UUI, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 12: Spm. om talepapir fra samrådet den 11/10-17 om lovligheden af ministerens instruks om mindreårige gifte asylansøgere, til udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2017-18
UUI Alm.del
Offentligt

Talepapir

Arrangement:

Samrådsspørgsmål A og B

Hvornår:

Onsdag den 11. oktober 2017 kl. 10-12

DET TALTE ORD GÆLDER

25. september 2017

Sags nr.

Akt-id

Udkast til tale til brug for besvarelsen af samråds-

spørgsmål A og B fra Udlændinge- og Integrations-

udvalget.

Spørgsmålene er stillet efter ønske fra Mattias Tesfaye

(S), Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Josephine Fock

(ALT), Sofie Carsten Nielsen (RV) og Holger K. Nielsen

(SF).

Samrådsspørgsmål A og B

Samrådsspørgsmål A:

”

Vil ministeren uddybe sine udtalelser fra samrådet den

23. juni 2017 jf. s. 18 i transskriberingen af samrådet kl.

10:50 (UUI alm. del

–

bilag 217), om det forhold at in-

struksen af 10. februar 2016

–

ifølge ministeren

–

intet

har med partshøring at gøre, og at der heller ikke tidli-

gere er blevet partshørt i de her sager? I den forbindelse

bedes ministeren redegøre for forskellen på indkvarte-

UUI, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 12: Spm. om talepapir fra samrådet den 11/10-17 om lovligheden af ministerens instruks om mindreårige gifte asylansøgere, til udlændinge- og integrationsministeren

ringspraksis for adskillelse af mindreårige asylansøgere

fra deres ægtefælle/samlever, herunder redegøre for

hvordan de berørte parter er blevet inddraget i beslut-

ningen om adskillelse forud for den 10. februar 2016 og

indkvarteringspraksis i perioden fra den 10. februar

2016 og frem til den 28. april 2016.

”

Samrådsspørgsmål B:

”

Vil ministeren redegøre for ministeransvaret efter mini-

steransvarlighedslovens §§ 3 og 5, herunder om ministe-

rens ansvar skærpes ved, at ministeren den 10. februar

2016 udsender en pressemeddelelse om praksisændrin-

gen, hvoraf det fremgår, at adskillelsen fremadrettet skal

være undtagelsesfri

–

og altså ikke indeholde en konkret

og individuel vurdering, hvilket Udlændingestyrelsen ret-

ter sig efter?

”

[Indledning]

De 2 samrådsspørgsmål, der er stillet, følger op på mine

svar på samrådet den 1. juni 2017 på samrådsspørgsmål

AT og AU og mine svar på samrådet den 23. juni 2017

på samrådsspørgsmål AW til AZ.

Og dagens samråd følger op på statsministerens, justits-

ministerens og mine svar på de cirka 200 folketings-

spørgsmål, som er besvaret i tilknytning til samrådet i

dag og de to forudgående samråd af samlet 7 timers va-

righed.

Der er altså tale om en sag, som er meget grundigt belyst,

og hvor jeg flere gange har redegjort deltaljeret for forlø-

bet.

Derfor vil de svar, jeg giver i dag, i meget vidt omfang

være en gentagelse af de skriftlige og mundtlige svar,

som allerede er givet til Folketinget i denne sag.

***

Samrådsspørgsmål A (Partshøring mv.)

[Indholdet af pressemeddelelsen]

Først bliver jeg bedt om at redegøre for indholdet af min

pressemeddelelse af 10. februar 2016 om den generelle

indkvarteringsordning for mindreårige asylansøgere med

en ægtefælle eller samlever.

Der henvises i spørgsmålet til mine udtalelser under sam-

rådet den 23. juni om, at pressemeddelelsen ikke har no-

get med spørgsmålet om partshøring at gøre.

Det kan jeg bekræfte. Og jeg vil gerne gentage mit svar

fra samrådet.

Dén praksisændring, som min pressemeddelelse af 10.

februar 2016 om den generelle indkvarteringsordning

lagde op til, vedrørte

indholdet

af ordningen.

Eller sagt på en anden måde: Hvad er udgangspunktet,

når myndighederne skal beslutte, om en ung pige kan

indkvarteres sammen med sin ældre ægtefælle eller sam-

lever.

Og som jeg har sagt flere gange, ønskede jeg med min

pressemeddelelse at vende udgangspunktet på hovedet.

Den praksisændring, som jeg lagde op til med min pres-

semeddelelse, betyder, at indkvartering i disse tilfælde

skal

ske separat, medmindre dette vil være i strid med

Danmarks internationale forpligtelser.

Med andre ord: En ung pige kan herefter alene indkvarte-

res på et asylcenter sammen med sin ældre ægtefælle el-

ler samlever, hvis dette følger af Danmarks internationa-

le forpligtelser.

I et notat fra den 12. december 2016, som samme dag er

sendt til Folketinget, er der en grundig gennemgang af

fortolkningen af Danmarks internationale forpligtelser i

disse sager.

Jeg tror ikke, at nogen på noget tidspunkt har været i

tvivl om, at det var dette, der var målet for min presse-

meddelelse. At jeg ønskede at ændre

indholdet

af ord-

ningen.

Og ellers gentager jeg det gerne igen: Jeg var og er me-

get optaget af, at vi beskytter de her piger bedst muligt

og ikke fastholder dem i et ufrivilligt ægteskab eller sam-

liv.

Og jeg ønsker, at pigerne skal have frihed til at leve de-

res liv, som de ønsker og vælge den partner, som de øn-

sker.

Derfor ønskede jeg så vidt muligt at skille parrene ad og

lægge en så restriktiv linje som overhovedet muligt. Og

derfor tog jeg med min pressemeddelelse initiativ til hur-

tigt at vende den tidligere praksis på hovedet.

Derimod forholder min pressemeddelelse sig

ikke

til

spørgsmålet om, hvilke almindelige partsrettigheder der

skal iagttages, herunder spørgsmålet om partshøring.

For mig var det udfaldet af beslutningerne, der var væ-

sentligt. Hvilke formelle regler myndighederne skulle

eller ikke skulle iagttage, har været op til myndighederne

at vurdere. Dette spørgsmål var ikke på mit bord.

Det er der intet som helst usædvanligt i. I denne sag var

det indholdet af ordningen, der var vigtigt for mig. Og

det var det, der fremgik af min pressemeddelelse.

Noget andet er de juridiske overvejelser, om der skulle

ske partshøring i disse sager.

Og i sammenhæng hermed de juridiske overvejelser, om

der i det hele taget er tale om en forvaltningsafgørelse,

når der sker separat indkvartering, og parret retter sig ef-

ter anvisningen om, at de skal bo på hver deres asylcen-

ter.

Sådanne forvaltningsretlige overvejelser foretages af

myndighederne. Og dem har jeg som minister ikke delta-

get i.

Sådan var det i denne sag. Og sådan er det jo i de fleste

sager.

En minister kan have et ønske om at sætte en bestemt

retning og ændre praksis generelt inden for lovens ram-

mer på et bestemt område.

Derefter er det op til myndighederne at følge op på en

sådan praksisændring.

Og det er jo ikke sådan, at en generel praksisændring af

indholdet af en bestemt ordning på et bestemt område

også skal indeholde en redegørelse for de formelle sags-

behandlingsregler.

De gælder jo, medmindre man ønsker at fravige dem. Og

det var ikke tilfældet.

Tilsvarende gælder, når Folketinget vedtager nye regler,

der ændrer

indholdet

af en bestemt ordning på et bestemt

område.

Her skal myndighederne selvfølgelig udmønte Folketin-

gets ønske inden for gældende ret.

Og det er ikke nødvendigt i lovforslaget at beskrive, at i

det omfang der er tale om en forvaltningsafgørelse, skal

afgørelsen ledsages af en begrundelse, eller at der forin-

den skal ske partshøring, eller at de øvrige almindelige

formelle sagsbehandlingsregler skal gælde.

Det er som nævnt kun nødvendigt, hvis lovændringen

også går ud på at ændre i selve sagsbehandlingsreglerne,

f.eks. ved at fravige forvaltningslovens regler.

I denne sag havde jeg ikke noget ønske om at ændre på

sagsbehandlingsreglerne. Jeg har slet ikke forholdt mig

til sagsbehandlingsreglerne. Mit ærinde var at vende ud-

gangspunktet for udfaldet af de her sager på hovedet.

[Overvejelserne om partshøring]

Noget andet er så, at min pressemeddelelse

–

og altså mit

ønske om at vende udgangspunktet på hovedet

–

betød,

at Udlændingestyrelsen over for Udlændinge- og Integra-

tionsministeriet rejste det forvaltningsretlige spørgsmål,

om der skulle ske partshøring i de her sager.

Der er redegjort for de forvaltningsretlige overvejelser,

der fulgte i halen på dette, i mit svar på spørgsmål nr.

951 fra udvalget forud for dette samråd.

Jeg har fået oplyst, at der var tale om forvaltningsretlige

overvejelser, som gav anledning til ikke ubetydelig tvivl.

Skal man oversætte dette, tror jeg, at man kan sige, at der

retfærdigvis var tale om et vanskeligt spørgsmål, hvor

svaret ikke var givet på forhånd.

Forvaltningsloven regler om forudgående partshøring og

om begrundelse gælder i sag, i afgørelsessager. Reglerne

gælder derimod ikke, hvis der er tale om faktisk forvalt-

ningsvirksomhed.

Når der så var tale om et vanskeligt, juridisk spørgsmål,

skyldes det, at forarbejderne til udlændingeloven inde-

holder en klar og udtrykkelig forudsætning om, at anvis-

ning af indkvartering i asylsystemet ikke har karakter af

en forvaltningsafgørelse, men at der er tale om faktisk

forvaltningsvirksomhed.

Og at der dermed heller ikke skal ske partshøring efter

forvaltningsloven eller gives en begrundelse, hvis ud-

lændingen følger anvisningen af indkvartering

–

netop

fordi der ikke er tale om en afgørelse.

At der er tale om vanskelige, juridiske spørgsmål kan

man forvisse sig om ved at læse det detaljerede svar på

spørgsmål nr. 951.

Disse juridisk-tekniske overvejelser vil jeg derfor heller

ikke redegøre detaljeret for her, også fordi de hverken

lægger noget til eller trækker noget fra i forhold til det

spørgsmål, jeg er blevet stillet. I stedet for kan jeg henvi-

se til besvarelsen af spørgsmål nr. 951.

Som det fremgår af dette svar, besluttede Udlændinge-

styrelsen den 28. april 2016 at genoptage behandlingen

af de konkrete sager om adskilt indkvartering af mindre-

årige med ægtefælle eller samlever og at træffe afgørelse

om flyttepåbud i alle sagerne, dvs. også i sager, hvor par-

terne nok efterkommer styrelsens anvisning om indkvar-

tering, men ikke selv ønsker dette.

Beslutningen om at genoptage behandlingen af sagerne

var baseret på en vurdering af, at en beslutning om sepa-

rat indkvartering har en indgribende karakter.

Og fordi der i alle sagerne træffes en afgørelse

–

nemlig

en afgørelse om flyttepåbud

–

skal der ligesom i de afgø-

relser om flyttepåbud på indkvarteringsområdet, der blev

truffet inden den 28. april 2016, ske partshøring efter

forvaltningslovens regler, og afgørelsen skal ledsages af

en begrundelse

Så vidt myndighedernes retlige overvejelser. Som jeg har

sagt, var dette spørgsmål ikke på mit bord.

Jeg kan derfor også meget klart slå fast, at jeg først blev

bekendt med disse forvaltningsretlige overvejelser, efter

at Udlændingestyrelsen den 28. april 2016 havde truffet

beslutning om at genoptage de konkrete sager om adskilt

indkvartering og træffe afgørelse efter forudgående

partshøring.

Det har Udlændinge- og Integrationsministeriet redegjort

for i svaret på spørgsmål nr. 978 stillet op til samrådet i

dag.

Når det var sådan, skyldes det, at der var tale om et rent

forvaltningsretligt spørgsmål, som myndighederne skulle

finde svaret på.

Dette var ikke et politisk spørgsmål. Mit ærinde var at

ændre i substansen. Ikke de formelle rammer. Derfor var

der ikke grund til at involvere mig. Og det skete heller

ikke.

[Indkvarteringspraksis forud for og efter udsendelsen

af pressemeddelelsen]

Så er der spurgt til, hvilken praksis for indkvartering der

gjaldt for unge piger med en ældre ægtefælle eller sam-

lever forud for og efter den 10. februar 2016.

Praksis efter den 10. februar 2016 har jeg gennemgået i

detaljer blandt andet under samrådet den 23. juni. Her

læste jeg som bekendt Udlændingestyrelsens bidrag op,

hvor styrelsen selv redegør for praksis efter udsendelsen

af pressemeddelelsen.

Det vil jeg ikke gentage i sin helhed i dag. Men blot pege

på følgende 5 hovedelementer i styrelsens bidrag:

1. Udlændingestyrelsen har under hele forløbet i alle sa-

ger foretaget en konkret vurdering af omstændighederne

i den enkelte sag under hensyntagen til Danmarks inter-

nationale forpligtelser.

2. Udlændingestyrelsen anmodede den 18. februar 2016 i

en række sager operatørerne om yderligere oplysninger

om bl.a. fællesbørn, graviditet, familiemedlemmer i

Danmark og operatørernes vurdering af eventuelle behov

for foranstaltninger. Operatørerne blev også bedt om at

oplyse, om familien var velfungerende, om der var be-

kymring for parternes eller eventuelle børns trivsel,

hvordan man vurderede at familien ville fungere efter en

adskillelse, og om der i øvrigt var forhold, som styrelsen

burde være opmærksom på.

3. I de sager, hvor Udlændingestyrelsens beslutning om

flytning blev fulgt, blev der ikke truffet en afgørelse om

flyttepåbud, og der blev derfor heller ikke foretaget

partshøring eller givet en begrundelse. Men det ændrer

ikke på, at der blev foretaget en konkret og individuel

vurdering på baggrund af operatørernes oplysninger og

oplysningerne i sagen i øvrigt.

4. Da Udlændingestyrelsen den 28. april 2016 besluttede

at genoptage de konkrete sager og også træffe afgørelse

om flyttepåbud efter forudgående partshøring i de sager,

hvor parret efterkom beslutningen, skete dette ikke, fordi

den separate indkvartering var i strid med Danmarks in-

ternationale forpligtelser. Det skete, fordi sagerne nu

blev behandlet som afgørelsessager på grund af den ind-

gribende karakter for de involverede par.

5. Og som det fremgår af svaret på spørgsmål nr. 838, så

var det ikke udtryk for, at det var forkert at indkvartere

parrene hver for sig i første omgang, da parrene i otte sa-

ger senere fik mulighed for at bo sammen. Det var der-

imod udtryk for, at varigheden af adskillelsen selvstæn-

digt indgik som moment i vurderingen.

Det er altså dét, Udlændingestyrelsen selv har oplyst om

det grundlag, styrelsen havde for at foretage de konkrete

vurderinger, som blev foretaget i alle disse sager efter

udsendelsen af min pressemeddelelse den 10. februar

2016.

Så vidt Udlændingestyrelsens håndtering af sagerne efter

den 10. februar 2016.

Og til grund for behandlingen af sagerne lå som sagt mit

ønske om hurtigt at vende udgangspunktet på hovedet, så

indkvartering

skal

ske separat, medmindre Danmarks in-

ternationale forpligtelser taler imod dette.

***

Så er spørgsmålet, hvad der gjaldt før den 10. februar

2016.

I mit svar på spørgsmål nr. 953 forud for dette samråd

henviser jeg bl.a. til et bidrag fra Udlændingestyrelsen,

der redegør for dette spørgsmål.

Udlændingestyrelsen har om praksis forud for min pres-

semeddelelse bl.a. oplyst, at der blev foretaget en konkret

vurdering af omstændighederne i de sager, hvor Udlæn-

dingestyrelsen blev gjort bekendt med, at der var pro-

blemer i relation til den mindreåriges trivsel.

Og at omdrejningspunktet for denne vurdering var ind-

kvarteringsoperatørens børnefaglige personales vurde-

ringer samt værtskommunens eventuelle faglige vurde-

ringer af, hvilke indkvarteringsforhold der var til den

mindreåriges bedste med udgangspunkt i hensynet til

barnets tarv.

Udlændingestyrelsen har endvidere oplyst, at det som

følge af manglende registrering ikke er muligt at identifi-

cere eventuelle sager, hvor styrelsen måtte have truffet

beslutning om separat indkvartering af en mindreårig

asylansøger over 15 år med en ægtefælle eller samlever

mod begge parters ønske.

Udlændingestyrelsen har samtidig oplyst, at styrelsen ik-

ke umiddelbart har erindring om, at der før den 10. fe-

bruar 2016 har været sager om separat indkvartering af

mindreårige asylansøgere over 15 år med en ægtefælle

eller samlever mod begge parters ønske.

Lad mig gentage. Der har så vidt vides ikke før min pres-

semeddelelse været sager, hvor unge piger over 15 år er

blevet indkvarteret adskilt fra deres ældre ægtefælle eller

samlever mod begge parters eget ønske.

Når det var sådan, så skyldes det, at der jo ikke forud for

den 10. februar 2016 blev foretaget en selvstændig vur-

dering af, om en ung pige over 15 år skulle indkvarteres

adskilt fra sin ægtefælle eller samlever alene under hen-

visning til, at der var tale om en mindreårig.

Udlændingestyrelsen har til spørgsmål nr. 953 oplyst, at

disse sager forud for min pressemeddelelse blev behand-

let som alle andre sager, hvor der opstod spørgsmål om

mistrivsel under indkvarteringen.

Var der ikke i sagerne oplysninger om problemer i for-

hold til trivslen hos en ung pige over 15 år, blev der såle-

des ikke foretaget en selvstændig vurdering af, om ind-

kvarteringen skulle ske separat.

I sådanne tilfælde blev pigen indkvarteret med sin ægte-

fælle eller samlever, medmindre en af parterne udtrykte

ønske om andet.

I de tilfælde, hvor der

var

problemer i relation til pigens

trivsel, var omdrejningspunktet for den vurdering, som i

alle andre sager, om der var behov for støtteforanstalt-

ninger.

Sådanne støtteforanstaltninger kan generelt iværksættes i

regi af asylcentrene eller på baggrund af en kommunal

afgørelse, f.eks. en afgørelse om anbringelse.

Udlændingestyrelsen har oplyst, at det ikke kan udeluk-

kes, at sådanne støtteforanstaltninger kan have haft den

virkning, at en ung pige over 15 år f.eks. er blevet an-

bragt uden for asylcentersystemet, mens ægtefællen eller

samleveren fortsat har været indkvarteret i asylcentersy-

stemet.

I så fald er disse sager blevet behandlet efter de kommu-

nale regler herom.

Udlændingestyrelsen er dog ikke umiddelbart bekendt

med, at der har været sådanne sager, hverken i regi af

asylcentrene eller i kommunerne, hvor en støtte-

foranstaltning har ført til, at en mindreårig asylansøger

over 15 år

de facto

er blevet adskilt fra en ægtefælle eller

samlever mod begge parters ønske.

***

Jeg tror, at der er mange, inklusiv mig selv, der har haft

et lidt andet billede af, hvordan man behandlede de her

sager før den 10. februar 2016.

F.eks. fremgår det af en pressemeddelelse fra Socialde-

mokratiet fra den 23. juni, altså umiddelbart efter samrå-

det den 23. juni, at der under den tidligere, socialdemo-

kratisk-ledede regering

altid

blev foretaget en vurdering,

når

–

og nu citerer jeg

– ”man skulle beslutte, om et ungt

ægtepar skulle adskilles.” Citat slut.

Her er der altså tale om en misforståelse. Misforståelsen

er, at man forudsætter, at man før den 10. februar 2016

skulle beslutte, om der skulle ske adskillelse i disse sa-

ger, når en af parterne var en mindreårig over 15 år.

Men som det er fremgået, så opstod sagerne kun, hvis

der var tale om mistrivsel

–

ellers ikke. Der var altså

dengang ikke tale om, at der blev foretaget en selvstæn-

dig vurdering alene under henvisning til, at der var tale

om en mindreårig.

Jeg kan sådan set godt forstå, at man har misforstået det-

te og støttet sig op ad en forkert præmis. Som jeg har

sagt, var også mit billede af praksis et andet.

Jeg må bare sige, at det for mig sætter en tyk streg under,

at det var helt nødvendigt at stoppe op og ændre praksis i

de her sager.

Og hvis man nogensinde har været i tvivl om, hvad ef-

fekten har været af mit ønske om at vende udgangspunk-

tet på hovedet og sikre separat indkvartering i videst mu-

ligt omfang i disse sager, ja så er det vist gjort klart med

al tydelighed nu.

[Spørgsmålet om partshøring forud for pressemedde-

lelsen af 10. februar 2016]

Under samrådet den 23. juni sagde jeg så, at der ikke tid-

ligere er partshørt i de her sager.

Udtalelsen baserede sig på en misforståelse i Udlændin-

ge- og Integrationsministeriet.

Og denne misforståelse betød, at jeg fik forkerte oplys-

ninger af ministeriet forud for samrådet den 23. juni.

Jeg vil gerne uddybe dette.

Udlændinge- og Integrationsministeriet lagde til brug for

forberedelsen af samrådet den 23. juni 2017 til grund,

dels

at Udlændingestyrelsen forud for den 10. fe-

bruar 2016 undtagelsesvist havde anvist separat

indkvartering af en mindreårig over 15 år med en

ægtefælle eller samlever mod begge parters ønske,

dels

at der i så fald ikke blev foretaget partshøring i

sådanne sager, hvis parret efterkom Udlændinge-

styrelsens anvisning

–

på linje med administrativ

praksis for anvisning af indkvartering i øvrigt og i

tråd med forarbejderne til udlændingeloven.

Til brug for forberedelsen af samrådsspørgsmål AW til

AZ blev jeg således af Udlændinge- og Integrationsmini-

steriet oplyst om, dels at der forud for den 10. februar

2016 havde været sager, hvor Udlændingestyrelsen hav-

de anvist separat indkvartering mod begge parters ønske,

dels at der i disse tilfælde ikke blev foretaget partshøring,

hvis parret efterkom Udlændingestyrelsens anvisning.

Disse oplysninger beror imidlertid på en misforståelse i

Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Som det fremgår af Udlændingestyrelsens udtalelse til

brug for besvarelsen af spørgsmål nr. 953, har styrelsen

ikke umiddelbart erindring om, at der før den 10. februar

2016 har været sager, hvor parterne er blevet indkvarteret

separat mod begge parters ønske.

Det var således forkerte oplysninger, jeg modtog fra Ud-

lændinge- og Integrationsministeriet forud for samrådet

den 23. juni.

Ministeriet har over for mig beklaget, at jeg fik forkerte

oplysninger. Og jeg vil gerne på vegne af både ministeri-

et, men selvfølgelig også mig selv beklage, at Folketin-

get modtog disse forkerte oplysninger.

***

Set fra min position sætter den dagældende praksis, som

nu står endnu klarere for alle, blot en tyk streg under, at

det var nødvendigt at handle, og at det var nødvendigt at

handle hurtigt.

Vi ved altså nu, at Udlændingestyrelsen forud for min

pressemeddelelse så vidt vides ikke har adskilt unge pi-

ger over 15 år fra deres ældre ægtefælle eller samlever

mod begge parters vilje.

Det skal ses i lyset af, at der i disse sager ikke blev fore-

taget en selvstændig vurdering af, om de unge piger skul-

le indkvarteres adskilt fra deres partner alene under hen-

visning til, at der var tale om en mindreårig.

Det skete kun, hvis der forelå oplysninger om mistrivsel.

Hvis pigen udadtil fandt sig i tingenes tilstand, var der

ikke grund til at reagere.

[Når støvet i denne sag har lagt sig, så viser dette for

mig, at den praksisændring, som jeg ønskede med min

pressemeddelelse, var nødvendig.]

Praksisændringen har ført til, at der i alle sager

–

også

sager, hvor der ikke foreligger oplysninger om mistrivsel

–

tages stilling til, om en mindreårig over 15 år skal ind-

kvarteres sammen med sin ældre ægtefælle eller samle-

ver. Vi har i dag en indkvarteringsordning, hvor ud-

gangspunktet er, at en ung pige ikke indkvarteres med

sin ældre ægtefælle eller samlever.

Sådan

var

det ikke tidligere, hvis pigen var over 15 år.

Der

kan

muligvis forud for den 10. februar 2016 have

været eksempler på, at man i kommunalt regi har fundet

det nødvendigt at anbringe en ung pige over 15 år som en

støtteforanstaltning mod hendes vilje ved tegn på mistri-

vsel, mens ægtefællen fortsat har været indkvarteret i

asylcentersystemet.

Men Udlændingestyrelsen har som nævnt oplyst, at man

ikke umiddelbart er bekendt med sådanne kommunale

afgørelser, hvor en støtteforanstaltning de facto har ført

til adskillelse af parterne i en situation, hvor ingen af par-

terne har ønsket dette.

Det understreger for mig at se, at det var rigtigt og også

helt nødvendigt hurtigt at vende praksis på hovedet for at

række hånden ud til de her piger og tilbyde dem en form

for et pusterum, hvor de kan overveje deres situation.

II.

Samrådsspørgsmål B (Ministeransvar mv.)

Så vender jeg mig mod samrådsspørgsmål B.

Først bliver jeg bedt om at redegøre for ministeransvar-

lighedslovens § 3 og § 5.

Her kunne jeg for så vidt læse op af bestemmelserne,

men det tjener efter min opfattelse intet formål.

I stedet for kan jeg henvise til justitsministerens svar af

14. juni 2017 på spørgsmål nr. 828 fra udvalget. I svaret

redegøres netop for ministeransvarlighedslovens § 3 og §

Og i justitsministerens svar af samme dato på spørgsmål

nr. 824 fra udvalget er der en henvisning til relevant juri-

disk litteratur om en ministers ansvar for sin embedsfø-

relse.

Det kan jeg henholde mig til.

Og samtidig får det mig til nok engang at understrege en

helt central pointe. Nemlig at spørgsmålet hviler på en

forkert præmis om, at Udlændingestyrelsen skulle have

besluttet at adskille de her par uden at foretage en kon-

kret og individuel vurdering.

Dette er ikke korrekt. Det har jeg redegjort for på det før-

ste samråd den 1. juni. Jeg har gentaget dette på det andet

samråd den 23. juni. Og jeg har gjort dette klart i flere

svar til udvalget, også forud for dette tredje samråd.

Men lad mig da bare gentage det én gang til. Uanset

hvordan man spørger, og hvor mange gange man spør-

ger, så er mit svar det samme. Nemlig at henvise til, hvad

Udlændingestyrelsen selv har oplyst:

Udlændingestyrelsen har under hele forløbet i alle sager

foretaget en vurdering af den enkelte sags omstændighe-

der under hensyntagen til Danmarks internationale for-

pligtelser.

Og som jeg har sagt flere gange, så vidste jeg, at Udlæn-

dingestyrelsen foretog en konkret og individuel vurde-

ring i disse sager, fordi jeg fulgte opfølgningen i sagerne

tæt.

Og jeg var af naturlige grunde særligt interesseret i de

fem sager, hvor Udlændingestyrelsen ikke havde adskilt

parret under henvisning til Danmarks internationale for-

pligtelser.

Det har jeg som sagt redegjort for i detaljer under de tid-

ligere samråd og i utallige skriftlige svar til udvalget.

Jeg kan henvise til dette og kan i øvrigt ikke føje nyt til.

Og derfor vil jeg også sige, at når man nu vælger at spør-

ge mig, så er der for mig at se ikke er noget som helst

grundlag for at rejse spørgsmål efter ministeransvarlig-

hedsloven i forhold til min rolle.

Men som sagen har formet sig, og spørgsmålenes ordlyd

taget i betragtning, så vil jeg medgive, at dette svar nok

ikke tilfredsstiller spørgerne. Dét erkender jeg.

Når det er sagt, så gælder det også, at ombudsmanden i

denne sag har vurderet, at instruksen efter sit undtagel-

sesfri og kategoriske indhold var ulovlig, og at instruksen

medførte en betydelig risiko for, at der blev truffet for-

kerte afgørelser.

Denne alvorlige kritik har jeg taget til efterretning.

Og jeg løber heller ikke fra, at jeg med min pressemed-

delelse af 10. februar 2016 ønskede at vende udgangs-

punktet for udfaldet i sager om indkvartering af unge pi-

ger med en ældre ægtefælle eller samlever på hovedet, så

udgangspunktet er separat indkvartering i disse sager.

Tværtimod. Og jeg står ved, at det var afgørende for mig,

at der straks blev fulgt op på min pressemeddelelse, og at

der blev lagt en så restriktiv linje som overhovedet mu-

ligt.

***

Lad mig til sidst runde af med et par mere overordnede

betragtninger efter nu 3 samråd og omkring 200 udvalgs-

spørgsmål.

For det første har jeg taget ombudsmandens alvorlige

kritik til efterretning. Det gælder kritikken af selve ord-

lyden af instruksen. Og det gælder kritikken af, at pres-

semeddelelsen med det kategoriske og undtagelsesfri

indhold og kommunikationen i øvrigt til Udlændingesty-

relsen medførte en betydelig risiko for forkerte afgørel-

ser.

Fremgangsmåden har efter ombudsmandens opfattelse

været meget risikabel i forhold til ministeriets grundlæg-

gende pligt til at sikre lovlig administration på området.

Og derfor har jeg også under de tidligere samråd klart

sagt, at der var ting i dette forløb, som kunne have været

håndteret bedre. Pressemeddelelsen skulle have været

fulgt op af en egentlig skriftlig instruks, som indeholdt

de nødvendige forbehold. Og den samlede kommunikati-

on til Udlændingestyrelsen har ikke været stringent nok.

Men som jeg også har sagt, så administrerede Udlændin-

gestyrelsen rent faktisk ikke ordningen undtagelsesfrit.

Og det vidste jeg, fordi jeg fulgte sagerne tæt.

For det andet vil jeg sige, at hele forløbet har betydet, at

der er langt større klarhed over, hvad der var praksis før

min pressemeddelelse.

Nemlig at der så vidt vides ikke var tilfælde, hvor unge

piger blev skilt fra deres ældre ægtefælle eller samlever

mod deres ønske.

Sagen var jo, at der i disse sager slet ikke blev foretaget

en selvstændig vurdering af, om de unger piger skulle

indkvarteres adskilt fra deres partner alene under henvis-

ning til, at der var tale om en ung pige.

Det skete kun, hvis der forelå oplysninger om, at pigen

mistrivedes. Hvis pigen udadtil fandt sig i tingenes til-

stand, blev der ikke reageret.

Og så hvad der er praksis i dag efter min pressemedde-

lelse.

Nemlig at der i alle sager

–

også sager, hvor der ikke fo-

religger oplysninger om mistrivsel

–

tages stilling til, om

en unge pige skal indkvarteres sammen med sin ældre

ægtefælle eller samlever.

Og at udgangspunktet er, at en ung pige ikke indkvarte-

res med sin ældre ægtefælle eller samlever.

Sådan

var

det ikke tidligere, hvis pigen var over 15 år.

Det er der nu klarhed over. Til gengæld er det temmelig

uklart, hvad oppositionen vil.

Der er svaret på omkring 200 spørgsmål i denne sag. Jeg

har nu deltaget i tre samråd, de to første over samlet 7

timer.

Men alligevel savner jeg fortsat svar på, hvad oppositio-

nen vil. Og det tror jeg også, at rigtig mange andre gør.

Vil man tilbage til den praksis, der gjaldt før min pres-

semeddelelse. Hvor unge piger, der finder sig i tingenes

tilstand, og hvor der ikke er tegn på mistrivsel, indkvarte-

res med deres ældre ægtefælle eller samlever?

Eller bakker man op om den praksisændring, der er re-

sultatet af min pressemeddelelse, og som betyder, at ud-

gangspunktet i dag er separat indkvartering i alle disse

sager?

Svaret på dette spørgsmål vil jeg rigtig gerne høre fra

oppositionen. Det må være let at svare på.

Det er det i hvert fald for mig, og for regeringen. Vi vil

ikke finde os i, at unge piger på vores asylcentre risikerer

at blive fastholdt i et ufrivilligt ægteskab.

Tværtimod skal vi hjælpe pigerne til frit at kunne vælge

det liv, de ønsker, og den partner, de ønsker.

Nu er det Danmark, man er kommet til. Og her er piger

og drenge, kvinder og mænd, lige meget værd.

Og derfor har jeg ønsket at gå så langt som overhovedet

muligt for at give pigerne et pusterum.

I min optik fortjener pigerne, at oppositionen melder

klart ud, om man ønsker det samme.

Tak for ordet.