UFU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 74: Spm. om redegørelse for, hvorvidt, og i så fald hvordan, det danske retsforbehold er til hinder for, at det er muligt for den danske stat at inddrive SU-gæld fra studerende fra andre EU-lande, til uddannelses- og forskningsministeren

Uddannelses- og Forskningsudvalget 2017-18
UFU Alm.del
Offentligt

Ministeren

Uddannelses- og Forskningsudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

I brev af 30. januar 2018 har udvalget efter ønske fra MF Jacob Mark (SF) stillet

mig følgende spørgsmål:

Alm. del spørgsmål 74

Vil ministeren redegøre for hvorvidt, og i så fald hvordan, det danske retsforbehold

er til hinder for, at det er muligt for den danske stat at inddrive SU-gæld

fra studerende fra andre EU-lande?

Svar

I EU-Kommissionens brev af 13. december 2017 nævnes tre EU-retsakter vedr.

inddrivelse af gæld i andre EU-medlemsstater. Kommissionen anfører, at disse

retsakter kunne have været anvendt til inddrivelse af danske SU-lån, hvis Dan-

mark ikke havde et retsforbehold, og hvis den danske SU-låneordning falder ind

under det civil- og handelsretlige område.

Til brug for en beskrivelse af den mulige anvendelse af disse tre retsakter på ind-

drivelse af SU-lån i andre EU-lande, har jeg indhentet bidrag fra Justitsministeriet,

som oplyser følgende:

”Det danske retsforbehold findes i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er

tilknyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og

Traktaten om Den Europæiske Union. Ifølge protokollens artikel 1 og 2 deltager

Danmark ikke i retsakter, der er vedtaget i henhold til tredje del, afsnit V, i trakta-

ten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der bl.a. omfatter det civilretlige

område.

Af relevans for problemstillingen om inddrivelse af SU-gæld fra studerende fra

andre EU-lande er der på det civilretlige område vedtaget fire retsakter, som er

omfattet af retsforbeholdet. Det drejer sig for det første om forordning nr.

1215/2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af rets-

afgørelser på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I-forordningen), som

Danmark er tilknyttet via en parallelaftale. Derudover drejer det sig om forordning

nr. 805/2004 om indførelse af et tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav,

forordning nr. 1896/2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedu-

re og forordning nr. 861/2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure.

12. februar 2018

Uddannelses- og

Forskningsministeriet

Børsgade 4

Postboks 2135

1015 København K

Tel. 3392 9700

Fax 3332 3501

[email protected]

www.ufm.dk

CVR-nr. 1680 5408

Ref.-nr.

18/006416-03

Side 1/3

UFU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 74: Spm. om redegørelse for, hvorvidt, og i så fald hvordan, det danske retsforbehold er til hinder for, at det er muligt for den danske stat at inddrive SU-gæld fra studerende fra andre EU-lande, til uddannelses- og forskningsministeren

De tre sidstnævnte forordninger finder ligesom Bruxelles I-forordningen alene

anvendelse på det civil- og handelsretlige område.

Bruxelles I-forordningen

–

som Danmark som anført ovenfor er tilknyttet via en

parallelaftale

–

giver efter den ændring af forordningen, som trådte i kraft i januar

2015, mulighed for, at danske retsafgørelser, retsforlig og officielt bekræftede do-

kumenter kan anerkendes og fuldbyrdes i et andet EU-land uden nogen mellem-

liggende procedure.

Forordning nr. 805/2004 har til formål at skabe et europæisk tvangsfuldbyrdelses-

dokument for krav, der ikke bestrides af skyldneren. Med et europæisk tvangs-

fuldbyrdelsesdokument kan retsafgørelser, retsforlig og officielt bekræftede doku-

menter vedrørende ubestridte krav anerkendes og fuldbyrdes i et andet EU-land

uden nogen mellemliggende procedure.

Det er Justitsministeriets vurdering, at selv om proceduren efter forordning nr.

805/2004 umiddelbart ville kunne have været relevant at anvende som alternativ til

proceduren efter Bruxelles I-forordningen, ville det ikke i praksis gøre det væsent-

ligt lettere at inddrive SU-gæld fra skyldnere bosat i andre EU-lande. I begge til-

fælde vil inddrivelsen i praksis forudsætte et vist kendskab til retssystemet i det

land, hvor skyldneren er bosat, og formentlig en juridisk repræsentant i landet,

som vil kunne møde i retten på de danske myndigheders vegne.

Forordning nr. 1896/2006 har til formål at indføre en europæisk betalingspåkravs-

procedure for krav, som ikke bestrides af skyldneren. Proceduren forudsætter, at

fordringshaveren anlægger sag ved den kompetente retsinstans, som herefter

udsteder et europæisk betalingspåkrav alene på grundlag af fordringshaverens

oplysninger, hvis kravet synes velbegrundet. Medmindre skyldneren indgiver en

indsigelse til den udstedende ret inden for en frist, kan kravet søges anerkendt og

fuldbyrdet i et andet EU-land.

Det kunne umiddelbart have været relevant at anvende proceduren i forordning nr.

1896/2006 som alternativ til Bruxelles I-forordningen i forbindelse med inddrivelse

af SU-gæld fra skyldnere bosat i andre EU-lande, fordi proceduren giver mulighed

for at henvende sig direkte til den relevante udenlandske domstol med henblik på

både opnåelse af et grundlag for tvangsfuldbyrdelse og selve fuldbyrdelsen. Pro-

ceduren ville dog efter Justitsministeriets vurdering ikke i praksis gøre det væsent-

ligt lettere at inddrive SU-gæld fra skyldnere bosat i andre EU-lande end procedu-

ren efter Bruxelles I-forordningen. I begge tilfælde vil inddrivelsen i praksis forud-

sætte et vist kendskab til retssystemet i det land, hvor skyldneren er bosat, og

formentlig en juridisk repræsentant i landet, som vil kunne møde i retten på de

danske myndigheders vegne.

Forordning nr. 861/2007 indfører en småkravsprocedure for krav under 2.000 eu-

ro. Proceduren sikrer, at retsafgørelser anerkendes og er eksigible i andre EU-

lande, uden at der kræves en afgørelse om eksigibilitet.

Allerede fordi proceduren efter forordning nr. 861/2007 er begrænset til krav under

2.000 euro (svarende til ca. 14.900 kr.), ville det formentlig sjældent være relevant

at anvende proceduren i denne forordning som alternativ til proceduren efter Bru-

Uddannelses- og

Forskningsministeriet

Side2/3

xelles I-forordningen i forbindelse med inddrivelse af SU-gæld fra skyldnere bosat

i andre EU-lande.

I øvrigt bemærkes det, at både Bruxelles I-forordningen og de tre øvrige forord-

ninger som tidligere nævnt kun finder anvendelse på det civil- og handelsretlige

område. Sager mellem en myndighed og en privatperson kan i visse tilfælde være

omfattet af det civil- og handelsretlige område. Dette vil dog efter EU-Domstolens

praksis ikke være tilfældet, hvis myndigheden udøver offentligretlige beføjelser,

dvs. beføjelser som rækker ud over, hvad der gælder efter de retsregler, som fin-

der anvendelse i forholdet mellem privatpersoner.

Hvorvidt det civil- og handelsretlige område omfatter krav på tilbagebetaling af

studielån udbetalt inden for rammerne af den danske SU-ordning, der bl.a. giver

myndighederne særlige beføjelser i forbindelse med inddrivelsen, som private ikke

har adgang til, vil afhænge af en nærmere vurdering. Denne vurdering giver efter

Justitsministeriets opfattelse anledning til tvivl og vil kunne afklares under en sag

ved domstolene.”

Uddannelses- og

Forskningsministeriet

Med venlig hilsen

Søren Pind

Side3/3