Var ministeren inden sin besvarelse under samråd AW-AZ den 23. juni 2017 om adskillelse af mindreårige asylpar, hvor ministeren udtaler, at ”hvis man tager hensynet til barnebrude, så har der jo også været barnebrude tidligere i det danske asylsystem, og det vil sige, at tidligere har der heller ikke været foretaget partshøringer, og det kunne der faktisk godt være tidspunkter, hvor der skulle […]”, opmærksom på svar på UUI alm. del – spm. 302 (2015-16), hvoraf følgende bl.a. fremgår; ”Udlændingestyrelsen kan oplyse, at der ikke er foretaget registreringer af, hvor mange asylansøgere under 18 år der er ankommet til Danmark sammen med en myndig ægtefælle eller samlever. I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt mindreårige asylansøgere under 18 år er blevet indkvarteret sammen med en myndig ægtefælle eller samlever i danske asylcentre, har en mangeårig praksis været, at der er blevet foretaget en socialfaglig vurdering af, hvad der var bedst af hensyn til barnets tarv. De sociale myndigheder er i nødvendigt omfang blevet inddraget i denne vurdering. Udlændingestyrelsen og de nuværende centeroperatører har alene – forud for november 2015 – erindring om én enkelt sag fra sommeren 2014, hvor en mindreårig på 14 år var indrejst sammen med en myndig ægtefælle. Dette par blev adskilt på to forskellige asylcentre. I sagen fra november 2015 blev parret ligeledes adskilt, da styrelsen blev gjort bekendt med sagen.”?
Dato: 06-11-2017
Status: Endeligt besvaret
Emne:
flygtninge og asylansøgere