Tak for det.
Beslutningsforslaget her var til første behandling onsdag den 29.
maj 2018, og det er jo et beslutningsforslag, som udspringer af en indstilling fra Udvalget for Forretningsordenen, vel at mærke en indstilling, som hele udvalget står bag, og som bygger på et langt arbejde i udvalget og før det i Antorini-Skaarup-arbejdsgruppen.
Derfor havde det nok været det naturlige, at forslaget var blevet henvist direkte til anden og sidste behandling uden at skulle tilbage til Udvalget for Forretningsordenen, men der skete altså det til førstebehandlingen, at forslaget alligevel blev henvist til Udvalget for Forretningsordenen.
Siden der jo ikke er så meget nyt at diskutere, har vi ikke i udvalget fundet grund til at skrive en tillægsbetænkning over forslaget.
I stedet for er udkommet blevet, at jeg på udvalgets vegne afgiver en mundtlig indstilling om vedtagelse af forslaget.
Altså, jeg skal hermed på vegne af Udvalget for Forretningsordenen indstille beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.
Når jeg nu for en sjælden gangs skyld har ordet her på talerstolen, vil jeg godt benytte lejligheden til at sige tak for det store arbejde, som Antorini-Skaarup-arbejdsgruppen har gjort for at komme videre med de mange forskellige spørgsmål, som var oppe at vende på Præsidiets konference i januar 2017.
Jeg vil også godt sige mange tak for det konstruktive efterfølgende arbejde i Udvalget fra Forretningsordenen og for den positive modtagelse, som forslaget har fået ved behandlingen her i salen.
Det har været en fornøjelse.
Tak for det.