UUI, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 474: Spm. om i hvilke situationer udlændingelovens paragraf 9 a, stk. 2, nr. 11 kan indebære ulovlig forskelsbehandling m.v., til udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2017-18
UUI Alm.del
Offentligt

Ministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Udlændinge- og Integrationsudvalget har den 6. marts 2018 stillet følgende

spørgsmål nr. 474 (alm. del) efter ønske fra Nikolaj Villumsen (EL) til udlændinge-

og integrationsministeren, som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 474:

Vil ministeren i forlængelse af svaret på spørgsmål nr. 286 (UUI alm. del) og bilag

96 (UUI alm. del) redegøre nærmere for, i hvilke situationer udlændingelovens

paragraf 9 a, stk. 2, nr. 11, kan indebære ulovlig forskelsbehandling?

Svar:

Det følger af reglen om opholdstilladelse på baggrund af arbejdsmarkedstilknyt-

ning (udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 11) bl.a., at visse udlændinge efter an-

søgning kan få opholdstilladelse, hvis deres hidtidige opholdstilladelse nægtes

forlænget, og de er i et fast ansættelsesforhold af længere varighed eller gennem

en længere periode har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed, og beskæftigel-

sesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler derfor. Bestemmelsen omfatter

bl.a. udlændinge, der har haft opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 eller 2 (om kon-

ventionsstatus og beskyttelsesstatus), og som får deres opholdstilladelse nægtet

forlænget. Bestemmelsen omfatter derimod ikke udlændinge, der har haft op-

holdstilladelse efter § 7, stk. 3 (om midlertidig beskyttelsesstatus) eller § 9 b (om

humanitær opholdstilladelse), og som får deres opholdstilladelse nægtet forlæn-

get.

Ved et fast ansættelsesforhold af længere varighed skal som udgangspunkt forstås

et ansættelsesforhold af mindst 2 års uafbrudt varighed hos samme arbejdsgiver.

Alle typer af ansættelse er omfattet, dvs. også ufaglærte ansættelsesforhold uan-

set lønniveau. Formålet med bestemmelsen er bl.a. at tilgodese erhvervslivets

behov for at kunne fastholde udenlandsk arbejdskraft.

Artikel 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) indeholder et

diskriminationsforbud, hvorefter nydelsen af de i konventionen anerkendte ret-

tigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog,

religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørs-

forhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet for-

hold.

26. marts 2018

International rekruttering

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

Sags nr.

Akt-id

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

2018 - 4195

388353

Side

1/3

UUI, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 474: Spm. om i hvilke situationer udlændingelovens paragraf 9 a, stk. 2, nr. 11 kan indebære ulovlig forskelsbehandling m.v., til udlændinge- og integrationsministeren

Anvendelsesområdet for EMRK artikel 14 er begrænset derved, at bestemmelsen

er accessorisk til konventionens øvrige bestemmelser. Det betyder, at bestemmel-

sen kun kan anvendes sammen med én eller flere af disse bestemmelser. Heri

ligger ikke et krav om, at en sådan rettighed skal være krænket, men derimod

alene et krav om, at den foreliggende situation skal ligge inden for rettighedens

anvendelsesområde (»ambit«).

Hvis den foreliggende situation ligger inden for en anden bestemmelses anvendel-

sesområde, indeholder artikel 14 et forbud mod usaglig forskelsbehandling. Efter

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis indebærer dette, at perso-

ner i sammenlignelige situationer som udgangspunkt skal behandles ens, og at

forskelsbehandling kun er berettiget, hvis den har et legitimt formål og samtidig

står i et rimeligt forhold til dette formål.

Udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 11, giver som nævnt bl.a. mulighed for, at visse

udlændinge efter ansøgning kan få opholdstilladelse, hvis deres hidtidige opholds-

tilladelse nægtes forlænget, og de er i et fast ansættelsesforhold af længere va-

righed eller gennem en længere periode har drevet selvstændig erhvervsvirksom-

hed, og beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler derfor. Som

nævnt skal der som udgangspunkt være tale et ansættelsesforhold af mindst 2 års

uafbrudt varighed hos samme arbejdsgiver, eller at udlændingen har drevet sam-

me virksomhed uafbrudt gennem mindst 2 år.

De udlændinge, som bestemmelsen er relevant for, vil således have opholdt sig i

Danmark i mindst 2 år. Disse udlændinge vil som udgangspunkt have etableret et

privatliv her i landet, ligesom de vil kunne have et familieliv. Spørgsmålet om,

hvorvidt de kan få en opholdstilladelse og dermed få lov til at blive her i landet,

falder derfor efter Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse inden for

anvendelsesområdet af EMRK artikel 8 om retten til respekt for bl.a. privat- og

familieliv.

Det er endvidere Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at gruppen

af udlændinge, der har haft midlertidig opholdstilladelse efter bl.a. udlændingelo-

vens § 7, stk. 3, eller § 9 b, men har fået den nægtet forlænget, er i en sammen-

lignelig situation med gruppen af udlændinge, der har haft opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, og som også har fået opholdstilladelsen næg-

tet forlænget, i forhold til muligheden for opholdstilladelse efter udlændingelo-

vens § 9 a, stk. 2, nr. 11, som følge af et ansættelsesforhold eller selvstændig virk-

somhed. De to grupper af udlændinge vil således begge have fået deres oprindeli-

ge opholdstilladelse nægtet forlænget og vil begge have været i et ansættelses-

forhold eller have haft selvstændighed erhvervsvirksomhed i mindst 2 år. I en

sådan situation kan det forhold, at den oprindelige

–

men altså nu ikke forlænge-

–

opholdstilladelse for den ene gruppes vedkommende var meddelt med hen-

blik på midlertidigt ophold, mens den for den anden gruppes vedkommende var

meddelt med mulighed for varigt ophold, efter Udlændinge- og Integrationsmini-

Side

2/3

steriets opfattelse ikke føre til, at de to grupper ikke må anses for at være i en

sammenlignelig situation.

En forskelsbehandling af de to grupper vil derfor kun være berettiget efter EMRK

artikel 14 sammenholdt med artikel 8, hvis den har et legitimt formål og samtidig

står i et rimeligt forhold til dette formål. Det er i den forbindelse Udlændinge- og

Integrationsministeriets opfattelse, at de beskæftigelsesmæssige hensyn, der

ligger til grund for udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 11, ikke kan begrunde for-

skelsbehandlingen.

På den baggrund skal udlændinge, der har haft midlertidig opholdstilladelse efter

bl.a. udlændingelovens § 7, stk. 3, og § 9 b i overensstemmelse med EMRK artikel

14, jf. artikel 8, ligestilles med udlændinge, der har haft opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, i forhold til muligheden for på grundlag af ar-

bejdsmarkedstilknytning at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a,

stk. 2, nr. 11.

Da den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 11, ikke giver

hjemmel hertil, giver Udlændingestyrelsen i dag opholdstilladelse efter udlændin-

gelovens § 9 c, stk. 1, om ganske særlige grunde, til udlændinge, der har haft mid-

lertidig opholdstilladelse efter bl.a. udlændingelovens § 7, stk. 3, eller § 9 b, hvis

et afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 a, stk. 2, nr. 11, vil indebære

ulovlig forskelsbehandling.

Som det fremgår af mit brev af 21. februar 2018 til udvalget (2017-18, UUI alm.del

bilag 96), er der fundet en sag, hvor der i 2017 er givet afslag på opholdstilladelse

med henvisning til, at udlændingen har fået nægtet forlænget en opholdstilladel-

se givet med henblik på midlertidigt ophold, uden at det er undersøgt, om betin-

gelserne i øvrigt var opfyldt. Det fremgår endvidere af mit brev, at der vil blive

foretaget en manuel gennemgang af relevante afslag givet i perioden 2003 til

2017 med henblik på at undersøge, om der er sket ulovlig forskelsbehandling i

disse.

Der henvises i den forbindelse til mine svar på spørgsmål nr. 478 og 479 (UUI

alm.del).

Inger Støjberg

Anne Thorsen

Side

3/3