Det sidste punkt på dagsordenen er:

18) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 26:

Forslag til folketingsbeslutning om, at beregninger og olieprisscenarier, der ligger til grund for fremtidige politiske aftaler, baserer sig på en forventning om, at Parisaftalens klimamål opnås.

Af Rasmus Nordqvist (ALT) m.fl.

(Fremsættelse 03.11.2017).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver indledningsvis ordet til finansministeren.

Jeg vil gerne allerførst sige tak for den fleksibilitet, der er blevet udvist i forbindelse med planlægningen af behandlingen af beslutningsforslaget her. Det var først sat til at blive behandlet fredag den 8. december, og det var, som det er nogle bekendt, en ret travl fredag eftermiddag.

I beslutningsforslaget her lægges der op til, at alle aftaler og fremskrivninger skal tage udgangspunkt i et olieprisscenarie, der bygger på, at målene i Parisaftalen overholdes. Som udgangspunkt er min stillingtagen også baseret på, at Parisaftalen vil blive overholdt. Det går jeg ud fra at den vil blive. Men når jeg alligevel ikke kan støtte forslaget, skyldes det, at vi har en anden måde at opgøre vores principper for, hvad vi lægger ind i Finansministeriets fremskrivninger, på. Noget af det her bliver en repetition i forhold til et samråd, vi lige har haft, men det gør sådan set ikke så meget, for nu tager vi det i Folketingssalen, hvor andre kan være tilhørere, og derfor vil jeg gerne tage det forfra.

Regeringen har tillid til, at de lande, der har tilsluttet sig Parisaftalen, også vil træffe de nødvendige beslutninger for at overholde den. Danmark har i hvert fald til hensigt at tage vores del af opgaven på os og sørge for, at vi gør, hvad vi kan, for at nedbringe CO 2 -udledningen med det, som vi har lovet med Parisaftalen. Vi arbejder aktivt for, at vi i de kommende år får forhandlet de sidste elementer af aftalen på plads, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi både nationalt og internationalt vil arbejde for, at Parisaftalens ambitiøse målsætninger bliver indfriet.

Som en del af EU's samlede klimapolitik er vi f.eks. parate til at påtage os et af de højeste reduktionsmål for 2030 uden for det kvoteomfattede område af alle medlemslande – alle medlemslande – i EU. Men når vi så alligevel ikke indregner implementeringen af Parisaftalen i vores prisforudsætninger, skal det ses i sammenhæng med de bagvedliggende principper for Finansministeriets mellemfristede fremskrivninger. Det er nemlig sådan, at de mellemfristede fremskrivninger, vi laver, senest i det, der hedder 2025-planen, bygger på en lang række forskellige betragtninger, hvor man tager udgangspunkt i ét særligt princip, nemlig at det er det, der er vedtaget, eller der er kommet konkrete udmeldte initiativer til og udsigt til politisk opbakning bag, som vi regner ind i det. Hvis der ikke bag det at have en tilkendegivelse eller at have en vision, hvor rigtig den end kan være, ligger et klart politisk tilsagn, en vedtaget lov, et forlig eller andet, så indregner vi det ikke i vores mellemfristede fremskrivninger. Det er et sundt princip, det er et godt princip, og det er et princip, der gør, at Danmark står med nogle af de sundeste finanser i Europa. Det gør, at vi er godt rustet til fremtidens politiske udfordringer, fordi vi netop har haft en forsigtighedsstrategi i vores finanspolitik, hvor alene det, der er vedtaget, bliver indregnet, når vi kigger på, hvad fremtiden vil bringe.

Derfor er det også den samme tilgang, vi har, til spørgsmålet om, hvilken oliepris vi vurderer der vil være i fremtiden. Vi tager udgangspunkt i, hvad det er for nogle ting, der er vedtaget af de enkelte lande for at leve op til Parisaftalen, og ikke hvad de ikke har vedtaget. Derfor tager vi udgangspunkt i Det Internationale Energiagenturs såkaldte New Policies Scenario, der er baseret på landenes gennemførte initiativer og konkret udmeldte mål for reduktioner af CO 2 -udledningen. Det er konsistent med den måde, vi laver fremskrivninger på i Finansministeriets mellemfristede fremskrivninger.

Det Internationale Energiagentur har så også lavet en fremskrivning af olieprisen, hvor det er forudsat, at udledningen af drivhusgasser bliver således, at den globale opvarmning i 2100 maksimalt bliver 2 grader over det præindustrielle niveau. Scenariet svarer overordnet til, at prisaftalen overholdes. Det er det såkaldte 450 ppm-scenarie. Det er det, der henvises til i beslutningsforslaget. Så længe landene bag Parisaftalen ikke har meldt konkrete nationale CO 2 -mål ud eller vedtaget politikker og lovgivning, der lever op til 450 ppm-scenariet, vil det ikke være et retvisende billede af, hvilken politik der faktisk er besluttet på nuværende tidspunkt.

I takt med at lande så tilslutter sig Parisaftalen og de, der har tilsluttet sig Parisaftalen, så vedtager konkret lovgivning, vil de to prisscenarier konvergere, bevæge sig mod hinanden. Det betyder, at New Policies-scenariet og 450 ppm-scenariet, i takt med at landene vedtager den konkrete politik, vil konvergere og blive ens, under den forudsætning, som jeg tror er både hr. Rasmus Nordqvists og min, at de lande, der har tilkendegivet at ville leve op til Parisaftalen, også vil gennemføre den nødvendige politik bagved.

Men indtil det sker, er der stadig væk en i hvert fald lidt mere end teoretisk risiko for, at landene ikke lever op til Parisaftalen, at de ikke vedtager lovgivning, at de ikke udmelder nationale CO 2 -målsætninger. Derfor er det, at udgangspunktet for regeringens beregninger er den førte politik. Når det så er sagt, er det vores udgangspunkt.

Dertil indregner regeringen så de markedsforudsigelser, der er, og det betyder, at vores prisvurdering – den prisvurdering, vi rent faktisk bruger i fremskrivningerne – nærmer sig 450 ppm-scenariet, fordi vi laver en kobling mellem den vedtagne politik og de markedsforventninger, der er. Det betyder sådan set, at i forhold til vurderingen i 2025 er regeringens beregningsmodel mere forsigtig end den, som hr. Rasmus Nordqvist og Alternativet lægger op til, og som ville have givet os et ganske pænt milliardbeløb yderligere, hvis man havde valgt den beregningsmetode, altså 450 ppm-scenariet. Så det er jo ikke, fordi vi vil forsøge at puste nogle indtægter op eller andet; det er bare, fordi vi mener, det er den mest konsistente, den mest retvisende måde at lave prisberegninger på.

Så for at opsummere, vil jeg sige, at det ikke er vores holdning i regeringen, at vi bør begynde at indregne forhold, der ikke er vedtaget. Vi baserer os ikke på ønskescenarier, vi baserer os på den gældende vedtagne, besluttede politik. Det gælder både olieprisen og andre forhold. Og hvad angår selve olieprisen, vil beregningerne fortsat basere sig på den nuværende metode. Derfor kan regeringen selvsagt ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Rasmus Nordqvist.

Tak. Det er vigtigt for mig lige at slå fast med det samme, at det her beslutningsforslag ikke handler om, om jeg tror, at der er nogen, der ikke ønsker, at vi lever op til Parisaftalen. Det her handler om, hvordan vi egentlig beregner vores økonomi fremadrettet. Ministeren var inde på det her med, at med den måde, man beregner på i dag, vil olieprisen være lavere, end hvis man bruger 450 ppm. Men det, jeg så kan se af spørgsmål 323 fra sidste år, som blev stillet om netop de her scenarier, er jo netop, at hvis man bruger 450 ppm med futurepriser, som man gør i dag med NPS og futurepriser, er det jo betydelig mindre, og det, vi kan se, er, at det svarer til en forskel på 3 dollar, 25 dollar og 58 dollar i henholdsvis 2020, 2030 og 2040. Så det er jo ikke rigtigt, at olieprisen ville være højere, hvis man brugte 450, hvis man brugte samme grundlag, som man gør med NPS'en i dag.

Tak. Så er det ministeren.

Det, jeg svarede, er fuldstændig korrekt. Jeg svarede, i forhold til hvad det ville være i 2025. Det er nemlig slutdatoen på den mellemfristede fremskrivning, vi har. Så er det rigtigt, at så har vi en – undskyld udtrykket – til lige før solen brænder ud-beregning, altså hvad den varige virkning er, og der er det korrekt, at der er en lille smule højere varig virkning, hvis man bruger det scenarie, som vi har, altså i det opdaterede 2025-forløb, end hvis man bruger 450 ppm-scenariet. Men den varige virkning er altså henholdsvis 1,9 milliarder og 1,7 milliarder i varig virkning, altså fra nu af og indtil man holder op med at kunne lave beregninger i dansk økonomi, og det er i forhold til alle de andre usikkerhedsmetoder stort set det samme provenu, der er.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Jeg kan høre, at vi kan få en lang snak om de forskellige scenarier, fordi det svar, jeg står med her, jo netop viser, at prisen er betydelig lavere, hvis man bruger basen fra 450 ppm i stedet for en NPS som base.

Det, jeg egentlig godt kunne tænke mig at høre, er: Når vi nu laver også langsigtede aftaler, hvor vi jo beregner, hvad det betyder økonomisk, ikke bare i 2020 eller 2025, eksempelvis en Nordsøaftale, er det så ikke vigtigt også at tænke frem, i forhold til at den bindende internationale aftale, som ikke er en vision, men en bindende international aftale – Parisaftalen – bliver til noget, så vi har et overblik over, hvad der kan komme ind af midler på de her aftaler?

Ministeren.

For det første henviste jeg til et svar, der er af noget nyere dato end det, som hr. Rasmus Nordqvist henviser til. Jeg henviser til et svar af den 24. oktober 2017, og jeg mener, at vi bør diskutere ud fra de seneste tal, der er til rådighed, så vi ved, hvad det er, vi diskuterer ud fra. I forhold til om vi diskuterer ud fra noget vedtaget eller noget, vi måtte ønske, mener jeg stadig væk, at vi skal diskutere ud fra og beslutte ud fra, hvad der er vedtaget, og der er desværre ikke et flertal af lande blandt de lande, der har meldt sig til Parisaftalen, der har vedtaget de nødvendige politikker, der konkret har udmeldt nationale CO 2 -målsætninger, der gør, at vi vil kunne nå i mål med Parisaftalen – ikke endnu.

Så er det hr. Søren Egge Rasmussen.

Jeg synes, jeg har hørt en del af det her på et samråd, vi havde for nylig. Jeg kan forstå på ministeren, at han forsvarer det tal, som ministeren mener kommer fra den mest rigtige beregningsmetode. Når det drejer sig om sådan nogle investeringer, som skal gælde mange år ud i fremtiden, synes jeg egentlig, det er relevant at have visse følsomhedsanalyser i forhold til det. Der kan jeg egentlig godt se, at det kunne være et plus, hvis vi havde nogle beregninger ved siden af det tal, som Finansministeriet mener er det rigtige, så vi ligesom kunne forholde os til det, hvis nu Det Internationale Energiagentur har ret i, at der er nogle tendenser, der går i en anden retning, fordi Parisaftalen på et eller andet tidspunkt kommer til at slå igennem.

Så kan ministeren ikke se, at det kunne være en fordel, at vi havde det tal, som Finansministeriet mener er det rigtige ud fra de beslutninger, der er truffet, og samtidig havde nogle supplerende tal, så vi kunne se, hvad det er for et spænd, vi kigger ind i, hvis Parisaftalen lige pludselig bliver en succes?

Ministeren.

Det vil jeg til gengæld ikke være afvisende over for, altså at man har et udgangspunkt, der hedder de vedtagne beslutninger og udmeldte målsætninger, men så også har et følgetal, der siger, hvad det så vil være, hvis man regner efter alternative scenarier, f.eks. en total imødekommelse af Parisaftalen. Så vil man kunne bruge de oplysninger, som man måtte ønske politisk set. Men jeg må bare sige, inden glæden bliver alt for stor, at det ikke får Finansministeriet til at ændre, hvad vores udgangspunkt er, altså hvad det er, vi lægger ind, for det er jo afgørende, ikke bare for den her beslutning, men for en lang række andre beslutninger – hvad vi lægger ind om stigende levetid, hvad vi lægger ind om demografi, hvad vi lægger ind om arbejdstilrettelæggelse og andet. Der ligger vi de vedtagne politikker ind og ikke de målsætninger, der måtte være i forskellige andre former for aftaler.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Tak for det. Det kunne måske give inspiration til en eller anden beretning, man kunne lande det her beslutningsforslag på, hvis forslagsstillerne synes, det er en måde at håndtere det på. Tak.

Ministeren.

Jamen selv tak. Jeg har ikke spor imod, at man laver alternative beregninger. Vi har sådan set givet svar i forhold til alternative beregninger på alle de forudsætninger, der har været ønske om. Det vil vi blive ved med at gøre, vi kommer bare ikke til at ændre, hvad vores grundforudsætning er, for det er så afgørende, ikke bare for det her spørgsmål, men for så mange andre spørgsmål, som vores økonomiske fremskrivning er afhængig af.

Vi siger tak til ministeren og går over til ordførerrækken. Den første ordfører er hr. Jens Joel, Socialdemokratiet.

Tak for det. Først og fremmest vil jeg takke Alternativet for igen at rejse en af de mange debatter, man kunne rejse i forbindelse med vores klimaarbejde og i forbindelse med Parisaftalen. Det er ekstremt vigtigt, at man, om man så må sige, får vendt hver en sten og får diskuteret Parisaftalens implikationer, konsekvenserne af de klimaudfordringer, vi står over for på snart sagt alle politikområder, vi jo diskuterer herhjemme. Der skal man selvfølgelig også kigge på, hvad det er for et grundlag, der ligger, når man træffer politiske aftaler. Så det synes jeg sådan set er en relevant diskussion. Der vil være folk, som har fulgt med i debatterne herinde, som er bekendt med, at jeg ikke altid er enig med regeringen i, hvordan man skal tilrettelægge klimapolitikken, og måske nogle gange synes, at regeringen gør lidt for lidt, for at vi lever op til de flotte udmeldte ord, der er i klimaaftalerne fra Paris, men jeg er enig med regeringen i den her situation om, at udgangspunktet for det, vi lægger frem som beslutningsgrundlaget, må være, at man forholder sig til det, der er besluttet. For der er jo rigtig mange gode intentioner, der er rigtig mange målsætninger, men Finansministeriet, dem, der sidder på pengekassen, er nødt til at forholde sig til, hvad der sådan set allerede er besluttet, og ikke bare hvad vi godt kunne tænke os at der blev besluttet.

Når det så er sagt, synes jeg faktisk, det er vores opgave som politiske beslutningstagere at kræve noget mere. Hr. Søren Egge Rasmussen nævnte det, og finansministeren var også åben for det: Kan man lave en mekanisme, hvor man har det udgangspunkt, Finansministeriet har, men hvor man også tager andre scenarier ind? Jeg tror sådan set, at vi alle sammen som politiske beslutningstagere står os godt ved, at vi tænker over, hvad der egentlig sker, hvis det ikke går sådan, som vi allerede har besluttet, men sådan, som vi gerne vil have, eller måske også nogle gange sådan, som vi frygter.

Når vi vurderer elprisudviklingen over de kommende år, har vi jo også et middelskøn og så et skøn for, hvis det går dårligere eller bedre med udviklingen af elprisen end det, vi tror er mest sandsynligt. Så jeg tror, at vi har en opgave som politikere i at spørge, hvor robust den her business case er, hvis man må sige det sådan på nydansk her. Altså, er vi sikre på, at de aftaler, vi laver, rent faktisk også holder? Og der skal man da spørge sig selv, om det, at vi lever op til en aftale, vi har tænkt os at kæmpe alt, hvad vi kan, for at leve op til, fjerner ræsonnementet og fornuften i den aftale, vi har lavet, for så skal vi selvfølgelig ikke indgå den. Og der er jeg sådan set også glad for den, kan man sige, tilpasning, som Finansministeriet jo har, hvor man kan sige, at man både regner på det besluttede, altså NPS-scenariet, men også lægger en markedsforventning ind. Der må man jo bare sige på almindeligt dansk, at sorte investeringer er blevet mere usikre, og grønne investeringer er blevet bedre investeringer over de sidste par år. Og det er jo baggrunden for, at når man så ser, hvad der egentlig sker i markedet, så vil det scenarie, som egentlig er udtryk for, hvad der allerede er besluttet, så alligevel komme tættere på det, vi gerne vil, når man kigger på, hvad det er, markedet forventer, for investorerne derude er begyndt at omstille og tænke i, at investeringerne går i den grønne retning, og derfor er der også større risiko ved at investere i fossil energi, end der har været for 10 og 20 år siden.

Det er selvfølgelig en vigtig detalje, om man vil – det er jo ikke nogen detalje, men det er en vigtig korrektion, og den forstår jeg også at Finansministeriet sådan set regner ind, fordi de i de mellemfristede vurderinger ser på, hvad, om man så må sige, markedet forventer. Og der er det – og det er glædeligt set med Socialdemokratiets briller – mere og mere klart, at investeringer i fossil energi bliver en mindre og mindre sikker investering. Derfor skal det selvfølgelig afspejle sig i den usikkerhedsvurdering, som investorer og Finansministeriet og vi som politikere vurderer det med.

Så vi støtter ikke op om beslutningsforslaget, men hvis der kan diskuteres og landes en beretning i udvalget, som siger, at man da som politiker og også som regering gør klogt i at fremlægge nogle bud på, hvad der sker, hvis det går anderledes end det, der er besluttet allerede, eller det, der måske set gennem Finansministeriets briller synes mest sandsynligt, så ser vi gerne på, om man kan tage det ind også. At flytte vurderingen, sådan at vi begynder at basere os på ting, vi håber, og ikke ting, der er besluttet, er vi ikke med på.

Jeg har lovet at hilse fra SF's ordfører og sige, at de i lighed med Socialdemokratiet ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Tak, og tak til ordføreren. Da vi lavede det her beslutningsforslag, tog vi jo også allerede, kan man sige, i bemærkningerne højde for, at det godt kunne være, at der ikke var hundrede procent opbakning til det. Men det er netop noget, vi synes er en rigtig vigtig diskussion at få med det her beslutningsforslag, altså også hele tiden at holde øje med, hvordan vi gør Parisaftalen til politik. Den er internationalt bindende, men hvordan gør vi det til konkret politik? Derfor synes vi også, det er så vigtigt, at man beregner sin fremtidige økonomi ud fra nogle rigtige tal.

Vil ordføreren gå så langt som til at synes, at det egentlig er en god idé, at vi pålægger regeringen at fremlægge beregningerne med både basen ud fra NPS og basen ud fra eksempelvis 450 ppm? Eller er det noget, man sådan synes skal tages fra gang til gang?

Ordføreren.

Der er jeg sådan set ikke firkantet. Jeg ville synes, det var meget mærkeligt, hvis regeringen sagde, at der er nogle tal i en forhandling – altså, jeg har aldrig prøvet at spørge. Man kunne måske sige til os: Skal vi altid sørge for at stille det spørgsmål, hvad nu hvis, sådan at vi også får den alternative vurdering? Jeg synes, det er klogt at tage både worst case og best case scenarios med ind i alle diskussioner, og selvfølgelig er det også klogt, når man diskuterer investeringer, hvad enten det er i grøn eller i fossil energi, om man så må sige, at tage hele udfaldsrummet med. Vi tror, at det mest korrekte er at tage udgangspunkt i Finansministeriets model og så i øvrigt krydre det med, altså lægge det oven på den vurdering, som man allerede har i dag, nemlig at investeringer i fossil energi bliver mere og mere usikre. Derfor er de så at sige også behæftet med en større usikkerhed, og derfor kommer det tættere og tættere på 450 ppm, og man kan jo sige, at de scenarier også ligger tilgængelige for de internationale agenturer. Der skal man selvfølgelig også spørge regeringen: Hvad betyder det set med danske briller?

Hr. Rasmus Nordqvist.

Ja, for det, der er så vigtigt, er jo, at man både kan tage det ene scenarie og det andet scenarie og så lægge de her priser ned over. Det var jo det, vi fik i et svar sidste år. Det var så i forhold til Nordsøaftalen, der jo viste, at den tilbagebetaling aldrig ville ske, hvis det er, at det udvikler sig, som det bør, i forhold til Parisaftalen. Men jeg vil bare takke ordføreren for imødekommenheden i forhold til at få det her diskuteret videre. For det er netop så afgørende, at vi nu får lagt konkret politik ind i det her, og at vi får rykket på det, også når vi snakker økonomi.

Ordføreren.

Det er jeg enig med forslagsstilleren i, og derfor synes jeg også, at vi allerede bevæger os et meget konstruktivt sted hen, hvor vi siger, at vi sådan set anerkender den måde, vurderingerne og regnestykkerne bliver lavet på i Finansministeriet. Men selvfølgelig skal Finansministeriet også forholde sig til, at vi har internationale aftaler, som trækker i en anden retning, og som vi i øvrigt både som regering og som folketingsflertal har sagt at vi arbejder for. Så det vil være klogt, og det har vi som politikere også et ansvar for at efterspørge. Det er, om man så må sige, ikke kun embedsværket, der skal gøre de ting. Vi skal også kræve det for at have et ordentligt beslutningsgrundlag, så vi er sikre på, at vi træffer de rigtige beslutninger.

Tak til ordføreren. Vi går videre i rækken, og den næste er hr. Mikkel Dencker, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Jeg vil indledningsvis gerne takke Alternativet for beslutningsforslaget her. Alternativets interesse for og omsorg for Parisaftalen er jo velkendt, og jeg kan også sige fra Dansk Folkepartis side, at vi da bestemt også synes, at Danmark skal overholde sin del af aftalen, ligesom vi forventer, at alle andre underskrivere af aftalen også lever op til deres del. Men det konkrete indhold i beslutningsforslaget her må vi med nogenlunde samme pointer som både finansministeren og den foregående ordfører sige at vi ikke støtter.

Vi mener grundlæggende, at de beregninger, der ligger til grund for både de aftaler, der indgås politisk i Danmark, og for vores finanspolitik i det hele taget, skal basere sig på fakta, på vedtagen politik og på en god og sund portion realisme. Derfor er vi helt trygge ved den måde, man i dag laver beregningerne på, og vi ønsker ikke, at der laves om på de forudsætninger, der ligger i beregningerne. Vi tror simpelt hen, at vores finanspolitik bliver for usikker på længere sigt, hvis vi begynder at ændre på forudsætningerne, som forslagsstillerne lægger op til, nemlig at vi skal basere finanspolitikken på, hvad vi går og håber på eller ønsker os eller drømmer om. Det er da klart, at det vil være bedst, hvis alle lande overholder deres underskrevne aftaler, men så længe der ikke er taget konkrete politiske beslutninger om det, må man jo forholde sig til den virkelighed, vi lever i, nemlig det, der er besluttet, og det, der er foretaget, og det er bare ikke det samme som en overholdelse af Parisaftalen, i hvert fald ikke endnu. Så på den baggrund skal jeg sige, at vi i Dansk Folkeparti afviser beslutningsforslaget.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Jeg er helt enig i, at vi selvfølgelig skal overholde vores del og selvfølgelig presse på for, at alle andre også gør det. Men tror ordføreren, at det kan have en betydning for nogle af de aftaler, vi laver, hvis vi ser, at den økonomiske værdi af en aftale ikke er så stor, som vi egentlig tror, når vi sidder og indgår den? Der er eksempelvis Nordsøaftalen, hvor vi ikke får det tilbageløb af midler, som man troede, da man lavede beregningerne. Hvad nu, hvis man ser på de her tal, der ville gøre, at vi levede op til Parisaftalen, altså oliepriserne, der ligger til grund? Tror man, at det ville ændre noget i den politiske aftale, vi laver, hvis vi ikke bare sidder og ser på, hvad det er i dag, men faktisk ser på det, der bliver arbejdet for meget aktivt internationalt, også fra dansk side, netop at vi kommer til at leve op til Parisaftalen og ikke oplever de her vanvittige klimaforandringer?

Ordføreren.

Det er jo altid sådan, at når der laves politiske forhandlinger og især om kompliceret stof, som det jo er, på det finanspolitiske område, så baserer man det selvfølgelig altid på, hvilke forventninger der er, og hvilke beregninger der ligger foran politikerne. Og der er vi altså mest trygge ved, at vi bruger de forudsætninger, som anvendes i dag, til at lave politik ud fra. Én ting er, hvad vi selv kan styre i Danmark, nemlig vores egen overholdelse af Parisaftalen, men vi kan jo ikke styre og dermed lægge håndfaste forventninger ind i finanspolitikken om, at alle de ca. 170 andre underskrivere også lever op til deres del. Det synes vi er at satse lige lovlig meget. Så derfor afviser vi altså beslutningsforslaget.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Men vil Dansk Folkeparti så kunne se en værdi i, at man nogle gange prøver at have forskellige grundlag liggende, når man sidder og ser på nogle af de her længerevarende aftaler, så man kan se, hvilken økonomisk konsekvens der ville være, hvis det er, at vi tror på, at folk lever op til en internationalt bindende aftale som Parisaftalen?

Ordføreren.

Jeg tror nok, det er meget normalt, at man i en politisk forhandling kan bede om alternative beregninger ud fra andre scenarier, hvis man som part i en forhandling har nogle forventninger til en bestemt udvikling. Men det, som beslutningsforslaget handler om, vedrører jo simpelt hen den standardiserede måde at regne på, som bruges i Finansministeriet i dag, og den vil vi ikke være med til at lave om på.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Marcus Knuth, Venstre. Værsgo.

Tak. Dette beslutningsforslag har til formål at ændre måden, vi beregner olieprissenarier på i Danmark. I dag fremskriver vi olieprisen med udgangspunkt i Det Internationale Energiagenturs såkaldte New Policies Scenario. Metoden baserer sig på landene bag Parisaftalen og deres gennemførte initiativer og udmeldte mål i forbindelse med reduktion af CO 2 -udledning. Denne metode er altså i overensstemmelse med måden, som vi ellers planlægger og beregner økonomisk politik på i Danmark, nemlig med udgangspunkt i vedtaget og udmeldt politik. Det synes jeg er et sundt princip, som giver et retvisende billede af vores økonomi og dermed ruster os til fremtidige finanspolitiske udfordringer.

I den forbindelse var jeg også glad for at høre finansministeren før sige, at vores metode er mere forsigtig end den, som hr. Rasmus Nordqvist her lægger op til. Alternativet foreslår nemlig at ændre beregningen til en metode, der ikke baserer sig på landenes konkrete, udmeldte CO 2 -mål, men derimod på Parisaftalens mål. Problemet er, at landene bag aftalen endnu ikke har meldt konkrete mål ud, som er i overensstemmelse med det scenarie, som Alternativet ønsker at beregne ud fra. Det vil sige, at beregningerne derfor ikke vil give et lige så retvisende billede. Tingene skal være konsistente, så principperne for fremskrivninger skal naturligvis også gælde for beregning af olieprisscenarier. Det er også værd at bemærke, at fremgangsmåden her jo også blev brugt af den tidligere regering.

Jeg vil gerne benytte den her lejlighed til at understrege, at Venstre bakker fuldt op om Parisaftalen – det anerkendte hr. Rasmus Nordqvist selvfølgelig også – og at regeringen arbejder aktivt på at få de sidste elementer i aftalen på plads. Vi har også tillid til, at de andre lande løbende melder ambitiøse og konkrete mål ud. Her er det også værd at nævne, at i takt med at landene bag aftalen melder konkrete mål ud, vil de løbende indgå i det New Policies Scenario, som vi fremskriver ud fra i dag.

Afslutningsvis vil jeg sige, at det er afgørende for Venstre, at der er styr på den økonomiske politik, og at vi derfor skal fremskrive ansvarligt. På den baggrund kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget, og jeg skal hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at de ej heller kan støtte forslaget.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Altså, når man lytter til IEA, kan man jo høre, at de netop siger, at der ikke er nogen af olieprisscenarierne, der er mere sandsynlige eller mere centrale end andre. De er alle sammen bare scenarier. Det er jo så derfor, man også bruger futurepriserne sammen med de her scenarier for at få dem mere retvisende, og det er egentlig det, vi er henne ved, nemlig at sige: Hvilket scenarie ligger til grund for, hvordan vi planlægger vores økonomi – kæmpestore aftaler, som koster en masse milliarder, som eksempelvis Nordsøaftalen? Hvad er det, vi lægger til grund for at finde ud af det? Vil Venstre kunne se en værdi i, at man måske begynder at se på det ud fra forskellige scenarier, altså at man lægger forskellige scenarier ned i det, da ingen af dem jo er mere sandsynlige end andre ifølge IEA?

Ordføreren.

Jamen det synes jeg finansministeren svarede meget fint på. Jeg mener, det var lidt det samme spørgsmål, som ordføreren stillede finansministeren, hvor ministeren sagde, at selvfølgelig kan man godt kigge på forskellige scenarier, men vores udgangspunkt, det udgangspunkt, som vi bruger lige nu, altså netop New Policies-scenariet, er det, som vi vil holde fast i.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Jamen nu gør jeg altid en dyd ud af også at spørge partiet. Regering og parti er to forskellige ting, partiet er lovgiver, og den anden er jo regering.

Men kunne Venstre egentlig se sig selv i, at vi prøver at finde ud af at lave en fælles betænkning i udvalget, hvor man arbejder hen imod at sige: Hvordan er det, vi fremadrettet kan se på nogle af de her ting med flere scenarier?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om vi vil kigge på at lave en betænkning. Det kan jeg ikke svare på på nuværende tidspunkt, men jeg støtter i hvert fald hundrede procent op om ministerens svar. Det er jo ganske heldigt, at ordføreren og ministeren kommer fra det samme parti, så vi ser meget ens på det her.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Enhedslisten støtter intentionerne i forslaget her. Det er jo sådan lidt grotesk, at vi befinder os i en verden, hvor man i Danmark baserer sine investeringer på nogle fremtidsscenarier, hvor klodens temperatur i gennemsnit stiger med 3-4 grader. Det er jo ikke holdbart. Og samtidig har man underskrevet en Parisaftale, som rimelig klart siger, at vi skal ned et sted mellem 2 og 1½ grad i temperaturstigning i gennemsnit, for at vi kan undgå, at klodens klima tilter inden år 2100.

Derfor kan jeg godt se, at det ville være en fordel, at vi havde andre beregningsmetoder end den, som Finansministeriet synes er den mest korrekte regnemetode, og hvor man udelukkende medtager, hvad der er besluttet konkret, og at vi også arbejder med scenarier – man kan godt kalde det en form for følsomhedsscenarier – hvor man også ser på de tal, der kommer frem, hvis man opererer med det, som Det Internationale Energiagentur har udviklet. Der ville så være tre forskellige scenarier, som ville være tilgængelige, når man skulle træffe beslutninger.

Måske ville man læne sig mest op ad Finansministeriets favorit. Eller man tog måske også udgangspunkt i, at der kunne være nogle tendenser globalt, som gjorde, at det at tage de fossile brændsler op af undergrunden bliver mindre populært og på et tidspunkt bliver udfaset i en proces, hvor de vedvarende energikilder bliver billigere; og man kunne sådan set komme frem til – og der er vi nok allerede nu i en vis form – at det bedre kan betale sig at investere i en havvindmøllepark end i en ny olieboring. Det er der, vi allerede er, og derfor er det jo mærkeligt, hvis man udelukkende har en konservativ tilgang til, hvad det er for en regnemaskine, der er den bedste.

Så jeg synes, det ville være rigtig godt, hvis vi kom frem til, at når der skal træffes politiske beslutninger om investeringer, har man ikke kun Finansministeriets bedste bud, men at man har det suppleret af beregninger, som baserer sig på Det Internationale Energiagenturs scenarier, hvor man tager klimaproblemerne alvorligt, og som bygger på, at Parisaftalen skal blive en succes.

Jeg synes, at det indtil nu har været en udmærket debat, som indikerer, at vi måske kunne lande noget, hvor vi får flere beregninger og får et bedre grundlag for at tage beslutninger. For det er jo grotesk, hvis Danmark bare kører derudad og ligesom siger: Nå, men den sædvanlige regnemaskine i Finansministeriet er fortsat den, vi udelukkende skal bruge. Så jeg synes, vi mangler nogle redskaber, og hvis det her beslutningsforslag fra Alternativet kan være medvirkende til, at vi får et bedre grundlag at træffe politiske beslutninger på, så synes jeg, det er fint.

Tak til hr. Søren Egge Rasmussen. Så har finansministeren bedt om ordet. Det er sådan, at taletiden er 3 minutter, og der kan så også stilles spørgsmål til finansministeren nede fra salen.

Værsgo, minister.

Tak for det. Det er lidt utraditionelt at gå på talerstolen igen, men der blev bare sagt noget fra ordførernes side, som ikke var helt rigtigt, og det er jeg nødt til at korrigere.

Der blev nemlig sagt, at vi bruger New Policies-scenariet i vores beregninger. Det gør vi ikke. Vi tager udgangspunkt i New Policies-scenariet, og så korrigerer vi for de fremtidige futureforventninger for oliemarkedet. Det betyder, at hvis man sammenligner den prismodel, som forslagsstillerne fra Alternativet har, og den prismodel, der rent faktisk beregnes i Finansministeriet, så er der et stort set ens forløb frem til år 2026. Og i takt med at lande vil tilslutte sig Parisaftalen og vedtage konkrete initiativer, der gør, at de også lever op til Parisaftalen, eller melde konkrete CO 2 -målsætninger ud, så vil den prisfastsættelse, som regeringen bruger, i stadig stigende grad være sammenfaldende med 450 ppm-scenariet.

Så det var blot, fordi der var en faktuel henvisning til, hvad regeringen bruger, som var forkert. Regeringen bruger ikke New Policies-scenariet. Vi bruger New Policies-scenariet som udgangspunkt, og derfra korrigerer vi med de internationale prisforventninger på markedet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Rasmus Nordqvist.

Jeg synes stadig væk, at ministeren viger sådan udenom, for i stedet for at bruge New Policies-scenariet som udgangspunkt kunne man jo godt lægge 450 ppm-scenariet ind som udgangspunktet, og så går man ind og korrigerer for futurepriserne. Og det var jo det, man gjorde; det var derfor, jeg tog svar 323 fra sidste år frem, altså for at vise, at det netop var det, man gjorde fra Finansministeriets side i de beregninger, som hr. Christian Poll har bedt om dér.

Så igen vil jeg sige, at uanset om man har NPS-scenariet eller 450 ppm-scenariet som udgangspunkt, er der jo tale om et valg, man træffer i Finansministeriet.

Finansministeren.

Men valget bygger på det princip, at vi tager udgangspunkt i ting, som er vedtaget eller konkret udmeldt af landene. Og hvis landene, havde jeg nær sagt, blot ville leve op til det, som hr. Rasmus Nordqvist og jeg ønsker, nemlig de konkrete vedtagne politikker eller nationale målsætninger, der vil leve op til Parisaftalen, så ville der ikke være forskel mellem de to prisscenarier.

Men det er sådan, at for så vidt angår både den nationale økonomi og den internationale økonomi – også ved andre spørgsmål end olieprisen – tager vi udgangspunkt i, hvad der er vedtaget, og ikke i, hvad der er udmeldt uden at være konkret vedtaget. Derfor vil det, som Alternativet lægger op til, være et principskifte i hele den måde, man vurderer den mellemfristede økonomi på, og det er vi bare ikke enige i.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Det blev også forstået første gang, det blev sagt, men jeg spørger, fordi ministeren afviser, at man bruger NPS-scenariet i Finansministeriets beregninger. Det gør man jo som udgangspunkt, og så har man futurepriserne sammen med det. Og det, som vi foreslår, og det, vi har spurgt ind til, i nogle af de her forslag, fordi vi har set, hvad det betyder for eksempelvis Nordsøaftalen, er jo, om man skulle tage udgangspunkt i 450 ppm-scenariet og så selvfølgelig lave de korrektioner, der er, for futurepriserne.

Finansministeren.

Altså, hvis svarene minder lidt om hinanden, kan det jo skyldes, at spørgsmålene minder lidt om hinanden. Vores udgangspunkt er de vedtagne politikker og de udmeldte konkrete nationale målsætninger, og det korrigerer vi så ved markedets vurderinger af fremtiden, altså futurepriserne, og så får vi et nyt niveau. Og der er det bare, jeg prøver stilfærdigt at sige, at det nye niveau, som vi lægger ind i vores fremskrivninger, og det niveau, som spørgeren vil have, men fra et andet udgangspunkt, faktisk økonomisk set matcher hinanden frem til 2026.

Derfor er det, at jeg holder fast i det princip, som jeg mener er bærende, nemlig at vi skal bygge vores politik på, hvad der er vedtagne politikker. Vi skal bygge vores økonomi på, hvad landene rent faktisk har forpligtet sig til konkret, idet de har vedtaget at udmåle det som nationale CO 2 -reduktionskrav.

Tak til finansministeren. Så går vi tilbage til ordførerrækken, og den næste ordfører er hr. Carsten Bach, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Således opløftet og forsikret om, at vi faktisk har en finansminister, der har helt styr på det her, vil jeg fortsætte trods det, at det her jo for sådan en helt almindelig dødelig ung mand som mig selv er temmelig kompliceret, og jeg tror, at man måske skal have en større nationaløkonomisk eksamen for helt præcis at forstå baggrunden for Alternativets beslutningsforslag, for det, der er blevet fremsat af Alternativet, er noget teknisk.

Da jeg så heller ikke er finansordfører, vil jeg afholde mig fuldstændig fra at gå ned i de beregningstekniske detaljer, bl.a. jo også, fordi finansministeren allerede har redegjort meget fint for det nu her i salen i dag og i samrådet tidligere og også ved en lang række skriftlige besvarelser i udvalget. Så jeg vil blot give ministeren ret i, at det er et rigtig godt og sundt princip, at de fremskrivninger, Finansministeriet foretager, baserer sig på den politik, som rent faktisk er vedtaget eller indmeldt, og ikke på hensigtserklæringer eller et andet luftigt grundlag.

Så må jeg så også som energiordfører, og det er derfor, jeg står her i dag som ordfører på det her beslutningsforslag, konstatere, at Danmark faktisk er et af de lande, der har den mest ambitiøse målsætning i forhold til reduktion af drivhusgasser. Vi påtager os f.eks. et af de højeste EU-reduktionsmål uden for kvotesektoren, og mig bekendt viser den seneste basisfremskrivning med de nuværende besluttede indsatser, at Danmark vil have reduceret sin drivhusgasudledning med 37 pct. i 2020 set i forhold til 1990. Det er vi i Liberal Alliance ganske godt tilfredse med, og derfor kan Liberal Alliance heller ikke støtte beslutningsforslaget fra Alternativet.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er fru Ida Auken, Radikale Venstre.

Tak. Først og fremmest vil jeg gerne sige tak for, at vi kan få lov at diskutere, hvad Parisaftalen kan betyde for dansk politik. Det synes jeg sådan set vi diskuterer lidt for lidt, og derfor vil jeg gerne sige tak for, at vi nu har fået mulighed for det.

For mig at se er der ikke nogen tvivl om, at Danmark skal leve op til de mål, vi har sat i Parisaftalen. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at vores konkrete politikker gør, at vi bevæger os så stort et skridt som muligt fremad hver eneste dag i retning af at blive det, som vi alle sammen vil i 2050, nemlig være helt fri af kul, olie og gas, altså fossile brændsler. Vi skal lægge vores transportsektor om; vi skal lægge vores landbrugssektor om; vi skal lægge hele vores energisektor om.

For Radikale Venstre er det den konkret førte politik, der er afgørende. Det er, hvad vi beslutter, når vi sidder ved forhandlingsbordet, og når vi sidder og tager beslutninger i forbindelse med finanslove: Hvad kan vi gøre for hver eneste dag at tage grønne skridt fremad? Når vi så skal tage de her skridt, skal vi tage en nøgtern vurdering af, hvordan man får de mest rentable og fornuftige energiprojekter op at køre. Vi skal kigge på, hvordan vi kan bruge de penge, vi har, så vi får mest klima ud af dem, for så kan vi simpelt hen få en større klimaeffekt.

Hvis man gør det, som Alternativet i dag siger man skal, nemlig at tage Parisaftalen og lægge den til grund for alle beslutninger, så mener jeg faktisk, at man vildleder sig selv en lille smule. Det er en lille smule ønsketænkning at sige, at nu kommer det her nok til at ske, og så skal vi i dag indrette vores politik efter det, i stedet for at sige: Vi står her i dag, vi vil have det her til at ske, og hvad er det så for nogle politiske beslutninger, vi skal tage?

Det punkt, hvor man for alvor kan sige at der ligger reel politik, er sådan noget som diskonteringsrenten. Det er jo den, man kan kigge på – den satte vi også ned i vores regeringstid – for det er sådan, at diskonteringsrenten siger, hvor meget fremtiden er værd. Hvis man ikke synes, at fremtiden er så meget værd, tager man en høj diskonteringsrente; hvis man synes, at fremtiden er meget værd, tager man en lavere diskonteringsrente. Det kan jeg love munder ud i politiske beslutninger med det samme, og der er meget mere politik i det. Det er sådan en diskussion, vi skal have med Finansministeriet, altså: Hvilken diskonteringsrente har I tænkt jer at bruge? Har I tænkt jer at bortdiskontere fremtiden, eller skal vi regne med, at de beslutninger, vi tager i dag, har en langsigtet effekt, der selvfølgelig skal have værdi?

Så når vi ikke kan støtte beslutningsforslaget, som det ligger, er det, fordi vi tænker, at de beslutninger, vi skal tage, skal være så realistiske som muligt. Derfor synes vi sådan set, at det er klogt at tage et prisscenarie, hvor man siger, at der er beslutninger plus det, man forventer der kan komme. Ved siden af det kunne vi jo godt spørge: Hvordan vil virkeligheden se ud i en verden, hvor alle lande lever op til Parisaftalen? Jeg vil ikke udelukke, at der kan være politiske beslutninger, i forbindelse med hvilke det kan være rigtig klogt at have det andet prisscenarie ved siden af.

Det kan også vise sig, som det har gjort adskillige gange tidligere, at olieprisscenarierne er på månen, i forhold til hvad der reelt kommer til at ske. Jeg hører folk, der sidder med dyb indsigt i det her, sige, at det kan være, at grunden til, at olieprisen er så lav lige nu, er, at nogle nærmest dumper olie, fordi man godt kan se, at fremtiden for olie er ved at være dyster. Det er jo ikke for sjov, at Norges olieanalytiker i Nordea siger, at olieinvesteringer er dybt farlige og risikable. Det er ikke for sjov, at Norges store oliefond nu anbefaler regeringen at gå væk fra investeringer i olie. Det er jo, fordi det faktisk begynder at vise sig at være økonomisk meget, meget risikabelt at investere i olie. Den slags realisme skal på bordet.

Når vi så spørger os selv, hvad det er, vi drømmer om, hvad det er for nogle scenarier, og hvad det er for nogle visioner, vi har, så skal vi tage politiske beslutninger i dag, men vi skal gøre det på det bedste faglige, det mest realistiske og i virkeligheden også det mest nøgterne grundlag, vi overhovedet har, for så tager vi de bedste beslutninger. Men for at have en idé om, hvad der ville ske, hvis olieprisen faktisk nærmest blev torpederet, kan der være gode grunde til ved siden af disse scenarier at lægge andre scenarier. Og hvis vi i en beretning med Alternativet i dag kan lande noget i den stil, vil vi meget gerne støtte det fra radikal side. Men vi vil bare sige, at det vil være uklogt at bygge vores beslutninger på et scenarie, der lige nu ikke – desværre – har hold i virkeligheden. Så for at få taget de bedste klimabeslutninger skal vi være så realistiske som muligt, og så skal vi tage nogle beslutninger, der gør, at vi får så stor en effekt som overhovedet muligt.

Så vi kan ikke støtte forslaget, som det ligger.

Der er en kort bemærkning. Hr. Rasmus Nordqvist.

Tak. Først tak for imødekommelsen til sidst i forhold til en beretning, og så skal jeg med glæde tage diskonteringsrentediskussionen med Finansministeriet også. Det, der er vigtigt for os, når vi tager den her diskussion op i dag, er, at man f.eks. lavede en Nordsøaftale. Det er ikke for at gå ind i den, men der beregner man, at der vil komme et tilbageløb på en række milliarder. Hvis man lige pludselig, som vi fik gjort sidste år, beregner det ud fra et andet olieprisscenarie, så kommer de milliarder ikke igen. Hvad betyder det så, når vi i fremtiden skal sidde og tage beslutninger, som jeg håber vi kommer til at tage, om meget hurtigt at få udfaset fossil produktion og udvinding i Danmark? Det vil jo så betyde rigtig mange penge.

Det er derfor, vi siger, at hvis vi nu får Parisaftalerealistiske priser med ind i sådan nogle aftaler, så er det, at man kan se med det samme, at okay, det kan være, at det måske ikke kan betale sig for os økonomisk at lave sådan en aftale. Så det er egentlig den diskussion, vi også prøver på at rejse her i dag: Hvad betyder det i forhold til vores politiske beslutninger i fremtiden, at vi ikke har de her scenarier inde?

Ordføreren.

Jeg synes, det vil være klogt at tage en tilgang til det her, hvor man faktisk anser olie for en relativt risikabel forretning, det vil sige, om det så skal være Parisaftalen og de politisk vedtagne målsætninger, eller om man skal sige, at der faktisk er et marked derude lige nu, der bevæger sig grotesk hurtigt. I går lagde Ørsted – man går fra DONG, og så skal man vælge noget, som udlændinge kan sige, og så vælger man Ørsted – priserne på energi frem, og det er jo rigtig godt, det vil jeg gerne rose dem for. Og der er ingen tvivl: Den billigste energi, man kan få, er landvind. Den næstbilligste er havvind, så kommer sol. Altså, der må være nogen, der kan begynde ligesom at høre klokkerne ringe for olie og kul og gas, for det er hamrende dyrt, og hvis det ikke er subsidieret, er det også efterhånden ved at være relativt dårlige investeringer.

Det ser ikke ud til, at der er flere spørgsmål. Tak til ordføreren. Og så går vi til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet.

Tak. Og jeg beklager, at jeg lige skulle samle papirerne – jeg havde ikke lige set, at der ikke var en fuld sal til det her meget vigtige spørgsmål.

Når vi fra Alternativets side har fremsat det her forslag, er det jo selvfølgelig, fordi vi hele tiden prøver at spørge os selv: Hvad betyder det, hvis vi tager Parisaftalen og gør den til konkret politik? Hvad skal vi egentlig bruge af redskaber for at gøre det? Og det er egentlig det, som vi i vores arbejde hele tiden prøver at gøre. Da vi så faldt over de her olieprisscenarier – og jeg skal være helt ærlig og sige, at det ikke var noget, jeg umiddelbart kendte meget til, inden jeg begyndte at sidde og læse på det – så kunne vi lige pludselig se, at eksempelvis en aftale som Nordsøaftalen jo lagde til grund, at en oliepris blev meget, meget høj, og så ville der komme et tilbageløb af et tocifret milliardbeløb, altså rigtig mange penge. Og derfor var der jo flere partier – alle partier på nær Enhedslisten og Alternativet – som indgik den her aftale, altså fordi der ville komme en masse gode penge, som nogle partier ville bruge til grøn omstilling, nogle til velfærd, og nogle ville give skattelettelser.

Da vi så gik ned i det her og sagde, at det godt nok er en høj oliepris, man regner med der kommer, kunne vi jo se, at det var, på grund af at man tog udgangspunkt i et NPS-prisscenarie og så havde sine futurepriser, man korrigerede det for. Og så spurgte vi helt simpelt: Hvad betyder det, hvis man nu gør det ud fra det scenarie, som hedder 450 ppm, altså scenariet, hvor vi kun får en 2-graderstemperaturstigning? Så kunne vi lige pludselig se, at de penge aldrig ville komme igen. Og når man først har lavet en aftale, hvor man regner med, at der kommer et tocifret milliardbeløb ind i kassen, og det lige pludselig bliver forandret til, at de penge ikke kommer ind, hvor tilbøjelig er man så til at tage de politiske skridt, som der jo absolut skal tages, for at vi lever op til Parisaftalen? Og det er derfor, vi er kommet med det her – og det vedkender jeg gerne – noget nørdede forslag.

Jeg har lyttet til debatten, og jeg synes faktisk, den har været rigtig god, også fordi der er en anerkendelse af, at det her har en betydning. Og jeg håber da, at vi sammen i udvalget kan prøve at se på, om man kunne lave en beretning, der gør, at vi begynder at se på nogle af de økonomiske beregninger ud fra forskellige scenarier, så vi bedst muligt er rustet til at føre den politik ud i livet, som skal til, for at vi lever op til Parisaftalen. For vi kan ikke bare læne os tilbage og sige, at vi er et lille land, og at det derfor ikke har en stor betydning. Nej, det har også betydning for os; det har betydning for den politik, vi fører, for den energipolitik eksempelvis, vi fører – om vi vil blive ved med at udvinde brændsler til fossil energi.

Så jeg vil sige mange tak til de ordførere, der var til stede i dag, og jeg håber som sagt, at vi kan få lavet en god beretning sammen om de her olieprisscenarier. Og så har jeg lige nogle meget mere konkrete skriftlige spørgsmål, netop om de forskellige beregninger – hvilket udgangspunkt man tager – og som vi må stille skriftligt under behandlingen.

Så siger vi tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Mødet er hævet. (Kl. 16:44).