UUI, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 637: Spm. om det er justitsministerens vurdering, at straffelovens § 260, stk. 2 er til hinder for, at unge mennesker med anden etnisk baggrund bliver sendt til udlandet for at blive gift imod deres vilje, til justitsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2017-18
UUI Alm.del
Offentligt

Folketinget

Udlændinge- og Integrationsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

21. september 2018

Strafferetskontoret

Julie Christine Gade Mi-

kkelsen

2018-0032/40-0115

769775

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 637 (Alm. del), som Folketin-

gets Udlændinge- og Integrationsudvalg har stillet til justitsministeren den

28. maj 2018. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mattias Tesfaye (S).

Søren Pape Poulsen

Marie Mølsted

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

UUI, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 637: Spm. om det er justitsministerens vurdering, at straffelovens § 260, stk. 2 er til hinder for, at unge mennesker med anden etnisk baggrund bliver sendt til udlandet for at blive gift imod deres vilje, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 637 (Alm. del) fra Folketingets Udlændinge- og Integra-

tionsudvalg:

”Er det justitsministerens vurdering, at straffelovens § 260, stk.

2 er til hinder for, at unge mennesker med anden etnisk bag-

grund bliver sendt til udlandet for at blive gift imod deres vilje?”

Svar:

Det er min opfattelse, at straffelovens § 260, stk. 2, sender et klart signal

om, at vi i det danske samfund ikke tolererer, at nogen tvinges til at indgå et

ægteskab. Det gælder, uanset om tvangsægteskabet indgås i Danmark eller

i udlandet.

Derfor er det vigtigt, at myndighederne reagerer hurtigt, hvis de bliver op-

mærksomme på et forestående tvangsægteskab, der skal foregå i udlandet,

med henblik på at forhindre udlandsrejsen.

Jeg har i den forbindelse indhentet et bidrag fra Udlændinge- og Integra-

tionsministeriet, som har oplyst følgende:

”For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke redskaber der er til rådig-

hed for at forhindre udlandsrejser med henblik på tvangsægteskab,

skal det indledningsvist bemærkes, at udlændingelovens regler om

ægtefællesammenføring indeholder krav, der bl.a. skal medvirke til at

forebygge tvangsægteskaber. Det gælder kravet om, at ægteskabet

skal være indgået frivilligt, dvs. at der ikke må være tvivl om, at æg-

teskabet er indgået efter begge parters eget ønske, og 24-årskravet.

I forhold til den generelle indsats mod ufrivillige længerevarende ud-

landsrejser henvises til Udlændinge- og Integrationsministeriets be-

svarelse af UUI (alm.del) spørgsmål 633 af 20. juni 2018”.

Jeg kan i øvrigt henvise til min samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 636

(Alm. del) fra Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg.

Jeg kan mere generelt oplyse, at der i straffelovens kapitel 2 bl.a. er fast-

sat regler om, hvornår danske domstole kan pådømme en straffesag (dansk

straffemyndighed).

Efter straffelovens § 6, nr. 1, er der som udgangspunkt dansk straffemyn-

dighed for handlinger, som foretages i den danske stat.

En gerningsmand, som i Danmark helt eller delvist udøver ulovlig tvang i

forbindelse med indgåelse af ægteskab, vil således kunne straffes i Danmark

for overtrædelse af straffelovens § 260, stk. 2, selv om ægteskabet måtte

være indgået i udlandet.

Efter straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1 og 2, er der endvidere dansk straffemyn-

dighed for handlinger, som foretages inden for et fremmed myndighedsom-

råde af en person, der på tidspunktet for sigtelsen har dansk indfødsret, er

bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, hvis hand-

lingen også er strafbar efter lovgivningen på gerningsstedet (dobbelt straf-

barhed), eller hvis både gerningsmanden og forurettede på gerningstids-

punktet har den nævnte tilknytning til Danmark.

En gerningsmand med dansk statsborgerskab eller bopæl i Danmark mv.,

som i udlandet ved ulovlig tvang formår at få en anden person med dansk

statsborgerskab mv. til at indgå ægteskab, vil således kunne straffes for det

pågældende forhold i Danmark.

Efter straffelovens § 7 a, stk. 1 og 2, er der derudover dansk straffemyndig-

hed for handlinger, som – uafhængigt af gerningsmandens tilknytning til

Danmark – foretages inden for et fremmed myndighedsområde, og som er

rettet mod nogen, der på gerningstidspunktet har dansk indfødsret, er bosat

i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, hvis handlingen

også er strafbar efter lovgivningen på gerningsstedet (dobbelt strafbarhed),

og efter dansk lovgivning kan medføre straf af fængsel i mindst 6 år. Dansk

straffemyndighed efter straffelovens § 7 a, stk. 1 og 2, er endvidere betinget

af, at handlingen omfatter seksualforbrydelser eller personfarlig kriminali-

tet.

Der vil således være dansk straffemyndighed i forhold til en udenlandsk ger-

ningsmand, som i udlandet f.eks. anvender grov vold, langvarig frihedsbe-

røvelse eller fangenskab som tvangsmidler til at tvinge en dansk statsborger

eller en herboende person til at indgå ægteskab, hvis forholdet også er straf-

bart efter lovgivningen i det pågældende fremmede land.