Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 103:

Forslag til folketingsbeslutning om forskning i og kortlægning af anvendelsen af psykofarmaka i børne- og ungdomspsykiatrien.

Af Trine Torp (SF) og Jacob Mark (SF).

(Fremsættelse 21.03.2018).

Forhandlingen er åbnet, og det er uddannelses- og forskningsministeren. Værsgo.

Tak for ordet igen. Vi skal i dag drøfte forskning i og kortlægning af anvendelsen af psykofarmaka i børne- og ungdomspsykiatrien. Forslagsstillerne ønsker med beslutningsforslag B 103, at regeringen opretter en uafhængig forskningsenhed under Sundheds- og Ældreministeriet. Forskningsenheden skal sikre forskning i og udbredelse af viden om anvendelsen af psykofarmaka i børne- og ungdomspsykiatrien. Forskningsenheden skal samtidig sikre en grundig kortlægning af psykofarmaka, der ikke er godkendt til børn og unge, samt anvendelsen af denne type psykofarmaka i børne- og ungdomspsykiatrien. Forslagsstillerne foreslår i den forbindelse, at der afsættes midler til oprettelse af enheden ved næste års forhandling af forskningsreserven. Når jeg står her i dag på regeringens vegne, er det bl.a. på den baggrund.

Forskning i mental sundhed er meget relevant. Det er i høj grad afspejlet i FORSK2025-kataloget, hvor der bl.a. er fokus på behovet for at skabe bedre mental sundhed for børn og unge. Så der er fokus på området inden for de eksisterende rammer. Det er da også sådan, at der allerede i dag er faglige miljøer på universiteter og andre vidensinstitutioner, der forsker inden for området. En kortlægningsrapport om dansk psykiatriforskning fra COWI viser, at danske forskermiljøer siden 2009 har publiceret 1.831 referencer i videnskabelige tidsskrifter inden for det psykiatriske forskningsfelt. 13 pct. af de studier handlede netop om børn og unge.

Offentlig klinisk forskning på sundhedsområdet er generelt et regionalt og et kommunalt anliggende. Det følger af sundhedsloven. Derfor er forskningen på sundhedsområdet typisk ikke organiseret i regi af Sundheds- og Ældreministeriet. Forskningen sker derimod på hospitaler, universiteter og i andre faglige miljøer. Her bidrager forskningen samtidig til uddannelserne. Den synergieffekt vil man ikke opnå, hvis forskningscentrene placeres under ministerier, i dette tilfælde Sundheds- og Ældreministeriet. Det er derimod vigtigt, at forskningsindsatsen bygger videre på den viden og de forskningsmiljøer, der eksisterer i forvejen, og det er vigtigt, at resultaterne bliver brugt i uddannelserne af de studerende, der på et tidspunkt skal varetage behandlingen af psykisk syge børn og unge. I øvrigt kan jeg tilføje, at Europa-Kommissionen og Det Europæiske Lægemiddelagentur arbejder for flere pædiatriske forskningsprogrammer og øget videndeling på europæisk niveau.

Når vi taler om brugen af psykofarmaka til børn og unge, er det vigtigt at få med, at tallene viser en positiv udvikling med et faldende forbrug af psykofarmaka for børn og unge. Eksempelvis er antallet af børn, der kommer i behandling med antidepressive lægemidler, fra 2010 til 2016 faldet med knap 50 pct. Det er en rigtig positiv udvikling og en vigtig præmis for en nuanceret drøftelse af psykiatrisk behandling af børn og unge. Regeringen er i færd med at udarbejde en samlet plan for psykiatriens udvikling. Her vil også børne- og ungdomspsykiatrien blive inddraget.

Om anvendelsen af psykofarmaka, der ikke er godkendt til børn og unge, mener regeringen, at problemet med for få godkendte lægemidler til børn er et fælles europæisk problem, som bedst løses i EU-regi. Jeg kan tilføje, at EU's tiltag for på et forskningsbaseret grundlag at tilvejebringe flere godkendte lægemidler til børn begynder at vise en effekt. Fra 2012 til 2016 er der sket en fordobling af antallet af kliniske forsøg med lægemidler til børn i Danmark. På EU-plan ses en tilsvarende positiv udvikling, blot i langt større skala.

Til slut vil jeg nævne, at det er et vigtigt princip, at strategiske forskningsmidler fra forskningsreserven altovervejende tildeles i åben konkurrence efter ansøgning og faglig vurdering med vægt på kvalitet, effekt og relevans. Princippet understøtter, at midlerne bliver givet til de projekter, der har den højeste forskningsfaglige kvalitet. Af de nævnte årsager ønsker regeringen ikke at støtte forslaget til folketingsbeslutning nr. B 103.

Tak til ministeren. Der er en kommentar eller et spørgsmål fra fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti.

Først og fremmest hører jeg det, ministeren siger, og så må ministeren jo rette mig, hvis det er forkert, at det er regeringens opfattelse, at der sådan set er forskning nok på det her område. Det undrer mig bare lidt, for det er jo ikke det, man ofte hører i den her debat. Der hører man faktisk ofte, at vi mangler viden om, hvad virkninger og bivirkninger er for børn ved den her brug af psykofarmaka. Vi har selv refereret til en artikel i Ugeskrift for Læger, som er lavet af seniorforsker Anne Katrine Pagsberg og professor Per Hove Thomsen, som i deres artikel, ligesom andre har gjort det, argumenterer for, at vi simpelt hen mangler en systematisk grundlæggende forskning i det her, og ikke noget, der er spredt ud.

Når vi argumenterer for den uafhængige forskning, er det jo også for at få noget af den forskning, der er i medicinalindustrien, som har klare interesser i det her, fjernet derfra og så have en mere uafhængig forskning. Så hvad tænker ministeren omkring det med at skabe uafhængig forskning på det her område?

Tak. Ministeren.

Jeg er enig i, at børn og unges mentale sundhed er et vigtigt forskningsområde, og det, jeg siger med forskningsrapporten fra COWI, er, at der allerede sker noget. Regeringen siger i »FORSK2025«, at vi gerne vil gøre mere på det her område. Det er et strategisk område, og vi siger, at der skal være fokus på børn og unges mentale sundhed. Men det, vi foreslår man fortsætter med at gøre, er, at vi tager den diskussion, når regeringen sætter sig med Folketinget og diskuterer forskningsreserven og så derigennem ser på, om vi kan afsætte nogle midler generelt til sundhedsområdet og så putte det ud i de processer, der eksisterer, hvor det i fri konkurrence er de projekter med den højeste faglige vurdering, der vinder. Men vi synes, at vi skal tage diskussionen der.

Værsgo, fru Trine Torp.

Jamen det er også fint, at diskussionen foregår der. Man kan jeg få bare sådan lige en tilkendegivelse fra ministeren: Vil det også vægte tungt i den her fri konkurrence, at det er uafhængig forskning, det vil sige, at der ikke er medicinalindustriinteresser blandet ind i den forskning, der bliver lavet omkring det her?

Værsgo.

Jeg støtter al forskning, og jeg synes, vi skal tage diskussionen, når vi udmønter forskningsreserven. Og så skal vi i fri konkurrence lade de bedste projekter vinde.

Tak for det. Så er det fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren om det, der også fremgår af forslaget, nemlig at det faktisk er 30-40 pct. af ordinationerne i den kliniske børne- og ungdomspsykiatriske del af sundhedsvæsenet, der er off label. Det vil sige, at det er præparater, hvor der ikke står på indlægssedlen, at det er til børn, og man ved faktisk ikke, om børnene kan tåle det. Er det ikke en indikation på, at der mangler noget forskning, og at der mangler noget viden om, hvad vi egentlig må give til børn?

Værsgo, ministeren.

Jeg vil mene, at det godt kan fortolkes, som om der skal ske mere på området, og jeg håber også, at forskningsmiljøerne vil være med til det. Men som det er, kan vi se, at det allerede sker i EU, og at der er en stigende mængde kliniske forsøg, der netop adresserer psykofarmaka til børn og unge.

Fru Pernille Schnoor.

Jeg indkaldte sidste år til et samråd om det her emne, og der fandt jeg også ud af, at det faktisk er, fordi der mangler, som der også står i det her forslag, dokumentation, fordi man ikke forsker særlig meget på børneområdet, når det gælder medicin. Mener ministeren ikke, at det er dybt problematisk, at vi rent faktisk i 30-40 pct. af ordinationerne giver børn et præparat, som vi ikke aner noget om og hvorvidt børn kan tåle, og at vi ikke får forsket noget mere i det?

Ministeren.

Jeg så gerne, at der kom mere forskning i det her, men jeg synes også, at vi har et fint system til at udmønte den her forskningsreserve, og igennem de processer, der normalt er, vælger vi det forskningsprojekt med den højeste forskningsfaglige kvalitet. Jeg så da også gerne, at der kom mere af det her.

Tak for det. Så er det fru Eva Flyvholm, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg er faktisk meget enig i ministerens bemærkning om, at når vi mødes og skal forhandle om forskningsmidlerne, skal det ske, kan man sige, i et frit rum, og efterfølgende skal udmøntningen også ske på baggrund af kvaliteten. Så det er jeg sådan set enig med ministeren i.

Det, jeg gerne vil spørge om, er: Vil ministeren også bekræfte, at det følger traditionen, altså at alle partier plejer at blive inviteret til forhandlinger om forskningsreserven, så vi sammen kan gå ind i det her rum og også have diskussionen om det her emne?

Tak. Så er det ministeren.

Jeg synes, at I virker meget, meget flinke alle sammen, og jeg elsker diskussion. Så jeg vil gerne bekræfte, at I alle sammen bliver inviteret til det.

Fru Eva Flyvholm.

Det vil jeg bare gerne kvittere for. Det synes jeg er rigtig dejligt. Jeg tror, det er vigtigt, at vi alle sammen diskuterer vores forskningspolitik sammen, og så må vi jo se, hvad vi kan blive enige om, også omkring det her konkrete. Jeg støtter hensigten i forslaget, men ikke det, at vi på forhånd skal binde midlerne i forskningsforhandlingerne. Tak.

Tak for det. Tak til ministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken. Fru Mette Reissmann, Socialdemokratiet.

Først og fremmest tak til SF for at sætte fokus på den her dagsorden om medicin til børn og unge. Det hilser Socialdemokratiet velkommen. Problemstillingen er yderst aktuel. Flere og flere børn får behov for hjælp i psykiatrien. Helt nye tal fra KL viser også, at antallet af børn og unge, der får en psykiatrisk diagnose, er fordoblet på bare 7 år, så der er slet ikke nogen tvivl om, at der er behov for mere viden på området, både om, hvorfor flere og flere børn og unge bliver syge, men ikke mindst om, hvordan vi forhindrer det, og i øvrigt også hvordan vi vil behandle det.

Derfor er der også behov for mere viden om den medicin, som vi bruger til behandlingen. Vi er ikke imod, at børn og unge får medicin, men når det sker, er det selvfølgelig vigtigt, at det er fagligt funderet, og at Sundhedsstyrelsens anbefalinger overholdes. Vi skal ikke gamble med vores børns trivsel og velbefindende. Det siger sig selv. Når det så handler om medicin som et redskab i behandlingen, er det en individuel vurdering, hvor det er lægens ansvar at sikre, at behandlingen og brugen af medicinen lever op til de faglige anbefalinger og retningslinjer, som findes på området, og informere patienterne og deres pårørende om det. Det gælder, uanset om det er børn eller voksne.

Derfor anerkender vi også til fulde intentionen med det her beslutningsforslag, som vi diskuterer i dag, og at der er behov for mere viden om den medicin, vi bruger til at behandle psykisk sygdom med, og som vi giver til vores børn. Der er på den baggrund også behov for mere forskning – herom hersker ingen tvivl – i bivirkninger, i effekter og selvfølgelig i, om medicinen virker på børn. Det er selvfølgelig bedst, hvis den medicin, man bruger til børn, også er testet lige præcis i den sammenhæng. Den udbredte tendens til det, der hedder off label-brug af medicin i børne- og ungdomspsykiatrien, hænger bl.a. sammen med, at der findes relativt få godkendte psykofarmakapræparater til børn under 18 år. Det kunne man selvfølgelig godt ønske sig var anderledes, og derfor vil vi gerne have mere forskning.

Vi er bare ikke sikre på, at oprettelsen af en forskningsenhed under ministeriet, som det foreslås af SF, er den bedste adgang til forskning i medicin. Og det her forslag går udelukkende på at oprette en særskilt og uafhængig forskningsenhed under Sundheds- og Ældreministeriet, som har til opgave at drive forskning om udbredelsen af og viden om anvendelsen af psykofarmaka i børne- og ungdomspsykiatrien. Vi er ikke sikre på, at det er den bedste adgang til at få den viden og sikkerhed, vi har behov for, i forhold til de børn, som har behov for psykiatrisk behandling, og det er det vigtigste udgangspunkt for Socialdemokratiet, altså at børn, når de er syge, kan få den behandling, som er bedst. Det gælder også muligheden for at få medicin, der virker. Ydermere er det uklart, præcis hvad der skal klarlægges og forskes i i den nyoprettede forskningsenhed. Dette fremgår ikke af beslutningsforslagets ordlyd, og heller ikke hvor stort finansieringsbehovet er.

Forslagsstillerne peger selvfølgelig på at finansiere forskningsenheden med et såkaldt ukendt beløb på forskningsreserven. Vi skal forhandle om forskningsreserven til efteråret, det gør vi hvert år. Der indkaldes, kan jeg nu forstå, stort set alle partier, hvis jeg hørte ministeren rigtigt, til forskningsreserveforhandlingerne, og det ser Socialdemokratiet selvfølgelig frem til. Men netop henset til den forskningsreserveforhandling, som vi venter selvfølgelig kommer på baggrund af regeringens forslag, mener vi simpelt hen, at det er for tidligt at begynde i et beslutningsforslag på forhånd at afsætte dele af reserven til konkrete forskningsprojekter, og på den baggrund kan vi ikke støtte det nuværende beslutningsforslag.

Fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Det her med finansieringen kan man jo altid diskutere. Vi har også ladet det stå lidt åbent i vores forslag, så hvis man virkelig ville gennemføre beslutningsforslaget, kunne man jo godt gøre det og finde pengene andre steder.

Men det, jeg ville høre ordføreren om, er det her med, at det ikke ville egne sig til at ligge i regi af Sundheds- og Ældreministeriet som en uafhængig forskningsenhed. Så vil jeg bare gerne høre ordførerens bud på, hvor det så skulle være henne.

Værsgo til ordføreren.

Vi synes, at der overvejende sandsynligt findes masser af forskningsmiljøer, som allerede er langt fremme på det her punkt. Der er endnu ikke nok forskning på området, men at skulle binde et så vigtigt område i en enhed under Sundheds- og Ældreministeriet, mener vi ikke er optimalt på nuværende tidspunkt. Når vi skal drøfte det, regner jeg bestemt med, at SF vil komme til forhandlingsbordet omkring forskningsreserven, måske lige præcis med en udbygget argumentation for, hvor forskningsmiljøer skal ligge henne. Så håber jeg, at vi på det tidspunkt kan tage den drøftelse. Men allerede på nuværende tidspunkt at skulle sige, at det lå bedst under Sundheds- og Ældreministeriet, synes vi er for risikabelt i forhold til at sikre en mangeårig forskningsenhed placeret i et ressortområde. Det er simpelt hen for usikkert på nuværende tidspunkt.

Fru Trine Torp.

Det er fair nok. Men det, vi jo er optaget af, er at skabe uafhængig forskning. Er ordføreren enig i, at en del af den forskning, der er omkring psykofarmaka, ikke er uafhængig?

Værsgo.

Socialdemokratiet er bestemt også ligesom SF meget optaget af at skulle have uafhængig forskning. Jeg er enig i, at der findes rigtig meget forskning på området, som ikke er uafhængig, og jeg håber, at vi i fællesskab kan blive enige om, at der skal gøres noget mere ved det.

Tak for det, og tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og også tak til SF for at fremsætte et forslag om det her vigtige emne. Forslaget peger på problemstillinger, som vi bestemt altid skal søge at blive klogere på. Der er rigtig mange børn og unge, som får udskrevet psykofarmaka, og det er vigtigt, at der hverken gives for lidt eller for meget, og at de præparater, der gives, er de rigtige til den enkelte.

Reglerne på området blev jo skærpet i en vejledning i 2011, hvor Sundhedsstyrelsen fastslog, at det er en børne- og ungdomspsykiatrisk speciallægeopgave at vurdere, om børn eller unge under 18 år har behov for medicinsk behandling. Det fremgår også af vejledningen, at praktiserende læger gerne må varetage medicinsk vedligeholdelsesbehandling af børn og unge under 18 år med psykiske lidelser, men at det skal ske efter en konkret aftale og i samarbejde med en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatrien. Også opstart af eventuel medicinsk behandling af børn og unge med psykiske lidelser kan ske hos den praktiserende læge, hvis det sker efter konference med en speciallæge eller børne- og ungdomspsykiatrien.

I perioden efter vejledningen i 2011 er der ifølge en artikel i Medicinsk Tidsskrift fra august 2017 sket et markant fald i andelen af børn og unge, der får deres første ordination af antidepressiv medicin i almen praksis. Sammenlignet med resten af landet står almen praksis i Region Hovedstaden og Region Sjælland for den laveste andel af de såkaldte førstegangsordinationer af antidepressiv medicin til børn og unge – altså ifølge artiklen. Når forslagsstillerne så beskriver det bekymrende i, at der er en variation fra 3,7 pct. af børn og unge, der får psykofarmaka på OUH Odense Universitetshospital, til 52,6 pct. i Region Sjællands sygehusvæsen, kan vi i Dansk Folkeparti godt være enige i, at der her er behov for at se på noget.

Det er så ikke sikkert, at det i den sammenhæng skal være en ny forskningsenhed, for det handler også om, hvad det er for en praksis, man har de forskellige steder. Det burde jo også give anledning til, at man på tværs af regionerne tager en drøftelse af, hvilken praksis man har, og hvorfor der er de store forskelle. Det kræver da i hvert fald ikke noget forskningscenter. Det vil jeg forvente at de forhåbentlig allerede på eget initiativ er i gang med i regionerne. Hvis man ikke kan arbejde på tværs af regionerne, har vi jo så et ekstra argument for at nedlægge regionerne og sikre et større sammenhængende system. En helt central opgave for regionerne på tværs er netop at sikre, at niveauet og kvaliteten af behandlingen er på samme høje niveau over hele landet.

Når det er sagt, vil vi i Dansk Folkeparti ikke totalt afvise, at der kan være behov for at forske på området. Vi har i dag et system, som giver universiteterne midler til sammen med universitetshospitalerne at bedrive forskning. Derudover har vi både offentlige og private fonde, som understøtter forskning ud fra ansøgninger fra forskerne. Her er det niveauet for det påtænkte forskningsprojekt, der er afgørende for, om et projekt også kan få støtte.

I forslaget fra SF foreslås det, at der oprettes en forskningsenhed under Sundheds- og Ældreministeriet. Efter Dansk Folkepartis mening giver det ikke mening at bruge ressourcer på at oprette en ny selvstændig forskningsenhed, for det tager både tid og koster mange ressourcer at opbygge en forskningsenhed og et forskningsmiljø. En forskning som den foreslåede bør forankres på bl.a. universiteterne.

I forslaget henvises til forhandlinger om forskningsreserven til efteråret. Principielt mener vi i Dansk Folkeparti, at pengene i forskningsreserven skal gives til de bedste forskningsansøgninger. Vi tror ikke, at vi som politikere kan se, hvilken forskning der er den rigtige. Når det er sagt, anerkender vi, at vi også har behov for at få mere viden på området. Derfor vil vi gerne være med til i forbindelse med de kommende forhandlinger om forskningsreserven til efteråret at drøfte behovet og muligheden for at afsætte en pulje til forskning i børne- og ungdomspsykiatrien. Vi har også tidligere afsat midler til forskning, bl.a. i medicinsk cannabis.

Men vi mener ikke, at det er den rigtige vej lige at oprette et forskningscenter under Sundheds- og Ældreministeriet. Derfor støtter vi ikke beslutningsforslaget, som det foreligger. Tak for ordet.

Tak. Så er det fru Trine Torp.

Jeg er glad for at høre, at Dansk Folkepartis ordfører i hvert fald bakker op om, at det kunne være et vigtigt indsatsområde i de kommende forhandlinger om forskningsreserven. Det er jo i hvert fald et godt skridt hen ad vejen.

Så er der spørgsmålet om, i hvilket regi det skal ligge. Og jeg vil gerne stille det samme spørgsmål, som jeg egentlig også stillede til den socialdemokratiske ordfører. Har ordføreren et bud på, hvordan vi så sikrer, at dem, der kommer til at forske i det her område, ikke har andre interesser end den helt uafhængige forskning i det her område?

Værsgo.

Altså, jeg er ikke ekspert i at vide, hvordan vi sikrer det. For hvis det var sådan, at man havde skullet sikre det, så var det forhåbentlig allerede sikret. Så hvis jeg lige skulle kunne stå og garantere, hvordan vi sikrer det, så tror jeg, at jeg ville være meget klog. Men jeg helt enig i, at vi bliver nødt til at få kigget på det her, og selvfølgelig er det jo en vigtig pointe om den uafhængige forskning. For vi ved jo også, at der kan være store interesser i det her område i forhold til medicin og andre ting. Så der synes jeg at vi i fællesskab har en opgave, både som politikere, men også i de forskellige ministerier, altså at man simpelt hen arbejder sammen om det her.

Tak for det, og tak til ordføreren. Så er det Venstres tur. Hr. Mads Fuglede, værsgo.

Tak for ordet. Det er i udgangspunktet nogle fornuftige tanker, som ligger til grund for dagens forslag. Jeg anerkender fuldt ud nødvendigheden af, at der forskes i psykofarmaka, især når præparaterne gives til børn og unge. Men når Venstre ikke kan støtte SF's forslag, er det, fordi der inden for faglige vidensorganisationer allerede forskes i anvendelsen af psykofarmaka til børn og unge. Derudover er offentlig klinisk forskning på sundhedsområdet normalt et regionalt og kommunalt anliggende. Forskningen sker således på hospitaler og universiteter, hvor den samtidig bidrager til uddannelserne, og er dermed ikke organiseret i regi af Sundheds- og Ældreministeriet. Hvis vi placerede forskningscentre under ministeriet, ville vi skabe unødigt bureaukrati og tage dem væk fra de institutioner, hvor de hører bedst hjemme. Det tror jeg ikke vi får nogen gavnlig effekt af; det vil ikke være hensigtsmæssigt, med andre ord.

Det skal dertil nævnes, at regeringen i talende stund er i færd med at udarbejde en samlet plan for psykiatriens udvikling, hvor børne- og ungdomspsykiatrien inddrages. Og vi har inden for de eksisterende rammer allerede et stort fokus på børn og unges mentale sundhed. Også på internationalt plan arbejder Europa-Kommissionen og Det Europæiske Lægemiddelagentur lige nu for flere pædiatriske forskningsprogrammer og øget vidensdeling på europæisk niveau. Der foregår allerede rigtig meget på det her område, og det er vigtigt, at vi støtter det, der foregår der.

Jeg synes, det er et godt princip, at strategiske forskningsmidler fra forskningsreserven tildeles i åben konkurrence efter en faglig vurdering af ansøgningerne med vægt på bl.a. kvalitet, effekt og relevans. Man skal huske på, at der er meget, man kunne ønske forskning inden for. Der er bare ikke nogen samfund i verden, der er blevet rigere af, at man har lavet øget politisk styring af forskning. Vi får bedst forskning ved fri forskning. Og når man har offentlige midler i forskning, er de midler nogle, der indgår i et nulsumsspil. Hvis man forsker et sted, er der andre steder, der ikke kan få så mange midler. Det vil også gøre sig gældende her. Og hvorfor bryde med de principper, der har gjort os til et rigt og højtudviklet samfund, som andre misunder? Dette princip ønsker forslagsstillerne at bryde med, og det er vel egentlig det mest bekymrende ved forslaget, altså at man ønsker politisk kontrol med fri forskning.

Venstre kan af de nævnte årsager ikke støtte forslaget.

Fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti.

Med til rækken af kriterier for den forskning, der gives midler til af forskningsreserven, vil ordføreren så være indstillet på, at der også skal være et kriterie, der handler om uafhængighed?

Ordføreren.

Vi har i forvejen fri forskning herhjemme, og når der er forskning, der er bundet op på en eller anden form for afhængighed, er jeg sikker på, at der tænkes på, at der inden for de private forskningsmidler bliver brugt midler, som har et sigte på at skabe præparater og produkter, som vi også bliver rigere af bliver skabt, og der skal selvfølgelig være en balance mellem de private og de offentlige midler. Visse midler vil have det mål at skabe et produkt, andre er til mere fri forskning og åben forskning, som skal være fuldstændig uafhængig. Det skal der være en sund balance i, ellers bliver vi heller ikke rigere.

Fru Trine Torp.

Men anerkender ordføreren så, at der kan være et problem i, at den forskning, der primært er på det her område, foretages af medicinalindustrien selv?

Værsgo.

Sådan som jeg ser tallene for, hvordan forskningen er her, er der en industri, der har interesse i at udvikle præparater på området, og så er der en offentlighed især knyttet til hospitalerne og universiteterne, der også har et noget andet sigte. Og jeg er glad for, at der er den balance, så vi både får bedre præparater, som gør os rigere og styrker vores evne til at udvikle os, og at vi har en fri forskning, som afdækker området mere generelt og ikke er bundet op på et præparat. Den balance er vigtig at fastholde.

Tak. Der er ikke flere kommentarer. Fru Eva Flyvholm, Enhedslisten. Værsgo.

Tusind tak til SF for forslaget. Jeg synes sådan set, at indholdet i forslaget er rigtig vigtigt, fordi vi får mulighed for at gøre noget ved et problem, som også optager os rigtig meget i Enhedslisten, nemlig at der dagligt bliver udskrevet rigtig meget psykofarmaka til børn, som vi faktisk ikke helt ved hvordan virker, og hvor vi ikke kender de bivirkninger, som børn også kan risikere at få af at tage den her medicin. Så det synes jeg er meget væsentligt.

Det handler jo også om, at når tal fra Sundhedsstyrelsen f.eks. viser, at 39 pct. af den medicin, vi giver til børn, ikke er godkendt til børn, er der også et stort efterslæb på det her område, og at der skal ske noget. Det er utrolig vigtigt, at vi får mere viden. Det handler jo først og fremmest om trygheden for børnene, men jeg tror også, at der er mange af de speciallæger, der sidder rundtomkring og arbejder med området, som også føler, at de famler lidt i blinde, så det er også for at få dem klædt bedre på. Det er jo blevet mere og mere almindeligt at udskrive den her antidepressive medicin til børn, så det er væsentligt at få gjort noget ved det.

Helt grundlæggende kan man sige, at trivslen i de år, hvor man vokser op som barn og ung, jo bare er så helt afgørende vigtig. Det er forfærdeligt, når børn og unge ikke har det godt og ikke trives, og det efterlader jo også rigtig ofte nogle ar på sjælen langt ind i voksenalderen, og derfor er det her område helt afgørende.

Jeg deler også SF's tilgang til, at vi skal have meget mere offentligt finansieret forskning især på medicinalområdet, for vi kan altså ikke bare overlade det til de store medicinalvirksomheder at stå for den forskning. Vi er nødt til at have vores egen offentlige forskning i, hvad det er for noget medicin, der bedst tjener borgerne. Så det er jeg igen også enig i. Vi har jo også fra både Enhedslistens, SF's og Alternativets side inviteret til en konference om offentlig forskning i medicin her senere i maj. Så det er supergodt.

Men det, jeg ikke er så glad for ved det her forslag, er, at forslagsstillerne siger, at de her 4 mio. kr. til at oprette den her enhed skal findes i forskningsreserven ved de kommende forhandlinger om den. Vi ved jo godt alle sammen, at forskningsområdet allerede er blevet skåret rigtig voldsomt ned, og at især den frie forskning er meget presset. Derfor synes jeg, at det et skråplan, hvis vi begynder her i Folketinget på forhånd at øremærke nogle midler til at oprette en enhed ovre i et andet ministerie og putte den over til forskningsreserven. Jeg er simpelt hen rigtig bange for, at det vil udvikle sig i en meget forkert retning. Så vi kan simpelt hen ikke støtte finansieringsformen, men jeg er glad for, at det er formuleret lidt mere åbent. Så hvis vi kan blive enige om noget her undervejs, hvor vi ligesom siger, at okay, kan vi komme tættere mod målet og f.eks. få oprettet den her enhed, og kan vi finde pengene i Sundhedsministeriet, hvis det er der, man vil oprette den, eller kan vi lave en beretning, som rammer det på en bedre måde, vil vi fra Enhedslistens side rigtig gerne støtte det, men jeg synes, at det rammer skævt i forhold til finansieringsdelen.

Så vil jeg sige i forhold til de kommende forskningsforhandlinger, at jeg er rigtig glad for ministerens invitation til alle partier – og tusind tak for det – og der kan vi selvfølgelig netop også diskutere, som vi har gjort før, hvordan vi kan styrke den offentlige forskning, og der synes jeg, at det her også er et helt oplagt område, men lad os ikke lægge os fast på, at det er der, finansieringen skal findes. Men med det vil jeg gerne bakke op om forslaget. Tak.

Tak for det. Så er det hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for ordet. Forslag B 103 går som nævnt ud på, at der skal oprettes en uafhængig forskningsenhed under Sundheds- og Ældreministeriet, der skal beskæftige sig med anvendelsen af psykofarmaka i børne- og ungdomspsykiatrien. Da jeg kun har en taletid på 5 minutter, skal jeg springe omsvøbene over.

Det er sjældent, at jeg har set et beslutningsforslag, der går imod så mange af de principper, jeg opfatter som grundlæggende for samspillet mellem det politiske niveau og forskningsinstitutionerne. Det politiske niveau bør ikke styre forskningsinstitutionerne i detaljer. Hvis man vil styre politiets drift, skal man gøre karriere der, ikke som politiker. Hvis man vil styre togdriften, skal man gøre karriere i DSB, ikke her i huset. Og hvis man vil styre forskernes prioriteter, skal man gøre karriere som forsker eller som universitetsadministrator. Så kort og godt, det gode og sunde armslængdeprincip bliver ikke overholdt med det her forslag.

Så mener jeg også, det er en uskik, at politikere opretter skræddersyede institutioner, der skal tjene deres egne politiske prioriteter. Der forskes allerede i psykofarmaka til børn og unge ved Københavns Universitet. Derfor bør man ikke sprede ressourcerne ud på den her måde, hvor der også skal oprettes et selvstændigt bureaukrati m.v.

Jeg opfatter det som en uskik, når man politisk afgrænser en faglig problemstilling. Hvordan behandler man bedst børn og unge med psykiatriske problemer? Det er vel det grundlæggende spørgsmål, og det synes jeg nogle forskere skal afklare, ikke folk, der sidder her i salen. Derfor synes jeg, at et forskningscenter, der politisk er afgrænset til kun at beskæftige sig med en enkelt behandlingsmulighed, er en uskik.

Sidst, men absolut ikke mindst, må jeg sige, at bare tanken om, at vi begynder at fordele forskningsreserven på en måde, der minder om, hvordan vi håndterer satspuljen, fylder mig med politisk gru. Så på den baggrund siger det sig selv, at Liberal Alliance ikke kan støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak. Fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti.

Jeg kan godt høre, at det er langt fra, at Liberal Alliance kommer til at støtte det, men jeg kunne næsten forstå på ordføreren, at det ikke er i orden, at man politisk synes, at der er et område, der skal belyses bedre. Altså, er det en generel holdning, Liberal Alliance har, at hvis der er noget, man synes der mangler viden om, så må man ikke politisk have en mening om det?

Værsgo.

Når det gælder forskning, er jeg tilhænger af, at en meget stor andel af forskningen er det, man – desværre med et engelsk udtryk – kalder bottom up. Det er et meget, meget sundt forskningsprincip. Man kan selvfølgelig godt have nogle store strategiske satsninger, men de bør behandles ved en grundig politisk proces, hvor der også er peer review, og hvor der er konkurrence om, hvordan forskningen rent faktisk bliver udmøntet. Men bottom up-projekter er det bedste.

Der er ikke flere bemærkninger. Tak, og så er det fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Tak, og først og fremmest tak til SF for at fremsætte det her forslag. Det er noget, der ligger mit hjerte meget nær, og derfor indkaldte jeg også sidste år til et samråd om præcis samme problemstilling. Jeg mener simpelt hen, at det er uacceptabelt, at så mange børn får medicin, der slet ikke er beregnet til dem, og hvor det rent faktisk står i indlægssedlen, at den ikke er beregnet til børn, fordi der mangler forskning, der dokumenterer effekterne på børn af den her psykofarmaka. Så der mangler uden tvivl forskning på det her område. I det hele taget mangler der forskning inden for området børn og medicin.

I 2016 var der knap 11.000 børn, der fik psykofarmaka. Det er rigtig, rigtig mange børn, og det mener jeg også er for mange børn. Også det indikerer, at der mangler noget forskning, herunder i, hvilke alternative muligheder der er for at give medicin. Vi er ikke imod medicin, men vi er imod, at det er den eneste mulighed, og at man giver medicin, som slet ikke er beregnet til børn, og at man slet ikke aner, hvilke konsekvenser det kan have for de her børn på længere sigt. Derfor er vi positive over for forslaget. Jeg er klar over – og det kan jeg også høre på de andre ordførere – at der er noget praktisk at forholde sig til, i forhold til hvordan det kan gennemføres, og det vil jeg ikke tage stilling til her. Men vi er positive over for intentionen i forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det fru Marlene Borst Hansen, Radikale Venstre.

Først og fremmest tak til SF for jeres evigt store fokus på psykiatrien, særlig i forhold til børn og unge. Og det er i høj grad et område, som også ligger Radikale Venstre meget på sinde.

I de her år ser vi en kraftig stigning i antallet af børn og unge, der får diagnoser, og ligesom SF mener vi, at der er behov for at være opmærksomme på de psykofarmaka, som anvendes i behandlingen af netop børn og unge. Og Lotte Rod, som jeg er stedfortræder for, har tidligere taget initiativ til en høring her i Folketinget om netop det emne, for børn skal ikke på piller, hvis vi kan hjælpe dem på andre måder. I Radikale Venstre ønsker vi, at medicin til børn i de fleste tilfælde ikke skal være første valg. Selvfølgelig kan der være børn og unge, som skal have medicin med det samme – det anerkender jeg fuldstændig – men for de allerfleste bør medicin først blive givet, når der er en hel masse andet, lægefagligt, pædagogisk, socialt, der er prøvet af.

Derfor kan Radikale Venstre støtte SF's beslutningsforslag om den her uafhængige forskningsenhed. Dog er vi ikke meget for, at vi her i Folketingssalen under et beslutningsforslag disponerer over forskningsreserven, men idet SF også skriver – og det har jeg noteret – at de i øvrigt er villige til at diskutere selve udformningen og finansieringen af enheden med de partier, som måtte støtte forslaget, vil vi gerne være med til det. Vi kan bare ikke her en fredag formiddag i maj stå og bruge af forskningsreserven.

Så skal jeg også lige sige, at vi også er skeptiske over for, om enheden skal ligge under Sundheds- og Ældreministeriet. Vi synes måske, det var mere oplagt at lægge sådan en forskningsenhed under eksempelvis et universitet. Men det er alt sammen noget, som vi gerne vil være med til at diskutere, for kort og godt støtter vi forslaget, og vi vil gerne være med til at finde pengene.

Der er en kort bemærkning. Og så skal vi lige huske sådan en stilfærdig fredag formiddag, at vi siger hr. og fru og ikke bruger direkte tiltale. Sådan er det.

Hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg er bare lidt nysgerrig i forhold til det forhold, at vi er politikere, og at der, så vidt jeg ved, ikke er én af os, der er til stede her i salen, som er psykiater eller psykolog eller ved noget som helst om, hvordan man behandler børn med psykiske lidelser. Hvordan kan det for Det Radikale Venstre, som er et parti, der altid har stået på oplysningens side, være et oplyst standpunkt, at politikere skal tage stilling til, hvordan man behandler psykisk syge børn. Jeg forstår det simpelt hen ikke.

Ordføreren.

Jamen så tror jeg, at hr. Henrik Dahl har misforstået min ordførertale, for Radikale Venstre ønsker ikke at være dem, der skal fortælle, hvordan man behandler syge børn og unge. Tværtimod støtter vi jo netop det her forslag for at få noget forskning på området, fordi vi ønsker, at vi får noget mere viden om det her område. For vi kan jo i hvert fald se, at der er meget, meget stor variation, afhængigt af om du bliver indlagt med en diagnose på Odense Universitetshospital eller et sted i Region Sjælland. Der er så store forskelle geografisk, at det ikke bare kan forklares med, at der kan være forskelle på børnene og de unge. Så derfor er der behov for, at vi får set nærmere på det her område.

Tak til ordføreren. Så er det fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti.

Det her beslutningsforslag drejer sig om oprettelsen af en uafhængig forskningsenhed under Sundheds- og Ældreministeriet, som skal sikre forskning i og udbredelse af viden om anvendelsen af psykofarmaka i børne- og ungdomspsykiatrien. Derudover foreslås det, at der afsættes midler til enheden ved næste års fordeling af forskningsreserven.

Jeg anerkender vigtigheden af forskning i psykofarmaka, og der findes i forvejen faglige miljøer på universiteter og andre vidensinstitutioner, der forsker inden for området. Forskning på sundhedsområdet er typisk ikke organiseret i regi af Sundheds- og Ældreministeriet, men der forskes derimod på hospitaler, universiteter og i andre faglige miljøer. Her bidrager forskningen samtidig til uddannelserne.

Det Konservative Folkeparti finder det mest hensigtsmæssigt, at forskningsindsatsen sker på universiteterne eller universitetshospitalerne, og derudover, at strategiske forskningsmidler fra forskningsreserven altovervejende tildeles i åben, fri konkurrence efter ansøgning og faglig vurdering med vægt på bl.a. kvalitet, effekt og relevans. Vi kan derfor ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Så har vi haft De Konservative. Værsgo.

Først og fremmest tak for debatten, som jo både kom til at handle om forskning og psykiatri. I SF er vi meget optaget af at diskutere, hvordan vi hele tiden kan forbedre psykiatrien, og det kan jeg også høre at der er andre partier der er. Debatten om anvendelse af psykofarmaka er højaktuel og relevant. Det handler om at få bedre overblik over de konsekvenser, som psykofarmaka kan have for patienternes behandling i psykiatrien, på kort og på lang sigt. Der er brug for viden på området, og det er der også både fagpersoner og forskere der understreger, og især i forhold til anvendelsen af psykofarmaka over for børn og unge. Når der er behov for mere forskning, er det grundlæggende, fordi der i dag er stor usikkerhed omkring virkningerne af medicinen for lige netop den gruppe.

Det forslag, vi har fremsat her, handler om at oprette en uafhængig forskningsenhed under Sundheds- og Ældreministeriet, som skal sikre endnu mere forskning i og udbredelse af viden om anvendelsen af psykofarmaka i børne- og ungdomspsykiatrien. Den foreslåede forskningsenheds entydige og primære formål er at afdække et område, hvor der hersker stor faglig usikkerhed, og hvor der i de kommende år kan blive et større behov for viden om psykofarmakas betydning for børns og unges helbred. Forskningsenheden skal samtidig stå for en grundlæggende kortlægning af al brug af psykofarmaka i børne- og ungdomspsykiatrien, der ikke er godkendt til børn og unge, det, som kaldes off label-brug. Off label-brug af psykofarmaka til børn og unge er ikke uproblematisk, og det, vi ved i dag, er, at der er en udbredt tendens til off label-brug i børne- og ungdomspsykiatrien. Det er en stor beslutning at give børn og unge den behandling. De risikerer at blive udsat for en behandling med præparater, som er direkte skadelige for deres helbred, og som vi ikke kender de reelle bivirkninger eller langtidsvirkninger af.

Når vi fremsætter det her forslag, læner vi os derfor også op ad fagligheden. I bemærkningerne til forslaget refererer vi flere gange til seniorforsker Anne Katrine Pagsberg og professor Per Hove Thomsens artikel i Ugeskrift for Læger fra december sidste år, hvor de på grundig vis gennemgår flere af hovedudfordringerne ved anvendelse af off label-psykofarmaka i børne- og ungdomspsykiatrien. De påpeger samtidig, at omfanget af forskning i lægemidler til børn og unge er så begrænset, at det gør off label-brug nødvendigt, og at det skaber et alvorligt problem, som krænker børns og unges ret til effektiv og sikker medicinsk behandling. Derfor er det så afgørende, at vi får et større evidensgrundlag i forhold til anvendelsen og virkningen af psykofarmaka i børne- og ungdomspsykiatrien, og det er derfor, vi har fremsat beslutningsforslaget.

Jeg har selvfølgelig lyttet mig frem til, at især finansieringen og især placeringen i Sundheds- og Ældreministeriet er de store knaster i forhold til opbakning til vores forslag, og derfor har vi jo også ladet det stå lidt åbent ikke kun i forhold til finansieringen, men sådan set også, i forhold til hvordan vi konstruerer det. Det, der bare er vigtigt for SF, er, at det er en forskning, som er uafhængig af medicinalindustriens interesser, for vi skal kunne stole på, at den viden, vi får, også er uafhængig.

Jeg hører, at der er en anerkendelse af behovet for viden og en anerkendelse af vigtigheden af, at der forskes på det her område. For det, vi skal være opmærksom på, er, at når vi ikke har viden om og forskning i konsekvenserne af brugen af de her præparater, laver vi egentlig et eksperiment med børn og unge, bare ude i virkeligheden. Vi har forskningsdata på, hvordan sådan noget virker på voksne, og det justerer man så bare efter legemsvægt. Men her har vi at gøre med børn og unge, hvis hjerner er under udvikling, og som er i gang med at vokse, og vi kender sådan set ikke langtidseffekterne af det. Vi ved, at der er selvmordsrisiko forbundet med f.eks. brugen af antidepressiva, men det er hele den viden, som vi mener der skal tilvejebringes.

Så det, jeg kan konkludere, når jeg samler op på det her, er, at jeg vil prøve at se, om jeg kan lave en beretning, der om ikke andet favner intentionerne i forslaget, og så se, hvor mange af partierne der kan være med på det. Og så håber jeg på, at bare det, at vi haft debatten i salen, vil gøre, at der også ved de kommende forhandlinger i forskningsreserven vil være fokus på børne- og ungdomspsykiatri.

Der er en kort bemærkning fra fru Eva Flyvholm, Enhedslisten. Værsgo.

Nu har ordføreren faktisk mere eller mindre svaret på det, men jeg ville bare gerne spørge lidt mere ind til bevæggrundene. Jeg ville høre, om vi kunne se på en anden finansieringsform, og om ikke ordføreren sådan set er helt enig i det, som mange af os også har givet udtryk for, nemlig at vores frie forskning er sindssyg vigtig, og at vi ikke på den her måde politisk skal sidde og disponere på forhånd over mange af midlerne, men at de altså skal udmøntes efter de almindelige procedurer omkring forskningen.

Ordføreren.

Vi har jo også angivet det, fordi vi synes, det er på sin plads at komme med om ikke andet et bud på, hvordan det kan finansieres, og det er også derfor, vi heller ikke har et beløb sat af. Hvad det er for et omfang, det skal have, er jo igen til forhandling, og derfor lader vi det også stå åbent. Det er helt fint, men jeg tænker også, at det ikke er udelukket, at de penge kan findes fra forskningsreserven, men det må jo komme an på de forhandlinger, der skal være i efteråret.

Fru Eva Flyvholm.

Jeg håber også, at ordføreren ligesom har hørt et klart signal om, at vi sagtens kan diskutere det, men det er helst ikke sådan her, vi skal finansiere vores forslag. Fra Enhedslistens side er vi nemlig meget, meget enige i det gode indhold ellers i forslaget, men det er ærgerligt at skulle være nødt til at sige, at man ikke kan støtte det på grund af finansieringsmodellen. Men som sagt, hvis vi kan finde ud af noget andet, er det godt.

Ordføreren.

Det har jeg taget med mig.

Tak. Så er det hr. Henrik Dahl. Værsgo.

Tak for ordet. Normalt er tillid til de offentligt ansatte en mærkesag for SF, og det er jo meget sympatisk, og derfor skal jeg høre om to ting. Det første er: Hvorfor har SF ikke tillid til psykiatere og vil således sætte psykiatere under politisk administration? Det andet er: Er der andre faggrupper, som SF også vil sætte under politisk administration og altså ikke har tillid til?

Ordføreren.

Jeg må sige, at jeg synes, det er noget af en stråmand at sige, at jeg ikke skulle have tillid til psykiatere, for det har jeg i høj grad. Det er i øvrigt psykiatere selv, der efterspørger den her viden. Det er psykiatere selv, der ude i deres praksis mangler viden om, hvilke virkninger og bivirkninger af den medicin, de udskriver til børn og unge, har. Så jeg har i høj grad tillid til dem. Børne- og ungdomspsykiaterne er også nogle af dem, der råber allerhøjest om, at det er vigtigt i børne- og ungdomspsykiatrien, at der er en bred palette af behandlingsmuligheder, og at man kender virkningerne og bivirkningerne af dem.

Spørgeren.

Jamen jeg synes ikke, jeg får svar på mit spørgsmål. Der er jo selvfølgelig faglige uenigheder inden for alle fag, man overhovedet kan komme i tanke om, for det er jo et meget, meget kompliceret forskningsfelt. Er der andre forskningsfelter, hvor SF også mener det er politisk vigtigt, at man fra politisk side er overdommer eller blander sig i faglige diskussioner uden at have nogen som helst form for faglige forudsætninger for det?

Ordføreren.

Lidt faglige forudsætninger har jeg trods alt inden for feltet, i og med at jeg er uddannet psykolog og har arbejdet med børn og unge med psykiske lidelser. Så jo, lidt indsigt har jeg i det.

Men det er et principielt spørgsmål, som ordføreren stiller, hvorvidt vi skal blande os. Jeg synes, vi har en forpligtelse, for hvis vi kan lytte os til, at fagpersoner ude i miljøet, forskere og praktikere, siger, at der mangler viden på et område, så mener jeg også, at vi som politikere skal prøve at tilvejebringe den viden.

Med det siger vi tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Uddannelses- og Forskningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.