Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 118:

Forslag til folketingsbeslutning om en udfasning af Ankaraaftalen af 1963 om en associeringsaftale mellem EU og Tyrkiet.

Af Kenneth Kristensen Berth (DF) m.fl.

(Fremsættelse 23.03.2018).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver indledningsvis ordet til udenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det. Dansk Folkeparti har fremsat beslutningsforslag om en udfasning af Ankaraaftalen af 1966 om en associeringsaftale mellem EU og Tyrkiet. Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet blev underskrevet i 1963 og er grundlaget for den toldunion, som EU har haft med Tyrkiet siden 1996. I 1970 blev der jo underskrevet en tillægsprotokol, der siden da har medført en ophævelse af toldtariffer og kvoter på industrivarer. EU afviklede tarifferne med det samme, mens Tyrkiet gjorde det over de følgende 22 år, ifølge Europa-Kommissionen på tilfredsstillende vis.

I 1996 trådte toldunionen mellem EU og Tyrkiet i kraft. Samtidig bekræftede EU-Tyrkiet-Associeringsrådet liberaliseringen af handelsregimet for alle industrivarer og forarbejdede fødevarer mellem EU og Tyrkiet med undtagelse af visse landbrugsprodukter. Toldunionen stillede også krav om, at Tyrkiet skulle tilpasse sig EU's eksterne toldtariffer, handelspolitikken, konkurrencepolitikken, regler for intellektuelle ejendomsrettigheder og dele af EU's tekniske lovgivning. Tyrkiet har ifølge Kommissionen opfyldt de fleste betingelser under toldunionen. Tyrkiet har dog ikke opfyldt alle betingelser og har også indført visse tekniske handelsbarrierer. Det er blot med til at understrege behovet for en modernisering af toldunionen, herunder en mere effektiv håndhævelse af forpligtelserne. Derfor støtter regeringen en sådan modernisering. EU's interne forhandlinger ligger dog stille for indeværende på grund af de komplicerede relationer til Tyrkiet.

EU-Tyrkiet-toldunionen har bidraget til at forbedre rammebetingelserne for samhandlen mellem EU og Tyrkiet og har styrket gensidig investering og handel. Toldunionen har klart forbedret danske eksportvirksomheders adgang til det store og voksende tyrkiske marked. Tyrkiet er et marked med 78 millioner forbrugere, og Tyrkiet har i mange år oplevet en markant økonomisk fremgang med en realvækst på omkring 3 pct. i 2016 og 5 pct. i 2017. Det afspejles også i de konkrete handelstal. Dansk vareeksport til Tyrkiet steg fra godt 4 mia. kr. i 2012 til 6 mia. kr. i 2016, altså en stigning på ca. 50 pct. I dag er EU Tyrkiets største handelspartner, mens Tyrkiet er EU's femtestørste handelspartner, og der er yderligere potentiale for at styrke samhandlen med Tyrkiet ved at modernisere toldunionen. Det er også noget, som dansk erhvervsliv efterspørger. Så når det kommer til en styrkelse af handelsforholdet, det vil sige at opgradere den gamle toldunion til en moderne og fremtidssikret aftale med de samme elementer, som EU's andre nye og moderne handelsaftaler, f.eks. med Canada og Sydkorea, er regeringen enig i forslagsstillernes udgangspunkt.

Associeringsaftalen omfatter som fremhævet i bemærkningerne til beslutningsforslaget ikke kun samhandelsforhold. I 1970 indgik EU og Tyrkiet en tillægsprotokol og finansprotokol til Ankaraaftalen. Den vedrører bl.a. tyrkiske arbejdstageres rettigheder i EU. Det er et spørgsmål, som henhører under udlændinge- og integrationsministeren. Jeg må derfor henvise til udlændinge- og integrationsministeren vedrørende de aspekter.

Jeg tror generelt, at det er vigtigt at skille tingene ad. Én ting er vores handelsrelationer med Tyrkiet, og en anden ting er vores EU-medlemskab. Der har længe været enighed i Folketinget om vurderingen af situationen i Tyrkiet. Vi har ved adskillige lejligheder drøftet den negative udvikling og de mange tiltag fra de tyrkiske myndigheders side, der har betydet en klar forværring af demokrati- og menneskerettighedsforholdene i landet, og regeringen er som Dansk Folkeparti nået til den konklusion, at det ikke længere giver mening at se Tyrkiet som et fremtidigt medlem af EU. Derfor er det som bekendt også regeringens holdning, at EU-optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet bør standses. Det betyder imidlertid ikke, at vi skal afbryde vores handelsforbindelser med Tyrkiet. Både Danmark og Tyrkiet har gavn af samhandelen, og netop de tætte økonomiske relationer mellem EU og Tyrkiet er et godt grundlag for en robust dialog om bl.a. menneskerettigheder. Ikke mindst derfor støtter regeringen fortsat EU's associeringsaftale med Tyrkiet. Aftalen understøtter et tættere samarbejde, tættere relationer og mere samhandel med Tyrkiet. Det er vigtigt, at vi også fremadrettet har en nær og konstruktiv relation til den tyrkiske regering og den tyrkiske befolkning. Det gælder ikke mindst den halvdel af befolkningen, der ikke støtter den nuværende regerings kurs.

Så skal vi huske, at ud over de økonomiske fordele, som vores samhandel med Tyrkiet bringer, er Tyrkiet også en vigtig partner og strategisk allieret inden for samarbejdet i NATO i bekæmpelsen af ISIL, i indsatsen mod terrorisme og ikke mindst i forhold til håndteringen af migrationsstrømmene i det østlige Middelhav.

Alt i alt er vi godt tjent med associeringsaftalen og toldunionen mellem EU og Tyrkiet. Jeg skal derfor på regeringens vegne opfordre til, at Dansk Folkepartis beslutningsforslag forkastes.

Tak. Og der er korte bemærkninger. Den første spørger er hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Med en enkelt bisætning som undtagelse var det jo en gennemgang af de handelsmæssige aspekter af den her aftale. Og det er jo ikke i første række det, som Dansk Folkeparti opponerer mod. Dansk Folkeparti opponerer mod, at der er en sammenblanding af en handelsaftale med forhold, der gør, at man som tyrkisk lønmodtager bosiddende i Danmark har bedre muligheder for at få familiesammenføring, end hvis man var thailænder eller filippiner eller noget andet.

Det er efter vores bedste overbevisning ikke i orden. Og forudsætningen for, at vi kan komme af med den forskelsbehandling, er en afskaffelse af den her aftale og en etablering af en ny aftale.

Så jeg vil spørge udenrigsministeren, om det ikke i virkeligheden var mere hensigtsmæssigt at lave en ny handelsaftale med Tyrkiet, som ikke betød, at tyrkiske lønmodtagere residerende i Europa har særlig positiv adgang til at få ægtefæller eller børn til EU.

Ministeren.

Man kan jo tænke sig mange ting, men altså, bundlinjen i det her forslag er en udfasning af Ankaraaftalen af 1963 om en associeringsaftale mellem EU og Tyrkiet. Et vigtigt delelement i den associeringsaftale er toldunionen, og den vægter vi rigtig, rigtig højt fra regeringens side.

Derfor mener vi, at det, som der foreslås fra Dansk Folkepartis side, er den forkerte vej at gå.

Spørgeren.

Så jeg må jo opfatte udenrigsministerens svar på den måde, at udenrigsministeren er af den opfattelse, at Tyrkiet ville synes, at det var fantastisk ikke at have nogen aftale om handelsadgang til EU; at Tyrkiet altså ikke ville være parat til at sløjfe den her gamle aftale mod stadig væk at have en privilegeret handelsadgang til EU, men uden den adgang, der for tyrkiske lønmodtagere i Europa indebærer lettere at kunne få familie til Europa, end det er for alle andre udlændinge i Europa. Er det sådan, jeg skal forstå udenrigsministeren?

Ministeren.

Det skal forstås sådan, at jeg tror, der er rigtig mange delikate balancer, som vi skal holde øje med i øjeblikket i vores forhold til Tyrkiet. Vi har jo fra regeringens side, som jeg også nævnte i min tale, klart meldt ud, at vi ikke mener, at der er et perspektiv i, at Tyrkiet skal komme med i EU. Men samtidig er det også klart, at vi har en række aftaler med Tyrkiet – også inden for det sikkerhedspolitiske, også inden for migrationsområdet – som er rigtig, rigtig vigtige at holde fast i, og som der ikke er nogen som helst grund til, synes jeg, at spille hasard med på nuværende tidspunkt, og slet ikke på det her grundlag. Derfor ender regeringen med den konklusion, som den gør.

Den næste spørger er hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg skal bare lige være sikker på, at jeg forstår ministeren rigtigt. Altså det, ministeren siger er regeringens politik, er, at præsident Erdogan og hans benhårde angreb på alle frihedsrettigheder i Tyrkiet og hans angreb ind i Afrin skal belønnes med en handelsaftale, som stiller Tyrkiet endnu bedre i samhandlen med EU. Er det korrekt forstået?

Ministeren.

Altså, det er jo op til Enhedslisten, hvordan man vil udlægge teksten. Der er nogle elementer i den toldunionsaftale, som vi har på nuværende tidspunkt, som, hvad hedder det, kan gøres bedre, som der skal arbejdes på, som jeg også sagde i min tale, og derfor går vi ind for, at vi får moderniseret toldunionen, så den kommer til at virke endnu bedre, end den gør i dag.

Er der et opfølgende spørgsmål? Ja, værsgo til spørgeren.

Mener ministeren, at Tyrkiet lever op til præamblen i den aftale, vi har til diskussion i dag?

Ministeren.

Der er masser af problemer i Tyrkiet, og det er jo heller ikke sådan, at f.eks. toldunionens bestemmelser blev implementeret i samme hast. Fra EU's side implementerede man med det samme; Tyrkiet brugte 22 år, som jeg også nævnte i min tale. Så der er jo masser af ting, som vi kan have nogle diskussioner om. Vi skal også løbende have diskussioner med Tyrkiet, og vi skal over for Tyrkiet rejse det problematiske forhold, de har til menneskerettigheder i øjeblikket – den indskrænkning af ytringsfriheden og det angreb på de fundamentale rettigheder, som pågår i øjeblikket. Det er noget af det, som jeg tager op, når jeg mødes med min tyrkiske kollega.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så jeg siger tak til udenrigsministeren. Så går vi til rækken af ordførertalere, og den første i rækken er hr. Lars Aslan Rasmussen som ordfører for Socialdemokratiet.

Jeg vil starte med at sige, at der absolut ikke er noget positivt at sige om den udvikling, der sker i Tyrkiet i øjeblikket. Vi oplever et land, der er ledet af præsident Erdogan, der systematisk undertrykker al opposition, fængsler politiske modstandere, lukker aviser, radiostationer og tv-stationer og har sat verdensrekord i antallet af fængslede journalister. Etniske og religiøse mindretals rettigheder forværres, og vi ser en islamistisk præsident, hvis fangarme også når helt op til Danmark i et forsøg på at knække nakken på politiske modstandere – alle former for modstand, lige fra folk, der er aktive i politiske partier i Europa, til komikere, der har gjort grin med Erdogan.

Når vi alligevel ikke kan støtte forslaget fra Dansk Folkeparti om en udfasning, er det, fordi der også findes et andet Tyrkiet – et andet Tyrkiet, der ved valg efter valg ikke har stemt på præsident Erdogan. Det drejer sig faktisk om 50 pct. Selv under folkeafstemninger, hvor han har indskrænket ytringsfriheden og forsamlingsfriheden, har 50 pct. sagt nej. Den del af befolkningen ønsker vi ikke at svigte. Og det her drejer sig jo primært om handel, og for os er det vigtigt stadig væk at have en løbende dialog, især med den del af Tyrkiet, som faktisk vil en anden vej og nærmer sig den udvikling, vi har, og noget af det, som vi står for i Danmark, om demokrati og menneskerettigheder. Derfor vil vi gerne insistere på, at aftalen fastholdes, så vi stadig væk kan lægge pres på Tyrkiet, også gennem EU.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tænk, jeg havde faktisk fået den opfattelse, at Socialdemokratiet var nået til en konklusion om, at den danske udlændingepolitik ikke var tilstrækkelig streng. Jeg kan så forstå, at det er anderledes, når det gælder tyrkere. Jeg hører ikke ordføreren, hr. Lars Aslan Rasmussen, overhovedet adressere det forhold, at danske familiesammenføringsregler er under beskydning af den aftale eller den afgørelse, som Associeringsrådet traf den 19. september 1980, og som indebærer, at Østre Landsret har sendt en konkret sag om familiesammenføring af en tyrkisk kvinde til præjudiciel afgørelse i EU-Domstolen. Og hvis man får at vide, at den pågældende tyrkiske kvinde skulle have haft familiesammenføring til Danmark, kommer det til at betyde, at i tusindvis af afslag på familiesammenføring til herboende tyrkere skal genoptages på grund af en aftale i 1963, på grund af en afgørelse i et associeringsråd i 1980.

Synes Socialdemokratiet, at det er hensigtsmæssigt, at et associeringsråd for en Ankaraaftale skal være afgørende for, hvordan dansk udlændingepolitik skal være?

Ordføreren.

Det er jo et delelement i det her. Hvis der sker det her, som Dansk Folkeparti foreslår, mister vi jo stort set enhver form for kontakt med Tyrkiet, også med den sekulære opposition, også i forhold til at holde fast i Tyrkiet. Så kan der være delelementer, som er problematiske for Dansk Folkeparti, men sandheden er jo, at ligemeget hvordan Tyrkiet opfører sig, så ønsker Dansk Folkeparti ikke, at Tyrkiet skal være en del af det europæiske fællesskab, for det har man jo meldt ud flere gange, og så tror jeg sådan set, det er ligegyldigt, hvilke styrer og hvilke delelementer man kan tage ud af den her aftale.

Spørgeren.

Jeg synes jo, det er et meget vigtigt delelement, altså at vi har indgået en aftale, der forpligter os til ikke at måtte ændre lovgivningen, for så vidt angår tyrkiske lønmodtagere, i forhold til hvad tilfældet var i 1980. Vi har tilsluttet os en stand still-klausul, som altså betyder, at tyrkere kan blive familiesammenført til Danmark på nogle andre vilkår end personer, som ikke er tyrkere. Mener Socialdemokratiet ikke, at det er problematisk?

Ordføreren.

Det kan der klart godt være nogle problemer i, men her taler vi, som jeg forstår det, om en udfasning af hele aftalen, og det har nogle ret store problematiske konsekvenser, bl.a. også for handelslivet i Danmark, for danske virksomheder nyder fordele af aftalen. Så kan der være delelementer, som jeg synes man skal tage op og forhandle, hvis man ønsker det fra Dansk Folkepartis side, men fuldstændig at udfase det her synes vi er et problem.

Den næste spørger er hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Nu kender jeg kun hr. Lars Aslan Rasmussen som en kender af situationen i Tyrkiet og en klar modstander af den undertrykkelse, der finder sted. Derfor vil jeg høre, om den socialdemokratiske ordfører ikke kan bekræfte, at da Rusland med en meget, meget mindre samhandel med Tyrkiet sagde fra over for Erdogan og sagde, at nu er det nok, og stoppede for turiststrømmen og stoppede for vistnok nogle grønsager, så faldt Erdogan til patten og gav Rusland en undskyldning for nedskydningen af nogle russiske fly og logrede med halen og har senere fulgt den russiske politik. Er det ikke korrekt, at det er sådan, det hænger sammen?

Ordføreren.

Det er vel nogenlunde korrekt. Man kan jo i forhold til Rusland og Tyrkiet bare konstatere, at der nu er et rigtig godt forhold. Nu hører vi ikke mange protester fra Rusland i forhold til de menneskerettighedsovergreb, der foregår i Tyrkiet. Jeg kender også hr. Søren Søndergaard som en, der ved meget om Tyrkiet, og jeg synes egentlig, vi skal glæde os over, at der fra samtlige partiers side i Folketinget er enighed om, at det, der foregår i Tyrkiet, på ingen måde er i orden. Jeg tror også, hr. Søren Søndergaard ved, at der er oppositionelle kræfter i Tyrkiet, som er meget optaget af, at man ikke skal svigtes af Europa, og som ville se det her, hvis vi overhovedet ikke havde noget at gøre med Tyrkiet, som en sejr for Erdogan, som jo godt kan lide at sige, at prøv at se, de kan ikke lide os, fordi vi er muslimer.

Spørgeren.

Det er jeg fuldstændig enig i, og det skal vi bestemt ikke gøre. Det er jo derfor, at vi skal tage derned. Det er derfor, vi skal benytte det, at Tyrkiet er medlem af Europarådet og OSCE osv. til at blive ved med at presse dem. Men det rejser jo det spørgsmål, at når Tyrkiet er den største handelspartner med EU, hvor lang tid skal man så undlade at bruge den mulighed, man har, for at presse ændringer i Tyrkiet igennem? Det er jo synd at sige, at den tyrkiske økonomi er særlig god i øjeblikket. Altså, skal vi bare stiltiende se til, mens demokratiet bliver trådt under fode uden at udnytte de redskaber, der er, til at sikre en mere demokratisk udvikling?

Ordføreren.

Nej, og jeg synes bestemt også, at man skal støtte vores regering og alle andre, der tager derned og protesterer mod de overgreb, der foregår på menneskerettighederne. Det er også mit indtryk, at det gør den danske regering på det her område. Så kan vi altid diskutere, om man gør nok, eller om man ikke gør nok, men grundlæggende mener jeg faktisk, vi skal glæde os over, at der i Folketinget er enighed om, at det, der foregår i Tyrkiet, på ingen måde er i orden. Og vi skal bruge de fora, vi har, til at protestere imod det.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Den næste i rækken er hr. Jan E. Jørgensen som ordfører for Venstre.

Tak for det. Som de tidligere talere også har redegjort for, har Dansk Folkeparti jo fremsat et forslag om en udfasning af associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, det er også den, vi kalder Ankaraaftalen, og den danner grundlaget for den toldunion, som EU har haft med Tyrkiet siden 1996.

Som Dansk Folkeparti jo også har anført i bemærkningerne til forslaget, giver aftalen rigtig nok nogle rettigheder til økonomisk aktive tyrkiske statsborgere, som andre tredjelandes statsborgere ikke har. I Venstre mener vi dog ikke, at det er forhold, der bør begrunde en opsigelse af associeringsaftalen med Tyrkiet.

Som jeg siger, hver gang jeg overhovedet har mulighed for det, så er en helt grundlæggende prioritet for Venstre, at vi støtter frihandel og vi støtter samhandel på tværs af grænser. Hvis vi i Danmark skal fastholde vores vækst, velstand og beskæftigelse, er det en helt afgørende forudsætning, at vi fortsætter med at skabe de bedste rammevilkår for danske virksomheders eksport til markeder uden for EU. EU's og Tyrkiets toldunion har i væsentlig grad bidraget til at forbedre danske virksomheders adgang til et marked, som rummer næsten 80 millioner potentielle forbrugere. Det er altså noget, som vi alle sammen i sidste ende har stor gavn af.

Det fremgår ikke direkte af beslutningsforslaget, men jeg har haft på fornemmelsen, at dagens forslag jo ikke kun handler om utilfredshed med selve Ankaraaftalen, men også udspringer af sådan en mere overordnet bekymring over den politiske udvikling i Tyrkiet, og vi har også kunnet høre på de tidligere talere og spørgsmålene, at det bl.a. er det, der ligger bag forslaget. Der må jeg bare sige: Jamen jeg er enig, jeg er fuldstændig enig i, at det er en voldsomt bekymrende udvikling, der foregår i Tyrkiet.

Den kurs, som præsident Erdogan har udstukket for Tyrkiet, bevæger sig længere og længere væk fra det, vi står for i EU og vores grundlæggende principper, og vi er jo også i regeringen nået til den konklusion, at det ikke er muligt at se for sig et egentligt EU-medlemskab for Tyrkiets vedkommende. Men der er altså kæmpestor forskel på at indgå i et handelssamarbejde og så drøfte et EU-medlemskab, som jo altså også ville betyde en tæt politisk integration.

Så afslutningsvis vil jeg sige, at vi ønsker at fastholde den relation med Tyrkiet, som vi har, bl.a. gennem Ankaraaftalen, og på den baggrund kan vi altså ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det kan jo ikke komme bag på nogen, at penge er vigtigt for Venstre. Det tror jeg ikke der er nogen der er i tvivl om. Men Venstre har jo også en integrationsminister, som på et tidspunkt i hvert fald har udtrykt, at der også er noget andet, der er vigtigt. Således sagde fru Inger Støjberg i forbindelse med den her Gencsag, som var den første, der ligesom var med til at underminere danske familiesammenføringsregler, med henvisning til Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980, at – og jeg citerer – det er vigtigt, når man kommer til Danmark som familiesammenført, at vi er sikre på, at man bliver del af den helt almindelige danske hverdag. Det går jeg ud fra at ordføreren også er enig i. Men så er det mærkeligt, at ordføreren er villig til at sælge sin sjæl, for at tyrkiske personer, der har et lønarbejde i Danmark, skal stilles bedre end alle mulige andre, og det forstår jeg ikke. Og når det nu handler om penge, synes Venstre så, at det er så fantastisk god en aftale, når den aftale har betydet, at EU siden 1995 har støttet Tyrkiet med 80 mia. kr.? Er de 80 mia. kr. givet godt ud efter hr. Jan E. Jørgensens opfattelse?

Ordføreren.

Jamen helt grundlæggende så er penge vigtigt. Det er også vigtigt for Dansk Folkeparti. Det er vigtigt for Danmark. Det er vigtigt, for at vi kan have det samfund, vi har. Hvis ikke der bliver tjent penge, hvis ikke det private erhvervsliv tjente penge, og det gør man jo bl.a. ved at producere varer og eksportere dem, jamen så var vi et helt andet land, og så havde vi ikke de debatter, som vi har her i Folketinget. Så havde vi noget helt andet at forholde os til, nemlig en nation i økonomiske vanskeligheder, og jeg har ikke lyst til at bytte med lande rundtomkring på jordkloden, hvor man ikke har lagt vægt på at have et velfungerende erhvervsliv, og hvor man ikke tjener nogen penge.

Så det synes jeg sådan set er en lidt mærkelig modsætning, som Dansk Folkeparti forsøger at stille op her, at for Dansk Folkeparti betyder penge ikke noget og for Venstre er der ikke andet end penge, der betyder noget. Så simpel er virkeligheden selvfølgelig ikke.

Det er vigtigt at understrege, at de rettigheder, der gælder for tyrkiske statsborgere, er rettigheder, der gælder for tyrkiske statsborger, der allerede bor og arbejder her i Danmark og for manges vedkommende jo har været her i årtier.

Spørgeren.

Så hr. Jan E. Jørgensen er altså ikke bekymret, ved udsigten til at i tusindvis af familiesammenføringssager, der har medført afslag til tyrkiske statsborgere, skal genoptages, hvis det er sådan, at EU-Domstolen kommer til den konklusion i den konkrete sag om den her kvinde. Altså, at vi skal genoptage den sag, er hr. Jan E. Jørgensen slet ikke bekymret for; det kommer meget bag på mig, at det forholder sig sådan. Men jeg vil bare gerne høre, om hr. Jan E. Jørgensen ikke deler den bekymring, som integrationsministeren tilkendegav.

Ordføreren.

Altså, det tror jeg ikke jeg sagde noget om. Det tror jeg ikke jeg sagde noget om, så jeg ved ikke, hvorfor hr. Kenneth Kristensen Berth føler anledning til at konkludere det på mine vegne.

Tak til Venstres ordfører. Den næste i rækken er hr. Søren Søndergaard som ordfører for Enhedslisten.

Tak, formand. Det fremsatte forslag fra Dansk Folkeparti om udfasning af Ankaraaftalen mellem EU og Tyrkiet er et godt eksempel på, at mange veje kan føre til Rom – eller sagt på en anden måde: at man godt kan nå frem til den samme konklusion med forskellige udgangspunkter og med forskellige argumenter.

I bemærkningerne til forslaget lægger forslagsstillerne utrolig meget vægt på borgere i Tyrkiets mulighed for at komme til EU og Danmark for at arbejde og i forlængelse heraf mulighed for diverse sociale ydelser. I den forbindelse er forslagsstillerne meget bekymret for, om aftalen fører til, at tyrkiske lønmodtagere sidestilles med andre EU-borgere.

Det er slet ikke Enhedslistens udgangspunkt. For det første er vi ret ligeglade med, om de lønmodtagere, som kommer til Danmark for at arbejde, er fra Rumænien, Bulgarien eller Tyrkiet. Det gør ærlig talt ikke den store forskel for os. For det andet har vi ikke noget imod, at der kommer udenlandske lønmodtagere til Danmark for at arbejde, præcis som vi ikke har noget imod, at danske lønmodtagere tager til udlandet. Men for os er det helt afgørende, at de lønmodtagere, som kommer, uanset hvor de kommer fra, arbejder i Danmark på præcis de samme vilkår som herboende arbejdere, og det er netop en af grundene til vores EU-modstand: at EU forhindrer os i at føre en effektiv kamp mod social dumping, hvad enten de pågældende lønmodtagere kommer fra Tyrkiet, Portugal eller Polen.

Alligevel er vi enige med forslagsstillerne i konklusionen: at Ankaraaftalen skal skrottes. For os er argumentet egentlig meget enkelt. I Ankaraaftalens præambel forpligter den til enhver tid siddende tyrkiske præsident sig til »at værne om freden og friheden«. At værne om freden og friheden! Det enkle spørgsmål er derfor: Gør præsident Erdogan det?

Svaret er lige så enkelt som spørgsmålet. Nej, det gør han ikke. Invasionen i Afrin, hvor det eneste fredelige område i den 6 år lange syriske borgerkrig er blevet forvandlet til et paradis for islamister, salafister og andet godtfolk, hvor plyndringer og etniske udrensninger er blevet dagens orden; underminering af pressefriheden i Tyrkiet, hvor stort set alle kritiske medier er blevet lukket eller overtaget, og hvor redaktører, journalister er kastet i fængsel eller bruger mere tid på anklagebænken end på journalistisk arbejde; overgreb på ytringsfriheden, hvor enhver kritik af præsidenten eller invasionen i Afrin affærdiges som støtte til terror og straffes med fængsel; undertrykkelsen af politiske modstandere, hvor f.eks. stort set samtlige af de 59 parlamentsmedlemmer fra det prodemokratiske HDP-parti er enten i fængsel eller på anklagebænken for fuldstændig absurde anklager, og hvor over 10.000 medlemmer af partiet de seneste år har været fængslet.

Man kan blive ved og ved. Det er der sådan set ikke nogen grund til, for konklusionen er klar: Tyrkiet lever ikke op til præamblen i Ankaraaftalen, og derfor bør EU meddele Tyrkiet, at aftalen er misligholdt og derfor vil blive afviklet – hvis altså EU tager kampen for fred og frihed alvorligt. Det får vi så se.

Så til slut: Forslagsstillerne bruger flere gange formuleringen tyrkiske borgere og tyrkiske indvandrere og efterkommere. Det synes jeg ærlig talt man skal passe lidt på med. Fordi man er fra Tyrkiet, behøver man ikke at være tyrker. Det er netop en del af undertrykkelsen i Tyrkiet, f.eks. at tvinge alle børn til at stille sig op i skolen foran den tyrkiske flag og råbe i kor: Stolt er den, der kan kalde sig tyrker. Men en stor del af befolkningen i Tyrkiet er netop ikke tyrkere, men kurdere, armeniere, assyrere osv. Det gælder også her i Danmark, og derfor vil jeg opfordre til, at vi heller ikke på det her punkt gentager den store tyrkiske propaganda.

Tak til Enhedslistens ordfører. Den næste i rækken er fru Christina Egelund som ordfører for Liberal Alliance.

Mange tak. Vi behandler et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti om en udfasning af associeringsaftalen mellem Tyrkiet og EU fra 1963. Jeg vil indledningsvis gerne slå fast, at vi deler Dansk Folkepartis bekymringer omkring den demokratiske udvikling i Tyrkiet, men i forhold til den her sag hæfter vi os særlig ved den toldunion, som trådte i kraft i 1996 som følge af associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet.

I Liberal Alliance glæder vi os over, at toldunionen, som liberaliserede handelsregimet for alle industrivarer, har styrket investeringer og samhandel til glæde og gavn for både EU og Tyrkiet. Det har konkret for Danmark betydet, at danske virksomheders adgang til det store tyrkiske marked er langt bedre, end den ellers ville være. Der er behov for at modernisere toldunionen. Det skyldes bl.a., at Tyrkiet ikke har levet op til alle forpligtelserne under toldunionen. I Liberal Alliance mener vi, at der er et stort potentiale at hente i samhandelen med Tyrkiet ved at modernisere toldunionen. Helt generelt mener vi, at vi fra dansk side altid bør stå på frihandelens side.

Et tyrkisk medlemskab af EU er så et helt andet spørgsmål, som man bør tage særskilt stilling til. Her er der ingen tvivl om, at den seneste tids negative demokratiske udvikling i Tyrkiet har flyttet landet længere væk fra en fremtidig optagelse i EU. Jeg vil gerne slå fuldstændig fast, at vi i Liberal Alliance på linje med Dansk Folkeparti har mere end almindelig svært ved at se Tyrkiet som et fremtidigt medlem af EU. Det betyder ikke, at vi skal afbryde vores handelssamarbejde og vores forbindelser i øvrigt til Tyrkiet. I Liberal Alliance tror vi på, at vi via samarbejde, samhandel og god og kritisk dialog med Tyrkiet kan sætte nogle af de her problemer og bekymringer på dagsordenen. Det er til gavn for såvel Danmark som den tyrkiske befolkning.

Af de årsager støtter vi i Liberal Alliance fortsat EU's associeringsaftale med Tyrkiet med de fejl og mangler, som den har, og vi kan på den baggrund ikke støtte Dansk Folkepartis beslutningsforslag.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Fru Christina Egelund behandler jo den her associeringsaftale, som om det er en handelsaftale. Det er jo meget mere end en handelsaftale. Som jeg flere gange har redegjort for, er det en aftale, som giver tyrkiske lønmodtagere, tyrkiske statsborgere, der er lønmodtagere i et EU-land, nogle rettigheder, som andre udenlandske statsborgere ikke har. Fred være med, at Liberal Alliance gerne vil handle med Tyrkiet. Jeg tror egentlig ikke, at vi eksporterer særlig meget til Tyrkiet. Vi importerer en del til tyrkiske grønthandlere og sådan noget, og fred være med det.

Jeg forstår det godt; jeg forstår godt, at man gerne vil handle med Tyrkiet, men så må jeg spørge fru Christina Egelund om noget. Hvis vi kom og sagde, at vi ville ophæve Ankaraaftalen, at vi gerne ville lave en ny handelsaftale med Tyrkiet i stedet for, hvad skulle så være den tyrkiske regerings interesse i at sige: Det vil vi ikke have; vi vil overhovedet ikke have nogen relation med EU; hvis vi ikke kan få den privilegerede adgang for vores tyrkiske lønmodtagere i jeres lande, vil vi overhovedet ikke have en samhandelsaftale med EU? Hvilken ræson skulle der være i at sige sådan fra den tyrkiske regerings side?

Ordføreren.

Det tror jeg da heller ikke den tyrkiske regering ville sige den dag, hvor de forhandlinger måtte blive genoptaget, og det er jo derfor, man har en forhandling om ting. Sådan vil det jo være, hvis man står på hver sin side med nogle interesser, og der vil også være nogle sammenfaldende interesser. Bl.a. har Tyrkiet interesse i at samhandle med EU, ligesom vi har en interesse i at handle med dem, og det er jo sådan set de positioner, som forhandlinger er gjort af.

Spørgeren.

Det var vist en omgang talen udenom, selv for den her ærede sal. Det, jeg spørger fru Christina Egelund om, er: Hvis fru Christina Egelund gerne vil af med nogle af de bivirkninger, som den her aftale har, hvorfor vil fru Christina Egelund så ikke sige, at vi skal starte forfra – også under henvisning til at associeringsaftalen jo blev lavet med den begrundelse, at Tyrkiet på et tidspunkt skulle være medlem af EU? Liberal Alliance har gudskelov erkendt, at det skal Tyrkiet ikke, men hvorfor så blive ved med at arbejde på en platform, hvis formål er, at Tyrkiet på et tidspunkt skal optages? Hvorfor ikke lave en ny handelsaftale med Tyrkiet, som netop ikke giver privilegeret adgang til familiesammenføringer for tyrkere bosiddende i Europa?

Ordføreren.

Men det er vores position, at den aftale, der ligger, skal moderniseres, og det synes jeg egentlig også fremgik tydeligt af min tale. Den dag, man måtte stå i forhandlingsrummet med den tyrkiske regering over for sig, så er det klart, at EU på sin side vil forsvare sine interesser, ligesom tyrkerne jo helt legitimt set fra deres side vil forsvare deres interesser. Det rykker bare ikke ved, at kernen i det, som er toldunionen, og som er en udløber af associeringsaftalen, i høj grad også har interesse for Danmark.

Så siger jeg tak til ordføreren. Den næste i række er fru Pernille Schnoor som ordfører for Alternativet.

Tak. Først og fremmest vil jeg lige understrege, at jeg står her i dag som vikar for hr. Rasmus Nordqvist, som desværre ikke kunne være her i dag.

Forslaget om udfasningen af Ankaraaftalen skriver sig ind i en større debat om forholdet mellem EU og Tyrkiet. Grundlæggende er vi i Alternativet meget bekymrede over menneskerettighedssituationen i Tyrkiet i dag, og selv om det ikke virker til at være forslagsstillernes primære motivation, er det i det lys, vi ser forslaget og debatten i dag. For Alternativet er det vigtigt, at Danmark og EU balancerer mellem på den ene side at lægge pres på Tyrkiets regime og på den anden side bibeholder incitamenterne til at rette op. EU-medlemskabet er for os at se et vigtigt incitament for Erdogan, men i høj grad også for den tyrkiske opposition, og derfor skal vi ikke smække døren fuldstændig i for dette, som man ville gøre ved helt af udfase Ankaraaftalen. På samme måde mener vi også, at man bør suspendere forhandlingerne om et EU-medlemskab, men altså med mulighed for, at de kan genoptages. Når det er sagt, er det også utrolig vigtigt, at Tyrkiets regime kan mærke EU's utilfredshed med de mange krænkelser af menneskerettighederne og de demokratiske rettigheder, der finder sted i dag. Den utilfredshed kan vi vise på mange andre måder end ved at udfase Ankaraaftalen. Man kunne eksempelvis sikre, at moderniseringen af toldunionen mellem EU og Tyrkiet, som stadig er på tegnebrættet, selvfølgelig ikke medfører mere gunstige forhold for Tyrkiet, så længe situationen er, som den er nu.

Derudover burde man selvfølgelig også bremse aftalen mellem EU og Tyrkiet vedrørende flygtninge i stedet for at sende yderligere 3 mia. euro til Tyrkiet via den aftale. Endelig er der også behov for at nuancere det billede af tyrkiske arbejdstagere i Danmark, som forslaget er med til at tegne. Forslaget giver et indtryk af, at Ankaraaftalen har fået mange tusinde tyrkere til at sætte kursen mod Danmark i en sådan grad, at det udgør et problem for Danmark.

Men fra den 1. januar 2011 til den 27. februar 2018 blev der altså kun tildelt 30 permanente opholdstilladelse på baggrund af Ankaraaftalen. Det er lidt flere end fire om året. Det virker derfor ikke reelt at være bekymret for den indvandring, som aftalen angiveligt medfører. Faktisk ville det jo være godt, hvis flere tyrkere havde lyst til at arbejde og bo i Danmark, da den demografiske udvikling gør, at vi har brug for ekstra hænder. Men alt i alt kan vi fra Alternativets side ikke bakke op om forslaget. Vi vil dog meget gerne diskutere andre muligheder for at lægge pres på det tyrkiske regime for få dem tilbage på sporet i forhold til menneskerettighederne. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Kenneth Kristensen Berth. Værsgo.

Fru Pernille Schnoor skal have tak for sin åbenhjertighed: Vi skal have flere tyrkere til Danmark. Det er Alternativets bud på, hvordan vi løser beskæftigelsespolitikken her i landet. Det er jo skønt, især når man ser, hvad folk med oprindelse i Tyrkiet, altså også kurdere og andre – jeg forsøger at imødekomme hr. Søren Søndergaards ønske, selv om det bliver lidt langt – så er faktum jo, at de her mennesker har en rasende lav beskæftigelsesfrekvens. Men nu vil jeg i stedet prøve at appellere til Alternativets måde at tænke på for at se, om det måske kan bringe os lidt fremad her.

Jeg har den opfattelse, at Alternativet har en forestilling eller et ønske om, at alle sådan skal være lige for loven. Hvis det er rigtigt, ser fru Pernille Schnoor så ikke et problem i, at tyrkiske statsborgere stilles anderledes – og det betyder bedre – end folk fra Filippinerne eller Thailand eller Columbia eller Buthan, eller hvad ved jeg? Er det ikke ud fra Alternativets synspunkt et problem, altså at lige nøjagtig tyrkiske statsborgere stilles bedre end alle de her andre grupper af udlændinge?

Ordføreren.

Jeg synes først og fremmest, at det er utrolig spændende, at ordføreren tilkendegiver et forsøg på at sætte sig ind i Alternativets måde at tænke på. Det synes jeg er meget forfriskende at høre.

I forhold til lige det konkrete spørgsmål tror jeg, at jeg vil henholde mig til det, som jeg sagde i min ordførertale, altså at vi ikke er bekymrede for den indvandring, som bliver tilkendegivet eller angivet i det her forslag. Vi er ikke bekymrede for, om flere tyrkere ville have lyst til at bo og arbejde i Danmark. Vi har demografiske udfordringer, f.eks. er jeg selv ordfører for ældreområdet og sundhedsområdet. På ældreområdet har vi store udfordringer med at rekruttere arbejdskraft. Så det bekymrer ikke os.

Spørgeren.

Nu bliver det jo heller ikke bedre af, at en stor del af dem, som fru Pernille Schnoor vil have flere af til Danmark, ikke bidrager til samfundet, men er på passiv forsørgelse. Det forbedrer i hvert fald ikke fru Pernille Schnoors problem.

Jeg vil prøve at spørge fru Pernille Schnoor om noget. Da Venstre var i opposition, kom Venstre med et forslag om, at nogle specifikke lande skulle have privilegeret adgang til Danmark som lønmodtagere, og andre skulle ikke. Der var en masse debat om et lille bitte land ved Indonesien, kan jeg huske – det var Brunei, men det skal vi ikke komme ind på her. Ville det set fra Alternativets synspunkt være fornuftigt, at man havde sådan en graduering, så man fra nogle tredjeverdenslande godt kunne komme til Danmark for at arbejde, og fra andre tredjeverdenslande kunne man ikke komme til Danmark for at arbejde? Og hvis det ikke er sådan – hvad jeg tror det ikke er – hvordan forklarer fru Pernille Schnoor så, at netop tyrkere skal have bedre vilkår end alle mulige andre?

Ordføreren.

Jeg oplever, at ordføreren går meget langt ud i periferien af, hvad det her forslag går på, altså i forhold til at jeg skal tage stilling til tredjeverdenslande, og hvordan vilkårene skal være for dem og indvandringen hertil. Jeg kan ikke sige andet end det, jeg lige har sagt, og hvis ordføreren er interesseret i at gå yderligere i detaljen med, hvordan vi forholder os til indvandringen til Danmark fra Tyrkiet, så må jeg appellere til, at min kollega hr. Rasmus Nordqvist uddyber det nærmere ved en anden lejlighed.

Tak til Alternativets ordfører. Så er vi kommet til fru Zenia Stampe som ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg bliver den næste i rækken, som selvfølgelig tilslutter sig alle bekymringerne i forhold til den udvikling, som Tyrkiet gennemgår lige nu, både i forhold til menneskerettigheder og demokrati. Og det aktualiserer også et spørgsmål, som vi har stillet os selv og også medlemmer af Folketinget i andre sammenhænge: Hvad gør vi, når et land ikke opfylder de forpligtelser, som vi har indgået aftaler på baggrund af? Altså, her er det konkret en associeringsaftale. Det samme gælder i øvrigt Israel – der er også problemer med at leve op til menneskerettighederne i Israel, selv om det altså er en forudsætning for vores associeringsaftale med dem. Man kunne også kigge på EU-lande, altså medlemslande, som heller ikke lever op til grundlæggende værdier. Hvad gør vi med dem?

Det synes jeg er en principiel diskussion, som også fortjener mere opmærksomhed, og som selvfølgelig indeholder en masse dilemmaer og også realitetsovervejelser. Altså, hvordan påvirker man bedst folk: Ved at bryde enhver forbindelse eller ved at fastholde en forbindelse, så man har et grundlag for dialog? Det er en rigtig svær balance, som jo ikke kun er aktuel i forhold til Tyrkiet.

Den diskussion har vi haft i forbindelse med medlemskabsforhandlingerne, og der har det jo haft konsekvenser, idet medlemskabsforhandlingerne de facto er strandet. Det er så lidt forskelligt, hvad vi kalder det, om de er strandet eller fastfrosset eller suspenderet osv., men der er jo ikke nogen lige nu, der kan se for sig, hverken på kort eller mellemlang sigt, at Tyrkiet bliver medlem af EU. Så på den måde har det jo haft en konsekvens for Tyrkiet, at man har gennemgået den udvikling, som man har, navnlig i forhold til menneskerettigheder og demokrati.

Men når vi snakker associeringsaftalen, fornemmer jeg også, at det i virkeligheden handler om noget andet for Dansk Folkeparti, altså at det ikke handler om at straffe Tyrkiet, fordi Tyrkiet ikke lever op til sikringen af fred og frihed, eller menneskerettigheder og demokrati for den sags skyld, nej, det handler mere om de familiesammenføringsregler, som bliver påvirket af associeringsaftalen. Vi mangler jo stadig væk helt at finde ud af, hvad konsekvenserne bliver. Der er faldet en dom, men vi ved endnu ikke, hvilken virkning den vil have. Og selvfølgelig vil det da være interessant for alle at følge.

Men det undrede mig egentlig lidt, da hr. Kenneth Kristensen Berth gjorde sig lystig over Venstres ordfører, hr. Jan E. Jørgensen, og sagde, at han og Venstre bare tænkte på penge. For det er vel også det, hr. Kenneth Kristensen Berth gør, når han foreslår, at vi skal blive ved med at have en associeringsaftale, men at den bare kun skal handle om told og tariffer, ikke om familiesammenføring. Så er det vel også, fordi penge betyder noget for Dansk Folkeparti, men man har bare ikke lyst til at få flere tyrkiske statsborgere til Danmark.

Lige der er vores bekymring ikke helt så stor, og det undrer måske ikke Dansk Folkeparti, for vi har også en helt grundlæggende anden holdning til familiesammenføring. Det gør ikke ondt på os, at folk, hvis familie har boet her i generationer, kan få deres ægtefælle herop, og derfor er det ikke noget, der bekymrer os meget. Men selvfølgelig vil vi da også følge området ligesom alle andre og se på, hvilken virkning det så får for vores familiesammenføringsregler. Men jeg tror ikke, det er noget, der vil ryste os og få os til at genoverveje associeringsaftalen, da det jo i forvejen er et område, hvor vi ligger temmelig langt fra Dansk Folkeparti, og vi i forvejen synes, at folk, der har boet her i mange år, måske endda er født og opvokset her, også skal have mulighed for at få deres ægtefælle til Danmark. Og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Kenneth Kristensen Berth. Værsgo.

Straffe Tyrkiet! Jeg har ikke noget imod at straffe Tyrkiet, men det, jeg først og fremmest har en interesse i, er den danske befolknings ve og vel. Det ved jeg godt ikke har optaget Det Radikale Venstre ret meget, også selv om nogle af deres folketingsmedlemmer er begyndt at skrive bøger om, hvad det vil sige at være dansk. Den, jeg kiggede i, var i øvrigt ret pudsig. Men fred være med det. Nu hørte vi jo fra Det Radikale Venstres konkurrent ud i multikulturalismens lyksaligheder, at Alternativet sådan set så det sådan, at flere tyrkere ville være rigtig godt for Danmark; vi skulle altså bare have nogle flere tyrkere, for så kunne de tage sig af vores ældre, måtte jeg forstå på ordføreren. Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at få et meget klart skud fra hoften fra fru Zenia Stampe i forhold til det: Er fremtiden for Danmark flere tyrkere?

Ordføreren.

Der er jo slet ikke nogen tvivl om, at vi kommer til at mangle arbejdskraft i fremtiden, og jeg synes så, Dansk Folkeparti skal spørge sig selv, hvad de helst vil, nemlig passes af en dansker med tyrkisk baggrund, tyrkiske forældre, eller af en robot. For som jeg har forstået Dansk Folkeparti, synes de heller ikke, at robotter er løsningen på vores arbejdskraftproblemer, og derfor kan det da blive en del af løsningen, at der kommer unge mennesker til Danmark, som vi med den rette modtagelse kan få ind på arbejdsmarkedet, og som kan løfte nogle af de opgaver, som vi ikke er nok til at løfte selv. Og det er jo allerede nu en realitet, at man mangler navnlig sosu-medarbejdere rundt i hele landet. Så selv om Dansk Folkeparti ikke bryder sig om folk med anden etnisk baggrund – det er måske for generaliserende, og det beklager jeg, men især ikke bryder sig om folk med muslimsk baggrund – foretrækker Dansk Folkeparti så alligevel, at det er robotter, der skal passe vores ældre i fremtiden? Det er jo det valg, man kan stå over for.

Er det robotter, eller er det bare ikke nogen? Er det hr. Kenneth Kristensen Berth, der må gå på halv tid for at passe sine forældre og så i øvrigt ikke kan bidrage med det ekstra til statskassen, så vi må skære på velfærden andre steder? Eller må han forbarme sig og lade en med anden etnisk baggrund passe sine forældre? Jeg tror desværre – for mig er det egentlig ikke desværre – at virkeligheden bliver sådan, og det er det valg, som hr. Kenneth Kristensen Berth og Dansk Folkeparti på et tidspunkt bliver stillet over for, og så ser jeg frem til, hvad de vælger. Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke vælger robotterne, for jeg vil til hver en tid vælge mennesker.

Spørgeren.

Det er forbavsende, som fru Zenia Stampe kan stå her og fornægte virkeligheden. Faktum er, at beskæftigelsesfrekvensen for herboende tyrkere er rasende lav, den er helt i bund. Faktum er, at nogle af dem, der klarer sig allerdårligst i den danske folkeskole, er tyrkere, unge med tyrkisk baggrund, og så står fru Zenia Stampe her og fortæller os alle sammen, at tyrkere er redningen for Danmark. Det er jo absurd, det er grotesk. Vi står her og behandler en aftale, der kan underminere de danske familiesammenføringsregler, hvis EU-Domstolen når frem til, at en tyrkisk kvinde, som har fået afslag på familiesammenføring, skal hertil. Det vil kræve i tusindvis af afslag på familiesammenføringer til tyrkere, som skal gennemgås igen og påny tages stilling til. Det er da et kæmpe problem.

Ordføreren.

Det kommer jo fuldstændig an på, hvordan man griber integrationen igen. Nu har vi jo også et parti, nemlig Dansk Folkeparti, som er imod integration, for de der fremmede skal jo bare rejse hjem igen. Jeg vil bare sige, at hvis man en dag står i en situation, hvor man mangler medarbejdere på landets plejehjem, vil jeg sige, vær velkommen. Hvis der kommer en ung tyrkisk kvinde til Danmark, vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at klæde hende på til at tage det job, for alternativet, som er det, Dansk Folkeparti taler for, er, at der ikke er nogen. Så kan man godt gøre sig lystig over eller ærgre sig over, at børn med tyrkisk baggrund ikke er lige så gode i folkeskolen, men hvad hvis der ikke er nogen? En ikkeeksisterende person har jo ikke engang noget potentiale, og så er der bare ikke nogen til at passe hr. Kenneth Kristensen Berths familiemedlemmer, eller også er det robotterne.

Tak til den radikale ordfører. Jeg ser ikke SF's ordfører i salen og ej heller den konservative. Derfor går vi videre til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti.

Jeg kom lige lidt bagud. Det beklager jeg, men vi prøver at nå det hele alligevel.

Se, i 1963 indgik EU og Tyrkiet en såkaldt associeringsaftale kaldet Ankaraaftalen med hinanden. Aftalen gav bl.a. Tyrkiet mulighed for at få lån hos EU og sikrede handelsbetingelserne mellem de to lande. I 1995 blev der på denne baggrund indgået en toldunion mellem Tyrkiet og EU. Fra 1995 til 2020 har EU støttet Tyrkiet med 80 mia. kr. – størstedelen i såkaldt førtiltrædelsesstøtte. Med den såkaldte flygtningefacilitet støtter EU Tyrkiet med yderligere 44 mia. kr. Det er altså en samlet støtte på 124 mia. kr. over 25 år. Dertil skal så lægges i størrelsesordenen 220 mia. kr. i perioden fra 1964 til dato i lån, hvor langt størstedelen altså er givet i perioden fra 2000 til 2018.

EU's ambitioner om at knytte Tyrkiet tættere til EU og ultimativt gøre Tyrkiet til medlem af Den Europæiske Union har kostet de europæiske skatteborgere dyrt. Men dertil kommer, at associeringsaftalen har haft nogle mildt sagt store bivirkninger. Med tillægsprotokollen af 23. november 1970 til associeringsaftalen og konkret Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 indførtes den såkaldte stand still-klausul, der betyder, at EU-landene ikke har mulighed for at indføre nye restriktioner for hindring af etableringsfriheden og den fri udveksling af tjenesteydelser, herunder restriktioner for tyrkiske arbejdstagere og deres ægtefæller, ud over hvad der var gældende på daværende tidspunkt, altså i 1980. Det har medført, at tyrkiske lønmodtagere har opnået en særlig status, som ikke deles af andre nationaliteter, med hvilke vi har indgået handelsaftaler.

Afgørelsen i den såkaldte Gencsag betød, at 166 sager skulle genåbnes for at tage stilling til, om tyrkiske lønmodtagere her i landet havde krav på familiesammenføring af børn med henvisning til Associeringsrådets afgørelse. Senest har Østre Landsret videregivet en konkret sag til præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen til at vurdere, hvorvidt det såkaldte tilknytningskrav har kunnet bruges til lovligt at nægte tyrkere ægtefællesammenføring under henvisning til de ovennævnte bestemmelser i tillægsprotokollen og Associeringsrådets afgørelse.

Den aktuelle sag – blot for at udstille vanviddet – udspringer af, at en tyrkisk mand, der var kommet til Danmark som følge af et ægteskab med en herboende tysk kvinde, fik afslag på familiesammenføring, da vedkommende efter at være blevet skilt fra den tyske kvinde ville gifte sig igen med den tyrkiske kvinde, som vedkommende oprindelig var gift med, og med hvem vedkommende havde fire børn, men som han altså var blevet skilt fra for at kunne ægte den tyske kvinde og for, må man formode, at få adgang til at komme til Europa. På ansøgningstidspunktet var vedkommende mand i øvrigt lønmodtager. Såfremt EU-Domstolen vurderer, at vedkommende person med henvisning til stand still-klausulen skulle have haft opholdstilladelse til sin kone i Danmark, vil det betyde, at en lang, lang række af familiesammenføringssager med tyrkiske statsborgere vil skulle genåbnes. Det er selvsagt fuldkommen uacceptabelt, at tyrkiske lønmodtagere på grund af en gammel, forældet aftale mellem EU og Tyrkiet står bedre stillet end andre ikke-EU-landes borgere, når det handler om adgang til familiesammenføring.

Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet er indgået på et tidspunkt – altså i 1963 – hvor Tyrkiet i hvert fald kunne siges at være på en mindre konfrontationssøgende og betydelig mere vestvendt kurs, end tilfældet er i dag, hvor den nuværende tyrkiske præsident er i færd med at forvandle Tyrkiet til et klassisk arabisk totalitært styre. Hvor Tyrkiet dengang ønskede at blive medlem af EU, ønsker Tyrkiet i dag snarere at underlægge sig hele EU. Senest har præsident Erdogan truet Østrig med bål og brand, hvis den østrigske regering fastholder ambitionen om at forbyde tyrkiske politikere adgang til at føre valgkamp i Østrig frem mod det kommende valg i Tyrkiet.

De fleste af os husker formentlig forløbet op til afstemningen om den tyrkiske forfatning den 16. april 2017, hvor tyrkiske ministre og politikere rejste Europa tyndt i forsøget på at få tyrkiske statsborgere bosiddende i Europa til at stemme for den nye forfatning. Og det udløste som bekendt en større diplomatisk krise, efter at den tyrkiske udenrigsminister var blevet nægtet at lande i Holland og den tyrkiske familieminister var blevet afvist ved grænsen, hvilket igen førte til beskyldninger fra Erdogans side om nazisme og fascisme i Europa.

Dertil kommer, at præsident Erdogan har indskrænket frihedsrettighederne i Tyrkiet betydeligt, herunder ved at arrestere og fængsle politikere fra det kurdiske oppositionsparti, HDP, ligesom vendettaen mod tilhængere af Gülenbevægelsen fortsat er i gang lige nu. Ydermere fastholder Tyrkiet besættelsen af den nordlige del af Cypern. Tyrkiet har de facto besat Afrinprovinsen i Syrien, og flere tyrkiske politikere fra bl.a. AKP taler i ramme alvor om militært at angribe Grækenland – en NATO-partner – med det formål at få en række græske øer i Det Ægæiske Hav tilbage på tyrkiske hænder.

Vi har altså at gøre med et land, der på alle måder lægger civilisationen og civiliseret omgang med andre lande bag sig. Begavede politikere har således naturligvis for længst afskrevet, at Tyrkiet nogen sinde skulle kunne blive medlem af EU, og derfor er der heller ingen anledning til, at forholdet til Tyrkiet skal ordnes gennem en associeringsaftale. Associeringsaftalen må derfor logisk set ophæves, og det har været formålet med dagens beslutningsforslag at forpligte regeringen på denne kurs. Det betyder naturligvis ikke, at vi ikke fortsat skal kunne importere tøj og andet fra Tyrkiet, men det skal ske i regi af en handelsaftale, f.eks. som den, vi kender, mellem Canada og EU.

Det er mig en gåde, hvorfor de selv samme partier, som hidtil offentligt har udtalt, at Tyrkiet aldrig skal være medlem af EU, insisterer på at fastholde en associeringsaftale mellem EU og Tyrkiet, der er til skade for Danmark, fordi den stiller tyrkiske statsborgere bedre end statsborgere fra andre lande, for så vidt angår familiesammenføring, i stedet for at foretage det logiske træk – når nu Tyrkiet ifølge de pågældende partier ikke skal være medlem af EU – at arbejde for, at Tyrkiets relationer til EU ordnes på en anden måde end for lande, der står på tærsklen til at blive medlemmer af EU.

Jeg og Dansk Folkeparti kan simpelt hen ikke se fordelen ved at fastholde associeringsaftalen, og det er mig komplet ubegribeligt, må jeg tilstå, hvorfor et flertal i Folketinget ønsker at fastholde en aftale, der så ensidigt er til fordel for Tyrkiet og tyrkiske statsborgere. Tak for ordet.

Det har givet anledning til et par korte bemærkninger. ( Kenneth Kristensen Berth (DF): Det var skønt). Ja, men vi starter i hvert fald med hr. Jan E. Jørgensen. Værsgo.

Tak for det. Nu er jeg ikke hr. Søren Søndergaard, og derfor vil jeg lade være med at komme med nogle polemiske spørgsmål, som jeg forventer at ordføreren ikke kan svare på, men i stedet for bare til sådan fælles oplysning fortælle, at dansk vareeksport til Tyrkiet sådan set er væsentlig større end det, som et par tyrkiske grønthandlere og andet kan stå for. I 2012 eksporterede vi for 4 mia. kr. årligt, og det tal var vokset med 50 pct. i 2016 til at udgøre 6 mia. kr., altså 6 mia. kr. årligt. EU er Tyrkiets største handelspartner, mens Tyrkiet er EU's femtestørste handelspartner. Det er bare sådan til almindelig oplysning, så vi ved, hvad vi diskuterer.

Ordføreren.

Wauw, hr. Jan E. Jørgensen, wauw. Altså, der var engang i 2006, 2005, hvor Venstre stod for nogle principper, og hvor Venstre med statsminister Anders Fogh Rasmussen i front sagde, at vi i Danmark, danske aviser, skulle have lov til at trykke, hvad de ville, uanset om danske varer blev boykottet i hele den arabiske verden, uanset om det danske flag blev brændt af, uanset hvad. Der var nogle principper, som vi holdt fast i, og som vi holdt i hævd i det her land. Da klappede jeg.

Men jeg klapper ikke nu, og jeg klapper ikke nu, fordi det, vi jo er vidner til, er en regering, som er villig til at sætte danske familiesammenføringsregler over styr på baggrund af en associeringsaftale med Tyrkiet. Og det er en regering, som ikke er villig til at klappe til den tyrkiske regering, når den tyrkiske regering pludselig får ambitioner om – hold nu fast – at angribe Grækenland, et NATO-medlemsland, fordi man synes, at Kos og i øvrigt en masse andre øer skal tilhøre Tyrkiet; det er så det. Jeg forstår ikke Venstre.

Det var et spørgsmål mere til hr. Jan E. Jørgensen? Tak, værsgo.

Jamen jeg er da ked af, at ordføreren simpelt hen ikke forstår Venstre. Altså, Venstre har også et princip om frihandel. Frihandel har skabt vækst og velstand. Dansk Folkeparti virker nogle gange, som om man ønsker at gå tilbage til sådan en mere protektionistisk linje, hvor man tror vi kan lukke os om os selv – det kan jeg så have svært ved at forstå.

Men så lad mig afslutningsvis stille et spørgsmål: Er det, som Dansk Folkeparti lægger op til, at vi skal boykotte Tyrkiet, og er der andre lande, som Dansk Folkeparti – nu vi er i gang – synes, at det kunne være en god idé, at vi sådan decideret gik ud og boykottede?

Ordføreren.

Nej, men jeg siger bare til hr. Jan E. Jørgensen, at i 2005 og i 2006 stod Venstre på nogle principper. De principper kostede, men jeg mener samtidig også, at de principper var udgangspunktet for hele Venstres liberale frihedstradition. Men nu står man jo altså i en situation, hvor man står over for en despot i Tyrkiet, som man ikke er villig til at klappe til, fordi man er bange for at miste lidt eksport til Tyrkiet. Det synes jeg ikke er fantastisk.

Jeg har ikke nogen ambition om at boykotte Tyrkiet. Jeg har endda sagt, at vi da godt kan lave en handelsaftale med dem, men vi skal ikke have en aftale, der indbefatter, at tyrkiske statsborgere har lettere adgang til familiesammenføring i Danmark end andre udlændinge.

Hr. Søren Søndergaard.

Først vil jeg godt beklage, at jeg stiller så vanskelige spørgsmål, at Venstres ordfører ikke er i stand til at svare på dem, men jeg er sikker på, at Dansk Folkepartis ordfører sagtens kan svare på det spørgsmål, som jeg stiller nu. Det spørgsmål går på, at jeg er fuldstændig enig og forstår rationalet bag, at der ikke er nogen grund til en aftale, der bygger på perspektivet om et EU-medlemskab, hvis man samtidig siger, at landet aldrig skal være medlem af EU – altså, det er jo oplagt – og så forstår jeg simpelt hen ikke, hvorfor Dansk Folkeparti vil belønne Erdoganregimet, det islamistiske Erdoganregime, der støtter salafistiske og islamistiske kræfter over alt i verden, med særlig gunstige aftaler, der betyder, at de kan eksportere til EU og til Danmark uden toldgrænser i modsætning til så mange andre lande i verden. Altså, hvad er grunden til, at der skal være den særlige begunstigelse af Tyrkiet, og nu ser vi helt bort fra EU-medlemskabet?

Ordføreren.

Det vil vi heller ikke nødvendigvis, vil jeg sige til hr. Søren Søndergaard. Det var sådan set et forsøg på at få nogle af de andre partier til at forstå, at man kunne ordne det her på en anden måde end via en associeringsaftale, at det ikke var et spørgsmål om enten-eller, altså, et spørgsmål om, at hvis vi ikke havde den her associeringsaftale, havde vi ikke nogen som helst form for relation til Tyrkiet.

Det er jo lidt det billede, der forsøges manet op af de partier, som er modstandere af det her. De forstår tilsyneladende ikke, at der her er tale om meget mere end en handelsaftale. De behandler det som en handelsaftale. Jeg synes ikke, at det skal behandles som en handelsaftale, fordi det netop har nogle implikationer, dels i forhold til familiesammenføring, dels i forhold til at det jo handler om, at Tyrkiet en dag skal være medlem af EU. Det er jo grunden til, at man har en associeringsaftale. Så jeg har ikke nogen specifik ambition om, at jeg vil tilbyde Tyrkiet nogle særlig gunstige regler eller på anden måde.

Vi skriver i beslutningsforslaget noget om, at man kunne lave en CETA-lignende aftale, men det er ikke et must set fra vores synspunkt. Det, der er et must set fra vores synspunkt, er, at vi kommer af med den der forfærdelige aftale, som vi indgik med Tyrkiet i 1963 på nogle konditioner, som var fuldstændig anderledes end dem, vi kender i dag.

Hr. Søren Søndergaard.

Det skriver Dansk Folkeparti jo netop i bemærkningerne, altså at man kunne lave en CETA-aftale, og hele pointen med CETA-aftalen er jo, at man ikke har nogen told på en lang række varer, og det vil sige, at man begunstiger sin handelspartner. Det er sådan noget, der ofte bliver begrundet med demokrati og menneskerettigheder osv., som jo selvfølgelig overhovedet ikke kommer på tale, når det er Tyrkiet. Men jeg synes måske nok, at Dansk Folkeparti kunne give et mere klart svar. Når jeg spørger: Er det ikke sådan, at vi skal lade være med at begunstige et diktatorisk regime med nedsat told? kunne Dansk Folkeparti jo bare svare: Ja, det skal vi ikke gøre.

Ordføreren, værsgo.

Det vil jeg gerne svare, for det synes jeg vitterlig heller ikke er nogen god idé – det synes jeg vitterlig ikke er nogen god idé. Der står heller ikke, at vi skal lave en en til en-aftale som den, vi har lavet med Canada, for det synes jeg også ville være en dårlig idé. Men jeg må så også samtidig erkende, at der jo er et bredt flertal her i Folketinget – nu skal man ikke sige noget frækt; jeg var lige ved at sige, tænker med pungen; det må man ikke sige fra Folketingets talerstol, tror jeg, men nu kom jeg til at sige det alligevel – som har det sådan, at det mere handler om penge, end det handler om frihedsrettigheder. Jeg har det sådan, at det er omvendt. Jeg har det sådan, at jeg står på nogle rettigheder, jeg står på de liberale frihedsværdier, og det må man sige at den tyrkiske regering ikke gør.

Så er det hr. Lars Aslan Rasmussen. Værsgo.

Det er rart at høre, at Dansk Folkeparti står for de liberale frihedsværdier, samtidig med at man roser Viktor Orbán i Ungarn. Lad det så ligge et øjeblik.

Ordføreren siger, at der er en bekymrende udvikling i Tyrkiet, og det kan vi godt blive enige om der er på alle måder, men jeg vil egentlig gerne spørge hr. Kenneth Kristensen Berth: Er sandheden ikke, at det er ligegyldigt, hvilket styre man har i Tyrkiet, fordi Dansk Folkeparti ikke ønsker, at Tyrkiet på nogen måde kommer med i EU, uanset om det er et sekulært eller et islamistisk styre, som har magten?

Ordføreren.

Vi kan sagtens diskutere Viktor Orbán. Det er klart, at der er masser af fejl i Ungarn – det siger sig selv – men der er også et ønske om at forsvare sit land og forsvare sin befolkning, og det tager jeg hatten af for, for det kniber det med andre steder.

I forhold til Tyrkiet: Der har jo ikke være nogen tvivl om, at vi har været modstandere af Tyrkiets optagelse i EU fra dag et. Hvorfor har vi det? Fordi vi da godt kunne se, hvilken vej det kunne ende med at gå. Sådan er det jo, når man har et land, hvor 98 pct. af dem, der bor i landet, er muslimer – for nu at sige det, som det er. Så er der et ekstremt stort fundamentalismepotentiale, og det fundamentalismepotentiale er jo blevet udløst i de her år af den tyrkiske regering, af Erdogan.

Det er da klart, at hvis vi optager et land, som kan risikere at ende som en fundamentalistisk udørk, så er vi da på spanden. Så selvfølgelig skal vi ikke det. Og selv hvis Erdogan på et tidspunkt ryger af pinden dernede – det kunne jo være, og det kunne være, at et andet parti kom til – så ville der stadig være risikoen for, at fundamentalisterne ville vende tilbage. Den risiko ville stadig være der. Og vi skal ikke have et land med 80 millioner indbyggere, der er ledet af en fundamentalistisk muslim, ind i Europa. Det skal vi ikke.

Hr. Lars Aslan Rasmussen.

Jamen så må jeg spørge, hvor mange muslimer der må være, før man ikke kan komme med i EU. Altså, Albanien, Bosnien ... mig bekendt er der 20 pct. i Tyrkiet, der er alevitter, og som tilhører en meget moderat gren af islam, hvis de overhovedet er muslimer. Så jeg synes, 98 pct. er ret højt sat.

Men så kan man jo bare sige det i stedet for at kritisere Erdogan. Man kan altså godt droppe at have noget med Vesten at gøre, hvis man er et muslimsk land. Så kan man ikke komme med i fællesskabet, og så er det sådan set ligegyldigt, hvilken styreform man har.

Ordføreren.

Jeg går ud fra, at hr. Lars Aslan Rasmussen ikke vil have mig til at deltage i en debat om, hvem der er muslim, og hvem der ikke er muslim. Altså, jeg går ud fra, at hr. Lars Aslan Rasmussen anerkender, at alevimuslimer og ahmadiyyamuslimer er muslimer, hvis de siger, de er muslimer. Når det så er sagt, må jeg bare sige, at vi ikke ser for os, at Bosnien eller Albanien bliver medlemmer af EU. Det gør vi ikke. Det skyldes ikke kun, at der er mange muslimer i de lande – også at de er meget, meget langt fra at være i en situation, hvor de kan komme ind i EU – men det skyldes også det. Vi synes, det er en dårlig idé. Vi synes, der er rigtig mange muslimer i dag i EU, vi behøver ikke flere.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere korte bemærkninger, og da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Europaudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.