Folketingets udvalg for Landdistrikter og Øer
Christiansborg
1240 København K
Den 9. maj 2018
Miljø- og fødevareministerens endelige besvarelse af spørgsmål nr. 80 (ULØ alm. del) stillet 20. marts
2018 efter ønske fra Peter Juel Jensen (V).
Spørgsmål nr. 80
”Vil ministeren kommentere henvendelsen af 20/3-18 fra Sammenslutningen af Danske Småøer om
lange sagsbehandlingstider, jf. ULØ alm. del – bilag 60?
Ministeren bedes herunder specifikt kommentere redegørelsen for sagsbehandlingstiden i en konkret
sag under Landbrugsstyrelsen og oplyse, om ministeren finder denne sagsbehandlingstid rimelig, og
hvilke overvejelser sagen giver ministeren anledning til”
Svar
Besvarelsen supplerer den foreløbige besvarelse af spørgsmålet, som tidligere er oversendt til
Folketinget.
Landbrugsstyrelsen oplyser, at:
"Det udestående spørgsmål vedrører sagsbehandlingen af de såkaldte ”LAG-sager”, hvor tilskud
indstilles via ”Lokale Aktions Grupper” og ”V-sager”, som var en projekttilskudspulje under det
tidligere Velfærdsministerium, hvor der blev meddelt tilsagn om EU-tilskud efter "LAG-
bekendtgørelserne". Det er ældre sager, som efter aftale mellem dengang Fødevareministeriet og
Erhvervsministeriet stadig behandles af Landbrugsstyrelsen, fordi LAG-ordningerne før 2012 hørte
under Fødevareministeriet. Sagerne behandles efter ”LAG-bekendtgørelserne”, som er udstedt af
Erhvervsministeriet, og hvor Erhvervsministeriet er klageinstans ved klager over Landbrugsstyrelsens
afgørelser.
Udbetalingssagerne under LAG er ofte komplicerede sager, og det er tit nødvendigt at indhente
yderligere oplysninger eller yderligere dokumentation for at få sagerne behandlet færdige.
Desuden har revisionshenstillinger gjort det nødvendigt at etablere en meget gennemgribende
sagsbehandling af LAG-sagerne, især i forhold til udbudsregler, overfinansiering og vurdering af
priser. Det er baggrunden for, at sagsbehandlingstiden på udbetalinger på disse sager kan være 5-6
måneder.
I forhold til klagesagen med projekttitlen ”27 småøer med store oplevelser” kan Landbrugsstyrelsen
bekræfte sagsforløbet. En medvirkende årsag til den lange sagsbehandlingstid er, at
Landbrugsstyrelsen genoptog sagen efter den blev påklaget første gang, idet der var nogle af udgifterne
i den første afgørelse, som alligevel kunne godkendes.
Af hensyn til princippet om ligebehandling bliver genoptagelsessager behandlet i den rækkefølge,
Landbrugsstyrelsen beslutter at genoptage dem, dvs. i samme rækkefølge som øvrige anmodninger om
udbetalinger. Det samme gælder klagesager.
./.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk