Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 101:

Forslag til folketingsbeslutning om hjælp til aflastning af forældre til børn med funktionsnedsættelser under midlertidige ophold i udlandet.

Af Karina Adsbøl (DF) m.fl.

(Fremsættelse 20.03.2018).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er børne- og socialministeren.

Tak, formand. I beslutningsforslaget B 101 bliver det foreslået, at regeringen inden udgangen af dette folketingsår skal ændre udlandsbekendtgørelsen, så forældre til børn med funktionsnedsættelse fremover kan tage den aflastning, de modtager til hverdag, med under et midlertidigt ophold i udlandet. Det er der ikke mulighed for i dag.

Forslagsstillerne ønsker med beslutningsforslaget at give familier med børn med funktionsnedsættelse mulighed for at holde ferie i udlandet på lige fod med andre familier. Altså, det ønske er jo selvfølgelig forståeligt. For hvem kan ikke sætte sig ind i, hvor udfordrende det må opleves for en familie med et barn med eksempelvis spastisk lammelse eller en hjerneskade i forhold til det at komme på ferie, at lovgivningen ikke giver mulighed for, at man kan tage alle de former for hjælp, man får i sin hverdag, med til udlandet? Ikke desto mindre kan regeringen ikke støtte forslaget, dels fordi det giver nogle praktiske udfordringer, dels fordi det må forventes at medføre offentlige merudgifter af et ikke uvæsentligt omfang. Det vender jeg tilbage til.

Men først er det vigtigt for mig at sige noget generelt om det at tage hjælp efter serviceloven med til udlandet. Det altovervejende udgangspunkt er, at hjælp efter serviceloven er betinget af, at man har ophold i Danmark. Det betyder, at man skal være i Danmark, når man modtager hjælpen, og omvendt at de danske myndigheder ikke skal yde hjælp til borgere, der opholder sig uden for landets grænser.

I udlandsbekendtgørelsen er der dog for nogle bestemte typer af hjælp lavet en undtagelse til udgangspunktet om ophold i Danmark, som betyder, at man har ret til at tage sin hjælp med til udlandet under et midlertidigt ophold, herunder også en ferie. De typer af hjælp, som man altså har ret til at tage med sig, er merudgiftsydelserne, tabt arbejdsfortjeneste, ledsageordningen, BPA-ordningen, kontaktpersonordningen til døvblinde, hjælpemidler, forbrugsgoder, handicapbil og hjælp til pasning af nærtstående med alvorlig sygdom eller funktionsnedsættelse.

Alle disse typer af hjælp, som altså skal ses som undtagelser til udgangspunktet om ophold i Danmark som forudsætning for hjælp, er kendetegnet ved, at det er muligt at tage dem med sig til udlandet uden større vanskeligheder, og uden at formålet med hjælpen går tabt. F.eks. kan man jo uden større vanskeligheder tage sin kørestol med sig til Paris på en weekendtur, og formålet med kørestolen, nemlig at kunne komme rundt, gør jo også, at den naturligvis skal med. Tilsvarende gælder for BPA-ordningen, hvor man jo uden videre kan tage den døgnhjælp, som man har i hverdagen, med på en badeferie til Tyrkiet, og formålet med BPA, nemlig pleje, ledsagelse og overvågning, tilsiger jo netop, at man skal kunne tage hjælpen med sig uden for hjemmet.

Hvis jeg så går over til det, som beslutningsforslaget konkret handler om, nemlig aflastning, må jeg sige, at der er nogle udfordringer, som gør det ret kompliceret i praksis at indskrive det i udlandsbekendtgørelsen som en af de typer hjælp, som man kan tage med til udlandet. Og det er ovenikøbet nogle udfordringer, som for mig at se er svære – ja, nærmest umulige – at løse, selv om man planlægger sit udlandsophold meget omhyggeligt. Udfordringerne opstår som følge af den måde, som aflastningen gives på, og på baggrund af hjælpens omfang. Aflastningen gives nemlig ofte som såkaldt naturalhjælp. Altså, det vil sige, at hjælpen leveres af en kommunalt ansat medarbejder. I modsætning hertil står kontantydelserne. Det kunne eksempelvis være merudgiftsydelsen, hvor familien får et beløb i hånden til dækning af deres behov. Og desuden leveres aflastningen enten i familiens hjem, hvor den kommunale medarbejder møder op og aflaster familien, eller i en aflastningsinstitution, hvor barnet med funktionsnedsættelse opholder sig under aflastningen. Det gør det i sig selv vanskeligt at tage aflastningen med til udlandet, i modsætning til hvis der havde været tale om en kontantydelse, altså penge i hånden, som jo uden videre kunne tages med.

Ydermere gives aflastning typisk i et korterevarende tidsrum, som er fastsat på forhånd. Det kan eksempelvis være en hverdagsaften om ugen og en weekend om måneden, altså normalt ikke så omfattende hjælp. Man vil jo ganske vist, selv om aflastningen ikke er så omfattende, principielt kunne planlægge det sådan, at aflastningspersonen kunne tage med til udlandet, eksempelvis på ferie, men det ville have nogle økonomiske konsekvenser, som vi i regeringen også må tage med i vores betragtninger ved vurderingen af beslutningsforslaget. Der vil således skulle afsættes økonomiske ressourcer ud over den aflastning, som den enkelte familie i forvejen modtager, til aflastningspersonens løn, ophold m.v. under eksempelvis en udlandsferie. Det skyldes, at aflastningspersonen jo i sagens natur ikke kan rejse hjem i de perioder under udlandsopholdet, hvor der ikke ydes aflastning.

Lad mig illustrere det med et eksempel på en familie, der til daglig modtager aflastning en hverdagsaften om ugen og en weekend om måneden. Hvis den familie skal på en uges ferie til Sydspanien og tager deres daglige aflastning med, som det foreslås i beslutningsforslaget, så vil det medføre offentlige merudgifter til aflastningspersonens løn, ophold m.v. Og der skal jo også betales løn og ophold for det tidsrum, hvor aflastningspersonen ikke yder aflastning til familien, fordi det jo ikke giver mening at lade aflastningspersonen rejse frem og tilbage mellem de perioder, hvor der ydes hjælp.

Så det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at lave en kvalificeret vurdering af de samlede økonomiske konsekvenser af beslutningsforslaget. Og det skyldes bl.a., at behovet for aflastning under udlandsophold ikke er afdækket. Men ud fra en antagelse om, at familier med børn med funktionsnedsættelse, ligesom alle andre familier, naturligvis tager deres børn med på ferier – og ikke, som det ellers bliver antydet i beslutningsforslaget, efterlader dem hjemme i døgnaflastning, fordi de ikke kan tage deres aflastningsordning med – så må det forventes, at de offentlige merudgifter vil være af et ikke uvæsentligt omfang.

Så hvis jeg skal opsummere, kan jeg sige, at regeringen mener, at der er såvel praktiske udfordringer som ikke uvæsentlige offentlige merudgifter ved at åbne op for at tage aflastningen med under midlertidige ophold i udlandet, herunder på ferier. Og derfor ønsker vi ikke at ændre udlandsbekendtgørelsen, så aflastning gøres til en af de typer af hjælp efter serviceloven, som man har ret til at tage med til udlandet. Så regeringen kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Tak til ministeren. Altså, det er kompliceret, hører jeg ministeren sige, der er udfordringer og de ting. Men nu er det jo sådan, at vi er lovgivere, så vi kan egentlig lave den lovgivning, vi gerne vil. Vi kan også indgå kompromiser, og vi kan finde løsninger på det her.

Det her beslutningsforslag har jeg fået rigtig mange henvendelser om, også inden det blev fremsat. Det var faktisk derfor, jeg fremsatte det, for mange familier har skrevet til mig. Og Muskelsvindfonden har jo også skrevet om f.eks. Jane Brostrøm, som er mor til 7-årige Maise, der har muskelsvind og bruger kørestol. Hun undrer sig nemlig over reglerne i serviceloven. Familien må ikke tage den hjælp, der er bevilget til dem i hverdagen, med på ferie i udlandet, men kommunen må så godt betale for, at Maise får 1 uges ophold enten hos en aflastningsfamilie eller på en institution.

Hvis et barn skal blive hjemme og ikke kan komme med på ferie, men skal være på en institution, mens resten af familien holder ferie, så er det dybt, dybt trist, men hvis vi går tilbage til det økonomiske, koster det jo også at have et barn på institution i en uge. Så derfor er meningen med det her beslutningsforslag, at det udligner sig selv i den sidste ende, og det er derfor, vi har spurgt til omkostningerne, men det har vi så ikke kunnet få nogle beregninger på. Og det er også derfor, vi har fremsat det her beslutningsforslag, netop fordi der jo skal stilles en aflastningsplads til rådighed, såfremt man tager på ferie som familie.

Ministeren.

Altså, der er ikke noget for mig, som antyder, at det vil være sådan en 1:1-løsning at kunne få aflastningen med til udlandet, altså at det vil modsvare udgiften ved at have et ophold på en institution. De typer af hjælp, som man kan tage med til udlandet, er de typer af hjælp, som går på barnet. Det er hjælpen til barnet i det daglige. Det er merudgiftsydelsen, ledsageordningen og en række andre ordninger, BPA for voksne osv. Aflastning er jo noget, som typisk gives til familien, og i og med at det ikke har været muligt at beregne det, men at det vurderes at være ikke betydeligt, er der ikke sådan en mulighed for mig til bare at sige, at det gør vi så. For jeg har ikke på nuværende tidspunkt økonomien til at kunne prioritere således.

Spørgeren.

Som jeg sagde tidligere: Mere vil have mere. Jeg er sikker på, at vi på en eller anden måde kan finde en løsning. Om ikke andet ville man jo godt kunne lave en ordning, f.eks. en 1:1-ordning, hvad angår de udgifter, kommunen alligevel skal betale, eller finde nogle løsninger. Det er jo sådan, at vi er folkevalgte, og hvis vi har et flertal herinde, kan vi gøre, hvad vi vil. Vi kan skrue et lovforslag sammen, som vi vil, hvis der er opbakning til det. Altså, det her beslutningsforslag er jo ikke skrevet i granit eller andet. I Dansk Folkeparti er vi helt indforstået med at finde løsninger på, hvordan vi gør. For de her familier er ofte visiteret efter den her paragraf, og det er derfor, der er en udfordring netop i forhold til at tage aflastningen med ud af landet.

Ministeren.

Under det forrige punkt, da vi diskuterede »mere vil have mere«, var det sjovt nok også dette beslutningsforslag, jeg sådan lige kunne se for mig. Jamen altså, det vil jo kræve, at der er en finansminister, som man taler med, for der vil være økonomiske forudsætninger, som knytter sig til det her. Og derfor kan regeringen ikke bare tilkendegive, at det vil man gøre. Det er klart, at hvis man skal gøre det, skal det selvfølgelig først og fremmest finansieres.

Fru Kirsten Normann Andersen, værsgo.

Tak for det. Ministeren oplister jo alle de grupper af borgere, som allerede har mulighed for at få hjælp til aflastning eller hjælp til at hjælpe sig selv i forbindelse med ferier. Det her er jo ret beset bare en gruppe af borgere, som ligesom falder uden for de gældende aftaler, sådan har jeg i hvert fald umiddelbart læst beslutningsforslaget, og det handler også om at få dem med.

Jeg synes, at ministeren oplister de dyre eksempler, altså de børn, som kun har brug for meget lidt aflastning i dagligdagen, men jo ikke medtager de børn, som har brug for omfattende aflastning, hvor det jo nødvendigvis må være forholdsvis billigere, i forhold til hvad man normalt betaler. Jeg tænker, om ministeren måske kunne se for sig en eller anden form for graduering. Jeg tror nemlig ikke, at forældre med meget lidt behov for aflastning nødvendigvis efterspørger at få aflastning med på ferie, men det er de forældre, som har behov for omfattende aflastning, der har det behov, hvis det er sådan, at de skal have et rekreativt indhold af deres ferie.

Ministeren.

Jamen altså, børn, som har behov for meget aflastning, vil typisk også have en af de andre ordninger eller endda flere. Så vil man jo typisk have et handicap og et støttebehov, som er så omfattende, at man i forvejen er under en af de andre ydelser, som man så altså derfor kan tage med. Det, som jo er det springende punkt, er, at hvor de andre er kontante beløb, man kan tage med, så er en aflastningsperson jo det, der hedder naturalhjælp og altså en fysisk person. Det er klart, at hvis man har aflastning en aften om ugen, eller man har en weekend om måneden, så bliver det jo vanskeligt at tage vedkommende med på en ferie, som kan være af 7 dages varighed eller af 14 dages varighed. Dermed skal man jo betale for hele den pågældende ferie fra mandag, man kommer, og til man altså tager hjem igen søndag, når ferien slutter, og det er jo det, der også er med til at gøre det så meget dyrere.

Spørgeren.

Jamen det er rigtigt, og alternativet kunne være aflastning i institution, som jo også er ret bekosteligt, kan man sige. Jeg tror, at det er godt for familierne, at de prøver at holde sammen, men vi gætter jo. Jeg synes også, det lyder, som om ministeren gætter. Så kunne man i det mindste ikke lægge op til, at man prøvede at få afdækket, hvad omfanget og behovet egentlig lige er, når forholdsvis mange med forstand på området siger, at det her faktisk ikke vil være særlig dyrt?

Ministeren.

Det er korrekt, at det er kompliceret stof. Det synes jeg egentlig at de her spørgsmål og svar også giver et godt billede af. For det er jo klart, at der er forskel på, om man er i aflastning i en uge på en institution, eller man er i aflastning i nogle timer en aften om ugen eller kun nogle timer hver anden uge. Der er bare lige det ved det, at regelsættet jo ligesom er under et, og det er derfor, at det er så vanskeligt at beregne, fordi det er svært at lægge de beregningsforudsætninger ind.

Så når vi behandler et beslutningsforslag, som sådan umiddelbart bliver sendt i salen, forholder jeg mig jo til det som minister, og der er det jo, at jeg siger, at det her er vanskeligt at tilgå. Der vil være en økonomisk omkostning forbundet med det her beslutningsforslag, og det er også derfor, at regeringen ikke kan støtte det, og hvor jeg jo så også gør opmærksom på, at der er mange andre muligheder for støtte og hjælp, som man rent faktisk godt kan tage med på ferie på et udlandsophold.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Hvis man kigger på – hvad skal vi kalde det – det almenmenneskelige i det her, synes ministeren så ikke, at der er et underligt misforhold i den måde, lovgivningen er indrettet på? Hvis en familie med tre børn, hvoraf det ene barn er handicappet, og hvor der er behov for aflastning, vælger at tage på ferie med deres tre børn, så er der ingen som helst form for støtte til aflastning, men hvis de derimod vælger – af den ene eller den anden årsag – at der er et stærkt behov for, at de nu gør noget med de to børn, der ikke har en funktionsnedsættelse, og lader det tredje barn blive hjemme, så kan det offentlige gå ind og betale.

Er der ikke noget skævt i forhold til familiernes prioritering og det, vi sådan i almindelighed må tænke, at familier har behov for at tilgodese alle deres børn, altså at hvis man lader barnet blive hjemme, betaler det offentlige, men hvis man derimod vælger at tage alle sine børn med på ferie, så er der ikke noget tilskud fra det offentlige? Forekommer det ikke at være helt skævt, i forhold til hvordan vi tænker at familier gerne skulle have mulighed for at fungere?

Ministeren.

Det er jo først og fremmest vigtigt at sige, at en række af de ordninger, som vedrører barnet og barnets støttebehov, er det muligt at tage med på et udlandsophold. Men aflastning er jo noget, som går på familien og ikke på barnet. Og det er klart, at hvis man skal 14 dage sydpå til Spanien og man har aflastning en aften om ugen, så vil det lige pludselig være meget, for så skal der jo ud over for transport også betales løn til den aflastningsperson under hele opholdet, alle de 14 dage i Sydspanien, og det er derfor, at det bliver en meget voldsom økonomisk øvelse; der kan man jo ikke bare sige, at det er et par timer, når ferien er på 1 uge eller 14 dage, eller hvad det nu måtte være.

Spørgeren.

Men vil det som minimum ikke være rimeligt, at det offentlige tilskud, man kan få, hvis man lader det ene af sine tre børn blive hjemme fra en sådan ferie, er af samme størrelse, når man vælger at tage af sted med alle sine børn? Er det ikke helt skævt, at i det ene tilfælde dækkes den fulde omkostning, altså det, der er bevilget, mens man i det andet tilfælde ikke får en krone? Var det ikke rimeligt, at man som minimum fik det tilskud med sig, som man ville kunne få, hvis man lod barnet blive hjemme?

Ministeren.

Men ydelsen gives i dag som naturalhjælp, og det betyder, at man får en aflastningsperson eller en aflastningsinstitution, og derfor er det jo ikke muligt at veksle til et tilskud. Og jeg kan ikke stå her nu og sige, hvad en implikation af det vil være, men jeg kan bare fremhæve, at hvis man har et barn med et meget stort støttebehov, så er der en række ordninger, som man kan få hjælp fra. Der er merudgiftsydelsen, der er BPA-ordningen, som selvfølgelig er for voksne, der er en ledsageordning, der er en kontaktpersonsordning.

Der er en række ordninger, som alle er mulige at få med til udlandet, og som altså modsvarer det behov, som barnet har. Så går aflastningen jo på familien, og den bliver i dag givet som naturalhjælp, og hvis man skal til at ændre på det, så vil det være udgiftsdrivende, og det vil have en implikation. Og derfor kan regeringen ikke støtte det, som det ligger i dag.

Jeg vil gerne have lov til at sige mange tak til børne- og socialministeren. Så går vi over til ordførerne, og den første hr. Orla Hav fra Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Beslutningsforslaget går ud på at ændre lovgivningen, så det bliver muligt for forældre, som passer et barn eller en ung på under 18 år med funktionsnedsættelse i hjemmet, og som har fået bevilget hjælp til aflastning af forældre efter servicelovens § 84, fremover at kunne medtage hjælpen til aflastning, når de er på ferie med deres barn i udlandet. Fra Socialdemokratiets side deler vi til fulde intentionen om, at familier, som har et barn med handicap, skal kunne få samme mulighed for at kunne komme på ferie og lade op som andre familier. Vi deler også synspunktet om, at det er ganske vanskelige vilkår, vi ofte byder de her familier. Vi vil gå meget langt for at sikre, at vores lovgivning er rimelig og fleksibel, så kommunerne kan yde den hjælp og støtte, som er nødvendig for at give de her familier en tålelig dagligdag.

Når det så er sagt, bliver vi også nødt til at tage realismens briller på, når det gælder omkostninger, hvad ministeren også har været inde på her i sit indlæg. Der skal være et både rimeligt og realistisk perspektiv i det, efter hvad behovet er, herunder også med hensyn til at det skal være et rimeligt ønske om ferie og ophold i udlandet. Det vil umiddelbart være ret vidtgående, at kommunalt ansat personale skal – i anførselstegn – medbringes til udlandet, hvilket vil være tilfældet, hvis man kan medtage aflastning efter § 84 til udlandet, som forslaget går ud på.

Hvad angår dette beslutningsforslag, fremstår det særdeles uklart for os i hvert fald, hvordan situationen er i dag, og i hvilket omfang en ændring af lovgivningen vil kunne finde anvendelse, fordi der jo netop er andre muligheder for aflastning via serviceloven, som enten kan medbringes til udlandet eller rummer mulighed for aflastning på anden vis, mens man er i udlandet. Det er ikke velbeskrevet, i hvilke situationer eller i hvor lang tid forslagsstillerne forestiller sig man skal kunne tage hjælp med til udlandet. Vil en familie f.eks. kunne tilbringe måneder i et andet land – måske oprindelsesland – med hjælp og aflastning medbragt fra Danmark? Hverken ministeriet eller forslagsstillerne har været i stand til at opgøre eller vurdere konsekvenserne af en lovændring. Hvis der er et behov for en lovændring, og det siger vi bestemt ikke ikke kan være tilfældet, så mener vi, at det kræver en tilbundsgående undersøgelse og vurdering af behovet og dermed også de økonomiske konsekvenser.

Så synes vi i øvrigt, at det er en uskik, at partierne bag satspuljeaftaler uden forhandlingsforløbene her forsøger at fremme egne prioriteringer og forventer, at satspuljemidlerne så efterfølgende skal dække sådanne løsrevne prioriteringer – det bare være sagt fra vores forhandlere på satspuljeområdet. Vi kan på den her baggrund ikke støtte beslutningsforslaget og står også i en situation, hvor jeg i hvert fald oplever, at en række familier end ikke kan få opfyldt de behov, som de har i deres dagligdag herhjemme i Danmark. Det kan vi jo se på de omgørelsesprocenter, som Ankestyrelsen præsterer, i forhold til kommunernes afgørelser på det her område. Så det her skal sættes ind i en større helhed og undergives en tilbundsgående undersøgelse, før vi kan medvirke til det. Vi støtter ikke beslutningsforslaget, som det foreligger.

Fru Karina Adsbøl vil gerne berige ordføreren med en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg skal høre, om ordføreren har set spørgsmål nr. 193 fra folketingsåret 2017-18. Netop der har vi spurgt ind til det økonomiske, og der har ministeriet jo oplyst, at det ikke er muligt at foretage en realistisk vurdering af, hvorvidt der vil være flere eller færre offentlige udgifter forbundet med at skabe hjemmel til at medtage aflastning efter serviceloven. Det er jo set i lyset af, at kommunen er forpligtet til, hvis det er, at stille aflastning til rådighed for familien, hvis de selv skal rejse. Det er der jo nok mange familier der vælger ikke at gøre. Så jeg forstår ikke, hvorfor Socialdemokratiet ikke vil være med til at kigge på at finde en løsning. Det er ikke sikkert, at det skal være lige nøjagtig det her beslutningsforslag, men en beretning i udvalget, hvor vi arbejder videre med den her problemstilling, kan vel også gøre det.

Ordføreren.

Jeg har jo tilkendegivet, at vi er indstillet på at få undersøgt det her område, således at der kan komme klarhed over den økonomi, som ministeriet åbenbart ikke kan give – og som forslagsstillerne jo heller ikke er i stand til at sætte tal på. Jeg står også med en viden om, at det kniber for rigtig mange kommuner at leve op til den lovgivning, vi har, der skal hjælpe de her familier herhjemme. Så spørgsmålet er, om vi kan gøre det, samtidig med at vi ved, at det er rigtig svært for kommunerne med den økonomi, der er blevet aftalt mellem regeringen og kommunerne, at leve op til at løse deres opgaver. Det er også et aspekt, vi skal have med ind i den her prioritering.

Spørgeren.

Det var netop det, jeg læste op i forhold til de spørgsmål og svar, som jeg har fået. Men jeg synes jo ikke, det er et argument, at man ikke skal hjælpe, fordi kommunerne har svært ved, som jeg forstod ordføreren, at overholde gældende lovgivning. Det er jeg også bekendt med. Vi har jo netop i satspuljeregi lavet en handlingsplan på området for at styrke retssikkerheden på handicapområdet.

Så kan jeg ikke forstå, at ordføreren sagde, at det er en uskik at fremsætte beslutningsforslag. Jeg synes jo, det er fantastisk, at der er nogle partier i Folketinget, der har nogle rigtig gode ideer til, hvad der kan gøres bedre på netop de ordførerområder, som vi hver især sidder med.

Ordføreren.

Dansk Folkeparti anerkender vel, at det er Dansk Folkepartis ønske til satspuljeforhandlingerne, og så er det vel rimeligt, at det her ønske bliver spillet ind til satspuljekredsen, når man skal forhandle en samlet pakke. Nu spiller Dansk Folkeparti det ind her og har en forventning om, at satspuljemidlerne skal være med til at afholde udgifterne til de beslutninger, man måtte kunne komme igennem med på nuværende tidspunkt. Her er det bare, at vi siger, at det ikke er en særlig fair måde at lave satspuljeforhandlinger på. Det synes vi sådan set ikke er rimeligt. Jeg synes heller ikke, det er rimeligt, at man, når vi står i en situation, hvor vi er bekendt med, at kommunerne har enormt svært ved at efterleve det serviceniveau, som vi har for rigtig mange familier herhjemme i Danmark, samtidig går meget op i at lægge yderligere en opgave til. Vi er helt med på at få belyst, hvad det her vil koste, og at se på behovet, men det skal ses i en prioriteret rækkefølge, i forhold til hvordan man lever op til ganske almindelige familiers behov.

Mange tak til hr. Orla Hav, og velkommen til fru Anni Matthiesen, fra Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak for ordet. Som med det foregående holder jeg ordførertalen her på vegne af Venstres socialordfører.

Tak til Dansk Folkeparti for at give mulighed for, at vi får debatten om de her ting i salen i dag. I Venstre kan vi godt forstå ønsket om at give familier med børn med funktionsnedsættelse mulighed for at opholde sig midlertidigt i udlandet under ferie på lige fod med andre familier og dermed, at man også kan tage en aflastning med sig til udlandet.

Når det så er sagt, mener vi altså alligevel i Venstre, at det beslutningsforslag her ikke er den rette vej at gå, og derfor kommer vi også til at stemme nej. Og det gør vi ud fra, at vi faktisk mener, at vi har en forpligtelse til her i Folketinget at tænke på, hvordan man bruger pengene bedst, og hvordan man opnår den bedst mulige service og værdighed for borgerne, også når det gælder forældre, der har børn med funktionsnedsættelse.

Beslutningsforslaget er jo nok også lidt vanskeligt at realisere, da det er svært at tage aflastning – som jo ofte kommer i form af støtte fra en kommunal medarbejder – med sig til udlandet. Nogle af de ting, som også ministeren var inde på i talen, handler om det.

Derudover er man også nødt til at overveje de økonomiske konsekvenser af et forslag som det her. Og på baggrund af de ting kommer vi til at sige nej tak til det her beslutningsforslag, og jeg skal hilse fra vores gode venner i Det Konservative Folkeparti og sige, at de heller ikke kan bakke op om forslaget.

Tak til fru Anni Matthiesen, og velkommen til hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten.

Det er jo rigtig fint, at vi har en servicelov, hvor det er fastlagt, at det er muligt at tage en række ydelser med ved midlertidigt ophold i udlandet. Det giver jo mulighed for mennesker med handicap til at holde ferie på lige fod med andre borgere, og det er naturligvis vigtigt, at den støtte og hjælp, som borgerne skal have gavn af her landet, fungerer. Det kan ingen være uenige i, men i hele ligestillingsbegrebet ligger der jo, at der skal sikres lighed for mennesker med funktionsnedsættelse, altså at de på enhver måde kan leve på lige fod med andre borgere. Og det vil jo altså også sige, at der bør gives mulighed for at holde ferie i udlandet for de pågældende.

Hvilke ydelser man kan tage med er jo allerede blevet nævnt af flere ordførere. Det er en 11 stykker, som er omtalt i bekendtgørelsen, men jo altså desværre ikke i lovens § 84, hvorefter kommunerne skal tilbyde aflastning til ægtefæller, forældre eller andre nære pårørende, som passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er rigtig ærgerligt, at den paragraf ikke er med.

Vi har vel ikke nogen præcis dokumentation for omfanget, men jeg har forstået det sådan, også på de bemærkninger, der er til beslutningsforslaget, at det betyder, at der er en del forældre, som i kraft af det her er afskåret fra ferie. Det kunne være godt, at vi i det videre – for jeg kan jo høre, at der ikke tegner sig noget flertal for forslaget – fik mulighed for at få belyst, hvor stort omfanget er. Jeg vil sige, at en er for mange, men det kunne være interessant at få det kortlagt.

I Enhedslisten er vi helt enige med forslagsstillerne i, at det vil være rigtigt at rette op på den mangel, der er i bekendtgørelsen, så vi så hurtigt som muligt får etableret de samme muligheder for de pågældende børnefamilier, som alle andre børnefamilier har. Man kan jo sige, at det er en enkel sag, for der ligger jo en hjemmel i lovgivningen. Vi behøver sådan set ikke engang ændre lovgivningen, så derfor kunne det jo klares, når vi når frem til andenbehandlingen og en afstemning, for ministeren har jo lige præcis bemyndigelse i lovgivningen til at ændre på bekendtgørelsen. Så på den måde er det jo ikke nogen vanskelig sag.

Det, der kan være vanskeligt, har jeg forstået, er jo så økonomien. Og ja, jeg har læst svaret på spørgsmål 193, det kan jeg bekræfte over for fru Karina Adsbøl, og der står jo som allerede nævnt, at det ikke er muligt at foretage en realistisk vurdering af, hvorvidt der vil være flere eller færre offentlige udgifter forbundet med at skabe hjemmel osv.

Og vi er jo støt på det før, når vi har drøftet handicaplovgivning, at svaret på det, når vi har foreslået ændringer, hvad enten det nu har været Dansk Folkeparti eller måske på en god dag Enhedslisten, er, at vi ikke kan få ændret noget. Altså, vi har flere gange fået det svar – og jeg husker flere eksempler på det – at man ikke rigtig kan vurdere omkostningen af det. Og det er jo noget skidt, hvis vi lovgiver på den måde.

For jeg kan på den ene side godt forstå, at der er et behov hos en regering for at vide, hvad pokker det koster, når vi vedtager forslag i Folketinget. Men når man ikke kan få svar på, hvad det koster, så er det på den anden side helt urimeligt, at det skal komme borgerne til skade, at vi ikke er i stand til at få et svar gennem ministeriet og styrelser på relativt banale, synes jeg, spørgsmål. Så her må det ikke komme regeringen til gode, at man ikke kan svare på, hvad det koster. Her må det komme borgerne til gode, og derfor støtter vi fuldt og helt det forslag, der ligger her fra Dansk Folkeparti.

Vi synes, det ville være rigtig godt, hvis vi kunne få ændret bekendtgørelsen så hurtigt som muligt, altså her ved andenbehandlingen. Og er det ikke muligt, så håber jeg virkelig, at det svar, vi nu har fået, om, at man ikke kan vide, hvad det koster, fører til, at man nu lægger sig i selen for at finde ud af, hvad omkostningerne så er. For de pågældende borgere kan simpelt hen ikke være tjent med, at de ikke er omfattet af bestemmelserne her.

Tak til hr. Jakob Sølvhøj, og velkommen til fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Det er selvfølgelig et sympatisk formål at ville give børn med funktionsnedsættelse mulighed for at tage deres aflastningspersonale med på ferie, men man må bare også konstatere, at det kan betyde nogle øgede omkostninger, for reelt er der ikke tale om, at man tager den aflastning, man får, med på ferie. For sender man en kommunalt ansat med på en uges ferie, overstiger det jo langt de timer, som man sædvanligvis får aflastning i. Derfor er der ikke nødvendigvis tale om, at man gør den her ordning mere fleksibel, men der er tale om en markant udvidelse af ordningen, som også kan være forbundet med markante udgifter.

Nu hører jeg selvfølgelig, hvad forslagsstilleren fra DF har sagt til de foregående ordførere, når der er tale om det her med, at kommunen, hvis familien tager på ferie, stiller et aflastningstilbud til rådighed for barnet i den periode. Det er selvfølgelig interessant at dykke ned i omkostningerne ved det, men jeg tror nu stadig væk, eller det må jo selvfølgelig være sådan, at det er billigere for barnet at komme på en institution i den uge end at have en kommunalt ansat alene med i den uge på ferie. Men det er ikke sikkert, at der er kæmpe økonomiske forskelle, og det er i hvert fald værd at dykke ned i.

I teksten til beslutningsforslaget står, at det i praksis har stor betydning, hvorvidt aflastningen er bevilget efter den ene eller anden bestemmelse i serviceloven, og da jeg læste det, fik jeg et indtryk af, at det var tilfældigt, om man var tildelt hjælp efter den ene eller den anden paragraf, for det er jo meningen, at der skal være en væsentlig forskel. § 41 siger, at de udgifter, der kan dækkes, kun gælder for børn under 18 år med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Samtidig dækkes kun udgifter efter paragraffen, som ikke kan dækkes efter andre paragraffer. § 41 er altså en særlig hjælp, der er målrettet de allermest udsatte, og når der er forskel på denne økonomiske hjælp og den aflastning, der tilkendes efter § 84, er det jo, fordi de skal dække nogle helt forskellige behov, og det synes jeg faktisk er væsentligt at have for øje.

Jeg synes, der ligger en rigtig god intention bag det her forslag, for selvfølgelig er udlandsferie enormt vigtig også for børn med funktionsnedsættelser, det giver sig selv, men når der er tale om primært aflastning i en mindre grad, er vi nødt til at overveje, om det er rimeligt at stille en kommunalt ansat til rådighed til 1 uges, 14 dages eller 3 ugers ferie, hvis det eksempelvis er en familie, som får aflastning 5 timer om ugen og hver anden weekend. Så på en eller anden måde tænker jeg og tror jeg, vi alle sammen deler intentionen, men man er på en eller anden måde nødt til at se, om man kan hegne det ind, om man kan blive klogere på, hvordan man sikrer, at det ikke økonomisk stikker af. Og så er det også bare sådan, at hvis man ønsker at gennemføre det her, som det ligger her, skal man i hvert fald ud og finde og pege på en finansiering.

Så Liberal Alliance støtter ikke forslaget, som det ligger her, men vi synes, det er en fin debat at få rejst, og vi synes, det er fint, som Enhedslisten også var inde på, at man skal dykke lidt ned i, hvor mange af de familier, som får aflastning, der afholder sig fra at tage på ferie. For det er selvfølgelig relevant.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Jeg ved ikke, om ordføreren har fået nogle beregninger ovre fra ministeriet, for vi har jo ikke kunnet få noget i Dansk Folkeparti. Og hver gang går ordførerne op og siger, at det her vil koste en hel masse, uden at have nogen beregninger, netop på trods af, som ministeren har svaret, at det ikke er muligt at foretage en realistisk vurdering af, hvorvidt der vil være flere eller færre offentlige udgifter forbundet med det. Så derfor kan de ordførere, der har sagt det, ikke stå på talerstolen og sige, at det medfører flere udgifter. Vi har ikke beregningerne, så det ved man jo ikke. Det siger svaret fra ministeriet i hvert fald.

Men jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren, om ordføreren ikke godt kan forstå, at en familie kan have et handicappet barn og måske også have andre børn. At man skal kunne medbringe den hjælp, f.eks. i 1 uge – vi skriver jo midlertidigt ophold, vi snakker ikke om 3 uger eller 4 uger, men bl.a. kortvarigt ophold i udlandet – kan være til stor gavn for søskende, så der også vil være en hjælp til deres søster eller bror, som har et handicap. Og søskende har jo også brug for fokus og opmærksomhed fra mor og far, når man har en søster eller en bror, som har et handicap. Så det kunne jeg godt tænke mig at ordføreren svarede på.

Ordføreren.

Jeg tror, at det i forhold til økonomien er fuldstændig rigtigt, at ministeriet meddeler, er det er svært at vurdere økonomien i det her. Når jeg vurderer, at der vil være væsentlige økonomiske betragtninger, man er nødt til at gøre sig i forhold til det her, er det jo, fordi det giver sig selv, at hvis en familie er tildelt 5 timers aflastning på 1 uge og man sender en kommunalt ansat med en hel uge, så er det ikke bare 37 timer, for den her kommunalt ansatte skal jo kompenseres for at være af sted i en hel uge. Så det i sig selv er jo mange flere timer.

Derfor synes jeg sådan set, at det må være rimelig åbenlyst, at det vil betyde nogle meromkostninger. Men det synes jeg er fair nok. Så skal man jo bare sige, at det vil vi gerne prioritere. For det er fuldstændig fair at sige, at det vil koste nogle penge, men politisk synes vi, at vores velfærdssamfund skal tilbyde det til børn med funktionsnedsættelser. Det synes jeg er fuldstændig fair, men så skulle man bare pege på finansieringen.

Kort i forhold til forståelse for, hvad familier har brug for, vil jeg sige, at det kan jeg sagtens forstå. Jeg synes bare, at der er et eller andet spørgsmål om proportionalitet i det. Hvis man eksempelvis er tildelt 5 timer om ugen, så synes jeg faktisk ikke, at man på det offentliges regning, på skatteydernes regning, skal kunne få en fuldtidsansat fra kommunen med i en hel uge.

Spørgeren.

Tak til ordføreren. Jeg synes, at vi mangler sådan en ordfører ovre i Finansministeriet, som har nogle klokkeklare beregninger på det her inde i hovedet. Jeg tror, at finansministeren har brug for fru Laura Lindahl ovre i Finansministeriet.

Men når det er sagt, vil jeg godt høre ordføreren om noget. Jeg ved ikke, hvor de 5 timer kommer fra, for man skal jo se på alternativet til det her. Alternativet er jo, at kommunen skal stille et aflastningstilbud til rådighed, enten på en institution eller i en plejefamilie, og det er jo de to ting, man skal vægte i forhold til hinanden. Men må jeg bare sige, at det somme tider handler alt for meget om økonomi. Somme tider synes jeg, at vi mangler noget mere empati her i Folketinget og forståelse for, hvilke situationer og udfordringer man kan have som familie, når man har et barn med et handicap.

Ordføreren.

Jeg har fuld forståelse for, hvilke udfordringer man som familie kan have, hvis man har et barn med funktionsnedsættelse. Det er ikke det, det her handler om, for det kan jeg sagtens forstå. Det her handler om, at jeg synes, at der skal være en eller anden proportionalitet mellem den ret, man har, og det behov, man har. Og hvis man som familie har behov for aflastning, nu sagde jeg i 5 timer, men det kan være i 10 timer – det er et eksempel, det kan være alt derimellem, og det kan også være 15 timer – så synes jeg ikke, det er rimeligt, at man får en kommunalt ansat med 24 timer i døgnet i en hel uge. Det kan man sagtens synes er rimeligt, men det synes jeg bare ikke.

Tusind tak til fru Laura Lindahl. Og velkommen til fru Ulla Sandbæk fra Alternativet.

Mange tak, formand. Jeg gør lige indledningsvis opmærksom på, at jeg holder talen på vegne af Torsten Gejl, som er Alternativets handicapordfører. Og så vil jeg også gerne sige tak til Dansk Folkeparti for at have fremsat dette beslutningsforslag.

Med forslaget pålægges regeringen at ændre udlandsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, så forældre til børn med funktionsnedsættelser fremover kan medtage hjælp til aflastning bevilliget efter servicelovens § 84, stk. 1, jf. § 44, under midlertidige ophold i udlandet. Der har været talt meget om, at der er forskel på paragrafferne, alt efter om man kan få lov til at tage aflastning med til udlandet, og der er blevet talt meget om, hvad det i givet fald vil koste.

I Alternativet har vi tre bundlinjer. Vi har den økonomiske bundlinje, naturligvis, og så har vi den miljømæssige bundlinje, men vi har også den sociale bundlinje. Det vil sige, at vi ikke mener, at man kan beregne alt ud fra, hvad det koster. Der må være andre hensyn at tage end økonomiske hensyn, og det her kunne så netop være et af de tilfælde, hvor man er nødt til at tage andre hensyn, nemlig sociale hensyn.

For i Alternativet er vi nemlig enige med forslagsstillerne i, at familier med handicappede børn skal have mulighed for at holde ferie i udlandet, lige meget hvilken paragraf i serviceloven der bevilliges aflastning efter. Og vi er ligeledes enige i, at det har stor betydning for disse i forvejen hårdt pressede familier, at de kan tage på ferie og slappe af, få nye oplevelser sammen og lade op. Dette har stor betydning for både børn og forældre og for søskende. Det er vigtigt at have mulighed for at bryde hverdagens rammer og opleve nye omgivelser og at kunne skabe minder for livet.

Derfor bakker vi helhjertet op om forslaget. Det er selvfølgelig også, fordi ligebehandling uanset handicap i det hele taget er helt centralt for Alternativet. Og vi håber på, at der kan findes en eller anden form for ordning, så det økonomiske – når man netop, som Dansk Folkeparti siger, modregnes, med hensyn til at barnet ellers skal have en hel uge på institution – kan medregnes. Måske kunne man forestille sig, at to familier tog af sted på nogenlunde samme tidspunkt og delte en handicaphjælper, som boede på det samme hotel. Der må være masser af ting, man ligesom kan sidde og lege med, sådan at man ville kunne få det her forslag, som ville have så stor betydning for forældre med et handicappet barn, gennemført. Tak.

Selv tak til fru Ulla Sandbæk. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så jeg vil byde velkommen til fru Marianne Jelved fra Radikale Venstre.

Tak. Radikale Venstre vil meget gerne støtte det beslutningsforslag, der ligger her, og mener, der bør kunne findes en løsning. Udgangspunktet for det ræsonnement er følgende: Jeg opfatter i virkeligheden beslutningsforslaget som udtryk for, at der er familier rundtomkring i landet, der har børn med handicap, og som støder ind i det, der virker uforståeligt for dem, altså at de kan få et tilskud til hjælp her i landet, men at hvis de vil rejse uden for landets grænser i en uge og tage familien med, herunder barnet med handicap, kan de ikke få den hjælp med, som de kan få i Danmark. Og jeg synes, det er en opgave for alle lovgivere, at hvis der er lovgivning, som er uforståelig for de mennesker, der er berørt af lovgivningen, så skal vi jo på en eller anden måde hjælpe til at gøre det forståeligt.

Nu siger jeg bare på en meget lavpraktisk måde, hvordan jeg egentlig tænker om det her. Hvis jeg var en familie med et handicappet barn, ville jeg tænke: Okay, vi har alle sammen i familien brug for at komme på ferie; vi tager ned til Gardasøen; det kan vi klare på en uge, men vi har bare et barn med et handicap, som kræver noget særligt, pasning osv. – vi kan bare lade barnet blive hjemme i Danmark på en aflastningsinstitution, og så tager resten af familien, søskende og far og mor, til Gardasøen. Men det tror jeg ikke på at der er nogen familier der kunne finde på at gøre, altså at lade et barn med et handicap blive alene derhjemme. Og så tænker familien: Hvorfor kan vi ikke få de penge, som det koster på den aflastningsinstitution, og tage dem med, så vi selv kan sørge for den aflastning, vi har brug for? Det ville jeg tænke, når jeg sad derhjemme ved spisebordet og snakkede om de her ting i praksis. Og jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre, men derfor synes jeg alligevel, at vi har brug for en afklaring af: Hvorfor kan noget hjælp tages med på den ene eller den anden måde, og hvorfor kan den hjælp, man ellers får i Danmark, ikke konverteres til noget, man kan tage med på en ferietur for familien?

Det er sådan noget, jeg gerne vil dyrke i forbindelse med behandlingen af beslutningsforslaget, hvis hensigt jeg synes er god.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Laura Lindahl.

Jamen jeg blev draget lidt af det, som fru Marianne Jelved sagde om pengene. Det, jeg hører ordføreren sige, er, at man skulle køre efter princippet »pengene følger barnet«, sådan at vi kommer uden om diskussionerne om merudgifter eller mindreudgifter. Men vi siger, at det konkrete beløb, som barnet har ret til i Danmark, kan familien tage med sig til Gardasøen, og så må de jo selv supplere det op, for selvfølgelig koster det mere at have en fuldtid. Men det, at kommunen ikke sparer, ved at man tager på ferie, og ikke tjener, ved at man tager på ferie, altså det, at beløbet er det samme, ville jeg syntes var rigtig fornuftigt at kigge på. Kan vi kigge på en model, hvor pengene følger barnet, sådan at man kan tage pengene med og det ikke gør nogen forskel, om man holder ferie i Marielyst eller ved Gardasøen – er det det, jeg hører ordføreren foreslå?

Ordføreren.

Ja, det er lige nøjagtig det, jeg sagde og syntes at vi skulle overveje om ikke vi kunne finde en løsning på inden for de rammer.

Spørgeren.

Det vil jeg bare sige jeg sådan set synes lyder rigtig fornuftigt. I Liberal Alliance er vi store tilhængere af princippet om, at pengene altid følger barnet på alle områder. Så sådan en model synes jeg kunne være interessant at dykke ned i.

Ordføreren.

Det er jeg meget glad for at høre. Nu er der kontakt mellem blå og rød blok, og så plejer det at lykkes.

Tak til fru Marianne Jelved. Det kan være, at ministeren skulle overveje også at blande sig, men det er først fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det er jo skønt med noget kontakt mellem rød og blå blok. Det er jo lige før, at resten kan blive overflødigt. Vi har lige behandlet lov om forskelsbehandling på grund af handicap – det var under et tidligere punkt på dagsordenen – og jeg synes i virkeligheden, at det her forslag ligger meget i forlængelse af det, vi lige har drøftet, nemlig at give borgerne mulighed for lige gode vilkår, uagtet at man måtte have et handicap.

Det er jo ulykkeligt, synes jeg, når det er familier med børn med brug for særlig socialpædagogisk støtte, at de så ikke kan holde ferie på lige fod med andre børnefamilier. Det er i dag ikke muligt at tage aflastningen med til udlandet, og derfor må forældrene overtage aflastningen, hvilket i værste fald kan tage opmærksomheden fra andre børn i familien på ferien. Samtidig tager mange på ferie for at lade batterierne op efter en travl hverdag, og det kan være svært, når man samtidig skal yde lidt ekstra omsorg over for sit barn med handicap. Andre familier vælger så den løsning, som også er blevet nævnt, at man simpelt hen lader barnet med handicap blive hjemme fra ferien og lader barnet opholde sig på en aflastningsinstitution betalt af kommunen.

Uanset hvilken løsning der vælges, er det i virkeligheden en ulykkelig situation, synes jeg. SF bakker derfor også op om forslaget. Vi mener, at familier, der har børn med handicap, har ret til at holde ferie på lige fod med alle andre familier. Derfor skal familierne også have mulighed for at tage aflastningen med på midlertidige ophold i udlandet, når et barn bliver visiteret til eksempelvis socialpædagogisk støtte eller anden form for hjælp. Så må det skrives ind i visitationen, at det også gælder midlertidige ophold i udlandet, for som vi tidligere har sagt i mange andre sammenhænge, synes vi altid, at barnets tarv er det vigtigste.

Jeg medgiver, at der er plads til nærmere præciseringer i beslutningsforslaget, herunder en afklaring af omfanget af aflastningen. Forældre, der kun får aflastning 5 timer om ugen, medbringer næppe en hjælper. Så fedt er det altså heller ikke at have hjælpere med på ferie. Men det kan være svært at få et rekreativt indhold i en ferie og ikke mindst tid til andre børn, hvis aflastningsbehovet f.eks. er 40 timer om ugen. Jeg vil derfor også gerne opfordre ministeren til at give den der regnemaskine lidt ekstra massage med henblik på at komme et svar på de egentlige omkostninger ved det her forslag en lille smule nærmere. Jeg lytter mig også til, at der kunne være grobund for en god drøftelse i udvalget om at finde løsninger på et, tror jeg, ikke særlig stort problem. Men for de mennesker, som oplever problemet, er det kæmpestort, og det burde vi kunne løse.

Tak til fru Kirsten Normann Andersen. Så er vi kommet til ordføreren for forslagsstillerne, nemlig fru Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak for kommentarerne og debatten. Jeg vil lige præcisere noget her fra talerstolen. For jeg tror, at mange har misforstået »afløsning i hjemmet« og »aflastning uden for hjemmet«, og det her handler om aflastning, som altså foregår uden for hjemmet – det er bare for at præcisere det i forhold til paragrafferne – og det handler netop også om at pålægge regeringen at ændre udlandsbekendtgørelsen, så familier, der har et handicappet barn, kan medtage den aflastning, de er bevilget efter serviceloven, på ferier til udlandet.

Når en familie med et handicappet barn ikke kan medtage hjælp til aflastning efter servicelovens § 84, stk. 1, jævnfør § 44, vil familien alternativt kunne lade barnet blive hjemme i en aflastningsfamilie eller på en institution, da kommunen gerne må dække udgifterne dertil. Og der tror jeg, at det, som fru Marianne Jelved sagde i sin ordførertale, er helt rigtigt, altså at det er rigtig, rigtig svært for mange familier. Men vi ønsker i Dansk Folkeparti, at forældre, som passer et barn eller en ung under 18 år, kan få hjælpen med. Familier, som har et handicappet barn, skal på lige fod med andre familier have mulighed for at holde ferier. Det har vi andre også.

De fleste forældre, som passer et barn eller en ung med en funktionsnedsættelse i hjemmet, har ikke som alle andre forældre mulighed for at lade op, slappe af og atter få energi til hverdagen, når de er på ferie, fordi de ikke kan medtage hjælp til pasning af deres barn med handicap. Den omfattende pasningsopgave, som følger med at have et barn med et handicap, vil desuden også tage meget af opmærksomheden og tiden fra andre børn i familien, når en familie med et handicappet barn ikke kan medtage hjælp til aflastning efter serviceloven. Så vil familien alternativt kunne lade barnet med funktionsnedsættelsen blive hjemme i netop en aflastningsfamilie.

Derfor synes jeg jo, det er væsentligt, at vi, frem for at vi taler os væk fra hinanden, så også finder nogle løsninger. Og nu har jeg jo også fulgt med i debatten og har hørt, at man fra De Radikales og også fra Liberal Alliances ordførers side mener, at pengene skal følge barnet. Det er jo interessant at kigge på den del, og nu er det også sådan, som jeg tidligere har sagt, at vores beslutningsforslag jo ikke er skåret ud i granit. Det kan sagtens ændres, og det kan sagtens præciseres.

Men når man taler om det økonomiske i det her, synes jeg ikke, at man fra talerstolen kan sige, at det vil koste så og så meget, for det kan vi simpelt hen ikke få et svar på. Det er, kan man sige, også frustrationen, man har som ordfører, når man gerne vil have noget igennem, at man somme tider godt kan godt føle, at der fra en regering – det gælder ikke bare den her regering, men det kunne også være en anden regering, det har vi jo tidligere set – kommer sådan et eller andet svar, som siger, at uh, det koster så og så mange penge, eller det kan vi ikke lave beregninger på, eller det kan vi ikke finansiere.

Jeg synes, der mangler sådan lidt mere med, at man ligesom siger: Ja, lad os kigge på det, og lad os se, om vi ikke kan finde en løsning i fællesskab. Det kan godt være, at det ikke lige skal være den løsning, der ligger her i vores beslutningsforslag, men der kan være andre løsninger, netop for at forbedre familiernes vilkår. Det er jo også det, som jeg tidligere var inde på at rigtig mange familier har rettet henvendelse om, og som jeg også læste op nede fra min plads at Muskelsvindfonden har gjort opmærksom på.

Så var det, man fra Enhedslisten i sin tale sagde, at ministeren har hjemlen til det, så hun jo bare kunne ændre det, altså, kan man sige, bemyndigelsen til at ændre hjemlen i lovgivningen. Det er jo det der med ministre, der får bemyndigelser til nogle ting. Det er ikke altid lige godt, når de ikke vil gøre, som ordføreren for Dansk Folkeparti gerne vil, men sådan er det.

Men jeg ser, at der er nogle positive takter, og i hvert fald er jeg glad for, at både Enhedslisten, Det Radikale Venstre, SF og andre bakker op om beslutningsforslaget, og derfor håber jeg også, at vi i den videre udvalgsbehandling kan nærme os hinanden, frem for at vi trækker i hver vores retning. For det kan vi, når vi sætter os sammen, også på tværs af partier – jeg ved i hvert fald, at fru Marianne Jelved og jeg har lavet mange gode ting sammen, når vi har sat os sammen, og har fundet løsninger frem for begrænsninger. Det kan godt være, at vi er uenige, når vi har sat os sammen om nogle ting, men så handler det jo også indimellem om at gå på kompromis.

Derfor ser jeg frem til udvalgsbehandlingen. Jeg vil sige tak for debatten i dag, og jeg vil også fra talerstolen ønsker jer en rigtig god weekend, når I når dertil.

Tak til fru Karina Adsbøl. Så skal jeg lige høre, om ministeren ønsker at deltage i forhandlingerne om detaljerne her på talerstolen. Det gør hun ikke.

Så er debatten afsluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.