Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2018 - 1076
Doknr.
25121
Dato
19-10-2018
Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg har d. 21. september 2018 stillet føl-
gende spørgsmål nr. 1018 (alm. del) til økonomi- og indenrigsministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Martin Henriksen (DF).
Spørgsmål nr. 1018:
”Vil ministeren kommentere artiklerne ”Formænd for dansktyrkiske foreninger ud-
trykker
sympati for ultranationalister”, ”Politikere: Dybt bekymrende, at tyrkiske kul-
turformænd udtrykker sympati for rabiat bevægelse” og ”Foruroligende sympatier”,
alle bragt i dagbladet Information den 30. og 31. juli samt 1. august 2018 herunder
oplyse, hvordan ministeren ser på, at herboende tyrkere støtter De Grå Ulve samt op-
lyse, om ministeren er bekendt med, om der er tyrkiske foreninger i Danmark, der
modtager offentlig støtte, som udtrykker sympati med De Grå Ulve, i givet fald oplyse
hvilke og om ministeren/kommunerne vil fratage støtten?”
Svar:
Jeg tager på det skarpeste afstand fra de rabiate sympatier, der kommer til udtryk i
Informations artikler. Det er dybt bekymrende, når personer her i landet støtter bevæ-
gelser, som f.eks. De Grå Ulve, der modarbejder vores grundlæggende værdier om
frihed, ligeværd og demokrati.
Vi skal som samfund have fokus på de personer og organisationer, der forsøger at
modarbejde vores grundlæggende værdier. De skal mødes med målrettede skrappe
tiltag.
Det samme gælder i forhold til offentlig støtte til foreninger, der modarbejder de
grundlæggende værdier i vores samfund. De foreninger skal have det svært og ikke
nemt, og de skal naturligvis hverken have adgang til offentlige støttekroner, lån af
offentlige lokaler eller anden offentlig assistance.
Derfor er jeg også glad for, at regeringen sammen med bl.a. Dansk Folkeparti allerede
for et par år siden strammede op på mulighederne for at modtage offentlig støtte som
forening.
Ved en ændring af folkeoplysningsloven, der hører under kulturministeren, blev det
således fastsat, at foreninger, der modarbejder eller underminerer demokrati eller
grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, ikke kan ydes tilskud eller anvises
lokaler efter loven.
Jeg skal oplyse, at jeg ikke er bekendt med, at foreninger, der sympatiserer med De
Grå Ulve, har modtaget offentlig støtte. Jeg har heller ikke kunnet finde frem til oplys-
ninger herom. Kulturministeriet har ikke disse oplysninger, og det er også tvivlsomt,
om kommunerne har disse oplysninger.