UNU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 248: Spm. om at opgøre antallet af undervisningssammenslutninger i Danmark, der i daglig tale betegnes ’koranskoler’, herunder oplyse antallet af elever i disse sammenslutninger, til udlændinge- og integrationsministeren

Undervisningsudvalget 2017-18
UNU Alm.del
Offentligt

Religiøs fritidsundervisning for børn og

unge blandt muslimske grupper i

Danmark

Rapport udarbejdet ved Center for SamtidsReligion, Aarhus Universitet.

UNU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 248: Spm. om at opgøre antallet af undervisningssammenslutninger i Danmark, der i daglig tale betegnes ’koranskoler’, herunder oplyse antallet af elever i disse sammenslutninger, til udlændinge- og integrationsministeren

Religiøs fritidsundervisning for børn og unge blandt muslimske grupper i Danmar k.

Forord

……………………………………………………………………………………………… 4

1 Resume

…………………………………………………………………………………………...6

2 A fgrænsning, definitioner og metode

………………………………………………………....10

2.1 Definition af koranskole og religiøs fritidsundervisning

………………………………………10

2.2 Afgrænsning af undersøgelsen og kortlægningen

……………………………………………..

2.3 Definition af

relevante begreber……………………………....………………………………. 13

2.4 Godkendte og ikke-godkendte trossamfund i Danmark

……………………………………… 15

2.5 Moske og muslimsk forening

………………………………………………………………… 17

2.6 Metode

………………………………………………………………………………………... 18

3 Data

…………………………………………………………………………………………….. 19

3.1 Godkendte muslimske trossamfund i Danmark

……………………………………………… 19

3.2 Muslimske foreninger, der ikke er godkendte trossamfund i Danmark

……………………… 21

3.3 De muslimske friskoler

……………………………………………………………………….. 22

4 A nalyse

…………………………………………………………………………………………. 23

4.1 Generel statistik over interviewede grupper

………………………………………………….. 23

4.2 Etnicitet

……………………………………………………………………………………….. 25

4.3 Undervisning

…………………………………………………………………………………. 30

4.3.1 Former for undervisning

……………………………………………………………………. 31

4.3.2 Tidspunkter, længde og hyppighed for undervisning

………………………………………. 33

4.3.3 Indhold i undervisningen

…………………………………………………………………… 35

4.4 Deltagere i undervisningen

…………………………………………………………………… 37

4.4.1 Alder på deltagerne i undervisningen

………………………………………………………. 38

4.4.2 Kønsopdeling i undervisningen

…………………………………………………………….. 39

4.4.3 Antal af deltagere i undervisningen

………………………………………………………… 40

4.5 Underviseren

………………………………………………………………………………….. 43

4.6 Formålet med undervisningen

………………………………………………………………... 46

4.7 De muslimske friskoler

……………………………………………………………………….. 51

5 K onklusion

……………………………………………………………………………………..

6 L itteratur

………………………………………………………………………………………. 57

7 A ppendiks

……………………………………………………………………………………… 60

7.1 Metode

………………………………………………………………………………………... 60

7.2 Oversigt over tabeller

………………………………………………………………………… 68

7.3 Oversigt over interviews

……………………………………………………………………… 73

Forord

Religion vil ofte være del af den kulturelle bagage, der søges transmitteret og genfortolket hos

immigranter i diaspora. Udbredelsen af religiøs undervisning og dennes mulige relation til elevers

identitet og holdninger er et interessant og vigtigt område i relation til bredere aspekter af

immigration og integration. Især hos minoriteter vil religiøs fritidsundervisning være særligt

relevant som aspekt af opdragelse og kulturel identifikation af senere generationer. Inden for islam

har koranskoler og religiøs fritidsundervisning ofte en sådan funktion, hvad enten disse er tilskrevet

officiel eller uofficiel autoritet. Der findes en mængde international forskningslitteratur generelt om

forholdet mellem religion, migration, integration og religiøs undervisning, deriblandt om muslimske

grupper. Der er imidlertid ingen systematiske undersøgelser eller fremstillinger af religiøs

fritidsundervisning af børn og unge i Danmark, heller ikke blandt de muslimske grupper.

Nærværende undersøgelse har søgt at kortlægge religiøs fritidsundervisning for børn og unge blandt

muslimske grupper i Danmark, herunder de af Familiestyrelsen godkendte trossamfund, de ikke-

godkendte moskeer og foreninger samt de muslimske friskoler.

I undersøgelsen er det blevet forsøgt at kortlægge, hvor mange og hvilke typer undervisningstilbud

der findes, og hvor mange deltagere der er tilknyttet disse. Organisatoriske forhold, herunder

gruppens teologiske og institutionelle baggrunde samt undervisernes autoritetsbeføjelser, er også

blevet undersøgt. En typologisering af undervisningen og grupperne, hvad angår religiøse, etniske

og geografiske forhold, er blevet diskuteret, og der er blevet spurgt ind til, om deltagerantallet de

sidste år har været stigende, så der med et bredere perspektiv kan siges noget om generelle

udviklingstendenser.

Nærværende undersøgelse fokuserer primært på

udbyderne

af den religiøse fritidsundervisning samt

ramm

erne

herfor. Det er således uden for denne undersøgelses sigte at diskutere mulige kausale

relationer mellem uddannelse og faktisk brug og forståelse af disse hos brugerne, ligesom det heller

ikke her har været formålet at spekulere i normative bedømmelser af religionens rolle i forbindelse

med bredere perspektiver, såsom integration.

Tilgængelig litteratur, hjemmesider og databaser blev inddraget som kildemateriale hertil. Såvel

interviews som feltarbejde har primært understøttet fokus på dataindsamling i forbindelse med

kortlægning og analyse af gruppernes organisation.

Rapporten er opbygget på følgende måde: Sektion 1 er et resume af rapporten. Sektion 2 behandler

definitioner og afgrænsninger af relevante termer og begreber samt giver en kort oversigt over

metoden i undersøgelsen. En komplet beskrivelse og diskussion af metode, inklusiv de metodiske

overvejelser om feltarbejde, interviews og bearbejdelse af data, findes i appendiks 7.1. Sektion 3 er

en oversigt over data, inklusiv en oversigt over, hvilke grupper der er blevet kontaktet i

undersøgelsen. Herefter følger selve analysen af data, i sektion 4, som er udarbejdet og opbygget ud

fra specifikke temaer. Slutteligt følger en konklusion, en litteraturliste og appendiks 7.1, som er

metodeafsnittet, appendiks 7.2, som er en samlet oversigt over de tabeller, der findes i rapporten, og

appendiks 7.3, som er en oversigt over de udførte interviews.

Det er i rapporten blevet valgt ikke at nævne de involverede moskeer og muslimske foreninger med

navn, adresse eller anden identifikation

–

dette både ud fra en professionel vurdering af, at disse

oplysninger ikke er relevante i undersøgelsens formål, og ud fra en etisk vurdering, da interviews

ofte er opnået igennem kontakt med privatpersoner.

Projektet er blevet udført af Marie Bisbjerg (cand.mag.) under ledelse af Jørn Borup (lektor, ph.d.)

og i samarbejde med studentermedhjælpere og kolleger fra Afdeling fra Religionsvidenskab og

Center for SamtidsReligion ved Teologisk Fakultet, Aarhus Universitet.

Marie Bisbjerg har udarbejdet rapporten.

Der skal rettes en stor tak til følgende personer for deltagelse i projektet: studentermedhjælpere fra

religionsvidenskab og teologi ved Aarhus Universitet: stud.mag. Sara Jul Jacobsen, stud.mag.

Dorthe Johansen, stud.mag. Astrid Tyrsted og stud.theol. Christian Overgaard Wegeberg for deres

hårde arbejde, tålmodighed og fleksibilitet; og ansatte på Afdeling for Religionsvidenskab: lektor,

ph.d. Lars Ahlin og lektor, ph.d. Lene Kühle for gode råd og hjælp til metodiske, empiriske og

teoretiske overvejelser samt indsamlingen af data.

Jørn Borup

Centerleder ved Center for SamtidsReligion

Aarhus Universitet

1 Resume

Denne rapport leverer nye tal og information om de muslimske grupper i Danmark. Kortlægning af

religion er en ganske stor udfordring. Religiøse grupper kommer og går, lister med navne nedfældet

det ene år vil have ændret sig året efter, og man kan aldrig være sikker på at få alle med, for de er

ikke registreret nogen steder. Rapportens data er altså helt nye øjebliksbilleder, men afspejler også

den religiøse verdens foranderlighed.

Der skønnes at være omkring 125 muslimske moskeer og foreninger her i landet. 73 af disse er

blevet interviewet, og tallene er derfor repræsentative for hele landet. Lidt over halvdelen af

grupperne har status som godkendt trossamfund. Som det også er gældende globalt, er ni ud af ti

sunnimuslimer, mens resten er shia-, sufi- og alevimuslimer. Hovedstadsområdet samt Aarhus og

Odense kommuner har den største koncentration af moskeer og muslimske foreninger.

Fokus for undersøgelsen har været religiøs fritidsundervisning for børn og unge. At en sådan er

vigtig for børns og unges dannelse og idealer også senere i livet er indlysende. Religiøs

undervisning for børn og unge er også noget, der vægtes højt af de muslimske grupper selv. Hele 83

% af moskeerne og de muslimske foreninger udbyder dette. Den religiøse dannelse og læring sættes

typisk højt som udtryk for at tilegne sig kompetencer til at

være en ”god muslim”. Det er

tilsyneladende heller ikke et fænomen, der har fået mindre relevans. Over halvdelen giver udtryk

for, at undervisningsdeltagelsen har været stigende de sidste par år, hvilket primært kan tilskrives et

stigende antal medlemmer.

Undervisningen foregår mest i weekenden af et par timers varighed. Mens seks ud af ti har

undervisning for voksne, har næsten alle grupperne deltagende børn (5-12 år), og ni ud af ti har

deltagende unge (13-18 år). På baggrund af undersøgelsens tal skønnes der på landsplan at være

omkring 6.300 børn og unge, der ugentligt deltager i en sådan formaliseret undervisning i 100 ud af

de i alt 125 muslimske grupper.

Mens voksenundervisningen lægger op til mere krævende teologiske emner, er det karakteristisk, at

undervisningen for børn er mere praksisorienteret. Mens under halvdelen af moskeerne og

foreningerne underviser i islamisk teologi, underviser ni ud af ti i, hvordan man beder, vasker sig

før bøn, fremsiger trosbekendelsen og fejrer muslimske højtider, altså decideret muslimsk praksis.

Formålet med undervisningen er da også i højere grad relateret til religion i bred forstand end

specifikt til religionens teologi. Den praksis, det er

at lære

om deres tro og religion, er altså langt

højere prioriteret, end fokus på troens teologiske

indhold

. Fokus på praksis og tradition er ganske

typisk for al (også ikke-muslimsk) levende religion. Dogmatik og teologi i bredere forstand kan ses

som en overbygning, som ikke alle deltager i

–

og som naturligt nok ikke er baseret på undervisning

af børn.

At læse og recitere koranen er vigtigt for alle muslimer. Koranen er da også den helt centrale tekst,

som over 80 % af moskeerne og foreningerne anvender som undervisningslitteratur. Typisk læser

man et stykke korantekst, der siden forklares på baggrund af traditionen og den rituelle praksis.

Selvom koranen er oversat til andre sprog, er det blevet del af traditionen at læse denne på det

sprog, den blev skrevet på, nemlig arabisk.

Kundskaber i koranlæsning er en muslimsk tradition, og for at kunne undervise heri kræves en vis

erfaring. En sådan har imamen, og selvom underviseren i også de danske moskeer og foreninger

principielt kan være hvem som helst, er denne i tre fjerdedele af tilfældene en imam.

Mange af imamerne i Danmark er ganske veluddannede. Det gælder ikke mindst de tyrkiske

imamer, der næsten alle er universitetsuddannede, flere endog med en ph.d. Nogle af imamerne er

danske statsborgere, men en del er også udlændinge på forkyndervisum. Dansk Tyrkisk Islamisk

Stiftelse (Diyanet) har den mest systematiske procedure for udsendelse af imamer. Når en af

stiftelsens 30 moskeer og foreninger ønsker en imam, sørger stiftelsen via den tyrkiske ambassade

for, at der fra Tyrkiet bliver sendt en sådan af sted. Da ikke-godkendte trossamfund ikke har

mulighed for at få imamer på forkyndervisum i fire år, vil disse enten være danske statsborgere eller

udlændinge på turistvisum.

Da en del derfor kun er på kortere ophold her i landet, er der også en del, der ikke taler det danske

sprog. Undervisningen vil da ofte også være på andre sprog end dansk. I tyrkiske moskeer vil

sproget således være tyrkisk, i arabiske vil det være arabisk, og i bosniske vil det være bosnisk.

Over halvdelen af de muslimske grupper har sprogundervisning. Foruden undervisning i arabisk

med henblik på at læse koranen er også modersmålsundervisning ganske udbredt. Især i

kulturforeningerne vil undervisningen således være præget af en vis etnisk afgrænsning. Mens

moskeer og foreninger i Danmark ikke som sådan er etableret eller direkte støttet af

oprindelseslandet, har transnationale relationer dertil ofte stor betydning, og flere imamer har rollen

som ”ambassadører” fra dette. At religion er tæt forbundet med kultur og etnicitet

er også en helt

udbredt holdning blandt informanterne fra de muslimske grupper. 80 % af grupperne med

sprogundervisning angav da også, at formålet med undervisningen i det hele taget var forbundet

med kultur, ophav og modersmål. Der er således god grund til at operere med også islam i flertal,

hvor ”tyrkisk-muslimsk”, ”bosnisk-muslimsk” etc. er

forskellige udtryk for en sådan forskellighed.

Ud over sproget følger også andre normer med fra oprindelseslandet. Et aspekt, der ofte fremhæves

i forbindelse med islam i Vesten, er køn og adskillelse mellem kønnene. Hvordan ser det ud i

forbindelse med fritidsundervisningen? 26 % af de adspurgte grupper adskiller piger og drenge i

den religiøse undervisning, med markante etniske og aldersmæssige forskelle. Mens adskillelse ikke

finder sted hos de bosniske grupper, gælder det for 40 % af de somaliske og næsten en tredjedel af

de tyrkiske. I mange moskeer begynder kønsopdelingen først, når ungdommen træder ind. Vender

man tallene om, kan man også sige, at hele 74 % faktisk underviser piger og drenge sammen. Dette

tal er generelt meget højere, end det er tilfældet i kulturer, hvor islam er majoritetsreligion.

At der i Danmark er langt mindre kønsopdeling end i muslimernes oprindelseslande vidner om

religiøse og kulturelle forandringer. Mens der på den ene side i forbindelse med undervisningen er

fokus på det kulturelle og etniske ophav, er der altså også tendenser til at overskride ensidig relation

til disse. Flere af grupperne underviser desuden på dansk, og forholdet til Danmark og det at

opdrage børn og unge til livet i det danske samfund er også et udbredt ideal. Næsten halvdelen

angav læring om Danmark og integration som en del af formålet med undervisningen. Kendskab til

”vestlige forhold” er især sanktioneret hos de tyrkiske imamer, der foruden universitetsuddannelse

inden udsendelse fra Tyrkiet skal have gennemgået et toårigt kursus med emner som demokrati,

ytringsfrihed og samfundsfag.

På samme måde er der også tendenser til trans-etnicitet i fremmødet i de muslimske moskeer. Mens

selve undervisningen og de kulturelle foreninger typisk kun tiltrækker én etnicitet, giver under

halvdelen af respondenterne udtryk for, at der kun kommer én etnicitet i moskeen. Med andre ord

kommer der i mere end halvdelen af de muslimske grupper personer med forskellig etnisk

baggrund. Der er især en tendens til, at de arabiske grupper har flere etniske kombinationer, hvilket

blandt andet skyldes, at mange etniske grupper taler arabisk, der i den arabiske verden er

standardsprog. Det er derfor muligt for f.eks. irakere, marokkanere og somaliere at deltage i samme

fredagsbøn i en moske, hvor al kommunikation foregår på arabisk. Især større og ikke mindst

velorganiserede moskeer og foreninger lægger op til en sådan trans-etnicitet.

Ligesom det ses andre steder i verden, er det også herhjemme på længere sigt plausibelt at forestille

sig en forskydning af religionens og etnicitetens rolle og funktion. Religion og etnicitet er levende

størrelser, der fortløbende formes, omtolkes og konstrueres i mødet med andre. Nogle gange får de

fornyet betydning, men mest udbredt er det, at oprindelseslandets kultur og sprog i en anden

kontekst får mindre essentiel betydning. Stigende trans-etnicitet kunne således være et tegn på

mindre adskillelse fra andre. Den religiøse undervisning for muslimske børn og unge er derfor

indbegrebet af megen minoritetskultur i Danmark. På den ene side er den kulturelle bevidsthed og

den etnisk baserede religiøse tradition med stærke bånd til oprindelseskulturen en vigtig baggrund

for undervisningen. På den anden side udfordres denne i mødet med majoritetskulturen til også at

integrere religion og identitet på tværs af kultur og etnicitet.

2 A fgrænsning, definitioner og metode

For at man kan undersøge og kortlægge koranskoler og religiøs fritidsundervisning blandt de

muslimske trossamfund og grupper i Danmark, er definitioner og afgrænsninger af væsentlige

begreber nødvendigt. Dette er nødvendigt både fra et internt forskningsperspektiv, og fordi

anvendelsen af sådanne begreber hos både brugere og i den offentlige debat ofte er løst definerede

og kontekstuelt baserede. Dette gælder ikke mindst

koranskole

religiøs

fritidsundervisning

, idet

specielt ”koranskole” ofte tillægges en negativ betydning

i medierne og den offentlige debat.

Følgende begrebsafgrænsning tager udgangspunkt i forskningen i disse emner og vil i forbindelse

med analysen også inkludere informanternes og gruppernes selvforståelse af samme.

2.1 Definition af

koranskole

religiøs

fritidsundervisning

Der findes ingen systematiske undersøgelser af religiøs fritidsundervisning og koranskoler blandt de

muslimske grupper i Danmark. Begge begreber er dog på forskellig vis i både Danmark og

internationalt blevet berørt i flere teoretiske og metodiske fremstillinger.

Selvom fokus for Jørgen Bæk Simonsen i bogen

Islam i Danmark

fra 1990 ikke er religiøs

undervisning, bliver emnet koranskoler og muslimske friskoler dog berørt i forbindelse med

kortlægningen af de muslimske institutioner i Danmark. Ifølge denne undersøgelse havde alle

moskeer, der var lokaliseret i forbindelse med projektet, koranundervisning for børn, oftest i

forbindelse med deciderede koranskoler. Dette giver et antal på omkring 45 koranskoler i Danmark

i 1990 (Simonsen 1990, 134-143). Koranskolernes primære opgave beskrives her

som ”…

at gøre

det muligt for den enkelte elev at leve et liv i overensstemmelse med de religiøse forskrifter” (ibid.

134), og ifølge forfatteren lægges der i koranskolerne særligt vægt på undervisning i koranen

suppleret med undervisning i andre religiøse skrifter som

sunna

hadith

, mens der lægges mindre

vægt på undervisning i decideret islamisk teologi (ibid. 135).

Lene Kühle definerer kort koranskole i bogen

Moskeer i Danmark

som nogenlunde

svarende ”…

til

en søndagsskole i den forstand, at der som oftest vil være undervisning på mindre hold to-tre timer

hver lørdag eller søndag i nogle få år

…” (Kühle 2006,

45). Ydermere diskuterer Karen-Lise

Johansen kort koranskolerne i Danmark i bogen

Musli

ske ste

, hvor der lægges vægt på, at

disse ofte har været centreret omkring undervisning med udpræget fokus på koranrecitation og

udenadslære af koranen. Motivationen fra forældrenes side for at sende deres børn i koranskole har

ifølge Johansen derimod ikke altid været religiøst begrundet. Undervisningen er snarere set som en

mulighed for at sikre, at børnene introduceres til traditioner fra forældrenes hjemland (Johansen

2002, 37).

I udenlandsk perspektiv definerer Brigitte Maréchal i artiklen

”Modalities

of Islamic Instruction”

koranskoler som undervisning, oftest i forbindelse med en moske, men også i muslimske foreninger

eller i private hjem. Undervisningen udføres som regel af frivillige eller af den lokale imam, er ofte

centreret omkring børn på 6-12 år og foregår om eftermiddagen, aftenen eller i weekenden.

Undervisningen er som regel baseret på koranrecitation, udenadslære af koranen og på at lære det

arabiske sprog (Maréchal 2003, 29). Det nævnes ydermere, at religiøs undervisning ofte bliver brugt

til at overføre kulturel arv. Ligesom Johansen påpegede, er motivet for at lade børn deltage i religiøs

undervisning fra forældres side ofte kulturelt begrundet og ikke kun religiøst (ibid. 26-27).

I bogen

Educational

trategies

among Musli

the

Context of Globalization

af Holger Daun og

Geoffrey Walford beskrives det, at koranskoler, både i den mellemøstlige verden og i det vestlige

Europa, typisk ikke har en formel struktur. Årsagen til dette er, at de traditionelt ikke har været

organiseret af staten, men derimod af muslimske foreninger, moskeer eller medlemmer af

lokalsamfundet. Undervisningen mangler ofte organisatorisk og formel struktur; der gives

eksempelvis ikke karakterer eller følges et bestemt pensum, og ofte undervises børn på forskellige

aldre sammen. Et vist organisatorisk element er til stede, da koranskolernes primære funktion er at

undervise børn i koranen (med fokus på

tajwid

)

samt i et vist omfang

sharia

og muslimsk praksis

og skikke. Selvom mange elever i koranskoler lærer dele af koranen udenad, så er det de færreste,

der beskæftiger sig med decideret eksegese af teksten eller rent faktisk forstår meningen med, hvad

de lærer (Daun et al. 2004, 18-19).

Ud fra ovenstående defineres koranskole og religiøs fritidsundervisning blandt unge muslimer i

Danmark som den aktivitet, hvor en forsamling af børn og unge (5-18 år) regelmæssigt i fritiden

bliver undervist i religiøst materiale eller i det arabiske sprog med henblik på at kunne læse koranen

på originalsproget samt at lære muslimsk praksis og teologi.

Koranskole og religiøs fritidsundervisning bruges synonymt igennem rapporten, men termen

religiøs fritidsundervisning er dog den foretrukne, da denne dels blev brugt til dataindsamlingen og

Tajwid

er recitation af koranen med vægt på korrekt og smuk udtale.

dels vurderes til at være mest dækkende, hvad angår undersøgelsens fokus. I afsnit 4.3 vil det kort

blive diskuteret,

hvorfor betegnelsen ”religiøs fritidsundervisning” var at foretrække frem for

betegnelsen ”koranskole”.

2.2 Afgrænsning af undersøgelsen og kortlægningen

Undersøgelsen er afgrænset til børn og unge mellem 5 og 18 år. Baggrunden for den nedre

aldersgrænse er, at 5-6-årsalderen traditionelt set er det tidspunkt, hvor muslimske børn begynder

deres religiøse undervisning (Kühle 2006, 45; Simonsen 1990, 134; Maréchal 2003, 29). Da denne

undersøgelse vil kortlægge religiøs fritidsundervisning blandt børn og unge, sættes den øvre

aldersgrænse til 18 år.

Undersøgelsen er afgrænset til religiøs

fritid

sundervisning, altså undervisning, der foregår i fritiden,

primært eftermiddage, aftener eller weekender. Hvad angår kortlægningen blandt de muslimske

friskoler betyder dette, at undervisningen skal foregå ud over den normale skoletid og ikke være

inkluderet i det almindelige pensum for folkeskoler og friskoler.

Undersøgelsen afgrænses endvidere til religiøs fritids

undervisning

. Dette betyder, at kun

undervisning, hvor der er en decideret underviser til stede, vil blive inkluderet i undersøgelsen.

Undervisernes kvalifikationer, autoritet og uddannelsesmæssige baggrund vil i forbindelse hermed

da også være en del af kortlægningen. En vis organisatorisk og strukturel opbygning, hvad f.eks.

undervisningsmateriale

undersøgelse.

Undersøgelsen er afgrænset til

religiøs

fritidsundervisning. Undervisningen skal have en vis religiøs

karakter med eksempelvis religiøst undervisningsmateriale (

koran

hadith

sunna

), brug af

undervisningsformer med religiøs karakter (

tajwid

tafsir

) samt decideret undervisning i islam

(hvilket inkluderer muslimske skikke, praksis, ritualer, teologi og ideologi). Umiddelbart er der i

denne rapport en klar distinktion mellem undervisning af religiøs karakter og undervisning i

kulturelle, nationale eller etniske tilhørsforhold (f.eks. modersmålsundervisning); dog er begge

undervisningsformer taget med i undersøgelsen, dels for at sikre, at al undervisning blev kortlagt,

og dels, fordi kulturel og religiøs undervisning ofte overlapper blandt de muslimske grupper i

undervisningsmetoder

angår,

vil

ligeledes

være

forudsat.

Onlineundervisning samt studiegrupper uden en decideret underviser er ikke inkluderet i denne

Danmark. Specielt i forbindelse hvad definitionen af religiøs undervisning angår, vil gruppens egen

definition og selvforståelse af religiøs undervisning og koranskole være relevant.

Det antages, at en betragtelig del af undervisningen i koranskolerne er centreret omkring

sprogundervisning. Sprogundervisning vil blive medtaget som værende religiøs undervisning, hvis

denne har et religiøst præg eller et religiøst formål, som inkluderer f.eks. undervisning i arabisk med

det formål at kunne læse koranen på originalsproget. Vi har derfor også valgt at kortlægge

udbredelsen af sprogundervisning blandt de muslimske grupper, fordi denne undervisning i nogle

tilfælde kan have et religiøst formål.

De muslimske friskoler medtages i undersøgelsen i det omfang, de har religiøs fritidsundervisning,

altså undervisning ud over den normale skolegang. Igen skal denne undervisning have et religiøst

præg (jf. tidligere definition af religiøs undervisning) for at inkluderes i undersøgelsen.

Undersøgelsen og kortlægningen inkluderer både godkendte muslimske trossamfund og ikke-

godkendte muslimske grupper i Danmark.

Det vurderes, at religiøs fritidsundervisning blandt de muslimske grupper i Danmark også eksisterer

i mere private rammer end den undervisning, der finder sted i moskeerne og de muslimske

foreninger. Således havde denne undersøgelse oprindeligt som udgangspunkt at kortlægge ikke kun

de mere officielle undervisningsudbud, men også mere private og ikke-institutionaliserede udbud,

altså religiøs undervisning, der f.eks. foregår i private hjem. I de indledende faser blev det dog klart,

at det grundet undersøgelsens forholdsvis korte tidsperspektiv ikke var muligt at kortlægge den

private religiøse undervisning. Derfor blev dette aspekt fravalgt, og fokus blev udelukkende på

mere organiserede, offentlige og institutionaliserede undervisningstilbud.

2.3 Definition af relevante begreber.

I forskning om religion og religiøsitet blandt etniske minoriteter er begreber som etnicitet, kultur og

religion af stor betydning. Det samme er gældende i dette projekt, og derfor er det relevant at

definere og afgrænse disse begreber her.

Både ”kultur” og ”religion” er overordentligt komplekse og svært definerbare begreber –

hvilket

også det empiriske materiale i undersøgelsen gav udtryk for. Mens kultur kan forstås som et givent

samfunds fælles, normative symboler, skikke og værdier, adskiller religion sig ved at have en trans-

empirisk dimension, udtrykt ved f.eks. kommunikation med Gud (eller andre metafysiske væsener

og principper).

Mens der ofte vil være en glidende overgang mellem kultur og religion (ikke mindst hos de

religiøses egenforståelse), skelnes der analytisk i denne rapport mellem begreberne i det omfang,

det i forbindelse med undervisning er relevant. Kulturel undervisning vil således inkludere

undervisning, der er karakteriseret af kulturelle aspekter som f.eks. modersmålsundervisning samt

undervisning i skikke og traditioner fra det oprindelige hjemland. Religiøs undervisning derimod

karakteriseres som undervisning, der er kendetegnet af en religiøs karakter, altså undervisning i

f.eks. koranen, muslimsk praksis eller islamisk teologi; eller undervisning, der har en religiøs

dimension, f.eks. sprogundervisning i arabisk med det formål at kunne læse koranen på

originalsproget.

Etnicitet er et af denne rapports primære temaer, og derfor inkluderer dette afsnit en definition af

etnicitet og en kort oversigt over begrebets opståen. Denne definition af etnicitet blev brugt som

udgangspunkt under indsamlingen af data og vil i den senere analyse blive diskuteret, da de

empiriske data viste sig at sætte spørgsmålstegn ved den forholdsvis afgrænsende og ekskluderende

opfattelse og definition af etnicitet og etniske grupper, som vi oprindeligt havde arbejdet med.

Etnicitet

overlapper i brug og betydning ofte med ”kultur”, men forstås her som den subjektive

identitetstilegnelse og medlemskabet af en etnisk gruppe, typisk defineret ved grænsedragning til

andre grupper.

Kultur opfattes i denne rapport som en given gruppes (skiftende og dynamiske, bevidste og

ubevidste, kanoniserede og ad hoc definerede) normer, værdier og skikke, og derfor kan kultur

dække enten hele den danske befolkning eller bare en isoleret del af denne. På samme måde

opererer rapporten med en opdeling i etniske grupperinger, der ikke nødvendigvis har med kultur at

gøre. Etnicitet forstås således som bevidsthed om en fælles identitet samt afgrænsning til (andre)

etniske grupper. Der lægges således vægt på forskellighed i vægtning af religion, race, sprog etc.,

men ikke nødvendigvis i bevidsthed om at tilhøre samme kultur og samfund. I denne rapport

defineres etnicitet derfor som det paraplybegreb, den ramme og det instrument, hvormed

afgrænsninger (kulturelle, religiøse, sproglige etc.) konstrueres og praktiseres.

Vigtigst i forbindelse med både etnicitetsbegrebet og kulturbegrebet er at forstå, at disse ikke er

fastsatte kategorier, men snarere flydende entiteter, der ændrer sig ud fra og tilpasser sig kontekst.

En bevidsthed om, at etnicitet er kontekstafhængig, er specielt vigtig i kombination med migration;

når konteksten forandres, skal etniciteten (gen)forhandles.

De overordnede etniske kategorier brugt i rapporten skal derfor ikke forstås som fastlagte

kategorier, men nærmere som en videnskabelig konstruktion brugt til at undersøge, hvordan etniske

elementer konstrueres og forhandles. Således bruges f.eks. betegnelsen

tyrkisk

til at betegne

danskere med tyrkisk baggrund og betegnelsen

tyrkisk

moske

til at betegne en moske, hvor

hovedparten af medlemmerne har en tyrkisk baggrund eller tilhørsforhold, eller hvor bestyrelsen i

moskeen primært har en tyrkisk baggrund. Dette gør sig også gældende for de andre etniske

kategorier.

De overordnede etniske kategorier brugt i rapporten er tyrkisk, bosnisk, arabisk,

somalisk

andet

–

dette dels ud fra en vurdering af, at disse overordnede etniske kategorier er de primære

grupperinger inden for muslimske samfund i Danmark; dels for at have nogle overordnede

kategorier at typologisere de indsamlede data ud fra.

Ydermere gøres der opmærksom på, at hovedparten af de indvandrere med muslimsk baggrund, der

danner rammen for denne undersøgelse, er danske statsborgere. Deres nationalitet er således dansk,

mens deres etniske og kulturelle baggrund er en anden end dansk.

2.4 Godkendte trossamfund og ikke-godkendte grupper i Danmark

Med reformationen i 1536 blev den ”nye” kristendom, den evangeliske lutherske

kirke

(folkekirken), den eneste lovlige i Danmark, og med Grundloven i 1849 blev dens særstatus som

specielt understøttet af staten stadfæstet. Den danske folkekirkes tætte forhold til staten kommer til

udtryk på forskellige niveauer, både juridisk, økonomisk og politisk. Men Grundloven legitimerede

samtidig den religionsfrihed, der også kendetegner religion i Danmark. ”Afvigende trossamfund”

Den arabiske kategori inkluderer danskere med arabisktalende baggrunde som f.eks. personer med ophav i lande som Egypten,

Marokko, Tunesien, Yemen, Jordan, Kuwait, Libyen, Libanon, Algeriet, Irak, Syrien og Saudi-Arabien.

Selvom

Somalia også har arabisk som officielt sprog, har vi i rapporten og analysen valgt at have somalisk som en særskilt etnisk

kategori.

Denne

kategori inkluderer personer med iransk, afghansk, albansk, serbisk og pakistansk baggrund samt etniske danskere.

blev (og bliver) set i forhold til den

”normale” majoritetsreligion

og har ikke samme privilegerede

status som Den Danske Folkekirke. Men allerede i 1682 blev den katolske kirke, den reformerte

kirke og Mosaisk Trossamfund anerkendt som gyldige religiøse organisationer, og tallet har siden

da været støt stigende.

Der er i Danmark to typer trossamfund:

de ”anerkendte” og de ”godkendte”. Forskellene mellem de

to er primært historiske. Et anerkendt trossamfund er en religiøse organisation, der inden 1969 fik

status som sådan. Med ægteskabsloven i 1969 blev det vedtaget, at præster inden for andre

trossamfund kunne få bemyndigelse til at udføre vielser med borgerlig gyldighed. Disse blev blot

betegnet ”trossamfund med vielsesbemyndigelse”, men fra 1998 blev den fælles betegnelse

”godkendte trossamfund” anvendt om alle de trossamfund, der har vielsesbemyndigelse

erkendelsen af, at ”trossamfunds behov netop er videre end blot vielsesbemyndigelsen”.

Ud over muligheden for at ansøge om skattefradrag for bidrag til trossamfund hos Skatteministeriet,

er de direkte økonomiske gevinster ved at få status som godkendt trossamfund undtagelse fra

selskabsskat, fondsbeskatning, ejendomsskat og arveafgift.

Foruden vielsesbemyndigelsen er der

med en sådan status dog mulighed for at søge om tilladelse til at oprette egen gravplads, ligesom der

også er lempeligere regler for opholdstilladelser til religiøse specialister (præster, munke, imamer).

Dette er det såkaldte ”forkyndervisum”, som giver religiøse forkyndere opholdstilladelse i Danmark

i maksimalt fire år. For mange religioner og religiøse minoriteter er det dog ”blåstemplet” som

”rigtig religion”, der synes at være den primære motivation til at opnå status som godkendt

trossamfund.

I dag er der uden for Den Danske Folkekirke 104 godkendte trossamfund, dækkende over 600-700

menigheder, fordelt på henholdsvis kristne og kristendoms-inspirerede, jødiske, islamiske og islam-

inspirerede, buddhistiske, hinduistiske og hinduistisk samt øvrige trossamfund og menigheder.

Kategorien

ikke-godkendte

trossa

fund

dækker over de muslimske foreninger og organisationer,

der ikke har ansøgt om godkendelse som trossamfund i Danmark. Her gøres der også opmærksom

på, at kategorien ikke skal forstås som en normativ vurdering af en muslimsk gruppes religiøsitet

Lisbet Christoffersens artikel ”Ved Lov?”,

Ugeskrift

for

Retsvæsen

1998, p. 508. Se desuden ”begrebsforklaring”

(http://teo.au.dk/csr/relaarbog10/mvnbegr) samt yderligere beskrivelse af anerkendte/godkendte trossamfund

(http://teo.au.dk/csr/relaarbog09/rdp) på Center for SamtidsReligions hjemmeside.

http://www.familiestyrelsen.dk/fileadmin/user_upload/Trossamfund/Vejledende_retningslinjer_trossamfund.pdf

For yderlig information, tal, statistik og artikler, se Center for SamtidsReligions hjemmeside om Religion i Danmark:

http://teo.au.dk/csr/religionidanmark eller Familiestyrelsens hjemmeside http://www.familiestyrelsen.dk/samliv/trossamfund.

eller dens status i det danske samfund, men derimod som en deskriptiv kategori, der er medtaget for

bedre at kunne typologisere de muslimske foreninger, der er del af undersøgelsen.

2.5 Moske og muslimsk forening

Forskellen på betegnelserne ”moske” og ”muslimsk forening” er essentiel, da disse termer bliver

brugt igennem hele rapporten.

Betegnelsen ”moske” lægger

sig i denne rapport tæt op ad Lene Kühles definition af begrebet, hvor

en moske betegnes som ”…

et sted, hvor der mindst en gang om ugen foregår offentlig

salat

(betegnelse for de fem daglige muslimske tidebønner)” (Kühle

2006, 5). Her er det også vigtigt at

tilføje, at danske moskeer for det meste ikke ligner traditionelle moskeer, men ofte er indrettet til

formålet i huse, kælderarealer eller gamle lagerbygninger. Indvendig er de fleste danske moskeer

dog indrettet som traditionelle moskeer med markeringer af bederetning på gulvtæppet, bedeniche

(

mihrab

), prædikestol (

inbar

) samt ure og kalendere, der markerer bedetider. En moske i denne

rapport forstås således som et muslimsk bedested, hvor bøn og andre religiøse ritualer foregår

offentligt samt nogenlunde organiseret og jævnligt.

En ”muslimsk forening” defineres som en forening, hvor personer med muslimsk baggrund mødes

nogenlunde organiseret og jævnligt, men hvor bøn og andre religiøse ritualer ikke er det centrale.

Derimod er de muslimske foreninger, som nogle gange betegnes om kulturforeninger, defineret af

aktiviteter, der ikke er udpræget religiøse, men derimod kulturelle eller sociale

–

aktiviteter som

f.eks. fodboldkampe, lektiehjælp og foredrag. Hvad der gør

en ”muslimsk forening” muslimsk,

de personer, der kommer i foreningens, religiøse baggrund og ikke foreningens primære formål

eller organisation.

I mange tilfælde vil en muslimsk forening have en moske tilknyttet, således at foreningen

organisatorisk er delt op i en religiøs afdeling (moskeen) og en kulturel og social afdeling

(foreningen). For at afdække, hvorvidt en given forening kun fungerede som forening, eller om den

også havde en moske tilknyttet, inkluderede vores interviewguide et spørgsmål om organisation og

om, hvorvidt foreningen både omfattede en kulturel forening og en moske.

Igennem rapporten bruges termen ”moske og

muslimsk

forening” således som en fælles betegnelse

for både moskeer, muslimske foreninger samt for de tilfælde, hvor der både er moske og

kulturforening tilknyttet den samme gruppe.

2.6 Metode

Dette afsnit vil kort skitsere den metode, som blev anvendt i undersøgelsen, mens en detaljeret

fremstilling af både metode, metodiske overvejelser og problematikker foreligger i appendiks 7.1.

Undersøgelsen har anvendt både kvalitative og kvantitative metoder. Fokus i undersøgelsen var på

faktuelle oplysninger som oprettelsesår for undervisning, antal af deltagerne i undervisning og

udbredelse af undervisning, men mere kvalitative aspekter var også inddraget, f.eks. i forbindelse

med deltagerobservation og kvalitative interviews i moskeerne og foreningerne.

De indledende faser i projektet inkluderede blandt andet afgrænsninger, typologiseringer og

udarbejdelser af lister over muslimske grupper i Danmark samt kontaktinformation på disse.

Indledningsvist blev interviewguides udarbejdet til et kort pilotprojekt, som søgte at få afgrænset og

formuleret både overordnede definitioner af begreber og gruppernes egne forståelser af relevante

termer.

Selve dataindsamlingen foregik primært gennem telefoninterviews foruden enkelte kvalitative

interviews i moskeerne og deltagerobservation. Ved både telefoninterviews og kvalitative

interviews blev en bred repræsentativitet vægtet, hvad angår generelle aspekter som etnicitet,

religiøs overbevisning, status som trossamfund samt geografi.

Interviewguiden blev sendt per e-mail til de moskeer og foreninger, som enten ikke kunne kontaktes

telefonisk, eller som kun ønskede at svare per e-mail.

Indsamlingen af data forløb over en periode på i alt tre måneder, hvor en projektmedarbejder og fire

studentermedhjælpere forsøgte at kontakte og interviewe så mange moskeer, muslimske foreninger

og muslimske friskoler som muligt.

Efter dataindsamlingen blev interviewene kodet, og programmet SPSS (Statistical Package for the

Social Sciences) blev brugt til databearbejdelse og analyse. En generel oversigt over

dataindsamlingen følger i sektion 3.

3 Data

Det følgende afsnit er en oversigt over de muslimske trossamfund, moskeer og foreninger, der har

været en del af kortlægningen. Ud fra undersøgelsens kortlægning vurderes det, at der på

nuværende tidspunkt er omkring 125 muslimske grupper

–

både moskeer og foreninger

–

Danmark. Vi har været i kontakt med i alt 73 af disse gennem en periode på tre måneder.

Ud over at være en kortlægning af undervisningen blandt de muslimske grupper i Danmark er

undersøgelsen således også en opdateret kortlægning af de muslimske grupper i Danmark. Mens de

godkendte trossamfund i Danmark løbende bliver kortlagt, dels på Familiestyrelsens hjemmeside og

dels med udgivelsen af e-årbogen

Religion i Danmark

ved Center for Samtidsreligion, har de ikke-

godkendte muslimske grupper i Danmark ikke været del af et større kortlægningsprojekt siden 2005

med Lene Kühles bog om moskeer i Danmark. Derfor er dette afsnit ikke kun en fremstilling af

data, der er nødvendige for omfanget af denne undersøgelse, men også en præsentation af den

nuværende, demografiske situation og et værdigfuldt øjebliksbillede af det muslimske landskab i

Danmark.

Som nævnt i forordet har vi i denne rapport valgt ikke at nævne hverken personer eller foreninger

med navn, adresse eller anden identificerende information. Hver forening eller moske bliver

derimod klassificeret og identificeret ud fra tre kriterier: deres status som trossamfund, det

overordnede etniske tilhørsforhold og den geografiske placering.

3.1 Godkendte muslimske trossamfund i Danmark

Vi har gennemført interviews med i alt 38 ud af 63 eksisterende godkendte muslimske

trossamfund,

altså med en svarprocent på 60 % i denne gruppe. Fem af disse interviews har

været kvalitative interviews i moskeerne, mens de resterende har været telefoninterviews

eller svar per e-mail.

To godkendte muslimske trossamfund har ikke villet deltage i undersøgelsen.

Siden indsamlingen og bearbejdelsen af data fandt sted fra september 2010 til januar 2011, har to af de ikke-godkendte muslimske

grupper i Danmark ansøgt og fået status som godkendte trossamfund. Disse er dog kategoriseret som ikke-godkendte trossamfund i

denne rapport.

Otte godkendte trossamfund har fået tilsendt spørgsmål og interviewguide per e-mail, enten

fordi de ikke ville interviewes over telefonen, eller fordi et telefonnummer ikke kunne

identificeres. Ingen af disse har svaret på e-mailene, på trods af at vi har sendt rykkere ud til

dem to gange. Disse trossamfund har også fået tilsendt et brev med spørgsmål.

I ét tilfælde var det ikke muligt at udføre et telefoninterview på grund af sprogproblemer.

Der var tale om en forholdsvis lille moske, hvor der hverken blev talt dansk eller engelsk,

men derimod urdu. Et brev med en arabisk oversættelse af spørgsmålene blev ikke besvaret.

14 godkendte muslimske trossamfund har vi ikke har kunnet etablere kontakt til, enten på

grund af manglende telefonnumre, telefonnumre, der ikke virker, eller telefoner, der bare

ikke bliver taget.

23 breve er sendt ud, henholdsvis til de otte trossamfund, som ikke har svaret på e-mailene,

den ene moske, hvor vi på grund af sprogproblemer ikke kunne gennemføre et interview, og

de 14 trossamfund, hvor det ikke har været muligt at få kontakt over telefonen. Ingen har

svaret på disse breve.

Etnicitet og religiøst tilhørsforhold

blandt de 38 interviewede godkendte trossamfund fordeler sig

som følgende:

20 tyrkiske moskeer og foreninger

fire bosniske moskeer og foreninger

otte arabiske (og/eller pakistanske) moskeer og foreninger

tre aleviforeninger

tre shiamuslimske moskeer (overvejende arabisk og pakistansk).

Geografisk er de interviewede godkendte trossamfund fordelt således:

17 moskeer og muslimske foreninger ligger i Københavnsområdet.

Seks ligger på Sjælland.

Når andet ikke er nævnt, er moskeen eller foreningen sunnimuslimsk.

Ud af disse 20 er 19 del af Diyanet (Dansk-Tyrkisk Islamisk Stiftelse).

Fire ligger på Fyn.

11 ligger i Jylland.

3.2 Muslimske foreninger, der ikke er godkendte trossamfund i Danmark

Vi har gennemført interviews med i alt 34 ud af 62

ikke-godkendte muslimske grupper og

foreninger i Danmark, altså en svarprocent på 55 %. To af disse interviews har været

kvalitative interviews i selve foreningerne, mens de resterende har været enten

telefoninterviews eller svar per e-mail.

Én forening har ikke villet deltage i undersøgelsen.

Ni foreninger har fået tilsendt spørgsmål per e-mail, enten fordi de ikke ville interviewes

over telefonen, eller fordi vi ikke har kunnet lokalisere et telefonnummer. Ingen har svaret

på disse e-mails.

21 foreninger har vi ikke kunnet etablere kontakt til, enten på grund af manglende

telefonnumre, telefonnumre, der ikke virker, eller telefoner, der ikke bliver taget.

28 breve blev sendt ud til de foreninger, hvor vi ikke har kunnet etablere kontakt per e-mail

eller telefon. Ingen har svaret på disse breve.

Etnicitet og religiøst tilhørsforhold blandt de 34 interviewede ikke-godkendte muslimske foreninger

fordeler sig således:

seks tyrkiske foreninger

Dette antal af ikke-godkendte muslimske foreninger er et estimeret antal lavet ud fra allerede eksisterende data over muslimske

foreninger i Danmark samt en opdatering af data. Da vi startede undersøgelsen, var udgangspunktet en liste med 82 ikke-godkendte

muslimske moskeer og foreninger lavet ud fra data indsamlet i 2004/2005. Ud af antallet på 82 muslimske foreninger fandt vi

igennem undersøgelsen ud af, at 18 ikke eksisterer længere

–

dette som følge af konfirmation fra forskellige kontaktpersoner og som

følge af breve, der er kommet retur, fordi moskeen eller foreningen ikke længere eksisterer på adressen, og en ny adresse ikke findes.

fire bosniske foreninger

14 arabiske foreninger

seks somaliske foreninger

to afghanske foreninger (der i analysen hører under den etniske kategori ”andet”)

en shiaforening (overvejende arabisk og pakistank)

en sufiforening.

Geografisk er de interviewede ikke-godkendte muslimske foreninger og organisationer fordelt

således:

11 ligger i Københavnsområdet.

Fire ligger på Sjælland.

Fire ligger på Fyn.

15 ligger i Jylland.

3.3 De muslimske friskoler

Ud af 21 registrerede muslimske friskoler

har vi gennemført telefoninterviews med 19,

dvs. en svarprocent på 90 %.

To ud af de 21 friskoler foretrak af få tilsendt spørgsmålene per e-mail i stedet for at blive

interviewet over telefonen. Der er dog ikke blevet svaret på de tilsendte e-mails.

De indsamlede data antages at være nogenlunde repræsentative, dels fordi mere end halvdelen (62

%) af de muslimske grupper i Danmark er del af undersøgelsen, dels og ydermere fordi

distributionen af etnicitet, religiøs overbevisning og status som trossamfund er i overensstemmelse

med den aktuelle situation i Danmark.

Dette afsnit har søgt at give en generel præsentation og typologisering af de indsamlede data, som

er vigtige for den analyse, som næste afsnit vil beskæftige sig med.

Listen over registrerede muslimske friskoler er lavet på baggrund af http://www.friskoler.dk og Annette Haaber Ihles bog

Magt,

edborgerskab

muslim

ske friskoler

i Danmark

fra 2007.

4 A nalyse

Analysen vil være opbygget over forskellige temaer. Temaerne er valgt ud fra en vurdering af, at

disse er centrale for kortlægningen. Hvert tema vil inkludere den relevante empiri samt analyse,

kategorisering og perspektiveringer af det pågældende tema.

I analysen henvises der til de forskellige interviews med betegnelsen ID og et nummer. Hvert ID-

nummer refererer således til et bestemt interview. En oversigt over, hvilke interviews ID-numrene

henviser til, kan ses i appendiks 7.3.

4.1 Generel statistik over interviewede grupper

Dette afsnit vil give et generelt billede af de moskeer og muslimske foreninger, der er blevet

interviewet til undersøgelsen. Dette inkluderer religiøst tilhørsforhold, status som godkendt eller

ikke-godkendt trossamfund, geografisk placering og etableringsår. Et andet formål med afsnittet er

at påvise undersøgelsens repræsentativitet, hvad angår hele den muslimske befolkning i Danmark.

Tabel 1. Religiøst

tilhørsforhold

(i procent, n=70)

Sunni

Shia

Sufi

A levi

Total

100

Som tabel 1 viser, var hovedparten af de interviewede grupper sunnimuslimer. Det høje antal, ni ud

af ti, er et udtryk for den aktuelle fordeling af religiøst tilhørsforhold blandt både muslimer i

Danmark og globalt. På verdensplan regnes omkring 90 % af muslimer som værende

sunnimuslimer, mens 10 % er shiamuslimer. Denne opdeling ses også afspejlet i Danmark, hvor

godt 85 % er sunnimuslimer og de resterende 15 % enten shiamuslimer eller alevimuslimer (Kühle

2006, 43). Det religiøse tilhørsforhold blandt de interviewede moskeer og foreninger er således

repræsentativt i forhold til den generelle fordeling af religiøst tilhørsforhold blandt muslimer i

Danmark.

De interviewede moskeer og foreningers status som trossamfund ses i tabel 2, hvor lidt over

halvdelen af de interviewede grupper er godkendte trossamfund i Danmark.

Tabel 2.

tatus so

trossa

fund

(i procent, n=72).

Godkendt

trossamfund

I k ke-godkendt gruppe

100

Total

Fordelingen af godkendte muslimske trossamfund og ikke-godkendte muslimske grupper i

undersøgelsen er repræsentativ for den faktiske fordeling i Danmark. Som vist i sektion 3 er der 63

godkendte muslimske trosamfund og 62 ikke-godkendte muslimske grupper i Danmark, og

undersøgelsen afspejler derfor den faktiske fordeling.

Hvordan de kortlagte moskeer og foreninger er fordelt geografisk landet over fremgår af næste

tabel.

Tabel 3. Geografisk

fordeling

(i procent, n=73)

K øbenhavn

Sjælland

F yn

Jylland

Total

101

Moskeerne og de muslimske foreninger er fordelt ud over det meste af landet, dog med størst

koncentration i hovedstadsområdet og i de større provinsbyer som Odense og Århus. Flertallet af

Sunnimuslimer har forskellige etniske baggrunde, inklusiv tyrkisk, bosnisk, arabisk og somalisk. Shiamuslimer tæller også

forskellige etniske baggrunde, ofte irakisk, iransk, afghansk, libanesisk og pakistansk. Alevimuslimer er primært tyrkere.

indvandrere og efterkommere bor således også i København, Århus og Odense kommuner og i de

Københavnske vestegnskommuner (ibid. 67).

Tabel 4. Foreninger/moskeer

bestem

etniciteter

i relation

til

geografisk placering (i procent)

T yr kisk

(n=30)

Bosnisk

(n=15)

Somalisk

(n=15)

A rabisk

(n=33)

A ndet

(n=34)

K øbenhavn

Sjælland

F yn

Jylland

Total

100

101

Tabellen ovenfor viser moskeer og foreninger med bestemt etnicitet i relation til den geografiske

placering. Tabellen viser, at over halvdelen af de bosniske og somaliske moskeer og foreninger

ligger i Jylland, mens de tyrkiske og arabiske er mere ligeligt spredt over hele Danmark. Over

halvdelen inden

for kategorien ”andet” er placeret i København –

dette, fordi kategorien inkluderer

pakistanere, som primært bor i Københavnsområdet.

Af yderlig generel statistik kan nævnes, at de interviewede moskeer og foreninger er etableret

mellem 1968 og 2008 med størstedelen etableret i 1980’erne og 1990’erne. 62 % af moskeerne og

foreningerne er del af en større organisation. For de tyrkiske moskeer er dette hovedsageligt

Diyanet (Dansk-Tyrkisk Islamisk Stiftelse), de bosniske moskeer er ofte del af Det Islamiske

Trossamfund af Bosniakker i Danmark, og alle aleviforeninger tilhører Det Danske Fællesskab af

Alevi-Muslimer i Danmark. Idara Minhaj ul-Quran, en privat pakistansk muslimsk organisation, der

har været aktiv i Danmark siden 1980’erne, har fire afdelinger i Danmark fordelt på Sjælland og

Fyn.

4.2 Etnicitet

Allerede i de indledende faser af dataindsamlingen blev det klart, at de muslimske foreninger og

moskeer ikke er så stringent opdelt efter etnicitet som først antaget. Etnicitet blev derfor et

gennemgående tema i analysen af de indsamlende data, da etnicitetsbegrebet både bliver brugt som

en enhed til at kategorisere de forskellige foreninger og moskeer, hvad undervisning angår, og som

et tema, der perspektiverer de indsamlede data.

Tabel 5. Fordeling af

etnicitet

(i procent, n=71)

T yr kisk

Bosnisk

Somalisk

A rabisk

A ndet

Total

179

Tabellen afspejler, at den etniske sammensætning i moskeerne og foreningerne ikke er

karakteriseret af én bestemt etnicitet. Det totale tal overstiger 100 %, hvilket viser, at der i mange

moskeer og foreninger kommer mere end én etnicitet. Eksempelvis viser tabellen, at der i 42 % af

moskeerne og foreningerne kommer tyrkere, men i mange tilfælde kommer der også muslimer med

anden etnisk baggrund end tyrkisk. Det samme gælder for de resterende kategorier. Ud fra denne

tabel er det klart, at tyrkisk, arabisk og ”andet” er de mest fremtrædende etniske kategorier i vores

undersøgelse, hvilket afspejler den aktuelle fordeling af etnicitet blandt muslimer i Danmark.

Tyrkere er således den største gruppe af indvandrere og efterkommere i Danmark, efterfuldt af

irakere (som i vores

undersøgelse falder i ”arabisk”-kategorien),

pakistanere (”andet”-kategorien),

bosniere og somaliere (ibid. 42). Vær her igen opmærksom på, at ”arabisk”-kategorien er stor, fordi

denne indeholder alle etniciteter med arabisk baggrund, og at ”andet”-kategorien indeholder mange

forskellige etniciteter, primært pakistanere, afghanere og etniske danskere.

Den manglende etniske homogenitet er også udtrykt ved, at under halvdelen af de interviewede

grupper har angivet, at der kun kommer én etnicitet i deres moske eller forening. Dette er mest

udtalt hos de tyrkiske, hvor ti ud af 25 har svaret, at der kun kommer tyrkere, og blandt de bosniske,

hvor syv ud af ni har angivet, at der kun kommer bosniere. Hos de resterende har seks af de

arabiske moskeer og foreninger angivet, at der kun kommer personer med arabisk baggrund,

mens

fire af de somaliske har angivet det samme.

Denne blanding af forskellige etniciteter er oftere til stede i moskeerne end i de deciderede

kulturforeninger. Dette kan forklares med, at moskeen per definition skal være åben for alle, altså

ikke kun for en bestemt etnisk gruppe (ibid. 6), hvorimod kulturforeninger ofte er centreret omkring

en bestemt etnisk gruppe. Ud af de 37 moskeer og foreninger, som angav at være etnisk homogene,

var kun to af grupperne reelle moskeer, mens 14 var kulturforeninger. De resterende 21 var både

moske og kulturforening. Der er således en tendens til, at de deciderede kulturforeninger er mere

etnisk homogene end moskeerne. Dette var særligt udpræget hos tyrkerne, hvor halvdelen af de

grupper, der havde angivet at være etnisk homogene, var kulturforeninger.

Således angav 37 moskeer og foreninger at være etnisk homogene, mens 36 angav, at flere

forskellige etniciteter kom i moskeen eller forening. Dette betyder, at omkring halvdelen af de

moskeer og muslimske foreninger, der findes i Danmark, ikke er etnisk homogene

–

en større andel,

end hvad vi ved undersøgelsens udgangspunkt vurderede.

Der synes altså at være en generel tendens blandt de muslimske grupper i Danmark til

ikke

kun

være udpræget opdelt efter etnicitet. Når en moske og i mindre grad en kulturforening bliver

betegnet som tyrkisk eller arabisk, så betyder dette primært, at alle i bestyrelsen er tyrkere eller

arabere, og at moskeer og foreninger på forskellige måder signalerer dette igennem f.eks. sprog, og

at det overvejende flertal, men ikke alle, har en fælles etnisk baggrund.

Sproget er helt centralt, da en tyrkisk moske sandsynligvis vil have fredagsprædiken på tyrkisk, og

som derfor eksklusivt henvender sig til et tyrkisktalende publikum. En arabisk moske vil ligeledes

have fredagsprædiken på arabisk og vil derfor automatisk appellere til flere etniciteter, da mange

forskellige etniciteter taler arabisk. Denne sprogdimension kommer også til udtryk, hvis man

sammenligner etniciteten blandt personer, der kommer i moskeen og foreningen, med etniciteten

blandt dem, der deltager i undervisning i moskeen og foreningen.

En sammenligning af etnicitet generelt og etnicitet i undervisningen kan ses i tabel 6. Da der i denne

tabel kun er medtaget svar fra de respondenter, som har undervisning i deres moske eller forening,

er det totale tal lavere end tallet for gennemførte interviews.

Vær her

opmærksom på, at vores ”arabisk”-kategori

inkluderer mange forskellige etniciteter, og at der generelt i de arabiske

moskeer og foreninger kommer mange forskellige etniciteter. Det samme gør sig gældende for kategorien ”andet”,

hvor tallet er 11,

mens der samtidig er flere forskellige etniciteter repræsenteret i kategorien.

Tabel 6. Etnicitet i

moskeen/foreningen

vs.

etnicitet

i undervisningen (absolutte

tal)

E tnicitet

T yr kisk

Bosnisk

Somalisk

A rabisk

A ndet

T yr kisk+arabisk

T yr kisk+andet

A rabisk+andet

T yr kisk+arabisk+andet

Somalisk+arabisk+andet

T yr kisk+somalisk+arabisk

+andet

Bosnisk+andet

Somalisk+arabisk

T yr kisk-somalisk

T yr kisk+bosnisk+arabisk

T yr kisk+somalisk+bosnisk+

arabisk+andet

E tnicitet

undervisning

Total

I modsætning til de tidligere tabeller over etnicitet er der i tabel 6 kun medregnet de moskeer og

foreninger, som har undervisning. Den venstre kolonne i tabellen viser de forskellige kategorier og

kombinationer af etnicitet, som findes i denne undersøgelse. De første fem rækker viser, i hvor

mange moskeer og foreninger kun én etnicitet er blevet angivet. De resterede 11 rækker er de

forskellige kombinationer af etnicitet, som respondenterne angav i undersøgelsen. Således viser

tabellen, at der er 11 forskellige kombinationer af etnicitet i de interviewede moskeer og foreninger.

I virkeligheden er der mange flere, da to af denne undersøgelses etnicitetskategorier indeholder flere

forskellige etniciteter, nemlig kategorierne ”arabisk” og ”andet”. Ydermere viser

tabellen, at

kategorien ”arabisk” går igen

i flest kombinationer, nemlig otte ud af 11 mulige kombinationer.

Dette indikerer, at specielt de arabiske moskeer og foreninger ikke er etnisk homogene. Kategorien

Vær opmærksom på, at de totale tal ikke er ens. Forskellen skyldes, at fem af respondenterne svarede på, hvilken etnicitet deres

medlemmer havde, men ikke hvilken etnicitet deres deltagere i undervisningen havde.

”bosnisk” optræder derimod færrest

gange i kombinationerne, kun tre ud af 11 mulige. Dette

indikerer derfor, at specielt de bosniske moskeer og foreninger har en tendens til at være etnisk

homogene.

Hvad undervisning angår, er det interessante ved denne tabel i midlertidigt forskellen på de to

kolonner

Etnicitet

Etnicitet undervisning

, da tallene i disse ikke er ens. Dette viser, at den etniske

sammensætning blandt medlemmerne i moskeen eller foreningen (etnicitet) ikke er den samme som

den etniske sammensætning af deltagerne i undervisningen (etnicitet undervisning); i så fald ville

tallene have været ens i begge kolonner.

Forskellen på de to kolonner er mest udpræget i forbindelse med de tyrkiske moskeer og foreninger,

hvor seks er etnisk homogene, mens der samtidigt er 17 tyrkiske moskeer og foreninger, hvor

deltagerne i undervisning kun er tyrkere. Forskellen mellem generel etnicitet og etnicitet i

undervisningen er således mest udpræget blandt de tyrkiske moskeer og foreninger og det i langt

højere grad end blandt de bosniske, somaliske og arabiske moskeer og foreninger. Dette indikerer,

at specielt de tyrkiske moskeer har en tendens til kun at undervise tyrkiske børn og unge i

moskeerne og foreningerne.

Forskellen på tallene kan altså ses som et udtryk for to aspekter: dels det sproglige og dels det

kulturelle aspekt

–

aspekter, der også understøtter hinanden. Hvad sprog angår, vil religiøs

undervisning ofte foregå på det sprog, som hovedparten af medlemmerne i moskeen og foreningen

har. Således vil undervisningen i en tyrkisk moske hovedsageligt foregå på tyrkisk, hvilket betyder,

at deltagerne i undervisningen vil være tyrkiske børn og unge. Denne type undervisning er primært

henvendt mod den etniske eller kulturelle baggrund, som deltagerne i undervisningen har. Et

eksempel kan være en bosnisk forening, hvor der undervises i bosnisk kultur og sprog, hvilket

udelukkende vil være henvendt til børn og unge med bosnisk baggrund.

Det sproglige aspekt ses f.eks. i en tyrkisk moske på Sjælland (ID1), hvor der primært kom tyrkere i

moskeen, men også en del personer med pakistank, albansk og arabisk baggrund. På trods af dette

var det udelukkende tyrkiske børn, der fik religiøs undervisning i moskeen, da underviseren var

tyrker, kun talte tyrkisk og derfor kun henvendte sig til de tyrkisktalende børn.

Det omvendte gjorde sig gældende i en stor arabisk moske i Københavnsområdet (ID29), hvor både

den generelle etnicitet og etniciteten i undervisningen var præget af mange forskellige etniske

baggrunde. Således kom der både arabere, tyrkere, somaliere, pakistanere og etniske danskere i

moskeen og det samme til den religiøse undervisning. Da undervisningen foregik på dansk, kunne

et meget bredere publikum, inklusiv etniske danskere, deltage i undervisningen.

Det kulturelle aspekt ses i en tyrkisk moske i Jylland (ID10), hvor interviewpersonen forklarede, at

selvom deres undervisning var religiøs og ikke kulturundervisning som sådan, så var det en

motivationsfaktor for dem at undervise børnene i tyrkisk kultur. Han forklarede, at selvom de ikke

havde decideret kulturundervisning i moskeen, så var det stadig den tyrkisk-muslimske kultur og

religiøsitet, der var omdrejningspunktet for undervisningen, og at kultur og religion hang tæt

sammen for muslimer. Derfor var undervisningen udelukkende henvendt til tyrkiske børn og unge.

Ligeledes ses det i tabel 6, at der er langt færre kombinationer af etnicitet blandt deltagerne i

undervisning end blandt medlemmerne i moskeerne og foreningerne. Således findes der ved

etnicitet generelt 11 forskellige kombinationer af etnicitet, mens der ved etnicitet i undervisningen

kun findes seks forskellige kombinationer. Dette betyder, at kombination af etnicitet er mere

udpræget blandt medlemmer i en moske eller forening end blandt deltagere i undervisning.

4.3 Undervisning

I de indledende faser af projektet inkluderede interviewguiden et overordnet spørgsmål om,

hvorvidt den pågældende gruppe havde koranskole. Det viste sig i midlertidig, at dette begreb ikke

var fyldestgørende at bruge til kortlægningen, da respondenter ofte svarede nej til dette spørgsmål,

på trods af at de havde religiøs fritidsundervisning for børn og unge. Dette kan skyldes to ting: at

respondenterne ganske simpelt ikke forstod, hvad vi mente med koranskole, eller at respondenterne

forstod begrebet koranskole i den klassiske forstand, som det traditionelt har foregået i den

mellemøstlige verden, og derfor ikke mente, at deres undervisning kunne sidestilles med denne.

Et andet hyppigt svar til spørgsmålet om, hvorvidt moskeerne og foreninger havde koranskole, var

som følgende: ”Ja,

vi har en form for undervisning, som godt kan kaldes en skole, og koranen bliver

også brugt som undervisningsmateriale, så man kan vel godt kalde det en koranskole.”

Vi valgte derfor at spørge bredere ind til undervisning i moskeerne og foreningerne ved konkret at

spørge: ”Har I undervisning og hvis ja, hvilken form for undervisning?”

Tabel 7. Undervisning (i procent, n=72)

Undervisning

Ingen undervisning

Total

100

Tabel 7 viser, at en meget stor del af de adspurgte moskeer og foreninger, ikke mindre end 83 %,

har undervisning. Dette tal indeholder både religiøs undervisning samt kultur- og sprogundervisning

og er således et generelt billede på udbredelsen af undervisning blandt de muslimske trossamfund

og foreninger i Danmark. Således kan det konkluderes, at fire ud af fem moskeer og muslimske

foreninger udbyder en eller anden form for undervisning.

4.3.1 Former for undervisning

Det følgende vil være en oversigt, typologisering og diskussion af de forskellige former for

undervisning, som bliver udbudt blandt de muslimske grupper i Danmark. Begreber og kategorier er

analytiske og ikke nødvendigvis anvendt af grupperne selv.

Tabel 8. Form

for

undervisning (i procent, n=65)

K oranundervisning

Islamundervisning

ektiehjælp

Sprogundervisning

A ndet

Total

215

Af tabellen fremgår det, at koranundervisning er den mest udbredte form for undervisning efterfulgt

af islamundervisning, sprogundervisning og lektiehjælp. Det totale tal overstiger 100 %, da de fleste

moskeer og foreninger har flere forskellige former for undervisning, f.eks. både koran-, islam- og

sprogundervisning.

De forskellige former for undervisning blev overordnet opdelt efter, hvorvidt undervisningen kunne

betegnes som kulturundervisning (sprogundervisning og lektiehjælp) eller religiøs undervisning

(koranundervisning og islamundervisning).

Sprogundervisning inkluderede modersmålsundervisning i f.eks. tyrkisk, bosnisk, somalisk, arabisk

og urdu eller arabiskundervisning af børn med anden etnisk baggrund end arabisk. Således svarede

14 respondenter, at deres elever blev undervist i arabisk, selvom elevernes etniske baggrund ikke

var arabisk. Denne form for sprogundervisning kan derfor også klassificeres som værende religiøs

undervisning, da motivet for at lære deltagene arabisk var religiøst. Således blev deltagerne

undervist i det arabiske skriftsprog med det formål at kunne læse koranen på originalsproget.

Arabisk er det primære sprog, der bliver undervist i. Således havde over halvdelen af de moskeer og

foreninger, der udbyder sprogundervisning, undervisning i arabisk. En fjerdedel havde

sprogundervisning, der faldt inden

for kategorien ”andet”, som

primært var undervisning i sprog

som urdu og persisk. En femtedel havde undervisning i tyrkisk, mens kun en tiendel havde

undervisning i bosnisk.

Lektiehjælp var også en del af nogle gruppers undervisningstilbud. Man kan diskutere, hvorvidt

lektiehjælp egentlig kan kaldes undervisning, da en decideret underviser ofte ikke er til stede, men

vi medtog alligevel denne i vores undersøgelse. Lektiehjælp fungerede dels som en hjælp til børn,

hvis forældre ikke kunne hjælpe med lektier, dels som et værested eller en fritidsordning (ID12,

ID37), hvor børn selv mødte op for at lave lektier. Selvom lektiehjælp (typisk inden for fagene

engelsk, historie eller matematik) som sådan ikke er omhandlende ”kultur” i snæver forstand, er

denne form for aktivitet (i modsætning til religiøs undervisning) kategoriseret som kulturel

undervisning.

Kategorien ”andet” dækker her over de former for undervisning, som ikke umiddelbart kunne

kategoriseres. Således havde to af de adspurgte moskeer imamundervisning (ID17, ID53), men i

begge tilfælde var deltagerne i undervisningen over 18 år. Et andet eksempel på ”andet” er, hvad

nogle af moskeerne kaldte samfundsfag eller integrationsundervisning (ID17, ID20). Ydermere

underviste en enkelt moske i dansk statsborgerskab (ID20), altså forberedelse til den danske

indfødsretsprøve.

Den religiøse undervisning skal have en vis religiøs karakter med eksempelvis religiøst

undervisningsmateriale (

koran

hadith

sunna

), brug af undervisningsformer med religiøs karakter

(

tajwid

tafsir

) eller decideret undervisning i islam (hvilket inkluderer islamiske skikke, praksis,

ritualer, teologi og ideologi).

Den kan desuden klassificeres enten som koranundervisning eller islamundervisning.

Koranundervisning dækker således over undervisning i koranen. Dette inkluderer både

undervisning i at læse koranen på arabisk, undervisning i at recitere koranen på arabisk (

tajwid

) og

undervisning i koranens budskab. Koranundervisning skal derfor forstås som en form for basisviden

om islam, som er centreret udelukkende om koranen og dennes budskab og forskrifter.

Islamundervisning derimod dækker over undervisning i muslimske skikke og praksis, islamisk

teologi, andre religiøse skrifter end koranen (

hadith

sunna

tafsir

) samt islamisk filosofi, etik og

ideologi. Islamundervisning skal derfor forstås som en mere detaljeret og mere krævende

undervisning i islam end koranundervisningen kan imødekomme.

Der er en tendens til, at koranundervisning er for børn (5-12 år), mens islamundervisning er for

unge (13-18 år), da sidstnævnte ganske simpelt er mere intellektuelt krævende end

koranundervisning.

4.3.2 Tidspunkter, længde og hyppighed for undervisning

Hvornår foregår så den religiøse fritidsundervisning?

Tabel 9. Tidspunkter

for

undervisningen (i procent, n=54)

E ftermiddag

A ften

eekend

165

Total

Som det ses, er weekender helt overvejende det primære tidspunkt for undervisning. Ni ud af ti af

respondenterne havde således undervisning i weekenden, hvilket er på linje med den oprindelige

definition af koranskole og religiøs fritidsundervisning, hvor undervisningen primært foregår i

weekender. Der var i undersøgelsen ikke nogen tendens til, at bestemte former for undervisning lå

på bestemte tidspunkter. Til gengæld havde en del af moskeerne og foreningerne undervisning på

flere forskellige tidspunkter, hvilket det totale tal (der overstiger 100 %) viser.

Tabel 10. Hyppighed af undervisning (i procent, n= 55)

H ver dag

2-4 gange om ugen

1 gang om ugen

1 gang hver 14.

dag

Total

100

Det overvejende flertal af respondenterne havde undervisning to til fire gange om ugen, oftere to

gange om ugen end fire. Kun de meget store moskeer med mange hundrede medlemmer havde

undervisning dagligt og ofte forskellige kurser eller fag på forskellige dage og på forskellige

niveauer.

Længden af undervisningen varierer ikke mærkbart de forskellige moskeer og foreninger imellem.

Således havde al undervisning en varighed på minimum en time og maksimum seks timer.

Halvdelen af moskeerne og foreningerne havde undervisning i maksimalt to timer ad gangen, mens

en femtedel havde undervisning mellem tre og fire timer. Kun tre havde undervisning i mere end

fire timer ad gangen, og i disse tilfælde er der tale om forskellige fag, som lå i forlængelse af

hinanden.

Langt de fleste af de adspurgte moskeer og muslimske foreninger har altså undervisning, og

størstedelen af denne undervisning er religiøs. Sprogundervisning findes i over halvdelen af de

adspurgte moskeer og foreninger, men denne undervisning er ikke altid religiøst orienteret. Religiøs

undervisning er enten koranundervisning eller islamundervisning, og religiøs undervisning blandt

de muslimske grupper i Danmark foregår primært i weekender

–

både lørdag og søndag

–

lektioner, der oftest varer en til to timer.

4.3.3 Indhold i undervisningen

Dette afsnit vil skitsere det overordnede indhold i undervisningen ud fra respondenternes svar. En

detaljeret undersøgelse af undervisningens indhold var ikke en del af denne kortlægning, men

interviewguiden indeholdt spørgsmål om undervisningsmateriale og om, hvorvidt der blev undervist

i muslimsk praksis og islamisk teologi. Muslimsk praksis forstås her som basisviden om muslimsk

praksis, f.eks. i hvordan man beder, hvordan man vasker sig før bøn, de fem søjler, hvordan man

fremsiger trosbekendelsen, og hvordan man fejrer muslimske højtider. Islamisk teologi involverer

brugen af

tafsir

, et nuanceret studie af islams seks trosartikler,

samt studiet af mere avancerede

emner som teodice, eskatologi og islamisk filosofi (

kala

). Muslimsk praksis har altså fokus på

hvordan

(ritualer, recitation etc.), mens teologi har fokus på

hvorfor

(refleksion, analyse etc.).

Fordelingen mellem undervisning i muslimsk praksis og islamisk teologi var som følger. (Det totale

tal overstiger 100 %, fordi en del af moskeerne og foreninger havde undervisning i både muslimsk

praksis og islamisk teologi).

Tabel 11. Indhold i undervisningen (i procent, n=52)

M uslimsk

praksis

Islamisk teologi

133

Total

Tabel 11 viser, at undervisning i muslimsk praksis er meget mere udbredt end undervisning i

islamisk teologi. Således underviser ni ud af ti af de moskeer og foreninger, som har religiøs

undervisning, i muslimsk praksis, mens kun lidt under halvdelen underviser i islamisk teologi.

Undervisning i islamisk teologi bliver oftere udbudt til unge og voksne, enten fordi niveauet er for

højt til børn, eller fordi det bliver vurderet, at det er vigtigere for børn med muslimsk baggrund at

lære basal muslimsk praksis eller koranlæsning. Det praktiske element i den religiøse undervisning

kom til udtryk på flere forskellige måder. En moske havde således et lille computerlokale, som de

brugte til undervisning ved at vise børnene videoer af, hvordan man beder (ID10). En anden moske

Troen på Gud som den eneste gud (

tawhid

), troen på englene (mala’ika), troen på Guds skifter (

kutub

), troen på Guds sendebude

(

rusul

), troen på dommedag (

qiya

) og troen på skæbnen (

qadar

havde koranrecitation som en del af deres undervisning (ID12). Det vurderes ud fra de indsamlede

data, at den religiøse praksis, som undervisningen var fokuseret på, var forholdsvis basale praktiske

elementer som f.eks. bøn, afvaskning før bøn, koranlæsning og recitation, fejring af religiøse

højtider samt religiøse ritualer. Det praktiske aspekt ses også reflekteret i et basalt kendskab til

religionen. For mange respondenter var det vigtigste aspekt ved undervisningen at give børnene en

praktisk og basal forståelse for deres religion. Dette vil blive diskuteret yderligere i sektion 4.6, som

omhandler formålet med undervisningen.

Ud fra dette konkluderes det, at undervisning i muslimsk praksis er den mest udbredte form for

religiøs undervisning til børn og unge blandt de muslimske grupper i Danmark.

Følgende tabel viser distributionen af undervisningsmaterialet anvendt af de muslimske grupper i

Danmark. (Det totale tal overstiger 100 %, fordi de fleste respondenter brugte mere end én slags

undervisningsmateriale).

Tabel 12. Undervisningsmaterialer (i procent, n=52)

K oran

H adith

Sunna

T afsir

A ndet

244

Total

De forskellige typer undervisningsmateriale er valgt ud fra disses generelle status som autoritative

inden for islam.

Som tabel 12 viser, er koranen det primære undervisningsmateriale i den religiøse undervisning,

idet over 80 % af de adspurgte moskeer og foreninger bruger denne i undervisningen.

Hadith

var

også forholdsvis udbredt som undervisningsmateriale, idet lidt under halvdelen af de adspurgte

Koranen er således islams hellige skrift åbenbaret direkte fra Gud til profeten Muhammed.

Hadith

er korte beretninger om

Muhammeds handlinger og udtalelser i bestemte situationer og regnes sammen med

sira

–

de traditionelle biografier om profetens liv

–

for

sunna

, altså samlingen af profetens sædvane. Koranen, hadith og sunna regnes for de helt essentielle religiøse skifter inden for

islam.

Tafsir

er, som nævnt tidligere, avanceret koran-eksegese. Der findes mange forskellige slags

tafsir

, men vi spurgte ind til en

overordnet brug af genren.

brugte

hadith

i deres undervisning. 40 % af de adspurgte anvendte

sunna

tafsir

, primært

henvendt til de ældre deltagere i undervisningen, da specielt

tafsir

vil være for svært at beskæftige

sig med for børn (ID2, ID5, ID7, ID11, ID49).

Kategorien ”andet” som undervisningsmateriale dækker over forskelligt materiale, inklusiv

foreningens eller moskeens eget undervisningsmateriale lavet på baggrund af de religiøse tekster.

Det er f.eks. små historier lavet på baggrund af koranen (ID9), den arabisk lærebog

Alif Ba

, der

bruges i den arabiske sprogundervisning (ID17), sufidigte og sufibøger (ID30), almindelige

arabiske lærerbøger (ID33), bøger skrevet af islamiske lærde,

ulema

, (ID41) og bøger om studiet af

islam (ID73).

Ofte blev flere forskellige materialer brugt i undervisningen, alt efter hvilket alderstrin og niveau

deltagerne i undervisningen var på. Som en respondent fra en muslimsk forening i København

udtalte:

”Vores undervisning er baseret på Qur’an,

profetens udtalelser, muslimske lærdes

konsensus samt toplærdes analogislutninger.” (ID61).

Opsummerende kan siges, at undervisning i muslimsk praksis er mest udbredt i den religiøse

undervisning i moskeer og muslimske foreninger i Danmark og i et mindre omfang undervisning i

islamisk teologi. Ydermere er koranen det primære undervisningsmateriale i forbindelse med

religiøs undervisning, mens andre skrifter af religiøs karakter, f.eks.

hadith

sunna

tafsir

, også

bruges i et vist omfang, dog fortrinsvist til de ældre elever.

4.4 Deltagerne i undervisningen

Dette afsnit vil beskæftige sig med deltagerne i undervisningen, hvad deltagernes alder, adskillelse

af piger og drenge i undervisningen og antal af deltagere i undervisningen angår.

4.4.1 Alder på deltagere i undervisningen

Den følgende tabel viser fordelingen af deltagere inden for forskellige aldersgrupper.

(Det totale

tal overstiger 100 %, fordi de fleste af respondenterne har undervisning for mere end én

alderskategori).

Tabel 13. Alder på deltagere (i procent, n=55)

5-12 (børn)

13-18 (unge)

19- (voksne)

Total

245

Tabel 13 viser, at næsten alle de grupper, som har undervisning, har undervisning for børn (5-12 år),

og ni ud af ti har også undervisning for unge (13-18 år). Lidt over halvdelen har også undervisning

for voksne (19- år).

Religiøs undervisning for børn er altså det mest udbredte, mens tallet falder lidt for de ældre

aldersgrupper. Dette kan skyldes, at det er sværere at fastholde de unge i at komme til

undervisningen, et aspekt, som også blev nævnt af flere informanter.

Alderen på deltagerne i undervisningen kan ses i sammenhæng med kategorien etnicitet i følgende

tabel.

Tabel 14. Alder i undervisningen i relation

til

etnicitet

(i procent)

T yr kisk

(n=23)

K un børn

K un unge

Børn + unge

K un voksne

A lle aldre

Bosnisk

(n=10)

Somalisk

(n=11)

A rabisk

(n=28)

A ndet

(n=31)

Total

100

Aldersgrupperne er ikke defineret af grupperne selv, men er konstrueret til analysen. Voksen-kategorien er medtaget for

perspektiveringens skyld.

Tabel 14 viser alderen på deltagerne i undervisning sammenholdt med den overvejende etnicitet i

moskeerne og foreningerne. Tabellen skal læses sådan, at hos de tyrkiske moskeer og foreninger har

4 % udelukkende undervisning for børn, 22 % har udelukkende undervisning for børn og unge,

ingen har udelukkende undervisning for voksne, og 74 % har undervisning for alle aldersgrupper.

På samme måde læses tabellen i forbindelse med de øvrige etniciteter.

Undervisning for alle aldersgrupper er altså mest udbredt blandt alle etniske grupper, men er mest

markant afspejlet hos de tyrkiske moskeer og foreninger. Undervisning for børn og unge er

næstmest udbredt efterfulgt af undervisning udelukkende for børn (især afspejlet hos bosniere).

Undervisning udelukkende for voksne forekommer kun i mindre omfang og slet ikke hos tyrkiske,

bosniske og somaliske moskeer og foreninger.

4.4.2 Kønsopdeling i undervisningen

Tabel 15 viser fordelingen af kønsopdeling i undervisningen.

Tabel 15. Kønsopdeling (i procent, n=54)

sammen

K adskilt

Total

100

Som det ses, underviser 74 % af respondenterne piger og drenge sammen, mens 26 % underviser

dem adskilt. I nogle tilfælde bliver de undervist sammen indtil 13-årsalderen og herefter adskilt,

ligesom mænd og kvinder ofte er adskilt ved undervisning for voksne. Dette var f.eks. tilfældet i en

arabisk moske, hvor mænd og kvinder sad i det samme lokale, men var adskilt af et stort forhæng,

der hang i midten af rummet. Informanten gjorde her opmærksom på, at adskillelsen ikke kun var

religiøst begrundet, men også ansporet af studier, der dokumenterer bedre indlæring ved

kønsopdeling (ID29).

En del af moskeerne og foreningerne har kønsopdelt undervisning for de unge, men ikke for børn.

Informanten fra en stor tyrkisk moske i Jylland forklarede kønsopdelingen efter 15-årsalderen med,

at man som teenager havde spørgsmål om emner, som man ofte ikke var interesseret i at spørge om

foran det andet køn (ID10).

En anden stor tyrkisk moske i Jylland havde derimod kønsopdelt undervisning for alle aldre, også

små børn. De havde en kvindelig lærer, som varetog undervisningen for piger, mens imamen

foretog undervisningen for drenge (ID12).

Hvad etnicitet og kønsfordeling i undervisningen angår, gør følgende sig gældende: Alle bosniske,

68 % af de tyrkiske, 60 % af de somaliske, 72 % af de arabiske moskeer og foreninger samt 86 % af

”andet”-kategorien

underviser piger og drenge sammen. Der er således også en forskel på etnicitet,

da kønsopdelt undervisning er mest udbredt blandt de somaliske og tyrkiske moskeer og foreninger,

mens de bosniske foreninger ikke har kønsopdelt undervisning overhovedet.

Ud fra undersøgelsen konkluderes det, at kønsopdeling ikke er specielt udbredt blandt

undervisningen i de muslimske grupper i Danmark. I de tilfælde hvor undervisningen er kønsopdelt,

er det primært de unge (15-18 år) eller de ældre (19- år), der er opdelt. Dette er interessant, da vi

ved undersøgelsens start gik ud fra, at en forholdsvis stor del af den religiøse undervisning ville

være kønsopdelt i overensstemmelse med generel islamisk praksis, hvor mænd og kvinder ofte er

opdelt ved religiøse ritualer som f.eks. bøn. Umiddelbart er det svært at vurdere, hvorfor den

religiøse undervisning ikke er udpræget kønsopdelt, men det skønnes, at det kan skyldes en

indflydelse fra det danske samfund, hvor kønsopdeling ikke er udpræget. De muslimske grupper i

Danmark vil åbenlyst blive påvirket af det danske samfund, og den manglende kønsopdeling kan

skyldes denne påvirkning.

4.4.3 Antal af deltagere i undervisningen

Antallet af deltagere i undervisningen varierer de forskellige moskeer og foreninger imellem, og

samtidigt er det svært at få et præcist tal over, hvor mange der faktisk deltager i undervisningen.

Derfor skal tallene i dette afsnit ikke tages som endegyldige, men snarere som et billede på

udbredelsen af religiøs fritidsundervisning hos de muslimske grupper. Tallene er beregnet ud fra de

oplysninger, som vi har fået gennem vores interviews, men i flere tilfælde havde moskeerne og

foreningerne ikke præcise tal over, hvor mange børn og unge der deltog i deres undervisning. Da

deltagerobservation i undervisningen ikke har været en del af denne undersøgelses metode, har vi

heller ikke kunnet konkludere, om de oplysninger, vi har modtaget fra vores respondenter, har været

et repræsentativt billede på den virkelige situation. På trods af disse problemstillinger kan vi dog

opstille nogle generelle tal og tendenser ud fra de indsamlede oplysninger.

Der er en klar tendens til, at jo større en moske eller muslimsk forening er, desto flere børn og unge

deltager i deres undervisning. Således varierer antallet af deltagere per uge fra otte deltagere i en

lille bosnisk moske i Jylland (ID40) til 300 deltagere i en stor arabisk moske i København (ID29).

Hvis en moske eller forening har mange medlemmer, vil deltagerne i undervisningen således være

tilsvarende højt.

Hvad etnicitet angår, er der en tendens til, at bestemte etniske kategorier har et højere deltagerantal

per uge end andre.

Tabel 16. Deltagere per uge i gennem

snit

opdelt

efter etnicitet

(absolutte

tal)

T yr kisk

(n=20)

Bosnisk

(n=9)

Somalisk

(n=9)

A rabisk

(n=22)

A ndet

(n=27)

Tabel 16 viser, at de tyrkiske moskeer og foreninger i gennemsnit har 69 deltagere i undervisning

om ugen, de bosniske 28, de somaliske 66, de arabiske 73 og kategorien ”andet” 74.

Fire ud af fem

etniciteter er på omtrent det samme niveau, mens de bosniske grupper har et markant mindre antal

–

faktisk halvt så mange

–

deltagere i undervisningen end de andre etniske kategorier. Dette skyldes

umiddelbart, at de bosniske moskeer og foreninger ofte er små og ikke har udpræget mange

medlemmer. De arabiske moskeer, derimod, er generelt større og tiltrækker flere deltagere til

undervisning, fordi personer med mange forskellige etniske baggrunde kommer i moskeerne

grundet det arabiske sprog. Det samme gør sig gældende for kategorien ”andet”.

Vi valgte at spørge ind til deltagerantal om ugen, da det blev vurderet, at dette ville give det mest

præcise billede af, hvor mange børn og unge der deltager i religiøs undervisning i de muslimske

moskeer og foreninger i Danmark. Åbenlyst vil der i nogle uger komme flere deltagere til

undervisningen end i andre uger, f.eks. i forbindelse med/på grund af skoleferier eller religiøse

højtider, men tallene vurderes stadig som værende et nogenlunde præcist billede på udbredelsen af

undervisning.

Ud fra de indsamlede data vurderes det, at omkring 2.839 børn og unge om ugen deltager i

undervisning hos de 45 moskeer og foreninger, som har svaret på spørgsmålet om deltagere per uge.

Gennemsnitligt betyder dette, at 63 børn og unge per moske eller forening deltager i undervisning

om ugen.

Siden vi i undersøgelsen har haft kontakt med lidt over halvdelen af de muslimske grupper i

Danmark, og fordi det i undersøgelsen er blevet vurderet, at omkring 80 % af de muslimske grupper

har undervisning, vil dette betyde, at omkring 100 ud af de 125 muslimske grupper i Danmark har

undervisning. Hvis dette tal herefter sættes sammen med det gennemsnitlige tal for deltagere per

uge i undervisning (63), er der således 6.300 deltagere i undervisning per uge fordelt på 100

moskeer og muslimske foreninger. Dette tal er selvfølgeligt ikke præcist, men giver stadig et

nogenlunde indblik i udbredelsen af religiøs undervisning blandt de muslimske grupper i Danmark.

Der findes ingen præcise tal over, hvor mange børn og unge med muslimsk baggrund der i

øjeblikket bor i Danmark, men på grundlag af tal fra Dansk Statistik skønnes det, at der er ca.

55.000 børn og unge mellem 5 og 18 år med muslimsk baggrund i Danmark,

og at altså lidt mere

end 10 % af disse deltager i religiøs undervisning i en given uge. Da ikke alle deltager i

undervisning hver uge eller følger undervisning i hele perioden, hvor de er mellem 5 og 18 år, vil

antallet af børn og unge, der har fulgt undervisning, være højere.

Spørges der ind til, hvorvidt undervisningsdeltagelsen har været stigende de sidste par år, gives

følgende responser:

Tallet fra Dansk Statistik er beregnet ud fra generelle statistikker over indvandrere og efterkommere i Danmark. Danmarks

Statistik beregner ikke deres statistikker over befolkningsgrupper ud fra religion, og derfor er tallet fundet ved at udregne, hvor

mange indvandrere og efterkommere der kommer fra lande, hvor befolkningen primært er muslimer, f.eks. Tyrkiet, Somalia og de

arabiske lande. Denne udregning er dog problematisk, siden Dansk Statistik ikke tager hensyn til, hvor stor en procentdel af de

personer, der kommer fra muslimske lande, rent faktisk er muslimer, og ydermere, fordi efterkommere af tredje generation ikke

bliver medregnet.

Tabel 17. Undervisningsdeltagelse (i procent, n=47)

Stigende

F aldende

K onstant

Total

100

Som tabel 17 viser, svarede over halvdelen af respondenterne, at deltagelse i deres undervisning

havde været stigende de sidste par år. Kun 13 % sagde, at undervisningsdeltagelsen havde været

faldende, mens 30 % sagde, at den havde været nogenlunde konstant. Den stigende

undervisningsdeltagelse skyldes ifølge respondenterne forskellige grunde. For eksempel kan en ny

imam i en forening være mere populær end den tidligere imam, hvilket fører til øget deltagelse både

til fredagsbønnen og til undervisningen (ID10, ID17, ID33, ID34). En enkelt tyrkisk moske i

Jylland havde nyligt ansat en kvindelig imam til at stå for undervisningen af kvinder, hvilket havde

fået flere piger og kvinder til at møde op til undervisningen (ID11). Ydermere nævnte en del af

respondenterne, at den øgede undervisningsdeltagelse ganske enkelt skyldes, at moskeen eller

foreningen havde fået flere medlemmer, og/eller at flere danske konvertitter var begyndt at komme

til undervisningen (ID29, ID41).

Den faldende undervisningsdeltagelse blev ofte forklaret med faldende medlemstal i en forening.

Opsummerende kan det konkluderes, at næsten alle adspurgte grupper har undervisning for børn og

unge og lidt over halvdelen for voksne. Kønsopdeling i undervisningen er ikke mærkbart udbredt,

idet tre ud af fire respondenter underviser piger og drenge sammen. Antallet af deltagere i

undervisningen er meget spredt, fra otte til 300 deltagere per uge, og gennemsnitlig deltager 63 børn

og unge i religiøs undervisning per uge. Generelt er der en tendens til, at undervisningsdeltagelsen

er stigende.

4.5 Underviseren

Dette afsnit omhandler underviseren i den religiøse undervisning. Der er spurgt ind til dennes

baggrund, uddannelse, sprog og ophold i Danmark.

Tabel 18. Underviseren (i procent, n=53)

Imam

L ærer

A ndet

Total

101

Tabel 18 viser, at det overvejende er imamen, der underviser i moskeerne og foreningerne, idet tre

ud af fire angav dette. Kun 6 % havde en lærer til at varetage undervisningen, og dette var primært

sprog- og kulturundervisning, specielt undervisning i dansk.

Kategorien ”andet” dækker her over mange forskellige slags undervisere med mange forskellige

baggrunde: I en stor arabisk moske i København er én af underviserne en dansk læge uddannet på et

universitet i Danmark med et stort kendskab til islam (ID29). En marokkansk moske i København

bruger personer med gode arabiske og pædagogiske kundskaber som undervisere og har ydermere

et krav om minimum studentereksamen, samt at underviseren kan tale flydende dansk og har

kendskab til dansk kultur og danske værdier (ID33). En somalisk forening i Jylland bruger frivillige

undervisere fra foreningen, som generelt er højtuddannede fra danske eller udenlandske

universiteter eller seminarer. Denne forening har f.eks. en dansk universitetsuddannet kvinde til at

undervise børnene i dansk i det omfang, de har problemer med sproget. Hvad den religiøse

undervisning angår, forklarede en repræsentant fra den somaliske forening,

at ”Alle der kommer i

foreningen kan jo i teorien undervise i koranen, da de er muslimer og kender budskabet.” (ID45).

En del moskeer og foreninger bruger frivillige undervisere med mange forskellige baggrunde, alt fra

elektrikere (ID40) til forældre eller frivillige i foreningen (ID48, ID51, ID52, ID54) eller ganske

simpelt den person, der ved mest om islam (ID37, ID30).

Imamerne, der ofte varetager undervisningen, er generelt højtuddannede fra universiteter, primært

uden for Danmark. Tre ud af fire af imamerne er således uddannet ved universiteter i udlandet.

Udvælgelsen af imamer til moskeerne i Danmark varierer meget fra moske til moske, men der

findes én overordnet forening, som har en meget specifik procedure for udvælgelsen af imamen,

nemlig Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse (Diyanet).

Fem ud af de 51 respondenter, der har sprogundervisning, har undervisning i dansk (ID20, ID34, ID45, ID57, ID66).

Alle Diyanets moskeer og kulturforeninger (ca. 30 fordelt over hele landet) bruger den samme

procedure. Diyanet er et godkendt trossamfund i Danmark (siden 2006), og alle trossamfund under

den overordnede paraplyorganisation er ligeledes godkendte. Alle godkendte trossamfund kan få en

religiøs forkynder til Danmark på det såkaldte forkyndervisum, hvis denne person opfylder visse

betingelser,

og denne kan herefter være i landet i maksimalt fire år. Kulturforeninger og moskeer,

som er medlemmer af Diyanet, retter henvendelse til Diyanet, hvis de ønsker en imam. Diyanet

kontakter herefter den tyrkiske ambassade i Danmark, som finder en passende imam i Tyrkiet og

udsender denne. Alle imamer, der kommer fra Tyrkiet, er universitetsuddannede, og mange har en

ph.d.-grad. Alle imamer udsendt af Diyanet skal gennemføre et toårigt kursus i eksempelvis

demokrati, ytringsfrihed, samfundsfag og engelsk, og hvis de består disse fag, kan de blive

udstationeret i forskellige lande i Europa. Diyanet mener ikke, at de tyrkiske imamer må blande sig

i politik, samtidig med, at de prioriterer, at imamen er vestligt orienteret og interesseret i at arbejde

med integration i det land, denne udsendes til.

Generelt er der en tendens til, at både de godkendte og ikke-godkendte trossamfund har imamer

som undervisere. Hos de godkendte trossamfund kan imamen opholde sig i Danmark på det

såkaldte forkyndervisum i op til fire år. De ikke-godkendte grupper derimod kan højest have en

imam fra udlandet i Danmark i tre måneder på turistvisum, og deres imamer er derfor i højere grad

enten danske statsborgere, der har fået varig opholdstilladelse af anden grund, eller imamer, der kun

er i Danmark i maksimalt tre måneder.

Sprogligt kommer underviserens baggrund også til udtryk. De tyrkiske imamer anvender primært

tyrkisk som undervisningssprog. Således underviser 19 ud af 34 respondenter på tyrkisk. I alle disse

tilfælde er underviseren imam i en af Diyanets moskeer eller kulturforeninger. 10 ud af 34

respondenter underviser på dansk. Dansk er specielt udbredt i de større moskeer og foreninger, hvor

der kommer mange forskellige etniciteter, og hvor dansk derfor bliver fællessproget. De resterende

fem moskeer og foreninger underviser på arabisk.

Flere af respondenterne udtrykte et ønske om en officiel imamuddannelse i Danmark, der afspejler

den uddannelse, som imamer gennemgår i udlandet

–

dette, fordi mange moskeer og foreninger

foretrak at have en højtuddannet imam som samtidig kunne dansk og havde kendskab til det danske

samfund. Specielt i forbindelse med undervisningen syntes dette at være en prioritet, da flere

Personer, som kan opnå forkyndervisum, skal have en relevant uddannelse, ikke udgøre en trussel for det danske samfund og ikke

ligge det danske samfund økonomisk til last under opholdet (Udlændingeloven § 9f).

respondenter sagde, at det var mere relevant for børnene at lære om, hvad det vil sige at være

muslim i Danmark. To af vores respondenter angav at have en form for imamuddannelse tilknyttet

deres moske (ID17, ID53), mens mange af respondenterne lagde vægt på vigtigheden af at få

oprettet en officiel imamuddannelse i Danmark, der både afspejler den islamiske tro og det danske

samfund.

Imamen er således i udpræget grad den person, der står for den religiøse undervisning i de danske

muslimers moskeer og foreninger. Denne har ofte en universitetsuddannelse fra universiteter i

udlandet. I de godkendte trossamfund er imamen ofte i Danmark på forkyndervisum, mens imamer

blandt de ikke-godkendte trossamfund enten er danske statsborgere eller opholder sig i Danmark på

et tremåneders turistvisum.

4.6 Formålet med undervisningen

Den sidste del af undersøgelsen omhandler formålene med den religiøse undervisning. I vores

interviewguide spurgte vi ind til, hvad formålet var med den religiøse undervisning

–

dette for at

danne os et generelt billede af respondenternes motiver for at udbyde religiøs undervisning. Baseret

på udsagn fra respondenterne fra moskeerne og foreningerne er de forskellige formål med

undervisningen blevet typologiseret og komprimeret til følgende syv kategorier. Formålet med

undervisningen er at

1) læse koranen/lære arabisk for at kunne læse koranen

2) lære deltagerne muslimsk praksis

3) lære deltagerne islamisk teologi

4) lære deltagerne om kultur, ophav og/eller modersmål

5) lære deltagerne om Danmark og integration

6) lære deltagerne moral og etik

7) lære deltagerne om deres religion.

Den første kategori dækker over, at formålet med undervisningen primært er enten at lære eleverne

at læse koranen eller at lære eleverne at læse arabisk med det formål at kunne læse koranen. Det

rent sproglige er altså ikke det primære formål, men derimod den måde, hvorpå et kendskab til den

primære religiøse tekst i islam (koranen) opnås. Koranlæsning har således traditionelt set været et af

de primære formål med koranskoler og religiøs undervisning blandt muslimer, både i den

mellemøstlige verden og i Vesten (Maréchal 2003, 29). Mange respondenter udtrykte, at dette var

det primære formål med deres undervisning, f.eks. ved at svare:

”En muslim skal læse koranen.”

(ID2, ID3, ID19) eller:

”Man skal læse koranen når man er muslim, det er tradition og en pligt”

(ID34).

Den anden kategori dækker over undervisningens relation til muslimsk praksis. I denne kategori er

det således det rent praktiske i forbindelse med religionen, der er omdrejningspunktet. Kategorien

kommer til udtryk i udsagnet, at deltagerne skal

”…

lære deres religion og religiøse praksis bedre at

kende” (ID1),

eller når respondenten mere specifikt svarede, at undervisningens formål var at lære

deltagerne ”…

namaz

(hvordan man beder) så de selv kan praktisere den.” (ID6).

Den tredje kategori relaterer undervisningen til islamisk teologi, udtrykt f.eks. i dette udsagn, hvor

respondenten svarer på, hvad de primære formål med undervisningen er: ”Bøn, de fem søjler,

muslimske skikke og praksis, islamisk teologi, etik og filosofi. For at blive et godt

menneske.”

(ID28). Denne specifikke respondent nævner også muslimsk praksis samt moral og etik og vil

derfor også komme i kategori to (muslimsk praksis) og seks (moral og etik). Dette er således et

eksempel på, at en respondents udsagn falder i flere kategorier, hvilket ofte var tilfældet.

Den fjerde kategori relaterer undervisningens formål til læring om kultur, ophav og tradition,

inklusiv modersmål. Denne kategori er åbenlyst forbundet med sprogundervisning, idet 26 ud af de

33 respondenter med sprogundervisning også tillagde undervisningens formål at lære eleverne om

kultur, ophav og modersmål. Grænsen mellem kultur og religion er dog ikke så stringent, da

sprogundervisning også kan være religiøst begrundet, idet 23 ud af de samme 33 respondenter med

sprogundervisning beskrev formålet med arabisk undervisning at lære eleverne arabisk, så de kan

læse koranen, f.eks.: ”Formålet med undervisningen er at give børnene en religiøs og kulturel

ballast” (ID37), ”Formålet

er at lære børnene om bosnisk-muslimsk sprog og kultur” (ID40) og

”Formålet

er at kunne læse og skrive arabisk. Ad den vej lærer børnene om den arabiske muslimske

kultur.” (ID52).

Den femte kategori relaterer undervisningsformålet til læring om Danmark, danske værdier og om

integration. Denne specifikke kategori var aldrig det eneste formål med undervisningen, men blev

imidlertid

nævnt af flere respondenter som en motivationsfaktor, f.eks.: ”Undervisningen handler

om at holde de unge fra at komme ud i noget skidt og det handler derfor om hvordan man skal

opføre sig i det danske samfund. Med henblik på at passe på vores børn og sørge for at de bliver

godt integreret.” (ID24). Kategorien ses også reflekteret i denne respondents svar: ”Vi underviser

for at forstærke børnenes kendskab til deres kultur og religion og for at lære dem at respektere det

folkesystem de bor i.” (ID31). Denne respondent udtrykker, at formålet med undervisningen både er

kulturelt (kategori fire), religiøst (kategori syv) og centeret om integration (kategori fem).

Den sjette kategori dækker over, at formålet med undervisningen primært er moralsk og etisk

dannelse af eleverne. Dette kommer f.eks.

til udtryk på følgende måde: ”Motivationen for

undervisningen er, at lære børnene og de unge at

være et godt menneske” (ID10),

”Undervisningen

er alment dannende og skaber islamisk identitet i det danske samfund, som skaber

gode, integrerede borgere, der bidrager til samfundet på lige fod med andre borgere.” (ID69, ID70,

ID71, ID72). Den sidste udtalelse vil således være i kategori seks (moral og etik), men også

kategori fem (integration).

Den syvende kategori relaterer mere direkte til religion. Selvom den overlapper en del med flere af

de andre kategorier, er den medtaget, fordi flere respondenter specifikt gav denne grund som

formålet med deres undervisning. Kategorien dækker over en generel forståelse for islam, altså at

eleverne lærer om deres religion, men hvor praksis, teori eller etiske forskrifter ikke er det primære

formål. At lære om sin religion handler i denne kategori meget simpelt om at lære om forskellige

aspekter ved islam, som ikke nødvendigvis står i koranen, har en praktisk eller teoretisk vinkel eller

er centreret om etiske forskrifter. Denne kategori ses i følgende svar fra forskellige respondenter,

som blev spurgt, hvorfor de havde religiøs

undervisning: ”For

at børnene kan lære religion at kende.

Det er vigtigt for deres hverdag

–

det betyder alt” (ID5) og ”For at oplyse deltagerne om deres egen

tro” (ID9).

Fordelingen af undervisningsformål inden for disse kategorier er illustreret ved nedenstående tabel.

Da der er tale om idealtype-inddelinger, vil der naturligvis være overlap, som også det totale tal

viser.

Tabel 19. Formål

undervisningen (i procent, n=50)

K oran/arabisk

M uslimsk pra ksis

Islamisk teologi

K ultur/ophav/mod.

D K

/integration

Moral/etik

Religion

Total

394

Tabellen viser, at det mest udbredte formål med undervisningen er at lære eleverne om deres

religion (78 %), efterfulgt af muslimsk praksis og koranlæsning (begge 70 %), fulgt af motivationen

til at lære eleverne kultur, ophav og modersmål (68 %). De tre mindst udbredte formål er at lære

eleverne om Danmark og integration (44 %), moral og etik (34 %) og islamisk teologi (30 %).

Der er således en tendens til, at udbyderne ser formålet med undervisningen centreret omkring en

forholdsvis grundlæggende indføring i aspekter af religion og religiøs praksis, herunder basalt

kendskab til koranen og islam. At mere nuancerede aspekter som etik og teologi er mindre

prioriteret hænger formentligt sammen med disses højere krav til deltagerne og dermed mindre

relevans for den her undersøgte gruppe af børn og unge. Det er desuden mærkbart, at lidt under

halvdelen af de muslimske grupper med religiøs undervisning er opmærksomme på integration og

forsøger at imødekomme de problematikker, der er forbundet med det at leve i Danmark.

Der er i den religiøse fritidsundervisning altså fokus på den praktiske religiøsitet i højere grad end

fokus på teologiske, etniske/kulturelle (med hensyn til oprindelseslandet) og danske aspekter. Det

vurderes, at dette også hænger sammen med, at undervisning i muslimsk praksis var langt mere

udbredt end undervisning i islamisk teologi som tidligere beskrevet. Hvor nyttigt det end kan være

at have analytiske distinktioner mellem f.eks. religion og kultur, skal det dog også understreges, at

sådanne idealtyper ikke er afspejlet i den empiriske virkelighed, specielt ikke hvad angår de

muslimske grupper i Danmark, hvor kultur og religion ofte ikke er adskilte begreber, men i stedet

den aktuelle virkelighed.

Ovenstående kategorier er også med til at understrege, at de opstillede typologiseringer og

begrebskonstruktioner er langt mere komplicerede og mindre afgrænsede i virkeligheden. F.eks. har

kun seks ud af de 50 respondenter angivet kun ét formål med undervisningen, og ni har angivet

samtlige de opstillede kategorier. Det er derfor svært at komme med nogle generelle konklusioner

om formålet med den religiøse undervisning. Som illustration af disse udbredte tendenser til en

mere nuanceret og mangefacetteret undervisningsmotivation følger der dog her nogle ganske

repræsentative uddrag fra interviews, som beskriver de forskellige formål med undervisningen og

viser respondenternes egne opfattelser:

En informant fra en tyrkisk moske i Jylland forklarede, at det primære formål med undervisningen

for børnene var opnåelse af standardviden om islam og kompetencer til at læse koranen. Fokus var

også opfyldelse af behovet hos de unge for forståelse af deres religion og oprindelige kultur, men

også af det land, som de bor i nu (ID11).

Det samme blev udtrykt hos en anden tyrkisk moske i Jylland, hvor respondenten forklarede, at

formålet med undervisningen både var religiøst og kulturelt. Religiøst, fordi der blev lagt vægt på

muslimsk praksis, og kulturelt, fordi børnene også blev undervist i deres oprindelige tyrkiske kultur

og i, hvordan denne kultur kunne forenes med den danske kultur (ID12).

En somalisk forening i Jylland havde mange forskellige former for undervisning, heriblandt både

lektiehjælp, modersmålsundervisning i arabisk og somalisk samt koranundervisning. Informanten

forklarede, at koranundervisning ikke var decideret religionsundervisning, men ”mere generelt om

hvad der står i koranen”. Undervisningen inkluderede desuden et moralsk aspekt (”opdragelse”) og

et integrationsaspekt, da faget også beskæftigede sig med, hvordan man skulle opføre sig i det

danske samfund. Faget søgte således at integrere læring i såvel muslimsk-somalisk som dansk

kultur (ID45).

Samme perspektiv gjorde sig gældende hos en muslimsk forening i København. Informanten

forklarede, at motivationen for at udbyde undervisningen havde flere aspekter, inklusiv ”… at

udbrede kendskabet samt forståelsen til den islamiske kultur, at viderebringe information om islam

og den arabiske kultur til det danske samfund, samt at vejlede til en positiv integration i det danske

samfund ved at bygge en bro mellem den arabiske og den danske kultur og forebygge segregation

og isolation.” (ID61).

En informant fra en marokkansk moske i København fortalte om undervisningen: ”Hovedformålet

er, at den nye generation bibeholder kontakten med deres oprindelsesland. Vi anser dem for at være

ambassadører for Marokko, så det er vigtigt at de giver et godt indtryk af deres land, og at de

praktiserer en moderat islam, altså en islam som accepterer andre. Vi søger også at medvirke til at

børnene bliver velintegrerede i det danske samfund. De skal vide, at de er muslimer, men de skal

også vide at gå på kompromis. De skal respektere den danske kultur og det danske samfund, som

har modtaget dem, uden nogensinde at glemme deres oprindelse.” (ID67).

Samme synspunkt kom til udtryk i en arabisk forening i Jylland: ”Vi mener, at det er vores pligt at

deres religion (de muslimske børn) fortsætter i Danmark, og muslimer der opvokser i Danmark skal

kende deres religion og kultur og være gode og integrerede borgere, men de skal have deres

identitet med.” (ID58).

Et sidste eksempel understreger den ganske udbredte selvforståelse blandt informanterne i de

muslimske moskeer og foreninger, at det tætte bånd mellem kultur og religion overskrider den

analytiske skelnen mellem disse: ”Formålet med undervisning er både religiøst og kulturelt –

de to

ting kan jo ikke skilles ad for os.” (ID48).

Opsummerende kan det derfor konkluderes, at formålet med den religiøse undervisning er

mangesidet og kompliceret at afdække. Da denne undersøgelse primært var kvantitativ og søgte at

afdække generelle og statistiske aspekter, vil vurderingen af formålet med undervisningen også

reflektere dette. De forskellige udsagn fra respondenterne er medtaget for at vise den

mangfoldighed og kompleksitet, som også er afspejlet i analysen. Generelt vurderes det, at formålet

med undervisningen kan inddeles i syv overordnede kategorier, som dog ofte overlapper. Ydermere

konkluderes det, at netop den mangfoldighed og kompleksitet, der er afspejlet både i de forskellige

kategorier og i respondenternes udsagn, afspejler den aktuelle og empiriske virkelighed.

4.7 De muslimske friskoler

Som tidligere nævnt blev 19 ud af de 21 registrerede muslimske friskoler i Danmark interviewet.

Formålet med at kontakte de muslimske friskoler var at undersøge, hvorvidt disse tilbød religiøs

fritidsundervisning ud over den normale religionsundervisning, som alle folkeskoler og friskoler i

Danmark udbyder.

Ud af de 19 interviewede friskoler sagde ingen, af de havde religiøs undervisning ud over den

normale religionsundervisning, som alle folkeskoler og friskoler i Danmark tilbyder. Det vil sige, at

den religionsundervisning, som friskolerne udbyder, ligger inden for normal skoletid og i alle

tilfælde omhandlede forskellige religioner og ikke kun islam. Godt halvdelen af skolerne sagde dog

i interviewene, at de havde et større fokus på islam end på de andre religioner for at give deres

elever en ballast, hvad deres religiøse og kulturelle arv angår.

18 ud af de 19 interviewede friskoler havde modersmålsundervisning/sprogundervisning i enten

tyrkisk, arabisk, urdu eller somalisk, og denne undervisning foregik ofte uden for normal skolegang.

Modersmålsundervisningen var i alle tilfælde dog kun sprogundervisning uden religiøse elementer.

Koranen blev f.eks. ikke benyttet til arabiskundervisning, men derimod almindelige arabiske

lærebøger. Derfor er denne sprogundervisning heller ikke en del af denne undersøgelse.

Kun én af de muslimske friskoler lånte deres lokaler ud til religiøs fritidsundervisningen, nemlig en

friskole, som har en lille moske tilknyttet skolen, som er omtalt andetsteds i nærværende

undersøgelse.

I denne undersøgelse er vi gået ud fra, at den information, vi har fået fra vores respondenter,

repræsenterer den faktuelle situation. Vi havde dog inden undersøgelsens start en forventning om, at

i hvert fald en del af de muslimske friskoler i Danmark udbød en eller anden form for

religionsundervisning ud over den normale skolegang

–

dette baseret på informationer fra andre

respondenter samt kendskab til miljøet. Derfor skal det ikke afvises, at nogle af de interviewede

friskoler faktisk tilbyder religiøs fritidsundervisning på trods af, at de sagde det modsatte i

interviewene. Dog har vi i denne undersøgelse

–

grundet dels den forholdsvis korte periode og dels,

at kortlægningen af moskeerne og de muslimske foreninger blev vægtet højere

–

ikke haft mulighed

for yderligere at undersøge de muslimske friskoler.

5 K onklusion

Formålet med nærværende undersøgelse var at kortlægge religiøs fritidsundervisning for børn og

unge blandt muslimske grupper i Danmark. Inden for den primært kvantitative dataindsamling har

organisatoriske rammer, teologiske baggrunde, underviseres profiler samt undervisningstype og -

formål været fokus for analyse. Materialet blev indsamlet ved interviews med repræsentanter fra

godkendte og ikke-godkendte trossamfund samt de muslimske friskoler og endvidere perspektiveret

med besøg og kvalitative interviews hos flere af disse grupper.

Ingen ved præcist, hvor mange muslimske grupper, der findes i Danmark, idet kun de godkendte

muslimske trossamfund er registreret. Antallet af både godkendte og ikke-godkendte muslimske

trossamfund i Danmark estimeres ud fra denne undersøgelse til at være omkring 125, og trods en

relativt kort projektperiode lykkedes det at få interviewet 73 eller mere end halvdelen af grupperne.

Dette giver basis for generaliseringer om religiøs fritidsundervisning hos moskeer og muslimske

foreninger i Danmark. Det samme gør den kendsgerning, at de interviewede gruppers fordeling på

status som trossamfund, religiøst tilhørsforhold, etnisk baggrund og geografisk placering er i

overensstemmelse med den nationale fordeling. Således var fire ud af fem af de interviewede

grupper sunnimuslimer (og den sidste femtedel var shiamuslimer og alevimuslimer), lidt over

halvdelen var godkendte trossamfund, forskellige etniciteter var bredt repræsenteret, og den

geografiske fordeling var i overensstemmelse med den aktuelle geografiske placering af moskeer og

muslimske foreninger i Danmark.

E tnicitet

er et aspekt, hvorom megen minoritetsreligion er fokuseret. Sprog og kultur er da også

vigtige parametre for de muslimske grupper, og i flere tilfælde er etnisk homogenitet ofte resultatet,

når f.eks. sproget i en moske kun forstås af personer fra et afgrænset sprogområde. Undersøgelsen

startede således med en forholdsvis afgrænset forståelse og kategorisering af etnicitet og etniske

grupper, men det viste sig igennem dataindsamlingen, at de opstillede etniske kategorier ikke

repræsenterede den empiriske virkelighed. Tværtimod viste det sig, at flere moskeer og muslimske

foreninger således havde mange etniske grupper som deltagere, især de moskeer, der har arabisk

som primært sprog. Dette tyder på, at etnisk afgrænsning søges overskredet ved at fokusere på

”trans-etnisk” religiøsitet, hvor

det at være muslim er den primære identitetsmarkør, mens etnisk

baggrund er mindre relevant. Ydermere kan denne tendens til mangel på etnisk homogenitet også

ses som et udtryk for, at den muslimske befolkning i Danmark over tid bliver mindre opmærksom

på sine etniske ophav, idet identiteten som dansker bliver mere udpræget. Således var der i

undersøgelsen også en tendens til, at moskeer og muslimske foreninger, der havde undervisning på

dansk, tiltrak et både større og bredere publikum med mange forskellige etniske baggrunde.

Undervisning

udbydes af 83 % af de undersøgte moskeer og muslimske foreninger, primært i

weekenden i lektioner af typisk en til to timers længde. Dette betyder, at omkring fire ud af fem

moskeer og muslimske foreninger i Danmark udbyder undervisning, inklusiv sprogundervisning,

lektiehjælpe, koranundervisning og islamundervisning. Mens flere aspekter af kultur og

almendannelse også er del af undervisningen, f.eks. i form af sprogundervisning, er religion ofte det

primære emne i denne undervisning. Koranundervisning viste sig således at være den mest udbredte

form for undervisning, efterfulgt af islamundervisning og sprogundervisning. De fleste moskeer og

muslimske foreninger havde dog både sprogundervisning og koran- og islamundervisning.

Koranundervisning inkluderer undervisning i forskellige aspekter af koranen, lige fra selve det

klassiske arabiske skriftsprog til religiøse forskrifter om praksis. Religiøs undervisning er mest

udbredt for børn (5-12 år) i form af koranundervisning, mens islamundervisning primært er for unge

(13-18 år).

Undervisningens indhold

er primært koncentreret omkring muslimsk praksis og mindre centreret

omkring islamisk teologi. Således blev det konkluderet, at undervisning i muslimsk praksis, f.eks.

hvordan man beder, siger trobekendelsen og fejrer religiøse højtider, er den primære undervisning

for børn og unge med muslimsk baggrund i Danmark. Ligeledes vidste undersøgelsen, at det at give

børnene en basal og praktisk viden om deres religion var det primære aspekt ved den religiøse

undervisning. Koranen var det primære undervisningsmateriale til den mere grundlæggende,

religiøse undervisning henvendt til børn, mens andre religiøse skrifter som

hadith

sunna

tafsir

også bruges i et vist omfang til de ældre elever, der antages at kunne forstå og reflektere over mere

komplicerede emner og teologi.

K ønsopdeling

i den religiøse undervisning er ikke specielt almindelig hos de muslimske grupper i

Danmark. Undersøgelsen viste, at 74 % underviste piger og drenge sammen, mens kun 26 %

underviste piger og drenge adskilt. Ydermere konkluderes det, at når kønsopdeling i undervisningen

forekommer, gælder det primært for unge og voksne og ikke børn. Undersøgelsen viste dog også

visse etniske forskelle i forbindelse med kønsopdeling. Mens alle bosniske moskeer underviser

drenge og piger sammen, er tallet for somaliske moskeer 60 % og tyrkiske moskeer 68 %.

Deltagerantal

i den religiøse undervisning afhænger af moskeens eller foreningens størrelse.

Således varierer antallet af deltagere per uge fra otte deltagere i en lille bosnisk forening i Jylland til

300 deltagere i en stor arabisk moske i København. Der er også klare forskelle mellem forskellige

etniske grupper. Ud fra de indsamlede data vurderes det, at omkring 2.839 børn og unge om ugen

deltager i undervisningen i de undersøgte grupper. Ud fra undersøgelsen konkluderes det, at der

gennemsnitligt deltager 63 børn og unge i undervisning per uge. Sammenlignet med det komplette

antal af moskeer og muslimske foreninger i Danmark kan det derfor anslås, at omkring 6.300 børn

og unge ugentligt deltager i samtlige danske muslimske moskeer og foreninger

–

dette ud af en

befolkning på omkring 55.000 børn og unge med muslimsk baggrund i Danmark. Således vurderes

det

–

ud fra de i undersøgelsen indsamlede data

–

at lidt mere end 10 % af børn og unge mellem 5

og 18 år med muslimsk baggrund deltager i undervisning i moskeerne og de muslimske foreninger i

Danmark.

Underviseren

i den religiøse undervisning er primært imamen, som ofte har en

universitetsuddannelse fra udlandet. Ud over imamen fungerer mange forskellige personer som

underviser i den religiøse undervisning, ofte den person, der vurderes til at vide mest om islam. I de

godkendte trossamfund er imamen ofte i Danmark på forkyndervisum, mens imamer blandt de ikke-

godkendte trossamfund enten er danske statsborgere eller opholder sig i landet på et tremåneders

turistvisum. Generelt vægtes uddannelse højt blandt respondenterne, og flere respondenter ytrede et

ønske om en officiel imamuddannelse i Danmark, der kan afspejle både den islamiske tro og det

danske samfund.

Undervisningsformålet

forstås som den enkelte moskes eller forenings formål med den religiøse

undervisning for børn og unge; det var altså udbydernes formål med den religiøse undervisning, der

var omdrejningspunktet, og ikke deltagernes motiver for at deltage i undervisningen. Der var i

undersøgelsen en tendens til, at det vigtigste formål var at formidle et basalt kendskab til koranen

og islam i form af f.eks. grundlæggende undervisning i koranen eller muslimsk praksis. Således var

kategorier, der omhandle basal viden om islam og muslimsk praksis, mest udbredte som formål med

undervisningen. Teologiske og etiske/moralske emner er mindre udbredt som undervisningsemner

til børn, da disse i højere grad er relevante for ældre aldersgrupper. Næsten halvdelen af

respondenterne havde også tilkendegivet kendskab til Danmark og integration som

undervisningsformål, både hvad den kulturelle og den religiøse undervisning angik. Mens fokus på

religion generelt er mest udbredt, er der hos informanterne fra de muslimske grupper en udbredt ide

om, at religion og kultur er uadskillelige aspekter.

Denne rapport er baseret på en undersøgelse af religiøs undervisning blandt de muslimske grupper i

Danmark. Trods den forholdsvis korte periode til indsamling og analyse er materialet

repræsentativt, hvad angår den generelle muslimske befolkning i Danmark. Undersøgelsen har

desuden berørt andre emner med relevans for et bredere kendskab til islam herhjemme. Rapporten

bidrager således også til den hjemlige islam-forskning generelt samt i bredere forstand til hele

forskningsfeltet om kultur, religion, etnicitet og minoriteter. Ligesom al forskning i samtidsforhold,

herunder samtidsreligion, er kortlægninger øjebliksbilleder. Aktualitet er for disse af stor værdi, og

betydningen heraf bliver for alvor markant i fortsatte undersøgelser.

6 L itteratur

Andersen, Lotte Bøgh, Kasper Møller Hansen & Robert Klemmensen, eds.

2010

Metoder i

statskundskab

. Hans Reitzels Forlag, København.

Aslan, Ednan

2009

Islamische Erziehung in Europa: Islamic

education

in Europe

. Böhlau Verlag, Wien.

Bektovic, Safet

2004

Kulturmøder og religion. Identitetsdannelse blandt

kristne

musli m

ske

unge

Museum Tusculanum, København.

Christensen, Geert Laier

2010

Tørklæder,

tillid

tørre tal

–

undersøgelse af indvandring og integration i

Danmark

. Forlaget CEPOS, København.

Daun, Holger, & Geoffrey Walford

2004

Educational

trategies

among Musli

the

Context of Globalisation.

Som

National Case

tudies

. Brill, Leiden.

Ihle, Annette Haaber

2007

Magt,

edborgerskab

muslim

ske friskoler

i Danmark:

traditioner,

idealer og

politikker

. Københavns Universitet, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier,

ASC-Grafisk, Københavns Humanistiske Fakultet, København.

Kvale, Steinar

1997

InterView:

introduktion

til

det

kvalitative

forskningsinterview

. Hans Reitzels

Forlag, København.

Kühle, Lene

2006

Moskeer i Danmark

–

islam og

musli m

ske

bedesteder

. Forlaget Univers, Gylling.

Liengaard, Inge

2008

”Normalt er islam jo en fælles ting…”. Religiøse autoriteter og etableringen af et

islamisk

felt

i Danmark

. Ph.d.-afhandling, Det Teologiske Fakultet, Aarhus

Universitet.

Maréchal, Brigitte

2003

”Modalities

of Islamic Instruction”, in: Maréchal, Brigitte, Stefano Allievi, Felice

Dassetto & Jørgen Nielsen, eds.,

Musli

the

Enlarged Europe. Religion and

Society

. Brill, Leiden, 19-75.

Nachmias, David, & Chava Frankfort-Nachimias

1992

Research Methods in

the

Social S

ciences

. 4th Edition, Edward Arnold

–

A division of

Hodder & Stroughton, Kent.

Simonsen, Jørgen Bæk

2006

Hvad

islam?

. Akademisk Forlag, København.

1990

Islam i

Danmark:

muslim

ske

institutioner

Danmark 1970-1989

. Århus

Universitetsforlag, Holstebro.

Østergaard, Kate, & Tina Gudrun Jensen

2007

Nye

muslim

i Danmark. Møder og omvendelser

. Forlaget Univers, Gylling.

7 A ppendiks

7.1 Metode

Denne undersøgelse har anvendt både kvalitative og kvantitative metoder. Fokus for undersøgelsen

var faktuelle oplysninger som oprettelsesår for undervisning, antal af deltagerne i undervisning og

udbredelse af undervisning, men mere kvalitative aspekter var også inddraget, f.eks. i form af

deltagerobservation og kvalitative interviews. De kvalitative interviews blev valgt ud fra en

vurdering af, at disse var mere fordelagtige til indsamling af data blandt de muslimske grupper i

Danmark.

Forberedende faser i projektet

Informationssøgning, karakterisering af data samt indledende typologiseringer var første del af

projektet. Lister over samtlige muslimske trossamfund, moskeer og foreninger samt over de

muslimske friskoler blev udarbejdet med udgangspunkt i eksisterende, publicerede data.

Et antal hjemmesider blev brugt til at søge baggrundsinformation og opdateret information ved hver

enkelt kontakt.

Ved oprettelsen af nye kontaktlister inkluderede vi navn på moskeen/foreningen, adresse,

telefonnummer, eventuel e-mailadresse og hjemmeside samt information fra tidligere undersøgelser

og bøger om muslimske grupper i Danmark. Til hver enkel kontakt blev der desuden tilføjet

baggrundsinformation om trossamfundet/foreningen samt oplysninger om, hvorvidt disse tidligere

havde haft religiøs undervisning af børn og unge.

Information er således hentet fra: Tim Jensens Religionsguide (http://www.relguide.sdu.dk/islam.html#Adresser), bøgerne

Moskeer i Danmark

–

isla

muslim

ske

bedesteder

af Lene Kühle og

Isla

i Danmark:

muslim

ske

institutioner i Danmark 1970-

1989

af Jørgen Bæk Simonsen. Desuden er anvendt Familiestyrelsens data om godkendte muslimske trossamfund i Danmark

(http://www.familiestyrelsen.dk/samliv/trossamfund/anerkendteoggodkendtetrossamfundogmenigheder/islamiskeogislaminspireredet

rossamfundogmenigheder/?tx_lffaith_pi1%5Breligion%5D=3&tx_lffaith_pi1%5Bdisplay%5D=community) samt Center for

SamtidsReligions egne data og tidligere kortlægninger af de godkendte trossamfund i Danmark (Center for SamtidsReligion har

siden 2009 kortlagt alle de godkendte trossamfund i Danmark, inklusiv statistiske informationer, perspektiveringer og kommentarer.

Disse kortlægninger udgives hvert år som e-årbogen

Religion i Danmark

. Se mere information om centerets arbejde på

http://teo.au.dk/csr/relaarbog10/forside/).

Således blev anvendt: krak.dk, degulesider.dk, google.dk, facebook.com, dmu.nu (Dansk Muslimsk Union), mfr.nu (Muslimernes

Fællesråd), m-i-d.dk (Muslimer i Dialog), islamstudie.dk, islaminfo.dk og islamicfinder.org.

I alt fire studentermedhjælpere fra religionsvidenskab (tre) og teologi (en) blev ansat til at hjælpe

med projektet, hovedsagelig til at indsamle data, udføre telefoninterviews og assistere i de

kvalitative interviews. Én fik således ansvaret for udførelse af telefoninterviews blandt de

godkendte og en anden for de ikke-godkendte muslimske trossamfund i Danmark. En

studentermedhjælp fik ansvaret for udførelsen af telefoninterviews blandt de muslimske friskoler i

Danmark, og én fik ansvaret for yderlig informationssøgning.

Efter etableringen af lister med kontaktinformation om de muslimske grupper blev interviewguides

til kvalitative interviews og til telefoninterviews konstrueret. Spørgsmål og projektbeskrivelse blev

desuden beskrevet på henholdsvis dansk, engelsk og arabisk til de grupper, der ønskede

kommunikation via e-mail.

Udveksling og opdatering af data foregik via google.docs, hvor listerne med kontaktinformation var

tilgængelige online for studentermedhjælpere og projektmedarbejder. Ved denne udveksling og

opdatering af data kunne alle medarbejdere på projektet hele tiden udveksle information, og

projektlederen havde mulighed for at følge med i studentermedhjælpernes arbejde. Således blev det

ved hver kontakt noteret, hvornår, hvor mange gange og hvordan de var blevet kontaktet.

Pilotprojekt og kvalitative interviews

Undersøgelsens udgangspunkt inkluderede et mindre pilotprojekt, hvor udvalgte grupper blev

kontaktet og interviewet med henblik på at undersøge informanternes og gruppernes egne

definitioner og afgrænsninger af

koranskole

religiøs

fritidsundervisning

. Formålet med dette var

at få faststillet de definitioner og afgrænsninger, som skulle bruges i den egentlige undersøgelse.

Ydermere foretog vi i løbet af dataindsamlingen flere kvalitative interviews i moskeer og

foreninger, dels for at få en bedre forståelse for de minoritetsgrupper, som undersøgelsen beskriver,

dels som en slags ”stikprøver” for

de opgivne informationer.

I alt blev syv kvalitative interviews og to deltagerobservationer udført. Enhedsudvælgelsen

inkluderede tre tyrkiske moskeer, en bosnisk forening, en somalisk forening, en arabisk moske og

en aleviforening.

Som nævnt tidligere skal disse opdelinger efter etnicitet ikke tages som værende absolutte. Alle syv

besøgte moskeer og foreninger (med undtagelse af aleviforeningen) var ikke så stærkt etnisk opdelt,

som vores kategorier indikerer. Der kommer f.eks. ikke kun personer med tyrkisk baggrund i de

tyrkiske moskeer, og grundlæggende synes religiøsitet at være en mere central faktor for

tilhørsforhold end etnicitet.

Udvælgelsen til de kvalitative interviews blev gjort ud fra den overvejelse, at

etnicitet

religiøst

tilhørsforhold

status so

trossa

fund

skulle være repræsenteret så bredt som muligt i udvalget.

Hvad angår etnicitet, skulle udvalget indeholde

tyrkisk baggrund

bosnisk baggrund

somalisk baggrund

arabisk baggrund,

hvad angår religiøst tilhørsforhold

sunni (henholdsvis de tre tyrkiske, den bosniske, den somaliske og den arabiske)

alevisme

og hvad angår status som trossamfund

godkendte trossamfund i Danmark: tre tyrkiske moskeer, den arabiske moske og

aleviforeningen

ikke-godkendte trossamfund i Danmark: den bosniske forening og den somaliske forening.

Identifikation af og kontakt til moskeer/foreninger baserede sig på to forskellige strategier, nemlig

”

snowball

-strategien” og bekvemmelighedsstrategien.

Snowball

-strategien (Andersen et al. 2010,

163), der betyder, at informanter giver kontakt til andre mulige informanter inden for disses

bekendtskabskreds, blev anvendt i valget af den bosniske og den somaliske forening, hvor interview

førte videre til interviews i andre foreninger, som ellers ikke ville have fundet sted. Interviewguiden

Spørgsmålet om, hvorvidt alevisme faktisk er en del af islam, bliver ofte diskuteret. Nogle opfatter dem som en selvstændig

religion, andre som en selvstændig gren af islam og andre igen som en retning inden for shiaislam. Det er ikke denne rapports formål

at tage stilling til denne problematik, og alevisme bliver i denne rapport opfattet som en særskilt religiøs kategori, der dog er tættere

på shiaislam end sunniislam. For en yderlig gennemgang af alevimuslimerne i Danmark, se Kühle 2006, 148-151 eller den danske

aleviforeninges hjemmeside: http://www.alevi.dk.

indeholdt også et spørgsmål, hvor vi spurgte ind til, hvorvidt de kunne hjælpe med kontakter til

andre moskeer og muslimske foreninger.

”Bekvemmelighedsstrategien” (ibid. 163-164)

blev anvendt i flere tilfælde. En vigtig faktor her var

den geografiske placering af de forskellige moskeer og foreninger (således foregik fem ud af syv

besøg i Århus, et i Randers og et i København). Ydermere er de muslimske foreninger og

organisationer i Danmark ofte svære at få kontakt til, og derfor vil en udvælgelse i denne form for

undersøgelse altid være præget af en vis form for bekvemmelighed

–

altså, hvem kan det

overhovedet lade sig gøre at få fat i.

Deltagerobservationen var ikke en egentlig del af projektets design, men for at supplere interviews

samt for at perspektivere de subjektive udsagn med observation blev deltagerobservation dog i to

tilfælde benyttet, nemlig hos en aleviforening og ved besøget i den arabiske moske.

Hos aleviforeningen blev vi inviteret til at deltage i en såkaldt

, en årlig forsamling af

medlemmer i foreningen, hvor et religiøst ritual bliver udført, og dagen fejres som højtid. Ligesom

besøget hos den arabiske forenings religiøse undervisning var dette værdifuldt både for yderligere

kontaktformidling og for perspektivering af den religiøse/undervisningsmæssige praksis.

Opsummerende kan siges, at de syv moskeer og foreninger udvalgt til kvalitative interviews samt

deltagerobservation blev valgt ud fra kriterier og kategorier opstillet på forhånd, men stadig med

fleksibilitet og bekvemmelighed for øje.

Metoden for de kvalitative interviews, telefoninterviews og interviewguide

Hvert kvalitativt interview blev udført af projektmedarbejderen og en studentermedhjælper. I hvert

tilfælde blev moskeen eller foreningen i første tilfælde kontaktet telefonisk for at aftale et møde.

Alle interviews foregik i moskeens eller foreningens lokaler. Før hvert interview blev generel og

forberedende information søgt i litteratur og på nettet for at give både interviewer og

studentermedhjælp viden om den forening eller moske, hvor interviewet skulle foregå. Dette var

også tilfældet ved telefoninterviewene, hvor generel og/eller detaljeret information blev tilføjet hver

enkelt kontakt for at gøre udførelsen af telefoninterviewene så nuanceret som muligt.

De kvalitative interviews blev forberedt ud fra Kvales ti kriterier for en kvalificeret interviewer:

velinformeret, strukturerende, klar, venlig, sensitiv, åben, styrende, kritisk, erindrende og

fortolkende (Kvale 1997, 152-153). Ydermere blev en kort projektbeskrivelse medbragt til hvert

interview og givet til informanterne, og både briefing og debriefing fandt sted under interviewene.

Nogle af interviewene blev optaget på trods af, at det primære formål ved interviewet var

tilvejebringelse af faktuelle oplysninger (jf. Andersen et al. 2010, 168-170). Dog afviste nogle af

informanterne at blive interviewet, hvis det blev optaget, og dette blev derfor fravalgt. Ved hvert

enkelt

interview

foretog projektmedarbejderen

interviewet,

mens

studentermedhjælperen

kontinuerligt tog notater og lavede et nøjagtigt referat, mens interviewet stod på. Efterfølgende

sammenlignede interviewer og medhjælp noter og diskuterede interviewet, der efterfølgende blev

transskriberet.

Efter det indledende pilotstudie blev de endelige interviewguides konstrueret.

Interviewguiden

havde et fleksibelt design med kun løst definerede kategorier på forhånd

–

dette for at sikre, at

kategorierne hele tiden blev tilpasset informanternes oplysninger (jf. ibid. 161). Designet af de

forskellige interviewguides var tilpasset respondenterne, f.eks. hvad angik sproglige kompetencer

etc. Således varierede begrebsdefinitioner ikke i de forskellige interviewguides, mens sproglige

formuleringer samt fleksibilitet over for informantens sproglige kompetence var noget, vi hele tiden

var bevidste om.

I alt fem forskellige interviewguides blev udformet:

en kvalitativ interviewguide til de godkendte trossamfund

en telefoninterviewguide til de godkendte trossamfund

en kvalitativ interviewguide til de ikke-godkendte trossamfund og grupper

en telefoninterviewguide til de ikke-godkendte trossamfund og grupper

en telefoninterviewguide til de muslimske friskoler.

Forskellen på de forskellige interviewguides er ikke mærkbar, da de samme grundlæggende

spørgsmål og begrebsdefinitioner var omdrejningspunktet i alle fem tilfælde. Forskellen på de

kvalitative interviewguides og telefoninterviewsguiderne var hovedsageligt nuanceforskelle i sprog

En kvalitativ interviewguide var blevet forfattet før det indledende pilotstudie. Meningen med studiet var derfor at teste, hvorvidt

denne interviewguide var fyldestgørende, hvad både validitet og reliabilitet angik, samt gav den information, vi søgte. Efter det

indledende pilotstudie blev interviewguiden derfor tilpasset de erfaringer, vi havde gjort os i de indledende kvalitative interviews.

og vendinger ud fra en vurdering af, at man taler anderledes i telefon, end man gør i almindelige

samtaler. Interviewguiden til de muslimske friskoler havde et større fokus på religiøs

fritidsundervisning, da formålet med at inkludere de muslimske friskoler ikke var at kortlægge den

almindelige undervisning i religion.

Forskellen på interviewguiderne til godkendte trossamfund og ikke-godkendte grupper var flere

generelle spørgsmål til de ikke-godkendte grupper, da det blev vurderet, at mange af grupperne og

foreningerne højst sandsynligt havde ændret sig siden sidste kortlægning.

Ydermere inkluderede

interviewguiden til de ikke-godkendte grupper et spørgsmål om, hvorvidt disse havde tænkt sig at

søge om godkendelse som trossamfund i Danmark.

Både de personlige interviews og telefoninterviewene blev forarbejdet og konstrueret ud fra

kriterier for kvalitative forskningsinterview (Andersen et al. 2010; Kvale 1997). Valget af

interviews frem for spørgeskemaer blev taget ud fra en vurdering af, at en eksplorativ tilgang med

interesse for unikke situationer var essentiel for undersøgelsen.

Således blev interviewene og interviewguiderne opstillet ud fra et eksplorativt, kvalitativt

forskningsdesign, hvor en eksplicit formuleret hypotese ikke var del af det oprindelige design

–

dette, fordi udbredelsen af religiøs fritidsundervisning blandt muslimske grupper i Danmark var et

hidtil uudforsket emne.

Interviewene i undersøgelsen var individuelle

og semistrukturerede, idet de var karakteriseret af

en vis grad af formalisering og struktur (Andersen et al. 2010, 149; Kvale 1997, 129). Der blev

således taget udgangspunkt i den fremstillede interviewguide, men samtidig blev spørgsmål uddybet

og forklaret efter behov samt tilpasset situation og interviewperson.

Dataindsamling

Hver moske og forening blev i første omgang kontaktet per telefon med henblik på at udføre et

telefoninterview. Vi tilstræbte så vidt muligt at udføre et eliteinterview (Andersen et al. 2010, 150-

Den sidste større kortlægning ved Center for Multireligiøse Studier (nu Center for SamtidsReligion) af muslimske foreninger og

moskeer i Danmark, der også inkluderede de ikke-godkendte grupper, blev foretaget i 2004/2005 forudgående for Lene Kühles bog

Moskeer i Danmark

–

isla

muslim

ske

bedesteder

I alle tilfælde tilstræbte vi at tale med enten imam, formand eller talsmand. Både telefoninterviews og de kvalitative interviews

foregik så vidt muligt med én person. I nogle tilfælde blev vi dog nødt til at udføre interviewet med en tolk, da interviewpersonen,

ofte en imam, ikke kunne tale dansk. Tolke blev i alle tilfælde sat til rådighed af moskeen/foreningen selv.

152) for at sikre, at informanten var kvalificeret til at give de specifikke informationer. Dette betød,

at vi tilstræbte at interviewe imamer, formænd eller talsmænd. Derfor var interviewerens

baggrundsviden vigtig som en forudsætning for at kunne stille de rette spørgsmål og for at kunne

vurdere plausibiliteten i de informationer, som interviewpersonen gav.

En del af moskeerne og foreningerne bad ved telefonisk kontakt om at få tilsendt spørgsmålene per

e-mail, hvorefter de fik tilsendt en projektbeskrivelse samt spørgsmålene fra interviewguiden per e-

mail.

Hver moske og forening blev kontaktet telefonisk minimum ti gange (eller indtil kontakt blev

etableret), og de foreninger, der afviste telefoninterviews, eller hvor telefonisk kontakt ikke var

mulig, fik tilsendt e-mails minimum to gange. De moskeer og foreninger, hvor hverken telefonisk

kontakt eller kontakt via e-mail var muligt, fik tilsendt et brev med projektbeskrivelse samt

spørgsmål. 61 breve af denne art blev sendt. Hvert brev indeholdt en projektbeskrivelse og

spørgsmålene fra interviewguiden. For at imødekomme eventuelle sprogbarrierer var både

projektbeskrivelse og spørgsmål forfattet på dansk, men forelå også i en engelsk og en arabisk

oversættelse (i de tilfælde, hvor det er blevet vurderet, at en sådan eventuelt ville hjælpe).

Dataindsamlingen forløb over en periode på tre måneder, hvor projektmedarbejder og de fire

studentermedhjælpere forsøgte at kontakte og interviewe så mange grupper og trossamfund som

muligt.

Opkald til moskeer og foreninger foregik på forskellige dage og tidspunkter af dagen ud fra en

vurdering af, hvornår det var mest udbytterigt at få fat i de forskellige moskeer og foreninger.

Eksempelvis blev moskeer kontaktet om fredagen, da det blev vurderet, at et stort antal personer

samt en eliteinterviewperson ville være til stede i moskeen denne dag grundet fredagsbønnen.

Den største udfordring og problematik i forbindelse med dataindsamlingen var at få etableret

telefonisk kontakt. Ofte eksisterede de telefonnumre, som vi havde fra tidligere undersøgelser, ikke

længere, og vi var derfor nødsaget til at prøve at lokalisere eventuelle nye numre eller undersøge,

om foreningen var ophørt med at eksistere. I andre tilfælde blev der ikke svaret på telefonen,

selvom vi ringede et minimum af ti gange over en periode på tre måneder til hver enkelt kontakt.

En anden udfordring var sprogbarrieren, da en del af informanterne ikke kunne tale dansk eller

engelsk, og en tolk derfor blev nødt til at være til stede, for at interviewet kunne finde sted.

Specielt de ikke-godkendte grupper præsenterede udfordringer, da disse ikke havde været kontaktet

i forbindelse med en kortlægning siden 2004/2005. Da mange foreninger enten ikke eksisterede

længere eller var flyttet, uden at en ny adresse og nyt telefonnummer var tilgængeligt, blev nye

adresser og telefonnumre forsøgt fundet på diverse onlinefaciliteter samt gennem kontakt til andre

moskeer og foreninger.

De godkendte trossamfund var nemmere at få kontakt til, da forholdsvis opdateret

kontaktinformation på disse er tilgængelig online. Til gengæld var de godkendte trossamfund

generelt mindre villige til umiddelbart at deltage i undersøgelsen, siden de oftere end de ikke-

godkendte grupper bliver kontaktet af forskellige årsager.

Kodning, analyse og bearbejdelse af data

Den indledende behandling af data inkluderede en deduktiv kodning, hvor indsamlede data blev

opdelt i mindre komponenter, og hvor disses relationer og funktioner blev analyseret. En

kodemanual blev udarbejdet på baggrund af interviewguiden, og hvert enkelt interview blev kodet

ud fra allerede fastsatte og definerede kategorier. Høj validitet og reliabilitet var tilstræbt i

undersøgelsen, og kodemanualen, definitionerne af koderne samt den konsistente udførelse af

kodningen var præcis, entydig og konkret. Kodningens entydighed er sikret gennem en intrakodning

udført af projektmedarbejder to gange og herefter gennemgået for både systematiske og tilfældige

fejl, dels manuelt, dels ved hjælp af programmet SPSS (Statistical Package for the Social Sciences).

Konsistens blev således sikret i bearbejdelsen af data, da uoverensstemmelser i de udregnede data

blev kodet igen for at sikre høj validitet og reliabilitet. En deduktiv analysestrategi blev brugt, da vi

opererede med fastsatte begreber i analysen og bearbejdelsen af data (jf. ibid. 147-175).

Programmet SPSS blev brugt til databearbejdelse og analyse. Både forberedelse og udførelse af

interviews samt analyse og bearbejdelse af data blev foretaget ud fra de fire generelle

forskningskriterier om gentagelighed, validitet, reliabilitet og generealiserbarhed (ibid. 97-113).

7.2 Oversigt over tabellerne

Tabel 1. Religiøst

tilhørsforhold

(i procent, n=70)

Sunni

Shia

Sufi

A levi

Total

100

Tabel 2.

tatus so

trossa

fund

(i procent, n=72)

Godkendt

trossamfund

I k ke-godkendt gruppe

100

Total

Tabel 3. Geografisk

fordeling

(i procent, n=73)

K øbenhavn

Sjælland

F yn

Jylland

Total

101

Tabel 4. Foreninger/moskeer

bestem

etniciteter

i relation

til

geografisk placering (i procent)

Tyrkisk

(n=30)

Bosnisk

(n=15)

Somalisk

(n=15)

Arabisk

(n=33)

Andet

(n=34)

K øbenhavn

Sjælland

F yn

Jylland

Total

100

101

Tabel 5. Fordeling af

etnicitet

(i procent, n=71)

T yr kisk

Bosnisk

Somalisk

A rabisk

A ndet

Total

179

Tabel 6. Etnicitet i

moskeen/foreningen

vs.

etnicitet

i undervisningen (absolutte

tal)

E tnicitet

T yr kisk

Bosnisk

Somalisk

A rabisk

A ndet

T yr kisk+arabisk

T yr kisk+andet

A rabisk+andet

T yr kisk+arabisk+andet

Somalisk+arabisk+andet

T yr kisk+somalisk+arabisk

+andet

Bosnisk+andet

Somalisk+arabisk

T yr kisk-somalisk

T yr kisk+bosnisk+arabisk

T yr kisk+somalisk+bosnisk+

arabisk+andet

E tnicitet

undervisning

Total

Tabel 7. Undervisning (i procent, n=72)

Undervisning

Ingen undervisning

Total

100

Tabel 8. Form

for

undervisning (i procent, n=65)

K oranundervisning

Islamundervisning

ektiehjælp

Sprogundervisning

A ndet

Total

215

Tabel 9. Tidspunkter

for

undervisningen (i procent, n=54)

E ftermiddag

A ften

eekend

165

Total

Tabel 10. Hyppighed af undervisning (i procent, n= 55)

H ver dag

2-4 gange om ugen

1 gang om ugen

1 gang hver 14.

dag

Total

100

Tabel 11. Indhold i undervisningen (i procent, n=52)

M uslimsk

praksis

Islamisk teologi

133

Total

Tabel 12. Undervisningsmaterialer (i procent, n=52)

K oran

H adith

Sunna

T afsir

A ndet

244

Total

Tabel 13. Alder på deltagere (i procent, n=55)

5-12 (børn)

13-18 (unge)

19- (voksne)

Total

245

Tabel 14. Alder i undervisningen i relation

til

etnicitet

(i procent)

T yr kisk

(n=23)

K un børn

K un unge

Børn + unge

K un voksne

A lle aldre

Bosnisk

(n=10)

Somalisk

(n=11)

A rabisk

(n=28)

A ndet

(n=31)

Total

100

Tabel 15. Kønsopdeling (i procent, n=54)

sammen

K adskilt

Total

100

Tabel 16. Deltagere per uge i gennem

snit

opdelt

efter etnicitet

(absolutte

tal)

T yr kisk

(n=20)

Bosnisk

(n=9)

Somalisk

(n=9)

A rabisk

(n=22)

A ndet

(n=27)

Tabel 17. Undervisningsdeltagelse (i procent, n=47)

Stigende

F aldende

K onstant

Total

100

Tabel 18. Underviseren (i procent, n=53)

Imam

L ærer

A ndet

Total

101

Tabel 19. Formål

undervisningen (i procent, n=50)

K oran/arabisk

M uslimsk pra ksis

Islamisk teologi

K ultur/ophav/mod.

D K

/integration

Moral/etik

Religion

Total

394

7.3 Oversigt over interviews

ID1: Tyrkisk moske/forening på Sjælland. Godkendt trossamfund.

ID2: Tyrkisk moske/forening på Sjælland. Godkendt trossamfund.

ID3: Tyrkisk moske/forening på Sjælland. Godkendt trossamfund.

ID4: Tyrkisk moske/forening i Jylland. Godkendt trossamfund.

ID5: Tyrkisk moske/forening i Jylland. Godkendt trossamfund.

ID6: Tyrkisk moske/forening på Sjælland. Godkendt trossamfund.

ID7: Tyrkisk moske/forening i Jylland. Godkendt trossamfund.

ID8: Tyrkisk moske/forening på Sjælland. Godkendt trossamfund.

ID9: Tyrkisk moske/forening på Sjælland. Godkendt trossamfund.

ID10: Tyrkisk moske/forening i Jylland. Godkendt trossamfund.

ID11: Tyrkisk moske/forening i Jylland. Godkendt trossamfund.

ID12: Tyrkisk moske/forening i Jylland. Godkendt trossamfund.

ID13: Tyrkisk moske/forening på Sjælland. Godkendt trossamfund.

ID14: Tyrkisk moske/forening på Sjælland. Godkendt trossamfund.

ID15: Tyrkisk moske/forening på Sjælland. Godkendt trossamfund.

ID16: Tyrkisk moske/forening på Sjælland. Godkendt trossamfund.

ID17: Tyrkisk moske/forening på Sjælland. Godkendt trossamfund.

ID18: Tyrkisk moske/forening på Fyn. Godkendt trossamfund.

ID19: Tyrkisk moske/forening på Sjælland. Godkendt trossamfund.

ID20: Tyrkisk moske/forening i Jylland. Godkendt trossamfund.

ID21: Bosnisk moske/forening på Fyn. Godkendt trossamfund.

ID22: Bosnisk moske/forening i Københavnsområdet. Godkendt trossamfund.

ID23: Bosnisk moske/forening på Fyn. Godkendt trossamfund.

ID24: Bosnisk moske/forening i Jylland. Godkendt trossamfund.

ID25: Aleviforening i Jylland. Godkendt trossamfund.

ID26: Aleviforening i Jylland. Godkendt trossamfund.

ID27: Aleviforening i Jylland. Godkendt trossamfund.

ID28: Arabisk moske på Sjælland. Godkendt trossamfund.

ID29: Arabisk moske/forening i Københavnsområdet. Godkendt trossamfund.

ID30: Sufiforening på Sjælland. Ikke-godkendt trossamfund.

ID31: Shiamuslimsk forening i Københavnsområdet. Godkendt trossamfund.

ID32: Shiamuslimsk forening i Københavnsområdet. Godkendt trossamfund.

ID33: Arabisk moske/forening i Københavnsområdet. Godkendt trossamfund.

ID34: Pakistansk moske/forening i Københavnsområdet. Godkendt trossamfund.

ID35: Arabisk moske/forening i Københavnsområdet. Godkendt trossamfund.

ID36: Bosnisk moske/forening i Jylland. Ikke-godkendt trossamfund.

ID37: Bosnisk moske/forening i Jylland. Ikke-godkendt trossamfund.

ID38: Bosnisk moske/forening i Jylland. Ikke-godkendt trossamfund.

ID39: Bosnisk moske/forening i Jylland. Ikke-godkendt trossamfund.

ID40: Bosnisk moske/forening i Jylland. Ikke-godkendt trossamfund.

ID41: Tyrkisk moske/forening i Københavnsområdet. Ikke-godkendt trossamfund.

ID42: Tyrkisk forening på Sjælland. Ikke-godkendt trossamfund.

ID43: Somalisk moske/forening i Jylland. Ikke-godkendt trossamfund.

ID44: Somalisk moske/forening i Jylland. Ikke-godkendt trossamfund.

ID45: Somalisk moske/forening i Jylland. Ikke-godkendt trossamfund.

ID46: Somalisk moske/forening i Jylland. Ikke-godkendt trossamfund.

ID47: Somalisk moske/forening i Jylland. Ikke-godkendt trossamfund.

ID48: Somalisk moske/forening i Københavnsområdet. Ikke-godkendt trossamfund.

ID49: Afghansk moske/forening på Fyn. Ikke-godkendt trossamfund.

ID50: Afghansk moske/forening i Københavnsområdet. Ikke-godkendt trossamfund.

ID51: Shiamuslimsk moske/forening i Københavnsområdet. Ikke-godkendt trossamfund.

ID52: Arabisk moske/forening på Fyn. Ikke-godkendt trossamfund.

ID53: Arabisk moske/forening på Sjælland. Ikke-godkendt trossamfund.

ID54: Arabisk forening i Jylland. Ikke-godkendt trossamfund.

ID55: Arabisk forening på Fyn. Ikke-godkendt trossamfund.

ID56: Tyrkisk moske/forening i Københavnsområdet. Ikke-godkendt trossamfund.

ID57: Arabisk moske/forening på Fyn. Ikke-godkendt trossamfund.

ID58: Arabisk moske/forening i Jylland. Ikke-godkendt trossamfund.

ID59: Arabisk moske/forening på Sjælland. Ikke-godkendt trossamfund.

ID60: Tyrkisk forening i Jylland. Ikke-godkendt trossamfund.

ID61: Arabisk moske/forening i Københavnsområdet. Ikke-godkendt trossamfund.

ID62: Arabisk forening i Jylland. Ikke-godkendt trossamfund.

ID63: Pakistansk moske/forening på Sjælland. Ikke-godkendt trossamfund.

ID64: Pakistansk/arabisk forening på Sjælland. Ikke-godkendt trossamfund.

ID65: Tyrkisk forening på Sjælland. Ikke-godkendt trossamfund.

ID66: Arabisk moske i Jylland. Ikke-godkendt trossamfund.

ID67: Arabisk moske/forening i Københavnsområdet. Ikke-godkendt trossamfund.

ID68: Muslimsk forening i Københavnsområdet. Ikke-godkendt trossamfund.

ID69: Pakistansk moske/forening i Københavnsområdet. Godkendt trossamfund.

ID70: Pakistansk moske/forening i Københavnsområdet. Godkendt trossamfund.

ID71: Pakistansk moske/forening i Københavnsområdet. Godkendt trossamfund.

ID72: Pakistansk moske/forening på Fyn. Godkendt trossamfund.

ID73: Shimuslimsk moske/forening i Københavnsområdet. Godkendt trossamfund.