Udlændinge- og Integrationsudvalget 2017-18
UUI Alm.del
Offentligt
1901570_0001.png
Ministeren
Udlændinge- og Integrationsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Udlændinge- og Integrationsudvalget har den 3. maj 2018 stillet følgende
spørgsmål nr. 588 (alm. del) efter ønske fra Nikolaj Villumsen (EL) til udlændinge-
og integrationsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 588:
Er der efter ministeren opfattelse og efter dansk retspraksis en øvre grænse for,
hvor længe en afvist asylansøger kan holdes frihedsberøvet efter
udlændingeloven, så længe frihedsberøvelsen alene anvendes som
” otivatio sfre
e de fora stalt i g” i e
situation, hvor asylansøgerens
statsborgerskabsland afviser at modtage vedkommende ved tvangsmæssig
udsendelse, og hvor der således ikke er udsigt til, at en sådan tvangsmæssig
udsendelse kan gennemføres inden for en overskuelig fremtid?
Svar:
1.
Efter udlændingelovens § 36, stk. 5, er der hjemmel til at frihedsberøve en
udlænding uden lovligt opholdsgrundlag med henblik på at motivere den
pågældende til at medvirke til en udsendelse.
Efter § 37, stk. 8, må frihedsberøvelse med henblik på udsendelse efter § 36 ikke
finde sted i et tidsrum, der overstiger 6 måneder. Retten kan dog forlænge dette
tidsrum i op til yderligere 12 måneder, hvis der foreligger særlige
omstændigheder, herunder hvis udsendelsesproceduren uanset alle rimelige
bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af udlændingens
manglende medvirken til udsendelsen eller forsinkelser i forbindelse med
fremskaffelse af nødvendig rejse-legitimation og indrejsetilladelse.
Det fremgår af forarbejderne til § 37, stk. 8, at bestemmelsen skal fortolkes i
overensstemmelse med artikel 15 i udsendelsesdirektivet.
2.
Højesteret har den 2. maj 2018 afsagt kendelse i en sag, hvor en afvist
asylansøger havde været frihedsberøvet efter bestemmelsen i udlændingelovens
§ 36, stk. 5, i ca. 15 måneder.
28. maj 2018
Familiesammenføring
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel.
Mail
Web
CVR-nr.
Sags nr.
Akt-id
6198 4000
[email protected]
www.uim.dk
36977191
2018 - 8220
428184
Side
1/2
UUI, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 588: Spm., om der efter ministeren opfattelse og efter dansk retspraksis er en øvre grænse for, hvor længe en afvist asylansøger kan holdes frihedsberøvet efter udlændingeloven m.v., til udlændinge- og integrationsministeren
Den 9. maj 2018 afsagde Østre Landsrets ligeledes kendelse vedrørende
en
afvist asylansøger, som havde været frihedsberøvet efter bestemmelsen i
udlændingelovens § 36, stk. 5, i ca. 9 måneder.
I begge sager blev der afsagt kendelse om løsladelse med den begrundelse, at der
ikke var udsigt til, at det ved fortsat frihedsberøvelse vil være muligt at formå
udlændingen til at ændre indstilling (medvirke til udsendelse), ligesom der ikke
var udsigt til, at en udsendelse ville kunne gennemføres uden samtykke fra
udlændingen som følge af hjemlandets myndigheders holdning hertil.
Højesteret og Østre Landsret vurderede, at der i de konkrete sager ikke forelå
oplysninger om effektive udsendelsesforanstaltninger, der kunne give grundlag
for en formodning om ændring af den nuværende fastlåste situation og fremskridt
i processen inden udløbet af den absolutte frist for frihedsberøvelse på 18
måneder, som følger af udlændingelovens § 37, stk. 8, 2. pkt.
Både Højesteret og Østre Landsret nåede som følge heraf frem til, at
betingelserne for at opretholde frihedsberøvelsen i medfør af § 37, stk. 8, jf. § 36,
stk. 5, ikke var opfyldt.
Ministeriet skal bemærke, at opretholdelse af en frihedsberøvelse altid vil bero på
en konkret vurdering i den enkelte sag.
3.
Ministeriet arbejder løbende på at forbedre muligheden for at gennemføre
tvangsudsendelser til de lande, der ikke ønsker at modtage egne statsborgere, når
de pågældende ikke samtykker til udsendelsen.
Det bemærkes endeligt, at det er ministeriets opfattelse, at frihedsberøvelse af
udlændinge, der ikke ønsker at medvirke til hjemsendelse, vil ske efter § 36, stk. 1,
hvis der er grundlag for tvangsmæssig hjemsendelse. Det er således ministeriets
opfattelse, at der i sådanne sager ikke vil ske frihedsberøvelse efter
bestemmelserne om motivationsfremmende frihedsberøvelse.
Inger Støjberg
/
Frederik Gammeltoft
Side
2/2