Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 109:

Forslag til folketingsbeslutning om sociale akuttilbud til borgere med psykiske lidelser, der bor i egen bolig.

Af Stine Brix (EL) og Pernille Skipper (EL).

(Fremsættelse 23.03.2018).

Forhandlingen er åbnet, og jeg vil starte med at give børne- og socialministeren ordet. Værsgo, minister.

Tusind tak. Beslutningsforslaget, B 109, vil pålægge regeringen senest den 1. januar 2019 at pålægge kommunerne, at borgere med en psykisk lidelse, der bor i egen bolig, har let adgang til et socialt akuttilbud, og det foreslås sådan helt konkret, at alle kommuner med undtagelse af de allermindste forpligtes til at etablere sociale akuttilbud til mennesker i akut psykisk krise, som har døgnåbent og har døgnåben akuttelefon, mulighed for overnatning samt en udkørende funktion. Forslagsstillerne vurderer, at forslaget vil koste cirka 230 mio. kr. det første år og 205 mio. kr. årligt efter etablering, og de foreslår at finansiere forslaget ved at genindføre en udligningsskat på pensionsudbetalinger.

Jeg vil gerne indlede med at sige, at jeg synes, at der er tale om et rigtig sympatisk forslag, som har nogle rigtig gode intentioner bag sig. Det er vigtigt, at mennesker med psykiske lidelser får den rette hjælp til at klare sig i egen bolig, og at de trives der. Jeg deler også glæden over, at de sociale akuttilbud, der er blevet afprøvet og udbredt med finansiering fra satspuljen, har vist gode resultater og har hjulpet rigtig mange mennesker, der har haft det svært, når de har oplevet akutte psykiske kriser. Der er imidlertid en række forhold, der gør, at regeringen ikke kan støtte forslaget om at pålægge kommunerne at etablere sociale akuttilbud.

Projekterne med afprøvning og udbredelse af sociale akuttilbud har som nævnt vist gode resultater, og derfor har et enigt Folketing også sørget for, at der er etableret en lovhjemmel, så alle kommuner kan oprette sociale akuttilbud i samarbejde med andre kommuner, regioner og private leverandører. Muligheden for, at man kan oprette de sociale akuttilbud, trådte altså i kraft den 1. januar i år, og der er allerede en række kommuner, der er i fuld gang. Bl.a. har langt de fleste af de kommuner, som har været en del af satspuljeprojekterne med akuttilbud, valgt at videreføre akuttilbuddene efter projektets afslutning, og de fem kommuner, der var med i den første afprøvning, der indgik i satspuljeaftalen fra 2008, har stadig væk akuttilbud. Socialstyrelsen er bekendt med, at i alt 18 kommuner i dag har eller overvejer at oprette akuttilbud.

Det viser, at kommunerne sagtens kan drive akuttilbud og få gavn af dem, uden at Folketinget behøver at påtvinge det, og derfor vil det også være unødvendigt at gøre det til et egentligt lovkrav. Med den nye hjemmel kan alle kommuner gå i gang, hvis de vil, og jeg tror, at rigtig mange kommuner vil se potentialet og glæde sig over de muligheder, som de altså har fået fra og med den 1. januar i år.

Det leder mig så over til at sige, at det jo netop ikke er sikkert, at et socialt akuttilbud vil være det mest hensigtsmæssige i alle kommuner. Kommunerne kan i dag vælge at etablere akuttilbud, men de har også mulighed for at vurdere, hvorvidt et socialt akuttilbud er det mest relevante i forhold til kommunens øvrige tilbud og indsatser for målgruppen generelt. Et socialt akuttilbud er et supplement til kommunernes eksisterende indsats efter serviceloven, og der kan være forskellige måder, hvorpå det altså er mest hensigtsmæssigt at supplere den indsats afhængigt af den lokale kontekst. Generelt skal vi undgå at føre en one size fits all-socialpolitik. Kommunerne er forskellige og har forskellige indsatser, og kommunernes borgere har forskellige behov. Det underbygges af, at evalueringen af projektet med udbredelse af akuttilbuddene viser, at der var stor variation i antallet af henvendelser til de sociale akuttilbud.

Som reglerne er i dag, kan kommunerne i høj grad også vælge at etablere et socialt akuttilbud, der er tilpasset det behov, der måtte være i deres lokalområde. Nogle steder kan det være oplagt at have en udkørende funktion, andre steder kan det være afgørende, at man kan overnatte. I beslutningsforslaget er begge dele et krav, og det betyder, at der vil være stor risiko for, at vi forpligter kommunerne til at oprette funktioner, som der sådan set ikke er en efterspørgsel efter. Det vil være spild af ressourcer, som jo kunne gøre mere gavn på andre måder. I dag er det også muligt at oprette akuttilbud i samarbejde med andre kommuner, og det kan give rigtig god mening i nogle områder, at kommunerne ikke absolut skal oprette hver deres tilbud. Det kan også bidrage til, at der er de nødvendige specialiserede kompetencer til stede. Dette risikerer vi altså ligeledes at underminere ved at pålægge langt de fleste kommuner, at de skal oprette særskilte tilbud.

Endelig er det selvfølgelig også relevant at nævne, at forslaget medfører væsentlige udgifter. Forslagsstillerne vurderer, at det vil koste 230 mio. kr. det første år og 205 mio. kr. årligt herefter. Det er imidlertid Børne- og Socialministeriets vurdering, at det kan komme til at koste omkring 450 mio. kr. i etableringsåret og 420 mio. kr. herefter. Det er afgørende for mig, at vi bruger pengene på socialområdet, så det bliver allermest til gavn for borgerne, og derfor er det også vigtigt, at vi prioriterer rigtigt. Her er der tale om midler i en størrelsesorden, der vil kunne give et markant løft af indsatsen for hele målgruppen, hvis de bliver anvendt rigtigt. Prøv at tænke på, hvad man kunne bruge 400 mio. kr. til. Der ville man kunne styrke indsatsen i hele socialpsykiatrien, på handicapområdet eller for udsatte børn og unge betydeligt, og derfor mener jeg ikke, at vi skal bruge dem på at pålægge kommunerne indsatser, de allerede kan iværksætte i dag, hvis den enkelte kommune vel at mærke vurderer, at det vil gavne deres borgere.

Jeg vil runde af med en kort opsummering: Jeg synes, at forslaget er sympatisk, men det er således, at kommunerne allerede i dag har mulighed for at oprette sociale akuttilbud, og jeg mener desuden ikke, vi skal fratage kommunerne muligheden for at tilrettelægge deres indsats efter deres borgeres konkrete behov. Derudover vil forslaget kræve en meget stor økonomisk prioritering – en prioritering, jeg mener vil kunne gøre mere gavn på andre måder. På den baggrund kan regeringen ikke støtte forslaget. Når det er sagt, håber jeg, at flere kommuner end dem, der allerede er i gang, vil se potentialet i sociale akuttilbud og vil udnytte den mulighed, vi har givet dem, for at oprette dem.

Der er et ønske om en kort bemærkning til fru Stine Brix, Enhedslisten. Værsgo.

Tak til ministeren, både for roser og for ris. Jeg er selvfølgelig bekendt med den lovændring, som ministeren henviser til, og som gør det muligt for kommunerne at oprette de her sociale akuttilbud til borgere, der er i psykisk krise. Og det, der jo er hensigten her, er at sikre, at alle de borgere kan få adgang til sådan et akuttilbud, hvis de har behov for det, uanset hvilken kommune de bor i, om det så er en af de 18 kommuner, der enten har eller tænker på at etablere et tilbud, eller om det er i en af de omkring 80 andre kommuner, som ikke gør sig de overvejelser p.t.

Det ligger jo i forlængelse af en diskussion, vi tit har på sundhedsområdet, hvor vi ser store problemer med geografisk ulighed i forhold til sundhed. Altså, hvis vi lavede en parallel til sundhedsvæsenet, ville det jo være helt utænkeligt, at det skulle være op til den enkelte region, om man ville stille et behandlingstilbud til rådighed – altså at man, kun hvis man boede i Region Midtjylland eller Sjælland, ville kunne få en given behandling. Og det er lidt det, vi ser, når det gælder psykiatrien i kommunerne. Der bliver det op til den enkelte kommune, om man vil stille det til rådighed.

Så jeg kunne godt tænke mig at høre ministerens overvejelser i forhold til at sikre, at der er ens rettigheder for borgerne, uanset hvilken kommune de bor i.

Ministeren.

Jeg tror, at fru Stine Brix opererer med en forkert præmis indlejret her. For fru Stine Brix stiller det op, som om det er sociale akuttilbud eller ingenting; som om det er en måde at få hjælp på eller ikke at få nogen hjælp overhovedet. Og der er det jo vigtigt at sige, at kommunerne jo sådan set allerede i dag er forpligtiget til at yde hjælp til borgere, som er i krise, og som er udsatte på den ene eller på den anden måde.

Vi kan så se, at med hjemmelen, der er givet her pr. 1. januar, er der flere kommuner, som vælger at drive og oprette sociale akuttilbud. Og det er jo rigtig godt, men jeg tror også bare, at man skal have blik for, at kommuner kan være forskellige; man kan have indgået samarbejdsaftaler med en anden kommune, eller der kan være en organisering, som gør, at man i den enkelte kommune tænker, at det måske ikke er lige nu for dem, at de skal prioritere sådan et socialt akuttilbud, fordi de i stedet har en anden organisering, som altså passer bedre til lige præcis den kommune. Og der tror jeg bare man skal have et blik for, at den nuance også forekommer, og at det altså ikke er et socialt akuttilbud eller ingenting.

Fru Stine Brix.

Tak for den præcisering. Det er jeg klar over. Der er intet til hinder i vores forslag for, at man kan lave samarbejde. Det, som vi lægger op til, og som der også står klart i teksten, er jo, at man skal sikre, at alle borgere har let adgang til det. Det betyder ikke, at det fysisk skal være placeret i hver enkelt kommune, hvis ikke det er det, der giver mening. Men alle borgere, uanset hvilken kommune de bor i, skal have let adgang, frem for at det kun er i de omkring 18 kommuner, som vi taler om i dag.

Men det, som jeg godt kunne tænke mig at høre ministeren forholde sig mere til, er det her med, at vi har et sundhedsvæsen, hvor det er helt klart, hvad for nogle tilbud og hvilke rettigheder man har, og så har vi de tilbud, der gælder, når man er i kommunen og har en psykisk krise, hvor det er utrolig forskelligt, og hvor det er meget vanskeligt som borger at finde ud af, hvilke tilbud der er, hvilke rettigheder man har. Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde et socialt system, som lærte noget mere af sundhedsvæsenet, så det var mere klart, hvad for nogle rettigheder man har som borger.

Ministeren.

Det er virkelig en rigtig interessant debat at tage. For det, som jo ligger indlejret i serviceloven og sådan set helt op i formålsparagraffen i serviceloven, er lige præcis, at man tager afsæt i en individuel og konkret vurdering. Og det er jo lige præcis, fordi der på socialområdet kan være rigtig mange forskellige løsninger, der skal til for at hjælpe et menneske i akut krise, som er socialt udsat. Men det, som jo er hovedlinjen, og som jo er skrevet meget tydeligt, er, at det stadig væk skal være baseret på en individuel og konkret vurdering. Og er der tale om, at man har hjælp behov, skal man jo også have hjælp; der skal kommunen så også levere det.

Tak til ministeren. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Vi går over til ordførerne, og den første i ordførerrækken er hr. Troels Ravn, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg vil gerne indlede med at sige tak til Enhedslisten for at sætte fokus på psykiatrien og forebyggende og tidlige indsatser. Det er et vigtigt område at drøfte, og der er ingen tvivl om, at der er rum for forbedring, når det handler om at forebygge og forhindre, at mennesker med psykiske lidelser bliver indlagt igen, eller bliver syge igen og igen, fordi de opfølgende og forebyggende indsatser ikke er gode nok. Der er lang vej igen, før vi kan være tilfredse med den behandling og særlig de overgange, der er mellem behandling i psykiatrien og hjælpen i kommunerne, som patienter med psykiske lidelser oplever. Alt for mange bliver udskrevet for hurtigt uden den nødvendige hjælp. Vi hører, at vores politi og medarbejderne i den almene boligsektor eksempelvis fortæller om et stigende antal af grupper af mennesker, som overlades i deres varetægt uden behandling eller nødvendige sociale indsatser.

Konsekvenserne er store for både de berørte borgere og for vores personale, som ikke er i stand til at hjælpe på bedste vis. Vi mener, at der er behov for bedre, sammenhængende forløb, og at man sikrer, at der er tilbud til stede for de mennesker, som har behov for det. Vi tror dog ikke nødvendigvis, at den rigtige løsning er at pålægge alle kommuner at indføre et socialt akuttilbud i nøjagtig den form, som er beskrevet i beslutningsforslaget. Vi ved, at der i mange kommuner og regioner findes forskellige tilbud, som fungerer rigtig godt. F.eks. Psykiatriens Hus i Silkeborg og et lignende tilbud i København, og i andre kommuner og regioner findes der andre gode tilbud.

Der er ingen tvivl om, at sociale akuttilbud, som det beskrives i beslutningsforslaget, og som er afprøvet i satspuljeprojekterne, er gode. Men det er ikke nødvendigvis det samme, som at det giver mening at etablere noget oven i de tilbud, som findes andre steder, og at alle skal have præcis de samme tilbud.

På den baggrund kan vi ikke stemme for forslaget. Men vi noterer os de gode resultater af satspuljeprojektet og forventer, at kommuner og regioner tager deres ansvar på sig og etablerer de rette tilbud til de mennesker, som har behov for hjælpen. Tak.

Der er ikke ønske om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi går til næste ordfører, fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil gerne starte med at rose Enhedslisten for at fremsætte forslaget, sådan at vi får mulighed for at debattere psykiatri. Det er en vigtig debat, altså at sætte fokus på områder, som ikke fungerer optimalt. Men derefter vil jeg også gerne sige, at vi ikke støtter forslaget. Vi støtter ikke finansieringen. Nu skal jeg lige se, hvad der står: Udgifterne første år regner man med vil være 230 mio. kr. Derefter 205 mio. kr. årligt. Det skal finansieres ved at genindføre en udligningsskat på 3 pct. af pensionsudbetalinger over 300.000 kr. osv. osv. Den kan vi ikke gå ind i.

En anden ting, som nok er en af de vigtigste, er, at vi ikke tror, at modellen passer alle steder i Danmark, hvilket også ministeren var inde på. Beslutningsforslaget tager jo netop udgangspunkt i det satspuljeprojekt, som involverede 14 kommuner i Danmark. Den ene kommune har jeg faktisk fulgt på meget tæt hold, for det var Greve Kommune, hvor jeg sidder som byrådsmedlem, og hvor jeg sidder som formand for det udvalg, som faktisk har fulgt vores akuttilbud i hele perioden. Jeg har besøgt det flere gange. Jeg har talt med brugere. Jeg har talt med personalet. Og da vi var færdige med projektet, evaluerede vi det, og vi fandt ud af, at vi faktisk havde ret god succes med det. Vi var en af de kommuner, hvor det blev brugt mest. Vi havde 117 henvendelser om måneden. Vi havde etableret to sengepladser, nemlig to værelser, der lå skærmet med egen indgang, og vi havde brugt rigtig meget tid og ressourcer på at lave de her senge, men de blev ikke brugt. Ikke i den grad, vi havde regnet med. Bagefter, når man taler med brugerne, kunne man måske godt forstå hvorfor. Jamen når man ringer og har brug for akut hjælp, er det, fordi man er angst, man er i panik, man har det dårligt, man er selvmordstruet. Så går man ikke ind og lægger sig i en seng og tænker, at det var egentlig dejligt, for så har jeg en seng her. Nej, man kommer og sætter sig i en stol, og så taler man. Så taler man med en af de to, som virkelig ved noget om det at være psykisk syg, en af dem, som kan vejlede en i, om man skal videre til psykiatrisk skadestue, eller om man måske skal tage lidt mere medicin. Eller de tager hjem og besøger den syge i eget hjem. Det var de ting, som gjorde en forskel. Så vi har fortsat med vores akuttelefon med udgående besøg med personale, der sidder der, men vi har nedlagt de to sengepladser, fordi det ikke fungerede. Det tog plads fra nogle andre psykisk syge, der kunne bruge dem på andre tidspunkter.

Derfor tror jeg ikke på det, når vi ser på beslutningsforslaget, der siger, at man som minimum skal have en åben telefonlinje – det siger vi yes til – men om sengepladserne siger jeg så, at det ikke er alle kommunerne, de passer til. Når jeg ser på tallene fra Københavns Kommune, tror jeg da godt, at det måske der ville være lidt anderledes end i en lille kommune som Greve. Jeg tror også, at tog vi til Lolland, ville de have en anden måde at etablere det på. Jeg tror faktisk, det er vigtigt, at vi bliver nødt til at sige, at kommunerne skal sikre noget til de psykisk syge, når de får brug for det, specielt telefonen ved jeg i hvert fald er guld værd. Jeg har også hørt fra brugere, der siger, at hvis ikke den havde været der, var de blevet kørt på psykiatrisk skadestue og var blevet indlagt.

Derfor synes jeg, at det er et vigtigt tiltag, og jeg håber selvfølgelig, at kommunerne selv går ind og kigger på, hvordan vi er med til at forebygge det her. Det er kommunens ansvar at forebygge, uanset om det drejer sig om somatisk eller psykisk sygdom. De bliver nødt til at tage et ansvar, men hvis vi skal bestemme alt herfra, har vi ikke det kommunale selvstyre. Men det er jo noget, vi må tage op, når vi taler om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen; når vi ser på, hvordan vi får region og kommune til at samarbejde. Vi må se på det, når sundhedsministeren kommer med en psykiatrihandlingsplan, der virkelig skulle gøre en forskel for dem, der har en psykisk sygdom. Jeg håber i hvert fald, at det er noget, vi tager med, for det her hænger sammen, alt lige fra forebyggelse til den spæde start, hvor man har en let psykiatrisk diagnose, eller, som man også kan have ved de her akutsteder, sociale udfordringer. Vi skal passe på ikke at generalisere og kun gøre det til en slags. Jeg ved i hvert fald, at de kommuner, der har haft det, er åbne for de mennesker, der har haft de her problemer eller udfordringer, uanset om det har været socialt, eller om det har været i en krisesituation.

Jeg er kigget hele evalueringen igennem og kan også se, at dem, der er sværest stramt, jo ikke er dem, der er flest af. Så det er måske ikke der, vi kan spare mest ved indlæggelserne. Men vi kan i hvert fald hjælpe dem, der står med problemet og har brug for den vejledning.

Så det er rigtig godt, at vi kan diskutere det, men vi kan ikke støtte forslaget.

Der er et ønske om en kort bemærkning fra fru Stine Brix.

Tak, og tak til Dansk Folkepartis ordfører. Fru Liselott Blixt siger, at hun håber, at kommunerne løfter den opgave, og det er jo et fromt håb. Men hvordan synes fru Liselott Blixt det går i dag i, i forhold til at kommunerne løfter den her opgave med forebyggelse og tidlig opsporing og behandling af psykisk sygdom? Jeg synes ikke, det er tilfredsstillende, og jeg synes, vi ser en urimelig stor variation på tværs af landet, hvor det er ret afgørende, hvilken bopælskommune man har, i forhold til hvilken hjælp man kan få. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge fru Liselott Blixt, om hun ikke mener, at vi har et større ansvar for at sikre, at der er en større grad af geografisk lighed på det her område.

Så siger fru Liselott Blixt, at det kan være forskellige tilbud, man skal have i forskellige kommuner, og det er jeg med på. Selvfølgelig skal der være en tilpasning, og det har der jo også været i forsøget. Men evalueringen viser jo, at stort set alle steder, hvor man har lavet det her, altså i mange forskellige kommuner over hele landet, har det været en god ting. For mig viser det, at det faktisk er et projekt eller et forsøg, som vi burde se i hele landet. Hvad tænker fru Liselott Blixt, når hun læser evalueringen, i forhold til det spørgsmål?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at når jeg læser evalueringen, har jeg selvfølgelig kigget meget på min egen kommune, det er jo klart. Men vi er også en af de kommuner, som har haft flest henvendelser og i stigende grad. Men af de henvendelser, man har fået, er ca. 40 pct. ikke kriserelaterede, 42 pct. let krise, 17 pct. middelsvær krise og 2 pct. alvorlig krise. Det er vigtigt at se, hvad det er for udfordringer, vi får. Noget af evalueringen er ikke taget fra start til slut – der indgår tal fra 2016 og frem. Så jeg synes, det er svært at udlede hundrede procent, at den her kan passe ind i alle kommuner. Som jeg sagde, blev sengene i vores kommune ikke brugt. Du kunne tælle de dage, de blev brugt. Nogle gange var det mere for at sidde i den end at ligge i den og sove. Det er også derfor, jeg siger i forhold til noget af det her, at sådan ønsker jeg det skal være, men vi bliver nødt til at se det i sammenhæng med en hel psykiatriplan. Vi bliver nødt til at se, hvordan vi bruger pengene bedst. Vi har diskussionen med regionerne, der nedlægger sengepladser, kommunerne skal overtage, uden at der følger penge med. Det bliver vi også nødt til at se på, for vi gør det ikke godt nok for de psykisk syge.

Fru Stine Brix.

Jeg er helt enig i fru Liselott Blixts pointe om, at vi bliver nødt til at se det i sammenhæng med en samlet psykiatriplan, og der har vi jo nu efter at have spurgt regeringen mange gange fået et klart tilsagn om, at sådan en kommer der. Der synes jeg, at det er helt oplagt at tage det her tema med, for det, jeg efterspørger, er, at vi generelt på psykiatriområdet, og det gælder både regionerne og kommunerne, har en større systematik, har en større grad af sammenhæng, hvor det er klart for borgerne, hvad der er for nogle tilbud, hvordan man kan få hjælp. Jeg kunne godt tænke mig at spørge fru Liselott Blixt, om hun deler min holdning, der er, at der er alt for meget projekter, forsøg, midlertidighed, og at vi har at gøre med en gruppe borgere, som virkelig ikke har brug for det.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig. Der er for mange projekter. Det er derfor, at jeg i min kommune sagde, at vi skal have en kommunal psykiatrihandlingsplan. Vi skal sørge for, at vi fanger børn og unge, vi laver en tidlig indsats for de 0-2-årige, for der er rigtig mange psykisk syge der også. Vi skal gøre noget, så vi får lærerne og pædagogerne klædt på. Vi skal sikre, at vi tager hånd om de stressramte, de degressive, men vi skal søreme også tage fat i de ældre, der sidder på et plejehjem og har fået en psykisk lidelse. Der skal kommunerne lave en plan. Så det håber jeg at vi tager med i en handlingsplan på psykiatriområdet.

Tak til ordføreren. Vi går videre til hr. Carl Holst, Venstre.

Tak, formand. Som de foregående talere støtter Venstre også de varme intentioner i beslutningsforslaget fra Enhedslisten. Men der er også mangler. En mangel er, at man tror, man lovgivningsmæssigt kan løse alle problemer i forhold til manglende sammenhængskraft mellem de aktører, der er ude i kommuner og regioner. Lad mig lige understrege: Psykisk lidelse eller mangel på mental trivsel er et stadigt stigende problem, navnlig blandt unge mennesker. En psykisk lidelse bliver hurtigt opsporet, og der bliver taget hurtigt fat om dem, og så bliver det løst, men problemet er, at hvis ikke man tager fat om dem, bliver det kronisk.

Derfor har vi behov for i øget omfang inden for psykiatrien at kunne opspore, det kræver det nære, og hvor det er alvorligt, at kunne behandle, og det kræver det specialiserede. Det kræver, at aktørerne – behandlingspsykiatrien i regionerne og socialpsykiatrien i kommunerne – bliver bedre til at koordinere og integrere deres samarbejde. For borgeren, uanset om det er en pårørende eller en medborger, der bliver ramt af en psykisk lidelse, skal ikke gå fra et system til et andet. Jo, det skal man måske nok, men man skal ikke have følelsen af, at der er bump på vejen i forhold til den behandling, man får, om det er kommunalt eller regionalt.

I det sammenspil er der gode erfaringer fra satspuljeprojekter gående ud på, at man med akuttelefoner eller akutsenge eller noget andet kan øge den psykiske tryghed, og det har kommunerne taget til sig. Dem, der var omfattet af forsøget, har bibeholdt det, og flere og flere kommer til. Jeg tror, at i årene frem vil man, ikke mindst med det fokus, der vil være på den manglende mentale trivsel, øge indsatsen på det her område.

Vi kan bare ikke lovgive os ud af det, for vi kan ikke skabe en løsning herinde, hvor vi siger, at som minimum skal det være sådan og sådan, og dermed begrænse, at to kommuner i samarbejdets ånd kan gå sammen eller vurdere, at man ikke har behov for akutsenge, eller vurdere, at man laver et samarbejde med regionen i forhold til den udadgående del, eller hvad ved jeg. Og det er på den baggrund, at Venstre ikke støtter beslutningsforslaget.

Så synes jeg også, hvis det må være mig tilladt at inspirere forslagsstillerne til beslutningsforslaget, at der mangler en dimension, og det er civilsamfundet. Jeg ved godt, at jeg nu kan blive skudt i skoene, at kernevelfærden skal gå over til frivillige, men det er efter min egen overbevisning ikke det, der er intentionen. En række af de her mennesker kan få behandling for deres lidelse af et behandlingssystem, men kan få velvære i den videre tilværelse ved at være i kontakt med foreningsliv og andre ting. Og det skal vi måske i fremtiden også være bedre til at tænke ind, nemlig værdien af at være i et foreningsfællesskab. Og der kan vi måske trække mere på civilsamfundet eller det frivillige Danmark. Tak for ordet.

Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Stine Brix.

Jeg mener sagtens, man kan bruge civilsamfundet, også på det her område. Vi har gode erfaringer med det, f.eks. i det tilbud, der hedder Headspace, som er et tilbud målrettet unge, og som jo på nogle træk minder lidt om det, vi har at gøre med her, som så er et tilbud målrettet voksne. Der er også forskelle, men det er bare for at sige, at jeg ikke har en principiel modstand mod, at man inddrager civilsamfundet.

Men jeg synes, at hr. Carl Holsts argumentation er sådan lidt en teknisk nedskydning, som er lidt at stramme den, i forhold til hvordan virkeligheden er i forbindelse med at kunne lovgive. For hr. Carl Holst siger, at det ikke er muligt at lave en lovgivning, som tager højde for, at der kan være forskelle, eller at det ikke er muligt at lave en lovgivning, som tager højde for, at man nogle steder vil have gavn af samarbejde. Det mener jeg sagtens man kan. Hvis vi kigger på de erfaringer, vi har med de konkrete projekter, der så har været finansieret via satspuljen, så kan vi jo også se, at de projekter har kunnet rumme meget forskellige kommuner. Der er både Københavns Kommune, som er en af de 14 i runde 2, og Syddjurs Kommune, som er inden for den samme projektbeskrivelse.

Så jeg vil bare spørge: Mener hr. Carl Holst ikke, man kan lave en lovgivning, som også kan rumme kommunernes forskelligheder, men som dog sikrer, at man skal kunne have et tilbud a la det her, så borgerne ved, hvad de har af rettigheder og muligheder?

Ordføreren.

Bemærkningen om Headspace er jeg meget enig med fru Stine Brix i. Jeg var selv med til at starte Headspace i Esbjerg i sin tid og mødte faktisk ved den lejlighed et psykiatrisk system, der sagde: Det her er farligt, der kan vi ikke bruge frivillige, der skal vi sørge for, at det psykiatriske system agerer. Så i systemet er der en modstand mod frivillige i forhold til mødet, når unge mennesker kommer og siger: Jeg har ikke brækket en arm, men jeg har ondt i sjælen, for den er knækket. Og det var den modstand, jeg refererede til. Det er det tilbud, som jo skal være det, der kitter socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien sammen, og det er i det krydsfelt, beslutningsforslaget opererer. Det var derfor, jeg tillod mig at nævne det.

Så er jeg ikke enig i, at jeg er systemisk i min afvisning. Jeg mener faktisk, jeg er meget faglig, i forhold til at man ikke kan sige minimum. Man bliver nødt til at tage individuelle hensyn i de enkelte kommuner. Og der bliver opereret med minimumstilbud, der skal være til stede, heriblandt senge. Det behov er jeg ikke sikker på lige er det, den kommune, jeg kommer fra, nemlig Vejen Kommune, har.

Værsgo for den anden korte bemærkning.

Tak for den præcisering. Det, jeg opponerer mod, er, at hr. Carl Holst lyder, som om det slet ikke kan lade sig gøre. Jeg kan bare konstatere, at det i hvert fald har kunnet lade sig gøre at lave et forsøg og et projekt, som har kunnet rumme meget forskellige kommuner, og derfor tror jeg også sagtens, det vil kunne lade sig gøre. Det har jo også været nogle af de krav, der har været gældende ved de forsøg. Det har bestået af de tre elementer: en døgnakuttelefon; at man kunne fremmøde anonymt, uden at man blev visiteret; og at der var en mulighed for overnatning. Så der har været stillet nogle krav, som har været kendetegnende for projekterne, og det har været ladsiggørligt.

Så det, jeg egentlig godt kunne tænke mig at spørge om, er: Hvis nu hr. Carl Holst ikke skulle tage stilling konkret til det her beslutningsforslag, men til ideen, kunne han så se perspektivet i, at vi her fra Folketingets side siger, at der skal være nogle minimumstilbud, så man ved, hvad man kan regne med, hvis man kommer i akut krise, hvor man kan henvende sig, og hvordan man skal gøre det?

Ordføreren.

Tak for det. Jeg har jo netop givet udtryk for, at satspuljeevalueringen og projektet var godt, også selv om det opererede på tværs. Så det er ikke fair, når fru Stine Brix forsøger at skyde mig i skoene, at jeg siger, det ikke kan lade sig gøre. Det har jo kunnet lade sig gøre, og man er ved at udrulle det – alle, der var med. Der kommer flere til, det vokser nedefra, og det glæder jeg mig over. Jeg tror bare, det også skal vokse nedefra. Nedefra skal det vokse, for det er kommunerne, der har fingeren på pulsen, i forhold til hvilke behov der er, hvilke muligheder man har, og hvilke indsatser der skal kunne tages. Så har alle en rettighed ifølge serviceloven og andre love, og det skal de fortsat have.

Tak til hr. Carl Holst. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Vi går til den næste ordfører i ordførerrækken, som er fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Også fra mig en tak til Enhedslisten for at sætte det her på dagsordenen. Som hos tidligere ordførere er der også to årsager til, at vi i Liberal Alliance ikke støtter forslaget. Det er rigtigt nok, at der er blevet lavet en evaluering af satspuljeforsøget, og den viste jo, at brugerne var glade for tilbuddet, og at det gav en tryghed at vide, at man kunne få hjælp døgnet rundt, men det blev ikke vurderet, om det er det her sted, man får mest for pengene. Det synes jeg er ret relevant. Der er rigtig mange gode ideer, der er rigtig mange gode intentioner, og der er rigtig mange gode forslag, men jeg tror, det er vigtigt, at vi begynder nøjere at overveje: Hvor får vi mest for pengene, hvor er det, vi hjælper flest mennesker for de ressourcer, vi nu engang har? Og jeg synes ikke, det er en god idé centralt at beslutte, at alle kommuner skal have et socialt akuttilbud. Det kan sagtens være, det er en god idé. Det synes jeg sådan set også det langt hen ad vejen kan være. Men jeg synes ikke, det er en god idé, at vi centralt beslutter det. Det er den første årsag.

Den anden er finansieringen. Enhedslisten foreslår jo en frisk gang brandbeskatning af pensionisters opsparing. Det er ikke en overraskelse for mig, at Enhedslisten foreslår det, og det er nok heller ikke en overraskelse for Enhedslisten, at Liberal Alliance ikke ønsker at genindføre den her overbeskatning.

Så Liberal Alliance støtter samlet set ikke forslaget.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Laura Lindahl og går videre til fru Pernille Schnoor fra Alternativet.

Tak. Først og fremmest tak til Enhedslisten for at sætte fokus på psykiatrien og behovet for akuttilbud i psykiatrien. Flertallet af de socialpsykiatriske tilbud, som eksisterer allerede nu, kræver enten visitation eller en forudgående aftale, og derfor er der med meget stor sandsynlighed en gruppe af borgere, der ikke har adgang til de tilbud, de har brug for, og som passer til deres akutte behov.

Som flere også har været inde på, er det her jo et kommunalt forankret tilbud, det sociale akuttilbud, som er døgnåbent og døgnbemandet, og hvor borgere med akut psykisk krise kan henvende sig uden en forudgående aftale og uden visitation. Vi er også meget optaget af i Alternativet, at der mangler tilbud til den gruppe, og derfor har vi i vores eget sundhedsudspil faktisk fokus på, at vi gerne vil have flere psykiatrihuse.

Vi foreslår, at der oprettes nogle mindre psykiatrihuse, hvor det er de kommunale og de regionale tilbud, der samles, i en anerkendelse af, at det kan være svært at navigere i det meget sektoropdelte psykiatriområde og vide, hvor man skal henvende sig for at få hjælp, og specielt for den målgruppe, som det her forslag også handler om. De psykiatrihuse, som vi gerne vil have oprettet, kan ligesom med det her forslag komme tættere på borgerne, og vi har jo set med Psykiatriens Hus i Region Midtjylland, at det har en positiv effekt også i forhold til antallet af indlæggelser, og det kan også medvirke til at forebygge uhensigtsmæssige indlæggelser og styrke muligheden for, at man kan klare sig i sit eget hjem og ikke skal igennem en længerevarende behandling.

Vi ønsker også – hvis jeg lige skal nævne vores egne ønsker i den her forbindelse – i de tilbud, som vi foreslår, at man samtidig kan balancere forbruget af medicin, så vi også får et lidt mere nuanceret forhold og en lidt mere nuanceret tilgang til forbruget af medicin og de komplementære muligheder, som anvendes i psykiatrien.

Så vi er enige med Enhedslisten i, at det giver god menneskelig mening at oprette de her akuttilbud, og det giver også god samfundsøkonomisk mening, fordi det nedbringer antallet af sengedage for målgruppen bl.a., og på den baggrund vil jeg sige, at vi er positive over for det fokus, der er på akuttilbuddene. Om det skal være i præcis den her version, kan vi tale videre om, men vi er i hvert fald positive over for forslaget.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste er fru Marianne Jelved, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Det er blevet sagt af tidligere talere her på talerstolen i dag, at kommunerne skal hjælpe borgere, der har brug for hjælp. Det er sådan set det, der er meningen med serviceloven. Det gælder selvfølgelig også borgere med psykiske lidelser. Gennem satspuljen har der været en form for udviklingsarbejde, kan man måske kalde det, af akuttilbud til mennesker med psykisk lidelse, der bor i egen bolig. Men det er forskelligartet efter de forskellige kommuners størrelse og behov, og det er jo i virkeligheden meget lærerigt, at man ikke nødvendigvis kan tage én bestemt form og lægge ned over alle kommuner, fordi der er så mange ting, der spiller ind i kommunernes vurdering af, hvad de har brug for til de enkelte borgere.

Men man kan sige, at det i hvert fald også på forskellig måde har været en succes, og kommunerne har uden tvivl oplevet at have gavn af de to forløb fra satspuljen og set deres forskelligartede behov. Det synes jeg også er lærerigt. Det er oplagt, at man lokalt forholder sig til de løsninger, der passer bedst til den enkelte kommune. Derfor vil vi egentlig gå en anden vej end den, som forslagsstillerne gør her, idet vi inspireret af forslaget til folketingsbeslutning, som Enhedslisten har fremsat, og som vi behandler her i dag, vil tage initiativ til over for De Radikales kommunalbestyrelsesmedlemmer rundtomkring i landet at diskutere, hvad deres erfaringer er på det område, og se, hvilken lære de har taget det, og hvordan de løser den type opgaver her. Det tror jeg egentlig man også kunne bidrage med, når vi sidder herinde i Folketinget, altså at tage den slags initiativer over for vores egne.

Så med de ord anerkender jeg Enhedslistens ønske om at bidrage til at løse nogle af de her problemer, som vi har som borgere med psykiske lidelser, men jeg vil gå en anden vej end den, Enhedslisten foreslår.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Først og fremmest tak til Enhedslisten for at fremsætte det her gode forslag. Forslaget handler om dels at få indarbejdet etableringen af sociale akuttilbud i den kommende psykiatrihandlingsplan, dels at forpligte kommunerne til at sikre, at alle borgere har mulighed for let adgang til akuttilbud. Begge intentioner synes vi i SF er rigtig fornuftige.

Sociale akuttilbud er en enorm hjælp og et vigtigt tilbud for mennesker med psykiske lidelser, og det viser erfaringerne på området jo også. Som der også er redegjort for i bemærkningerne til forslaget, har man gennem to nu afsluttede satspuljeprojekter fra henholdsvis 2008 til 2011 og fra 2014 til 2017 arbejdet med at udbrede sociale akuttilbud. De gode resultater, bl.a. i forhold til borgernes øgede velbefindende og færre indlæggelser og sengedage i den almene psykiatri, vidner om, at der virkelig er noget at komme efter her, både for den enkelte borger, men også for psykiatrien. Og jeg tror, vi alle sammen har mødt, hvis man er i kontakt med mennesker, som er psykisk sårbare eller har psykiske lidelser, nogen, der har beskrevet, at det er utrolig svært at finde ud af, hvor man kan få hjælp, og mange oplever også at blive afvist, når de henvender sig nogle steder. Nogle gange betyder det bedrøveligvis også, at deres lidelser forværres, og i de værste tilfælde ender det med indlæggelse og nogle gange med tvang, fordi man ikke har fået den hjælp, man skulle have.

Så vi bakker op om de tre foreslåede kerneydelser, som er nævnt i forslaget: akuttelefon, en mulighed for at kunne møde op i akuttilbuddet uden visitation og mulighed for at overnatte i akuttilbuddet. Det er alle vigtige elementer for at skabe nogle robuste og understøttende tilbud, der kan rumme at modtage borgere, der ofte har et stort behov og kommer med kort varsel. Det er i samme forbindelse fornuftigt, at forslaget også peger på, at tilbuddene skal rumme en udkørende funktion til borgere, som har fået det akut psykisk dårligt, eller som ikke selv kan komme til tilbuddet.

Alt i alt synes vi fra SF's side, at det er et rigtig fornuftigt forslag, og at intentionerne og ideerne bag er gode. Jeg skal ikke gå meget ind i den foreslåede finansiering i forslaget, men vil blot erklære, at vi fra SF's side er villige til at skaffe en finansiering sammen med forslagsstillerne og andre, der måtte bakke op. Og på den baggrund støtter SF forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen spørgsmål. Så er det hr. Orla Østerby, De Konservative. Værsgo.

Tak for det. Forslagsstillerne bag B 109 vil pålægge regeringen senest den 1. januar 2019 at pålægge kommunerne, at borgere med psykisk lidelse, da der bor i egen bolig, har let adgang til et socialt akuttilbud. Vi kan sige, at intentionen med forslaget jo kan være rigtig. Det, som forslaget her jo lægger op til, er, at det skal være alle kommuner med undtagelse af de allermindste. Spørgsmålet er, om det er den bedste måde at bruge pengene på, altså ved centralt fra at lægge det ud i kommunerne. Det tror vi ikke.

Forslagsstillerne siger også, at det vurderes, at det her vil koste omkring 230 mio. kr. det første år og 205 mio. kr. i årene efter. Og der må vi sige, at ministeriet kommer frem til godt og vel det dobbelte, så her mangler der jo i hvert fald noget finansiering. Forslaget er, at det finansieres via en udligningsskat på pensionsudbetalinger. Det kan man have en mening om, men det er i hvert fald ikke noget, De Konservative støtter.

Men det, vi støtter, er, at det er vigtigt, at mennesker med psykiske lidelser får den rette hjælp til at klare sig i egen bolig, til at trives der. Det er enormt vigtigt, at vi har en nærhed i de her tilbud.

Man kan sige, at i forbindelse med de satspuljeprojekter, der var, med at afprøve og udbrede sociale akuttilbud, har det vist sig, at der er mange af kommunerne, der har valgt at fortsætte. Det er jo sådan, at nogle kommuner i dag har indgået en aftale med regionen – det ved jeg at min egen kommune i Lemvig har gjort sammen med to andre kommuner – om at få det her psykiatritilbud ud i nærheden af borgerne, i kommunen. Det tror jeg da vil være modellen fremover, altså at man sikrer, at vi får kortest mulig afstand til de her akuttilbud, og jeg tror, at kommunerne sammen med regionerne vil være de bedste til at finde en løsning for det.

Når vi ser samlet på det, er det sådan, at sociale akuttilbud er et supplement til kommunernes eksisterende indsats efter serviceloven, som jo bygger på en individuel, konkret vurdering. Vi tror på den nære sundhed, også i psykiatrien. Der vil regionerne mange steder rundtomkring i Danmark sammen med kommunerne blive enige om, at man kan have nogle akuttilbud, der ligger tæt på borgerne, og det vil være det fuldstændig rigtige at gøre, nemlig at lade det være i nærområdet.

Men Det Konservative Folkeparti kan ikke støtte beslutningsforslaget her.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Stine Brix, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, formand. Vi foreslår med det her beslutningsforslag, at alle borgere, uanset hvilken kommune de bor i, skal have en let adgang til et socialt akuttilbud. Et socialt akuttilbud er et sted, hvor man kan henvende sig, uden at man først skal visiteres til det, og det er vigtigt, hvis man er i en akut psykisk krise. Der kan være tale om borgere, som i forvejen er kendt med psykiatrisk lidelse, f.eks. angst eller depression, og som så oplever en pludselig forværring og har brug for hjælp, men der kan sådan set også være tale om mennesker, som ikke i forvejen er kendt i det psykiatriske system, men som oplever en krise, som måske kan lede til en psykiatrisk lidelse, hvis de ikke får den rette hjælp.

Der har to gange været forsøg med sociale akuttilbud betalt af satspuljen, nemlig fra 2008 til 2011 og igen fra 2015 til 2017. Resultaterne har været rigtig gode i de kommuner, hvor man har haft et sådant socialt akuttilbud. Det var i alt i første runde 5 kommuner, og i anden runde var det 14 kommuner. Der er også blevet lavet en omfattende evaluering af Socialstyrelsen, som viser, at resultaterne er gode. Det, som vi ønsker med det her beslutningsforslag, er jo at tage de forsøg og den evaluering alvorligt ved at sige: Nu ved vi det; nu ved vi, at det her er et rigtig godt tilbud; lad os sørge for, at alle borgere så kan få gavn af det.

Det er et tilbud, som især er målrettet de borgere, som ikke er blevet så syge, at det er relevant for dem at blive indlagt på et psykiatrisk hospital, og det er et tilbud, som vi kan se kan forebygge, at man ender der, og som kan stabilisere en krise. Det er også et tilbud, som har vist sig at være rigtig godt til at have fokus på empowerment, at den enkelte altså selv tager del i sit eget behandlingsforløb eller sin egen situation og er med til at udarbejde sin egen handleplan. Det er generelt et rigtig godt princip, som vi har brug for bliver integreret mere i vores psykiatri, fordi vi ved, det er så vigtigt for at få det godt igen, at man selv har en del af ansvaret for at blive frisk.

Det er også rigtig vigtigt, at det er tilbud, som er døgnåbne, for vi ved, at en akut krise ikke nødvendigvis respekterer de normale åbningstider fra 9 til 17. Her kan det være helt afgørende, at man også kan få fat i nogen, der kan hjælpe en, når det er en weekend, aften eller måske nat. Vi kan også høre, at det især giver meget stor tryghed, at man ved, at der er nogen, der tager telefonen, eller nogen, som man kan henvende sig til, uanset hvilket tidspunkt vi taler om.

Vi har en psykiatri, som i meget høj grad er plaget af forsøg, projekter og midlertidighed, og det er ikke for at sige, at forsøg pr. definition er dårligt – det kan være nødvendigt – men når vi igen og igen ser, som jeg synes der godt kan være lidt tendens til, at man laver et forsøg det ene sted og et forsøg det andet sted, man konstaterer, det er godt, og så sker der ikke så meget videre, bliver der et problem med stabilitet, et problem med sammenhæng, et problem med, at det ikke er gennemskueligt, hvad det er for nogle tilbud, og hvad det er for nogle rettigheder, folk egentlig har. Jeg synes, det er vigtigt, at en borger, uanset om man bor i Albertslund eller Aabenraa, ved, hvad man kan få af hjælp, at det er gennemskueligt, hvor man skal henvende sig, hvis man eksempelvis har et psykisk problem eller en psykisk krise.

Jeg sagde også her i debatten, at når vi har debatten på sundhedsområdet, som jo især dækker den regionale del af psykiatrien, er det en meget omvendt debat. Der snakker vi tit om, hvordan vi sikrer, at alle har de samme rettigheder, uanset om man bor i Nordjylland eller Region Sjælland. Og jeg synes faktisk, at vi på det her område godt kan lære noget, når det handler om den del af psykiatrien, som kommunerne tager sig af. Det er jo godt, at der er omkring 18 kommuner, som har valgt at videreføre det projekt, som de har været en del af via satspuljen. Men hvad med alle de andre? Hr. Carl Holst fra Venstre sagde, at han ser det vokse, og at han håber, det kommer nedefra. Altså, det er jo ikke sikkert, og der er indtil videre ikke noget, der tyder på det. Indtil videre er det sådan set kun de kommuner, der allerede har været omfattet af projektet, som er i gang. Så min tålmodighed rækker i hvert fald ikke til, at vi bare afventer og ser, hvad der sker.

I hvert fald mener jeg at man så som minimum må give nogle penge, så det er muligt for de kommuner, der ikke har været med i første omgang, at etablere det.

Ud over at det er et tilbud, som har forebyggelse og tidlig behandling som omdrejningspunkt – noget, vi virkelig mangler i psykiatrien meget tit – kan vi også se, at det er et tilbud, som også har en aflastende effekt på den regionale psykiatri, som jo er stærkt belastet. Det er jo der, vi hører om fra både pårørende, sundhedspersonale, og patienter, at man oplever, at man ikke kan blive indlagt, selv om man har meget behov for det, fordi der ikke er plads, og at man oplever at blive udskrevet, før man rent faktisk er færdigbehandlet, fordi der ikke er plads. Og man kan se på evalueringen af det her projekt, at det faktisk forebygger indlæggelser og mindsker antallet af sengedage i den regionale psykiatri, så her har vi jo også en mulighed for at gå ind og løse et problem eller i hvert fald mindske det problem, vi har i den regionale psykiatri, ved at aflaste de psykiatriske afdelinger og løse nogle opgaver, før man når dertil. Det er ellers en opgave, vi har svært ved at tage hånd om, fordi vi mangler det personale, der skal til for at kunne udvide tilbuddet der.

Jeg vil bare opridse et par af de gode erfaringer, som evalueringen har vist: Tilbuddet rammer især nogle af de mennesker, som vi har haft svært ved at komme i kontakt med på andre måder, f.eks. dem, som ikke i forvejen er i kontakt med psykiatrien, men samtidig når man også nogle af de mennesker, som faktisk har mange indlæggelser bag sig, og når dem, før de igen bliver indlagt. 20 pct. oplever, at de får det mentalt bedre, og vi kan altså måle et egentligt fald i indlæggelser og i sengedage.

SF's ordfører havde fuldstændig ret i pointen om, at det her skulle ses i sammenhæng med ønsket om en samlet handlingsplan for psykiatrien – det er jo selvfølgelig helt centralt. Vi har så meget brug for sammenhæng, og vi har så meget brug for, at vi får set på, hvordan vi både opgraderer psykiatrien i kommunerne og regionerne, og hvordan vi sikrer, at de tilbud, vi laver, hænger sammen. Så derfor giver det i min verden kun mening, at det her indgår i det arbejde, som bliver sat i gang i den forbindelse. Så sådan skal det helt bestemt forstås.

Vi har tidligere haft en rigtig god forespørgselsdebat herinde i Folketinget, hvor det blev slået fast bredt, at vi skal have sådan en handlingsplan. Der er uenighed mellem rød og blå blok, i forhold til hvor meget man vil forpligte sig til at psykiatrien skal opprioriteres, men det tror jeg nu vi skal arbejde videre med. Uanset hvad håber jeg, at det her tema også kan indgå i sådan en handlingsplan.

Så er der flere af ordførerne, der i løbet af debatten har sagt, at det ville være for ufleksibelt, at det ikke ville kunne tage hensyn til, at der er forskel fra den ene kommune til den anden. Det er jeg ikke enig i, for jeg synes faktisk, at de forsøg, vi har haft, viser det modsatte. Vi har haft forsøg, som har fungeret godt både i København, Syddjurs, Greve, Næstved og mange andre steder – kommuner, som er forskellige, har forskellige borgere og er af forskellig størrelse. Så efter min mening kan vi sagtens stille et krav til kommunerne om, at man skal have sådan nogle sociale akuttilbud til mennesker i psykisk krise, som tager højde for, at kommuner selvfølgelig er forskellige.

Der kan også sagtens indgå en fleksibilitet, i forhold til at det i nogle kommuner vil være oplagt at lave et samarbejde. Det er klart, at det ikke giver mening, at Læsø Kommune, Fanø Kommune og måske heller ikke Langeland Kommune skal have deres eget, så der vil det være oplagt, at man samarbejder med nogle større byer i nærheden.

Så har der været nogle bemærkninger om udgifterne. De udgifter, vi har anslået, er baseret på den evaluering, der er lavet, hvor det fremgår, at akuttilbuddene i gennemsnit har kostet 2,1 mio. kr. at drifte, og det er på den baggrund, vi har estimeret de samlede udgifter til 205,8 mio. kr. Ministeren mener, at det koster det dobbelte, og jeg vil selvfølgelig gerne i et skriftligt spørgsmål give ministeren lejlighed til at uddybe, hvordan man kommer frem til det – det har jeg ikke rigtig fantasi til at forestille mig, men det ser jeg frem til ministeren vil uddybe.

Med de bemærkninger vil jeg gerne sige tak for den positive modtagelse af intentionerne, og jeg håber i hvert fald, at vi sammen kan arbejde videre med, at den handlingsplan, som psykiatrien har så meget brug for, også tager hånd om, at der skal være mere systematik, når det gælder den kommunale del af psykiatrien, og at vi har så meget brug for, at der bliver sat mere fokus på den forebyggende og den tidlige behandling, som efter min mening fungerer langtfra optimalt i dag.

Det er bemærkningerne herfra.

Der er et spørgsmål fra hr. Carl Holst.

Endnu en gang tak til ordføreren og forslagsstilleren for engagementet i emnet, som jeg tror vi alle sammen deler. Vi har så nogle nuancer i, hvordan vi ser på emnet. Det, jeg hæftede mig ved i ordførerens afsluttende bemærkning, var bemærkningen om, at jeg som ordfører har gået op i, at det skulle vokse nedefra, og jeg fik det måske til at lyde lidt som eller give en snert af spørgsmålet: Hvem kan da tro på, at det er gavnligt, at noget vokser nedefra? Vi bliver nødt til at gøre noget ovenfra.

Nu var både ordføreren og jeg inde på civilsamfundets betydning i drøftelserne. Tror ordføreren, at det er mere bæredygtigt, at man lovgiver sig til en forpligtelse, end at man siger, at noget vokser nedefra, uanset om det er i Foreningsdanmark eller i det kommunale selvstyre?

Ordføreren.

Min tålmodighed rækker ikke til at vente på, at det vokser nedefra. Jeg synes ikke, der er noget, der tyder på det, og jeg tror, det handler om én ting: penge. Hvis ikke man har pengene til at etablere det her tilbud, tror jeg heller ikke det kommer til at ske. Det er derfor, vi ser, at tilbuddet – og nu tør jeg ikke lægge hovedet på blokken, med hensyn til om det kun er i de kommuner, der har været en del af forsøget – rent faktisk stort set kun findes i de kommuner, der har været en del af forsøget. Det synes jeg er en skam, for det er jo tilfældigt. Altså, hvad var det for nogle kommuner, der indgik i forsøget? Det er jo ikke, fordi det er de 14-18 kommuner, som havde mest behov nødvendigvis – det er dem, der måske har søgt eller på anden måde er blevet udvalgt.

Jeg synes faktisk, det er vigtigt, at vi kan sikre, at borgerne, uanset hvilken kommune de så bor i – om det så har været en, der har søgt et projekt eller er blevet udvalgt til at indgå i et forsøg – så kan få adgang til den hjælp, de har brug for. Her har vi bare et supergodt tilbud, som vi kan se virker, og derfor synes jeg også, vi skal sikre, at det er alle steder.

Hr. Carl Holst.

Lige hvad det her angår, tror jeg, at ordføreren og jeg ser fundamentalt forskelligt på, hvordan man honorerer forandringsledelse. Der er 18 kommuner, der har lavet det her. De skal så have at vide: I har godt nok lavet det her, men nu betaler vi andre kommuner for at gøre noget tilsvarende. Vi fastsætter rammerne i stedet for at appellere til, at det skal vokse nedefra. Jeg mener, at der er noget fundamentalt og grundlæggende i det her. Jeg anerkender synspunktet om tålmodighed, men hvad hjælper en utålmodig adfærd, der ikke har en effekt, fordi den ikke er rodfæstet i det kommunale selvstyre? Det får de psykisk sårbare medborgere i Danmark det ikke bedre af.

Ordføreren.

Nu ved hr. Carl Holst jo godt, at hvis vi laver lovgivning herindefra, som forpligter kommunerne til at lave et tilbud, så følger der også et ansvar med herindefra til at finansiere det. Og det ville jo gælde for alle kommuner, det er klart, også de kommuner, som allerede har etablerede tilbud. Så det ville jo være en måde at sikre på, at det rent faktisk fortsætter også i de kommuner, uanset hvordan økonomien så udvikler sig. For man kan sige, at konsekvensen af det synspunkt, som hr. Carl Holst repræsenterer her, jo er, at de kommuner, der har en ringe økonomi, ikke vil kunne etablere det, hvorimod de kommuner, der har en god økonomi, måske har en bedre chance. Og der synes jeg bare, at vi har at gøre med en gruppe, som er alt for sårbar og som har så meget brug for, at der er et tilbud til dem, til at overlade det til, at det handler om den lokale kommunes økonomi.

Så siger vi tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.