UUI, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 588: Spm., om der efter ministeren opfattelse og efter dansk retspraksis er en øvre grænse for, hvor længe en afvist asylansøger kan holdes frihedsberøvet efter udlændingeloven m.v., til udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2017-18
UUI Alm.del
Offentligt

Ministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Udlændinge- og Integrationsudvalget har den 3. maj 2018 stillet følgende

spørgsmål nr. 588 (alm. del) efter ønske fra Nikolaj Villumsen (EL) til udlændinge-

og integrationsministeren, som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 588:

Er der efter ministeren opfattelse og efter dansk retspraksis en øvre grænse for,

hvor længe en afvist asylansøger kan holdes frihedsberøvet efter

udlændingeloven, så længe frihedsberøvelsen alene anvendes som

” otivatio sfre

e de fora stalt i g” i e

situation, hvor asylansøgerens

statsborgerskabsland afviser at modtage vedkommende ved tvangsmæssig

udsendelse, og hvor der således ikke er udsigt til, at en sådan tvangsmæssig

udsendelse kan gennemføres inden for en overskuelig fremtid?

Svar:

Efter udlændingelovens § 36, stk. 5, er der hjemmel til at frihedsberøve en

udlænding uden lovligt opholdsgrundlag med henblik på at motivere den

pågældende til at medvirke til en udsendelse.

Efter § 37, stk. 8, må frihedsberøvelse med henblik på udsendelse efter § 36 ikke

finde sted i et tidsrum, der overstiger 6 måneder. Retten kan dog forlænge dette

tidsrum i op til yderligere 12 måneder, hvis der foreligger særlige

omstændigheder, herunder hvis udsendelsesproceduren uanset alle rimelige

bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af udlændingens

manglende medvirken til udsendelsen eller forsinkelser i forbindelse med

fremskaffelse af nødvendig rejse-legitimation og indrejsetilladelse.

Det fremgår af forarbejderne til § 37, stk. 8, at bestemmelsen skal fortolkes i

overensstemmelse med artikel 15 i udsendelsesdirektivet.

Højesteret har den 2. maj 2018 afsagt kendelse i en sag, hvor en afvist

asylansøger havde været frihedsberøvet efter bestemmelsen i udlændingelovens

§ 36, stk. 5, i ca. 15 måneder.

28. maj 2018

Familiesammenføring

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

Sags nr.

Akt-id

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

2018 - 8220

428184

Side

1/2

UUI, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 588: Spm., om der efter ministeren opfattelse og efter dansk retspraksis er en øvre grænse for, hvor længe en afvist asylansøger kan holdes frihedsberøvet efter udlændingeloven m.v., til udlændinge- og integrationsministeren

Den 9. maj 2018 afsagde Østre Landsrets ligeledes kendelse vedrørende

afvist asylansøger, som havde været frihedsberøvet efter bestemmelsen i

udlændingelovens § 36, stk. 5, i ca. 9 måneder.

I begge sager blev der afsagt kendelse om løsladelse med den begrundelse, at der

ikke var udsigt til, at det ved fortsat frihedsberøvelse vil være muligt at formå

udlændingen til at ændre indstilling (medvirke til udsendelse), ligesom der ikke

var udsigt til, at en udsendelse ville kunne gennemføres uden samtykke fra

udlændingen som følge af hjemlandets myndigheders holdning hertil.

Højesteret og Østre Landsret vurderede, at der i de konkrete sager ikke forelå

oplysninger om effektive udsendelsesforanstaltninger, der kunne give grundlag

for en formodning om ændring af den nuværende fastlåste situation og fremskridt

i processen inden udløbet af den absolutte frist for frihedsberøvelse på 18

måneder, som følger af udlændingelovens § 37, stk. 8, 2. pkt.

Både Højesteret og Østre Landsret nåede som følge heraf frem til, at

betingelserne for at opretholde frihedsberøvelsen i medfør af § 37, stk. 8, jf. § 36,

stk. 5, ikke var opfyldt.

Ministeriet skal bemærke, at opretholdelse af en frihedsberøvelse altid vil bero på

en konkret vurdering i den enkelte sag.

Ministeriet arbejder løbende på at forbedre muligheden for at gennemføre

tvangsudsendelser til de lande, der ikke ønsker at modtage egne statsborgere, når

de pågældende ikke samtykker til udsendelsen.

Det bemærkes endeligt, at det er ministeriets opfattelse, at frihedsberøvelse af

udlændinge, der ikke ønsker at medvirke til hjemsendelse, vil ske efter § 36, stk. 1,

hvis der er grundlag for tvangsmæssig hjemsendelse. Det er således ministeriets

opfattelse, at der i sådanne sager ikke vil ske frihedsberøvelse efter

bestemmelserne om motivationsfremmende frihedsberøvelse.

Inger Støjberg

Frederik Gammeltoft

Side

2/2