen, og det tror jeg godt at ordføreren ved. Så vær venlig at forlade logen igen. Tak.

Tak til ministeren, og så går vi videre i ordførerrækken. Det er hr. Thomas Jensen, Socialdemokratiet.

Tak til SF for at være vedholdende og nu fremsætte den tredje variant af det her beslutningsforslag, hvis formål er at sikre lånemuligheder for boliger og erhverv i yderområder. Lad det være sagt med det samme: Vi støtter forslagets intention. Socialdemokratiet er af den grundlæggende holdning, at det skal være privatøkonomien hos familierne frem for postnummeret, der afgør, om man kan optage et lån til en bolig, men vi kan fortsat ikke støtte det konkrete løsningsforslag, som SF her genfremsætter, dog i en mere åben udgave end tidligere.

Der er nemlig en række problemer med forslaget. Det er jo sådan, at de partier, som vil støtte det her forslag, også på finansloven vil skulle afsætte nogle penge til det her, fordi et, som jeg læser det, statsligt støttet realkreditinstitut, der skal yde underskudsdækning og tilskud til renten, nemlig kræver, at der også skal være reserveret midler hertil på finansloven, og det kræver ikke mindst, at de partier, der støtter dette forslag, også anviser en klar finansiering af de her midler.

Endvidere vil et statsligt kreditinstitut henvende sig til nogle låntagere, som private institutter ikke vil betjene, fordi pantets værdi vurderes at være for usikkert, og dermed vil instituttet også få udlånsportefølje med betydelige tabsrisici, der overstiger tabsrisiciene i private institutter. Det betyder konkret, at staten vil påtage sig betydelige tabsrisici, og den buffer, som SF foreslår der skal være, og som låntagerne selv skal betale ind til, må forventes at blive spist op af tab. Endelig kan jeg se fra tidligere behandlinger, at der også fra ministerens side har været draget tvivl om, hvorvidt det her er i overensstemmelse med statsstøttereglerne.

Kort sagt: Socialdemokratiet kan ikke støtte selve forslaget, men jeg vil alligevel lige bruge noget tid her under den her behandling til at komme med forslag til regeringen, som vi forhåbentlig kan samle os om. Som sagt er vi i Socialdemokratiet af den grundlæggende holdning, at det skal være privatøkonomien frem for postnummeret, der afgør, hvem der kan optage lån til bolig. Derfor nedsatte SR-regeringen også i sin tid et udvalg, der skulle se på lånemulighederne til erhverv og boliger i landdistrikterne, og udvalget kom med nogle anbefalinger i efteråret 2015, hvorefter den daværende Venstreregering fulgte op på udvalgets anbefalinger vedrørende en lempelse af 6-månedersreglen og en justering af retningslinjerne i forhold til rådighedsbeløb.

Skal man så også tro regeringens landdistriktsredegørelse fra 2017, og det vælger jeg så at gøre, så går det fremad med hussalg i alle landets kommuner, men alligevel hører vi desværre fortsat, at det kan være svært at optage lån i nogle dele af Danmark. Derfor synes jeg, at det ville være relevant at få regeringen til at gøre status over de initiativer, der blev iværksat under Venstreregeringen. Har de virket efter hensigten? Er der fortsat problemer med låntagningen? For det vil gøre os alle sammen klogere her i Folketinget, sådan at vi kan vedtage tingene i den rigtige rækkefølge og sørge for, at der også bliver bedre bosætningsmuligheder i yderområderne af landet.

Tak til hr. Thomas Jensen. Der er et spørgsmål fra fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for talen. Som ordføreren også selv var inde på, har vi fremlagt det her igen, igen, igen, men denne gang i en lidt mere åben udgave, for vi synes, at diskussionen tidligere er strandet på, at det var den specifikke model, som ligesom var figenbladet, man kunne gemme sig bag. Nu siger vi, at vi har et problem, og det her kunne være én måde at løse det på, men vi er meget åbne over for andre måder, men så må man også komme os i møde.

Jeg hører egentlig ordføreren sige, at der er et problem derude, som vi må løse på en eller anden måde. I forbindelse med alle de der praktikaliteter, altså om der er tale om statsstøtte eller ej, er der så en eller anden form for finansieringsmodel, som Socialdemokraterne kunne se sig selv i?

Værsgo.

Det synes jeg egentlig ikke, for som ordføreren også selv siger, er det mere åbent formuleret den her gang, og hvis det var sådan, at vi så en model, ville jeg også åbne op for den i dag. Jeg tror, vi skal se lidt bredere på det. Vi hørte ministeren tale om udflytning af statslige arbejdspladser, og at det også er noget, der i hvert fald kan bidrage til, at der kommer nogle flere derud, så der måske kommer mere gang i nogle af yderområderne.

Jeg tror også, vi alle sammen lige skal se tilbage på de sidste 10-15 år, hvor der har været en enorm centralisering af Danmark med strukturreformen, kommunalreformen, politi- og retskredsreformen, hele SKATs område, der blev taget fra kommunerne og lagt ud i nogle centre nogle enkelte steder i Danmark, for det er jo alt sammen sådan noget, der har skabt en centralisering og er med til at bidrage til det her med, at efterspørgslen efter boliger derude ikke er så stor. Og når realkreditinstitutterne skal foretage en vurdering, vurderer de derfor, at de ikke vil kunne få pengene igen, hvis de låner nogle penge ud og der sker yderligere prisfald derude. Jeg tror, at vi skal have fokus på det, som der er en begyndende erkendelse af herinde, når vi laver politik, nemlig at vi skal huske at holde gang i hele Danmark.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Jeg er da meget enig i, at den kommunalreform, som landets statsminister stod bag for en del år siden, efterhånden har haft rigtig mange konsekvenser. Vi kan ikke skrue tiden tilbage, så nu bliver vi nødt til at se, hvordan vi får det bedst mulige ud af det her. Jeg vil faktisk gerne rose regeringen for dens initiativer med udflytningen af statslige arbejdspladser, men det er altså kun en dråbe i havet i forhold til den fraflytning, man ser. Det skal jo ikke hindre dem, der gerne vil bo de her steder, i at kunne købe og sælge boliger, og der er så mange eksempler på, at folk med en sund økonomi, bliver fravalgt alene på baggrund af postnummer.

Værsgo.

Som nævnt i min tale lægger jeg også op til, at vi skal prøve at følge op på nogle af de ting, der trods alt er lavet på det her område de seneste år. Under den rene Venstreregering blev der gjort nogle tiltag, og det ville være ret fint at få samlet erfaringerne op, altså hvordan det har virket, for så bliver vi som lovgivere klogere på at finde ud af, om der er mere, vi kan gøre, så vi kommer videre ud ad den vej. Ellers vil jeg sige, at selv om vi har lavet mange fejltagelser før, kan vi godt rette op på nogle af de fejltagelser på de andre politikområder, f.eks. kommunalreformen. De enkelte kommuner kan godt få nogle redskaber til også at have fokus på, at det ikke kun skal være centerbyen, der skal være vækstcentrum, men at der også er noget at leve for og at leve af ude i de omkringliggende landsbyer. Det er i hvert fald min erfaring fra min egen kommune, Silkeborg.

Tak for det. Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Mange tak. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at stille et lidt mere sådan principielt – og måske tilmed ideologisk – spørgsmål: Hvordan stiller Socialdemokratiet sig egentlig til en offentlig deltagelse i kreditgivningen? Altså, jeg spørger, fordi vi jo har offentlige banker som Vækstfonden og Eksportkreditfonden, som yder kredit til virksomhederne. Vi har historisk haft offentlige banker som GiroBank, som også betjente borgerne, og vi har indtil for få år siden haft realkreditinstitutter, som blev drevet på en noget anden måde end den, vi ser i dag.

Så hvis man ser tilbage på Socialdemokratiets programmer – bare fra 1980'erne – fremgår det, at man stadig havde en holdning til, at der de steder, hvor markedet ligesom ikke gjorde sit arbejde, kunne være grund til en offentlig deltagelse. Hvad er egentlig Socialdemokratiets principielle holdning i dag til offentlig deltagelse i den finansielle sektor?

Værsgo.

Socialdemokratiet har en pragmatisk tilgang til det. I sidste uge behandlede vi et lovforslag om en selvejende offentlig virksomhed, og som jeg sagde i min ordførertale der, er det jo sådan, at vi må vurdere fra gang til gang, hvor der er behov for, at vi bruger den her selskabskonstruktion.

Jeg kan sige, at nu er vi jo med i forligskredsen vedrørende realkreditområdet, og der synes jeg faktisk, at vi har lavet rigtig, rigtig meget lovgivning inden for det sidste par år, som jeg synes begynder at trække i den rigtige retning, bl.a. i forhold til det der med bidragssatser, som er noget af det, vi har diskuteret. Altså, det begynder at trække i den rigtige retning, i forhold til at forbrugerne, borgerne, boliglånerne, kommer til at stå bedre.

Der vil jeg også sige, at jeg synes, det fører for vidt at begynde at oprette helt nye former for selskaber her. Jeg synes hellere, vi skal se, om vi gennem andre områder af lovgivningen herinde kan regulere sådan, at vi sikrer, at der også bliver bedre lånemuligheder i yderområder af Danmark.

Men som sagt er der også mange forskellige politikområder, hvor vi skal huske at tænke ind, at vi skal have et sammenhængende Danmark. Det er der en begyndende erkendelse af herinde; jeg tror slet ikke, vi er færdige med det. Der er nogle områder i Danmark, hvor man godt kunne bruge meget mere vækst. Så lad os i stedet for gå sammen om det og i fællesskab sikre vækst i hele Danmark.

Hr. Pelle Dragsted.

Det sidste er jeg fuldstændig enig i. Og jeg er i øvrigt enig i de betragtninger og bemærkninger, der er faldet, om, hvor de store problemer ligger i forhold til det spørgsmål, bl.a. altså den centraliseringsmani, som rigtig mange partier desværre har delt i mange år, hvor alt var bedre, når det var stort og lå i de store byer.

Men bare lige for at forstå svaret korrekt vil jeg spørge: Altså, Socialdemokratiet har ikke noget sådan principielt – sådan som f.eks. Liberal Alliance formentlig ville have – imod, at det offentlige kan deltage i den finansielle sektor, altså i kreditgivningen eller andre services til borgere eller virksomheder de steder, hvor man f.eks. kan se, at markedet ikke slår til, eller hvor det af anden grund er fordelagtigt for samfundet?

Værsgo.

Nej. Altså, jeg synes, vi må se på, hvilke selskabsformer der er bedst til at løse opgaverne på forskellige områder af økonomi og samfund. Og derfor vil jeg også sige, at vi jo med åbne øjne har været med til at stifte forskellige af de her selvejende offentlige virksomheder og synes, at det er nogle områder, hvor det fungerer virkelig, virkelig godt.

Jeg erkender fuldt ud, at der er et problem på det her område, men jeg kan også godt se på de artikler, vi har fået ud nu her, hvoraf nogle omhandler udviklingen i hussalget, boligsalget og låneadgangen ude i yderområderne, at der jo er noget, der tyder på, at det trods alt er begyndt at gå i den rigtige retning. Så jeg lægger op til, at vi får undersøgt til bunds, hvordan det, vi har lavet for få år siden, har virket, i stedet for at ty til at lave en helt ny konstruktion her.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti.

Det er jo ikke første gang, at vi behandler et beslutningsforslag fra SF, som indeholder de forslag, som også bliver skitseret i det her beslutningsforslag. Så har SF jo godt nok for ligesom at bryde traditionen valgt at ændre lidt på formuleringen netop i at sige, at nu vil man ikke decideret fremsætte et enkeltstående forslag på, hvad det er for en løsningsmodel, man skal benytte sig af. Det vil man lade være op til regeringen.

Med andre ord fremlægger SF et beslutningsforslag, hvor man beder partierne om at sige ja eller nej til, om de er enige i noget, som man ikke ved hvad er. Det synes jeg i sig selv er en nyskabelse her i Folketinget. Vi skal altså debattere noget, vi ikke ved hvad er. Hvad er det, vi skal pålægge regeringen? Hvad ligger der i den bemyndigelse, og er vi så også selv som pålægsgivere pålagt at støtte det initiativ, som regeringen så kunne finde på at komme med, selv om vi ikke mener, at det er den rette medicin? Det synes jeg virker ganske uigennemtænkt.

Jeg kunne egentlig bedre lide den gamle model, vil jeg gerne sige til SF, hvor man fra Socialistisk Folkeparti jo klart beskrev, hvad det var, man ville. Man ønskede at have en statsbank, en statsrealkreditbank, som skulle kunne yde de her lån, og så skulle man så gøre alle danske borgere og virksomheder for den sags skyld til fælles kautionister. Det er ikke noget, vi kan støtte i Dansk Folkeparti. Det kunne vi heller ikke i 2016 og 2017, da man fremlagde det, og det kan vi heller ikke i den form, som Socialistisk Folkeparti fremsætter det i i den her omgang.

Der står, at man ønsker at sikre billigere lånemuligheder til boliger og erhverv i yderområder. Sidst havde vi diskussionen om, hvad yderområder er. Nu noterede jeg mig, at ordføreren tidligere nævnte postnumre i sine spørgsmål til erhvervsministeren. Vi kan tage postnummeret 6700 Esbjerg. Der er både landdistrikter og storby. Vi kan tage postnummeret 8700 Horsens, hvor jeg selv kommer fra. Det er også storby, og så er det samtidig også et landdistrikt, som har samme postnummer.

Hvad er det, man reelt ønsker fra SF's side? Det har jeg svært ved at vurdere, for hvordan vil man skitsere, hvem der har en ejendom, der skal sælges i et såkaldt yderområde, og hvem der ikke har. Hvad med alle tvivlsspørgsmålene. Er det de gamle sogne, vi skal tilbage til? Er det kirkebyggelinjer? Er det vandskel, vi skal tænke på? Eller er det eksisterende kommuner? Eller er det postnumre? Det synes jeg måske at SF skulle reflektere lidt mere over, for hvis vi vedtog det, som SF gerne vil med de her yderområder, som skulle have specielle billigere lånemuligheder, ville der jo også være nogle, der ville sige, at den her pågældende ejendom ligger lige nøjagtig på den anden side af det her skel, den her definitionslinje, man nu har besluttet. Og hvad skal vi så gøre ved det? Naboejendommen ligger så indenfor, de kan godt komme under en statslig kautionsbæring. Det mener vi simpelt hen i Dansk Folkeparti er ganske uigennemtænkt.

Så nævner man også i bemærkningerne til beslutningsforslaget, at det kun skal være til folk og erhvervsdrivende med sund økonomi. Ja, bevar mig vel, hvis nu man skrev, at det også skulle være til folk, der havde en usund økonomi, ville det nok være lidt spøjst. Men hvem skal definere og beskrive og beslutte, hvem der har en sund økonomi? Hvis man tager en iværksættervirksomhed f.eks., så har den som regel en lidt dårligere økonomi de første år, fordi der er en stor etableringsfase, og der er flere år, hvor man nærmest bevidst kalkulerer med at have underskud. Det er ganske normalt, og det er også noget, som banker ved, når de kreditfaciliterer osv. Så hvem skal beslutte? Hvem skal være smagsdommer for, hvem der har en sund og en ikkesund økonomi? Det synes jeg måske at SF skulle reflektere lidt over.

Jeg synes jo, at det mest grundlæggende må være, at vi skal glæde os over, at det faktisk er blevet bedre, langt bedre at opnå realkreditlån også i de danske landdistrikter, og vi kan jo faktisk også se, at netttoudlånene er større end de lån, der bliver indfriet. Det synes jeg måske også at vi skulle glæde os over.

Så synes jeg også, at vi skal glæde os over, at da man første gang fremsatte det her beslutningsforslag fra SF, var tiden jo en anden. Der havde vi ikke de konjunkturforhold, som vi heldigvis oplever i dag. Og der vil jeg da gerne til sidst sige, at det jo ikke er, fordi vi tror på, at der er lutter lagkage i de danske landdistrikter. Der er rigtig mange steder, hvor også folk, der vil have et lån, har meget svært ved at få det, selv om de både kan fremvise en hæderlig økonomi og de vælger at købe en økonomisk passende bolig. Det skal vi selvfølgelig gøre noget ved. Men at lave en decideret statsforanstaltning, som SF lægger op til her, kan Dansk Folkeparti ikke anbefale.

Tak. Fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Det her begynder jo næsten at blive lidt komisk. Jeg fremsætter tre gange et beslutningsforslag med en meget specifik model, og hver gang får jeg at vide af Hans Kristian Skibby, at lige præcis den model kan DF ikke støtte – problemet er der, men lige præcis den model kan man ikke støtte. Så tænker jeg fjerde gang: Måske kan Folketinget blive enige om, at der er et problem, vi gerne vil løse, og så vil vi lade regeringen, ministeren og hans kloge embedsmænd komme med et et forslag. Men nej, nu er det for ukonkret – nu skal jeg hoppe tilbage til forslaget om en statsbank, som den var beskrevet før.

Jeg kan høre, at Hans Kristian Skibby har læst bemærkningerne til beslutningsforslaget. Der står jo udførligt beskrevet, hvordan en model kunne være, for selvfølgelig fremsætter vi ikke bare et beslutningsforslag, hvor der står: Løs det her. Vi siger, det kunne være på den måde, men det kunne også være på en anden måde.

Jeg synes, Hans Kristian Skibby bruger utrolig mange kræfter på at tale det her forslag ned, og derfor vil jeg, bare for at være helt sikker, gerne høre DF's ordfører: Er der, eller er der ikke et problem i forhold til at kunne købe og sælge boliger og få lån til virksomheder mange steder i det her land i det, mange kalder yderområder?

Værsgo,

Det er fuldstændig korrekt, som fru Lisbeth Bech Poulsen påpeger, at jeg har læst bemærkningerne til beslutningsforslaget, og der står i første kolonne:

»SF går ud fra, at alle partier, der anerkender, at der tale om et problem og en urimelighed, kan stemme for dette beslutningsforslag.«

Med andre ord skal vi stemme for et beslutningsforslag, som vi så er enige om at man ikke ved hvad indeholder. Altså, jeg har været herinde i 14 år, og det er, i hvert fald i forhold til hvor jeg kommer fra, en helt omvendt logik. Jeg plejer at forholde mig til konkrete forslag, og det gjorde jeg også, da fru Lisbeth Bech Poulsen fremlagde sit forslag første gang, anden gang, tredje gang – solgt til den herre, om jeg så må sige. Det har vi gjort hver gang. Nu opgiver man så fra SF's side, nu vil man ikke komme med sine forslag. Man vil gerne skrive i bemærkningerne, hvad man gerne vil, men nu er man bare ved at lave noget, hvor man ikke vil fortælle, hvad man vil. Nej, det kan jeg altså ikke sige hverken ja eller nej til – jeg synes, det er det rene kuk og bøh, det her. Tak.

Værsgo, fru Lisbeth Bech Poulsen.

Altså, det, der foregår lige nu, er faktisk, at Hans Kristian Skibby griber efter halmstrå for at finde en mulighed for på den ene side ikke at skulle sige, at der ikke er noget problem derude – der er nok rigtig mange i det her land, der ville synes, at det var en ret arrogant holdning at have – og på den anden side finde en grund til ikke at støtte op om det her.

Jeg stiler så igen spørgsmålet til hr. Hans Kristian Skibby: Er der et problem, eller er der ikke? For hvis der i DF's optik ikke er noget problem, skal vi jo slet ikke diskutere det her.

Værsgo til ordføreren.

Nu kan man altid afveje, hvad et problem er. Mange steder er det jo udfordringer. Jeg er fuldstændig bevidst om, at der findes folk, som har god økonomi, men som alligevel har svært ved at få et lånetilbud på den ejendom, som de ønsker at købe. Det er så i øvrigt også noget, man kan finde eksempler på i større provinsbyer – det er ikke kun et fænomen, man har opfundet ude i de danske landdistrikter. Det er faktisk også noget, man oplever i Horsens eller Esbjerg, for at nævne de steder, hvor jeg tidligere har været.

Men det, jeg harcelerer imod, er jo, at man bliver ved med at komme herned i folketingssalen med det her forslag, men at man så nu går ud og siger, at man ikke vil fortælle, hvad man vil; nu skal vi bare vedtage noget, som vi ikke ved hvad er. Det er den der omvendte logik, som jeg slet ikke kan forholde mig seriøst til. Men jeg vil sige: Fremsæt det nu en femte gang, og beskriv så, hvad SF vitterlig ønsker – det er det gode råd, der kan komme fra Dansk Folkeparti.

Så er det hr. René Gade, Alternativet. Værsgo.

Jeg kan fint følge ordførerens skepsis over for nogle af de løsningsmuligheder, der er blevet fremlagt tidligere fra SF's side. Vi har haft lyst til at fremlægge noget, der mindede utrolig meget om det, SF tidligere har fremlagt. Vi har ikke helt styr på, hvordan det skal implementeres, men vi kan se, at der er et problem.

Jeg har bare lyst til at spørge ordføreren, fordi jeg synes, at tonen bliver så skinger, at det nærmest er ærgerligt, fordi jeg mener, at der er et reelt problem i den her debat, netop hvordan vi sikrer, at vi ikke får den her skævhed i Danmark. Jeg hører egentlig også ofte, at Dansk Folkeparti er enig i, at vi skal sikre, at også landområderne bliver holdt fornuftigt i hånden. Hvordan skal man rette henvendelse fra SF's side, eller fra Alternativet eller fra et andet parti som oppositionsparti, hvis man ønsker noget maskinkraft, nogle dygtige folk til at hjælpe med at finde en fornuftig løsning på et eller andet, man mener er et problem? Er det ikke ved at bruge beslutningsforslaget, og når man så har forsøgt at gøre det meget specifikt og har fundet ud af, at det kan man ikke, så at prøve med noget lidt mere bredt?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jo, noget mere bredt, det vil jeg da gerne kvittere for. Det er jeg fuldstændig enig med spørgeren i. Det er det. For det indeholder ingenting. Man skal bare pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag, der sikrer, at boliger erhvervet i yderområder får billigere lånemuligheder. Og man vælger så fra beslutningsforslagsstillernes side at trække forslagene ud og sige: Nu skal det så være op til regeringen selv at bestemme, hvad den skal lægge ind. Man kan jo ikke forvente, at vi andre partier, som ikke sidder i regering, vil give carte blanche til at skulle støtte de forslag eller alt muligt andet, der måtte komme den vej fra.

Jeg synes bare, at vi skal reflektere over, at hvis man f.eks. kigger på de danske landdistrikter og øer, så har der jo ikke været stor efterspørgsel efter, at der skulle nedsættes en statsrealkreditbank i Danmark. Mig bekendt har vi ikke hørt det ønske fra de danske landdistrikter og øers side. Hvis vi kigger på eksempler, og jeg ved, at SF gerne vil kigge på eksempler fra andre lande, så har man f.eks. i Norge gjort noget lignende som det, SF foreslår. Det har faktisk medført, at der er skabt store sorte geografiske huller i Norge, hvor de almindelige realkreditinstitutter slet ikke yder lån. Det er en af årsagerne til, at vi ikke kan støtte det her forslag.

Hr. René Gade.

Jeg lover, at min ordførertale bliver det kortere end det, jeg nu taler om her fra stolen, for det er jo langt hen ad vejen de argumenter, jeg har også vil fremføre om lidt. Der bliver jo netop taget højde for, at der er nogle argumenter, der måske ikke har været skarpe nok i de beslutningsforslag, der har været tidligere. Der bliver faktisk fremført ganske konkrete forslag til, hvordan man skal sikre, at staten ikke løber for stor en risiko, ikke fuldstændig nagelfaste forslag, men der er løsninger. Det er det, der bliver rakt ud efter.

Så jeg efterspørger egentlig bare fra ordførerens side, at man godt kan have en debat, hvor man nærmer sig, som jeg virkelig synes at SF gør her, et løsningsforslag, men hvor man mangler det sidste. Der hører jeg overhovedet ikke at ordføreren anerkender det, som vi egentlig som oftest gør som partier herinde, når vi har et godt forslag.

Værsgo.

Det, jeg ikke forstår, er, at SF har trukket deres forslag, og så har de fremsat et nyt beslutningsforslag, som indeholder ingen forslag. Der står bare, at man skal pålægge regeringen senest den 1. april at fremsætte et lovforslag, der sikrer, at boliger og erhverv i yderområderne får nogle billigere låneadgange. Men det er jo ikke noget, man bare kan sige at man støtter eller ikke støtter. Jeg vil da gerne vide, hvad det er for nogle håndgribelige forslag, som det er, man skal støtte, og der har jeg det altså bedst med, når beslutningsforslag indeholder forslag. Og det gør det her beslutningsforslag altså desværre ikke.

Tak til ordføreren. Så er der ikke flere kommentarer. Hr. Torsten Schack Pedersen, Venstre, værsgo.

Tak for det. Som det er blevet nævnt, har vi diskuteret lignende forslag fra SF flere gange tidligere, og jeg blev faktisk så inspireret af den foregående debat, at jeg sådan set nu vil sige noget andet end det, jeg havde tænkt mig, og jeg ved godt, at der så altid er nogle, der bliver bekymret.

For jeg synes faktisk, at hr. Hans Kristian Skibby havde en pointe i forhold til en stillingtagen til det her forslag. For hvis det bare var så simpelt, at regeringen inden den 1. april skal fremsætte et lovforslag, der sikrer, at boliger og erhverv i yderområderne får billigere lånemuligheder, så tror jeg sådan set ikke, der var nogen af os, der var imod det. Det ville da være fantastisk, hvis det kunne lade sig gøre, hvis vi herinde med et pennestrøg kunne sikre, at nu kan alting lade sig gøre, og både ministeren, Socialdemokratiets ordfører og Dansk Folkepartis ordfører har jo understreget, at alle de forslag om det, eller det, der ligger på kanten af det, vi plejer at diskutere, har problemer af den ene eller den anden eller den tredje karakter. Altså, hvis det var så simpelt, havde vi nok gjort det allerede.

For intentionerne er vi jo enige om herinde. Det var sådan set derfor, at vi fra Venstres side i 2015 gik til valg på at gøre Danmark bedre balanceret. Det var for os et helt centralt valgtema, at vi skulle have et Danmark i bedre balance. Vi stod temmelig alene, eksempelvis med ønsket om en udflytning af statslige arbejdspladser. Det er der blevet stor opbakning til i dag, og det glæder mig. Vi har gennemført en landbrugs- og fødevarepakke, fordi landbrugs- og fødevareerhvervet fylder meget i vores landdistrikter. Det gjorde vi alene med Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliances hjælp, da det var en ren Venstreregering. Vi har fjernet og sænket en række skatter og afgifter, der i høj grad belaster virksomheder, der ligger i vores landdistrikter, fordi den bedste vej til at sikre, at man kan få et lån, uanset hvor man er i Danmark, er, at der er vækst.

Derfor er vi optaget af, at vi fører en politik, der skaber vækst i hele Danmark, og vi kan jo glæde os over, at det næsten er i alle kommuner, der har været beskæftigelsesfremgang de sidste par år, og boligmarkedet ser også betydelig bedre ud i stort set alle landets kommuner. Liggetiderne falder, og salgspriserne er stigende næsten alle steder. Det er et udtryk for, at det går bedre i Danmark. Det er sådan set den bedste medicin til at sikre, at der fra os i Folketinget er et politisk ønske om et Danmark i bedre balance, og hvis der er en tro på fremtiden, øger man også sandsynligheden for, at man kan få adgang til et lån.

Jeg skal ikke gennemgå de øvrige initiativer og analysearbejder, der er lavet, om 6-månedersregel og rådighedsbeløb og alt muligt andet, men bare understrege, at vi helt håndfast har taget initiativer i forhold til belåningsmuligheder og det, der er det allermest afgørende, nemlig at der er en tro på fremtiden, og at der er en udvikling i hele Danmark og dermed en forudsætning for, at det er en god idé at investere i alle dele af Danmark. Ja, det har været helt centralt for Venstre de sidste mange år, og vi har leveret meget, meget håndfaste resultater de sidste 2½ år.

Så jeg vil ikke gentage de tidligere diskussioner, men bare understrege, at vi ønsker et Danmark i bedre balance. Diskussionen om et statsligt realkreditselskab med risiko for statsstøtte og alt muligt andet skal jeg ikke gentage, men derfor jo så bare for god ordens skyld sige, at selv om intentionerne lyder rigtig besnærende, så er det, når man bliver konkret, problematisk. Vi vil sådan set hellere sørge for, at vi skaber et Danmark i bedre balance, hvor der er vækst og udvikling og dermed en tro på fremtiden. For det giver os lettere adgang til kapital. Derfor kan vi heller ikke denne gang støtte beslutningsforslaget fra SF.

Der er et ønske om en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen.

Jeg synes egentlig, at den her debat – det er desværre DF's ordfører, der har startet det – har taget sådan en retning, hvor man i stedet for at forholde sig til, om der er et problem eller ej, eller om man har nogle løsninger eller ej, så bliver det en kritik af, at SF fire gange har fremsat forslag med en meget konkret model og nu prøver en anden vej og siger: Okay, hvis vi er enige om, at det her er et problem, skal vi så arbejde hen imod en løsning af det i fællesskab? Men selvfølgelig vil vi gerne komme med nogle input, og derfor har vi en ret specifik model i bemærkningerne. Det synes jeg faktisk er rigtig ærgerligt. Jeg ved faktisk, at Venstres ordfører går op i, at der er et sammenhængende Danmark.

Men når ordføreren siger, at hvis det var så let, havde vi jo gjort det, så passer det jo ikke, fordi der jo er masser af ideologiske grunde til – det hører jeg jo igen og igen fra borgerlige kollegaer – at man ikke vil have en statsbank. Det er fint nok, når en statsbank – Markedsmodningsfonden, Vækstfonden, eksportfremme osv. – giver lån til virksomheder, men ikke når det gælder her.

Jeg vil gerne stille ordføreren det spørgsmål, som jeg også har stillet de andre ordførere: Er der et konkret problem eller ej i forhold til at få realkreditlån, hvis du har en ellers sund økonomi?

Ordføreren.

Jeg kan jo gentage svaret, nemlig at der har været et analysearbejde, og at det viser, at der isoleret set ikke er sådan nogle finansielle problemer. Men det var sådan set den samlede problematik, jeg prøvede at adressere i min ordførertale, nemlig at der har været en situation, hvor vi kunne se, at væksten i Danmark ikke bare var ulige fordelt, den var ikkeeksisterende i dele af Danmark. Vi var i en situation, hvor væksten alene var i hovedstaden og omkring Aarhus, og hvor resten af landet var koblet af.

Var det et problem? Ja! Har vi gjort noget ved det? Ja! Har vi tænkt os at gøre mere ved det? Ja!

For vi ønsker et Danmark, der hænger sammen. Vi ønsker, at der er udvikling, og det har selvfølgelig også betydning for boligpriser og adgang til lån. Hvis der er tro på fremtiden, er alle de ting lettere.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Er ordføreren bevidst om, at både Landdistrikternes Fællesråd og en lang række Venstreborgmestre, som netop er borgmestre i sådan nogle områder, hvor man har de her problematikker, siger: Ja, i en eller anden version er det nødvendigt at få et parallelt realkreditsystem, statsunderstøttede lånemuligheder eller noget tredje, men at man er nødt til at tage nogle skridt, også herindefra, for at sikre, at der bliver mulighed for at få realkreditlån både for borgere og virksomheder?

Ordføreren.

Det er afgørende, at vi sørger for, at der er en ordentlig udvikling i hele Danmark, og det synes jeg i al beskedenhed der er. Den daværende erhvervs- og vækstminister præsenterede 145 forslag, hvoraf jeg tror de 140 er gennemført allerede, fordi vi ønsker en ordentlig udvikling. Som jeg siger: Hvis det var så simpelt, at vi med et enkelt lovforslag kunne gøre det, ja, så tror jeg nok, at vi havde fundet hinanden på det.

Problemet har været, at når det bliver konkret, indeholder de forslag, SF har haft, en lang række problemer, og den bedste løsning er, at der er vækst og udvikling og tro på, at det er godt at investere i alle dele af Danmark. Det er sådan set den politik, som jeg synes vi har gennemført med stor succes de sidste 2½ år, og det har vi sådan set kun en ambition om at fortsætte med.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten.

Mange tak. I modsætning til flere andre ordførere, som øjensynligt har haft en vis irritation over, at SF har fremsat et forslag, som vi har diskuteret tidligere, så vil jeg egentlig gerne rose SF for at holde fast i den her meget principielle og sådan set også ret ideologiske diskussion om, hvordan vores finansielle sektor, herunder vores realkreditsystem i Danmark, skal indrettes, så det sikrer borgere, virksomheder og samfundshensyn på den bedst mulige måde.

For der er jo sket rigtig meget med vores finansielle sektor gennem de sidste årtier. Den er jo transformeret grundlæggende gennem en lang række af liberaliseringer og forandringer i ejerstrukturen, og det gør, at vi står et helt andet sted i dag, end vi gjorde for bare 20 år siden. Det har vi aldrig rigtig diskuteret særlig meget i Danmark. Det er noget, der skete i de år, hvor man troede, at det var bedre at overlade alt til markedet, og at der ikke kunne blive liberaliseret nok. Jo mindre staten blandede sig, jo bedre ville alting gå.

Der har været en finanskrise siden, og der er nok mange, der har et lidt mere nuanceret syn på de ting i dag, og derfor er det vigtigt, at vi diskuterer, hvordan vores finansielle sektor er indrettet, hvordan ejerskabet er. For den finansielle sektor, banker og realkredit og forsikringsselskaber, er jo sådan en hovednerve i vores økonomi både for virksomheder og for borgere. Det at kunne låne til et hus eller have en konto uden at skulle betale alt for mange gebyrer er jo ting, der betyder utrolig meget for os i hverdagen.

Men det er også ting, der betyder meget i samfundet. Hvor investeres pengene henne? Investeres de i kul og olie, investeres de i sol og vind? Investeres de i mærkelige finansielle produkter, som ikke skaber noget værdi for samfundet, eller investeres de i realøkonomien? Alt det er jo det, som vores finansielle sektor handler om – bare lige for at anlægge et lidt bredere perspektiv på det her.

For at vende mig mod det konkrete forslag: Forslagets hensigt er jo ganske enkelt, at det ikke bør være ens adresse, der afgør, om man kan få adgang til et rimeligt lån, når man skal bosætte sig et sted i Danmark. Der har vi bare set, at der gennem en årrække har været en ulige behandling af mennesker, der bor i egne af Danmark, hvor ejendomsmarkedet ikke har haft samme glohede udvikling som i København. Det har været svært for mennesker at låne til deres bolig, fordi realkreditinstitutterne ikke har været parate til at stille kredit til rådighed.

Det er det, man kan kalde for et markedssvigt, altså der har markedet i en periode i hvert fald ikke været i stand til at løse opgaven tilfredsstillende. Hvad skal vi som Folketing gøre, når der er et markedssvigt, specielt når vi selv herinde er ansvarlige for den liberalisering, der er sket, hvor markedet har overtaget i den finansielle sektor? Vi skal selvfølgelig spørge os selv, om vi må træde til. Og det er sådan set den diskussion, som SF rejser og har rejst flere gange.

Der har jo været en udvikling i realkreditinstitutterne – nu kan jeg se, at tiden løber – som jo ikke har været særlig gavnlig for danskerne, for at sige det, som det er. Realkreditinstitutterne i Danmark var indtil for ganske få år siden drevet efter nonprofit-princippet. De var drevet efter hvile i sig selv-princippet. Det var kunderne selv, der gennem foreninger ejede realkreditinstitutterne. Man betalte en bidragssats, og den bidragssats blev brugt til at dække tab. Og det var ovenikøbet sådan før i tiden, at når obligationsrækken løb ud og der var penge i overskud efter den bidragssats, man havde indbetalt, ja, så fik man dem i hænderne igen.

Hvad er det for en situation, vi oplever i dag? Jo, det er, at på grund af nogle meget uheldige vedtagelser, som blev lavet i Folketinget for et par årtier siden, så har bankerne overtaget realkreditinstitutterne, og de har gjort dem til en slags malkemaskiner, hvor de har hævet bidragssatserne igen og igen, taget penge op af lommen på danske boligejere og ikke mindst små virksomheder og sendt dem til aktionærerne i bankerne. Det er virkeligheden; det er sådan, det ser ud i dag.

I Enhedslisten synes vi egentlig, at det bedste var at få reetableret et foreningsejet realkreditinstitut efter de principper, vi havde før i tiden. Det ville være godt for danskerne, det ville være godt for de små virksomheder. Vi er heller ikke afvisende over for, at det offentlige kan spille en rolle, hvis ikke man kan få etableret de her andelsbaserede, kan man sige, realkreditinstitutter.

Så vi stiller os positive over for SF's forslag, og vi bakker i øvrigt også op om Socialdemokratiets hensigtserklæring heroppefra om at få afdækket området bedre. Og hvis vi kunne blive enige om det i udvalget, var det i hvert fald et skridt i den rigtige retning.

Hr. Joachim B. Olsen til en kort bemærkning.

Tak for det. Det er noget af en fortælling, hr. Pelle Dragsted er ude i her, nemlig at finanskrisen, som jo startede i USA, skulle skyldes liberalisering osv. Sandheden er jo den, at de to store kreditfirmaer, som stod for over halvdelen af udlånene til amerikanske boligejere, var statslige kreditfirmaer, nemlig Fannie Mae og Freddie Mac. Det var samtidig med en politik, som minder lidt om den, der foreslås her, nemlig at alle ligesom skal have ret til et huslån. Det var simpelt hen en del af den amerikanske drøm, og derfor skulle staten gå ind og garantere lån, også til folk, som ikke havde råd til det.

Så den der fortælling om, at det ligesom er kapitalismen, der bryder sammen, er ikke rigtig. Sandheden er den, at mens det danske realkreditsystem er og har været stabilt, også gennem kriserne, har lidt meget få tab og var og er et meget markedsorienteret kreditsystem, var det det omvendte, der gjorde sig gældende i USA. De havde et meget mindre liberalt og et meget mindre markedsorienteret realkreditsystem, og det gik frygtelig galt. Så den fortælling om, at det skulle være godt, at det er staten, der står for udlån, har ikke hold i virkeligheden og de erfaringer, vi har gjort os.

Ordføreren.

Jeg tror faktisk, at jeg understregede, at jeg ikke nødvendigvis synes, det er godt, at det er staten. Jeg synes, at det system, vi har haft i Danmark igennem 200 år med foreningsejede realkreditinstitutter, var et rigtig, rigtig godt system, og jeg tror – det kan vi sådan set allerede nu konstatere – at vi fremadrettet rigtig grundigt kommer til at fortryde, at man tillod bankerne at overtage de foreningsejede realkreditinstitutter og i øvrigt de facto har forhindret oprettelsen af nye realkreditinstitutter baseret på foreningseje.

Banker er jo en vigtig ting i et samfund. Nogle af os har nogle penge, vi gerne vil spare op, og de penge skal hen og arbejde et eller andet sted. Den funktion er vigtig i et samfund. Problemet med den liberalisering, jeg taler om, er jo, at bankerne har udviklet sig til nogle gigantiske monstre, som er blevet sådan nogle finansielle supermarkeder. Vi kan godt diskutere den amerikanske finanskrise, men en af grundene til den var jo, at man udviklede nogle finansielle produkter i form af de her subprimelån. De forsikrede og forsikrede, om man så må sige, forskellige finansielle produkter i et stadig mere uigennemskueligt marked, som helt uafhængigt af realøkonomien voksede i værdi. Det var liberaliseringerne gennem årtier – startende med Reagan og Thatcher og kopieret herhjemme – som medførte den ustabilitet i det finansielle marked.

Hr. Joachim B. Olsen.

Jeg er helt enig i, at der bestemt var folk, som agerede enormt uansvarligt på markedet. Et af problemerne kan jo være, at når man ligesom får en fornemmelse af, at regeringer er parate til at bakke op, hvis det skulle gå galt, og man ligesom får en indirekte garanti for det, så får det folk til at være mere uansvarlige. Det er jeg også som liberal imod. Jeg er ikke for, at man skal give støtte til banker, fordi de opfører sig uansvarligt. Det er jeg sådan set enig i.

Jeg tror til gengæld, at det i dag er meget svært at oprette en bank. Men det skyldes den regulering, vi har indført. Det at starte en ny bank i dag er simpelt hen så omkostningstungt. De, der i dag sidder på markedet, kan slippe for konkurrence, for det er meget svært at lave et nyt produkt på grund af den meget strenge regulering, vi har. Det er jeg sådan set enig i, men så er det jo det, vi skal se på, og ikke på at opføre statsbanker.

Ordføreren.

Det er så der, dilemmaet opstår, for den regulering, vi har, herunder også det her med, at staten går ind og stiller garantier, og det gør den jo lige nu med SIFI-institutterne, betyder, at vi har givet dem de garantier, og de fortsætter også med, i hvert fald som jeg ser det, at have en relativt risikabel adfærd. Problemet er jo bare, at når bankerne er blevet så store, som de er blevet, at de faktisk kan vælte vores samfundsøkonomi, hvis de krakker, kan vi ikke rigtig gøre andet end at lave de garantier. Det er derfor, at jeg synes, man burde tage meget mere grundlæggende fat og spørge sig selv, om man skulle gå tilbage til den opdeling, der var før den liberalisering, der blev lavet op igennem 1980'erne, som f.eks. tillod realkreditinstitutter, banker og forsikringsselskaber at være i den samme koncern. Men det går nok for vidt at nå til bunds i den diskussion i dag, og jeg kan se, at formanden bliver utålmodig.

Nej, nej, det er blot et spørgsmål om, at ordførerens taletid er opbrugt. Men der er flere spørgsmål. Der er faktisk to korte bemærkninger yderligere, først fra fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Tak for den spændende tale. Jeg er jo enig med hr. Pelle Dragsted i rigtig meget, men jeg vil bare lige påpege, at jeg tror, at debatten er blevet lidt skæv af, at jeg drillede ministeren med ordet statsbanker, fordi vi har statsbanker. Her i forslaget står der faktisk ikke »statsbanker«. I det, som vi ridsede op i bemærkningerne man kunne gøre, skriver vi jo, at vi tidligere har foreslået et realkreditinstitut med en form for statsstøtte eller -garanti. Men allernederst i bemærkningerne skriver vi så også, at staten kunne komme med noget indskudskapital – små beløb: 1-2 mia. kr. – og så kunne man prøve at sikre investeringer fra pensionsmidler eller andre steder.

Det er bare for at understrege, at vi ikke synes, at den eneste løsning skal være en form for statslig realkredit, overhovedet ikke. Vi synes, det allerbedste i verden ville være den realkredit, som vi havde før 1989, men som ordføreren også selv var inde på, er der så store krav til overhovedet at komme ind på markedet i dag, at en form for hybridmodel også kunne være det. Men igen: Det er ikke så meget modellen, vi er optagede af. Det er at få løst nogle problemer.

Ordføreren.

Det er jeg helt opmærksom på. Om man kalder det statsbank, offentlig bank eller almendrevet bank, er sådan set ligegyldigt. Det, jeg bare rigtig godt kan lide ved de gamle realkreditinstitutter, er jo, at de var andelsbaserede, og at de var baseret på folks eget engagement, som desværre så løb ud i sandet, og de blev professionaliseret på en måde, hvor folk glemte, at de faktisk var deres realkreditinstitutter, så folk nærmest ikke opdagede det, da bankerne overtog dem.

Der er en kreds af mennesker med en tidligere bankdirektør i spidsen, som lige nu prøver at genetablere et demokratisk foreningsdrevet realkreditinstitut, og det er rigtig svært, jævnfør, hvad hr. Joakim B. Olsen sagde, fordi der er kommet rigtig meget regulering på området af de grunde, jeg var inde på. Men spørgsmålet er bare, om vi ikke skal se efter en model, hvor man kunne understøtte udviklingen af et nyt foreningsbaseret realkreditsystem snarere end at finde en statslig løsning. Jeg har ikke svaret på det. Jeg tænker meget over det for tiden, fordi jeg selv arbejder lidt med et større udspil om finanssektoren, men det er i hvert fald der, hvor jeg umiddelbart placerer mig i den debat.

Ønsker fru Lisbeth Bech Poulsen sin anden korte bemærkning? Nej. Så har vi en kort bemærkning til hr. Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg noterede mig jo, at hr. Pelle Dragsted nævnte ordene de finansielle monstre, tror jeg, det var, der blev sagt, og nu ved jeg ikke, om det er den type monstre, vi ser i tegnefilm, som ordføreren tænker på, men jeg tænker lidt tilbage i tiden til dengang i begyndelsen af finanskrisen, hvor vi jo gennemførte en række krisepakker her i Folketinget; jeg tror, der var tre forskellige love, der blev gennemført dengang. Da fremsatte ordførerens eget parti jo et forslag om, at staten skulle opkøbe ejendomme ved alle tvangsauktioner i Danmark på privatboligområdet, også på erhvervsområdet, og så skulle dem, der ejede dem, have lov til at overtage dem og bo i dem til det, de nu havde råd til. Det var det forslag, der kom fra daværende ordfører på området, som jeg husker var fru Line Barfoed – jeg var selv ordfører på sagen, det er derfor jeg kan huske det. Jeg tænker på det her med garantier, som ordføreren nævner, og vil spørge: Mener Enhedslisten stadig væk, at man skal give den form for garanti til folk, der har lånt penge ude på et kapitalmarked, og at staten, hvis de så ikke kan finde ud af at betale deres fordringer, skal tvinges til at opkøbe ejendommene ved tvangsauktioner og lade folk bo i dem til det, de nu engang har råd til at betale? For det var Enhedslistens åbenlyse politik for 10 år siden.

Ordføreren.

Altså, staten skal ikke tvinges til noget. Hvis det var noget, vi vedtog herinde, så var det jo en demokratisk beslutning. Jeg tror, at der var tale om sådan et krisehåndteringsforslag lige efter finanskrisen, hvor vi så antallet af tvangsauktioner stige. Heldigvis – heldigvis – blev det ikke så slemt, som man har set det ved tidligere økonomiske kriser som f.eks. den i 1980'erne, også fordi arbejdsløsheden aldrig kom op på det niveau, vi så der. Men i sådan en situation, hvor helt almindelige danskere, som har passet et arbejde, betalt skat, men som grundet en finanskrise, de intet ansvar har for, kommer ud i arbejdsløshed og bliver tvunget til at sælge boligen, tage deres børn ud af skolen og flytte til andre steder, ja, der mener jeg i den grad at vi som samfund og politikere skal se på, hvad vi kan gøre, og her kunne en model jo være, at man opkøbte ved de her tvangsauktioner, så man sikrede, at dem, der faktisk boede i de her ejendomme, kunne blive boende, nu som lejere. Jeg tror ikke, at forslaget var, at de skulle betale, lige hvad de havde råd til, de skulle selvfølgelig betale de omkostninger, som der var, men staten havde måske mulighed for nogle lidt mere langsigtede lån, som ville kunne gøre, at det var muligt. Jeg kan ikke huske forslaget helt præcist.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jeg er da glad for, at ordføreren trods alt erkender, at det var og så er Enhedslistens politik. Det var bare for at illustrere, at det er en anden form for garanti end dem, vi sådan typisk er vant til i Danmark, i 2018 i hvert fald. Altså, ordføreren reflekterede lige før over spørgsmålene fra Liberal Alliances ordfører, hr. Joachim B. Olsen, om Fannie Mae osv., hvor det var, at folk bare kunne hænge nøglen på væggen og sige: Jeg ønsker ikke længere at eje dette hus, nu ejer realkreditinstituttet så den pågældende ejendom. Det er jo lige det samme, som Enhedslisten så mener skal foregå i Danmark. Når fru Jensen ikke kan betale sin husleje, så kan hun bare hænge nøglen, og så kommer staten og køber ejendommen, og så kan fru Jensen blive boende til det i husleje, hun nu engang har mulighed for at betale. Det synes jeg da er ganske interessant.

Ordføreren.

Jeg tror, at forslaget var et konkret forslag i en akut krisesituation; jeg har ikke forslaget foran mig, og jeg kan ikke huske, præcis hvad indholdet af det er. Jeg synes, det sagtens kan give mening i sådan en situation at gå ind med en akut hjælpepakke – ikke en hjælpepakke til bankerne som den, Dansk Folkeparti havde travlt med i den periode, hvor man var parat til at hive den ene milliard kroner efter den anden op af danskernes lommer for at sikre bankerne mod konkurs, nej, men en hjælpepakke for helt almindelige borgere og boligejere og små virksomheder, som kom i klemme på grund af finanskrisen – og ja, det vil Enhedslisten også i 2018. Vi mener sådan set, det er det, der er vores ansvar som folkevalgte: at tjene befolkningens interesser.

Tak til ordføreren. Så er det tid til hr. Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance som ordfører.

Tak for det. Som andre har været inde på, er det tredje gang, vi behandler en variant af det samme beslutningsforslag. Vi kan heller ikke støtte beslutningsforslaget den her gang. Vi synes, at det er et meget populistisk forslag, hvor præmissen jo skulle være, at det er sværere at få et realkreditlån i yderområderne i Danmark i forhold til den risiko, der er, end det er andre steder i Danmark, og der er bare ikke ret meget, som tyder på, at det skulle være rigtigt. Man kan jo sige, at banker og realkreditinstitutter sådan set tjener penge på at låne penge ud, så når de ikke gør det, er det, fordi de vurderer, at der er en risiko for, at de lider tab, og det tab betales jo til syvende og sidst af andre borgere andre steder i landet. Så præmissen køber vi sådan helt overordnet ikke.

Så synes vi også, at det ville være fuldstændig urimeligt, at borgere i de store byer, som i forvejen betaler de højeste ejendomsskatter, skulle bidrage til, at borgerne i andre dele af landet ville kunne få nogle lån på nogle lempeligere vilkår, end de selv kan få. Det synes vi ville være urimeligt. Vi taler i forvejen om, at vi har et udligningssystem i Danmark, hvor borgerne i de store byer bidrager med 14 mia. kr. til yderområderne, det vil sige, at det er 14 mia. kr., borgerne i de store byer kunne betale mindre i skat, og så ville de stadig væk få den samme offentlige service fra deres kommune, som de gør i dag, fordi de jo simpelt hen bare betaler nogle penge i skat, og så bliver skatten brugt til offentligt forbrug af borgere i andre kommuner. De får simpelt hen ikke noget for pengene, som de betaler. De kunne jo også få for 14 mia. kr. mere kommunal service, hvis de altså ikke skulle sende pengene til andre kommuner.

Så det vil bidrage til en omfordeling fra by til land, som i forvejen er rigelig stor. Det finder vi ganske enkelt ikke rimeligt, og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Som jeg har sagt mange gange før i dag, er der jo en grund til, at vi har lavet så åbent et beslutningsforslag. Så kan man jo melde sig, efter om man synes, det er et problem, eller ikke synes, det er et problem. Men vi har alligevel – for det skal jo ikke være en gratis omgang – skitseret, hvordan et forslag kunne se ud, og derfor undrer det mig lidt, at hr. Joachim B. Olsen siger det med lempeligere vilkår. Altså, i det forslag, vi har, er der en belåningsgrad på f.eks. 60 pct. Det er for at begrænse tabsrisikoen, ved at du simpelt hen ikke kan låne lige så meget, som du ellers kan. Vi har også nogle helt konkrete lofter, i forhold til hvor meget man selv skal ud at skaffe i finansiering. Det kan kun være fastforrentede lån uden afdragsfrihed osv. osv.

Det er jo netop for at sige, at det her skal gå til folk, der egentlig har en sund økonomi, men i områder, hvor der er et lavt turnover af huse. Så jeg vil bare gerne spørge hr. Joachim B. Olsen – på samme måde som jeg har spurgt hans kolleger: Er der eller er der ikke et problem? Jeg taler ikke om løsningen, men spørger: Er der eller er der ikke et problem?

Ordføreren.

For det første må man jo sige, at hvis realkreditinstitutterne i dag ønsker at have nogle andre belåningsgrænser end 80 pct., kan de jo bare gøre det, men det gør de ikke. Der er ikke noget ønske om det, der er ikke nogen efterspørgsel på det.

Er der et problem? spørges der. Du kan sagtens finde folk, som mener, at de er uretfærdigt behandlet, altså synes, at de har en god økonomi og ikke kan få et realkreditlån. Det kan du også finde i København. Der er folk, der ikke forstår, hvorfor de ikke kan få et lån. Men det er ikke det samme, som at der er et helt overordnet problem. Det er der bare ikke noget der tyder på, og erhvervsministeren var selv inde på det i sin tale i starten. Vi har sådan set nedsat et udvalg, der skulle se på det her, og de har afleveret deres rapport. Og som de skriver, er det ikke finansielle ting, der gør, at der kan være f.eks. lavere vækst i nogle yderområder.

Så jeg tror ikke, at forslaget – selv hvis man skulle gennemføre det – vil hjælpe stort på noget som helst. For hvis du i forvejen virkelig har en god økonomi, ja, så kan du også låne.

Der er ikke ønsker om yderligere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren og går videre i rækken til hr. René Gade fra Alternativet.

Der er allerede blevet sagt meget spændende i den her debat. Selv har jeg ytret mig om, at jeg rent faktisk synes, at det er et rigtig fornuftigt forslag fra SF's side, og det har jeg også syntes de andre gange, hvor SF har fremsat lignende, men lidt mere konkrete forslag. De gange har vi også været skeptiske over for netop det konkrete i forslagene, for det er en meget, meget stor opgave, der skal løses på det her punkt, altså netop at få sikret, at dem, der bor i de økonomisk knap så attraktive områder i Danmark, rent faktisk kan få boliger til fornuftige vilkår som alle andre. Og der er det altså også efter vores opfattelse noget sværere at få lov til at låne, selv om man har en god økonomi og har opstillet et godt budget, altså hvis man er i nogle af de postnumre.

Hvis der ikke er enighed om det, er det svært at have diskussionen, tænker jeg. Det er i hvert fald vores opfattelse i Alternativet, altså at der er et reelt problem, og det er det også efter debatten i dag. Jeg har hørt de samme røster som fru Lisbeth Bech Poulsen omkring nogle af interesseorganisationerne for yderområderne. Og jeg har også hørt borgmestre fra forskellige partier udtale, at der godt kunne være et eller andet interessant i at finde en løsning, der minder om det, SF fremsætter her, men uden at komme med den præcise løsning.

Det vil vi også gerne bakke op om i Alternativet. Vi siger ja til det her forslag, vel vidende at det er meget bredt formuleret, altså forslag til folketingsbeslutning om billigere lånemuligheder til bolig og erhverv i yderområder. Det er jo meget bredt, så diskussionen kunne jo være, om det giver mening at fremsætte beslutningsforslag i Folketingssalen om noget, der er så bredt. Det har det gjort indtil i dag i hvert fald. I Alternativet har vi brugt det som redskab ligesom mange andre partier, så hvis man godtager den præmis, at det er okay at fremsætte sådan et beslutningsforslag, fordi man gerne vil fremme en politisk retning og gerne vil løse et problem, hvor man så vil have hjælp af ministeriet eller ministeren på det pågældende ressortområde, så synes jeg i hvert fald, at vi bliver nødt til at sætte to streger under, at det her er et fornuftigt fremsat beslutningsforslag. Man kan så være uenig i, om der er et problem eller ej, og der mener Alternativet så, at der er et problem.

Jeg vil ikke sige så meget mere om det, end at vi virkelig synes, at den udstrakte hånd, som jeg også oplevede fra Socialdemokraterne, er interessant. Vi når nok ikke i mål i den her behandling af forslaget med en løsning, så i udvalget vil vi blive endnu mere oplyste om, hvilke muligheder der foreligger. Det, vi hørte om den alternative finansiering, der allerede er i gang i dag, handler om noget crowdfunding fra nogle rigtig dygtige mennesker, der prøver at lave en alternativ foreningsbaseret lånemulighed.

Så spørgsmålet er, hvordan vi gør, således at det bliver sådan, at det sikres, at det første initiativ på området her med en alternativ finansieringskilde ikke falder til jorden, fordi det ikke er blevet gjort ordentligt. Det kan jo være netop med hjælp herindefra, at der opsættes nogle rammer, der gør det muligt at udvikle et produkt, der er så attraktivt, at det rent faktisk kan konkurrere med markedet. Så kommer vi ud i noget, som er rigtig interessant for os i Alternativet: Vi anerkender markedet og tror på, at det kan rigtig meget godt. Men vi er meget åbne over for muligheder og services og produkter og initiativer, der kan udkonkurrere markedet på områder, hvor det ikke selv er godt nok.

Det har man set tidligere i historien, og det vil vi også bakke op om fortsat. Så vi siger ja til den brede formulering og ja til Socialdemokraternes udstrakte hånd.

Der er et ønske om en kort bemærkning fra hr. Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti.

Der spreder sig jo sådan en ren feel good-stemning her i Folketinget. Men jeg synes måske, at ordføreren springer lidt for elegant over. Nu noterede jeg mig jo, at ordføreren nævnte postnumre, og samtidig siger ordføreren, at Alternativet til fulde støtter forslaget, hvori der står, at det er sikring af billigere lånemuligheder til boliger og erhverv i yderområder. Og så nævner ordføreren postnumre. Så vil jeg gerne spørge: Er det den måde, man definerer yderområder på i Alternativet? Mig bekendt kan man ikke bare sådan definere med postnumre. Altså, 6700 Esbjerg har også landområder, 8700 Horsens har også landområder. Vil ordføreren lige svare på det? Tak.

Ordføreren.

Jeg definerer ikke yderområder med postnumre, men jeg nævner postnumre, fordi det er en ret integreret del af danskernes hverdag at navigere efter postnumre, når man skal forstå, hvor i landet folk bor, og det vil jeg også fastholde efter min ordførertale. Det synes jeg er fornuftigt at bruge.

Der er nogle, der kan genkende sig selv i problematikken, der er nogle, der undrer sig over, hvordan man, hvis man har mulighed for at investere i at bygge et nyt hus i et postnummer eller i en bydel, der er attraktiv, så nærmest, inden den sidste mursten er sat op, kan have tjent måske 0,5 mio. kr. alene i prisstigning. Er det noget, vi skal regulere herindefra? Det er ikke en debat, vi har i dag, men jeg vil da sige, at der er en risiko i forhold til at have et boligmarked, der på den måde kan pumpes op – fordi der er nogle fornuftige lånevilkår og der er et marked, der efterspørger det ene og det andet her i København, kan der være nogen, der går ind og får en lånemulighed, på trods af at de næsten ikke har indkomsterne til det, fordi man har en forventning om, at markedet nok skal redde dem, hvis der nu kommer et problem. Så er vi ude i en problematik, der hedder: Jamen, er det så muligt for et menneske i den ene del af Danmark at få den samme mulighed som en i den anden del af Danmark, hvis man har den samme økonomi? Der synes vi, at der er en problematik, som vi skal tage hånd om. Så det har ikke at gøre med postnumre.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Tak. Så forstår jeg simpelt hen ikke, hvorfor ordføreren nævnte postnumre som det eneste til at beskrive, hvad de her yderområder kunne være. Og det var det, jeg hørte ordføreren sige, altså postnumre. Så vil jeg da gerne høre, hvad det så er for nogle andre definitioner, vi skal have ind? For ellers har ordføreren jo støttet et beslutningsforslag, som er praktisk umuligt at gennemføre, for man skal vel også have en definition af, hvad yderområder er, og der hører jeg kun, at man siger postnumre, og det svar er simpelt hen ikke godt nok.

Ordføreren.

Da jeg var meget, meget ung, boede jeg i Ringkøbing, og der vil være dele af Ringkøbing og nogle af de postnumre, der ligger derude, der kunne blive betragtet som yderområder. Der kan også være en fantastisk parcel med udsigt til Ringkøbing Fjord, der ikke bliver betragtet sådan. Jeg skal gerne tage det med postnumre i mig igen og sige, at det var en voldsom fejl, at jeg nævnte ordet postnumre i min tale før.

I forhold til de andre, åbne spørgsmål, der ligger i beslutningsforslaget her, vil jeg tillade mig at sige, at der er mange ting, der kan definere, hvor det er, vi skal gå ind og hjælpe – postnumre, yderområder, steder, hvor det er svært at købe og sælge sin bolig, steder, hvor det er svært at få et lån. SF lægger op til, at vi skal sikre, at det er muligt optage lån, også i de områder i Danmark, hvor det er svært i dag. Det vil vi gerne bakke op om.

Vi siger tak til ordføreren og går over til Radikale Venstres ordfører, hr. Martin Lidegaard.

Mange tak. Det er jo svært at have andet end sympati tilovers for de intentioner, der ligger bag forslaget her. Vi er alle sammen klar over, at der er steder i Danmark, hvor det er svært både at sælge sit hus og at købe et hus og at få det lån, man gerne vil have. De fleste steder kan man godt få et lån, men ikke nødvendigvis på de vilkår, som man kunne ønske sig. Men jeg må også sige, at vi fra radikal side ikke er helt overbeviste om, at det, som SF foreslår, er den rigtige vej at gå.

Der er en del praktiske problemer. Som flere ordførere har været inde på, er der nogle statsstøtteregelproblemer: Hvordan laver man i praksis den geografiske afgrænsning? Skal det være ud fra prisen på huset eller ud fra postnummeret? Skal det være egnen? Skal det være typen af bolig? Altså, det er ikke noget helt enkelt spørgsmål, og det er i og for sig ikke bare en detalje. Det vil jeg sådan set give Dansk Folkepartis ordfører ret i, for hvis man laver noget lovgivning, hvor man ligesom giver nogle særlige privilegier til én type låntagere, så skal man jo være meget præcis, i forhold til hvilke objektive kriterier der skal gælde, og det er ikke noget enkelt spørgsmål, uanset hvor gode intentionerne er. Endelig er der spørgsmålet om finansiering: Hvor vidtgående skal man gøre det her?

Men i stedet for at gå ned i en detaljeret diskussion af alt det kunne jeg egentlig godt tænke mig at gribe sagen lidt mere principielt an, for hvad er det egentlig, udfordringen er her? Udfordringen er, at der er nogle steder i Danmark, hvor der igennem årtier har været ført en politik, der har gjort, at det er mindre attraktivt at bo der. Der har været gennemført et boligskattestop, siden Anders Fogh Rasmussen trådte til i 2001, som fuldstændig har skævvredet det danske boligmarked. Hvis man for 25 år siden købte en bolig i Hellerup eller på Lolland for 2 mio. kr., så er man i dag mangemillionær, hvis man bor i Hellerup, men man kan dårligt komme af med sin bolig på Lolland. Man har gennemført historiske besparelser og centraliseringer, f.eks. i forhold til politikredse, og den dag i dag sparer regeringen 2 pct. om året, som rammer uddannelse – gymnasier, erhvervsskoler, ungdomsuddannelser og professionshøjskoler – i landdistrikterne, og det rammer med kirurgisk præcision hårdt dér, hvor man i forvejen har sværest ved at skaffe unge nok til at kunne opretholde uddannelserne. Dermed fjerner man livsnerven i landdistrikterne. Det gør man altså i dag med den ene hånd, samtidig med at man med den anden hånd udflytter statslige arbejdspladser som en eller anden form for plaster på det åbne sår.

Det er jo årsagen til, at det bliver mindre attraktivt at bo i landdistrikterne, og det er det, vi skal gøre noget ved. Det med at lave en symptombehandling, hvor man så bagefter går ind og lapper på den politik, der grundlæggende er blevet ført, tror vi egentlig ikke løser problemet. Vi vil hellere koncentrere de politiske kræfter om at gøre Danmark til et land, hvor det er godt at bo alle steder, og hvor det er attraktivt for unge at vokse op og tage en uddannelse og blive, og hvor der kan drives virksomhed alle steder, osv. osv. For hvis vi bevæger os ned ad et spor, hvor vi begynder at stadfæste en todeling af Danmark, så vi har ét realkreditmarked for én type danskere og et andet for en anden type danskere, så synes jeg, at vi ud over alle de praktiske problemer, der egentlig er forbundet med den her løsning, opgiver kampen. Derfor kan Radikale Venstre ikke støtte beslutningsforslaget.

Fru Lisbeth Bech Poulsen har bedt om en kort bemærkning.

Tak. Som jeg hørte De Radikales ordfører, anerkender De Radikale faktisk, at der er et problem – ellers må ordføreren rette mig – men at udformningen af vores beslutningsforslag ikke var det, man synes skulle til. Ordføreren må rette mig, hvis jeg tager fejl, men jeg synes, at det ligesom må være det første skridt. Jeg har hørt fra DF og alle de andre højrefløjspartier, at der ikke er noget problem, idet man henviser til en rapport, men når man spørger Landdistriktsrådet, når man spørger en række Venstreborgmestre, ja, selv en konservativ borgmester, hører man, at der er problemer. Og problemerne er ikke ofte virksomhedernes økonomi eller husejernes økonomi, men at der er et lavt turnover, altså at det kan tage noget tid at sælge ens bolig. Så kunne man jo sige, at så sætter vi ind der.

Men jeg har et konkret spørgsmål. Hr. Martin Lidegaard sagde, at man i vores forslag skulle have nogle privilegier, og hr. Joachim B. Olsen nævnte også lempeligere regler. Det, vi har skrevet ind i bemærkningerne, er egentlig noget, der gør det sværere, altså for netop at kalkulere med den risiko, der kan være, altså en lavere belåningsgrad, fastforrentede lån med afdrag osv. Så jeg var bare interesseret i at høre, hvor de her privilegier i forhold til at komme ind på det her lånemarked, som vi har skitseret i bemærkningerne, er.

Ordføreren.

Vi anerkender, at der er udfordringer, og vi vil egentlig allerhelst tage fat om de grundlæggende årsager til, at boligmarkedet nogle steder i Danmark er så meget i bund, som det er, mere end at prøve at lappe på det her med det her. Man kan sige, at hvis ikke man på en eller anden måde giver nogle lempeligere lånevilkår, end markedet gør, giver det jo slet ikke mening at gennemføre SF's forslag. Så på en eller anden måde må der jo ligge i det, at den person eller det par, som ikke kan låne på almindelige vilkår, som de gerne ville – det kan enten være, at man ikke kan få et lån, og det kan også godt være, at man ikke kan få den type lån, man vil have, afdragsfrit, hvad ved jeg – i et almindeligt realkreditinstitut, alligevel skal kunne få det i et statsligt realkreditinstitut, eller hvad det nu er. Det er det, jeg mener på en eller anden måde er lempeligere, fordi man stadfæster en ny mulighed.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Det lempeligere kunne være, at man sagde, at de grænser, man har, i forhold til hvor hurtigt man forventer et hus kunne blive solgt, var lidt længere i de her områder. Men i virkeligheden gælder det for mange af de her mennesker, jeg taler om, at det ikke er, fordi de ikke har råd til at købe de her huse, og de huse ligger prismæssigt jo slet ikke på niveau med Frederiksberg eller København. Mange af dem siger, at de godt kan leve med at skulle lægge 30 eller 40 pct. selv, og at de har det fint med ikke at kunne få afdragsfrihed og have fastforrentede lån osv., men bare gerne vil kunne låne nogle penge. En af de modeller, som Landdistrikternes Fællesråd har nævnt, er at kigge på omsætningstiden ved salg.

Hr. Martin Lidegaard.

Selv med al min velvilje tror jeg altså ikke, at vi kan komme udenom, at det ligesom ligger implicit i forslaget her, at man giver nogle muligheder, der ikke findes i dag. Man giver folk, der skal bo et eller andet bestemt sted, som vi ikke er kommet meget nærmere på hvor skal være, eller hvilke objektive kriterier der skal definere det, mulighed for, selv om almindelige realkreditinstitutter ikke ønsker at give dem et lån på de vilkår, at få en form for garanti for alligevel at kunne få det lån. Det betyder jo, at på en eller anden måde skal staten ind at tage en risiko, som det almindelige realkreditinstitut ikke ønsker at tage, for ellers ville man jo ikke have udfærdiget beslutningsforslaget, og det er lempeligere – på den ene eller på den anden måde.

Tak til ordføreren. Vi går videre til Anders Johansson for Det Konservative Folkeparti.

Tak, og tak til SF for endnu en gang at fremsætte det her beslutningsforslag og rejse debatten om lån til yderområder. Jeg synes, det er en vigtig debat, for det er klart, at hvis vi har et ønske om et Danmark i en god balance, og det har Det Konservative Folkeparti, er det selvfølgelig også nødvendigt, at man som privat eller erhvervsdrivende har god adgang til lånemuligheder. Situationen er blevet meget bedre, og det er den jo først og fremmest, fordi der er kommet bedre gang i økonomien. Men det er da vigtigt, at vi hele tiden forlanger, at realkreditinstitutterne f.eks. behandler kunderne lige uanset postnummer. Det tror jeg sådan set også at de har en interesse i. Det er det, de lever af. Så de har selvfølgelig også en egeninteresse i at behandle kunderne så lige, som de nu kan, for det er det, der er deres forretningsområde.

Jeg er godt klar over, at det kan være rigtig svært at vurdere fra sag til sag, for der er forskel fra den ene sag til den anden. Der er forskel på, hvad den alternative anvendelsesmulighed er, afhængigt af om man bygger det ene sted eller det andet sted. Hvordan er liggetiden? Hvad er afslaget i prisen? Hvad er de individuelle økonomiske forhold? Hvad er den lokale prisdannelse? Der er stor forskel fra sted til sted, og sådan er det jo. Derfor er risikoen også forskellig.

Med hensyn til det konkrete beslutningsforslag er det faktisk allerede i dag sådan, at realkreditinstitutterne kan tilbyde en lavere belåning, som det jo foreslås i bemærkningerne. Det kan de allerede i dag, men det er ikke noget, de særlig ofte gør brug af. Det er jo netop, fordi der ikke i øjeblikket er noget privat marked for det. Det må man jo ud fra en risikovurdering tolke er for risikabelt at gøre. Men i og for sig bringer beslutningsforslaget ikke noget nyt værktøj til værktøjskassen i forhold til at løse de her problemer, ud over at det så skulle være staten, der skulle tilbyde det, som de private ikke vil tilbyde i dag.

Faktisk viser de seneste tal også, at det går bedre, og det er jo glædeligt. Det er faktisk sådan, at der stort set i alle egne af landet er en optimisme, som også smitter af på boligmarkedet, så man oplever stigende boligpriser, og dermed er der også en mindre risiko ved udlån. Det er jo en sund udvikling, og det er en udvikling, som Det Konservative Folkeparti ønsker at understøtte. Det synes jeg også at vi gør og har gjort igennem en lang række initiativer, senest her i sidste uge med udflytningen af statslige arbejdspladser. Vi har også liberaliseret planloven, og vi har i dag besluttet nogle afgiftslempelser, som styrker turismen, som igen giver grobund for flere arbejdspladser i yderområderne. Vi vil gerne arbejde for at fjerne flere byrder fra erhvervslivet, så vi kan få et mere konkurrencedygtigt erhvervsliv, som kan være med til at understøtte vækst i hele Danmark. Det tror vi på er den sunde løsning på de finansieringsudfordringer, der måtte være.

Så med de bemærkninger må jeg trods de sympatiske intentioner sige, at vi fra Det Konservative Folkepartis side ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Der er et ønske om en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak for talen. Er ordføreren enig med mig i, at når vi nu har et hav af fonde – man kunne kalde dem statsbanker, eller hvad man nu vil – som yder lån til f.eks. små og mellemstore og i nogle tilfælde store virksomheder, er det, fordi man går ind og siger, at her er et område, som markedet ikke kan eller vil dække, og derfor vil man gerne via Markedsmodningsfonden yde lån til den type aktiviteter? Der er også Vækstfonden, der er landbrug og SMV'er og alle mulige andre, og der er også nogle grønne demonstrationsprogrammer osv. Vi har ret mange, og jeg har faktisk stillet et spørgsmål til erhvervs- og vækstministeren om, hvor mange af den type statslige lånemuligheder der er. Er det en dårlig ting, at man går ind og siger, at her korrigerer vi for en markedsfejl ved at sætte nogle statslige midler på spil for at høste de gevinster, der kan være, når virksomhederne eksporterer eller vokser sig store? Er det en række fonde osv., som vi efter Konservatives ønske skal lukke?

Ordføreren.

Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Det, der er vigtigt, er, at man selvfølgelig kun etablerer statslige institutioner de steder, hvor markedet ikke fungerer. Og man må jo sige, at i en situation med en lavkonjunktur, som vi har været inde i, hvor der har været rigtig lange liggetider, er man selvfølgelig som privat udbyder af finansiering, som opererer på et kommercielt marked, hvor man også er afhængig af at kunne sælge sine obligationer, måske nødt til at revurdere sin kreditgivning i en periode. Omvendt har vi nu en situation, hvor der er en anden udvikling, hvor konjunkturerne går opad, og så ser vi så også, at markedet sådan set tilpasser sig den nye situation. I det øjeblik det går fremad, ser man i faktisk alle kommuner også et øget udlån. Så det er et tegn på, at markedet fungerer. Det, jeg synes er vigtigt, er, at vi netop understøtter den udvikling, at vi netop sikrer, at vi får skabt vækst i hele Danmark, og at det er på den måde, at vi får understøttet det marked, som egentlig viser sig at være velfungerende, når bare konjunkturerne peger i den rigtige retning.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Man kan sige, at den gode økonomi på mange andre områder også er et argument, som man kunne bruge. Vi har de sidste 9 år fremsat det her forslag nu fem gange, og først kunne man absolut ikke bruge argumenterne om, at økonomien var fin, for det var den absolut ikke, og så var det, at man ikke skulle blande sig i markedet, og nu handler det om nogle andre ting. Bare for at være helt sikker: Ordføreren mener ikke, at der er tale om markedsfejl her, ordføreren mener ikke, at der er et problem med, at folk og virksomheder med sund økonomi kan få realkreditlån rundtomkring i landet?

Ordføreren.

Som jeg også sagde i min ordførertale, skal vi være opmærksomme på, at der selvfølgelig ikke bliver forskelsbehandlet i forhold til postnumre, og det synes jeg også vi godt kan sige åbent til dem, som yder de her kreditfaciliteter, realkreditudlån, altså at vi faktisk også har en forventning om, at man behandler folk fair og lige. Men når det så er sagt, har man jo også som privatkreditinstitut en særlig opgave i at sikre sin risikoportefølje, og derfor skal vi være meget påpasselige med at sige, at vi, fordi en har fået et afslag, så er de bedste til at vurdere, om det var det rigtige at gøre i forhold til den samlede risikoportefølje. Men selvfølgelig er det vigtigt, at man behandler folk så lige, som man nu kan.

Jeg siger tak til hr. Anders Johansson. Og så går vi videre til ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Lisbeth Bech Poulsen fra SF.

Nu står vi her igen med det samme forslag. Og grunden til, at vi har fremsat det fra SF's side igen, er, at vi fortsat er bekymrede. Vores land risikerer at knække midt over, når det skal være så svært at få realkreditlån uden for de store byer. Mange må i stedet for ty til dyre banklån eller pantebreve eller simpelt hen undvære muligheden for at kunne købe eller sælge. Og det kan få store konsekvenser for den enkelte og vedkommendes familie, ligesom det også er et stort problem for de mindre virksomheder.

Det gælder f.eks. Sparkøbmanden Jan Jæger i Øster Brønderslev, der ikke kunne få et lån til sin virkelig blomstrende forretning. Men så blev det noget af en solstrålehistorie, fordi de lokale borgere i Øster Brønderslev jo kunne se, at deres købmand skulle udvide – der var en god forretning, og der var grobund for det. Og så kom der lån til den her købmand.

Selvfølgelig skal man ikke basere lovgivning på anekdoter. Jeg kunne også fortælle en anden anekdote om en rådgiver – nej, det hedder det vist ikke længere – en realkreditlånsælger for en af de største koncerner i Danmark, som kom hen til mig efter et debatmøde og sagde, at han faktisk syntes, det var enormt pinligt, men at han havde brug for at lette sit hjerte. Han havde fået at vide, at der oppe i Nordjylland var de her sorte pletter på landkortet, og det var ligegyldigt, hvilken type økonomi folk havde, så lånte man ikke ud hertil. Og han skulle faktisk ned og give en håndværker et afslag i dag, selv om der ingen økonomiske grunde var til det.

Hvis vi skal have et sammenhængende Danmark, skal udviklingen vise sig i hele landet. Og væksten når ikke helt derud, hvor der er problemer i dag, hvis det bliver umuligt at bosætte sig eller drive erhverv andre steder end i de større byer. Hvis vi ikke gør noget, ender vi med et Danmark, der knækker over. Og derfor har vi igen-igen fremsat det her lovforslag.

Jeg vil gerne kort kommentere nogle af de bemærkninger, der er faldet. Noget af det handler om, at vi den her gang har fremsat et ret bredt forslag i modsætning til de andre gange, hvor vi har været meget, meget specifikke og sagt, at det er den her model, vi kan tage, i forhold til at sikre realkredit. Det behøver ikke at være statsligt; det kan være private midler, men hensigten er at skabe en ramme for at sikre, at man kan få realkreditlån, hvis man har en sund økonomi, i hele landet.

Den gik ikke rigtig fire gange. Så tænkte vi, at nu prøver vi noget nyt; nu laver vi en meget bred formulering. Hvis alle er enige i, at vi har et problem, opfordrer vi regeringen til at sætte sig ned og komme med et forslag til, hvordan vi kan løse det her problem. Men i bemærkningerne opstiller vi selvfølgelig nogle konkrete rammer for, hvordan sådan en model kunne se ud. F.eks. kunne man – fordi der kan være større tabsrisici her – forestille sig, at det her realkreditinstitut skulle have nogle andre krav om liggetider, at det kun skulle være fastforrentede lån uden afdragsfrihed, og at man kun kunne låne op til f.eks. 60 eller 70 pct.

Så kommer man også helt uden om, at vi skal definere, hvad der er yderområder, hvad der er det ene og det andet, fordi det her simpelt hen er et ringere lån, end mange ville kunne få de steder, hvor der er kortere liggetider, og hvor det er nemmere at få lån, fordi en lejlighed i København, dagen efter at man har købt den, er blevet markant mere værd.

Jeg synes, vi går meget i detaljen, i stedet for at stræbe efter en fælles forståelse af, at det her fortsat er et problem. Hvis der var en fælles forståelse af det, kunne vi sætte os ned og sige: Hvordan løser vi det så? Så kunne vi kigge på det konkrete forslag, der kunne være, og få afklaret, om der er statsstøtteproblemer eller noget andet.

Jeg synes, at nogle – og her må jeg altså sige, det virkelig har ærgret mig i forhold til DF – i den grad har brugt energi på at latterliggøre et forslag, som adskillige borgerlige borgmestre synes er en nødvendighed, og som Landdistrikternes Fællesråd har sagt kunne være en god idé. For der er en bekymring mange steder derude. Det synes jeg er ærgerligt. I stedet for burde man sige: Der er et problem; lad os løse det i fællesskab.

Jeg har spurgt hver enkelt af jer, om I synes, der var et problem eller ej. Jeg synes, det er ret vigtigt for debatten at få afklaret det. Fra De Konservatives og Venstres og Dansk Folkepartis side – Socialdemokratiet var vist noget mere nuanceret – var der ikke et problem. Fra Alternativets side synes man, der er et problem, fra Enhedslistens side synes man, der er et problem, og også fra Det Radikale Venstres side og ja, til dels også fra Socialdemokratiets side. Når man er det sted, kan man jo begynde at tænke i løsningsforslag. Det behøver ikke at være det her, det kan være et andet eller et tredje. Derfor vil jeg gerne kvittere for Socialdemokratiets håndsrækning, i forhold til at vi kigger på hele det her område igen.

Nogle af argumenterne har også været, man kan sige nærmest liberale ideologisk – vi må ikke røre ved markedet, der er ikke markedsfejl, vi skal ikke blande os. Som jeg har nævnt flere gange, synes jeg, at det er interessant, at man kan have Vækstfonden og Markedsmodningsfonden og EKF Danmarks Eksportkredit og demonstrationsprogrammer, og jeg ved ikke hvad. Det er alt sammen noget, som er gode ideer, og vi støtter det fra SF's side sådan overordnet set. Men hvorfor gør vi det? Der er markedsfejl. Og så går vi ind og siger: Vi vil gerne give nogle statsgaranterede lån, vi vil gerne lave en fond, hvor vi sikrer, at nogle af dem, der ikke kan få lån i almindelige banker og realkredit, f.eks. landbruget, via Vækstfonden kan låne nogle penge. Der er ikke noget problem, der må man gerne blande sig i markedet. Men her, hvor det er mennesker og små, små virksomheder, altså dem, man ikke får øje på i Vækstfonden og andre steder, skal man ikke gå ind med en hjælpende hånd, når der er markedsfejl, når der ikke er interesse i at låne ud.

Som jeg sagde i en af bemærkningerne til en kollega før, er det, så vidt jeg husker, femte gang, vi fremsætter det her på 9 år. Det er rigtigt, at økonomien er blevet bedre, men så er der urbaniseringen og centraliseringen, og der vil jeg gerne kvittere for regeringens udflytning af statslige arbejdspladser, men det er jo ikke nok. Derfor ærgrer det mig, at vi i Danmark lidt har en lad falde, hvad ikke kan stå-tilgang. I f.eks. Norge gør man en kæmpestor indsats for at sikre, at folk skal kunne bo og arbejde i hele landet, og det er et meget større land end Danmark. Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, og det her ville koste så lidt.

Til slut vil jeg sige, at der er flere, der har kaldt det en statsbank. Det står der intet om i vores forslag, det kunne lige så godt være private midler. Men vi synes, at vi herindefra skal lave en ramme, der netop kan sikre, at også der, hvor liggetiderne f.eks. er relativt lange, kan man købe og sælge boliger, hvis man har økonomien til det.

Så vil jeg gerne takke specifikt Enhedslisten og Alternativet for opbakningen til forslaget.

Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Hans Kristian Skibby.

Tak. Det var, fordi ordføreren til sidst nævnte, at det ingen steder stod i beslutningsforslaget, at det skulle være staten, som skulle træde til med de her 1-2 mia. kr. Men hvis man kigger på spalte to i bemærkningerne til forslaget, kan man jo se, at der står:

»I det omfang instituttet ikke kan finansieres fuldt ud med private midler, skal staten træde til med indskudskapital ...«.

Er det ikke statslig kapital?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om hr. Hans Kristian Skibby har fået det forkerte ben ud af sengen i dag. Jeg synes virkelig, at det er en ukonstruktiv måde at diskutere på, og det bliver ved og ved. Det, jeg sagde, var, at realkreditinstituttet ikke behøvede at være statsligt. Når nu hr. Hans Kristian Skibby alligevel læser op fra forslaget, vil han også se, at der står, at der vil »være gode muligheder for at tiltrække privat kapital, f.eks. fra pensionskasser«. Og så kan staten yde indskud derudover. Men der findes masser af selskabsmodeller eller fonde, som ikke er en decideret statslig model, men hvor man alligevel bidrager.

Jeg ved ikke rigtig, hvorfor hr. Hans Kristian Skibby er ude på at finde hår i suppen – om det er, fordi han i virkeligheden ikke er glad for at skulle være så negativ over for et beslutningsforslag, der handler om at hjælpe folk og små virksomheder i landdistrikterne. Måske har Dansk Folkepartis vælgere en anden forventning til partiet, jeg ved det ikke, men jeg har sjældent oplevet en så ukonstruktiv debat som den i dag. Jeg synes faktisk, det er ret overraskende.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jamen jeg skal da gerne beklage, hvis SF's ordfører mener, at jeg har fået det forkerte ben ud af sengen. Jeg har mig bekendt fået begge ben ud af sengen, kan jeg så som sådan en service oplyse. Jeg er hverken sur eller vrissen, men ordføreren var inde på, at det ikke var statslige midler. Så spørger jeg af høflighed og af nysgerrighed, om der ikke til allersidst står, at staten skal træde til med indskudskapital. Jeg stiller et faktuelt spørgsmål til bemærkningerne i beslutningsforslaget. Det beslutter ordføreren sig så for ikke at ville svare på, og så får jeg at vide, at jeg i øvrigt står for tidligt eller for sent op eller skævt op, og jeg ved ikke hvad. Jeg spurgte bare ganske stilfærdigt, om der ikke står formuleringen skal træde til med statslige midler. Det var det eneste, jeg spurgte om.

Ordføreren.

Først sagde spørgeren, at det skulle være et statsligt realkreditinstitut. Så sagde jeg: Nej, det skal det ikke, men hvis der ikke er tilstrækkelige midler, kan der komme et statsligt indskud på 1 eller 2 mia. kr. Nu håber jeg, at jeg har skåret det ud i pap.

Der er i hvert fald ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Så vi siger tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget. Hvis der ikke er nogen, der gør indsigelse, så betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.