Det næste punkt på dagsordenen er:

29) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 111:

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelsen af en trivselskommission for børn og unge.

Af Jacob Mark (SF) m.fl.

(Fremsættelse 23.03.2018).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver indledningsvis ordet til undervisningsministeren.

Tak. Hvad er det gode børneliv? Hvad er det gode ungdomsliv? Hvad definerer det gode liv med trivsel, tillid til verden, tryghed, gåpåmod og nysgerrighed? Hvilke rammer skal der til? Det er i virkeligheden det, denne debat handler om, og det er vigtigt, at vi debatterer og bekymrer os om, hvordan børn og unge har det. Derfor vil jeg gerne sige tak til SF for beslutningsforslaget, B 111, som sætter fokus på børn og unges trivsel – det, der er i min bog hedder det gode børneliv.

Jeg vil gerne slå fast, at regeringen ikke kan støtte det konkrete forslag. Forslaget indebærer, at der nedsættes en trivselskommission, som skal komme med forslag til forbedring af børn og unges trivsel i dagtilbud, i grundskoler og på ungdomsuddannelser. Jeg mener ikke, at der er nogen grund til at vente på en kommission – lad os bare komme i gang. Faktisk er vi allerede godt i gang. Det gode børneliv var et af de fire parametre, jeg satte særlig fokus på, da jeg tiltrådte som minister i arbejdet i Kvalitetsforum for Folkeskolen. Der er i høj grad grund til at sætte fokus på dette emne. Høje krav til børns forandringsparathed, både hjemme og i skolen, sætter børnelivet under pres.

En af de vigtigste forudsætninger for et godt børneliv er nemlig klare rammer og strukturer, både derhjemme og i skolen. Sådan er det i dag, sådan har det altid været, men jeg mener, at man i nogen grad har glemt netop det. Man forbereder nemlig ikke børn til en foranderlig verden ved at bygge foranderlige rammer omkring dem, ved konstant at forstyrre, lave om, nye voksne, nye projekter, ind, ud, nyt, nyt, nyt, nyt er det nye sort, så det sortner for øjnene af mange børn. Børn skal være omgivet af nærværende voksne – voksne, som også tør, vil og kan tage myndighedsrollen på sig og sætte nogle faste rammer omkring børnene og de unges liv. Når vi taler om det gode børneliv, er det vigtigt at huske familiens betydning, og alt, hvad den indebærer af kærlighed, tryghed og nærvær, også når det ikke er til stede. Alle børn har brug for kærlighed og stabilitet. Det må vi ikke glemme i jagten på de voksnes rettigheder og alt det, de gerne vil.

Et børneliv er hele barnets liv, og det kan vi ikke kun reducere til noget, der foregår i skolen. Et børneliv er familie, foreningsliv, venskaber, leg, sommerferier og alt muligt andet. Derfor kan vi aldrig skabe god trivsel blandt børn og unge ved kun at se på, hvordan de har det mellem 8 og 15. Men når det så er sagt, er alle dagtilbud, folkeskoler og ungdomsuddannelser forpligtet til at sikre en god trivsel. Men hvad der skaber god trivsel, er der uenighed om. Jeg mener eksempelvis, at modsætningen mellem faglighed og trivsel er fuldstændig falsk. F.eks. er ideen om, at karakterer skulle være dårligt for trivslen, helt i hegnet. Skolen skal være et trygt sted, hvor mobning ikke er tilladt, og hvor vold, trusler og chikane ikke har adgang, hverken over for elever eller lærere. Der skal være ro og plads til at tænke, også gerne ro for de sociale medier, der hele tiden kan forstyrre hjernen.

Der er mange konkrete initiativer og indsatser i gang rundtomkring på skoler og ungdomsuddannelser. Nogle er foranlediget af os politikere, andre af personalet på den enkelte skole. I stedet for at nedsætte en trivselskommission mener regeringen, at vi skal arbejde med det gode børneliv nu og her. Vi vil ikke have vold i skolen, vi vil have myndige og dygtige voksne, vi vil have gode rammer omkring børnene. Og det er lokalt, at man arbejder med det. Vi ved nemlig, at faglighed og trivsel ikke er hinandens modsætninger, men derimod går hånd i hånd. Og god undervisning med høj faglighed helt tæt på eleverne tror jeg mere på end en trivselskommission langt væk fra elevernes hverdag.

Folkeskolen kan og skal gøre meget, men trivsel handler også om, at børn og unge kan engagere sig i aktiviteter uden for skolen. Derfor har jeg sat gang i et forsøg på 50 skoler, som kan forkorte skoledagen. Det giver bedre tid til at engagere sig i f.eks. sport og fritidsaktiviteter. Det handler om det gode børneliv. Det gode børneliv bliver til i en god balance mellem skolen og alt det børneliv, der ikke er skole. Vi skal have fokus på det gode børneliv, men vi skal ikke lave dobbeltarbejde, og det er hovedargumentet for, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jacob Mark. Værsgo.

Tak for det. I mandags, tror jeg det var, eller i tirsdags var ministerens ministerkollega, sundhedsministeren, ude at nedsætte et ungepanel, altså unge, der skal komme med bud på, hvordan man kan forbedre unges trivsel. Det er jo i en erkendelse af, at der er flere unge, der mistrives. Det var direkte det, ministeren sagde. Det, der er godt ved det, er selvfølgelig, at man inddrager nogle unge, men det, der mangler i sundhedsministerens tiltag, er at kigge på strukturer. Man skal ikke kun kigge på, hvad de unge kan gøre for at forbedre deres trivsel. Man skal også kigge på, hvad det er, vi som samfund byder de unge, og hvad det er, der påvirker deres trivsel. Er der noget i de strukturer, som der er i dag på dagtilbudsområdet, på skoleområdet, på ungdomsuddannelserne, som ministeren tror kan være en medårsag til den stigende mistrivsel blandt børn og unge?

Ministeren.

Jeg mener som sagt, at spørgsmålet om trivsel og det gode børneliv er komplekst. Jeg mener, at struktur er et af de begreber, der har en kæmpe betydning. Og jeg mener, at det, at vi har fået skabt nogle usikre strukturer omkring børn og unge, er medvirkende til at skabe mere usikkerhed, angst og mistrivsel. Det gælder både hjemme og i skolen. Et eksempel kan være forsøg med hundrede procent projektundervisning, som man laver i den bedste mening, fordi man gerne vil udfordre børnene, gøre dem til fremtidige innovatorer, men det, det også gør, er, at det kan skabe et ekstremt udfordrende mentalt miljø for børn og unge, som har brug for at vide noget om, hvad der skal ske. Hvordan er min hverdag? Hvad kan jeg regne med? Det er en fuldstændig almindelig forudsætning for børns måde at opbygge deres verden på, at de også kan have en forventning til, hvordan deres verden ser ud. Så hvis man skaber flydende strukturer omkring børn og unge – det her er bare et eksempel – så mener jeg simpelt hen, at man skaber dårlige rammer for tryghed og trivsel.

Spørgeren.

Det synes jeg sådan set er et spændende eksempel, og det er jo noget, der sker på flere skoler, altså det her med hundrede procent projektundervisning. Nu nævnte ministeren også selv de lange skoledage. Jeg antager, at når ministeren nævner det, er det, fordi ministeren også mener, at det kan have været medårsag til mistrivsel. Men vi ved det jo faktisk ikke rigtig. Vi ved jo faktisk ikke rigtig, hvad det er, der fører til de unges og børnenes mistrivsel, og det er det, jeg gerne vil finde ud af. Og hvis ministeren har ret i, at de to ting fører til mistrivsel, synes jeg da, at vi skal tage det seriøst og ændre på det.

Så kan ministeren ikke se fornuften i, at man faktisk får lavet et arbejde, hvor man forsøger at afdække, hvad det er for nogle strukturer, der har gjort, at der er flere unge, der mistrives i Danmark?

Ministeren.

Jeg synes bestemt, at vi skal arbejde meget mere med det her og anerkende, at bl.a. strukturer, også i hjemmet, har en betydning for, hvordan børn og unge har det, og vi skal anerkende, at børn har brug for rammer og gentagelser. Det har jo nærmest været et fyord. Forleden var der en forsker, der forsvarede sin ph.d. Den handlede om gentagelser og om behovet for gentagelser. Det har nærmest været helt fejet af bordet i hele det her konstante krav om forandringsparathed. Jeg synes, det er så godt, at der kommer forskere på banen og problematiserer det, at vi hele tiden vil forstyrre børn, når det, de har behov for, i høj grad også er kontinuitet. Selvfølgelig skal der også være afveksling og ture ud i det blå og alle de her ting, men hvis vi fjerner rammer og strukturer fra børnene, så er det altså, mener jeg, gift for deres velbefindende.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Jeg siger tak til ministeren. Vi går videre til rækken af partiernes ordførere. Den første på talerstolen er fru Annette Lind som ordfører for Socialdemokratiet.

Mange tak til SF for at sætte børn og unges trivsel på dagsordenen for mødet her i dag. Det er jo for os undervisningsordførere nok en af de allerallervigtigste dagsordener, så det skal SF have meget ros for at sætte på. En god skoledag er jo ikke kun faglige udfordringer, den handler også om trivsel. Alt for mange unge føler sig stressede, angste eller har depressioner, og der er blevet skabt en usund præstationskultur blandt eleverne, også helt ned i de yngste klasser. Men som hr. Jacob Mark sagde lige før, så kender man ikke altid årsagerne til, hvorfor de unge mennesker føler sig stressede, har angst eller depressioner. Der er faktisk mange årsager til det. En del af det kan være, at man er på de sociale medier næsten døgnet rundt. En del af forklaringen kan også være den testkultur, vi har skabt, som har medført et stort fokus på at præstere.

En anden ting, som jeg tror er meget overset, er uro i hjemmet. Det er faktisk sådan, at inden for den sidste måned har en sjettedel af alle børn oplevet, at der er vold i hjemmet. Omkring en tiendedel oplever, at en eller flere forældre er fulde. Alt for mange børn og unge mistrives altså, og de sidste 10 år er der skabt en tredobling af antallet af diagnosticerede psykiske sygdomme blandt børn og unge. Det er en af de allerallerstørste udfordringer, vi står med som samfund, og det er en udvikling, som vi bliver nødt til at vende. Noget skal gøres politisk, men andre ting handler også om kultur og den måde, som vi omgås på, og om at afstemme forventninger til hinanden.

Derfor ser vi meget positivt på SF's forslag om at forebygge mistrivslen og mindske presset. Vi synes ligesom SF, at det er vigtigt at få et bredt helhedssyn på børn og elever gennem hele institutions- og skoleområdet. SF foreslår, at der skal nedsættes en selvstændig kommission bestående af lærere, elever, pædagoger og forskere, der kan komme med konkrete bud på en nytænkning af, hvordan antallet af psykiske sygdomme minimeres, men også hvordan trivslen øges, og hvordan børns og unges stemmer i den offentlige debat styrkes. Det er temaer, som vi i Socialdemokratiet finder det vigtigt og nødvendigt at have fokus på, og derfor ser vi også frem til udvalgsarbejdet, hvor vi meget gerne ser, at vi kommer til enighed om forbedringer og løsninger til gavn for alle børn og unge, i særdeleshed for de børn og unge, som mistrives og som har det sværest.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Den næste i rækken er hr. Alex Ahrendtsen som ordfører for Dansk Folkeparti. Jeg kan se, han iler til talerstolen.

Ja, det gik pludselig stærkt. Først tak til Socialistisk Folkeparti for at have fremsat dette beslutningsforslag. Vi anerkender hensigten, og vi forstår også den bekymring, som SF har for de unge og de mange børn, som oplever en eller anden form for stress. Og det er jo fuldstændig korrekt. Det møder man jo også selv dagligt, så der er noget om snakken. Spørgsmålet er, om redskabet er det rigtige, og det forekommer mig lidt, at kommissionsredskabet er som at tage en forhammer for at slå en stift ind. Det er simpelt hen alt for voldsomt et redskab. En kommission bruger man jo normalt om rigtig store ting, f.eks. Tibetkommissionen eller Irakkommissionen, altså når fagfolk skal undersøge, om der er blevet begået noget ulovligt. Så en kommission er absolut ikke den rigtige måde at gribe det an på, og derfor kan Dansk Folkeparti som udgangspunkt ikke støtte forslaget, som det foreligger.

Derudover er det måske også på sin plads at sige, at en kommission nok ikke vil kunne afhjælpe de problemer. For problemerne skal jo afhjælpes lokalt, de skal afhjælpes i hjemmene, de skal afhjælpes i skolerne. Det er der, man møder de unge, og regeringen har jo i kraft af undervisningsministeren allerede redegjort for, hvad man har gjort.

Derudover har jeg selvfølgelig kigget lidt på selve argumentationen i forslaget. Bl.a. mener SF, og nu læser jeg op, at »karakterræset og testkulturen i skoler og på uddannelserne er kørt af sporet.« Det mener vi ikke i Dansk Folkeparti. Tværtimod er det godt, at vi har karakterer, men karaktererne begynder altså først i 8. klasse, så man kan ikke tale om et karakterræs.

Test er en god ting. Test hjælper jo lærerne og forældrene og eleverne til at fortælle, hvor man står, så man ikke er i et tomrum. SF skriver også, at der er for meget fokus på resultater og konkurrence. Det mener vi heller ikke er rigtigt. Konkurrence er jo godt, og det er lidt underligt, at mange venstreorienterede partier og politikere taler om konkurrence som noget dårligt, mens de ofte her i salen er de mest konkurrenceprægede mennesker, jeg kender. For de konkurrerer jo hver dag med os andre om at skaffe vælgere til deres partier.

Så skriver man også, at det efterlader den unge generation med mindre tid til fordybelse, eftertanke og fritid og giver dermed de unge mindre tid til at finde ud af, hvem de er, og hvad de vil. Og man skriver også, at børn og unge er under et massivt socialt pres for konstant at være på nettet. Og det er jo for så vidt rigtigt, men hvor kommer presset fra? Kommer det fra samfundet? Kommer det fra dem selv? Kommer det fra hjemmet? Det er jo i høj grad op til forældrene at opdrage børnene til ikke hele tiden at være på nettet, selv om jeg ved, hvor svært det kan være, i og med at jeg selv har en teenagedatter.

SF skriver også, at samfundet kan bidrage til at lette det store pres, der i dag er på børn og unge. Altså, samfundet er jo den der store mastodont, som socialister altid griber til, når de har brug for en syndebuk. Vi er jo samfundet, forældrene er samfundet, vi har ansvaret. Og i bemærkningerne skriver man bl.a., at trivslen skal øges. Men vi har jo allerede trivselsundersøgelserne, og de bliver brugt bl.a. i skolerne som redskab til at finde ud af, hvordan børnene har det, så man kan sætte ind over for det og snakke med forældrene.

SF foreslår endda også en børneombudsmand. Det synes vi heller ikke er det rette redskab. Vi har en ombudsmand, og hos ombudsmanden findes der allerede et børnekontor, som vil kunne behandle nogle af de ting, som SF foreslår.

Så selv om vi anerkender – og nu forsøger jeg virkelig at være girafagtig – SF's hensigt, så mener vi absolut ikke, at forslaget, sådan som det foreligger, er den rigtige måde at gribe det an på. Tak for diskussionen – trods alt.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jacob Mark. Værsgo.

Tak for talen og for at have læst hele forslaget og komme med kommentarer til det. Jeg er sådan set enig i, at en kommission ikke vil afhjælpe problemet, men den vil afdække problemet. Den vil finde ud af, hvad det er for nogle strukturer, der gør, at der i dag er flere unge, der mistrives, og så kan vi både herinde, men også lokalt og regionalt og sådan set også forældrene finde ud af, hvad pokker vi egentlig skal gøre, for at de her unge får det bedre.

Dansk Folkepartis ordfører siger, at han anerkender, at unge mistrives, at der er sket et eller andet med de unge, at der er noget, der ikke går godt for dem derude – i hvert fald for en større del af dem – men så bruger ordføreren det meste af sin tale på at sige, at det i hvert fald ikke er SF's redskaber, der skal til, for at de får det bedre. Hvad er det så for nogle redskaber, Dansk Folkeparti mener der skal til, for at de får det bedre?

Ordføreren.

Det er jo et rimeligt spørgsmål. Jeg vil egentlig anbefale hr. Jacob Mark at tage det op i Undervisningsudvalget. Så kan vi jo stable en høring på benene. Vi kan også indkalde eksperter til en lukket høring. De muligheder har vi jo allerede. Det vil jeg meget gerne være med til. Det tror jeg egentlig er den bedste måde. Så kan vi hurtigt komme i gang. Der er jo masser af eksperter, som ved noget om det her. Derefter, når de har fortalt os, hvad problemerne er, og hvad man kan gøre, kan vi jo så vurdere, om der skal gøres ydeligere. Det ville jeg have gjort, hvis jeg var hr. Jacob Mark.

Spørgeren.

Det synes jeg faktisk er en udmærket idé, og det tror jeg at jeg vil gå videre med, når vi mødes i august eller september, eller hvornår det lige giver mening med sådan en høring. Jeg kunne godt tænke mig nu, når jeg har ordføreren på talerstolen, at høre: Er der noget i de strukturer, der er i dag, som Dansk Folkeparti ligesom mener kan være medårsag til unges stigende mistrivsel? Nu sagde ministeren jo faktisk det her med, at det kunne være, hvis det er uklart, hvad rammerne er, eller de lange skoledage. Er der noget, som Dansk Folkepartis ordfører kan pege på egentlig burde ændres?

Ordføreren.

Jeg var faktisk meget enig med ministeren, da hun talte om utrygge rammer, manglende disciplin og manglende rammer. Det er simpelt hen så afgørende for børn, at der er forudsigelighed, at der er ritualer, at der er rammer, at der er disciplin, og at de ved, hvad de skal. Er der ikke den sikkerhed, opstår der ofte stress. Det, vi faktisk kan hjælpe børnene og skolerne med, er hele tiden at sørge for, at der er rammer og forudsigelighed. Jeg er fuldstændig enig, og jeg er egentlig glad for, at en liberal minister har en så forholdsvis konservativ tilgang til undervisning. Det synes jeg bare at jeg ville bakke op her fra Dansk Folkepartis side.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste i rækken er fru Anni Matthiesen som ordfører for Venstre.

Tak, formand. Tak til hr. Jacob Mark og SF for at rejse den her rigtig vigtige debat i Folketingssalen. Jeg vil egentlig gerne starte med at sige, at både jeg selv personligt, men også Venstre deler forslagsstillernes bekymring, en bekymring om, hvordan børn og unge desværre mange steder mistrives. Der er uden tvivl et eller andet problem, som får mange unge mennesker til at få ondt i livet. Jeg tror, at det kan skyldes flere forskellige forhold, som også forslagsstillerne beskriver det i beslutningsforslaget. Samtidig er der også stor uvished om, hvad det så egentlig er, som er årsagen til, at vi desværre ser en kurve, der er stigende, i forhold til unge mennesker, som falder ud over kanten, og som ikke trives. Og det er jo i sagens natur heller ikke let at give et svar på det.

Der er nogle ting i selve forslaget, som jeg må skuffe forslagsstillerne med at vi ikke mener er den rigtige vej at gå. Bl.a. har jeg det sådan, at en kommission i den her sammenhæng måske er lidt for langsom. Jeg tror egentlig, at vi er nødt til at komme ud af starthullerne noget hurtigere. Derfor kan jeg bl.a. også fortælle, at Venstres sundhedsminister allerede har sat gang i et ungepanel. Det er sådan, at sundhedsministeren jo faktisk involverer de unge mennesker selv i de her panelopgaver, og der bliver allerede afholdt de første møder her i juni måned og så igen efter sommerferien.

Jeg er måske heller ikke helt enig i det, når der i forslaget står, at det er de lange skoledage, som skaber mistrivsel. Jeg er af den opfattelse, at det er indholdet, der gør, om man har en god skoledag. Det er kvaliteten i skoledagen, som gør, om man trives. Så derfor synes jeg ikke, man på den måde kan stille det op ved siden af hinanden, altså at hvis man går i skole 1 time længere, så mistrives man. Og jeg ved jo netop, at der er givet plads til mere bevægelse, til en mere varieret skoledag, og det ved jeg også i sidste ende betyder, at rigtig mange unge mennesker efterfølgende kan få en kontakt til bl.a. foreningslivet, hvor de jo så også, forhåbentlig, får skabt nogle sociale kontakter, noget netværk, som gør, at de måske ikke havner ude på kanten.

Alt i alt vil jeg sige, at jeg fornemmer, at det her emne bliver taget alvorligt rigtig mange steder. Jeg kan sige, at så sent som i tirsdags deltog jeg i et møde, som Bikubenfonden havde arrangeret, og som satte rigtig meget fokus på netop unges mistrivsel. Der er mange steder, hvor man arbejder med de her ting, og det kan jeg så love hr. Jacob Mark at vi også gør i Venstre. Vi tager det her alvorligt, men desværre kommer vi til at afvise beslutningsforslaget her. Og jeg har lovet at hilse fra De Konservative og sige, at de også afviser beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jacob Mark. Værsgo.

Tak for det. Jeg så, inden vi fik en ny uddannelsesminister, at fru Anni Matthiesen og hr. Søren Pind var ude med sådan en fælles erkendelse af, at vi gør et eller andet forkert, der gør, at de unge mistrives. Jeg synes, det var vigtigt, at også Venstre melder sig på banen, for det vigtigste er næsten bare, at vi får en fælles erkendelse, og så må vi finde ud af, hvad vejen er til at løse det problem. For vi kan ikke have, at de unge har det sådan.

I forhold til debatten om de lange skoledage vil jeg sige, at jeg tror, det er en debat, vi skal vente med. Men det, der er spændende ved den, er jo, at vi faktisk ikke helt ved, om det er ministeren eller fru Anni Matthiesen, der har ret. Det er derfor, jeg gerne vil have sådan en kommission. For som ordføreren siger, er meget af det her jo uvist. Hvad det er, der gør, at de unge mistrives, ligger i uvished. Og det er sådan set derfor, jeg gerne vil have nogle eksperter til at se på, om der er nogle strukturer, der gør, at de unge ikke har det så godt.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge om noget – for jeg blev rigtig glad, da jeg så sundhedsministerens initiativ. Hvis der nu sidder nogle unge i det panel, som kommer med forslag til ændringer, der kan fremme deres trivsel på undervisningsområdet, vil fru Anni Matthiesen så løfte det fra sundhedsområdet og over på undervisningsområdet?

Ordføreren.

Jamen det kan jeg love hr. Jacob Mark at jeg selvfølgelig vil. Jeg kan også fortælle, at jeg selv allerede er gået i gang med at tage nogle møder. For jeg har også selv brug for at blive klogere på det her område. Så selvfølgelig arbejder vi også sammen på tværs af de forskellige ministerområder, også i Venstre. Og selvfølgelig bliver jeg også orienteret om, hvad der foregår ovre hos sundhedsministeren.

Spørgeren.

Tak for det. For der var nogle af de unge, der var kommet med i panelet, og som var rigtig glade for initiativet, skal jeg i øvrigt sige, og som syntes, at det var rigtig godt, men som var lidt bekymret over, at det var så afgrænset til at være på sundhedsområdet og til, at det nærmest var de unge selv, tror jeg formuleringen var, der skulle blive mere robuste. Men der kan jo også ske det, at det måske er nogle strukturer eller noget, vi har vedtaget herinde, der gør, at de mistrives. Så er det jo vigtigt, at man kan tage det med på andre områder og så måske få ændret på det. Så jeg håber, at der er den åbning.

Ordføreren.

Jeg er faktisk enig med ordføreren. Jeg tror ikke, at man kun skal kaste sig over sundhedsområdet og forsøge at helbrede der. Jeg tror, at man også er nødt til at kigge lidt bredere, og derfor er jeg også selv meget optaget af det her arbejde og følger tæt med i, hvad der også foregår på sundhedsministerens område. Jeg tror helt bestemt, at vi har en forpligtelse i forhold til også at forsøge at sikre, at man ikke når dertil, hvor man får brug for sundhedssystemet. Og der kan det være nødvendigt, at man også breder det mere ud og for den sags skyld også kigger på nogle af de andre områder.

Jeg siger tak til Venstres ordfører. Vi går videre til hr. Jakob Sølvhøj som ordfører for Enhedslisten.

Der er jo heldigvis rigtig mange børn og unge, der trives med tilværelsen. Jeg håber, vi kan sige, at langt de fleste gør det, men der er desværre også alt for mange, som oplever en hverdag, hvor de ikke trives. Det kan være en hverdag, der er præget af utryghed, det kan være stress, det kan være angst, det kan være depression, og desværre kan vi se af trivselsmålingerne, at der også er for mange børn, som oplever at være ensomme i deres hverdag.

Årsagerne til det – flere ordførere har allerede været inde på det – tror jeg kan være mange; der er en mangfoldighed af årsager. Nogle kan jo fra en tidlig barndom have oplevet at vokse op i en familie, der har været præget af udsathed under den ene eller den anden form, men jeg tror heller ikke, der er tvivl om, at mange børn og unges dårlige trivsel også udspringer af den hverdag, som de oplever i folkeskolen, i gymnasiet, i vores uddannelsessystem. De lange skoledage er blevet nævnt og de problemer, det kan give i forhold til børns fritid og det at opbygge sociale fællesskaber i fritiden.

Men derudover har vi jo over en længere årrække set en udvikling i uddannelsessystemet, hvor præstationskulturen fylder stadig mere og mere, og hvor man kan sige, at begrebet klassekammerater for nogle opleves som byttet ud med begrebet klassekonkurrenter, hvor elever bliver tilbageholdende med at hjælpe hinanden, og hvor der kan være en bekymring for at række fingeren op og spørge. Jeg kan huske, at Danske Gymnasieelevers Sammenslutning lavede en undersøgelse her for nogle år siden, som de ikke påstod var statistisk signifikant, men som dog ikke desto mindre sagde, at hver tredje gymnasieelev, der svarede, var bange for at række hånden op, fordi de var bange for at svare forkert og få ringere karakterer. Så der har, synes jeg, udviklet sig en kultur, hvor man kan sige, at frygten for at begå fejl fylder mere end lysten til at eksperimentere og prøve noget nyt. Der er for mig ingen tvivl om, at stadig flere test, prøver og karakterkrav, som sætter barrierer for de unges muligheder for at uddanne sig videre, er med til at skabe et pres og en mistrivsel hos mange børn og unge i vores uddannelsessystem.

Der er jo heldigvis mange, som gør noget ved det. Der er jo rigtig mange undervisere, der er rigtig mange pædagoger, der er store dele af vores sundhedspersonale, der er dygtige forskere, Center for Ungdomsforskning i Aalborg, og mange andre, som har viet den her problemstilling stor opmærksomhed. Så der er allerede i dag en meget stor viden på det her område, og der er rigtig mange, der i deres hverdag handler aktivt for at afdække, forebygge og håndtere problemerne.

Alligevel synes jeg, det er en god idé at få samlet den viden, der nu er, i et kommissionsarbejde, hvor der sættes grundigt fokus på børns trivsel, ikke bare inden for det enkelte område, men jeg synes, at det, der er fornuftigt i kommissionstanken, er, at man også fordyber sig i området på tværs af dagtilbud, fritidsinstitutioner og uddannelsesinstitutioner, og derfor synes jeg og Enhedslisten, at det er et godt forslag, som SF har fremsat.

Jeg er sådan set enig i de bemærkninger, der har været, om, at der jo sker så meget, og at vi da ikke skal vente på en kommission. Jeg oplever bare ikke, at der er nogen som helst modsætning mellem det at få et kommissionsarbejde, hvor man kan fordybe sig, og hvor man kan arbejde på tværs, og så det at understøtte andre initiativer som dem, der allerede foregår, og jeg synes da, at hr. Alex Ahrendtsens forslag om måske meget hurtigt at holde en eksperthøring, gerne en åben høring, så vi får budskabet ud, i regi af Folketingets Undervisningsudvalg, kunne være en rigtig god idé. Men det står stadig væk ikke i modsætning til ideen om en kommission, hvor vi får belyst problemstillingerne i en bredere sammenhæng og på den måde forhåbentlig også får et grundlag, der kan gøre os klogere, og give os en fornemmelse af, hvordan vi kan sætte bedre ind i en samlet indsats, der kan sikre børn og unge større trivsel. Så alt i alt tak for et godt forslag fra SF. Vi kan støtte forslaget.

Tak til Enhedslistens ordfører. Vi går videre til hr. Henrik Dahl, der er ordfører for Liberal Alliance.

Tak for ordet. Hvis jeg nu skulle gøre mig selv til advocatus diaboli, altså djævelens advokat, så kunne man jo forestille sig, at nedsættelsen af en trivselskommission måske ville vise – og jeg understreger, at det er måske – at årsagen til de største trivselsproblemer blandt børn og unge ikke er prøver, men måske en forsømmelig børneopdragelse, adgang til sociale medier i timerne og den almindelige opløsning af struktur i skolernes hverdag, hvis man f.eks. sammenligner med min egen skoletid for mange år siden. Det er jo et forløb, der sådan set ville svare til forløbet omkring Lønkommissionen, hvor der var en forhåbning om, at den ville påvise lav løn i den offentlige sektor og ulige løn mellem mænd og kvinder, men man endte med at nå frem til det modsatte. Men spøg til side. At nedsætte en kommission er en stor og tung manøvre, som tager lang tid, og den tid mener jeg sådan set ikke at vi har, når trivsel i forvejen er en meget vigtig prioritet for regeringen og der er sat mange aktiviteter i værk, som Socialistisk Folkeparti jo også støtter, og derfor kan vi i Liberal Alliance ikke støtte forslaget.

Men nu, hvor jeg har ordet alligevel, så lad mig knytte nogle bemærkninger til de tanker, der – fornemmer jeg i hvert fald – er baggrunden for forslaget. Man har jo den talemåde, at eksamen er de flittige elevers fest, og derfor synes jeg, at det er helt forkert at tale de dyder ned, som eksamener hviler på. Lad mig belyse det med et eksempel. Eksamen er jo en fejring af meritokratiet. Min morfar var ufaglært arbejder, og min mormor var hjemmegående husmor, men takket være stor flid og god forstand blev min mor cand. mag. og fik et langt og lykkeligt arbejdsliv som gymnasielærer, og det kunne jo kun lade sig gøre, fordi skolen dengang var meritokratisk. Uden et meritokratisk system ville klassesamfundets struktur jo være blevet reproduceret, men i stedet for blev mønstret brudt, så arbejdsmandens datter i 1953 fik den højeste studentereksamen på Aarhus Katedralskole og på den måde kunne lukke dørene til universitetet op.

Det her meritokratiske princip er et godt princip, som jeg hylder, for det er langt den bedste vej til at bryde den sociale arv, at man med flid og dygtighed kan slå burgøjsernes dovne afkom. Så eksamen er som allerede nævnt en fejring af at være flittig, en fejring af at gøre sig umage. Det er noget, vi skal tale op, og det skal vi fremme, i stedet for at fremstille det som farligt og forkert. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jacob Mark.

Tak for det. Og tak for nogle spændende bemærkninger. Jeg er ikke imod prøver, og jeg er ikke imod eksamener. Jeg mener, at det er godt, der er konkurrence, hvis konkurrencen er sund og man konkurrerer med sig selv. Jeg synes altid man skal arbejde på at forbedre sig, og jeg synes, det er godt, at eleverne og børnene ved, at de kan gøre det bedre endnu.

Det, som jeg studser over, er, om den måde, vi tester på og prøver på, og om det omfang, vi bruger karakterer i, er sundt for vores børn derude. Der tror jeg vi er gået for langt, og det ser jeg bl.a., når jeg sammenligner med nogle af de andre lande, f.eks. Finland, som vi jo i fællesskab har været ovre at besøge. Er en national test den flittiges fest?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at nationale test også er den flittiges fest. Men lad mig lige komme med den bemærkning, at en test rent tidsmæssigt altså fylder ret lidt i forhold til hele den almindelige skolehverdag. Og der er jeg altså enig med ministeren, når hun siger, at vi også er nødt til at se på, om den løse struktur, den mangel på ro, orden og regelmæssighed, som der er i vore dages skole, er et problem i forhold til trivsel.

For når folk klager over, hvor stressende det er at sidde på f.eks. et storrumskontor, må jeg sige, at en almindelig skoleklasse da forekommer at være ti gange så stressende som et storrumskontor, som man allerede taler om kan være et problem.

Hr. Jacob Mark.

Når jeg spørger til testen, er det jo netop, fordi der lidt er en forskel fra prøver og til eksamener. Altså, ved prøver finder man ud af, hvor man står og hvordan man kan forbedre sig. Ved eksamener finder man ud af, hvad man har lært i den tid, man har brugt på et bestemt forløb. Det, der jo har været problemet med testene, er, at lærerne har haft svært ved at finde ud af, hvad de skal bruge dem til, altså, det virker mere som et styringsværktøj inde fra Christiansborg. Og eleverne har heller ikke helt forstået formålet.

Altså, anerkender ordføreren de forskere, der har påvist, at især små børn – 2.-klassebørnene, 4.-klassebørnene – mistrives med de her nationale test?

Ordføreren.

Jeg kan overhovedet ikke forstå, at forskere er nået frem til det her resultat, ud fra min egen erfaring som forælder og dermed omgang med mine egne børn og deres kammerater, fordi specielt mindre børn elsker at konkurrere – ikke mindst drenge. Altså, hvis man vil have drenge til at lave noget i en fart, skal man bare spørge, hvem der bliver først færdig. Altså, så går de straks i gang. Så det her resultat går så meget imod min intuition.

Tak til hr. Henrik Dahl. Den næste ordfører i rækken er fru Pernille Schnoor fra Alternativet. Værsgo.

Tak. Først og fremmest tak til SF for at fremsætte det her rigtig gode beslutningsforslag. Da jeg skulle gøre mig klar i morges, stod jeg sammen med min 11-årige søn, han skulle børste tænder, og så sagde jeg til ham: Har du husket at bruge tandtråd, fordi det skal du jo bruge hver dag? Og så kom jeg til at tænke på, at vi skulle have den her debat i dag om børns trivsel, og at jeg ikke erindrer, at jeg, da jeg var barn, skulle bruge tandtråd hver dag. Og for mig var det bare et eksempel på, at der er skudt så mange ting ind i vores børns liv, hvor de skal leve op til nogle krav og nogle kriterier om at gøre tingene perfekt. De skal have perfekte tænder, det er klart, det vil vi gerne have som samfund, det vil vi gerne have som forældre, og det er dejligt for dem at have perfekte tænder, og derfor siger tandlægen også, at nu skal du bruge tandtråd hver dag, og det er gjort i en god mening. Og det er ikke, fordi jeg har noget imod, at børn bruger tandtråd, det er bare et eksempel på, at der kommer flere og flere ting ind i vores børns og unges liv, som de hele tiden skal huske og tage stilling til.

Noget andet, som jo også er skudt ind i deres liv, er ElevIntra, SkoleIntra, ForældreIntra, og der er også en mailboks, og når Theodor, som min søn hedder, i går sammen med sine to venner ikke havde nået at lave den opgave, de skulle lave, fordi de ikke kunne finde det papir, de havde skrevet resultaterne på – nu udleverer jeg ham lige her på tv – så fik jeg da en mail hjem om, at det havde han ikke nået, og at det skulle han nå osv. osv. Det var gjort i en god mening, uden tvivl, men det er overvågning, og det er en helt anden form for skolegang, end da jeg gik i skole. Der var ikke nogen. Vi havde en kontaktbog, men man skrev altså ikke hjem hver dag med en eller anden besked om, at nu kan Pernille ikke finde sit papir med det, hun har målt op nede i skolegården, så nu skal du altså lige sørge for at få hende til at måle de ting op igen. Så der er bare sket noget helt nyt i vores samfund.

Til den foregående ordfører vil jeg sige, at jeg gik på privatskole i Aarhus. Det var en meget fagligt streng privatskole, som gik rigtig, rigtig meget op i, at man blev fagligt stærk til de klassiske fag, og vi fik karakterer fra 1. klasse, men jeg erindrer ikke, at vi havde test i nogen som helst fag. Så jeg kan ikke forstå, hvor det er, det er kommet ind, at test skulle være det her helt fantastiske. Jeg synes da også et eller andet sted, at lærere må bruge test i den grad, de synes det er pædagogisk og didaktisk rimeligt at gå ind og teste et niveau, hvis de er i tvivl om elevernes niveau, men det er den måde, vi bruger test på, jeg ikke forstår.

Vi ved jo godt som mennesker, og det ved børn også, at når man har en test, er der noget, der er rigtigt, og noget, der er forkert. Der er en standard, som det her er lavet ud fra, og det vil sige, at børnene hele tiden halser efter, hvad det er, der er rigtigt her, hvad det er, der er standard. Hvad er standarden? Vi skal leve op til standarden, og det vil sige, at de forstår verden, ud fra at der findes nogle standarder for, hvad der er rigtigt og forkert, men mennesker er mangfoldige, talenter er mangfoldige, og verden har brug for mangfoldige talenter, men det er der ikke plads til i en test. Og det er rigtig ærgerligt, at vi har nogle børn, der tror, at der er en standard for, hvad der er rigtigt, og en standard for, hvad der er forkert, for det er der ikke.

Jeg er rigtig, hr. Henrik Dahl er rigtig, ældreministeren er rigtig, og vi har hver vores kvaliteter og hver vores standarder, både for, hvad vi lever efter, men også for, hvad vi er dygtige til. Hvis vi tre blev sat over for en test, ville vi svare vidt forskelligt på den, fordi vi kan vidt forskellige ting, men vi har dog alle sammen fået muligheden for at stå her i Folketingssalen i dag, og jeg har fået den, på trods af at jeg f.eks. lånte min venindes noter til danskeksamen i gymnasiet – det indrømmer jeg her – fordi hun havde været der nogle gange, hvor jeg ikke havde været der, og så havde hun nogle sindssyg gode noter, og det hjalp mig da lidt i forberedelsen, da jeg skulle ind til mundtlig eksamen. Jeg lykkedes med at få en ph.d., ligesom den tidligere ordfører også gjorde, for vi kan alle sammen noget forskelligt.

Hvordan kan vi komme derhen, hvor vi får forklaret vores unge mennesker – der sidder nogle heroppe – at det handler om, at det er de forskelligheder, vi har, vi skal dyrke, fordi vi simpelt hen kan så mange gode ting og kan så mange gode ting sammen? Men vi har sat så mange benspænd ind i vores uddannelsessystemer og -kultur, så i stedet for at få et godt liv med mening jagter vi det rigtige svar på, hvordan vi skal leve, og det rigtige svar på, hvad det er for en uddannelse, vi skal have, og hvad det er, vi skal blive, og vi skal allerede tænke på det i 6. klasse. Så ja, jeg er også bekymret over perfekthedskulturen, jeg er også bekymret over præstationskulturen, og jeg ser meget frem til og håber, at vi kan få den her kommission, som simpelt hen gennemgribende kan gå ind og kigge på, hvad det er, vi gør, som gør unge stressede og gør, at de ikke har et godt liv.

Som sagt, jeg støtter forslaget helhjertet.

Der er en enkelt kommentar fra hr. Henrik Dahl.

Efter min opfattelse er en af de vigtigste ting, der har styret reformarbejdet med den danske folkeskole siden 1990'erne, kampen mod funktionel analfabetisme. Vi fik danskchokket i 1990'erne, og senere fik vi PISA-prøverne, og de reformer, man har lavet, har været nogle reformer, som har været lavet for at undgå, at vi havde knap en femtedel af en årgang, som var funktionelle analfabeter, for det er et meget, meget alvorligt problem for dem, det går ud over. Anerkender fru Pernille Schnoor, at der består en sammenhæng, som er sådan, som jeg skitserer?

Ordføreren.

Jeg anerkender, at der ikke er noget godt ved at have en folkeskole, som kan producere børn, der er funktionelle analfabeter, men jeg anerkender ikke den metode, man bruger lige nu. Jeg ville meget hellere i stedet for at bruge penge på at lægge flere test ind i 0. klasse, bruge pengene på at have undervisning, hvor der også er en pædagog, eller en undervisning, hvor der er færre i klasserne, eller en undervisning, hvor der er to lærere, sådan at vi kan få fokus på, at vi har forskellige styrker, og selvfølgelig skal man have et fundament for at kunne læse og skrive og regne.

Hr. Henrik Dahl.

Men selv om vi er forskellige som mennesker, gælder der dog de samme regler inden for matematik. Vi er underlagt de samme regler inden for matematisk bevisførelse. Der er de samme logiske regler, så der er altså ikke så meget at diskutere, enten er matematiske opgaver rigtigt løst, eller også er de ikke rigtigt løst. Anerkender ordføreren det?

Ordføreren.

Det anerkender jeg fuldt ud, og vi skal ikke alle sammen være matematiske studenter, vi skal ikke alle sammen læse matematik på universitetet. Jeg har f.eks. ikke skullet det. Vi skal kunne matematik, så vi kan leve i det her samfund, så vi kan forstå de breve, vi får fra banken osv., og det skal vi selvfølgelig lære i folkeskolen, men vi skal ikke gå og tro, at alle skal ligge i toppen. Vi skal kunne matematik, og så skal sådan nogle som mig, som aldrig nogen sinde havde noget som helst behov for at gå videre med matematik, have lov til, at der er nogle, der forstår, at der er nogle andre ting, og fortæller mig, at der faktisk er nogle andre ting, jeg er rigtig god til.

Med det siger vi tak til fru Pernille Schnoor, Alternativet. Og så er vi nået til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Jacob Mark, SF. Værsgo.

Tak for det, og tak for debatten. Før jeg går i gang med min afrunding, skal jeg hilse fra De Radikale og sige, at de støtter forslaget. Det betyder imidlertid fortsat, at der ikke er 90 mandater bag en trivselskommission, men jeg oplever alligevel, at alle ordførere – selv hr. Henrik Dahl, som jeg har haft mange gode debatter med om trivsel, test og karakterer osv. – ligesom anerkender, at vi har et problem med et stigende antal unge, der mistrives i Danmark. Så det vil jeg forfølge i udvalget. Og jeg synes helt sikkert, vi skal gøre det, som hr. Alex Ahrendtsen foreslog, nemlig lave en høring, som går ud på, hvordan vi kan forbedre de unges trivsel. Og så er jeg rigtig glad for, at fru Anni Matthiesen åbnede op for, at vi kan tage det arbejde, som sker ovre hos sundhedsministeren – hvis der kommer nogle gode forslag fra nogle unge mennesker derovre til, hvordan vi kan forbedre de unge menneskers trivsel, som har noget med undervisningsområdet at gøre – med over i Undervisningsministeriet. Så det er jeg glad for.

Hvorfor er der brug for det her? I løbet af de sidste 10 år er antallet af børn og unge, der er blevet diagnosticeret med angst eller depression, tredoblet. 37 pct. af de unge, der har angst, og som er mellem 16 og 25 år, siger det ikke til nogen. De går alene med den der mistrivsel og følelse af, at alt ramler sammen over hovedet på dem, for det tænker de at der ikke er andre der bør interessere sig for. Så selv om antallet af diagnoser er tredoblet, er der helt sikkert også en del unge, som går med det selv, og som aldrig får den hjælp, de har brug for.

Kigger man på ungdomsuddannelserne – og nu har jeg bare taget nogle tal ud – så var over halvdelen af 2. g-eleverne fra to gymnasier i et forskningsprojekt fra Aarhus Universitet lige så stressede som de 20 pct. mest stressede på arbejdsmarkedet. Og kigger man så på de videregående uddannelser, som jo egentlig ikke er en del af det her forslag, så tager hver tiende studerende præstationsfremmende stoffer – adhd-medicin f.eks. – når de skal op til eksamen. Jeg siger ikke, at alle børn mistrives, for langt de fleste har det, som hr. Jakob Sølvhøj sagde, heldigvis rigtig godt, og for nogle kommer det her i perioder.

Men jeg har alligevel en tanke om, at det her er et problem, som vi er nødt til at gøre noget ved, og som kun er blevet værre over de sidste par år. Jeg tror ikke, at debatten handler om, at de unge skal være mere robuste – det er blevet sådan et populært politisk buzzword. For når vi bare siger det, gør vi det op til de unge. Så siger vi nærmest: Det er din skyld; du er ikke robust nok; det er derfor, du ikke trives. Der er også nogle strukturer, som vi har lagt ned over de børn og unge, der er i Danmark i dag, som gør, at de ikke kan være robuste. Det er de strukturer, jeg gerne vil have undersøgt.

Bare for at give et hurtigt eksempel på ca. 1½ minut, kan man jo kigge på et børneliv og et ungeliv og se på, hvad det egentlig er for nogle strukturer, vi giver dem i dag. Kigger man på vuggestuerne, kan man se, at der er flere børn end nogen sinde før, der bliver sendt hurtigere af sted i børnehave, fordi der er penge at spare for kommunerne ved at sende dem fra vuggestue til børnehave tidligere, fordi der er færre pædagoger i børnehaverne. Ser man så på børnehaverne, er der flere børnehaver, der føler sig presset til at sende børnene af sted i skole, også selv om børnene ikke er klar. Og det er, fordi man har lavet loven om, så det ikke længere er forældrenes ret at sige: Vi vil gerne have vores barns skolestart udsat. Nej, det er kommunens ret, og det er billigere at sende et barn i skole, end det er at have vedkommende gående i børnehaven, fordi der er flere elever til en lærer, end der er børn til en pædagog.

Når de så kommer i børnehave, risikerer de, hvis de kommer fra et udsat område, snart at skulle op til en stopprøve. Og hvis man ikke skal tage en stopprøve, skal man i hvert fald tage nationale test, der kommer i 2. klasse, og så skal man i øvrigt tage ti nationale test i alt igennem sin folkeskoletid. Går skolerne meget op i de nationale test, kan de forteste to gange til testene, og dvs. 30 test i alt i løbet af en folkeskoletid. Og det er test, som i øvrigt af mange forskere er blevet kaldt fuldstændig nytteløse, og som lærerne ikke ved hvordan de skal bruge.

Kommer de så op i udskolingen, hvor de i øvrigt også har været igennem PISA-målinger, og hvor de har kunnet se deres skole på en rangliste, som forældrene kan se på nettet og dermed sammenligne, skal de så vurderes parate til uddannelse. De kan reelt risikere at blive vurderet ikkeuddannelsesparate, selv om jeg har den holdning, at man nok egentlig er parat til en eller anden form for uddannelse, uanset hvem man er, og uanset hvad man kan. Men det stempel kan man jo godt få på sig.

Er man så uheldig at gå på den forkerte skole, kan man blive udsat for den skolepræmiepulje, som regeringen har lavet, og som reelt betyder, at de svageste elever skal løftes over en bestemt karakter, for ellers udløses der ikke et bestemt økonomisk tilskud til skolen. Det vil sige, at der sidder nogle af de mest sårbare elever og ved, at hvis de ikke præsterer til lige præcis den her eksamen, får skolen ikke de ekstra penge næste år.

Når man så kommer ind på ungdomsuddannelserne, kæmper man med de flere eksamener, de flere prøver, der skal udløse de karakterer, man har brug for, for at man kan komme ud og klare de høje adgangskvotienter, som i øvrigt nogle steder sprænger skalaen. Vi har en 7-trinsskala. Man kan maks. få 12, men på flere uddannelser er gennemsnittet over 12. Når man så kommer igennem den ungdomsuddannelse, hvor der i øvrigt ikke er noget vejledning til sidst i ungdomsuddannelsen, skal man helst starte inden for 2 år, for ellers får man ikke den karakterbonus, som vi fortsat ikke har fået afskaffet herinde, og man bliver straffet på sin SU efter et vist antal år, hvis man ikke starter inden for de 2 år. Når man så kommer ind på den videregående uddannelse, skal man have fart på, for ellers bliver institutionen straffet økonomisk, og det samme gør man selv, hvis man ikke er hurtig nok. Man skal næsten beviseligt være syg for at få udsættelse.

Skulle man så have lavet den kæmpe brøler at være blevet klogere på sin uddannelse – have fundet ud af, at man faktisk hellere vil lave noget andet med sit liv end den bachelor, man har taget – så skal man vente 6 år på at tage en anden uddannelse, for nu har vi også lavet et uddannelsesloft.

Når man så kommer ud på den anden side, kan man være heldig at være kommet ud på et arbejdsmarked, hvor der er stigende effektiviseringskrav på de fleste arbejdspladser, og hvis man skulle være så uheldig ikke at komme i arbejde eller at blive syg eller knække nakken, som vi kan se at stadig flere gør, så kommer man ind i et system, hvor man tester de ledige stadig mere på deres arbejdsevne. De vildeste eksempler er, at folk, der er ledige, i en taxa er blevet kørt ud til et sted for at arbejde en halv til en hel time for så at blive kørt i taxa tilbage igen, fordi deres arbejdsevne lige skal prøves.

Oven i alt det her, som jo er de strukturer, som vi har besluttet herindefra, skal man i øvrigt også se godt ud. Man skal huske at træne; man skal se ud ligesom folk i de reklamer, der er retoucherede; man skal være ligeså flot som dem på Instagram; man skal være på Facebook, Snapchat – alle de sociale medier – hele tiden, for hvad hvis de kammerater, der skriver der, skriver om noget, som man selv gik glip af?

Ja, jeg tror, det er på tide, at de unge får sådan lidt mere ro på, og at vi hjælper dem til at få det. Derfor kunne jeg godt tænke mig, at vi fortsætter debatten om at give de unge mere ro på og sikre, at de har en større trivsel. Det arbejde vil jeg fortsætte. Tak for debatten.

Foreløbig tak til hr. Jacob Mark. Der er en kort bemærkning, nemlig fra hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Først vil jeg sige tak for den gode tale og den konstruktive tone, som den blev holdt i. Det giver en god trivsel her i Folketinget, og det tror jeg også giver en rigtig god trivsel ude på skolerne.

Men så er der et problem, jeg gerne vil høre ordførerens holdning til, og det er overdiagnosticering. Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, som organiserer læger inden for det her felt, har jo flere gange advaret imod det, altså sagt, at vi skal passe på ikke at overdiagnosticere, fordi det tager – for at sige det lidt populært – pladserne fra dem, der er alvorligt syge. Og det bliver også understøttet af andre psykiatere. Er ordføreren enig med mig i, at overdiagnosticering er et problem, vi skal tage alvorligt?

Ordføreren.

Ja, det er jeg faktisk enig i. Da jeg sad som børneudvalgsformand ude i en kommune, i et byråd, oplevede jeg faktisk, at der var mange forældre, som nærmest kom og bad om, at deres barn skulle få en diagnose, fordi det udløste en masse ekstra hjælp. Nogle gange havde forældrene ret, men andre gange havde forældrene ikke ret, og de lagde jo selvfølgelig et pres på kommunen. I virkeligheden skulle de forældre jo bare have haft at vide, at hvis deres barn havde problemer, skulle problemerne løses der, hvor de er, og uden at der skal sættes en diagnose på barnet.

Det er ikke særlig godt, at vi er kommet dertil, hvor folk aktivt kommer og beder om en diagnose for at få hjælp til deres børn. Den hjælp skal de have uanset hvad.

Så er det fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Tak for en rigtig god ordførertale. Nogle gange tænker jeg selvfølgelig også tilbage på, hvordan det var, da man selv var ung, og jeg tror nok, at vi er mange, der kan sige, at vi ikke var så overvåget, som unge mennesker er i dag. Jeg kunne godt tænke mig også lige at få SF's ordfører til måske at give et svar på noget, og jeg håber, at han har et svar på det, for det er jo store spørgsmål, vi har med at gøre i salen her i dag. Jeg tænker lidt i forhold til forældreansvarsopgaven, også i den her debat. Jeg tænker lidt på, at man netop hører, at rigtig mange unge mennesker faktisk næsten ikke taler med deres forældre, det med, at man sjældent mødes, og når man mødes, sidder både forældre og for den sags skyld også de unge mennesker selv med iPhones, og det vil sige, at man ikke er i direkte kontakt med hinanden, men sidder på hver sin side af bordet med hver sin iPhone. Har ordføreren nogen tanker, nogen ideer til, hvordan vi også kan påvirke den kultur, altså den kulturændring, som jo er skabt igennem de seneste 10 år?

Ordføreren.

Jeg tror, at den kultur, vi har fået skabt, handler meget om, at alting skal have en nytte, altså at alt, hvad vi gør, skal gøres, fordi det skal kunne bruges på et eller andet tidspunkt ude i fremtiden. Jeg tror, at vi skal hjælpe forældrene til bedre at forstå, at alting ikke behøver at have en nytte, og at det nok skal gå, selv om deres børn ikke ligger i toppen af en eller anden prøve, eller selv om barnet ikke lige leverer på en national test, eller selv om barnet lige har brug for et ekstra halvt år for at blive vurderet uddannelsesparat. Jeg kan faktisk godt blive ret nervøs for den generation, som jeg selv repræsenterer, der har været igennem mange af de her ting, og som kommer ud nu og skal være forældre. Vil de så lægge det pres, som de selv har oplevet i skolen, yderligere over på deres børn? De gør det jo i en god mening, for de vil jo gerne have, at deres børn har alle muligheder i livet. Men så kan forældrene i den bedste mening komme til at forstærke det strukturelle pres, der er i forvejen.

Jeg kommer til at tænke på en reklame med Uffe Holm, jeg så i tv, hvor han kom til en forældresamtale, og det første, han spurgte om, var: Hvordan klarer mit barn sig i den nationale test? Og da han fik at vide, at det går godt, gik han sin vej. Men der er meget andet, der er vigtigt.

Spørgeren.

Det er det der med at få skabt det hele menneske, og der er jo ikke noget ved at klare sig godt i de nationale test, hvis man rent ud sagt ingen venner eller intet netværk har og man altid føler sig ensom eller for den sags skyld angst. Men netop, når man kigger tilbage i historien, har der jo været en tendens til, at vi forældre forventer – måske håber – at vores børn i hvert fald når mindst det samme som os selv, og det er også på en eller anden måde med til at presse de unge mennesker. Man tager nogle gange sig selv i at komme til at spørge ind til noget, som måske næsten er unødvendigt at spørge ind til.

Men igen, er det noget, vi bare skal italesætte, eller har ordføreren nogen konkrete ting, som SF's ordfører tænker vi er nødt til at få taget fat på?

Ordføreren.

Jeg tror, det var noget af det, den her trivselskommission kunne være kommet med bud på. Jeg tror, at noget af det kunne have været løst, hvis man fjernede nogle af de der mange test, som jeg har nævnt, i skolen. Jeg synes, at den melding, som fru Anni Matthiesen og den daværende uddannelsesminister kom med, måske er et af de mest effektive redskaber. For når der lige pludselig er en Venstreminister og en Venstreordfører, der fuldstændig utraditionelt går ud og siger, at det ikke er det her, der nødvendigvis er det vigtigste, for det er også vigtigt, at dit barn trives, og det er også vigtigt, at dit barn har det godt og har venner, så tror jeg, det kan være lige så effektfuldt og får flere forældre til at tænke, at det nok skal gå uanset hvad.

Tak. Så er det fru Jane Heitmann, Venstre.

Tak for det. Jeg deler bestemt det udgangspunkt, at der har brug for, at vi får set på unges trivsel, og jeg deler sådan set også ordførerens udgangspunkt, i forhold til at eksamenspres kan være medvirkende til, at nogle unge ikke trives. Heldigvis har vi jo i dagens Danmark rigtig gode eksamensfri friskoler, og hurra for det frie skolevalg, for det betyder jo, at forældre kan vælge den skoleform, som passer bedst til det barn, man nu har.

Men det, som jeg egentlig vil spørge SF's ordfører om, er, at unges mentale trivsel jo er noget, der rækker ind over mange ordførerområder. Der er beskæftigelsesområdet, der er børne- og undervisningsområdet, der er socialområdet, der er også sundhedsområdet, og nu er det jo ikke så forfærdelig mange år siden, at SF havde sundhedsministerposten. Hvilke initiativer tog SF's sundhedsminister dengang, da man selv havde teten i regeringen med posten som sundhedsminister til at styrke børn og unges trivsel?

Ordføreren.

Til den del, der handler om friskolerne, vil jeg bare sige, at nogle af de friskoler, som jeg synes gør det allerbedst, er nogle af dem, der arbejder f.eks. med karakterfri eksamener. Det var også derfor, at vi indførte karakterfri klasser i gymnasiereformen. Det var noget, vi løftede ind fra SF, og som var rigtig vigtigt for os. Så der har vi ladet os inspirere lidt af dem.

I forhold til hvad vores sundhedsminister gjorde, må jeg være svar skyldig. Jeg ved ikke, hvad sundhedsministeren lige præcis har gjort, men jeg ved jo, at en af de målepinde, der fylder alt i den reform, som vi vedtog, da SF var med ved roret, jo er trivsel. Det var jo noget, vi aktivt gik ind og sagde. Der er andet end bare faglighed. Der er andet end kun det at levere i nationale test, der fylder noget. Der er andet end det, man skal arbejde med derude. Der er også det, at eleverne skal have det godt. Det var ikke vores sundhedsminister, men det var jo, fordi vi var med i regeringen, og fordi vi var med til at lave det arbejde op mod folkeskolereformen.

Så siger vi dermed tak til hr. Jacob Mark, SF.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.