Folketingets udvalg for Landdistrikter og Øer
Christiansborg
1240 København K
Den 12. januar 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 48 (ULØ) stillet 15. december 2017 efter
ønske fra udvalget.
Spørgsmål nr. 48
”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 14. december 2017 fra Sammenslutningen af Danske
Småøer om strandbeskyttelseslinjen og udviklingspotentiale på de små øer, jf. ULØ alm. del – bilag
40.”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet til Kystdirektoratet, som oplyser at:
”I 1994 vedtog folketinget ”Kystloven”, der indebar en udvidelse af naturbeskyttelseslovens
strandbeskyttelses- og klitfredningszoner fra normalt 100 meter til som udgangspunkt 300 meter. En
stor del af de mindre øers areal ville således blive omfattet af strandbeskyttelse eller klitfredning. Det
fremgår derfor af bemærkningerne til lovforslaget, at den udvidede strandbeskyttelse forudsættes
administreret relativt mere lempeligt på små øer, ”når forholdene og hensynet til øernes
erhvervsmæssige udvikling kræver det”. Der er således allerede en lempeligere dispensationspraksis
for de små øer.
Sammenslutningen af Danske Småøer fremfører, at den seneste ændring af Naturbeskyttelsesloven,
der giver mere rum til friluftslivet og til kystbyerne inden for strandbeskyttelseslinjen og de
dispensationsmuligheder der følger heraf, ikke er nok, idet der ikke tages højde for aktiviteter
for småøer, der har større udviklingsperspektiver.
Sammenslutningen af Danske Småøer opfordrer, på baggrund af to konkrete sager ULØ til at arbejde
for at kommunernes dispensationsmuligheder øges i forhold til småøerne, således at den udvidede
strandbeskyttelseslinje kan administreres relativt lempeligere, hvor kommune og lokalbefolkning er
enige om lokale udviklingsinitiativer på småøerne.
Seneste ændring af Naturbeskyttelsesloven er sket som opfølgning på aftalen om ”Danmark i bedre
balance – bedre ramme for kommuner, borgere og virksomheder i hele landet” fra juni 2016. Aftalen
er indgået mellem regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. I forbindelse med høringen af
lovforslaget foreslog Sammenslutningen af Danske Småøer en lignende ændring som ovenfor. Af
høringsnotatet fremgår det, at forslaget blev afvist med henvisning til, at der allerede efter de
gældende regler er adgang til en lempeligere dispensationspraksis for de små øer.”
Esben Lunde Larsen
/
Hans Erik Cutoi-Toft
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk