B 10 Forslag til folketingsbeslutning om skærpet tilsyn med pengeinstitutter og realkreditinstitutter, hvad angår deres begrundelser for at hæve bidragssatserne.

Af: Pelle Dragsted (EL), Josephine Fock (ALT) og Lisbeth Bech-Nielsen (SF)

Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget

Samling: 2017-18

Status: Forkastet

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

27) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 10:

Forslag til folketingsbeslutning om skærpet tilsyn med pengeinstitutter og realkreditinstitutter, hvad angår deres begrundelser for at hæve bidragssatserne.

Af Pelle Dragsted (EL), Josephine Fock (ALT) og Lisbeth Bech Poulsen (SF).

(Fremsættelse 10.10.2017).

Forhandlingen er åbnet, og det er erhvervsministeren. Hallo, hr. minister, værsgo.

Tak, fordi formanden vækkede mig ( Munterhed ). Vi behandler i dag B 10, som er fremsat af Enhedslisten, Alternativet og SF. Forslagsstillerne ønsker, at en særlig tilsynsmyndighed under f.eks. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal vurdere begrundelser for, at bidragssatsen hæves. Kun yderligere kapitalkrav eller tab på udlån skal betragtes som særlige grunde for en forhøjelse af bidragssatser. Derudover foreslås det, at tilsynsmyndighederne skal kontrollere, hvorvidt omfanget af bidragssatsen står mål med det ekstra kapitalbehov. Endelig foreslås det, at den uafhængige tilsynsmyndighed skal tilse, at bidragssatsen sættes ned igen, når kapitalbehovet er opfyldt.

Det er min vurdering, at forslaget i praksis vil fungere som et prisloft over realkreditinstitutternes bidragssatser. Jeg er, og det kommer næppe som en overraskelse, principielt modstander af en prisregulering som den, der lægges op til med B 10. Jeg vurderer også, at forslaget kan begrænse konkurrencen på realkreditmarkedet, da institutterne kan vælge at kompensere for et de facto loft over bidragssatserne ved f.eks. at øge gebyrerne på oprettelse og indfrielse af lån. Det vil hæmme mobiliteten på markedet for realkreditlån, da det bliver dyrere at skifte institut. Disse tanker er afspejlet i den politiske aftale om gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet, der blev indgået i januar i år. Vi aftalte at lægge begrænsninger på, hvad institutter må opkræve i forbindelse med indfrielse af lån i varslingsperioden ved annoncerede stigninger af bidragssatserne.

Modsat forslaget, vi behandler i dag, bidrager den politiske aftale derfor til at fremme mobiliteten ved at reducere skifteomkostningerne. Øget mobilitet er med til at sikre, at bidragssatserne ikke stiger unødigt. Også af hensyn til den finansielle stabilitet af låntagernes renter er det uhensigtsmæssigt at lægge begrænsninger på institutternes muligheder for at justere den løbende indtjening. Det er noget, der lægges vægt på, og investorernes tillid til realkreditinstitutterne og deres obligationsudstedelser er størst, når institutterne kan agere efter markedsforholdene. I en situation med f.eks. pludseligt stigende tabsniveauer, hvor institutterne har behov for hurtigt at øge indtægterne, er det uhensigtsmæssigt, at der i markedet kan være tvivl om, hvorvidt instituttet af myndighederne får godkendelse til at øge indtægterne. Usikkerhed om muligheden for at justere indtjeningen giver et mindre sikkert realkreditsystem og lavere investortillid. Lavere investortillid kan give højere rente for boligejerne.

Begrænsning af mulighederne for at justere bidragssatser vil derfor efter min vurdering samlet set ikke være i låntagernes interesse. Endelig vil jeg også bemærke, at Konkurrencerådets formand, professor Christian Schultz, ved en høring om konkurrencen på realkreditmarkedet i Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget den 26. september har givet udtryk for, at det er en dårlig idé at indføre myndighedskontrol med realkredittens priser, og det er jeg helt enig med ham i.

Jeg mener, at vi har gjort meget for at øge gennemsigtigheden og mobiliteten på realkreditmarkedet, og jeg vil godt nævne nogle eksempler. Vi har gjort det billigere at indfri realkreditlån, når der varsles bidragsstigninger; vi har sikret, at det kan få økonomiske konsekvenser for institutterne, hvis de ikke fyldestgørende begrunder deres bidragsstigninger; vi har gjort det muligt at flytte realkreditlån, selv om långivningens lånegrænse er overskredet, så låntager ikke stavnsbindes til et bestemt kreditinstitut. Vi er desuden i gang med at følge op på Konkurrencerådets anbefalinger om at skabe et endnu mere konkurrencepræget marked for realkreditlån.

Regeringen kan på den baggrund ikke støtte forslaget og mener, at beslutningsforslaget bør forkastes.

Tak til ministeren. Først hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tusind tak. Det her er jo en ganske alvorlig sag, som handler om, at mange danske boligejere har oplevet nogle meget voldsomme stigninger i deres løbende udgifter, som har haft en voldsom påvirkning på deres økonomiske råderum gennem de seneste år. Jeg ved jo, at ministeren, når det kommer til skat, har været meget optaget af at holde boligejernes udgifter i ro, fordi det er vigtigt for en familie at vide, at man kan sidde i det hus, man nu engang har sat sig i. Det er vi i Enhedslisten ganske enige i. Problemet er bare, at det kan den her familie ikke være sikker på med den eksplosion, vi har set i gebyr- og bidragssatserne, og det er jo derfor, vi fremsætter det her forslag. Vi kan desværre se, at den her stigning fortsætter.

Nu forkaster ministeren konkret det her forslag, men der har jo været en rapport fra Konkurrencerådet i efteråret, og vi har haft vismændene, som har været ude med et forslag, der på sin vis minder lidt om Enhedslisten, Alternativet og SF's, nemlig at man lagde et loft over alle andre gebyrer end bidragssatsen, så man i det mindste fik ét centralt konkurrenceparameter, som var gennemsigtigt. Derfor vil jeg egentlig gerne høre ministeren, hvordan regeringen stiller sig til de andre forslag. For bare at lade stå til synes jeg ikke man kan være bekendt over for danske boligejere.

Værsgo. Ministeren.

Det er rigtigt, at Konkurrencerådet er kommet med en stribe anbefalinger. Jeg synes, der er rigtig mange gode anbefalinger blandt dem, og vi kigger på, også i den finansielle forligskreds, hvilke af dem vi vil gennemføre. Vi er i forligskredsen enige om at gennemføre de fleste af dem. Vi ser inden for rammerne af EU-reguleringen, hvilke af dem der kan implementeres, og hvis de kan det, er jeg meget positiv over for det. For jo mere – og der er jeg fuldstændig enig med spørgeren – vi kan sikre gennemsigtighed og transparens, og jo mere vi kan sikre forbrugerne, dvs. kunderne i det her tilfælde, jo mere skal vi gøre det. Derfor har vi tænkt os at følge op på Konkurrencerådets anbefalinger.

Tak. Hr. Pelle Dragsted.

Tak for det. Den anden del af spørgsmålet vedrører de økonomiske vismænds efterårsrapport, hvor de meget af samme årsag som forslagsstillerne til det her forslag ligesom går ind og siger, at vi er nødt til at tage nogle mere drastiske midler i brug. For det ser altså ud til, at den her konkurrence ikke fungerer, og at danske boligejere i alt for høj grad er økonomisk malkekvæg for bankerne på det her område.

Tak. Ministeren.

Der er jo gennemført en stribe tiltag, som har haft til formål at øge gennemsigtigheden og mere konkurrence på området. Jeg tror grundlæggende på, at gennemsigtighed og konkurrence er med til at sikre, at man som boligejer nemmere kan skifte lån, nemmere kan få lån, men også at man ved, at der er prisforskelle. For der er jo reelt prisforskelle i dag. Derfor kan jeg kun opfordre til, at man som familie, når man skal igennem så stor en beslutning, som det er at tage et boliglån eller skifte boliglån, ser på, hvor det er billigst. For man kan spare rigtig mange penge, hvis man går ind og sammenligner de forskellige produkter og bidragssatser.

Tak for det. Så går vi videre til ordførerrækken. Det er hr. Thomas Jensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Den danske realkredit er en af verdens billigste former for boligfinansiering, og det er denne finansieringsform, som sikrer, at mange familier, som ikke har millioner af kroner på bankbogen, alligevel kan realisere drømmen om eget hus.

Fra politisk hold er det vigtigt, at vi løbende holder øje med, om realkreditsystemet er velfungerende. I foråret 2016 så vi jo, hvordan en række realkreditinstitutter varslede markante stigninger i bidragssatserne på realkreditlån. Det affødte en særdeles velkommen debat om, hvordan institutter og banker skal agere, hvis låntageren pludselig skal betale mere for sit lån.

Siden hen har først et ekspertudvalg set på mulighederne for at styrke gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet. Ekspertudvalget kom med en række fornuftige anbefalinger til nødvendige justeringer af reglerne, og dem har vi lavet et politisk forlig om. Vi har også lavet lovgivning, og den er trådt i kraft. Det er endnu for tidligt at vurdere effekten af den nye lovgivning, men jeg forventer, at den vil bidrage til mere gennemsigtighed og flere låntagere, der skifter, fordi det er blevet billigere at skifte realkreditlån.

Siden hen har Konkurrencestyrelsen også lavet en rapport med anbefalinger til os erhvervsordførere, og dem ser vi på i den finansielle forligskreds med henblik på at gøre lovgivningen endnu bedre for fremtidige så vel som nuværende boligejere.

Det her beslutningsforslag, vi behandler i dag, har som overordnet formål at holde prisen på boliglån nede, kan man sige. Det lyder jo umiddelbart rigtig, rigtig sympatisk. Men forslaget bevæger sig ind på det, vi allerede har indgået forlig om med regeringen, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti, og som Alternativet siden hen også har tilsluttet sig. Det, vi allerede har lavet lovgivning om, er, at banker og realkreditinstitutter over for låntageren skal redegøre langt mere konkret og gennemskueligt for eventuelle prisstigninger på bidragssatser, rentetillæg og gebyrer. Institutternes varsling af ændringer i bidrag, rentetillæg og gebyrer skal begrundes, og de skal begrunde, hvilke forhold der har udløst stigningen. Herudover skal institutterne og bankerne forklare de væsentligste forhold, der har haft betydning for ændringens omfang, samt den skønnede forholdsmæssige andel, disse udgør af den samlede stigning. Prisstigninger i bidrag og rentetillæg må kun gennemføres, hvis de er fyldestgørende begrundet. Finanstilsynet står for at kontrollere begrundelserne. Hvis de varslede bidragsstigninger og øvrige prisstigninger ikke er varslet ifølge reglerne herfor, kan de ikke træde i kraft.

Vi har med andre ord allerede vedtaget lovgivning, som skal løse problemet med voldsomme prisstigninger. Vores holdning er så derfor, at vi ikke finder, at der på nuværende tidspunkt er belæg for at gå videre med nye tiltag på dette delområde af boligfinansieringen. Hvis vi på et senere tidspunkt mener, at der er behov for at tage nye initiativer, vil vi konstruktivt gå til de partier i den finansielle forligskreds, som vi hidtil har indgået rigtig gode aftaler med om bidragssatser og boligfinansiering. Socialdemokratiet kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Afsluttende vil jeg dog lige sige, at vi selvfølgelig har bemærket de Basel IV-polstringskrav, som umiddelbart er meldt ud. Der vil vi selvfølgelig opfordre regeringen til og støtte regeringen i fortsat at kæmpe for lavere krav til de danske realkreditinstitutter, fordi vores særegne danske realkreditmodel jo ikke har så mange tab, at det kan betyde så voldsomme polstringskrav, som det er foreslået indtil videre i Basel IV.

Så vil jeg også gerne tilføje her til sidst, at det er vores klare forventning, at realkreditinstitutterne vil have mulighed for at sænke bidragssatser og rentetillæg, når de har bygget tilstrækkelig kapital og reserver op i forhold til de vedtagne og forventede polstringskrav, der kommer i fremtiden.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning. Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge Socialdemokraternes ordfører om noget lidt mere principielt, for Socialdemokraterne kommer jo selv ud af en lang tradition – nu er noget af den desværre afsluttet med frasalget af Alka Forsikring – men en lang tradition for fællesejede, kundeejede kooperative andelsselskaber, som har været grundlaget for at holde priserne nede. Den danske realkreditsektor er ud af den samme tradition. Det var kundeejede selskaber, som havde til formål at sikre låntagerne de billigst mulige lån, og der var ikke nogen, der skulle tjene penge på det. Man sprang altså det her parasitære led over, kan man sige.

Den regulering, vi har i dag, stammer fra dengang, hvor vi havde det system, hvor der ikke var nogen, der var interesserede i at bruge boligejerne som økonomisk malkekvæg, fordi de selv ejede realkreditinstitutterne. Det gør de ikke længere, og vi ser hvert år milliarder af kroner, der bliver taget lige op af lommerne på boligejerne og havner ovre hos bankernes auktionærer. Det er jo derfor, vi fremsætter det her forslag. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre rent principielt fra Socialdemokraternes ordfører: Bør vi ikke, når nu ejerskabsformerne fuldstændig er ændret i sektoren, også fuldstændig ændre den måde, vi regulerer området på?

Værsgo. Så er det ordføreren.

Tak. Jeg synes, at vi jordbundet skal se på, hvad slutresultatet for danske boligejere er. Vi har i de seneste år set, at renterne er ekstremt lave, og samtidig har vi set, at nogle bidragssatser er steget lidt. Laver man en tidsanalyse af, hvad de samlede udgifter for danske boliglåntagere har været, vil den vise, at vi i Danmark stadig væk har verdens billigeste boligfinanseringssystem.

Selv om der er sket nogle strukturelle ændringer omkring slutningen af 1980'erne på det her område, hvor noget med ejerskabsformerne er blevet ændret - det skete under Schlüter - har vi alligevel i en bred kreds herinde løbende lavet en tilpasning af lovgivningen, der gør, at hvis vi ser, at der er nogen problemer i forhold til boligejernes udgifter, så går vi ind og reagerer. Det er jo det, vi konkret har gjort i den finansielle forligskreds, ved at vi her før sommerferien i 2017 vedtog en ny regulering, der skal sikre, at man skal begrunde det, hvis der skal ske stigninger i bidragssatser, og hvis den begrundelse ikke er god nok, kan stigningen ikke træde i kraft over for boligejerne. Det synes jeg er snusfornuftig lovgivning, som jeg håber kommer til at virke rigtig, rigtig godt.

Skulle det vise sig, at den ikke virker efter hensigten, vil jeg konstruktivt tage det op med ministeren og den øvrige finansielle forligskreds, sådan at vi kan se på, hvordan vi skal gøre det for at sikre, at boligejerne ikke bliver malket, som ordføreren siger.

Tak. Hr. Dragsted.

Men synes ordføreren grundlæggende, at den model, der er udviklet, og som desværre jo nok vil nyde endnu mere fremme nu, hvor Nykredit inviterer eksterne investorer ind, som forventer, så vidt jeg kunne se, et egenkapitalafkast på 14-18 pct. – det må siges at være pænt – har været gavnlig for danske boligejere? Har det været en gavnlig udvikling, at man over de seneste årtier har forvandlet et andelsbaseret realkreditsystem – desværre nu med den seneste udvikling med Nykredit, som jo stadig væk har været et bolværk mod den her udnyttelse af danske boligejere?

Ordføreren.

Jeg er ikke så interesseret i at se på systemerne, der ligger bag. Jeg er egentlig mest interesseret i at se på, hvad det udkomme er, man som boliglåntager kommer ud med, og det er, at vi i Danmark stadig væk har et af verdens billigste boligfinansieringssystemer. Det kan vi jo se nu, hvis vi laver en analyse af, hvordan renterne, bidragssatserne og sådan noget har udviklet sig. Det er stadig væk super, super billigt, og der er rigtig, rigtig mange danskere, der har stor, stor gavn af det system, vi har. Så jeg ser egentlig ikke nogen grund til, at vi skulle gå ind at føre det tilbage til tiden før 1989, hvor den her lovgivningsændring kom. Så lad os nu se.

Den lovgivning, vi har vedtaget, er jeg ret sikker på nok skal bidrage til, at bidragssatserne bliver holdt på et mere fornuftigt niveau, og i hvert fald skal institutterne forklare sig rigtig, rigtig godt, hvis de vil have dem til at træde i kraft.

Tak. Så er det fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak til ordføreren. Nu hæfter ordføreren sig hele tiden ved, at vi er et af de billigste lande i verden at låne penge i for boligejerne, og det er jeg jo enig i. Men det er jo ikke en begrundelse for at sige, at vi ikke skal sikre, at der sidder boligejere derude, der får de her bidragssatsstigninger, og det vil sige, at de, også selv om de har et fastforrentet lån, så ikke kan forudse, hvordan det er, deres lån skal blive. Er ordføreren ikke enig i, at den oprindelige model fra før 1989 gjorde, at vi sikrede, at det i forhold til hele realkreditinstituttet også gik til boligejerne, altså at fokus var boligejerne, og at man nu kan sige, at der er andre inde over, som gør, at boligejerne ikke nødvendigvis kan forudse, hvordan deres bidragssatser skal være? Er ordføreren ikke interesseret i at lægge det her loft, sådan at boligejerne altid ved, hvad det er, de har at gøre med?

Værsgo til ordføreren.

Jeg er interesseret i, at vi har en sund sektor, som kan yde lån til danskerne, og i det omfang man kan yde de her lån til danskerne, hvor man jo skal ud og hente pengene et sted og finansiere dem på et kapitalmarked, så kræver det også, at vi har en fri prisdannelse på markedet. Det er jo den, som man reelt vil gribe ind i med det her beslutningsforslag, og det har Socialdemokratiet ingen interesse i at gøre. Vi vil hellere sikre, at hvis det er sådan, at der er nogle realkreditinstitutter, der vil hæve bidragssatserne, så skal de forklare hvorfor, og hvis de ikke kan forklare sig godt nok, kan bidragsstigningerne ikke træde i kraft. Og i de tilfælde, hvor der er nogle kunder, som er blevet forklaret rigtigt om stigningerne, og som tænker hov, her vil de ikke længere have deres boligfinansiering, så har vi med den seneste lovgivning jo gjort det billigere at skifte til et andet realkreditinstitut. Så på den måde synes jeg rent faktisk, at vi har imødekommet en stor del af den kritik, der har været, og jeg tror også, at vi, når lovgivningen for alvor få lov til at virke, så vil kunne se, at den forhåbentlig virker efter hensigten.

Fru Josephine Fock.

Så vil jeg spørge Socialdemokratiet om de anbefalinger, der nu er dukket op fra Konkurrencerådet og sådan noget. Er det noget, Socialdemokratiet vil se positivt på, hvis Socialdemokratiet får regeringsmagten efter et kommende valg?

Værsgo, ordføreren.

Nu er det jo svært at vide, hvornår det folketingsvalg kommer. Men hvis nu det er sådan, at regeringen klarer skærene her hen over julen, så er jeg ret sikker på, at vi igen mødes i den finansielle forligskreds hos ministeren her i det nye år, hvor vi vil fortsætte med at arbejde konstruktivt med de anbefalinger, der er kommet, og som Socialdemokratiet kan støtte langt størstedelen af. Vi skal bare lige have kontrolleret, om det også kan holde sig inden for EU-reguleringen. Men ellers er vi positive over for langt de fleste.

Tak for det, og tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil gerne på vegne af Dansk Folkeparti takke forslagsstillerne for, at vi i dag har lejlighed til at diskutere noget, som jeg i hvert fald er bekendt med har fyldt rigtig meget i den offentlige debat. Og det er også noget, som vi erhvervsordførere og andre har fået rigtig mange henvendelser om, nemlig den situation, hvor vi har oplevet, at der sådan løbende, kontinuerligt igennem de senere år er kommet stadig stigende bidragssatser. Og så er der også samtidig sket et brud i forhold til den gældende kursskæring, altså hvor meget man har taget fra kreditinstitutterne i forbindelse med omlægning af korttidsforrentede realkreditlån.

Forslagsstillerne har et forslag, som jeg synes indeholder mange af de delelementer, som også Dansk Folkeparti har efterlyst i forbindelse med den diskussion, der har været, omkring tilsyn og videreførelse af regler omkring realkredit inden for institutterne. Dog er der nogle af delelementerne, som vi ikke er så glade for, og dem synes jeg godt jeg vil starte med.

Det er jo, bl.a. at forslagsstillerne også siger, at man skal føre tilsyn med, at bidragssatserne bliver sat ned igen, og det betyder jo sådan set i min optik, at man taler for, at der både skal være regler om det, og at vi skal kunne pålægge, at man skal nedsætte bidragssatser. Ligeledes er der jo også diskussionen om, om der skal være minimums- og maksimumssatser i forhold til renten på obligationer.

Det mener vi i Dansk Folkeparti er at gå for vidt. Det, vi har efterlyst, og som vi fortsat er fortalere for, er jo, at når kunderne i realkreditinstitutterne modtager varslingsbrev om, at deres bidragssats skal stige, og at deres kursskæring skal stige, så bør det altså komme igennem en detektortest hos Finanstilsynet. Jeg ved godt, at forslagsstillerne foreslår, at det skal være Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som skal håndtere det. Vi synes i Dansk Folkeparti, at det helt rigtige sted at placere en sådan tilsynsmyndighed selvfølgelig er hos Finanstilsynet.

Det er i øvrigt også det, der ligger i den realkreditaftale, som er indgået imellem en række af Folketingets partier tidligere i 2017. Der står dog ikke, at man skal, der står, at man kan bede om informationer.

Der er det altså, at Dansk Folkeparti meget gerne ser, at vi får lavet det sådan, at når der kommer de her varslinger af bidragssatsstigninger, skal Finanstilsynet lave en detektortest, som skal vurdere, om begrundelsen for og bevæggrundene til stigningerne er øgede kapitalkrav, om det er Basel-krav, om det er gulvkrav, om det er øget garantikapital, om det er mangel på tilstrækkelig funding, eller om det er et bevis på, at man vælger at sikre sig en højere forrentningsprocent og sender pengene tilbage til aktionærerne, som ejer realkreditinstitutterne. De ting har Finanstilsynet så mulighed for at kunne verificere, afklare osv. i sådan en test. Det synes vi ville være helt på sin plads, hvis man får det gennemført, og det ligger sådan lidt i tråd med beslutningsforslaget her.

Vi kan ikke støtte selve beslutningsforslaget, men vi kan støtte, at Finanstilsynet får en skal-bestemmelse og ikke en kan-bestemmelse, som det er i dag. Det betyder selvfølgelig også, at vi ikke vil ændre på, at bidragssatserne kan stige, og at de også kan falde, men det er ikke noget, som vi mener man kan lovgive om med minimums- og maksimumsgrænser. Det vil efter vores opfattelse betyde, at der er risiko for, at der vil være en mindre investortillid til danske obligationer. Det kan godt være, at vi så kan sikre forbrugerne, at de får lavere bidragssatser, men til gengæld vil de få en højere rente på deres lån, når de eksempelvis skal omlægges.

Det skulle være ordene fra Dansk Folkeparti, tak.

Tak. Så er det hr. Pelle Dragsted. Værsgo.

Tak for det, og også tak for opbakningen til nogle af intentionerne i forslaget. Først bare lige en opklaring: Vi foreslår ikke prisloft, og vi foreslår ikke minimums- og maksimumsgrænse. Det, vi foreslår, er, at hvis bankerne, realkreditten, begrunder det at sætte bidragssatserne op med, at de skal polstres, så er det også naturligt, at når den polstring er gennemført, hvis man giver tilladelsen, skal den også nedsættes igen. Det følger simpelt hen af det, ellers må de begrunde det anderledes.

Så synes jeg, det er meget interessant, at Dansk Folkeparti har et konkret forslag om en »skal«-bestemmelse, som skal ligge hos Finanstilsynet, i forhold til når bidragssatser stiger. Det vil vi meget gerne være med til at kigge videre på, eventuelt i en fælles beretning i udvalget. Så det håber jeg ordføreren vil tage initiativ til.

Værsgo til ordføreren.

Tak. Det sidste, som ordføreren er inde på, er klart Dansk Folkepartis politik. Det er noget, vi har sagt her fra Folketingets talerstol tidligere, og det er også noget, som vi selvfølgelig mener i dag.

Grunden til, at jeg nævner det her med maksimum og minimum i forhold til bidragssatser, er jo, at der i den skriftlige fremsættelse af beslutningsforslaget, som hr. Pelle Dragsted selv er medforslagsstiller på, står:

»Sluttelig skal tilsynet også tilse, at bidragssatsen sættes ned igen, når kapitalbehovet er opfyldt.«

Det der med at tilse læser jeg altså som, at der vil kunne komme, i hvert fald fra forslagsstillernes side, nogle krav til, hvordan det så skulle udmøntes. Jeg kan ikke rigtig læse det på andre måder.

Hr. Pelle Dragsted.

Jamen det er klart, at hvis man fra tilsynsmyndighedens side, det kunne vel også gælde det, som den her detektortest eller »skal«-bestemmelse giver, siger, at det her er en saglig begrundelse for at sætte bidragssatserne op, altså f.eks. at man skal polstres, så følger det vel naturligt af det, at når den polstring er gennemført, er der ikke længere nogen saglig begrundelse for fortsat høje bidragssatser. Så må den naturlige konsekvens vel også være, at bidragssatserne så efterfølgende falder igen, også i Dansk Folkepartis forslag.

Værsgo til ordføreren.

Det er ikke med den samme tilgang til det. Vi går ikke ind for, at det skal være en lovregulering, som sikrer maksimum og minimum, i forhold til hvad vi mener skal være som bidragssatser i Danmark. Det skal altså være på et frit og operativt liberalt marked, som det også er i dag. Vi går ikke ind for, at det skal være noget, der bliver detailreguleret af staten, og det er nok der, hvor vi ikke går helt så langt, som Enhedslisten ønsker i forhold til det her. Det, vi bare vil have, er altså, at der kommer en situation, hvor alle varslinger af bidragssatser vil blive omfattet af en detektortest, således at vi kan få sat billede og tekst på, hvad det egentlig er for nogle bevæggrunde, som de enkelte realkreditinstitutter oplever som værende behovskabende for, at der skal større indtægter til.

Tak. Så er det fru Josephine Fock, Alternativet.

Jeg vil også gerne kvittere og sige tak for Dansk Folkepartis positive tilbagemelding på dele af beslutningsforslaget, og jeg synes også, det lyder rigtig interessant med den her detektortest. Men jeg må også bare holde fast i, at vi ikke foreslår maksimums- og minimumssatser – noget, som ordføreren gentog, efter hr. Pelle Dragsted havde taget ordet. Den vil jeg gerne aflive en gang for alle. Det, vi siger, er, at hvis realkreditinstituttet er blevet ordentligt polstret, altså polstret nok i det omfang, de har lov til, når bidragene er blevet forhøjet for at gøre det, så vil vi gerne kunne sætte bidragssatserne ned igen; det synes vi sådan set er rimeligt, for så er der ingen grund til, at bidragssatserne fortsat er forhøjet. Er ordføreren ikke enig i den tilgang?

Værsgo til ordføreren.

Ordføreren er enig i den tilgang til det, at man, hver gang der sker en bidragssatsstigning, skal undersøge, om der er en bevæggrund for den, som ligger inden for øget kapitalkrav, eller om der er tale om et ønske om at få ekstra forrentning af den kapital, som man har lagt ind i realkreditinstituttet fra ejerkredsens side.

Men jeg vil gerne påpege, at når jeg læser det, som står skrevet i forslagsstillernes beslutningsforslag, kan jeg konstatere, at der står, at man vil have, at tilsynet også skal tilse, at bidragssatserne sættes ned igen. Og det er jo det samme som at blande sig i, om bidragssatsen er for høj eller for lav, og jeg kan kun læse det, som om at det skal være en lov, som skal regulere det, og det kan vi simpelt hen ikke gå ind for.

Fru Josephine Fock.

Jeg synes dårlig, vi kunne have skrevet det klarere. Vi skriver, at i de tilfælde, hvor en saglig begrundelse anvendes i forbindelse med en hævelse af bidragssatserne, skal tilsynsmyndigheden godkende hævelsen af bidragssatsen. Og så skriver vi, at de samtidig skal tilse, » at bidragssatser sættes ned igen, når kapitalbehovet er dækket.«

Så vi foreslår ikke maksimums- eller minimumsbidragssatser. Det bliver jeg nødt til at fastholde herfra.

Værsgo.

Så må jeg konkludere, at vi ikke har lært det samme, da vi gik i skole. Nu ved jeg, at fru Josephine Fock har gået på Nørre-Snede Skole, tror jeg nok, og jeg er selv gået på Rask Mølle Skole – de ligger ikke så langt fra hinanden, men vi har åbenbart ikke gennemgået den samme danskundervisning. Jeg læser klart den bemærkning, der er heri, som at man skal tilse, at bidragssatserne skal falde, og det er det samme som at sige, at man vil lovgive om maksimum og minimum på bidragssatser. Det kan Dansk Folkeparti ikke støtte.

Tak for det. Så går vi videre i ordførerrækken til hr. Torsten Schack Pedersen, Venstre.

Enhedslisten, Alternativet og SF's beslutningsforslag vil pålægge regeringen at fremsætte nødvendige lovforslag til at indføre et skærpet tilsyn med penge- og realkreditinstitutters begrundelser for at hæve bidragssatserne. Derudover ønsker partierne at etablere en særlig tilsynsmyndighed, der fremover skal vurdere sagligheden af begrundelserne for højere bidragssatser.

I Venstre mener vi, at den danske realkreditmodel er helt unik, og at den er afgørende for, at mange danskere – børnefamilier, ældre og unge – har råd til at anskaffe sig og købe en bolig, for med en lav rente og en høj sikkerhed er rigtig mange danskere i stand til at indfri deres boligdrømme og købe en bolig gennem adgang til billige realkreditlån, der sikrer en stabil og lang finansiering. Det er et realkreditsystem, som vi skal værne om og beskytte, for jeg tror ikke, at der er noget land, der kan fremvise et belåningssystem, som sikrer boligejerne så billig finansiering af deres boligkøb, som Danmark gør.

Den bedste måde til at sikre, at det fortsat gælder, er selvfølgelig at sikre, at der er en stærk konkurrence og stor gennemsigtighed på markedet. Det er den allerbedste måde til at sikre forbrugerne lave priser på. Hvad enten det gælder realkreditlån eller varer, man køber alle mulige andre steder, er det konkurrencen, der sikrer den skarpeste pris til gavn for forbrugerne og den dygtigste leverandør, der dermed kan vinde forbrugernes gunst. På samme måde er det også med realkredit. Det er sådan set også det, der har været baggrunden for, at vi allerede har taget en række initiativer på området, endda med støtte fra et af de partier, der er forslagsstiller.

Tidligere i år indgik vi fra Venstres side sammen med de øvrige regeringspartier og Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og SF aftalen om øget gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet. Den sikrer grundlæggende, at vi styrker konkurrencen og gennemsigtigheden, så forbrugerne får et bedre valg. Den sikrer, at realkreditinstitutter og pengeinstitutter skal begrunde deres prisstigninger i forbindelse med eksempelvis forhøjede bidragssatser, herunder hvilke forhold der har udløst stigningen. Derudover skal de forklare de væsentligste forhold, der har haft betydning for ændringens omfang. Dermed har vi altså stillet større krav til begrundelserne over for kunderne, når der sker stigninger i bidrag, rentetillæg eller gebyrer på lånene. Det er med til at styrke gennemsigtigheden og dermed også styrke konkurrencen på markedet.

Aftalen sikrer også, at varslingsperioden, der skal overholdes af realkreditinstitutterne i forbindelse med varsling om stigende bidragssatser, øges til 6 måneder. Der er også en sikkerhed for, at de begrundelser, der ligger bag stigningerne, holder vand, for hvis de ikke gør det, er der faktisk en mulighed for, at de kan sanktioneres økonomisk. Det giver gode incitamenter til at overholde reglerne.

Så jeg synes, at vi har lavet en ganske fornuftig aftale på realkreditområdet, som sikrer større konkurrence og mere gennemsigtighed og dermed et marked, hvor forbrugerne står stærkere. Samtidig, som vi også tidligere har været inde på i debatten, ligger Konkurrencerådets rapport og 16 anbefalinger fra august måned på bordet. Vi har haft den første drøftelse i den finansielle forligskreds, og mange af forslagene er der bred opbakning til. Nogle af tingene er allerede gennemført, mens det for andre undersøges nærmere, hvordan de kan føres ud i livet, men det er jo alt sammen med det formål at styrke konkurrencen, for det er den bedste vej for at sikre lave priser for forbrugerne. Det synes vi er det væsentlige.

Jeg vil sige, og det afspejler sig også i debatten, at fra nogle af forslagsstillerne er der en uvilje imod, at der er nogen, der kan tjene penge – altså, det er ikke fair, at man kan tjene penge på at udbyde realkreditlån, og det er ikke fair, hvis et selskab ønsker at forhøje priserne med henblik på at tjene flere penge. Det står eksplicit, at det ikke kan være en gyldig begrundelse. Det er fair nok at have den tilgang, at man ikke må tjene penge. Det synes jeg bare er en – og det afspejler debatten jo også – stærkt problematisk tilgang, for hvem er det så, der skal vurdere, hvad der er rigtigt i forhold til priserne? Hvor meget må de hæves, hvad må de ikke hæves til, og hvad skal der ske, når en given forudsætning er indtruffet? Der er det meget, meget stærkere at give det svar til forbrugerne, at vi sørger for, at der er en effektiv konkurrence, og at der er en gennemsigtighed, således at forbrugerne og konkurrencen holder priserne så skarpe som muligt.

Det er sådan set det princip, vi helt generelt hylder fra Venstres side, og det tror jeg sådan set også at der er rigtig, rigtig mange der nyder stor gavn af hver dag, når de agerer som forbrugere. Det er så også det, vi har søgt at øge med den aftale, vi har lavet omkring styrket gennemsigtighed, mobilitet og konkurrence på realkreditmarkedet.

Tak for det. Så er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Det her er en meget sjov debat, fordi den også siger noget om, hvordan et parti som Venstre har udviklet sig gennem det sidste århundrede i virkeligheden. For Venstre er jo om noget født ud af andelsbevægelsen, andelstanken – ideen om, at man sådan set kunne frigøre sig fra nogle fordyrende, man kunne også kalde dem parasitære lag, ved selv at eje ting i fællesskab, netop fordi der så ikke var nogen udefra kommende, der skulle tjene penge på det og man dermed kunne holde priserne nede for almindelige mennesker, i Venstres tilfælde primært landbefolkningen. Sådan virkede det danske realkreditsystem i 150, næsten 200 år – indtil for ganske få år siden. Og det virker til dels stadig sådan, fordi vi stadig væk har et enkelt institut, nemlig Nykredit, som har den ejerstruktur. Men det er på vej væk. Derfor undrer det mig lidt, at man er så nonchalant fra Venstres side, når man nu snakker om værdier, man hylder. Er andelstanken, ideen om fælleseje for almindelige danskere, menigmand, slet ikke en del af Venstres værdigrundlag længere?

Tak. Ordføreren.

Ja, naturligvis er det det. Det ville jo være besynderligt at påstå andet som Venstremand. Men jeg forholder mig bare til det forslag, der ligger. Og jeg må sige, at det er et dårligt svar for boligejerne, for man risikerer at skabe en usikkerhed i forhold til den stabilitet og den tillid, der er til realkreditmarkedet. Og så er der altså det virkelige forhold, at det kan risikere at sætte sig i priserne på obligationer og dermed en stigende rente til ugunst for boligejerne. Og det er vel egentlig det, der er det centrale her: Hvordan sikrer vi en regulering af vores realkreditmarked, således at boligejerne står i den bedst mulige situation? Og vores svar er, at vi styrker konkurrencen, og det er jeg rigtig glad for at et meget bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale om tidligere i år.

Værsgo til hr. Pelle Dragsted.

Det, der har skabt usikkerhed for danske boligejere, er desværre den ændrede ejerstruktur, der har betydet, at vi har set en enorm, en markant stigning, som vismændene også kalder det, i bidragssatserne, som har betydet, at der er familier, der har svært ved at blive boende i den bolig, de har købt, oven i købet med et fastforrentet lån. Det er det, der skaber usikkerhed for boligejerne, og det er sådan set den usikkerhed, vi prøver at gribe ind over for her.

Jeg vil bare afslutningsvis spørge: Hvad mener ordføreren, når vismændene, som jo er sat til at rådgive bl.a. os, i deres seneste rapport taler om, at det er meget muligt, at der kan være brug for at gribe ind i prisdannelsen ved at sætte et loft over en række af de gebyrer, som findes på realkreditområdet?

Værsgo til ordføreren.

Jeg synes, det bedste svar, ikke bare i den her diskussion, men i rigtig mange diskussioner, er, at der påhviler os et stort ansvar herinde med at sørge for, at konkurrencen er så skarp som overhovedet muligt, for det er det bedste værn mod, at noget bliver for dyrt. For hvis konkurrencen er stærk, er der ikke nogen virksomheder, der kan tjene for meget – så vil man blive udfordret, og konkurrenterne vil skærpe priserne. Det er sådan set derfor, jeg er meget optaget af, at vi styrker konkurrencen, og det har været hele grundtanken bag den aftale, vi har lavet. Det er også derfor, at vi i den finansielle forligskreds sidder med de anbefalinger, som Konkurrencerådet er kommet med, og som bl.a. også har det formål. Og det synes jeg sådan set er et bevis på, at vi er optaget af at styrke konkurrencen, for det er det bedste svar for forbrugerne.

Fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Jeg synes, der er mindst to diskussioner i den her debat. Den ene er, hvordan man ønskede realkredit ville være, og det tror jeg både Enhedslisten og jeg er enige om, nemlig at man ønskede, at det var som før 1989, altså at man så på risiko og lod det afspejle sig i omkostninger og renter, men ellers var det et fælles projekt, der egentlig ikke skulle give profit til andre. Det er den ene diskussion, og den har jeg forstået Venstre ikke er optaget af.

Det andet er det her med fair konkurrence og tillid. Hr. Torsten Schack Pedersen sagde netop, at der er tillid til realkreditten, men jeg synes, at hele den her debat, vi har haft det sidste halvandet år, jo afspejler, at der ikke er tillid hos befolkningen, for man har fire mastodonter, og der er ikke særlig god konkurrence, og man ser bidragssatserne stige uden grund, og de kan ikke se, hvad grunden er, for det er ikke til at polstre sig. Hoveddelen af det ryger jo videre til moderselskabet og kommer ud som udbytter osv.

Så mener hr. Torsten Schack, at der for det første er tillid, og mener han for det andet, at de tiltag, der har været, vil give den fornødne konkurrence?

Værsgo.

Det er jo netop, fordi der var en voldsom bidragssatsstigning tidligere, at vi tog en række initiativer. Der blev nedsat en ekspertgruppe, som kom med en række anbefalinger, som vi har ageret på. Jeg forstår godt, at man som boligejer var frustreret, da der kom de varslede bidragsstigninger, for man fik ikke en ordentlig forklaring, men det har vi lavet regler om, så man får en bedre forklaring, end man gjorde tidligere. Vi har taget initiativer til at styre konkurrencen, for folk følte ikke, de havde en reel mulighed for at flytte deres realkreditlån, hvis deres eget institut hævede priserne. Det har vi jo taget til os, og derfor har vi handlet på baggrund af det, og det må jo trods alt også være en aftale, som SF mener har en effekt, for ellers havde SF vel ikke været en del af den. Og den har jo det klare formål at styrke konkurrencen og dermed være med til at presse priserne, og det er sådan set den måde, vi sikrer boligejerne bedst på, samtidig med at vi har et regulatorisk setup omkring vores realkredit, som også betyder, at dem, der skal købe realkreditobligationerne, investorerne, har tillid til, at det er en sikker investering, og dermed at renten bliver så lav som mulig til gavn for boligejerne.

Fru Lisbeth Bech Poulsen, værsgo.

Tak. Jamen jeg synes helt klart, at den aftale, der blev lavet, var nogle gode skridt fremad. Det er jeg fuldstændig enig med hr. Torsten Schack Pedersen i, men jeg kan bare ikke se, at det i den grad får løsnet op for det konkurrenceproblem, der er, når det er så svært at komme ind som ny på markedet, og når markedet er domineret af fire store aktører.

Lad mig så stille et andet spørgsmål: Vil ordføreren være med på, at hvis det ikke har ændret sig synderlig om et års tid, skal vi selvfølgelig ind at kigge på, om der er andre ting, der skal skrues på, for netop at sikre en ordentlig konkurrence?

Værsgo til ordføreren.

Jeg synes, det er en rigtig god idé, at man følger op på de ændringer, vi laver herinde, så det også får de forventede effekter, som vi regner med. Og jeg er da enig i, at det nok er svært at lave en opgørelse her i dag og sige, at nu har vi det fulde overblik over konsekvensen af de ændringer, vi har lavet tidligere på året. Som jeg sagde, er der jo også et arbejde i gang, hvor også SF sidder med, i den finansielle forligskreds, hvor vi følger op på Konkurrencerådets anbefalinger. Så selvfølgelig er det noget, vi følger tæt. Vi har afsluttet en del af arbejdet, og vi er i gang med det næste, for vi er selvfølgelig optaget af, at konkurrencen er bedst mulig.

Tak, så er det fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak for det. Jeg faldt over, at ordføreren i sin tale sagde, at partierne bag beslutningsforslaget her var imod, at nogen skulle tjene penge. Og for Alternativets vedkommende kan jeg sige, at det er vi i hvert fald ikke imod. Men det er da interessant, at vi har at gøre med en institution, altså realkreditinstitutterne, som har ændret sig fra at være fuldstændig andelsbaserede – hvor realkreditinstitutter i virkeligheden bare var en mellemmand mellem udlåner og låner og dermed sikrede, at man kunne få så billige boliglån som overhovedet muligt – til, at det er de nu pludselig ikke mere. Nu sidder der nogle aktionærer, som skal have overskuddet, og jeg vil egentlig gerne spørge ind til, om Venstres ordfører slet ikke bifalder andelstankegangen på realkreditinstitutområdet mere.

Værsgo til ordføreren.

Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at en diskussion, som vedrører folks økonomi lige nu og her skal føres tilbage til, om en beslutning fra engang i 1980'erne var rigtig, og om man bare kunne få den til at gå væk. Det tror jeg helt seriøst ikke engang Alternativet forestiller sig bliver anderledes. Jeg er stor tilhænger af andelstankegangen, og når et foreningsejet selskab siger, at nu er de nødt til at gøre noget andet, ville det da også være mærkeligt, hvis man så skulle sige, at det må de ikke. Der har været forskellige konstruktioner, og det er jeg helt sikker på de ansvarlige har truffet den rette beslutning om. Men der er altså en grund til, at jeg siger, at det er en modstand mod at tjene penge, der ligger bag. Der står i beslutningsforslaget:

»Et ønske om øget indtjening til ejerkredsen er således ikke en saglig begrundelse for at hæve bidragssatserne.«

Der må jeg bare sige, at det ikke er den tilgang, jeg har, altså at vi her fra Folketinget skal forbyde det, hvis der er nogle, der mener, at de kan hæve priserne på deres produkt for at tjene flere penge. Vi skal sørge for, at konkurrencen er så skarp, at hvis nogle sætter prisen over det, som markedet kan bære, så flytter forbrugerne derover, og så står man tilbage med høje priser og ingen kunder. Det er sådan set det allerbedste svar i stedet for noget så priskontrolagtigt som det, der ligger i forslaget her.

Tak. Fru Josephine Fock.

Jamen så afsværger ordføreren jo fuldstændig andelstankegangen. For der er meningen jo lige præcis, at hvis der er et stort overskud, skal man kunne sætte bidragssatserne ned. Og det, vi så siger i vores beslutningsforslag, er, at hvis der ikke er en saglig begrundelse for at hæve bidragssatserne, så skal man ikke gøre det. Og hvis der er en saglig begrundelse for at hæve dem, skal man kunne sætte dem ned, når den saglige begrundelse ikke eksisterer mere. Og jeg synes, det er interessant, at Venstre fuldstændig nu her afsværger andelstankegangen på den her måde. For ordføreren står jo og siger, at hvis der er et overskud, er det fint nok, at det bare går til aktionærerne, og så må boligejerne sådan set sejle deres egen sø og bare skifte selskab. Det er mere ment som en bemærkning.

Værsgo. Ordføreren.

Jeg har altså svært ved at se, hvordan jeg på nogen måde afsværger mig en andelstankegang, som ligger i dna'et i mit parti. Jeg forholder mig bare til den virkelighed og det forslag, som er fremsat her. Og hvis man skal følge forslagsstillerne, skal der altså være et tilsyn, som siger: I må ikke sætte priserne så meget op, for vi synes ikke, det er en legitim grund til at hæve priserne, at man ønsker at tjene flere penge. Og der må jeg bare sige, at det er voldsomt, hvis det skal være sådan, at den frie prisdannelse ikke er til stede. Det, vi skal gøre, for at sikre at der er så lave priser som muligt for de danske boligejere, er at sørge for, at konkurrencen er skarp. For det er med til at sikre, at der er kamp om kunderne, at bidragssatserne er lave, og at der fortsat er adgang til billig realkreditfinansiering.

Tak. Der er ikke flere bemærkninger. Hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg ved ikke, hvor meget mere jeg har at tilføje end det, min ærede kolleger allerede har sagt om beslutningsforslaget. Jeg vil blot konstatere, at vi formentlig har den laveste boligfinansiering i verden i Danmark, og det er ikke helt det indtryk, man får, når man følger debatten om bidragssatser. I disse år er det endda historisk billigt at optage lån til boligfinansiering. Det skyldes, at renterne er historisk lave, og selv om det er korrekt, at bidragssatserne er steget de seneste år, er der også gode grunde til det.

Først og fremmest er realkreditsektoren sammen med den øvrige finansielle sektor i øvrigt blevet mødt med stigende kapitalkrav. Det vil sige, at man skal tiltrække noget kapital, og den kapital skal naturligvis forrentes, fordi dem, der skal skyde kapitalen ind, jo har alle mulige alternative muligheder for at anbringe den kapital og få en forrentning ud af det. Og det er rigtig, rigtig vigtigt for boligejerne, at realkreditinstitutterne kan tiltrække den kapital. Det er jo med til at sikre troværdighed og stabilitet om realkreditinstitutterne, og det er med til at holde renterne nede.

Man kan sige, at det ville være bemærkelsesværdigt, hvis der var sådan en overnormal indtjening i realkreditsektoren i Danmark, for så ville det vælte ind med banker og udenlandske realkreditinstitutter osv., fordi de så ville kunne tjene en hele masse penge i Danmark. Men det sker ikke rigtig, og det må jo undre, også på venstrefløjen, at det ikke sker, altså hvis der var den her overnormale indtjening i Danmark. Det burde måske få venstrefløjen til at stoppe op og tænke, at det nok ikke er sådan, at konkurrencen er sat helt ud af spil, og at det nok ikke er sådan, at der er en helt overnormal indtjening i Danmark på realkreditmarkedet. Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at Konkurrencerådets formand selv har afvist, at Konkurrencerådet skulle være i stand til sådan at fastsætte bidragssatserne.

Når jeg hører venstrefløjen argumentere for beslutningsforslaget, vil jeg sige, at jeg tror, at mange intuitivt tænker, at det da lyder fornuftigt. Tænk, hvis man bare sådan fra centralt hold kunne fastsætte priserne. Så kunne borgerne spare en hel masse penge, og man kunne måske udbrede det til alle mulige andre områder, altså at der kunne være en eller anden central tilsynsmyndighed, som kunne fastsætte priser på mælk og tøj og alt muligt andet. Og så skulle der ikke være nogen omkostninger forbundet med det. Men det er der naturligvis, for det skaber en enorm usikkerhed og fjerner fleksibiliteten fra virksomhederne i forhold til at kunne justere på deres indtjeningsmuligheder. Og den usikkerhed betales til syvende og sidst af boligejerne, og det bliver her sandsynligvis i form af højere renter, men sandsynligvis også i form af højere gebyrer andre steder i systemet.

Derfor kan Liberal Alliance naturligvis ikke bakke op om det her beslutningsforslag. Tak.

Tak. Og så er der nogle korte bemærkninger. Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Bare lige en gang til: Vi foreslår ikke prislofter. Vi foreslår, at der skal være et tilsyn med, hvad der skal til, for at man som realkreditinstitut kan få lov at sætte sin bidragssats op. Hvis det er sagligt begrundet, er det fair nok. Men hvis det bare handler om at skrue på gebyrerne og gøre boligejerne endnu mere til økonomisk malkekvæg, mener vi, det er fair at sætte et loft.

Hvorfor det, når vi ikke ønsker at gøre det samme på mælk? Fordi der er tale om et særligt område. Fordi der er tale om et område, hvor det er nærmest umuligt at etablere en rigtig god konkurrence. Og hvorfor det? Jo, for hvis man sidder i en bolig og har siddet der nogle år, og renten f.eks. i mellemtiden er steget, så vil der være store udgifter forbundet med at skifte realkreditinstitut alene af den årsag. Derfor vil vi aldrig få en rigtig god konkurrence på det her område. Og derfor synes vi, at det på det her område er fint, at der er en større regulering.

Så vil jeg bare sige, at Liberal Alliance jo normalt også er et parti, som taler erhvervslivets sag. Erhvervslivet er nogle af dem, der er allerhårdest ramt af det her. Der er sket en fordobling af erhvervslivets bidragssatser på erhvervslejemål siden 2011. Det synes jeg sådan set man burde være lidt mere optaget af.

Værsgo, ordføreren.

Jamen jeg har aldrig opfattet Liberal Alliance som sådan et erhvervsparti. Vi er et liberalt parti. Og det betyder, at vi går ind for personlig frihed, herunder også aftalefrihed. Og de aftaler, som man laver med f.eks. et realkreditinstitut, er jo frie aftaler.

Nu siger ordføreren, at det er et problem, hvis renten skulle stige. Jamen det er jo en af de store fordele ved det danske realkreditsystem. Altså, der er mange mennesker, som i de her år tager nogle meget, meget billige 30-årige boliglån med helt ned til nu 2 pct.s rente. Det har de jo nogle store fordele ved. Og det er 30-årige lån, så man kan sagtens forestille sig, at renten om 10-15-20 år er oppe på 4 pct. Det er så ikke den forventning, der er i markedet, men det kan godt ske.

Den sikkerhed, man så har for, at man i 30 år kender renten på sit boliglån, kender afdragene på sit boliglån, har jo så den omkostning, at bidragssatserne kan ændre sig. Det er jo en aftale, man har indgået. Det var man bekendt med, da man indgik den. Og det er til syvende og sidst også til boligejernes fordel.

Ja tak. Værsgo, hr. Pelle Dragsted.

Jamen min pointe er netop: Hvis renten i mellemtiden er gået op, og man sidder med et 30-årigt lån, hvor man har lave renteudgifter, og ens bidragssats pludselig bliver sat voldsomt op – har man så mulighed for frit bare at vælge et andet realkreditinstitut? Det ville jo være betingelsen for at have en fri konkurrence. Så siger jeg bare: Nej, på det område er der nogle andre omkostninger, der kan følge, fordi renten f.eks. kan ændre sig.

Det kan have betydning for, hvad den samlede udgift er, og derfor får vi ikke rigtig fri konkurrence på det her område. For det er anderledes end andre områder, og det er derfor, vi mener, at der er brug for et tilsyn med, hvor langt branchen kan gå med hensyn til at gøre almindelige mennesker – herunder også små erhvervsdrivende – til økonomisk malkekvæg.

Værsgo.

Jamen naturligvis er der nogle omkostninger ved at skifte realkreditinstitut eller omlægge sit lån. Altså, der er nogle omkostninger forbundet med det. Og der synes jeg bare, at hovedprincippet jo må være, at de omkostninger betales af forbrugeren, altså den, der ønsker at skifte.

Alternativet er jo, at det er de forbrugere, som ikke ønsker at skifte lån, som skal betale via højere bidragssatser eller andre højere omkostninger for dem. Det synes jeg bare ikke er rimeligt. Man har sådan et princip, når det handler om miljø, at det er forureneren, der betaler. Jeg synes, det er meget rimeligt, at når man påfører et institut nogle omkostninger, så er det også en selv, der betaler, og ikke de andre forbrugere.

Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Jeg synes, at hr. Joachim B. Olsen kommer med flere argumenter, som jeg mener er postulater, der ikke holder. Vi hører jo fra branchen selv, at når man har stigende bidragssatser, er det på grund af Baselkrav, kapitalkrav, de krav, som vi som politikere kommer med om polstring. Men så kan det jo undre, at det meste af overskuddet går over til bankerne, der er ejere i de fleste tilfælde, og det bliver så udbetalt til aktionærerne. Et eksempel er Danske Bank, som havde et overskud på 20 mia. kr. tidligere i år. Halvdelen blev brugt til tilbagekøb af aktier, halvdelen blev brugt til udbytte. Hvis det virkelig handler om polstring, ville man jo sige, at når vi så lader priserne stige, er det altså for at have noget på kistebunden. Det ikke det, der er sagen.

Det andet spørgsmål er jo, at man som investor skal have noget for sine penge, siger ordføreren. Nu har formanden rejst sig op, så det spørgsmål gemmer jeg til næste runde.

Værsgo.

Der er jo forskellige konstruktioner på realkreditmarkedet og i forhold til forholdet mellem realkreditinstitutter og banker, men bankerne skyder jo kapital ind i realkreditinstitutterne, og den kapital skal selvfølgelig forrentes. Det er da klart, at det skal den da på vegne af bankens aktionærer, men også på vegne af kunderne i bankerne. Det giver da helt sig selv. De banker havde jo alle mulige alternative investeringsmuligheder. Jeg er ikke sikker på, at forrentningen, som de får fra realkreditinstitutterne, er så høj, som hvis de havde skudt kapitalen ind andre steder. De har selvfølgelig nogle interesser i at skyde kapital ind i realkreditsektoren, men det er da klart, at bankerne også skal have forrentet den kapital på vegne af deres aktionærer og på vegne af deres kunder. Det er rigtig, rigtig godt, at bankerne vælger at skyde den kapital ind, for alternativet var, at der ikke kunne findes kapital nok til at polstre realkreditsektoren, og derved vil ratingbureauer og andre komme med en lavere rating, og det vil betyde højere renter til boligejerne i sidste ende. Så det finder jeg ikke noget underligt i.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Altså, hele det der ratingsystem er jo noget mærkeligt noget, men vi har jo AAA-rating i forhold til realkredit, ikke? Det er mærkeligt, at man i 200 år har kunnet have en forretningsmodel, hvor der var nogle, der syntes, at realkreditobligationer og det, det var før dem – det at være involveret på det marked var så sikkert, at man godt kunne leve med et ret lille afkast. Sådan er det jo: jo højere risiko, jo højere afkastkrav. Her har vi fået den mærkelige model, at risikoen er meget, meget lille, og afkastkravet er stadig væk på 10-12 pct. som på det mere risikable marked. Det hænger ikke sammen. Sådan var det ikke før. Der kunne man jo sagtens skaffe kapital, men nu har man fået et urealistisk højt afkastkrav. Det er jo også det, som vi kan læse i rapporterne.

Værsgo.

Jamen dem, der køber realkreditobligationer, får jo ikke nogen store afkast. De placerer deres penge rigtig, rigtig sikkert mod at få en lav rente. Så er der nogle, der skal skyde noget kapital ind i institutterne, fordi institutterne har brug for at være polstret. Dem, der skyder kapitalen ind i institutterne, har jo alle mulige alternative investeringsmuligheder. De kunne vælge at placere deres kapital i aktier i andre virksomheder, hvor de kunne have fået en højere forrentning osv. Så deres kapital skal selvfølgelig forrentes, og det skal den da løbende.

Tak til ordføreren. Så der er ikke flere kommentarer. Så er det fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak for det. Vi har sammen med Enhedslisten og SF fremsat et beslutningsforslag om et skærpet tilsyn med pengeinstitutter og realkreditinstitutter, hvad angår deres begrundelse for at hæve bidragssatserne. Det har vi jo så allerede diskuteret nu her i Folketingssalen, og jeg fornemmer en forholdsvis kraftig modvilje imod det.

Jeg kunne godt tænke mig at gå lidt tilbage i tiden. Vi synes jo, at det danske realkreditsystem er det bedste i verden. Det har historisk set været det billigste, og det har også historisk set været det sikreste. Sådan har det været. Det, vi godt kunne tænke os, er, at det fortsat er sådan.

Vi synes, det er rigtig vigtigt, at når man tager et lån, ved man, på hvilke vilkår man låner. Det er vigtigt, at man ved, hvor meget man skal betale i termin hver måned, så man ved, hvor stort et rådighedsbeløb man har, efter at lån og husleje er betalt. Men det kan man ikke være sikker på i dag. Selv kunder med fastforrentede lån, hvor man umiddelbart skulle tro, at betalingerne ligger fast, kan risikere, at deres bidragssatser stiger. Som reglerne er i dag, er der ikke noget loft for, hvor meget realkreditinstitutterne kan hæve bidragssatserne, og det er jo derfor, vi fremsætter det her beslutningsforslag.

De danske andelskasser kom ud af noget af det, vi er bedst til i Danmark, nemlig at samarbejde gennem andelsbevægelser. Realkreditten startede i slutningen af 1700-tallet efter den store brand på Holmen i København i 1795, hvor 900 huse brændte ned. Efter branden havde mange nye hjemløse brug for nye lån til nye huse, og derfor gik man sammen og startede det første realkreditinstitut. Historisk er realkreditinstitutter altså på mange måder en grundpille i andelsbevægelsen, som de sidste 200 år har ydet lån til såvel velhavende som mindre velhavende.

Et realkreditlån består af tre dele: renter, afdrag og bidrag. Renter og afdrag bliver bestemt ved, at kunden og realkreditinstituttet sammen finder ud af, hvilket lån kunden skal have, og hvor lang tid det skal afdrages over. Så tager realkreditinstituttet lånet til obligationsmarkedet, hvor det bliver solgt til den, som er villig til at give de laveste renter. Realkreditinstitutterne skal formidle og administrere lånet, og det koster selvfølgelig nogle penge, og det er det, bidragssatserne i princippet skal gå til.

Historisk er realkreditinstituttet altså bare en slags mellemmand, som skal formidle lån mellem låner og udlåner. Fordi realkreditinstitutterne har været andelsfunderet, altså ejet af lånerne, så har den eneste interesse for realkreditinstitutterne været at holde bidragssatserne så lave som muligt. Derfor har det ikke være nødvendigt at lave en lovgivning, som regulerer bidragssatserne.

Men som vi også har været inde på, blev der så i 1989 lavet en reform, og den betød, at institutterne ikke længere behøvede at være andelsbaserede. Nu kunne banker og eksterne investorer også oprette realkreditinstitutter. Og det har betydet, at vi de sidste 25 år har set en udvikling mod flere og flere kommercielle realkreditinstitutter.

Det andelsbaserede realkreditinstitut er altså ved at forsvinde, og det er ikke bare synd for den demokratiske andelsbevægelse, hvor man tæller efter hoveder og ikke efter høveder, men det er også et problem for låntagerne. Det betyder nemlig, at institutterne går fra kun at skulle varetage låntagernes interesser til nu også at skulle varetage de eksterne aktionærers interesser. Og da institutterne kun formidler lån, er det eneste sted, hvor de kan tjene penge til deres aktionærer, gennem gebyrerne og bidragssatserne.

Det siger sig selv, at aktionærerne altså er interesseret i så høje bidragssatser som muligt, mens låntagerne er interesseret i så lave bidragssatser som muligt. Dermed er der en interessekonflikt, og det er i virkeligheden derfor, vi foreslår at lave loven om.

Nogle gange kan det være nødvendigt for instituttet at sætte bidragssatserne op – sådan har det altid været – men i øjeblikket står institutterne over for nogle ekstra udfordringer, fordi de også er blevet pålagt flere kapitalkrav. Derfor er det på sin plads, at de har mulighed for at sætte bidragssatserne op. Men det er så her, vi også foreslår, der skal være et uafhængigt tilsyn, Finanstilsynet eller Konkurrencestyrelsen, der påser, at det er det rigtige at gøre, og at der er et reelt behov for det.

Vi har som sagt verdens bedste realkreditsystem, og det skal det blive ved med at være. Det er det sted i verden, hvor man kan få de billigste lån. Det er et af de sikreste systemer i verden, og så er store dele af det stadig væk demokratisk. Det synes vi at vi skal holde fast i og fremtidssikre, og derfor håber vi fortsat, at vi kan få opbakning til vores forslag.

Tak for det. Hr. Thomas Jensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak til ordføreren. Det er jo godt at høre her i dag, at vi alle sammen er enige om, at vi også fremover skal have verdens billigste boligfinansieringssystem i Danmark. Det, jeg så gerne vil spørge om, vedrører, at jeg nu har hørt fra forslagsstillerne i de spørgsmål, der er blevet stillet, og i de taler, der er blevet holdt, at man egentlig ønsker sig tilbage til før 1989 og at have en mere andelsbaseret realkreditfinansiering. Jeg kunne godt tænke mig at spørge, om Alternativet har en eller anden køreplan for, hvordan søren vi skal have den nuværende sektor skruet tilbage til tiden før 1989.

Værsgo, ordføreren.

Jeg tror ikke, det er reelt at skrue tiden tilbage til 1989. Grunden til, at jeg nævner det i min tale, er for at gøre opmærksom på, hvad det er, realkreditinstituttet kommer fra. Og det er jo derfor, vi stadig væk synes, at den tankegang, at det i virkeligheden er udbyder af lånet og låntager, der skal lave den her aftale med realkreditinstituttet som en mellemmand, er på sin plads, altså fordi vi har set de her sager, hvor bidragssatserne er blevet sat voldsomt i vejret. Og der har været reelle begrundelser for at sætte bidragssatserne i vejret, nemlig på grund af øget kapitalkrav. Det er fair nok, men så synes vi også, at når bidragssatsen er blevet hævet, så bør den gå tilbage til låntageren, om ordføreren vil, efter at polstringen har fundet sted.

Derfor er svaret: Nej, vi har ikke en plan om at gå tilbage til 1989 – det ville jeg synes kunne være rigtig interessant – men vi har en plan om, at vi fortsat skal have in mente, hvordan det var før i tiden, og dermed sætte grænser for, hvor højt bidragene kan stige.

Hr. Thomas Jensen.

Tak. Det var godt at høre, for så kan vi nu fremadrettet se på, hvordan vi i fællesskab kan være med til at sikre det her. Der er jeg jo glad for, at da vi lavede en aftale i den finansielle forligskreds den 26. januar her i år, tiltrådte Alternativet den også efterfølgende. Mit spørgsmål er derfor: Synes ordføreren ikke, at vi rent faktisk har været inde på det her område, som det her beslutningsforslag handler om, nemlig det der med, at vi har sikret, at hvis der skal ske en stigning i nogle priser, skal man redegøre for, hvad det skyldes, og hvis det ikke er fyldestgørende forklaret og redegjort for, kan Finanstilsynet gå ind og sige, at så kan stigningen ikke træde i kraft? Har vi ikke allerede løst det problem, som det her beslutningsforslag prøver at løse?

Fru Josephine Fock.

Jeg synes, at vi er kommet et godt skridt på vejen, men ikke langt nok, og det er derfor, vi har fremsat det her beslutningsforslag.

Tak. Der er ikke flere kommentarer. Der er ingen ordfører for Radikale Venstre. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Mine kollegaer har jo været inde på hele baggrunden for vores realkreditsystem, som vi har haft i 200 år – en model, som har været beundret i resten af verden, hvor man måske også med en smule misundelse har kunnet se på, hvor billigt det har været for almindelige mennesker at kunne låne til en bolig eller for små virksomhedsejere at kunne låne til at udvide deres forretning. Som fru Josephine Fock var inde på, lavede man i 1989 både et paradigmeskifte, men også grundlæggende om i lovgivningen, fordi der nu skulle dereguleres og der skulle komme andre spillere på markedet.

Det, vi har set – specielt efter finanskrisen; i hvert fald de sidste par år, hvor økonomien har taget fart igen – er, at der har været kolossale overskud i bankerne. Der har været store overskud i realkreditinstitutterne, og fordi der i de fleste tilfælde nu er en direkte åreladning fra realkredit til bankerne, så bliver det altså en del af overskuddet fra realkreditten, der bliver udbetalt til aktionærer.

Det er i øjeblikket også en trend, eller hvad jeg skal kalde det, at man som aktionær har højere og højere forventninger til, hvilket afkast man skal forvente, og det smitter altså af på det her område, hvor man har nogle forventninger til, at man som aktionær skal belønnes for at skyde penge ind i et område, der er så sikkert som det her - næsten på samme måde som et højrisikoområde eller på det almindelige aktiemarked. Det er noget af det, der skruer priserne i vejret. Det sagde bl.a. Danske Banks direktør også på generalforsamlingen i foråret, hvor jeg også var med. Det her handler om, at det er nogle forventninger, som aktionærerne har til afkast. Og når man kan tage overskuddet fra realkreditinstitutterne og køre det ind i den fælles kasse, hvorfra man udbetaler overskud, jamen så går der jo en direkte linje mellem meget høje bidragssatser og aktionærerne.

Forbrugerrådet Tænk har undersøgt, hvor meget bidragssatserne er steget de sidste 5 år, og de er næsten tredoblet for alle de store: fra 10.000 kr. til næsten 30.000 kr. Hr. Pelle Dragsted var inde på, at for erhvervslivet er der sket en fordobling. Det her handler om husejere, men det handler jo i lige så høj grad også om, at realkreditinstitutterne har været en driver, en mulighed, for, at små og mellemstore virksomheder kunne vokse og udvide.

Vi har hørt flere af de argumenter, vi har hørt så mange gange i den her debat, om, hvorfor det må være sådan: Bankerne skal polstre sig, realkreditten skal polstre sig. Men vi kan jo se, at der bliver givet rekordstore udbytter. Der bliver brugt rekordmange penge på tilbagekøb af egne aktier for at booste værdien. Der bliver indtjent rekordstore summer. De seneste par år har været i rekordernes tegn. Det må man håndtere på alle mulige andre områder uden for realkreditinstitutterne, men jeg synes, at når vi alle sammen har den her fælles fortælling om, at realkreditten er så særlig dansk, og at det er så godt, så bliver vi simpelt hen nødt til at sige, at det ikke er i orden.

Det var jo også derfor, at der bl.a. blev lavet en pakke – en pakke, der havde nogle rigtig gode tiltag, som gik i den rigtige retning. Men når det koster i gennemsnit mellem 12.000 og 15.000 kr. at skifte realkreditinstitut, og når man har set, at det kun var 2 pct. af kunderne, der gjorde det, er det jo et meget genkendeligt tegn på dårlig konkurrence og lav kundemobilitet. Den pakke, vi gennemførte, og som jeg står fuldstændig bag og synes er god, gjorde det billigere at skifte realkreditinstitut. Den gjorde det omkring 15 pct. billigere at skifte, og det er stadig væk for lidt til at sikre ordentlig konkurrence.

Så spurgte hr. Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance: Hvis der er så mange penge at tjene på det her område, hvorfor kommer der ikke en masse nye spillere ind? Jamen det gør der ikke bl.a. på grund af de regler, vi selv har indført. Det er rigtig, rigtig svært at komme ind. Der er faktisk nogle, der gerne vil ind på markedet og lave et realkreditinstitut efter nogle klassiske principper, men det er næsten umuligt.

Derfor er det, som Pelle Dragsted sagde, også et område, hvor der på baggrund af, at du skal have så meget kapital, du skal være af en vis størrelse for at kunne klare dig i markedet, så pr. definition ikke er en perfekt konkurrence, og det behøver der måske heller ikke at være, hvis der er de rigtige regler, der skal sikre forbrugerne.

Nu ved jeg, at Dansk Folkeparti måske har haft nogle overvejelser om, om der var andre spillere, der kunne komme ind på markedet, og der er nogle, der har talt imod, at det skulle være Konkurrencestyrelsen. For mig – og jeg tror egentlig også for Enhedslisten og for Alternativet – handler det ikke så meget om, hvilken spiller det er, men at det er en, hvor der er en armslængde, og som har en vis myndighed til at sige, at her er det rimeligt at lade bidragssatserne stige, og her er det ikke, sådan som vi har det på så mange andre områder, hvor vi prøver at regulere konkurrencen, både til fordel for markedet, men også forbrugerne. Når der er tale om monopoler, og når der er tale om fusioner, er der så mange områder, hvor vi har regler, og hvor vi faktisk regulerer for at sikre bedre konkurrence, fordi omstændighederne ikke kan klare det selv.

Som jeg også tror, min kollega Josephine Fock var inde på, og som der jo også står i vores beslutningsforslag, så kan der være legitime grunde til, at man må hæve bidragssatserne. Lige efter finanskrisen var der rigtig mange afskrivninger, og der var rigtig mange tab på udlån. For mange mennesker havde sat sig for hårdt, og der var store tab, og det ville være en legitim grund. Men hvad ser vi i dag? Vi ser afskrivninger, der nærmer sig nul. Der er altså ikke et problem på det område. Så kunne det være nogle andre ting. Det kunne være kapitalkrav osv. Men der var netop nogle, der med en vis armslængde – det er jo ikke noget, vi skal sidde herinde og beslutte – kunne sige, at her er det faktisk legitimt at lade det stige med 10 pct., eller hvad det nu kunne være, og som også kunne sætte det ned igen, når den situation ikke længere var til stede.

Jeg synes, det er underligt, at vi ikke kan blive enige om det på et område, hvor alle, der har forstand på det, og de rapporter, der er udgivet, siger, at der ikke er en ordentlig konkurrence – og det er der stadig væk ikke – altså, hvorfor man så ikke vil træde til for netop at sikre konkurrence, sikre konkurrence for erhvervslivet og for boligejerne. Det er derfor, vi har fremsat det her forslag som en overbygning til den aftale, der blev lavet i foråret.

Tak til fru Lisbeth Bech Poulsen. Der er ikke nogen bemærkninger. Og så er det hr. Anders Johansson og derefter hr. Martin Lidegaard. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne indlede med at takke forslagsstillerne for at stille beslutningsforslaget, som har til formål at skærpe tilsynet med pengeinstitutter og realkreditinstitutter i forhold til deres begrundelser for at hæve bidragssatserne. Jeg kan sådan set godt forstå den motivation, der ligger bag forslaget, for det er da megairriterende, når man som boligejer med realkreditlån bliver præsenteret for stigninger i bidragssatsen. Det kender jeg sådan set fra mig selv. Jeg kender den frustration. Man føler sig måske lidt magtesløs som boligejer, selv om det ikke nødvendigvis er tilfældet.

Men jeg vil godt understrege, at selv om et forbud mod at hæve bidragssatserne umiddelbart kan virke som et fristende håndtag at skrue på, så mener vi fra Det Konservative Folkepartis side ikke, at det er den rigtige vej at gå. Vi tror på, at øget konkurrence og bedre gennemsigtighed for forbrugeren og mobilitet er vejen frem. Derfor er vi også rigtig godt tilfredse med den aftale, som vi indgik meget bredt i Folketinget her i januar i år om at øge gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet. I den aftale skruede vi på forskellige parametre, som gør det lettere og billigere som forbruger at skifte mellem realkreditinstitutterne med det formål at sikre bedre mobilitet og øget konkurrence, for hvis blot der er gode rammer for mobilitet, vil konkurrencesituationen automatisk blive skærpet og forhindre overnormal profit på realkreditkundernes bekostning.

Modsat, hvis vi sætter et loft over, hvor meget realkreditinstitutterne må tjene, eller hvis man politisk fastsætter bidragssatserne, vil det alt andet lige betyde, at der bliver skabt usikkerhed på realkreditmarkedet, hvor aktørernes afkast ikke vil stå mål med afkastkravet i markedet. Det vil alt andet lige skabe en mindre effektiv sektor med ringere konkurrence til følge.

Hos Det Konservative Folkeparti tror vi på, at markedet kan og vil regulere profitten til realkreditinstitutterne over tid, når blot vi sikrer, at der er gennemsigtighed og god konkurrence på markedet. Derfor lægger vi vores fokus der. Det var formålet med den aftale, som vi indgik i januar i år, og jeg har faktisk også en forventning om, at det kommer til at virke. Allerede nu kan vi se, at der er flere realkreditinstitutter, som tilbyder at betale omkostningerne for deres kunder, hvis de ønsker at skifte institut. Det gør man, fordi man ønsker at kapre kunder fra hinanden, fordi man er i konkurrence med hinanden. Det er et sundhedstegn, og det er også et tegn på, at en overnormal profit ikke er mulig i det danske realkreditmarkedet, fordi der netop er konkurrence om kunderne.

Et andet vigtigt element i den aftale, som vi indgik, var, at såfremt man havde en belåning, som oversteg lånegrænsen f.eks. på grund af faldende priser, så var der stadig mulighed for at skifte institut, så man med andre ord ikke var stavnsbundet, men stadig væk i den situation kunne vælge mellem flere institutter, hvis man følte sig dårligt behandlet eller fik et tilbud fra et andet institut med bedre vilkår.

Vi er naturligvis også klar til at tage yderligere skridt for at styrke gennemsigtighed og øge konkurrencen på realkreditmarkedet, såfremt at det, vi allerede har gjort, viser sig ikke at være nok. Men først og fremmest ønsker vi at se de tiltag, som vi allerede har sat i værk, virke, inden vi overvejer nye skridt. Så på den baggrund kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er par korte bemærkninger. Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Det er et mærkeligt rosenrødt billede, ordføreren tegner af konkurrenceforholdene i den her sektor. Altså, alle eksperter, fra Konkurrencerådet til vismændene til Nationalbanken, er enige om, at konkurrencen ikke fungerer. Så det synes jeg altså vi bliver nødt til at erkende, og at de skridt, der er taget hidtil, ikke er tilstrækkelige.

Så vil jeg egentlig bare spørge ordføreren, for jeg ved jo, at ordførerens parti er meget optaget af både almindelige boligejeres økonomi og sådan set også af små erhvervsdrivendes økonomi, om ordføreren erkender, at for mange små erhvervsdrivende har de stigende udgifter til bidragssatser langt oversteget, hvad ordførerens parti har sikret gennem lavere skatter.

Værsgo, ordføreren.

Det sidste spørgsmål kan jeg ikke svare på en til en, men jeg kan bare sige, at den usikkerhed, som jeg kunne være bekymret for, hvis man gennemfører beslutningsforslaget her, langt overstiger de bidragssatsstigninger, der har været. For det, der jo sker, hvis man begynder at fastsætte de her bidragssatser ved lov, er, at man pludselig skaber en usikkerhed hos dem, der skal købe obligationerne, for, om der er interesse fra ejernes side, altså realkreditinstitutternes ejere, i at skyde nye penge i selskaberne, såfremt der vil være behov for øget kapital. Det er jo den bekymring, der skaber en usikkerhed i forhold til rentefastsættelsen af realkreditobligationerne. Så kan man godt have en fast bidragssats, men hvis renten på obligationerne så stiger, står man alt andet lige i en dårligere situation som boligejer.

Hr. Pelle Dragsted.

Først vil jeg sige, at vi ikke foreslår lovregulerede priser – bare en gang til for prins Knud. Men i forhold til det her med, at der skulle være et krav om så høj forrentning for at få de renter, altså den renteudvikling, man har haft, synes jeg bare er mærkeligt, for vi har haft et realkreditsystem i 200 år, hvor der ikke har været brug for en forrentning på 10-12 pct. af kapitalen. Hvorfor skulle det være sådan siden 2011, at der pludselig skulle være brug for den form for afkast for at kunne beholde billige lån?

Altså, jeg synes, det er en overdreven – hvad hedder det – bekymring, som man giver udtryk for her. Det kommer til at lyde som en dårlig undskyldning.

Værsgo til ordføreren.

Ja, men ikke desto mindre er det jo det, vi kan se. Nu er det jo sådan, at realkreditmarkedet er et globalt marked. Altså, det er jo globale aktører, der køber obligationer over hele verden, og hvis ikke der er et konkurrencedygtigt afkast, eller hvis der er en for høj risiko, så flytter pengene jo bare et andet sted hen. Derfor er det lidt naivt at tro, at vi bare her i Danmark kan fastsætte et loft over, hvor meget man har lyst til at betale i rente eller i bidragssats, eller hvor meget man nu mener man skal stille i sikkerhed, fordi pengene så bare flytter et andet sted hen.

Jeg tror på, at markedet, såfremt vi sikrer den her mobilitet og frie konkurrence, vil regulere sig selv, sådan at risiko og afkast vil følges ad. Det er helt naturligt, og det er jo sådan, det fungerer ude på kapitalmarkederne.

Tak. Og så er det fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg er faktisk rigtig glad for ordførerens indledende bemærkninger om, at det er et vigtigt område, og at ordføreren egentlig også godt kan forstå baggrunden for det her. Det var jo også – hvad skal man sige – den samme intention, mange af os havde, der også førte til, at der blev lavet en pakke i foråret. Og den pakke står SF helt bag, og vi synes, det var nogle gode skridt i den rigtige retning.

Men der udestår stadig væk det problem, at det er for dyrt at skifte realkreditinstitut. Og det er altså den altovervejende grund til, at der ikke er god nok konkurrence. For hvis den var i orden, kunne man shoppe mere rundt, ligesom når man vælger, hvor man køber sin mælk, eller hvad det nu kan være.

Når det er blevet 15 pct. billigere i snit at skifte realkreditinstitut, mener ordføreren så, at det er nok, altså at det opvejer den fordel, man kan have ved at skifte, når man vurderer, at det koster mellem 12.000 og 15.000 kr. i gennemsnit at skifte?

Værsgo.

Først og fremmest vil jeg godt kvittere for spørgsmålet, for jeg er jo meget enig med spørgeren i, at det er vigtigt, at der er god konkurrence på markedet. Og hvorvidt den ene eller den anden procentsats for at skifte er den rigtige, skal markedet jo regulere. Men man må bare sige, at det, som er bekymringen i forhold til det beslutningsforslag, vi har lige nu, jo faktisk er, at der i hvert fald er en større risiko for, at netop gebyrerne for at flytte realkreditlån vil stige.

For hvis man fastsætter ved lov, hvor meget realkreditinstitutterne må tjene på bidragssatserne, er de nødt til at finde andre steder at tjene deres penge. Og det kunne være ved at øge gebyret for at skifte. Og jeg synes faktisk, at noget af det allervigtigste er, at der er fri mobilitet, for det er jo det, der sikrer, at man også kan konkurrere med hinanden som institutter. Og det er det, der i sidste ende vil sikre de skarpeste priser for forbrugerne.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Men vores beslutningsforslag handler jo ikke om at sætte et prisloft eller sige, hvor grænsen skal være henne. Vi siger, at der bør være en uafhængig myndighed, Konkurrencestyrelsen, Finanstilsynet, hvad det nu kan være, som skal vurdere rimeligheden, når der kommer de her store hop. Og der må man sige, at 300 pct.s stigning på 5 år – det tror jeg også ordføreren er enig i – er rigtig, rigtig meget. Og det er nogle, der skal gå ind og vurdere, om det er rimeligt eller ej, fordi det ikke er et marked, hvor der er god konkurrence. Så det er det ene.

Det andet, nemlig det med at flytte lån og afgøre, hvor meget det skal koste at skifte realkredit, har vi jo heldigvis bl.a. fået set på i aftalen fra i foråret.

Tak. Og så er det ordføreren.

Jamen det er så der, hvor vi bare er grundlæggende uenige med forslagsstillerne, for vi tror jo på, at markedet vil regulere bidragssatsen, såfremt vi kan skabe bedre konkurrencevilkår. Så derfor er vores fokus – og det er jo også det, der var vores intention med den aftale, vi indgik i januar – at skabe bedre konkurrencevilkår. For hvis der er en god mobilitet og en god konkurrence, bliver der netop ikke mulighed for, at institutterne kan hæve bidragssatsen. Så vil det jo alt andet lige finde et markedsniveau og et markedsafkast for institutterne, og dermed vil forbrugerne få de skarpeste priser.

Tak for det, og tak til ordføreren. Så er det hr. Martin Lidegaard.

Jeg agter at holde frokostpause kl. 12.00. Jeg ved, at mange ordførere har aftaler i frokostpausen. Så det bliver præcist.

Mange tak. Jeg beklager, at jeg kom lidt for sent til ordførerrækken. Jeg sad i forhandlinger andetsteds.

Der er i og for sig tale om et meget sympatisk beslutningsforslag her fra forslagsstillerne, nemlig ønsket om i bund og grund at sikre, at hvis bidragssatserne bliver sat op fra realkreditinstitutionernes side, skal der være en god grund til det, enten i form af kapitalkrav, øgede omkostninger, eller hvad det nu kan være, og en øget sikkerhed for, at det er tilfældet.

Når vi alligevel fra radikal side er lidt tøvende over for det her konkrete forslag, er det jo, som flere ordførere allerede har været inde på, fordi vi et langt stykke ad vejen har adresseret det her i den forligskreds, som har arbejdet med problemstillingen ad flere omgange. Ikke mindst er vi jo optaget af, at Finanstilsynet har fået en stærkere rolle i forhold til at sikre, at hvis bidragssatserne bliver sat op, ja, så er der rent faktisk en god grund til det, og vi er ikke helt overbeviste om, at det giver mening sådan at etablere en helt ny tilsynsmyndighed.

Men jeg vil gerne give det tilsagn til forslagsstillerne, at det her er en sag, som vi har meget stor agtpågivenhed over for i Radikale Venstre. Det er en sag, vi vil forfølge i forligskredsen, og i lyset af de nye anbefalinger, der er kommet fra Konkurrencerådet, vil vi selvfølgelig også se, hvor vi rent faktisk kan gøre noget. Vi er ikke mindst optaget af en af de anbefalinger, som Konkurrencerådet kommer med, nemlig at når man f.eks. tager et lån som låntager, så får man råderet over sine obligationer, sådan at man billigere og lettere kan flytte fra den ene realkreditinstitution til den anden, hvis bidragssatserne bliver sat op. Det er et af de konkrete områder, som vi har bedt ministeren kigge nærmere på, og som vi synes der er et potentiale i. Der er noget teknik i det, men det kunne være en vej at gå. For det, som vi jo alle sammen er enige om er vejen frem her, er at øge konkurrencen og sikre, at vi rent faktisk gør det lettere for almindelige låntagere dels at kunne vælge mellem forskellige realkreditinstitutioner, dels at kunne flytte, hvis de føler sig urimeligt behandlet, uden at det koster en bondegård.

Men som udgangspunkt vil vi nok hellere forfølge det i forligskredsen end at gå uden om. Det vil vi til gengæld så gøre.

Tak. Så er det ordføreren for forslagsstillerne. Hr. Pelle Dragsted, værsgo. Og ordføreren får selvfølgelig de regelsatte 10 minutter.

Jeg skal prøve at gøre det så kort som muligt. Som debatten jo har vist, handler det her forslag om, hvor meget der bliver hevet op af lommerne på boligejerne i forbindelse med deres boliglån – og for den sags skyld på små erhvervsdrivende.

Det, vi desværre har set i det sidste årti, er en markant stigning i det, der hedder bidragssatserne, altså omkostningerne ved at bo i en bolig. Der er sket en fordobling, og det har jo reelt haft en meget voldsom påvirkning af mange familiers økonomi. Vi har drøftet boligskat rigtig meget herinde i Folketinget, også med god grund, synes jeg, for det er et problem, hvis boligskatten stiger hurtigere end folks indkomster, så de kan blive sat ud af deres hus. Men det er bare sjovt, at der ikke har været den samme optagethed af, at de samme boligejere risikerer ikke at kunne betale deres boligudgifter på grund af stigende bidragssatser.

Det samme gælder sådan set for ikke mindst små erhvervsdrivende, for de er jo også ramt af de her stigende bidragssatser. Der er lige blevet indgået en erhvervs- og vækstpakke, som skulle have til formål at hjælpe små og mellemstore virksomheder. Men de omkostninger, som små og mellemstore virksomheder har med de her stigende bidragssatser, overskrider langt, hvad der ligger af hjælp til selv samme virksomheder i den erhvervspakke. Derfor undrer det mig, at der ikke er en større bekymring, ikke mindst fra de partier i Folketingssalen, som ofte forsøger at fremstille sig selv som de små erhvervsdrivendes venner. For det her har store omkostninger.

Det er jo også derfor, at det har udløst nogle ret massive protester. Vi har nogle store facebookgrupper på titusindvis af danskere, som er engagerede i det her, og som har været med, heldigvis, til at lægge et pres på det politiske system. Det har også medført, at der er blevet lavet nogle opstramninger, som vi så med aftalen i foråret, hvor der blev forsøgt lavet nogle aftaler om øget gennemsigtighed, som også skar lidt af omkostningerne ved at skifte realkreditselskab.

Problemet er, at det er ret åbenlyst – og det er de fleste eksperter også enige i, også Konkurrencerådet og også de økonomiske vismænd – at konkurrencen på trods af de ændringer stadig væk ikke er velfungerende. Så det beslutningsforslag, som vi har fremsat, handler jo grundlæggende om en erkendelse af, at lige præcis på realkreditmarkedet bliver det svært at etablere en rigtig god konkurrencesituation. Hvorfor det? Jo, fordi man jo sidder i de her lån i mange år. Man kan have optaget sit lån på et tidspunkt, hvor renten var lav. Man kan endda have sat sig i et fastforrentet lån med den forventning, at så kunne man sådan set blive boende med sin familie i sin bolig i de 30 år, indtil lånet var afbetalt. Det, man så oplever, er, at pludselig stiger bidragssatserne. I gennemsnit er det 4.000 kr. om året, som almindelige danske boligejere har oplevet, men for enkelte husstande har det handlet om 10.000 eller 12.000 kr. om året. Og for f.eks. en folkepensionist eller en i en lavtlønsgruppe er det altså nok til, at det kan betyde, at man ikke længere kan bo i sin bolig.

Det er derfor, vi siger, at vi er nødt til at lave en øget regulering af det her område. Der kan være gode grunde til, at realkreditselskaberne har brug for at sætte deres bidragssatser op. Det kan der. Der kan være nye krav til polstring, der kan være nogle ting, der ændrer sig. Det kan være, der har været nogle tab. Men det er ikke det, vi har oplevet det seneste årti. Der har vi oplevet, at man har sat de her bidragssatser op med ét formål, og det er at trække penge op af lommen på boligejerne og overføre dem til sin ejerkreds, som typisk er bankerne, som altså ejer de her realkreditinstitutter.

Det er jo, som flere andre ordførere også har været inde på, konsekvensen af, at vores realkreditsystem grundlæggende er ændret over de sidste årtier. Der er blevet snakket om 1989, og det er rigtigt, at loven blev lavet om i 1989, sådan at bankerne kunne komme ind og drive realkredit, hvor det før var foreningsdrevet. Det vil sige, at kunderne selv ejede de store realkreditselskaber. Sådan har det været i flere hundrede år i Danmark. Det var en rigtig smart løsning for alle mennesker, for det betød, at man selv ejede realkreditinstitutterne, og derfor var der heller ikke nogen, der havde interesse i, at priserne skulle være højere. Hvorfor skulle man sætte priserne op for sig selv? I 1989 blev der desværre lavet en lov, som betød, at man ikke længere kunne oprette andelsbaseret realkredit, og at bankerne fik lov til at gå ind og overtage de eksisterende realkreditinstitutter. Det er så sket siden. Det sidste realkreditinstitut, vi har tilbage, der stadig væk er delvis kundeejet, er Nykredit, og det har også været med til at holde priserne nede. Det erkender alle eksperter – at det, at ejerforholdet er, som det er, nemlig at det er kunder, der ejer, har været med til at være et bolværk mod de stigende priser. Desværre er Nykredit nu på vej til at invitere private investorer indenfor, og det vil føre til en yderligere stigning i bidragssatserne. Det er der slet ikke nogen tvivl om.

Vores forslag har det formål, at der skal være et tilsyn med bidragssatserne. Det vil sige, at hvis et realkreditinstitut ønsker at hæve bidragssatserne, skal de have en godkendelse af det fra tilsynsmyndigheden. Vi har foreslået, den kunne ligge under Konkurrencestyrelsen. Den kunne også ligge under Finanstilsynet. Det er sådan set ikke vigtigt for os. Det afgørende er, at der kommer en objektiv, uafhængig vurdering af, om der er et sagligt grundlag for at hæve realkreditbidragssatserne, og et sagligt grundlag er ikke, at aktionærerne ovre i Danske Bank skal have et afkast på 14 pct. i stedet for på 12 pct. Det er ikke sagligt. Et sagligt argument kunne være, at man f.eks. har fået øgede kapitalkrav. Det betyder selvfølgelig, at der også ligger i forslaget, at hvis det så er, man får lov til at øge sine bidragssatser, så skal man, når man har opnået den polstring, selvfølgelig sætte bidragssatserne ned igen, for så er der ikke længere noget sagligt grundlag.

Desværre kan jeg jo høre, at der ikke i dag er flertal for det forslag, vi har fremsat sammen med SF og Alternativet. Jeg har selvfølgelig noteret, at der er flere ordførere, der har sagt, at man løbende vil kigge på det her område. Det synes jeg er godt. Jeg synes også, det er godt med de initiativer, man allerede har taget.

Men bare lige et par kommentarer til nogle af de indlæg, der har været: Der er blevet sagt det her med, at vi har verdens laveste boligudgifter, og at renten er lav. Ja, det er rigtigt, men hovedårsagen til, at renten er lav, er altså en generelt lav rente i hele verden og i EU. Der er jo ikke nogen garanti for, at den bliver ved med at være lav. Vi har ret mange låntagere, der sidder i lån af kortere varighed, som omlægges f.eks. hvert år eller hvert tredje år eller hvert femte år. Jeg er meget bekymret for, hvad der sker, hvis renten stiger, efter den udvikling i bidragssatserne, vi har set. For det er rigtigt – vi har været heldige, kan man sige: De år, hvor bidragssatserne er steget, er renterne gået nedad, så der har været en modsatgående effekt, der har betydet, at de samlede udgifter har været lave. Men hvad den dag, renterne stiger? Jeg tror ikke, vi skal regne med, at den dag, renterne stiger, sætter bankerne pludselig bidragssatserne ned igen. Så det vil betyde, at man låser en stadig større del af danskernes økonomiske råderum til boligudgifter, og det er jo ikke godt for vores samfund. Det er ikke godt for detailhandelen, det er ikke godt for samfundsøkonomien, hvis det bliver tilfældet. Det synes jeg bare man ser bort fra i nogle af de ordførertaler, der er kommet.

Så er der blevet sagt, at det her med konkurrence bare er det, der skal til. Det ville jo være skønt, hvis vi kunne få en rigtig velfungerende konkurrence, men jeg savner en erkendelse af, at det her område er anderledes. Der var en ordfører heroppe, der sammenlignede det med mælk og tøj. Det synes jeg er useriøst. Vi er på et område, hvor det er rigtig, rigtig svært at etablere en velfungerende konkurrence. På sådan nogle områder mener jeg at man selv som liberal eller konservativ bør være langt mere åben for at gå ind og lave en øget regulering.

Så er der blevet sagt, at det handler om obligationsejerne, og at hvis det her gennemføres, vil det betyde, at man ikke kan få afsat obligationerne. Det er et lidt underligt argument, synes jeg. For vi snakker jo om investorerne i realkreditinstitutterne. Altså, obligationsejerne får jo deres indtjening på den rente, som boligejerne betaler. Bidragssatserne knytter sig til realkreditinstitutterne og de selskaber, der ejer dem eller skyder kapital ind i dem. Så hvorfor det skulle påvirke muligheden for at få afsat sine obligationer, at dem, der ejer realkreditinstituttet, ikke skulle kunne få en stor forrentning på 10-12 pct., har jeg simpelt hen svært ved at forstå. Det kan være, ministeren kan forklare det.

Så i forhold til Dansk Folkeparti: Det er jo interessant med den her Detektortest. Jeg kan forstå på ordføreren af en samtale, jeg havde under behandlingen, at det altså ikke vil være noget med, at man så vil gå ind og begrænse muligheden. Man vil bare komme med en løftet finger og sige: I har sådan set ikke et sagligt grundlag. Det er klart et fremskridt i forhold til det, der ligger nu, og vi vil meget gerne være med til at arbejde i udvalget for en beretning om det. Men jeg tror ikke, vi skal regne med, at det løser det store problem, som mange danske boligejere desværre står med i de her år.

Til sidst vil jeg bare sige, at der var en ordfører heroppe, der sagde »venstrefløjens forslag«. Den her sag er ikke en venstrefløjssag. Den her sag er en sag, der vedrører alle danskere, som bor i en ejerbolig eller et hus eller et parcelhus. Det vedrører alle de små erhvervsdrivende, som ejer nogle erhvervslokaler. Det er ikke noget venstreorienteret forslag. Det handler sådan set om noget helt grundlæggende for økonomien, både hos borgerne og hos små selvstændige. Det er vel også lidt bemærkelsesværdigt, at vi har de økonomiske vismænd, som jeg tror de færreste vil beskylde for at være venstreorienterede, som i deres seneste rapport siger, at der måske er brug for en regulering af prisdannelsen på det her område. Tak.

Tak til ordføreren.

Så er forhandlingen sluttet, da der ikke er flere, der har bedt om ordet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Mødet er udsat. (Kl. 12:04).

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

27) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 10:

Forslag til folketingsbeslutning om skærpet tilsyn med pengeinstitutter og realkreditinstitutter, hvad angår deres begrundelser for at hæve bidragssatserne.

Af Pelle Dragsted (EL), Josephine Fock (ALT) og Lisbeth Bech Poulsen (SF).

(Fremsættelse 10.10.2017).

Forhandlingen er åbnet, og det er erhvervsministeren. Hallo, hr. minister, værsgo.

Regeringen kan på den baggrund ikke støtte forslaget og mener, at beslutningsforslaget bør forkastes.

Tak til ministeren. Først hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Værsgo. Ministeren.

Tak. Hr. Pelle Dragsted.

Tak. Ministeren.

Tak for det. Så går vi videre til ordførerrækken. Det er hr. Thomas Jensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning. Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Værsgo. Så er det ordføreren.

Tak. Hr. Dragsted.

Ordføreren.

Tak. Så er det fru Josephine Fock, Alternativet.

Værsgo til ordføreren.

Fru Josephine Fock.

Værsgo, ordføreren.

Tak for det, og tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det skulle være ordene fra Dansk Folkeparti, tak.

Tak. Så er det hr. Pelle Dragsted. Værsgo.

Værsgo til ordføreren.

»Sluttelig skal tilsynet også tilse, at bidragssatsen sættes ned igen, når kapitalbehovet er opfyldt.«

Hr. Pelle Dragsted.

Værsgo til ordføreren.

Tak. Så er det fru Josephine Fock, Alternativet.

Værsgo til ordføreren.

Fru Josephine Fock.

Så vi foreslår ikke maksimums- eller minimumsbidragssatser. Det bliver jeg nødt til at fastholde herfra.

Værsgo.

Tak for det. Så går vi videre i ordførerrækken til hr. Torsten Schack Pedersen, Venstre.

Tak for det. Så er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Tak. Ordføreren.

Værsgo til hr. Pelle Dragsted.

Værsgo til ordføreren.

Fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Så mener hr. Torsten Schack, at der for det første er tillid, og mener han for det andet, at de tiltag, der har været, vil give den fornødne konkurrence?

Værsgo.

Fru Lisbeth Bech Poulsen, værsgo.

Værsgo til ordføreren.

Tak, så er det fru Josephine Fock, Alternativet.

Værsgo til ordføreren.

»Et ønske om øget indtjening til ejerkredsen er således ikke en saglig begrundelse for at hæve bidragssatserne.«

Tak. Fru Josephine Fock.

Værsgo. Ordføreren.

Tak. Der er ikke flere bemærkninger. Hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Derfor kan Liberal Alliance naturligvis ikke bakke op om det her beslutningsforslag. Tak.

Tak. Og så er der nogle korte bemærkninger. Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Værsgo, ordføreren.

Ja tak. Værsgo, hr. Pelle Dragsted.

Værsgo.

Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Det andet spørgsmål er jo, at man som investor skal have noget for sine penge, siger ordføreren. Nu har formanden rejst sig op, så det spørgsmål gemmer jeg til næste runde.

Værsgo.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Værsgo.

Tak til ordføreren. Så der er ikke flere kommentarer. Så er det fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak for det. Hr. Thomas Jensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Værsgo, ordføreren.

Hr. Thomas Jensen.

Fru Josephine Fock.

Jeg synes, at vi er kommet et godt skridt på vejen, men ikke langt nok, og det er derfor, vi har fremsat det her beslutningsforslag.

Tak. Der er ikke flere kommentarer. Der er ingen ordfører for Radikale Venstre. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak til fru Lisbeth Bech Poulsen. Der er ikke nogen bemærkninger. Og så er det hr. Anders Johansson og derefter hr. Martin Lidegaard. Værsgo.

Tak for det. Der er par korte bemærkninger. Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Værsgo, ordføreren.

Hr. Pelle Dragsted.

Altså, jeg synes, det er en overdreven – hvad hedder det – bekymring, som man giver udtryk for her. Det kommer til at lyde som en dårlig undskyldning.

Værsgo til ordføreren.

Tak. Og så er det fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Værsgo.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Det andet, nemlig det med at flytte lån og afgøre, hvor meget det skal koste at skifte realkredit, har vi jo heldigvis bl.a. fået set på i aftalen fra i foråret.

Tak. Og så er det ordføreren.

Tak for det, og tak til ordføreren. Så er det hr. Martin Lidegaard.

Jeg agter at holde frokostpause kl. 12.00. Jeg ved, at mange ordførere har aftaler i frokostpausen. Så det bliver præcist.

Mange tak. Jeg beklager, at jeg kom lidt for sent til ordførerrækken. Jeg sad i forhandlinger andetsteds.

Men som udgangspunkt vil vi nok hellere forfølge det i forligskredsen end at gå uden om. Det vil vi til gengæld så gøre.

Tak. Så er det ordføreren for forslagsstillerne. Hr. Pelle Dragsted, værsgo. Og ordføreren får selvfølgelig de regelsatte 10 minutter.

Tak til ordføreren.

Så er forhandlingen sluttet, da der ikke er flere, der har bedt om ordet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Mødet er udsat. (Kl. 12:04).

Se video af alle taler

Regeringen kan på den baggrund ikke støtte forslaget og mener, at beslutningsforslaget bør forkastes.

Det skulle være ordene fra Dansk Folkeparti, tak.

»Et ønske om øget indtjening til ejerkredsen er således ikke en saglig begrundelse for at hæve bidragssatserne.«

Derfor kan Liberal Alliance naturligvis ikke bakke op om det her beslutningsforslag. Tak.

Mange tak. Jeg beklager, at jeg kom lidt for sent til ordførerrækken. Jeg sad i forhandlinger andetsteds.

Men som udgangspunkt vil vi nok hellere forfølge det i forligskredsen end at gå uden om. Det vil vi til gengæld så gøre.

Folketinget

Resumé

Om beslutningsforslaget

Fremsættelse af forslag

1. behandling

Udvalgsbehandling

2. behandling

B 10 Forslag til folketingsbeslutning om skærpet tilsyn med pengeinstitutter og realkreditinstitutter, hvad angår deres begrundelser for at hæve bidragssatserne.

1. behandling den 14-12-2017

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling