Jeg bliver lige mindet om, at jeg måske skal sige noget for Alternativet, men jeg fik faktisk ikke mandat til at sige noget om den her sag, selv om jeg måske kan gætte mig til, hvad de ville sige – men det må de så selv indrapportere.
Ja, vi har rigtig mange sager i dag, så hvad var det nu, jeg skulle kommentere, for jeg har siddet og diskuteret en anden kommende sag, ja, dom, nede i salen.
Jeg synes, det er fint, at ministeren arbejder videre med en kortlægning af det her område; det vil vi også være interesseret i at se, altså hvordan praksis er.
Og i det hele taget:
Hvad er vilkår?
Så har jeg givet et eksempel, og det er at møde op, men hvad er det for nogle andre vilkår?
Så kan jeg jo heller ikke lade være med at tænke på, når jeg læser det eksempel – og der må jeg så undskylde, hvis jeg lægger mig ud med en bestemt retorik, man dyrker i andre partier – at hvis nu det er en stofmisbruger eller en hjemløs, som bliver indkaldt via sin e-Boks x antal gange, og der bliver måske sendt et brev til den folkeregisteradresse, vedkommende har, men måske slet ikke opholder sig på, så kan det jo være en af grundene til, at nogle af de der vilkår ikke bliver overholdt.
Det kan vi jo blive enige om er uacceptabelt osv.
osv., men tror vi helt ærligt på, at det så hjælper at bringe sagen for en dommer?
Der synes jeg jo sådan set, at det ligger meget fint i Kriminalforsorgen, fordi de også har mulighed for at se på den enkelte sag og se, hvad der er årsagen til, at man bryder de her vilkår.
Selvfølgelig skal man ikke det, men der er jo altså forskel på at begå kriminalitet og blive dømt for det og så bagefter ikke opfylde nogle vilkår.
Det skal selvfølgelig have en konsekvens, men skal det være en konsekvens, som skal afgøres af en dommer i retssystemet?
Det vil jeg gerne forholde mig kritisk til.
Men en redegørelse og undersøgelse af praksis synes jeg da er rigtig fornuftigt, både hvad det er for nogle vilkår, vi taler om, og hvad der er årsagen til, at folk ikke overholder de vilkår.
I beslutningsforslaget bliver det jo beskrevet, som om folk sløser eller nærmest spekulerer i ikke at møde op og afsone deres straf.
Altså det kan jo også netop være folk, der er psykisk syge, er misbrugere.
Jeg er godt med på, at man ikke skal have endeløs tolerance over for de mennesker, men jeg tvivler på, at vi gør os selv, ofret eller for den sags skyld de kriminelle og samfundet en tjeneste ved at belaste retssystemet yderligere ved at give dem ekstra dom, hvor det, der måske i stedet for skulle til, er, at man afsætter nogle ressourcer til opspore de mennesker og fortælle dem, måske tage dem i hånden og sige, at det så er nu, de skal ind at afsone den straf, som de fik.
Er det endda ikke også sådan, at de i dag nærmest får deres dom via e-Boks osv.?
Man kan godt forestille sig, at nogle de folk, vi har i retssystemet, som man jo kan se skævt til på alle mulige måder, fordi de har begået kriminalitet, bare er så langt ude, at det for dem er rigtig svært at administrere det her.
Og der kan det jo godt være, at løsningen ikke er så netop at stille dem for en dommer, men i stedet sende nogle socialarbejdere eller politi, eller hvad det skal være, ud at hente dem og sørge for, at de så rent faktisk lever op til de vilkår, for når de ikke gør det, så er det ikke af ond vilje, men fordi de simpelt hen overhovedet ikke har styr på deres liv.
Og det får de jo altså ikke af at få en indkaldelse til at stille for en dommer igen – det møder de nok heller ikke op til.
Men i øvrigt er det så netop det, jeg har en forventning om, at en kriminalforsorg kan sondre imellem, altså kan se, om det her er en, der kynisk spekulerer i ikke at møde op, fordi vi har givet for lang snor, og der kan det godt være, at snoren skal være lidt kortere, eller om det er en, der simpelt hen ikke har styr på sit liv og simpelt hen ikke får de her beskeder, og om man så skulle overveje en strategi for at få fat i dem.
Og jeg synes, det er rigtig fornuftigt, at det er Kriminalforsorgen, der har den opgave.
Men vores fulde opbakning til, at vi får en redegørelse for praksis på det her område.
Så fik jeg talt mig varm alligevel.