Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 21. juni 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 3 til B 116, forslag til folketingsbeslutning
om pesticider stillet den 30. maj 2018 af Carsten Bach (LA).
Spørgsmål nr. 3 til B 116
”Finder
ministeren det ud fra en politisk betragtning rimeligt at gennemføre beskyttelsesindsatser i
alle boringsnære områder og dermed tilsidesætte faglig viden om grundvandets beliggenhed, dannelse
og sårbarhed, der er samlet ind de sidste 15 år til 2-3 mia. kroner igennem den statslige
grundvandskortlægning?”
Svar
Statens grundvandskortlægning ligger til grund for kommunernes målrettede beskyttelse af det vand,
der anvendes til drikkevand. Gennem grundvandskortlægningen afgrænses således de såkaldte
indsatsområder ud fra en vurdering af grundvandets sårbarhed over for forurening og
arealanvendelsen. Kommunerne udarbejder indsatsplaner, som dækker de udpegede indsatsområder,
hvor kommunen efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a fastlægger den målrettede beskyttelse, som måtte
være nødvendig for at sikre mod nitrat- og pesticidforurening.
BNBO er en nærhedszone omkring vandindvindingsboringerne, som ligeledes afgrænses gennem den
statslige grundvandskortlægning, og som vil blive statsligt udpeget i en bekendtgørelse, der forventes
at blive sendt i høring inden sommerferien. Der er i BNBO en særlig risiko for forurening af
grundvandet. Det skyldes primært, at der er kort afstand til boringen og dermed kort reaktionstid, hvis
grundvandet inden for BNBO bliver forurenet. En forureningspuls fra en forureningskilde beliggende
inden for BNBO vil hurtigt og i relativt stor koncentration kunne ramme vandforsyningen. Inden for
BNBO kan påbud således gennemføres uden at man først har afsøgt mulighederne for en frivillig aftale
om f.eks. dyrkning. Ligeledes kan beskyttelsen inden for BNBO omfatte andre forurenende stoffer end
nitrat og pesticider. Grundvandsbeskyttelse inden for BNBO sker ved anvendelse af
miljøbeskyttelseslovens § 24, stk. 1.
Efter de gældende regler afgør kommunen under hensyntagen til de almindelig forvaltningsmæssige
principper, herunder bl.a. proportionalitetsprincippet, hvilke eventuelle tiltag for sikring mod
forurening af grundvandet, der skal løftes i en indsatsplan eller inden for BNBO.
Miljø-
og Fødevareministeriet •
Slotsholmsgade 12
• 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk