Tak.
Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal starte med de ting, der er galt med det her beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti.
Straffen er i forvejen skærpet for drab på flere personer, og jeg synes, at det her beslutningsforslag vil gøre op med nogle ting, som er meget grundlæggende i vores retssystem.
For det første skaber forslaget lidt forvirring om, hvem der er den udøvende, og hvem der er den dømmende magt.
Det her forslag fastsætter en lovgivning om, hvad straffen præcis skal være og blander derved fordelingen mellem den udøvende og den dømmende magt sammen.
Det synes jeg er et stort problem.
Det næste problem er spørgsmålet om akkumuleret straf.
Vi betragter i Danmark en forbrydelse som et handlingsforløb, og der kan i en handling være mange forskellige forbrydelser.
F.eks.
vil et indbrud både være hærværk og tyveri, men det straffer vi ikke som to separate forløb, men ser det som én handling og straffer så derefter.
Den tredje ting, som jeg synes er galt med det her forslag, er, at man vil ændre på prøveløsladelsen, så det først bliver efter 24 år.
Det vil give et manglende incitament til at opføre sig ordentligt, når man skal så langt ud i fremtiden for at kunne blive prøveløsladt.
Det er jo sådan i dag, at Kriminalforsorgen kan afvise en prøveløsladelse, og det vil måske så muligvis ske i en situation, hvor den indsatte har dræbt flere personer.
Den fjerde ting, jeg synes er galt med det her forslag, er, at Dansk Folkeparti i forslaget nævner det her med drab på gravide.
Det er selvfølgelig rigtig, rigtig forfærdeligt, det er drab altid, men jeg synes, det i det her forslag virker, som om Dansk Folkeparti betragter et foster som et menneske, en person.
Et ufødt barn betragter vi ikke som et menneske, men som et foster.
Der må man så sige, at det, at en person er gravid, selvfølgelig er en skærpende omstændighed, når der skal udmåles en straf, men et foster er altså ikke et menneske.
Så i Enhedslisten er det sådan set ikke, fordi vi ikke synes, det er alvorligt, når der bliver begået drab på flere mennesker, når der bliver begået drab på gravide eller begået drab i det hele taget, men når vi ikke kan støtte det her beslutningsforslag, er det, fordi vi mener, det er en forkert løsning på problemet, og vi mener også, det vil gøre op med nogle helt grundlæggende ting i vores retssystem.
Så vi kan ikke stemme for det her forslag.