URU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 101: Spm. om, om ministeren vil kommentere åbent brev fra ngo’erne om baggrunden for, at den nye danske kurs i Palæstina hemmeligholdes, til udenrigsministeren

Udenrigsudvalget 2017-18
URU Alm.del
Offentligt

TALEPUNKT

Til:

Fra:

Udenrigsministeren

MENA

Sagsnr.:

Dato:

2018-5381

29. januar 2018

Emne: Besvarelse af samrådsspørgsmål M om NGO-støtte.

Samrådsspørgsmålet lyder:

Ministeren bedes redegøre for:

–

hvorfor regeringen har besluttet at ændre på støtten til de palæstinensiske

og israelske organisationer, da den undersøgelse, ministeriet satte i gang i

foråret, ikke gav anledning til yderligere bekymring?

–

hvilken rolle israelske myndigheder og politiske aktører knyttet til den israelske

regering har spillet i forløbet, og om Danmark har imødekommet israelske

krav med denne beslutning?

–

hvilken rolle den israelske organisation NGO Monitor har haft i forbindelse

med beslutningen om at ændre på Danmarks retningslinjer for støtte, herunder

hvem fra regeringen og de regeringsbærende partier, der har mødtes

med organisationen og drøftet dette emne, og om man har truffet beslutninger

på baggrund af analyser fra NGO Monitor

–

om ministeren mener, at NGO Monitor er en uafhængig organisation, der

har de samme udenrigspolitiske principper som Danmark i relation til Israel-

Palæstina konflikten, og om ministeren i forlængelse heraf sympatiserer

med organisationens synspunkter og arbejdsmetoder?

Endelig bedes ministeren redegøre for, hvad der ligger i de nye retningslinjer,

hvad de nye procedurer er, hvordan de nye retningslinjer afviger fra den tidligere

praksis, og om de nye principper kan appliceres globalt på al dansk civilsamfundsstøtte?

***

Tak for spørgsmålene om den gennemgang af dansk støtte til palæstinensiske og

israelske civilsamfundsorganisationer, som blev afsluttet op til jul.

URU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 101: Spm. om, om ministeren vil kommentere åbent brev fra ngo’erne om baggrunden for, at den nye danske kurs i Palæstina hemmeligholdes, til udenrigsministeren

Lad mig først konstatere, at gennemgangen var berettiget. Det viser sagen fra i

sommer om den palæstinensiske NGO WATC, som havde forholdt

Udenrigsministeriet oplysninger om dens rolle i navngivningen af et

kvindecenter efter en palæstinensisk terrorist. Det var naturligvis uacceptabelt.

Vi reagerede prompte ved at afbryde samarbejdet med WATC, og jeg har krævet

dansk støtte tilbagebetalt. De tre øvrige donorer i samarbejdet - Holland, Schweiz

og Sverige - afbrød også samarbejdet med WATC.

Og så til spørgsmålene.

Jeg vil besvare det første og det sidste spørgsmål

samlet. De drejer sig om,

hvorfor regeringen vil ændre på støtten til organisationerne. Og om indholdet af

de nye betingelser, som fremover vil gælde for den danske støtte. Hovedparten

af min besvarelse omhandler disse aspekter, men jeg kommer afslutningsvis ind

på de tre øvrige spørgsmål.

Jeg vil gerne her inddrage det åbne

brev af 26. januar fra flere danske NGO’er,

som der refereres til i Udenrigsudvalgets spørgsmål 101 fra i går. Der bedes om,

at jeg på dagens samråd kommenterer brevet i sammenhæng med gårsdagens

artikel i Information om samme emne.

Jeg vil derfor understrege, at den resterende del af mit indlæg kan betragtes som

min besvarelse af spørgsmål 101, idet jeg kommer ind på de berørte emner i

NGO’ernes brev og de videre udtalelser i artiklen i Information.

Lad mig først opklare en fremherskende misforståelse. Danmark er ikke trådt ud

af det lokale donorsamarbejde som resultat af gennemgangen. Vi har i flere år

haft et godt samarbejde om støtte til menneskerettighedsområdet med Sverige,

Schweiz og Holland. Den sidst aftalte støttefase løb fra 2014 til 2017, og

samarbejdet endte altså ved årsskiftet. Helt som planlagt.

Det er helt naturligt og udtryk for rettidig omhu, at vi ved en fire-årig støttefases

afslutning omhyggeligt overvejer, hvordan de danske midler fremover skal

udmøntes. Om der er noget, vi kan gøre bedre, fordi vi har lært noget? Vi er

kommet frem til, at der er gode grunde til at stramme op.

Samtidig har vi fra regeringens side klart meldt ud, at der ikke skæres i omfanget

af menneskerettighedsstøtten i Palæstina. Israelske og palæstinensiske

civilsamfundsorganisationer spiller en central rolle i forhold til at dæmpe og på

sigt løse op for den højspændte konflikt mellem israelere og palæstinensere.

Regeringen fastholder det niveau for menneskerettighedsstøtten, som indgår i det

eksisterende landeprogram for Palæstina fra juni 2016.

Den omfattende undersøgelse, som Udenrigsministeriet har foretaget, har

inkluderet en vurdering af organisationernes samlede relevans, performance og

professionalisme. Endvidere om der er overlap mellem organisationernes

tematiske og geografiske fokus.

Gennemgangen bekræfter, at mange af organisationerne gør et relevant og

professionelt arbejde. Den har heller ikke påvist formelle overtrædelser af

aftalegrundlaget mellem donorerne og organisationerne. Det er vigtigt, at vi har

fået slået det fast. Men det er også klart, at vi gennem en så omfattende

undersøgelse er stødt på forhold, hvor vi finder, det kan og skal gøres bedre.

Gennemgangen har ført til to overordnede konklusioner: 1) det vil være

hensigtsmæssigt at støtte færre organisationer, og 2) der er behov for strammere

og klarere kriterier for organisationernes virke, herunder øget gennemsigtighed

med hensyn til deres aktiviteter.

Der er flere grunde til de to konklusioner.

For det første er der solide bistandsfaglige argumenter for at fokusere på færre

organisationer. Vi kan opnå et tættere samspil mellem os og dem. Med 24

organisationer de seneste fire år blev det svært at føre den nødvendige policy

dialog. Samtidig har gennemgangen påvist et vist tematisk og geografisk overlap

i organisationernes aktiviteter.

For

det

andet

der

behov

for

kigge

på

regelsættet

for

menneskerettighedsstøtten og på typen af aktiviteter, vi støtter. Grundlæggende

er støtten baseret på de fundamentale, globale principper, som gælder for dansk

udviklingsbistand. Det inkluderer principperne om ikke-diskrimination,

deltagelse og inklusion, gennemsigtighed og ansvarlighed, hvilket fremgår af

landepolitikpapiret for Palæstina.

Samtidig er det vigtigt at slå fast, at der allerede i aftalegrundlaget med de 24

organisationer var indskrevet en klar klausul, der forbød aktiviteter, som

opfordrede til diskrimination, vold eller had. En sådan klausul vil også indgå i

kommende danskstøttede aktiviteter.

Men selvom den danske tilgang i Palæstina er baseret på globale principper, så

vil den konkrete udmøntning altid indeholde nogle landespecifikke elementer.

Det er tilfældet i alle lande, hvor Danmark er engageret. I den komplekse

situation i Palæstina har det f.eks. betydning, at det til tider er vanskeligt at trække

en knivskarp grænse mellem det vigtige menneskerettighedsarbejde og de mere

politisk orienterede aktiviteter.

Jeg vil på dette samråd ikke gå i detaljer om de kommende strammere og klarere

retningslinjer. Ligesom jeg ikke vil sætte navne på organisationer, som vil få eller

ikke få støtte fremover. Dels fordi der udestår et arbejde internt i

Udenrigsministeriet, og dels fordi vi vil drøfte det med andre likeminded donorer

på området.

Jeg vil dog gerne give tre eksempler på udfordringer, som er unikke for bistanden

til Palæstina:

Den første problemstilling vedrører BDS-bevægelsen - Boycott, Divestment,

Sanctions. Vi anerkender, at palæstinensere - og palæstinensiske organisationer

- har ytringsfrihed, og at de fleste palæstinensere ser BDS-bevægelsen som en

legitim, ikke-voldelig strategi for at protestere mod besættelsen.

Men omvendt støtter vi ikke fra dansk side BDS-kampagnen, og vi ønsker absolut

ikke at yde støtte til BDS-aktiviteter. Det er derfor godt, at der hos

partnerorganisationerne hverken blev fundet dokumentation for nogen aktiv og

direkte støtte til BDS-aktiviteter eller for, at de havde BDS-aktiviteter formuleret

som et centralt element i deres strategier.

Det er i øvrigt også vigtigt at skelne mellem BDS-tiltag og så aktiviteter, som har

fokus på oplysning relateret til bosættelserne. Sidstnævnte er i overensstemmelse

med EU’s politik på området.

Som det brede flertal bag V 30-vedtagelsen

tidligere på måneden [også] bekræfter, skelner Danmark klart mellem Israels

territorium og de besatte områder. Men den samlede komplekse problemstilling

i forhold til BDS-kampagnen illustrerer behovet for klarere retningslinjer. Vi skal

mindske gråzonerne på området - hvilket også vil være i partnerorganisationernes

interesse.

Den anden problemstilling er det forhold, at nogle palæstinensiske bevægelser

står opført på EU’s terrorlister. Det omfatter

bl.a. Hamas og PFLP.

Det er uacceptabelt, hvis der f.eks. kan dokumenteres tilfælde, hvor ledende

medlemmer af en partnerorganisation også er medlem af en terrorlistet

bevægelse. Det er bare meget vanskeligt at dokumentere tilhørsforhold til

bevægelser som Hamas og PFLP - og jeg er bevidst om, at der i den israelsk-

palæstinensiske kontekst florerer mange rygter, som ikke kan dokumenteres. Det

er et vanskeligt emne, som vi vil komme til at forholde os til. Med udgangspunkt

behovet

for

reel

dokumentation

som

grundprincip

dansk

udviklingssamarbejde.

Den tredje problemstilling er ytringer, som måtte stille spørgsmål ved staten

Israels eksistens. Danmark har en klar politik med opbakning til en to-stats

løsning, så det vil selvfølgelig ikke være acceptabelt, hvis der var

partnerorganisationer, som gik imod Israels eksistensberettigelse.

Men igen er virkeligheden sjældent sort/hvid. Der vil være forskel på, om det var

ledende medlemmer af en organisation, som kom med den type udtalelser, eller

personer med marginal tilknytning. Det vil også have betydning, hvordan

partnerorganisationerne reagerer, hvis der er dokumenterede uacceptable udsagn.

Og man skal være opmærksom på, at nogle aktører har en meget bred fortolkning

af, hvilke udsagn der stiller spørgsmål ved Israels eksistens.

Endelig vil jeg under dette punkt af besvarelsen nævne, at gennemgangen også

har givet en bedre fornemmelse af, hvordan en fremtidig fælles donormekanisme

kan gøres mere effektiv. Så der kan være en bedre sparring med

partnerorganisationerne og en styrket monitorering og kontrol med deres

aktiviteter.

Samlet set mener jeg, at vi med udgangspunkt i disse tiltag og overvejelser kan

styrke fokus i den danske bistand på menneskerettighedsområdet og samtidig

gøre det lettere følge organisationernes arbejde. Selve udvælgelsen af

organisationer vil ske efter en samlet, konkret vurdering. Det handler i bund og

grund om at sikre, at danske skattekroner bruges til det, der er formålet. Nemlig

at arbejde for fremme af menneskerettigheder og en fredelig løsning på

konflikten.

Herefter noget kortere om de tre øvrige spørgsmål. Først spørgsmål to om

Israels rolle i processen.

Regeringen lytter til både israelske og palæstinensiske myndigheders og

organisationers bekymringer, når de bliver rejst for os. Udenrigsministeriet har i

løbet af gennemgangen modtaget sådanne henvendelser. Men lad mig svare helt

klart: De israelske og palæstinensiske myndigheder og organisationer har ikke

været inddraget i den danske beslutningsproces om gennemgangen og

resultaterne heraf.

Spørgsmål tre og fire

går på den israelske organisation NGO Monitor.

Det er velkendt, at NGO Monitor rejser rundt i verden og mødes med politikere.

Det er heller ingen hemmelighed, at partier i Folketinget har mødtes med

organisationen. Det står alle frit for. Som politiker holder man møder med mange

organisationer og lytter til deres synspunkter.

Udenrigsministeriet har både herhjemme og lokalt haft møder med NGO Monitor

og har påtalt, at organisationen i mange tilfælde ikke fremfører ordentlig eller

egentlig dokumentation for deres påstande - og at der i nogle tilfælde har været

direkte misvisende information. Vi har også påtalt, at organisationen samlet set

ikke har en tilstrækkelig balanceret tilgang, især når NGO Monitor selv hævder

at være upartisk.

Som nævnt hverken kan eller vil Udenrigsministeriet agere på løsrevne påstande,

der ikke kan underbygges af dokumentation. Der skal som minimum være en

begrundet mistanke. Det gælder ikke kun for den støtte, vi giver til israelske og

palæstinensiske organisationer. Det er et generelt princip. Som ikke bliver mindre

relevant i en højspændt konflikt som den israelsk-palæstinensiske.

Tak.