UFU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 103: Spm. om redegørelse for lægedækningen i Danmark, herunder hvor der på nuværende tidspunkt er lægemangel, og hvordan udviklingen forventes over tid, til sundhedsministeren

Uddannelses- og Forskningsudvalget 2017-18
UFU Alm.del
Offentligt

LÆGEDÆKNING I HELE

DANMARK

RAPPORT FRA REGERINGENS

LÆGEDÆKNINGSUDVALG

JANUAR 2017

UFU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 103: Spm. om redegørelse for lægedækningen i Danmark, herunder hvor der på nuværende tidspunkt er lægemangel, og hvordan udviklingen forventes over tid, til sundhedsministeren

Indhold

Kapitel 1: Indledning ........................................................................................................................................... 4

Kapitel 2: Sammenfatning .................................................................................................................................. 7

2.1 Overordnede analyseresultater .................................................................................................................... 7

Antallet og fordelingen af speciallæger i Danmark ............................................................................................. 7

Fordelingen af alment praktiserende læger ........................................................................................................ 7

Fordelingen af øvrige speciallæger .................................................................................................................... 8

2.2 Udvalgets anbefalinger/løsningsforslag ........................................................................................................ 8

Kapitel 3: Speciallægers fordeling .................................................................................................................... 12

3.1 Antallet og fordelingen af speciallæger i Danmark ..................................................................................... 14

3.2 Lægernes køns- og aldersfordeling ............................................................................................................ 19

3.3 Det fremtidige udbud af speciallæger i Danmark ........................................................................................ 20

3.4 Flytninger og geografisk mobilitet ............................................................................................................... 23

Kapitel 4: Fordelingen af alment praktiserende læger ...................................................................................... 31

4.1 Udvikling og karakteristika af alment praktiserende læger.......................................................................... 33

4.2 Effektiv anvendelse af kapaciteten i almen praksis .................................................................................... 41

4.3 Sammenhæng mellem lægekapaciteten og behovet for almen praksis’ ydelser ........................................ 47

4.4 Organisering og arbejdstilrettelæggelse i almen praksis ............................................................................ 51

Kapitel 5: Fordelingen af øvrige speciallæger .................................................................................................. 67

5.1 Geografisk fordeling af speciallæger ansat på sygehuse ........................................................................... 68

5.2 Rekruttering og udenlandsk arbejdskraft .................................................................................................... 72

5.4 Geografisk fordeling af speciallæger inden for psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri ........................... 74

5.5 Geografisk fordeling og kapacitet ift. praktiserende speciallæger............................................................... 76

Kapitel 6: Udvalgets forslag til bedre lægedækning .......................................................................................... 79

6.1 Generel geografisk fordeling af læger ........................................................................................................ 80

6.2 Almen praksis ............................................................................................................................................. 84

6.3 Sygehus og speciallægepraksis ................................................................................................................. 92

6.4 Andre overvejelser i udvalget ..................................................................................................................... 96

>2<

Bilag 1 – Kommissorium for Lægedækningsudvalget....................................................................................... 98

Bilag 2 – Medlemmer af udvalg ved tidspunktet for afrapportering ................................................................. 100

Bilag 3: Uddybning af forslag 11 om at honoreringen differentieres efter patienttyngde................................. 101

>3<

Kapitel 1: Indledning

Danmark skal hænge sammen. Vi skal have et stærkt og sammenhængende sund-

hedsvæsen, hvor danskerne har adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet - uanset,

hvor i landet de bor, og uanset hvad de fejler. Det kræver, at der er en passende læ-

gedækning i hele landet under hensyntagen til en effektiv ressourceanvendelse.

Der har i de seneste år været vanskeligheder med at rekruttere læger i nogle dele af

Danmark, især til almen praksis og til sygehuse, der ligger langt fra universitetsbyerne.

Vanskelighederne skyldes ikke, at der er færre læger i Danmark end tidligere. Der er

tværtimod flere, og Danmark vil også i de kommende år opleve en stigning i antallet af

læger og speciallæger. Antallet af læger i forhold til befolkningstallet er også på niveau

med andre lande, vi normal sammenligner os med, og over OECD-gennemsnittet.

Der kan imidlertid konstateres en geografisk, social og specialemæssig fordelingsud-

fordring, som kan gøre det vanskeligt i nogle områder af landet at sikre en tilstrækkelig

lægedækning, men det skal understreges, at der ikke er tale om et generelt, lands-

dækkende lægedækningsproblem.

På denne baggrund nedsatte den daværende regering i januar 2016 et udvalg om læ-

gedækning i hele landet. Udvalgets kommissorium og sammensætning er gengivet

som bilag 1 og 2. Udvalget skal analysere fordelingen af læger på tværs af landet og

relevante forhold som fx lægernes alder, praksisstruktur, aktivitet mv. På baggrund af

analysen skal udvalget anbefale initiativer, der kan understøtte en bedre fordeling af

lægeressourcerne på tværs af landet med henblik på at sikre adgang til sundheds-

ydelser af høj kvalitet, uanset hvor patienterne bor, og hvilken behandling de har be-

hov for. Udvalgets analyser og forslag tager udgangspunkt i den aktuelle lægedæk-

ning og struktur for sundhedsvæsenet. Det betyder bl.a., at overvejelser om læge-

dækningen bør inddrages ved eventuelle senere opgaveomlægninger i sundhedsvæ-

senet.

Sundhedsvæsenets struktur

Fordelingen af lægerne i landet skal ses i lyset af, at sygehusvæsenet er i gang med

en planlagt strukturudvikling i retning af øget specialisering og samling af de akutte

funktioner med henblik på højere behandlingskvalitet. Samtidig med udviklingen i sy-

gehusvæsenet styrkes det nære sundhedsvæsen, som primært varetages af praksis-

sektoren og kommunerne i samarbejde med sygehusene. Fordelingens hensigts-

mæssighed må således vurderes på grundlag af den struktur, sundhedsvæsenet har

og forventes at få i fremtiden, og det behov for læger i landets forskellige dele, der føl-

ger heraf.

Hovedparten af den lægelige arbejdskraft i sundhedsvæsenet er beskæftiget i det re-

gionale sundhedsvæsen som alment praktiserende læger, praktiserende speciallæger

>4<

og læger i sygehusvæsenet. Derimod er der meget få læger ansat i det kommunale

sundhedsvæsen, idet kommunerne ikke selvstændigt udfører opgaver, der kræver en

læges kompetencer. Det kommunale sundhedsvæsen er således afhængigt af de læ-

gelige kompetencer i det regionale sundhedsvæsen, som på sin side er afhængigt af

kommunernes forebyggelse, genoptræning, pleje m.m.

Den fremtidige udvikling af arbejdsdeling og samarbejdsrelationer mellem sygehus,

praksissektor og det kommunale sundhedsvæsen behandles sideløbende med læge-

dækningsudvalget i Regeringens udvalg om det nære og sammenhængende sund-

hedsvæsen.

En central præmis for udvalget om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen

er ”LEON-princippet”. Princippet indebærer, at sundhedsvæsenet fortsat skal tilstræ-

be, at behandlingen tilbydes på laveste, effektive omsorgs- og behandlingsniveau. Det

betyder bl.a., at patienter, der ikke har behov for sygehusvæsenets specialiserede og

akutte tilbud, så vidt muligt behandles og plejes i primærsektoren. Det kan fx gælde

patienter med visse kroniske sygdomme, visse psykiske lidelser og ældre medicinske

patienter. Det er både til fordel for patienterne og for sundhedsvæsenets økonomi.

De alment praktiserende læger udgør allerede en afgørende del af det

primære

sund-

hedsvæsen i Danmark, dvs. den del af sundhedsvæsenet, patienterne har umiddelbar

adgang til uden henvisning. De alment praktiserende læger er som regel patienternes

første kontakt til sundhedsvæsenet ved helbredsproblemer, de afslutter selv hoved-

parten af patienterne og fungerer som henvisere og dermed ’gatekeepere’ til det mere

specialiserede sundhedsvæsen. De har desuden vigtige funktioner i samarbejdet med

det kommunale social- og sundhedsvæsen. De opgaver, almen praksis varetager,

kræver efter deres karakter, at praksis er til stede inden for rimelig afstand til borgerne

i alle dele af landet.

Flest læger i sundhedsvæsenet er beskæftiget i det

sekundære

sundhedsvæsen, dvs.

den del, der som hovedregel kræver en henvisning. Det gælder sygehusvæsenet og

de praktiserende speciallæger. Sygehusvæsenet er i disse og de kommende år som

nævnt inde i en omfattende strukturomlægning, som indebærer, at funktionerne sam-

les på væsentligt færre enheder, herunder de nye sygehuse, der udvides eller nybyg-

ges med støtte fra kvalitetsfonden. Omlægningerne indebærer, at sygehusvæsenets

akutte somatiske patientmodtagelse samles på fælles akutmodtagelser på ca. 20 sy-

gehuse, og at specialiserede funktioner ligeledes samles på færre enheder med hen-

blik på at styrke kvalitet og effektivitet.

Sygehusvæsenet suppleres af de praktiserende speciallæger, men arbejdsdelingen i

den ambulante speciallægebetjening mellem sygehuse og speciallægepraksis er for-

skellig fra region til region. Regionerne regulerer inden for rammerne af overenskom-

sterne antallet af ydernumre i de enkelte specialer.

Forskellen på opgaverne og strukturen i det primære og det sekundære sundhedsvæ-

sen indebærer, at problemstillingen om en hensigtsmæssig fordeling af de lægelige

ressourcer på tværs af landet tager sig væsensforskelligt ud i de to sektorer.

>5<

For almen praksis gælder som nævnt, at funktionen skal være til stede inden for rime-

ligt kort afstand i hele landet. Derfor giver det mening at undersøge dækningen med

alment praktiserende læger inden for relativt mindre geografiske områder, fx kommu-

ner, og at tilstræbe en ligelig fordeling af lægerne på dette niveau.

Det er ikke tilfældet for det sekundære sundhedsvæsen. Det tilstræbes ikke, at der

skal være sygehuse i alle kommuner. Selvom også sygehusvæsenet har vigtige og

afgørende samarbejdsflader til kommunerne og de alment praktiserende læger, vil ho-

vedparten af den lægelige beskæftigelse i sektoren ligge på godt 20 sygehuse i lan-

det. Heller ikke på regionsniveau skal der nødvendigvis tilstræbes en lige fordeling i

forhold til fx befolkningstal, bl.a. som følge af sygehussektorens specialiseringsgrad,

som indebærer, at specialiserede funktioner er placeret et begrænset antal steder i

landet med henblik på at opnå den højeste faglige kvalitet for patienterne.

Kriteriet for en hensigtsmæssig geografisk lægefordeling i sygehusvæsenet og speci-

allægepraksis må derfor være, at der i alle regioner er mulighed for at rekruttere den

lægelige arbejdskraft, som en hensigtsmæssig funktionsplanlægning nødvendiggør,

og at denne planlægning ikke skævvrides af geografiske forskelle i mulighederne for

at rekruttere læger.

Udvalgets arbejde

Udvalget har behandlet sine analyser og forslag på seks møder. Analyserne præsen-

teres i kapitlerne 3-5, og udvalgets forslag til initiativer, der vurderes at kunne bidrage

til at forbedre lægedækningen, fremlægges i kapitel 6.

De fleste af udvalgets forslag fremlægges i enighed. Udvalget har imidlertid fundet, at

man også burde pege på forslag, som ikke alle medlemmer umiddelbart har kunnet til-

træde. Det gælder bl.a. enkelte forslag vedr. almen praksis, som vil skulle gennemfø-

res ved overenskomst.

Udvalget har i sit arbejde overvejet forskellige andre mulige forslag og tiltag, som ikke

er mundet ud i egentlige forslag fra udvalgets side. Også disse overvejelser er præ-

senteret i kapitel 6.

>6<

Kapitel 2: Sammenfatning

2.1 Overordnede analyseresultater

Antallet og fordelingen af speciallæger i Danmark

Antallet af læger og speciallæger i Danmark har været stigende de seneste godt ti år, og

det nuværende antal er på det højeste niveau nogensinde. Antallet af læger i forhold til

befolkningstallet er på niveau med andre lande, vi normalt sammenligner os med.

Prognoserne peger på en relativt stor stigning i antallet af speciallæger, som overstiger

den samlede befolkningstilvækst. Frem mod 2040 ventes antallet af speciallæger pr.

1.000 indbyggere at stige med 35 pct. Inden for samtlige specialeområder forventes en

stigning i antallet af speciallæger frem mod 2040, som overstiger befolkningsudviklingen.

Fordelingen af lægerne i landet skal ses i lyset af, at sygehusvæsenet er i gang med en

planlagt strukturudvikling i retning af øget specialisering og samling af de akutte funktioner

med henblik på højere behandlingskvalitet. Der er flest speciallæger pr. indbygger i Regi-

on Hovedstaden og færrest i Region Sjælland.

På den baggrund

konkluderer udvalget,

at der overordnet ikke er et generelt, landsdæk-

kende lægedækningsproblem. Derimod ses der udfordringer af mere afgrænset karakter

inden for almen praksis i bl.a. yderområder og belastede byområder, på mindre sygehuse

samt specifikt inden for det psykiatriske område.

Fordelingen af alment praktiserende læger

Lægedækningsproblemerne i almen praksis har karakter af forskellige lokale udfordringer,

som ikke er entydigt by- eller udkantsspecifikke.

Der er steder i landet udfordringer ift. kapacitet, herunder ubesatte lægepraksis, og læge-

praksis, der er lukket for patienttilgang, hvor der dermed er vanskeligheder i forhold til at

sikre borgerne frit valg af læge inden for rammerne af den nuværende overenskomst. Det

ses især i Region Nordjylland og dele af Region Sjælland og Region Hovedstaden.

Der ses dog også stor spredning inden for lokale geografiske områder. I flere kommuner

er der fx stor spredning i antal patienter pr. læge, og i mange kommuner har en stor andel

af lægerne flere end 1.800 patienter tilmeldt, hvor den aktuelle nedre lukkegrænse er på

1.600 patienter.

Ligeledes er der betydelig geografisk variation i andelen af praksis, der har lukket for til-

gang af nye patienter. Det kan indikere, at der er udfordringer i forhold til at sikre en mere

ligelig fordeling inden for kommunen og det lokale område, herunder i yderområder og i

socialt belastede boligområder.

>7<

Aldersfordelingen blandt de alment praktiserende læger peger på, at der de kommende år

bliver behov for en større udskiftning blandt de beskæftigede læger. I omkring 40 kommu-

ner er 10 pct. af lægerne 65 år eller over. I disse kommuner vil der derfor inden for en re-

lativt kort årrække være et behov for at rekruttere nye læger til at dække ledige praksisser,

som i nogle geografiske områder kan være forbundet med udfordringer.

I den sammenhæng bemærkes, at arbejdstyrken af almen medicinere opgjort pr. indbyg-

ger forventes at falde en smule frem mod 2020, for herefter at stige frem mod 2025, hvor

den vil være på omtrent samme niveau som i dag. Fra 2025 og frem forventes antallet af

almene medicinere i arbejdsstyrken at stige relativt i forhold til befolkningen.

Fordelingen af øvrige speciallæger

Den geografiske fordeling af sygehuslæger pr. 1.000 indbyggere varierer på tværs af re-

gioner, og der er flest speciallæger pr. indbygger på sygehusene i Hovedstaden, Midtjyl-

land og Syddanmark. Det skal bl.a. ses i lyset af, at sygehusvæsenet er i gang med en

planlagt strukturudvikling i retning af øget specialisering og samling af de akutte funktioner

med henblik på højere behandlingskvalitet.

Regionale forskelle i læger pr. indbygger er således ikke nødvendigvis udtryk for forskelle

i borgernes adgang til lægelige ressourcer, men afspejler også forskelle i sygehusenes

specialiseringsgrad. Den regionale variation kan i et vist omfang forklares ud fra patient-

trafik over regionsgrænser og forskelle i behandlingstyngde mv.

Der er variation mellem videreuddannelsesregionerne i niveauet af vakante hoveduddan-

nelsesforløb. Det kan pege på rekrutteringsproblemer lokalt, særligt på mindre sygehuse

uden for de større byer.

Regionerne kan selv vælge organisering og brug af praktiserende speciallæger frem for fx

ambulant behandling på sygehusene. Der ses en relativt skæv fordeling af praktiserende

speciallæger pr. indbygger, som bl.a. afspejler, at Region Hovedstaden i højere grad har

valgt en organisering med praktiserende speciallæger.

2.2 Udvalgets anbefalinger/løsningsforslag

Udvalget har på baggrund af analyser og drøftelser formuleret en række anbefalinger, der

samlet set vurderes kan bidrage til en bedre lægedækning. Forslagene er inddelt inden for

tre overordnede kategorier:



Generel geografisk fordeling af læger

Almen praksis

Sygehus og speciallægepraksis.

Udvalget er enigt om hovedparten af forslagene, men peger bl.a. også på forslag vedr.

almen praksis, som vil skulle gennemføres ved overenskomst, og som medlemmerne ud-

peget af Lægeforeningen ikke har kunnet tiltræde, jf. boks 6.1. En samlet forslagsliste er

angivet nedenfor.

>8<

Forslag vedrørende generel geografisk fordeling af læger

1. Øget udbud af lægestuderende i yderområderne

a) øge optagetallet ved medicinstudiet i Aalborg i forhold til de øvrige tre universi-

teter

b) begrænse de studerendes mulighed for at flytte universitet efter bachelordelen

for at begrænse en uhensigtsmæssig vandring fra Vestdanmark til Østdanmark

c) bredere geografisk spredning af de lægestuderendes klinikophold under studiet

2. Ændret geografisk fordeling af uddannelsesstillingerne i den lægelige videreud-

dannelse

a) en større del af videreuddannelserne inden for den samlede ramme søges pla-

ceret decentralt i forhold til de større sygehuse i universitetsbyerne, herunder i læ-

gedækningstruede områder

b) etablering af forsøg med sammenhængende uddannelsesforløb (KBU, introduk-

tionsstillinger, hoveduddannelsesforløb) i lægedækningstruede områder

c) overveje nye KBU-fordelingsmetoder i regi af Sundhedsstyrelsen med henblik

på at understøtte bedre lægedækning

3. Justering af femårsfristen i den lægelige videreuddannelse

a) etablering af forsøg med øget fleksibilitet vedr. femårsfristen i forbindelse med

lokalt/regionalt tilrettelagte videreuddannelsesforløb

b) lempeligere adgang til individuel dispensation fra femårsfristen til læger som

følge af ansættelse i decentrale uddannelsesforløb

4. Samarbejde mellem regioner, kommuner og lægernes organisationer om målrettet

rekrutterings- og fastholdelsesinitiativer i yderområderne og socialt belastede om-

råder (fx gennem lokale informationskampagner, vejledning, mentorordninger mv.)

Forslag vedrørende almen praksis

5. Læger skal møde almen praksis flere gange under uddannelse og videreuddan-

nelse

a) bedre mulighed for klinikophold eller studiejob som praksisassistenter i almen

praksis for medicinstuderende

b) alle læger skal arbejde et halvt år i almen praksis som en del af den kliniske ba-

sisuddannelse (KBU)

6. Dimensioneringen af almen medicin øges relativt inden for den samlede dimensio-

nering af den lægelige videreuddannelse

>9<

7. Udvidede muligheder for, at regionerne kan drive almen medicinske klinikker

a) mulighed for at etablere regionsdrevne klinikker uden forudgående udbud

b) mulighed for at drive regionsklinikker i en længere tidsperiode end de nuværen-

de fire år

8. Mere fleksible organisationsformer i almen praksis

a) større udbredelse af satellit-praksis

b) øget mulighed for ansættelse af almen medicinere i almen praksis

c) åbne mulighed for, at læger, der ønsker at eje flere ydernumre, kan købe direkte

fra andre praktiserende læger

9. Andre faggrupper inddrages i opgaveløsningen i almen praksis med henblik på at

frigøre lægelige ressourcer til øget lægedækning

10. Rammedelegation til kommunale sygeplejersker

11. Honoreringen differentieres efter patienttyngde for at understøtte bedre lægedæk-

ning

12. Udbredelse af faglige og organisatoriske fællesskaber i almen praksis

a) etablering af praksisfællesskaber og praksis i fx tilknytning til sundhedshuse og

kommunale akutfunktioner

b) udbredelse af klyngeorganisering, dvs. at flere lægepraksis går sammen om fx

at få løst en række administrative opgaver i forbindelse med ansættelse af perso-

nale, IT-arbejde og benchmarking, kvalitetsudvikling mv.

13. Fleksible åbne- og lukkegrænser for patienttal

a) hæve den tekniske åbnegrænse, så den tilnærmes eller blive identisk med den

nedre lukkegrænse

b) overveje at hæve den nedre lukkegrænse

14. Ændrede vilkår for lægevagten med henblik på at rekruttere alment praktiserende

læger

>10<

Sygehuse og speciallæger

15. Inddragelse af speciallægepraksis i videreuddannelsen af speciallæger, når det

kan bidrage til at løse kapacitets- og lægedækningsudfordringer

16. Samarbejde på tværs om ansættelse af læger på sygehusene

a) koordinering og samarbejde internt i den enkelte region om lægerekruttering

med henblik på større hensyntagen til sygehuse med lokale lægedækningspro-

blemer

b) koordinering og samarbejde på tværs af regionerne om lægerekruttering med

henblik på større hensyntagen til regioner med lægedækningsudfordringer

17. Anvendelse af de lægelige ressourcer, hvor de giver mest værdi for patienterne

med henblik på at understøtte bedre lægedækning

18. Attraktive arbejdspladser i yderområder gennem mere fleksible ansættelsesformer

>11<

Kapitel 3: Speciallægers fordeling

Kapitlet giver en overordnet beskrivelse af antal og fordeling af speciallæger i Danmark,

både historisk og med inddragelse af relevante internationale data fra OECD, samt læ-

gernes generelle karakteristika.

Derudover opsummerer afsnittet resultaterne af den seneste lægeprognose, som sam-

menholdes med den forventede befolkningsudvikling, herunder befolkningens fremtidige

regionale bosætning.

Endelig beskrives lægernes geografiske mobilitet med det lægelige arbejdsmarkeds nu-

værende struktur, incitamenter, rekrutteringsindsats m.v. Der ses på lægernes bopæls-

mobilitet – dvs. hvor tilbøjelige lægerne er til at flytte bopæl over regionsgrænserne –

samt hvor tilbøjelige lægerne er til rejse over større afstande for at arbejde.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er følgende:



Antallet af læger og speciallæger i Danmark har været stigende de seneste godt ti

år, og det nuværende antal er på det højeste niveau nogensinde. Antallet af læger

i forhold til befolkningstallet er på niveau med andre lande, vi normal sammenlig-

ner os med, og over OECD-gennemsnittet. Antallet af speciallæger i Danmark for-

ventes desuden at stige i de kommende år. Den forventede stigning i det demo-

grafisk betingede behov for sundhedsydelser skal således ses i sammenhæng

med et forventet stigende antal læger.

Der er flere speciallæger pr. indbygger i Region Hovedstaden sammenlignet med

de øvrige regioner. Det er forventeligt i lyset af en tilsigtet udvikling i sundhedsvæ-

senet mod en stigende specialisering og samling af de akutte funktioner med hen-

blik på højere behandlingskvalitet.

Regionale forskelle i læger pr. indbygger er ikke nødvendigvis udtryk for forskelle i

borgernes adgang til lægelige ressourcer, men kan også afspejle forskelle i syge-

husenes specialiseringsgrad, jf. kapitel 5. Der er forholdsmæssigt flest læger i Re-

gion Hovedstanden og færrest i Region Sjæland.

I Region Sjælland er andelen af speciallæger over 60 år forholdsmæssig stor

sammenlignet med de andre regioner. Det kan indikere, at der de kommende år

kan ventes en større udskiftning blandt de beskæftigede speciallæger i regionen,

og der vil være behov for at rekruttere nye.

Geografiske forskelle i fordelingen af læger pr. indbygger ses også i andre lande,

herunder lande vi normalt sammenligner os med. Danmark er endvidere et lille

land med små geografiske afstande og en forholdsvis høj befolkningstæthed.



>12<



Prognoserne peger på en relativt stor stigning i antallet af speciallæger, som over-

stiger den samlede befolkningstilvækst. Frem mod 2040 ventes antallet af special-

læger pr. 1.000 indbyggere at stige med 35 pct. Inden for samtlige specialeområ-

der forventes en stigning i antallet af speciallæger frem mod 2040, som overstiger

befolkningsudviklingen.

De senere år har der været en bevægelse i befolkningen, som flytter mod de stør-

re byer. De officielle befolkningsfremskrivninger (Danmarks Statistik) peger på, at

det vil fortsætte. Befolkningsandelen forventes at stige i Region Hovedstaden og

Region Midtjylland og falde i de øvrige regioner. Denne tendens skal holdes for øje

i den fremtidige planlægning.

Den lægelige arbejdsstyrkes mobilitet udgør et vigtigt aspekt i lægedækningen,

bl.a. ved at bidrage til et fleksibelt arbejdsmarked, hvor udbud af lægelig arbejds-

kraft løbende tilpasser sig efterspørgslen. Læger er lidt mere mobile end den øvri-

ge arbejdsstyrke med en lang videregående uddannelse. Den højere mobilitet ses

især blandt de yngre læger.

Der er en mindre mobilitet blandt de alment praktiserende læger i forhold til læger

ansat på sygehusene. Speciallæger i almen medicin flytter fx mindre end øvrige

speciallæger. Det kan hænge sammen med, at lægerne har investeret i deres

praksis, som de driver i en længere årrække, ofte indtil pensionsalderen. De rej-

ser/pendler tilsyneladende også i mindre grad over længere afstande for at arbej-

de end andre speciallæger.



>13<

3.1 Antallet og fordelingen af speciallæger i Danmark

Der var i alt ca. 24.000 læger i arbejdsstyrken i Danmark i 2014, jf. figur 3.1. Heraf var

15.100 speciallæger. Det svarer til i alt 4,3 læger, heraf 2,7 speciallæger, pr. 1.000 ind-

byggere.

Antallet af læger og speciallæger har været stigende de seneste godt ti år. Siden 2000 er

arbejdsstyrken af læger og speciallæger steget med hhv. 6.600 og 3.800. Det er en rela-

tivt større stigning end befolkningstilvæksten i perioden, og derfor har antallet af læger og

speciallæger pr. indbygger været stigende.

Figur 3.1

Antal læger og speciallæger i arbejdsstyrken

Antal læger

30.000

Antal læger

30.000

25.000

20.000

15.000

10.000

5.000

Læger

2000

2007

2014

Speciallæger

Anm.: Figuren viser læger og speciallæger i arbejdsstyrken. Antal læger og speciallæger er målt i antal personer. For en beskrivelse af bevægelsesregisteret se kapitel 4, boks 4.1.

Kilde: Bevægelsesregistret

Speciallægerne er hovedsageligt ansat på sygehusene eller arbejder i almen praksis eller

i en speciallægepraksis. Det var således i 2014 godt 90 pct. af speciallægerne, som var

beskæftiget i disse tre sektorer, jf. tabel 3.1. De øvrige knap 10 pct. af speciallægerne var

hovedsageligt beskæftiget med undervisning, forskning og i offentlige forvaltninger eller

øvrige brancher som lægemiddelindustrien.

>14<

Tabel 3.1

Antal speciallæger fordelt på ansættelsessektor

Antal læger

Hospitaler

Almen praksis

Speciallæge praksis

Sundhedsvæsen i øvrigt

Undervisning, forskning og

off. forvaltninger

Fremstilling og handel med

mecinalvarer

Øvrige brancher

Ikke i beskæftigelse

Hele landet

2000

5.702

3.610

936

367

591

11.297

2007

6.589

3.949

1.286

114

348

851

13.186

2014

8.282

4.168

1.366

161

378

706

15.116

Årlig vækst 2000-

2014 (pct.)

2,7

1,0

2,7

7,2

0,2

6,9

1,3

-0,6

2,1

Årlig vækst 2007-

2014 (pct.)

3,3

0,8

0,9

5,1

1,2

-2,6

10,4

2,0

Fordeling 2014

(pct.)

54,8

27,6

9,0

1,1

2,5

0,3

4,7

0,1

100,0

Anm.: Antal speciallæger er opgjort, som antal personer. Speciallæger beskæftiget i almen praksis dækker over både alment praktiserende læger med konsultationer i dagstid og

vagtlæger. For en beskrivelse af bevægelsesregisteret se boks 3.1. Den årlige vækst er en gennemsnitlig årlig vækst for perioden.

Kilde: Bevægelsesregisteret

Halvdelen af speciallægerne har speciale i almen medicin eller kirurgiske specialer, hhv.

32 pct. i almen medicin og 22 pct. i kirurgiske specialer, jf. tabel 3.2. Derudover har hhv.

godt 12 og 15 pct. af lægerne speciale i intern medicin eller et tværgående speciale. Om-

kring 7 pct. af speciallægerne har psykiatri som speciale.

Antallet af speciallæger i almen medicin er gennemsnitligt steget med ca. 1 pct. årligt, bå-

de i perioderne 2000-2014 og 2007-2014. Den årlige stigning for de øvrige specialer har

ligget imellem 2 og 3 pct., og den gennemsnitlige årlige vækst på landsplan var ca. 2 pct. i

perioden.

Tabel 3.2

Antal speciallæger fordelt på specialer

Antal læger

Almen medicin

Intern medicinske specia-

ler

Kirurgiske specialer

Psykiatriske specialer

Tværgående specialer

Øvrige specialer

Hele landet

2000

4.199

1.236

2.452

802

1.659

949

11.297

2007

4.521

1.611

2.829

985

2.006

1.234

13.186

2014

4.839

1.933

3.326

1.150

2.365

1.503

15.116

Årlig vækst 2000-

2014 (pct.)

1,0

3,2

2,2

2,6

3,3

2,1

Årlig vækst 2007-

2014 (pct.)

1,0

2,6

2,3

2,2

2,4

2,9

2,0

Fordeling 2014

(pct.)

32,0

12,8

22,0

7,6

15,6

9,9

100,0

Anm.: Antal speciallæger er opgjort som antal personer. For en beskrivelse af bevægelsesregisteret se boks 3.1. Den årlige vækst er en gennemsnitlig årlig vækst for perioden.

Kilde: Bevægelsesregisteret.

>15<

På landsplan var der godt 2�½ beskæftigede speciallæger pr. 1.000 indbyggere i 2014. Det

dækker over nogen variation på tværs af regionerne, jf. figur 3.2. I 2014 havde Region

Hovedstaden godt 3 speciallæger pr. 1.000 indbyggere, mens Region Nordjylland og Re-

gion Sjælland havde godt 2 speciallæger pr. 1.000 indbyggere.

Det er vigtigt at fortolke disse tal varsomt. De regionale forskelle er ikke nødvendigvis ud-

tryk for forskelle i borgernes adgang til lægelige ressourcer. Der kan være forskellige for-

klaringer på geografiske forskelle bl.a. sygehussektorens specialiseringsgrad, som inde-

bærer, at specialiserede funktioner er placeret et begrænset antal steder i landet, jf. kapi-

tel 5.

Figur 3.2

Antal beskæftigede speciallæger pr. 1.000 indbyggere fordelt på regioner

Speciallæger pr.

1.000 indb.

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Nordjylland

Midtjylland

Syddanmark

2008

2014

Hovedstaden

Sjælland

Speciallæger pr.

1.000 indb.

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Anm.: Figuren viser antal speciallæger pr. 1.000 indbyggere i de enkelte regioner for årene 2008 og 2014.

Se beskrivelse af bevægelsesregisteret i boks 3.1. og kapitel 4,

boks 4.1.

Kilde: Bevægelsesregisteret.

Der har været en stigning i antal speciallæger pr. 1.000 indbyggere i alle regioner. Stig-

ningen har været størst i Region Midtjylland og Region Syddanmark og lavest i Region

Hovedstaden, Region Sjælland og Region Nordjylland.

Beskrivelsen af den lægelige arbejdsstyrke og beskæftigelse, herunder fordeling på spe-

cialer, brancher, køn og geografi, er baseret på bevægelsesregisteret, jf. boks 3.1.

>16<

Boks 3.1

Bevægelsesregisteret

Bevægelsesregisteret er en kobling af forskellige registre, herunder Autorisationsregisteret og den Registerbaserede Arbejdsstyrkestatistik (RAS), som

tilsammen giver en beskrivelse af arbejdstyrken af sundhedsuddannede personer, herunder læger.

Bevægelsesregisteret indeholder oplysninger om lægernes uddannelses- og arbejdsmarkedsmæssige forhold såsom speciallægeuddannelse og branche

for beskæftigelse fx hospital, almen praksis, etc.. De enkelte registre, som danner bevægelsesregistret, kan være opgjort på forskellige tidspunkter. F.eks.

er RAS fra ultimo november, mens bopælsoplysninger er fra primo året.

Opgørelsen af læger fordelt på branche sker ud fra Danmarks Statistiks branchekodning (seneste Danske Branchekode 2007). Branchekoden skal vælges i

forbindelse med oprettelse af virksomhed, og der sker ikke fagligt nogen validering af, om den pågældende virksomhed forestår en aktivitet, som kan

klassificeres som almen praksis. I den betragtede periode 2000 og frem har der fundet to revisioner af branchekodningen sted hhv. Danske Branchekode

2003 og Danske Branchekode 2007 (som er den gældende).

Beskrivelsen den lægelige beskæftigelse kan også ske ud fra andre registre. Det gælder især for beskæftigelsen i almen praksis, som ofte beskrives ud fra

Yderregisteret. Yderregisteret indeholder oplysninger om ydere, der udøver virksomhed under den offentlige sygesikring. I Yderregisteret er det muligt

at opgøre beskæftigelse mere detaljeret og bl.a. skelne mellem beskæftigelse i almen praksis i dagtid og vagttid. Det er ikke tilfældet i bevægelsesregi-

steret, og beskæftigelsen i almen praksis giver pba. Bevægelsesregisteret således en bred sektorbeskrivelse og omfatter fx både alment praktiserende

læger med konsultationer i dagtid og vagttid, hvad enten det foregår i individuel praksis, lægehuse eller patientens hjem.

Bevægelsesregisteret kan på nuværende tidspunkt alene opgøre antal læger i hoveder, og det er ikke muligt at omregne til fuldtidsstillinger. Dvs. læger

på fuld- eller deltid tæller med samme vægt, og opgørelser af antal læger skal bruges med forsigtighed i forhold til at vurdere udviklingen i den lægelige

arbejdstid.

Kilde: esundhe d.dk og Danmarks Statist ik

Geografiske forskelle i lægelig arbejdsstyrke i andre lande

Danmark er internationalt set et lille land med små geografiske afstande. Befolkningstæt-

heden er forholdsvis høj i forhold til de andre lande i Skandinavien, jf. figur 3.4. I OECD’s

sammenligning af læger pr. indbygger på tværs af lande ligger Danmark ca. 10 pct. over

OECD-gennemsnittet, jf. figur 3.3. Danmark har i opgørelsen 3,6 læger pr. 1.000 indbyg-

gere. Til sammenligning har Finland godt 3,0 læger pr. 1.000 indbyggere, og Storbritanni-

en har 2,8 læger pr. 1.000 indbyggere. Norge og Sverige har lidt flere læger med hhv. 4,3

og 4,0 læger pr. 1.000 indbyggere.

Figur 3.3

Antal læger pr. indbygger for udvalgte lande

Læger pr.

1.000

indb.

7,0

6,0

5,0

4,0

3,0

2,0

1,0

0,0

Læger pr.

1.000

indb.

7,0

6,0

5,0

4,0

3,0

2,0

1,0

0,0

Figur 3.4

Befolkningstæthed for udvalgte lande – indbyggere pr. km

Indb. pr.

600

500

400

300

200

100

Holland

Belgien

Storbritannien

Tyskland

Luxembourg

Italien

Schweiz

Danmark

Frankrig

Portugal

Spanien

Grækenland

Irland

USA

Sverige

Finland

Norge

Island

Anm.: Tallene er for 2014.

Kilde: OECD

Indb. pr.

600

500

400

300

200

100

Anm.: Tallene er for 2013. Opgørelse og afgrænsning adskiller sig fra tallene i figur 3.1.

Kilde: OECD

Grækenland

Portugal

Norge

Tyskland

Schweiz

Sverige

Italien

Spanien

Danmark

Island

Frankrig

Holland

Finland

Belgien

Luxembourg

Storbritannien

Irland

USA

OECD

>17<

Sammenlignet med andre OECD-lande fremstår den geografiske variation i Danmark i

læger pr. indbygger ikke som særlig udtalt, jf. figur 3.5. Det er således en generel tendens

på tværs af OECD-landene, at koncentrationen af læger er større i landenes store byer og

hovedstæder.

Figur 3.5

Læger pr. 1.000 indbyggere fordelt på regioner for udvalgte lande, 2013

Læger pr. 1.000 indb.

Belgien

Danmark

Finland

Frankrig

Tyskland

Grækenland

Italien

Luxembourg

Holland

Norge

Portugal

Spanien

Sverige

Schweiz

Storbritannien

USA

0,0

1,0

2,0

3,0

4,0

5,0

Brussel

København

Helsinki

Lissabon

Washinton DC

6,0

7,0

8,0

9,0

10,0

Anm.: Tallene omfatter læger i alt. Der er variation mellem lande for så vidt angår opgørelsesåret. For de fleste lande er tallene fra 2012 eller 2013. Tallene for Danmark er dog fra

2009. Forskellig organisering af sundhedsopgaver og arbejdsdeling mellem sundhedsfaglige kan påvirke sammenligneligheden af tallene mellem lande.

Kilde: OECD Health Statistics 2015

>18<

3.2 Lægernes køns- og aldersfordeling

Der en overvægt af mænd blandt speciallægerne. Det er således ca. 6 ud 10 speciallæ-

ger, som er mænd, jf. figur 3.6. Ses der på lægerne samlet set, er fordelingen mere lige,

jf. figur 3.7. Dvs. der er flere kvinder blandt de yngre læger, som endnu ikke har gennem-

ført en speciallægeuddannelse.

Figur 3.6

Kønsfordelingen for speciallæger i alt, 2014

Figur 3.7

Kønsfordelingen for læger i alt, 2014

41%

Mænd

Kvinder

59%

40%

Mænd

Kvinder

60%

49%

Mænd

51%

Kvinder

Kilde: Bevægelsesregisteret

Det tager tid at uddanne sig til speciallæge, og uddannelsesvarigheden fra påbegyndt

universitetsuddannelse til speciallægeanerkendelse kan strække sig over 15 år eller mere.

Speciallægerne er derfor typisk færdiguddannede i en relativt sen alder. Det er blandt an-

det med til at forklare, at kun en lille andel af speciallægerne eller godt 5 pct. er 39 år eller

derunder, jf. figur 3.8.

En tredjedel af arbejdsstyrken af speciallæger er mere end 60 år. Det gælder for arbejds-

styrken i de fleste af regionerne, med undtagelse af Region Sjælland, hvor det er knap 40

pct. af speciallægerne, som er 60 år eller derover.

>19<

Figur 3.8

Aldersfordelingen for speciallæger i de enkelte regioner, 2014

Pct.

39 år eller

derunder

40-44 år

Nordjylland

45-49 år

Midtjylland

50-54 år

Syddanmark

55-59 år

60-64 år

65-69 år

Sjælland

70-74 år

Hele landet

Hovedstaden

Kilde: Bevægelsesregisteret

3.3 Det fremtidige udbud af speciallæger i Danmark

Der forventes et stigende antal speciallæger i de kommende år, jf. figur 3.8. Frem mod

2040 ventes antallet af speciallæger pr. 1.000 indbyggere at stige med 35 pct., jf. figur

3.9. Hvor antal beskæftigede speciallæger i dag udgør godt 2�½ læger pr. 1.000 indbygge-

re, ventes antallet af speciallæger at udgøre 3�½ læger pr. 1.000 indbyggere i 2040. Der er

tale om en prognose, som er forbundet med usikkerhed.

Figur 3.9

Udvikling i antal speciallæger pr. indbygger, indeks 2015=100

Indeks

160

140

120

100

Speciallæger pr. indbygger

Kilde: Sundhedsstyrelsens lægeprognose 2015-2040

Inden for samtlige specialeområder forventes en stigning i antallet af speciallæger frem

mod 2040, som overstiger befolkningsudviklingen, jf. tabel 3.3. Den største stigning ses

inden for øvrige specialer, som blandt andet dækker over klinisk onkologi, neurologi og

>20<

pædiatri samt specialerne intern medicin og psykiatri, hvor antallet af speciallæger pr.

indbygger ventes at stige med hhv. 50-60 pct.

Tabel 3.3

Forventet udvikling 2015-40 i antal speciallæger pr. indbygger (indeks, 2015=100)

Indeks 2015=100

Almen medicin

Intern medicin

Kirurgi

Psykiatri

Tværgående specialer

Øvrige

2015

100

2020

99,2

112,4

103,5

103,0

108,3

112,5

2025

101,2

123,5

105,8

109,1

115,0

125,4

2030

108,0

134,2

108,8

120,9

121,9

140,5

2035

116,5

144,1

113,4

134,8

130,1

154,7

2040

124,2

154,1

117,7

148,0

138,8

166,9

Kilde: Sundhedsstyrelsens lægeprognose 2015-2040, Danmarks Statistik og egne beregninger

Den fremtidige geografiske fordeling af speciallæger pr. indbygger afhænger både af den

fremtidige udvikling i speciallæger i de enkelte regioner og den fremtidige befolkningsud-

vikling.

De senere år har der været en tendens til, at befolkningen flytter mod de større byer. Si-

den 2007 har befolkningstilvæksten været størst i Region Hovedstaden og Region Midtjyl-

land, jf. figur 3.10. I disse regioner har befolkningsandelen derfor været stigende, mens

befolkningsandelen har været aftagende i de øvrige regioner.

De officielle befolkningsprognoser peger på, at denne befolkningsudvikling vil fortsætte, jf.

figur 3.10. Region Hovedstaden og Region Midtjylland forventes en befolkningstilvækst på

hhv. 15 pct. og 10 pct., mens befolkningstilvæksten skønnes til omkring 5 pct. i de øvrige

regioner.

Befolkningen ventes således at stige i alle regioner fremover, men med de største stignin-

ger i Region Hovedstaden og Region Midtjylland. Sådanne prognoser er naturligvis for-

bundet med stor usikkerhed.

Figur 3.10

Befolkningsudviklingen for delt på regioner, 2007-40 (indeks, 2007=100)

Indeks

140

135

130

125

120

115

110

105

100

2007

2010

Nordjylland

2015

2020

Midtjylland

2025

Syddanmark

2030

Hovedstaden

2035

2040

Sjælland

Indeks

140

135

130

125

120

115

110

105

100

Anm.: Udviklingen i Region Nordjylland følger tilnærmelsesvist udviklingen i Syddanmark og Sjælland, hvorfor kurven for Nordjylland kun er begrænset synlig.

Kilde: Danmarks Statistik

>21<

I alle regioner har der i perioden 2008-2014 været en vækst i antallet af beskæftigede

speciallæger, som overstiger befolkningstilvæksten, jf. tabel 3.4.

Denne udvikling har også ført til en mere ligelig fordeling af antallet af beskæftigede spe-

ciallæger opgjort i forhold til regionens indbyggertal, da den regionale udvikling i antal

specialelæger ikke har fulgt samme mønster som den overordnede befolkningsudvikling.

I perioden 2008-14 er antallet af speciallæger fx steget relativt mest i Region Midtjylland

og Region Syddanmark, mens væksten i de øvrige regioner har været relativt ens. I sam-

me periode er befolkningstallet steget mest i Region Hovedstaden og Region Midtjylland,

mens befolkningstallet har været nogenlunde uændret i de øvrige regioner.

Tabel 3.4

Vækst i befolkningen og antal speciallæger i regionerne, 2008-14

Pct.

Nordjylland

Midtjylland

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

Hele landet

Kilde: Danmarks Statistik, bevægelsesregisteret og egne beregninger.

Befolkningsvækst

0,4

3,3

0,7

6,3

-0,3

2,8

Vækst i speciallæger

9,5

13,5

14,5

10,9

10,4

12,0

Vækst i speciallæger pr.

indbygger

9,1

9,9

13,7

4,3

10,7

8,9

De senere års udvikling ændrer dog ikke på, at der fortsat eksisterer tydelige regionale

forskelle i antallet af speciallæger pr. 1.000 indbyggere, men det understreger, at den

fremtidige geografiske fordeling af antal speciallæger skal ses i sammenhæng med den

forventede befolkningsudvikling og i øvrigt også befolkningens sammensætning, syg-

domsmønstre, socioøkonomiske forhold m.v.

Af tabel 3.5 fremgår en indeksering af antal speciallæger pr. 1.000 indbyggere, sådan at

det landsgennemsnitlige niveau svarer til 100. Heraf ses det, at Region Hovedstaden i

2014 har 19 pct. flere læger pr. indbyggere end landsgennemsnittet, mens Region Sjæl-

land har 16 pct. færre læger pr. indbygger end landsgennemsnittet.

Frem mod 2020 vil den forventede befolkningsudvikling – hvis den nuværende geografi-

ske fordeling af speciallæger fastholdes – mindske forskellen mellem regionen med flest

speciallæger pr. indbygger og regionen med færrest. En stor del af reduktionen i forskel-

lene mellem regionerne – som den skønnede befolkningsudvikling bibringer - kan forven-

tes at ske i årene frem mod 2020. Der eksisterer dog fortsat forskelle i den geografiske

fordeling af speciallæger.

>22<

Tabel 3.5

Antal speciallæger pr. indbygger fordelt på regioner ved en uændret regional fordeling af antal speciallæger

Hele landet = 100

Nordjylland

Midtjylland

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

Hele landet

2014

119

100

2020

117

100

2025

115

100

2030

100

114

100

2040

101

112

100

Minimum

Maksimum

Forskel (pct.point)

119

117

115

114

112

Kilde: Danmarks Statistik, bevægelsesregisteret og egne beregninger.

3.4 Flytninger og geografisk mobilitet

Arbejdsstyrkens mobilitet og bevægelighed spiller en vigtig rolle i lægedækningen og den

geografiske fordeling af læger. En mobil arbejdsstyrke og strukturer, der understøtter det-

te (incitamenter, rekrutteringspolitik m.m.) er vigtige forudsætninger for et velfungerende

arbejdsmarked, hvor arbejdsudbuddet løbende tilpasser sig efterspørgslen efter arbejds-

kraft. Det gælder for arbejdsstyrken generelt som for den lægelige arbejdsstyrke.

Barrierer, som begrænser mobiliteten i den lægelige arbejdsstyrke, kan hæmme tilpasnin-

ger i det regionale arbejdsudbud og bidrage til en uhensigtsmæssig geografisk fordeling af

lægerne.

I afsnittet belyses den geografiske mobilitet blandt læger. Der ses først på lægernes bo-

pælsmobilitet, som angiver, i hvilket omfang læger i arbejdsstyrken flytter bopæl – eksem-

pelvis af hensyn til at arbejde i et andet geografisk område. Derudover belyses lægernes

arbejdsstedsmobilitet, som angiver lægernes tilbøjelighed til at rejse over større afstande

for at arbejde fx mellem regioner – uden nødvendigvis at flytte bopæl.

Lægernes geografiske mobilitet sammenlignes med den øvrige arbejdsstyrke med en lang

videregående uddannelse. Desuden opdeles lægernes mobilitet på alder, speciale og an-

sættelsessektor.

Læger har lidt højere bopælsmobilitet end øvrig arbejdsstyrke

I perioden 2007-13 flyttede 1,5 pct. af lægerne i gennemsnit om året bopæl fra en region

til en anden. Det er en lidt højere flyttefrekvens sammenlignet med den øvrige arbejds-

styrke med lang videregående uddannelse, hvor den gennemsnitlige andel, som flyttede

bopæl til en anden region eller kommune, var 1,2 pct. jf. figur 3.11.

>23<

Figur 3.11

Andel personer 30-65 år i lægelig arbejdsstyrke og arbejdstyrken med en lang videregående uddannelse (LVU) som flytter mellem

kommuner og regioner

Pct.

4,5

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Kommuner

Læger i alt

Arbejdsstyrke m. LVU

Regioner

Pct.

4,5

3,5

2,5

1,5

0,5

Anm.: Tallene er et gennemsnit for perioden 2007-13. Data for arbejdsstyrke med lang videregående uddannelse er aldersstandardiseret svarende til aldersfordelingen blandt

læger for at kontrollere for forskelle i alderssammensætning mellem de to populationer.

Kilde: Bevægelsesregisteret og egne beregninger.

Unge er som regel mere fleksible og mobile end lidt ældre, og det gælder også for den

lægelige arbejdsstyrke, jf. figur 3.12. Flyttefrekvensen er højest for de yngre læger. Ca. 7

pct. af lægerne på 30 år flytter bopæl mellem regioner, mens den tilsvarende andel er

knap 5 pct. for den samlede arbejdsstyrke med en lang videregående uddannelse. Det

kan hænge sammen med, at de yngre læger i højere grad er nødt til at være mobile efter

endt uddannelse for at gennemføre KBU eller få den ønskede hoveduddannelse. Hoved-

uddannelse kan endvidere indebære skift mellem forskellige sygehuse rundt i landet.

Flyttefrekvensen er aftagende frem til omkring 50 årsalderen. Herefter stabiliserer den sig

på et niveau, hvor knap 1 pct. flytter bopæl mellem regioner. Den højere mobilitet blandt

den lægelige arbejdsstyrke – i forhold til den øvrige arbejdsstyrke – gør sig hovedsageligt

gældende for de yngre læger, men der ses en lidt højere mobilitet frem til 50 årsalderen.

>24<

Figur 3.12

Andel personer i lægelig arbejdsstyrke og arbejdstyrken med en lang videregående uddannelse (LVU) som flytter mellem regioner

fordelt på alder

Pct.

25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65

Læger i alt

Arbejdsstyrke m. LVU

Pct.

Anm.: Figuren viser andelen af læger i given alder ud af den samlede aldersspecifikke population, som flytter mellem regioner i perioden 2007-13.

Kilde: Bevægelsesregisteret og egne beregninger.

Lavere bopælsmobilitet blandt alment praktiserende læger

Speciallægerne har generelt lavere bopælsmobilitet end den samlede lægelige arbejds-

styrke, da speciallægerne består af en aldersmæssig ældre gruppe af personer, jf. figur

3.13. Men den geografiske mobilitet og antallet af flytninger varierer også i forhold til læ-

gernes specialeuddannelse. Speciallæger med speciale i almen medicin er mindre mobile

end speciallæger med øvrige specialer. Blandt speciallæger med speciale i almen medicin

flytter �½ pct. af lægerne typisk mellem regioner, mens det for øvrige speciallæger var én

pct., jf. figur 3.13.

I slutningen af 30 årsalderen er flyttetilbøjeligheden blandt lægerne nogenlunde ens uan-

set lægens speciale, jf. figur 3.14. Men fra omkring 40 årsalderen ses et brud på denne

tendens. Flyttefrekvensen for læger med speciale i almen medicin falder til et vedvarende

lavere niveau i forhold til de øvrige læger.

Denne tendens fortsætter frem til lægerne er

omkring de 60 år.

Den observerede forskel er statistisk signifikant og gør sig også gældende, når der kontrolleres for andre forhold, som har indflydelse på

flyttetilbøjeligheden fx alder, køn mv.

Samme mønster ses for den geografiske jobmobilitet, som måler lægernes tilbøjelighed til at flytte ansættelse mellem regionerne.

>25<

Figur 3.13

Andel som flytter i den lægelige arbejdsstyrke samt med specia-

le i almen medicin og øvrige specialer

Pct.

1,6

1,4

1,2

1,0

0,8

0,6

0,4

0,2

0,0

Læger i alt

Almen medicin

Øvrige

specialer

Pct.

1,6

1,4

1,2

1,0

0,8

0,6

0,4

0,2

0,0

Figur 3.14

Andel af personer i lægelig arbejdsstyrke som flytter mellem

regioner fordelt på alder og speciale

Pct.

30 32 34 36 38 40 42 44 46 48 50 52 54 56 58 60 62 64

Læger i alt

Øvrige

Almen medicin

Pct.

Anm.: Andelen er opgjort som et gennemsnit over årene 2007-13. Der er ikke kontrol-

leret for forskelle i alder mellem den lægelige arbejdsstyrke i alt og arbejdsstyrken

med specialerne almen medicin og øvrige specialer. Den højere flyttefrekvens hos

læger ia lt sammenlignet med speciallæger afspejler således, at læger i alt omfatter

yngre læger, som generelet har højere flyttetilbøjelig jf. figur 3.12

Kilde: Bevægelsesregisteret og egne beregninger.

Anm.: Figuren viser andelen af læger i given alder ud af den samlede aldersspecifikke

population, som flytter mellem regioner i perioden 2007-13.

Kilde: Bevægelsesregisteret og egne beregninger.

Den lavere mobilitet blandt læger med speciale i almen medicin efter 40-årsalderen er gi-

vetvis et udtryk for, at lægerne hovedsageligt finder beskæftigelse som alment praktise-

rende læge, som ofte forudsætter køb af en praksis med en geografisk fast placering,

mens læger med andre specialer typisk er ansat i sygehusvæsenet og ofte har ansættel-

ser på flere sygehuse i løbet af karrieren.

Køb og opstart (eller overtagelse) af en praksis kan være forbundet med en række om-

kostninger og risici. Det forhold, at en praksis har en fast geografisk placering, forudsætter

samtidig, at lægerne er forholdsvis sikre i deres beskæftigelsesvalg.

Den valgte organiseringsform kan medvirke til at understøtte kontinuitet i lægens kontakt

med og behandling af borgerne, hvilket kan rumme en række fordele for patienterne og

sundhedsvæsenet. Omvendt kan organisationsformen medvirke til at lægernes fleksibilitet

på arbejdsmarkedet begrænses, og dermed potentielt villigheden til at nedsætte sig som

alment praktiserende læge. Der kan således være tale om en afvejning mellem kontinuitet

og fleksibilitet. Og det indikerer, at hvis man vil øge praktiserende lægers mobilitet, vil det

kræve organisatoriske og strukturelle ændringer, og det vil forventeligt have betydning for

kontinuiteten.

Sammenlignet med almen praksis er ansættelse på eksempelvis et sygehus i den hen-

seende en mere fleksibel beskæftigelsesform, idet det ikke forudsætter en investerings-

udgift, og det i øvrigt er forbundet med færre omkostninger at foretage et skift i beskæfti-

gelse.

>26<

Boks 3.2

Opgørelse af bopælsmobilitet samt afgrænsning af population

Data og population

Antal flytninger for den lægelige arbejdsstyrke er opgjort ud fra bevægelsesregisteret, som indeholder oplysninger om lægers bopæl, specialeuddannelse

og beskæftigelse, herunder beskæftigelsesregion for den fulde population af læger. Den lægelige arbejdsstyrke er afgrænset ud fra RAS-statistikkens

definition af arbejdsmarkedsstatus, og arbejdsstyrken er afgrænset til læger i beskæftigelse, ledighed eller orlov. Den lægelige arbejdsstyrke omfatter

alle læger uanset branche og ansættelsessektor.

Antal flytninger for den samlede arbejdsstyrke er opgjort ud fra datagrundlaget til lovmodellen og en 3,3 pct. stikprøve af befolkningen. Den samlede

arbejdsstyrke er ligesom for lægerne afgrænset til personer i arbejdsstyrken ud fra RAS-statistikkens definition af arbejdsmarkedsstatus, og som har

afsluttet en lang videregående uddannelse. Det gøres af hensyn til at sammenligne den lægelige population med en forholdsvis sammenlignelig gruppe

af personer.

Definition af en flytning

En flytning opgøres ud fra de årlige registeroplysninger om personernes bopælskommune. En ændring i bopælskommune fra primo året til ultimo året

registreres som en flytning. Med denne definition opgøres alene flytninger, som sker over kommunegrænser og regionsgrænser, og flytninger inden for

en kommune indgår ikke i opgørelsen. Derudover vil flere flytninger pr. person inden for året eller midlertidige flytninger, hvor en person flytter bopæls-

kommune under et år, ikke medtages i opgørelsen. Definitionen kan dermed siges at afgrænse sig til flytninger, som sker over længere afstande, og som

er af en mere permanent karakter.

Grundlaget for opgørelsen af flytninger med årlige registeroplysninger betyder, at personernes flyttestatus kan opdeles i to kategorier:

1. Flyttestatus er kendt: Personer og deres bopælskommune kan observeres i registreres både år

t-1,

og flyttestatus kan opgøres.

2. Flyttestatus er

ikke

kendt: Personer kan kun observeres i registeret i år

og ikke i år

t-1,

og flyttestatus kan derfor ikke opgøres. I bevægelsesregistret

skyldes det, at læger kun kan observeres fra det år, hvor de har opnået autorisation. Derudover kan ukendt flyttestatus skyldes manglende observationer

for bopælsstatus i registeret.

Flyttefrekvensen

–

eller andelen af personer som flytter - er beregnet ud fra de personer, hvor flyttestatus er kendt og kan opgøres. Det kan betyde, at

flyttefrekvensen over- eller undervurderes, såfremt personerne, hvor flyttestatus ikke kan opgøres, har en anderles høj eller lav flyttefrekvens end per-

sonerne, hvor flyttestatus er kendt.

Den geografiske arbejdsstedsmobilitet

Arbejdsstyrkens mobilitet og fleksibilitet handler ikke kun om arbejdsstyrkens tilbøjelighed

til at flytte bopæl fx for at arbejde, men også arbejdsstyrkens villighed til at skifte job mel-

lem regioner og til at rejse over større afstande for at arbejde – uden nødvendigvis at flytte

bopæl.

Af tabel 3.6 fremgår en opgørelse af de beskæftigede læger fordelt på arbejdsregion og

bopælsregion. Det ses, at lægerne ansat i Region Nordjylland og Region Sjælland ofte er

bosat i naboregionen, og derfor må pendle over regionsgrænsen for at arbejde. I Region

Sjælland er godt 40 pct. af lægerne bosat i Region Hovedstaden. Og i Region Nordjylland

er 15 pct. af lægerne er bosat i Region Midtjylland.

>27<

Tabel 3.6

Andel beskæftigede læger fordelt på bopælsregion og arbejdsregion, 2013

Pct.

Nordjylland

Midtjylland

Bopælsregion

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

I alt

Kilde: Bevægelsesregisteret.

Arbejdsregion

Midtjylland

2,2

94,0

2,7

0,9

0,2

100,0

Syddanmark

0,0

5,7

90,1

3,4

0,8

100,0

Hovedstaden

0,1

0,5

0,7

94,3

4,4

100,0

Sjælland

0,2

0,5

1,6

44,4

53,3

100,0

82,1

15,5

0,0

2,5

0,0

100,0

Denne fleksibilitet og rejseadfærd kan hovedsagelig henføres til de hospitalsansatte læ-

ger, jf. tabel 3.7. Knap 60 pct. af de hospitalsansatte i Region Sjælland og 20 pct. af de

hospitalsansatte i Region Nordjylland bor i naboregionen (hhv. Region Hovedstanden og

Region Midtjylland) og rejser over regionsgrænsen for at arbejde.

Tabel 3.7

Beskæftigede hospitalslæger fordelt på bopælsregion og arbejdsregion, 2013

Pct.

Nordjylland

Midtjylland

Bopælsregion

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

I alt

Kilde: Bevægelsesregisteret

Arbejdsregion

Midtjylland

3,0

93,1

2,9

0,9

0,2

100,0

Syddanmark

0,0

7,8

87,0

4,1

1,1

100,0

Hovedstaden

0,0

0,3

0,5

94,4

4,8

100,0

Sjælland

0,0

1,8

59,1

39,1

100,0

77,0

20,2

0,0

2,8

0,0

100,0

Der ses således ikke samme grad af bevægelighed mellem arbejde og bopæl blandt de

alment praktiserende læger, jf. tabel 3.8. Det er fx kun 4 pct. af de alment praktiserende

læger, som er beskæftiget i Region Nordjylland, som bor i Region Midtjylland. Det kan

være en indikation på, at alment praktiserende læger rejser over mindre afstande for at

arbejde.

Hospitalsansatte læger er i gennemsnit yngre end de alment praktiserende læger, da gruppen i højere grad omfatter yngre læger, som ikke

har opnået specialeanerkendelse. Der ses dog fortsat en signifikant forskel i placering af arbejdsregion og bopælsregion, når de hospitalsan-

satte speciallæger sammenlignes med alment praktiserende læger.

>28<

Tabel 3.8

Beskæftigede alment praktiserende læger fordelt på bopælsregion og arbejdsregion, 2013

Pct.

Nordjylland

Midtjylland

Bopælsregion

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

I alt

Kilde: Bevægelsesregisteret

Arbejdsregion

Midtjylland

0,0

98,3

1,7

0,0

100,0

Syddanmark

0,0

1,5

98,0

0,5

0,0

100,0

Hovedstaden

0,0

96,7

3,3

100,0

Sjælland

0,0

0,8

13,7

85,5

100,0

94,5

3,9

0,0

1,6

0,0

100,0

Årsager til mobilitet og bosætning

Den lægelige arbejdsstyrkes mobilitet har sammenhæng til flere forhold blandt andet alder

og typen af specialeuddannelse.

Det er vanskelligt at sige noget om de præcise årsager til de observerede forskelle og

sammenhænge i mobilitet. Den højere mobilitet blandt yngre læger sammenlignet med

den øvrige arbejdsstyrke kan hænge sammen med, at det lægelige arbejdsmarked med

hospitaler og lægehuse spredt rundt i landet forudsætter større skift i geografisk bosættel-

se for at gennemføre KBU og specialeuddannelse.

Der er en overordnet set sammenhæng mellem lægers uddannelsessted og senere an-

sættelse.

Det er imidlertid vanskeligt at konkludere på den præcise årsagssammenhæng.

Det kan være et udtryk for, at de studerende etablerer sociale og professionelle relationer

under uddannelsen, hvorfor uddannelsens geografiske placering spiller en vigtig rolle for

senere beslutning om bosættelse og arbejde. Det kan imidlertid også være et resultat af,

at de studerende typisk tager en uddannelse i samme region, som de er født, og hvor fa-

milie og venner og andre relationer i forvejen befinder sig. Dvs. at det er den sociale og

familiære tilknytning, som er bestemmende for både uddannelsens og arbejdets geografi-

ske placering. Det har ikke været muligt at foretage en undersøgelse og kontrollere for

dette forhold inden for udvalgets tidshorisont.

Der foreligger ikke danske undersøgelser af årsagerne til lægernes flyttemønstre, herun-

der faktorer – og barrierer – der har indflydelse på arbejdsstyrkens mobilitet. Men der fore-

ligger en række danske undersøgelser af befolkningens og arbejdstyrkens mobilitet mere

generelt.

Se Lægeprognose 2015-2040 – Udbuddet af læger og speciallæger, Sundhedsstyrelsen (2016).

>29<

Disse studier finder blandt andet, at familiære og sociale relationer spiller en vigtig rolle for

mobilitet og beslutninger om at flytte. Deding og Filges (2004, 2010)

finder eksempelvis,

at selvom flytninger ofte er forbundet med skift af arbejde, så er den bestemmende årsag

til at flytte oftere den sociale og familiemæssige relation, mere end den jobmæssige. Un-

dersøgelserne finder dog også, at jobskifte øger tilbøjeligheden til at flytte, og at villighe-

den til at flytte efter et arbejde ikke er uvæsentlig, men det er ikke den primære årsag for

hovedparten af flytningerne.

Boks 3.3

Medlemsundersøgelse fra Yngre Læger

I en medlemsundersøgelse foretaget af Yngre Læger i marts 2016 har 3.300 yngre læger (svarende til en svarprocent på 28 pct.) svaret på spørgsmål

vedr. det lægelige arbejdsmarked for yngre læger.

I undersøgelsen vurderede respondenterne, hvilke initiativer fra arbejdsgiverne der havde betydning for deres lyst til fortsat ansættelse. Nedenfor er

oplistet en række initiativer med angivelse af den procentvise andel af respondenterne, der svarede

”i stort omfang” eller i ”meget stort omfang” på

spørgsmålet, om initiativet har betydning for fortsat ansættelse:



Fleksibel arbejdstid, fx 4 dages komprimeret arbejdsuge (58 pct.)

Deltidsansættelse (47 pct.)

Periodevis vagtfritagelse (50 pct.)

Forskningsaktivitet i arbejdstiden (60 pct.)

Kombinationsstillinger fx i forbindelse med ph.d. forløb eller andet (48 pct.)

Frivillig rotation, med mulighed for ansættelse andre steder i regionen (29 pct.)

Langsigtet karriereplanlægning fx dialog om efterfølgende fastansættelse (69 pct.)

Lønforbedringer (59 pct.)

Undersøgelsen viste desuden, at følgende initiativer var mindre vigtige i forhold til fastholdelse og rekruttering. Nedenfor er oplistet initiativer med angi-

velse af den procentvise andel af respondenterne, der svarede, at initiativet

”slet

ikke” eller

”i

mindre omfang” har betydning for deres lyst til fortsat

ansættelse:



Bistand i forbindelse med job til partner/ægtefælle (57 pct.)



Bistand i forbindelse med institutionsplads til børn (55 pct.)



Bistand til at skaffe den bolig, du og din familie har behov for (54 pct.)

Undersøgelsen belyste også, at der er regionale forskelle på, hvorvidt arbejdsgiverne gør brug af de forskellige initiativer i forhold til at fastholde og re-

kruttere medarbejdere.

Kilde: Yngre Lægers medlemsundersøgelse af det lægelige arbejdsmarked, 2016

Deding, M.og T. Filges. 2004.”Derfor flytter vi – geografisk mobilitet i den danske arbejdsstyrke,” Socialforskningsinstituttet 04:19.

Deding, M.og T. Filges. 2010. ”Geographical mobility of danish dual-earner couples – The relationship between change of job and change of

residence,” Journal of Regional Science, Vol. 50, No. 2, s.615-634.

>30<

Kapitel 4: Fordelingen af alment

praktiserende læger

Indledning og sammenfatning

Som gatekeeper, tovholder, behandler og henviser til det specialiserede sundhedsvæsen

har almen praksis en central rolle i at løfte en række nuværende og fremtidige opgaver,

ikke mindst indsatsen over for ældre og kronisk syge patienter. Det er derfor vigtigt at sik-

re en passende lægedækning overalt i landet, herunder i yderområder og i socialt bela-

stede områder, så sektoren kan levere en effektiv indsats og høj behandlingskvalitet –

uanset patienternes bopæl.

Behovet for almen praksis afhænger af flere faktorer. Hensigtsmæssig lægedækning

handler derfor ikke kun om antallet af læger i de enkelte geografiske områder, men også

om den lokale befolkningstilvækst og sammensætning – herunder demografiske, syg-

domsmæssige og socioøkonomiske forhold – og udviklingen i sundhedsvæsenets organi-

sation og arbejdsdeling.

En effektiv anvendelse af ressourcerne i sundhedsvæsenet, herunder lægekapaciteten i

almen praksis, forudsætter en passende geografisk fordeling af praksisser, der afspejler

befolkningens bosætning, et fornuftigt forbrug af almen praksis ydelser og en hensigts-

mæssig organisering med effektiv arbejdstilrettelæggelse i den enkelte praksis.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er følgende:



Alle sikrede borgere har adgang til almen lægehjælp og er tilknyttet en lægeprak-

sis eller en regions- eller udbudsklinik.

Lægedækningsproblemerne i almen praksis har karakter af forskellige lokale ud-

fordringer snarere end et generelt, landsdækkende problem. Udfordringerne er ik-

ke entydigt by- eller udkantsspecifikke.

Der er steder i landet udfordringer ift. kapacitet, herunder ubesatte lægepraksis og

dermed vanskeligheder i forhold til at sikre borgerne frit valg af læge, inden for

rammerne af den nuværende overenskomst..

Der ses dog også stor spredning inden for lokale geografiske områder. I flere

kommuner er der fx stor spredning i antal patienter pr. læge, og i mange kommu-

ner har en stor andel af lægerne flere end 1.800 patienter tilmeldt. Det kan være



>31<

en indikation af, at der er udfordringer i forhold til at sikre en mere ligelig fordeling

inden for kommunen og det lokale område.



Aldersfordelingen blandt de alment praktiserende læger peger på, at der de kom-

mende år kan forventes en større udskiftning blandt de beskæftigede læger. I om-

kring 40 kommuner er 10 pct. af lægerne 65 år eller over.

Der er variation på tværs af landet ift. organisering og arbejdstilrettelæggelse i al-

men praksis, herunder praksisstørrelse, brug af praksispersonale m.m.

Der er variationer i lægedækningen og brugen af almen praksis på tværs af regio-

ner, men også inden for den enkelte region.



I tabel 4.1. er de forskellige aspekter af lægedækningen, der er gennemgået i dette kapi-

tel, opsummeret for hver af de fem regioner, og i afsnit 4.5 er de enkelte indikatorer foldet

ud på kommune- og regionsniveau. Metodebeskrivelsen fremgår også af afsnit 4.5.

Tabel 4.1

Karakteristika for almen praksis fordelt på regioner, 2015

Brugen

af almen

praksis

Ydel-

sesho-

norar**

kr.

910

1.020

1.000

960

1.050

980

Kapacitet

Tilmeld-

te pr.

læge*

1.660

1.560

1.720

1.640

1.530

1.610

Lukket

for til-

gang*

pct.

Region Hovedstaden

Region Midtjylland

Region Nordjylland

Region Sjælland

Region Syddanmark

Hele landet

Lægens

alder* år

Organisering

Klinik-

Fuldtids- persona-

læger

le pr.

pr. prak- special-

sis*

læge**

1,5

0,7

2,1

0,9

1,9

1,2

1,8

1,0

2,1

0,9

1,8

0,9

Befolkningens karakteristika***

Førtids-

pension

pct.

Enlige

65+ år

pct.

Ældre 80

+ år pct.

Sygelig-

hed pct.

Anm.: Kapacitet: Antal tilmeldte patienter pr. fuldtidslæge (afrundet til nærmeste tiendedele), andel praksis lukket for tilgang af patienter og lægens gennemsnitlige alder. Organi-

sering: Antal fuldtidslæger pr. praksis og klinikpersonale pr. speciallæge. Brugen af almen praksis: Køns- og alders-standardiseret bruttohonorar pr. indbygger (afrundet til nærme-

ste tiendedele). Befolkningens karakteristika: Andel indbyggere over 80 år, andel indbyggere med en vis sygelighed (Charlson komorbiditetsindeks på 2 eller derover), andel før-

tidspensionister og andel enlige på 65 år eller derover. Klinikpersonale pr. speciallæge er opgjort som den ikke-lægelige beskæftigelse pr. speciallæge (almen medicin) i branchen

almen praksis pba. Bevægelsesregisteret. Antal læger hhv. speciallæger opgjort pba. Yderregisteret og Bevægelsesregisteret måler antal hoveder uanset arbejdstid. Afgrænsningen

af læger og branche er endvidere forskellig mellem Yderregisteret og Bevægelsesregisteret jf. boks 3.1 og 4.1.

Kilder:

* Yderregisteret og Sygesikringsregisteret, Sundhedsdatastyrelsen.

**Egne beregninger pba. Bevægelsesregisteret, Sygesikringsregisteret og CPR-registeret.

***CPR-registeret, de reviderede algoritmer til brug for dannelsen af register for udvalgte kroniske sygdomme og svære psykiske lidelser (marts 2016), Landspatientregisteret,

Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase DREAM, Sundhedsdatastyrelsen.



I Region Hovedstaden er de enkelte praksis forholdsvis små, og brugen af klinik-

personale er relativt begrænset sammenlignet med de øvrige regioner. Lægerne

har relativt flere patienter end andre steder i landet, men patienterne er forholdsvis

unge og har færre sygdomsmæssige og socioøkonomiske udfordringer sammen-

lignet med andre dele af landet.

I Region Midtjylland er der generelt en god lægedækning i almen praksis sammen-

lignet med de øvrige regioner. Indbyggerne kontakter dog lægen lidt hyppigere

end deres køns- og alderssammensætning umiddelbart tilsiger.



>32<



Region Nordjylland har landets laveste lægedækning. De enkelte læger har derfor

relativt mange patienter tilmeldt, og en relativt stor del af praksis har lukket for til-

gang af nye patienter.

I Region Sjælland er der også visse udfordringer ift. kapacitet. Regionen har i gen-

nemsnit flere end 1.600 patienter pr. fuldtidslæge. Derudover har regionen relativt

flere syge, ældre og personer på førtidspension sammenlignet med de øvrige re-

gioner.

I Region Syddanmark er der relativt få patienter pr. fuldtidslæge sammenlignet

med landsgennemsnittet. Befolkningen bruger almen praksis noget mere, end de-

res køns- og alderssammensætning tilsiger.



4.1 Udvikling og karakteristika af alment praktiserende læger

Almen praksis er borgernes primære indgang til sundhedsvæsenet, hvor alle almindelige

sygdomme og tilstande hos befolkningen varetages. Almen praksis har som den primære

indgang en bred berøringsflade med befolkningen. Omkring 85 pct. af danskerne er årligt i

kontakt med almen praksis, og danskerne har i gennemsnit ca. 7 kontakter årligt (fysisk,

telefonisk og via e-mail). Enhver med bopæl i Danmark, som har valgt sikringsgruppe 1,

har ret til at tilmelde sig en praktiserende læge eller praksis.

Almen praksis varetager en funktion som

gatekeeper

til det specialiserede sundhedsvæ-

sen. Vederlagsfri behandling for gruppe-1 sikrede personer hos praktiserende speciallæ-

ger kræver således - som hovedregel - en lægehenvisning fra almen praksis, ligesom be-

handling på sygehus kræver henvisning, som oftest er fra patientens egen læge. Det in-

debærer, at den praktiserende læge afgør, om en patient har et medicinsk defineret behov

for et videre forløb i det øvrige sundhedsvæsen.

Lægen skal sikre, at henvisning sker på den rigtige indikation, på det rette tidspunkt til det

rette niveau og den rette instans. Som

tovholder

skal almen praksis bidrage til overblik og

kontinuitet i patientforløbet defineret ud fra patientens behov.

Den lægelige beskæftigelse i almen praksis

Den lægelige beskæftigelse i almen praksis udgøres først og fremmest af de alment prak-

tiserende læger, som er uddannede speciallæger i almen medicin og ejer et ydernummer

(en praksis) og dermed retten til at levere ydelser under den offentlige sygesikring.

Derudover består beskæftigelsen også af læger, både speciallæger og læger uden speci-

ale, som er ansat i de enkelte praksisser og beskæftiger sig med patientbehandling på

hel- eller deltid. Det kan være en fuldtidsansat speciallæge med speciale i almen medicin

Opgørelsen over andel praksisser lukket for tilgang er baseret på Yderregisteret pr. 1. januar 2015. Status for lukkede praksisser kan ændre

sig løbende..

>33<

eller en læge uden speciale. Det kan også være lægevikarer og uddannelseslæger, som

arbejder på deltid eller midlertidigt i sektoren.

Den lægelige beskæftigelse i almen praksis kan derfor opgøres på flere forskellige måder.

Der kan overordnet skelnes mellem to opgørelser: Antal fuldtidslægestillinger og antal læ-

ger beskæftiget i almen praksis (målt i hoveder).

Antal fuldtidslæger er antal stillinger besat af speciallægelæger i almen medicin, som sva-

rer til et fuldtidsarbejde i praksissen. En fuldtidslæge betegnes også som en

kapacitet,

det er regionen, der bestemmer, hvor mange kapaciteter en praksis skal have. Der kan

være flere fuldtidslæger tilknyttet et ydernummer, og desuden kan flere læger (målt i ho-

veder) tilsammen dække en fuldtidslægestilling.

Antal læger i alt dækker over alle læger, som er beskæftiget i en almen praksis – uanset

speciale og arbejdstid. Dvs. både ejerne af en praksis og de ansatte læger i praksissen.

Denne opgørelse siger kun noget om antal læger – målt i hoveder – som er beskæftiget i

praksissektoren, og ikke noget om hvorvidt de arbejder fuldtid, deltid eller som vikarer.

Opgørelsen tillægger således fuldtid- og deltidsbeskæftigede samme vægt, og opgørelsen

skal bruges med forsigtighed i forhold til at vurdere kapaciteten i almen praksis.

Antal fuldtidslæger og beskæftigede læger (målt i hoveder) i almen praksis kan opgøres

ud fra Yderregisteret. Yderregisteret indeholder oplysninger om ydere, der udøver virk-

somhed under den offentlige sygesikring, herunder i almen praksissektoren. Derudover

kan beskæftigelsen i almen praksis også beskrives ud fra Bevægelsesregisteret, som er

grundlaget for beskrivelsen af den samlede lægelige beskæftigelse (herunder almen

praksis) i kapitel 3. De to registre giver anledning til forskellige opgørelser af beskæftigel-

sen i almen praksis, hvilket bl.a. afspejler forskellige opgørelsesmetoder og afgrænsnin-

ger, jf. boks 3.1 og 4.1.

I dette kapitel baserer beskrivelsen af beskæftigelsen i almen praksis sig hovedsageligt på

Yderregisteret. Yderregisteret indeholder dog ikke fuldt dækkende oplysninger om andre

ikke-lægelige faggrupper i almen praksis fx sygeplejersker, lægesekretærer etc., hvorfor

beskrivelsen af disse personalegrupper baserer sig på Bevægelsesregisteret.

>34<

Boks 4.1

Opgørelse af antal alment praktiserende læger og læger beskæftiget i almen praksis

Antal læger beskæftiget i almen praksis kan opgøres ud fra to officielle registre:

Yderregisteret

Bevægelsesregisteret.

Yderregisteret

Yderregisteret indeholder oplysninger om ydere, der udøver virksomhed under den offentlige sygesikring, og ud fra registeret kan antal alment praktise-

rende læger opgøres som antal læger (målt i hoveder) eller fuldtidslæger tilknyttet et ydernummer. Yderregisteret indeholder oplysninger om antal be-

skæftigede læger i almen praksis og kapaciteter . Registeret indeholder ikke fuldt dækkende oplysninger om alle ansatte i almen praksis, men alene op-

lysninger om ansatte, som de alment praktiserende læger er forpligtet til at indberette til registret.

Bevægelsesregisteret

Bevægelsesregisteret indeholder oplysninger om bl.a. den lægelige arbejdsstyrke og beskæftigelse opdelt på specialer og brancher. Ud fra registeret kan

antal alment praktiserende opgøres som antal læger eller speciallæger

–

målt i hoveder

–

beskæftiget i almen praksis. Opgørelsen sker ud fra Danmarks

Statistiks branchekodning, hvor alment praktiserende læger har branchekoden kode 86.21. Branchekoden skal vælges i forbindelse med oprettelse af

virksomhed, og der sker ikke nogen faglig validering af, om den pågældende virksomhed forestår en aktivitet, som kan klassificeres som almen praksis.

Branchen omfatter både alment praktiserende læger med konsultationer etc. i dagstid og vagtlæger. Det er ikke mulig at opdele beskæftigelsen yderlige-

re fx på ydertype og specialer, ligesom i Yderregisteret. Bevægelsesregisteret kan alene opgøre antal læger i hoveder, og det er ikke muligt at omregne

til fuldtidsstillinger. Dvs. læger på fuld- eller deltid tæller med samme vægt, og opgørelser af antal læger skal bruges med forsigtighed i forhold til at vur-

dere på udviklingen i de lægelige kapaciteter.

Kilde: esundhe d.dk og Danmarks Statist ik

Antal fuldtidslæger og læger beskæftiget i almen praksis

I 2015 var der omkring 3.500 fuldtidslæger fordelt på ca. 1.935 praksis,

jf. tabel 4.2.

For-

delingen af læger pr. 1.000 indbyggere varierer med ca. 12 pct. på tværs af regionerne.

Der er generelt flest læger pr. indbygger i Region Syddanmark og færrest i Region Nord-

jylland.

Tabel 4.2

Antal almen praksis og fuldtidslæger pr. 1. januar 2015

Antal fuldtidslæger

pr. 1.000 indbyggere

0,60

0,64

0,58

0,60

0,65

0,62

Praksis

Region Hovedstaden

Region Midtjylland

Region Nordjylland

Region Sjælland

Region Syddanmark

I alt

711

395

180

271

378

1.935

Fuldtidslæger

1.062

819

337

493

786

3.497

Anm.: Antal praksis og fuldtidslæger er afgrænset til at der til et ydernummer er tilmeldt mere end 200 patienter pr. januar det pågældende år.

Kilde: Yderregisteret, Sygesikringsregisteret og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen.

Antallet af fuldtidslæger er de senere år steget fra ca. 3.450 fuldtidslæger i 2009 til 3.500

fuldtidslæger i 2015, jf. figur 4.1.

Det svarer til en stigning på 1�½ pct. Udviklingen i antal

fuldtidslæger har været en smule lavere end udviklingen i befolkningstallet, som er vokset

med ca. 2 pct. samme periode, jf. figur 4.2.

Der er et databrud i opgørelsen af antal kapaciteter i 2009. Derfor beskrives udviklingen fra 2009 og frem.

>35<

Beskæftigelsen af læger i almen praksis (ekskl. vagtlæger) er niveaumæssigt noget høje-

re end antal fuldtidslæger og udgjorde i 2014 ca. 3.700 læger,

jf. figur 4.1.

Det skyldes

blandt andet, at opgørelsen dækker over alle læger uanset speciale, ejerskab og arbejds-

tid, dvs. såvel de alment praktiserende læger, som ejer et ydernummer, som lønmodta-

geransatte speciallæger, vikarer og uddannelseslæger.

Siden 2009 ses et lille fald i antallet læger beskæftiget i almen praksis. Opgørelsen af an-

tal læger skal bruges med forsigtighed i forhold til at konkludere på udviklingen i arbejds-

udbuddet, da opgørelsen ikke tager højde for den lagte arbejdstid.

Figur 4.1

Udvikling i antal fuldtidslæger og læger beskæftiget i almen

praksis, 2007-15

Antal

4.500

4.000

3.500

3.000

2.500

2007

2009

2011

2013

2015

Læger

Antal

4.500

4.000

3.500

3.000

2.500

Figur 4.2

Befolkningsudvikling 2007-15

Indeks, 2007=100

140

130

120

110

100

2007

2009

2011

Indeks, 2007=100

2013

2015

Fuldtidslæger

Hele befolkning

Befokning over 65 år

Anm.: Kilden til

”fuldtidslæger”

er esundhed.dk. Der er et databrud i serien i 2009,

hvor antal fuldtidslæger stiger med ca. 400. Kilden til antal læger er beskæftigelse af

læger (målt i hoveder)pba. Yderregisteret den 1. januar 2014. Læger omfatter alle

læger uanset speciale, ejerskab og arbejdstid.

Kilde: Esundhed, Yderregisteret, Sundhedsdatastyrelsen

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Det er vanskeligt at skønne over den fremtidige udvikling i arbejdstyrken i almen praksis.

Sundhedsstyrelsens seneste lægeprognose

indeholder en prognose over arbejdsstyrken

af almene medicinere, som udgør rekrutteringsgrundlaget for læger til almen praksis. Iføl-

ge prognosen vil arbejdstyrken af almen medicinere opgjort pr. indbygger falde en smule

frem mod 2020, for herefter at stige frem mod 2025, hvor den vil være på omtrent samme

niveau som i dag. Fra 2025 og frem forventes antallet af almene medicinere i arbejdsstyr-

ken at stige relativt i forhold til befolkningen,

jf. figur 4.3.

Disse prognosetal er selvsagt

behæftet med usikkerhed.

Lægeprognose 2015-2040 - Udbuddet af læger og speciallæger, Sundhedsstyrelsen (2016)

>36<

Figur 4.3

Prognose for antal læger med speciale i almen medicin, 2015-2040

Pr. 1.000 indbyggere

1,2

1,0

0,8

0,6

0,4

0,2

0,0

2015

2020

2025

2030

2035

Pr. 1.000 indbyggere

1,2

1,0

0,8

0,6

0,4

0,2

0,0

2040

Kilde: Lægeprognose 2015-2040 - Udbuddet af læger og speciallæger, Sundhedsstyrelsen (2016)

Den samlede kapacitetsudvikling (antal fuldtidslæger og læger) skal ses i sammenhæng

med udviklingen i befolkningens alderssammensætning mv. Ældre patienter og patienter

med kroniske sygdomme bruger almen praksis i højere grad end resten af befolkningen.

Ændringer i befolkningens alderssammensætning med forholdsvis flere ældre indebærer i

sig selv et øget behov for ydelser i almen praksis. Siden 2007 er antallet af ældre på 65 år

eller derover steget med godt 25 pct. og har udgjort en stigende andel af befolkningen,

som i samme periode er steget med ca. 2 pct. Denne udvikling vil fortsætte de kommende

år, og andelen af ældre i befolkningen vil være stigende.

De praktiserende lægers alderssammensætning

Det fremgår af Lægeprognosen 2015-2040, at aldersfordelingen blandt læger og special-

læger har varieret meget over tid som følge af de skift, der historisk set har været i ud-

dannelseskapaciteten på universiteterne og i den lægelige videreuddannelse. Et stort an-

tal speciallæger vil i løbet af de næste 10 år nå pensionsalderen. Lægernes pensionsalder

vil derfor komme til at spille en vigtig rolle for udbuddet af især speciallæger – herunder

alment praktiserende læger.

I de kommende år vil der ske en væsentlig udvikling i aldersprofilen i takt med, at de æl-

dre speciallæger går på pension, og der kommer yngre speciallæger til. I 2040 forventes

den største andel af speciallæger at være 45-49 år.

Den enkelte læge i almen praksissektoren er i gennemsnit 53 år gammel, hvilket svarer til

gennemsnitsalderen for en speciallæge ansat på sygehuset,

jf. figur 4.4.

>37<

Figur 4.4

Gennemsnitlig lægealder, 2000-2014

Figur 4.5

Andel læger i almen praksis fordelt i de enkelte aldersinterval-

ler, 2000-2014

År

Pct.

100

2000 2002 2004 2006 2008 2010 2012 2014

< 40 år

40-49 år

50-59 år

60-69 år

70+

Pct.

100

År

2000 2002 2004 2006 2008 2010 2012 2014

Læger i almen praksis

Speciallæger på sygehusene

Heraf overlæger

Heraf afdelingslæger

Anm.: Alderen læger i almen praksis er opgjort for samtlige læger, uanset hvor mange

timer de er tilknyttet.

Kilde: Kommunernes og Regionernes løndatakontor, Yderregisteret, Sygesikringsregi-

steret og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen

Anm.: Alderen er opgjort for samtlige læger i almen praksis, uanset hvor mange timer

de er tilknyttet, og uanset deres uddannelsesmæssige baggrund.

Kilde: Yderregisteret, Sygesikringsregisteret og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen

Over perioden 2000-2014 er gennemsnitsalderen for alment praktiserende læger steget

med ca. 2 år. Der er dog sket betydelige aldersforskydninger inden for lægegruppen. I

2015 er der således færre læger i alderen 50-59 år, men betydeligt flere læger over 60 år,

jf. figur 4.5.

Omkring hver tredje læge er over 60 år i 2014. For 15 år siden var det kun

hver tiende læge. Samtidigt er der i dag dobbelt så mange læger under 40 år som for 15

år siden. Det indebærer, at lægernes gennemsnitsalder ikke er steget i betydeligt omfang,

men de kommende år kan der forventes en større udskiftning blandt de alment praktise-

rende læger end set i tidligere år.

Lægernes gennemsnitlige alder varierer en smule på tværs af regionerne. Lægerne i Re-

gion Syddanmark er i gennemsnit 52 år, mens lægerne i Region Nordjylland i gennemsnit

er tre år ældre,

jf. figur 4.6.

I alle fem regioner er 5 pct. af lægerne over pensionsalderen,

og i Region Nordjylland er 5 pct. af lægerne 69 år eller derover.

Figur 4.6

Spredning i praktiserende lægers gennemsnitlige alder i de enkelte regioner, 2014

Alder

Hovedstaden

5 pct. lavest

Midtjylland

Nordjylland

Sjælland

5 pct. højest

Syddanmark

Gns. Hele landet

Gennemsnit

Alder

Anm.: Alderen er opgjort for samtlige læger i almen praksis uanset hvor mange timer de er tilknyttet.

Kilde: Yderregisteret, Sygesikringsregisteret og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen

>38<

Denne variation afspejles også på tværs af landets kommuner. Lægernes gennemsnitlige

alder er over 60 år i Morsø, Lemvig, Dragør og Langeland kommuner, mens lægerne i

kommuner som Ringsted, Vallensbæk, Halsnæs og Glostrup i gennemsnit er under 50 år,

jf. figur 4.7.

Forskelle mellem kommuner med den højeste og laveste gennemsnitlige læ-

gealder er 18 år.

Figur 4.7

Gennemsnitlig lægealder i de enkelte kommuner, 2014

Figur 4.8

Antal kommuner hvor hhv. 10 pct. og 25 pct. af lægerne er 65

år eller over

Antal

kommu-ner

Antal

kommu-ner

10 pct. af læger +65

25 pct. af læger +65

Anm.: Alderen er opgjort for samtlige læger i almen praksis uanset hvor mange timer

de er tilknyttet. Kommuner med færre end fem læger er ikke opgjort.

Kilde: Yderregisteret, Sygesikringsregisteret og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen.

Anm.: Alderen er opgjort for samtlige læger i almen praksis uanset hvor mange timer

de er tilknyttet. Kommuner med færre end læger er ikke opgjort.

Kilde: Yderregisteret, Sygesikringsregisteret og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen.

De kommunale gennemsnit kan dække over en stor spredning inden for kommunen, og

en lægelig gennemsnitsalder på niveau med landsgennemsnittet kan godt skjule en større

gruppe af ældre læger, som snart kan forventes at trække sig fra arbejdsmarkedet. I om-

kring 40 af kommunerne er eksempelvis 10 pct. af de alment praktiserende læger 65 år

eller derover.

Hvis en stor gruppe ældre læger skjuler sig i det samlede kommunale gennemsnit, vil der

dog i sagens natur også være en forholdsvis stor gruppe af yngre læger i kommunen..

Men det peger på, at flere kommuner de kommende år står over for en større udskiftning

blandt de beskæftigede læger i almen praksis og vil have behov for at rekruttere nye læ-

ger til at dække ledige praksisser. Det kan i nogle geografiske områder være forbundet

med udfordringer.

>39<

Lægerne nedsætter sig tidligere og trækker sig senere tilbage

Flere år i almen praksis vil være med til at øge arbejdskraften i sektoren. Gennemsnitsal-

deren for nye praktiserende læger er faldet fra 41,2 år i 2003 til 40,5 år 2013, jf. figur 4.8.

Gennemsnitsalderen for læger, der opnår speciallægeanerkendelse i almen medicin er

38,7 år. Det indebærer, at der er potentiale for at rekruttere læger til almen praksis på et

endnu tidligere tidspunkt end det nuværende gennemsnit på 40,5 år. Det fremgår af Læ-

geprognosen 2015-2040, at uddannelsesvarigheden forventes at falde yderligere, hvilket

betyder, at den enkelte er speciallæge i længere tid end tidligere.

Samtidigt er den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder steget fra knap 63,5 år i 2003 til

godt 65,6 år i 2013. Dermed trækker lægerne sig i gennemsnit 2,2 år senere tilbage fra

arbejdsmarkedet i dag end for 10 år siden. Højere tilbagetrækningsalder afspejler også

udviklingen i den danske befolkning generelt. Den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder

for personer med lang videregående uddannelse var dog i 2011 ca. 67 år

. Der er såle-

des potentiale for, at lægerne kan fastholdes i endnu længere tid i praksissektoren. Ud-

skydelse af de praktiserende lægers pensionsalder kombineret med en tidligere tilgang til

almen praksis rummer et potentiale til på kortere sigt at øge den nuværende lægekapaci-

tet i almen praksis.

Figur 4.8

Gennemsnitlig alder ved tilgang og afgang af alment praktiserende læger, 2000-2013

Alder

Tilgang

2003

2013

Potentiale

Afgang

0,7 år

1,8 år

2,2 år

1,4 år

Alder

Anm: Gennemsnitlig alder ved afgang er beregnet på læger der er over 59 år. Gennemsnitlig alder ved tilgang er beregnet for alle læger, der enten er ejere eller ansat i almen

praksis, eksklusiv læger under uddannelse.

Kilde: Egne beregninger pba. Yderregistret, Sundhedsdatastyrelsen

Danskerne trækker sig senere tilbage fra arbejdsmarkedet – Arbejderbevægelsens erhvervsråd (2013)

>40<

4.2 Effektiv anvendelse af kapaciteten i almen praksis

Kapaciteten i almen praksis skal anvendes så effektivt som muligt, så borgerne kan tilby-

des ydelser af høj kvalitet til de laveste mulige omkostninger. Det er herudover vigtigt at

styre de samlede udgifter til almen praksis.

Geografiske forskelle i antal tilmeldte patienter pr. læge

I 2015 var i alt 5,6 mio. danskere tilmeldt almen praksis, hvilket svarer til godt 99 pct. af

befolkningen.

Antallet af fuldtidslæger er dimensioneret efter befolkningens størrelse. I 2015 var der så-

ledes ca. 1.600 borgere pr. fuldtidslæge i almen praksissektoren,

jf. figur 4.9.

Og antallet

af borgere pr. fuldtidslæge er på samme niveau i dag som i 2009, da antallet af fuldtids-

læger overordnet set har fulgt befolkningsudviklingen.

Med godt 1.700 patienter i gennemsnit var der flest patienter pr. fuldtidslæge i Region

Nordjylland og færrest i Region Syddanmark (godt 1.500 patienter pr. fuldtidslæge) i 2015,

jf. figur 4.10.

Således har den enkelte læge i Region Nordjylland i gennemsnit 12 pct. fle-

re tilmeldte patienter end en fuldtidslæge i Region Syddanmark.

Figur 4.9

Antal borgere pr. fuldtidslæge, 2007-2015

Figur 4.10

Spredning i antallet af tilmeldte patienter pr. fuldtidslæge i de

enkelte regioner, 2015

Befolkning pr.

fuldtidslæge

1.900

1.800

1.700

1.600

1.500

1.400

Antal

3.000

2.500

2.000

1.500

Antal

3.000

2.500

2.000

1.500

1.000

500

Sjælland

Hovedstaden

Syddanmark

5 pct. højest

Gns. Hele landet

Nordjylland

Midtjylland

Befolkning pr.

fuldstidslæge

1.900

1.800

1.700

1.600

1.500

1.400

2007

2009

2011

2013

1.000

500

2015

Befollknng pr. fuldtidslæge

5 pct. lavest

Gennemsnit

Anm.:

Der er et databrud for antallet af ”fuldtidslæger” i 2009, hvor antal fuldtidslæger

stiger med ca. 400. Kilden til ”fuldtidslæger” er esundhed.dk.

Kilde: Egne beregninger pba. esundhed.dk og Danmarks Statistik.

Anm.: Data er afgrænset til praksisser med mere end 200 tilmeldte patienter.

Kilde: Yderregisteret, Sygesikringsregisteret og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen

Inden for de enkelte regioner er der dog en betydelig spredning i antallet af tilmeldte pati-

enter pr. fuldtidslæge. I alle fem regioner er der både læger med relativt få og mange til-

meldte patienter pr. fuldtidslæge. I Region Nordjylland har 5 pct. af praksis minimum

2.600 tilmeldte patienter. pr. fuldtidslæge,

jf. figur 4.11.

I de øvrige regioner har 5 pct. af

lægerne mindst 2.000-2.300 tilmeldte patienter. Samtidigt har 5 pct. af lægerne med la-

vest antal tilmeldte patienter mellem 1.000-1.200 tilmeldte patienter i alle fem regioner.

Flest tilmeldte patienter pr. fuldtidslæge findes i de nordvestjyske kommuner samt i enkel-

te kommuner i hovedstadsområdet,

jf. figur 4.12.

Kommunen med flest patienter pr. fuld-

tidslæge (knap 2.760 patienter) er Morsø. Derefter kommer Frederikshavn og Ishøj (godt

1.800 patienter pr. fuldtidslæge). Færrest patienter pr. fuldtidslæge findes i kommuner i

>41<

Region Syddanmark, bl.a. Ærø (ca. 1.040 tilmeldte patienter), Billund, Tønder, Vejen og

Assens (med omkring 1.340-1.360 patienter pr. fuldtidslæge).

Figur 4.11

Antal tilmeldte patienter pr. alment praktiserende fuldtidslæge

fordelt efter kommuner, 2015

Figur 4.12

Fordelingen af kommuner efter antal patienter pr. fuldtidslæge,

2015

Antal

<999

1100-1199

1300-1399

1500-1599

1700-1799

1900-1999

2100-2199

2300-2399

2500-2599

2700-2799

Antal

Anm.: Kommuner med færre end fem læger er ikke opgjort.

Kilde: Yderregisteret, Sygesikringsregisteret og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen

Anm.: Kommuner med færre end fem læger er ikke opgjort. Den horisontale akse viser

intervaller for antal tilmeldte patienter pr. fuldtidslæge.

Kilde: Yderregisteret, Sygesikringsregisteret og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen

Det nuværende normtal (1.600 patienter pr. fuldtidslæge) er den nedre grænse for, hvor-

når læger som udgangspunkt kan vælge at få lukket for yderligere patienttilgang. Hvis en

praksis har mere end 2.700 patienter tilmeldt pr. fuldtidslægekapacitet, skal der søges om

samarbejdsudvalgets godkendelse af fortsat at have åbent for patienttilgang.

Der er som nævnt kun én kommune, som i gennemsnit havde flere end 2.700 patienter pr.

fuldtidslæge, og 15 kommuner har i gennemsnit omkring 1.700-1.800 patienter pr. fuld-

tidslæge, mens hovedparten af kommunerne har færre end 1.700 patienter pr. fuldtidslæ-

ge i gennemsnit, jf. figur 4.12. Det overordnede kommunale gennemsnit kan dog dække

over en del spredning inden for kommunen. I ca. 40 af kommunerne har eksempelvis 25

pct. af de praktiserende fuldtidslæger mere end 1.800 tilmeldte patienter.

Når det ikke ses i de kommunale gennemsnitlige niveauer, er det naturligvis et udtryk for,

at der inden for samme kommune også er læger, som har væsentligt færre patienter til-

knyttet.

Der må forventes nogen variation blandt de alment praktiserende læger i forhold til antal-

let af tilmeldte patienter. En mere erfaren alment praktiserende læge må eksempelvis

formodes at kunne behandle flere patienter end en yngre læge med mindre erfaring. Og

en alment praktiserende læge, som har en behandlingskrævende gruppe af borgere til-

knyttet, må formodes at kunne behandle færre patienter end læger i områder med mindre

>42<

behandlingskrævende borgere. Endelig kan forskelle i arbejdsdeling i sundhedsvæsenet

mellem praksis, sygehuse og kommuner og organisering og effektivitet af praksisser og

forskelle i præferencer til arbejdsomfang også bidrage til variation.

Men stor variation inden for en kommune kan også være en indikation af, at der er lokale

udfordringer i forhold til sikre en mere ligelig fordeling af de lægelige ressourcer inden for

kommunen.

På landsplan havde 45 pct. af alle landets praksis lukket for tilgang af patienter i 2015.

Der er dog betydelig spredning på tværs af kommuner. I en række kommuner havde mere

end tre ud af fire praksis lukket for tilgang af nye patienter, mens det i andre kommuner

var gældende for mindre end én ud af fire klinikker. Mere end otte ud af ti klinikker havde

lukket for tilgang i en række nordjyske kommuner (bl.a. Morsø, Aalborg, Brønderslev og

Thisted) og hovedstadskommuner (Glostrup, Greve, Vallensbæk og Dragør),

jf. figur 4.13.

Det bemærkes, at det typisk er i områder med en høj andel af praksis, der er lukket for til-

gang af patienter, at midlertidige regionsdrevne klinikker og almen medicinske tilbud i ud-

budsklinikker etableres.

Der ses en svag til tendens til, at kommuner, som har et større gennemsnitligt antal pati-

enter pr. fuldtidslæge på den ene side, også har en større andel praksisser lukket for til-

gang på den anden side, jf. figur 4.14. Der er dog ikke tale om nogen tydelig sammen-

hæng.

Opgørelsen over andel lukkede praksisser er baseret på Yderregisteret for pr. 1. januar 2015. Status for lukkede praksis kan ændre sig

løbende.

>43<

Figur 4.13

Andel praksis lukket for tilgang fordelt efter kommuner, 2015

Figur 4.14

Sammenhæng mellem tilmeldte patienter pr. fuldtidslæge og

andel praksis lukket for tilgang på tværs af kommuner, 2015

Andel lukket

for tilgang

120

100

1000

1500

2000

2500

3000

Patienter pr. fuldtidslæge

Anm.: Kommuner med færre end fem læger er ikke opgjort.

Kilde: Yderregisteret, Sygesikringsregisteret og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen

Anm.: Kommuner med færre end fem læger er ikke opgjort.

Kilde: Yderregisteret, Sygesikringsregisteret og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen

Alle regioner kan varetage flere patienter

Den seneste Lægedækningsundersøgelse, som regionerne udarbejdede i 2015, viser

umiddelbart, at de eksisterende almene lægepraksisser på landsplan samlet set havde

plads til ca. 250.000 flere patienter,

jf. boks 4.2.

Det svarer til en mulig forøgelse af kapa-

citeten på ca. 4 pct. I gennemsnit ønsker de adspurgte læger en kapacitet svarende til ca.

1.700 patienter pr. fuldtidslæge. Det bemærkes, at undersøgelsen ikke har givet lægerne

mulighed for at svare, at de ønsker færre patienter, og at svarene i det hele taget er ufor-

pligtende for de læger, der har deltaget.

Boks 4.2

Årlig lægedækningsundersøgelse

Der skal ifølge overenskomsten om almen praksis foretages en årlig fastsættelse af lægedækningen i hver region. Formålet er at synliggøre en eventuel

uudnyttet behandlingskapacitet og sikre, at antallet af læger i regionen er tilstrækkeligt til, at alle regionens gruppe 1-sikrede borgere kan tilmeldes en

alment praktiserende læge.

Alle fem regioner gennemfører høringen som en spørgeskemaundersøgelse, hvor alle praksis spørges om, hvor mange patienter de højst ønsker tilmeldt

praksis. Nogle læger ønsker at udvide med ekstra patienter, og andre ønsker dispensation til mindre end 1.600 patienter. I beregningen af den samlede

kapacitet er de praksis, som ikke har besvaret høringen tillagt 1.600 patienter pr. kapacitet, dog undtaget de læger, som har dispensation til lukning under

normtallet.

Lægeundersøgelsen for 2015 peger samlet set på, at der er plads til ekstra kapacitet i almen praksis, svarende til 250.000 nye patienter, jf. figur a. Der er

et ønske om flere tilmeldte patienter i alle regioner, og særligt i Region Syddanmark og Midtjylland. Undersøgelsen peger endvidere på, at lægerne i gen-

nemsnit ønsker at have knap 1.700 patienter tilmeldt pr. fuldtidslæge, mens de i dag har lidt over 1.600, jf. figur b. I alle regioner giver de praktiserende

læger udtryk for at kunne varetage flere patienter. Ønsket om flere patienter gælder læger i alle regioner. Lægerne i Region Hovedstaden og Sjælland

ønsker i gennemsnit mere end 1.700 patienter tilmeldt pr. fuldtidslæge, mens læger i de øvrige regioner ønsker at have mellem 1.600 og 1.700 patienter

pr. læge.

>44<

Figur a

Ønskede antal patienter i almen praksis, fordelt på regioner, 2015

Tusinde

300

250

200

150

100

Hovedstaden

Syddanmark

Sjælland

Hele landet

Nordjylland

Midtjylland

+ 67

+ 12

+ 42

+ 85

Tusinde

= 250

300

250

200

150

100

Figur b

Antal patienter pr. fuldtidslæge samt ønsker flere antal patienter, 2015

Antal patienter pr. fuldtidslæge

1.800

1.700

1.600

1.500

1.400

1.300

1.200

Hovedstaden

Syddanmark

Midtjylland

Nordjylland

Sjælland

+ 42

+ 83

+ 35

+ 84 + 108

1.800

1.700

1.600

1.500

1.400

1.300

1.200

Ønsker flere antal patienter

Antal patienter pr. fuldtidslæge

Da hver region foretager høringen selvstændigt, kan der være mindre variationer i regionernes beregningsmetoder. Svarprocenten er mellem ca. 70-90

pct. i de enkelte regioner. Udbudsklinikkernes kapacitet og patientantal pr. 1. oktober det pågældende år er medtaget i beregningen af lægedækningen,

men ikke deres eventuelle ekstra kapacitet, da de ikke bliver spurgt som en del af selve høringen. Resultater fra undersøgelsen bør behandles med forbe-

hold for, at de praktiserende læger ikke kan svare, at de ønsker færre patienter, og undersøgelsen er uforpligtigende for de læger, der deltager.

Anm.: Der kan være mindre variationer i regionernes beregningsmetoder.

Kilde: Lægedækningsundersøgelse 2016, Danske Regioner

Betydelig variation i lægens daglige kontakt med patienterne

Adgang til lægen og lægedækning handler ikke kun om, at der er tilstrækkeligt antal læger

pr. patient eller i et geografisk område. Det er også interessant at undersøge, hvor meget

den enkelte læge er i stand til at producere med den givne mængde af ressourcer, de har

til rådighed.

I sygehussektoren benytter man ofte antallet af udskrivninger som mål for produktionen.

En række danske og udenlandske studier benytter antallet af konsultationer pr. læge som

mål for produktionen i almen praksis.

På landsplan var der gennemsnitligt 50 kontakter pr. fuldtidslæge pr. arbejdsdag

i de

enkelte praksis i 2015,

jf. figur 4.15.

En patientkontakt dækker her både kontakter med fy-

sisk fremmøde samt telefon- og e-mailkonsultationer. Kriteriet er alene, at der har været

en korrespondance med en patient om dennes helbred. Denne beregning tager ikke hen-

syn til, om selve konsultationen blev foretaget af den enkelte læge, uddannelseslæge, sy-

geplejerske o.l.

Antallet af fysiske kontakter, dvs. (almindelige konsultationer, øvrige fysiske fremmøder

og sygebesøg), udgør 28 af kontakterne pr. fuldtidslæge pr. dag.

Baseret på et normtal på 216 arbejdsdage pr. år, jf. SKATs beregningsgrundlag af f.eks. befordringsfradrag.

>45<

Figur 4.15

Gennemsnitligt antal kontakter til almen praksis pr. læge pr.

dag 2009-2015

Antal

2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015

Kontakt pr. læge pr. dag i alt

Kontakter pr. fuldtidslæge pr. dag

Fysiske kontakter pr. læge pr. dag

Fysiske kontakter pr. fuldtidslæge pr. dag

Anm.: Kontakt indebærer kontakt til enten læge eller lægens personale. For perioden

indtil 2014 dækker læger over samtlige læger tilknyttet praksis uanset antal timer i

praksis og speciale. Det er først muligt at opgøre antal fuldtidslæger i Yderregistret fra

2014 og frem. Der er anvendt et normtal på 216 arbejdsdage pr. år, jf. SKATs

beregningsgrundlag af f.eks. befordringsfradrag. Kontakterne er defineret som

almindelige konsultationer, telefonkonsultationer, e-mailkonsultationer, sygebesøg og

andet fysisk fremmøde.

Kilde: Yderregisteret, Sygesikringsregisteret og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen

Antal

Figur 4.16

Spredning i antallet af kontakter til almen praksis pr. læge pr.

dag i de enkelte regioner, 2015

Antal

100

Hovedstaden

Syddanmark

Gennemsnit

Gns. Hele landet

Midtjylland

Nordjylland

Sjælland

Antal

100

5 pct. lavest

5 pct. højest

Anm.: For perioden indtil 2014 dækker læger over samtlige læger tilknyttet praksis

uanset antal timer i praksis og speciale. Det er først muligt at opgøre antal

fuldtidslæger i Yderregistret fra 2014 og frem. Der er anvendt et normtal på 216

arbejdsdage pr. år, jf. SKATs beregningsgrundlag af f.eks. befordringsfradrag.

Kontakterne er defineret som almindelige konsultationer, telefonkonsultationer, e-

mailkonsultationer, sygebesøg og andet fysisk fremmøde. Opgørelsen af fuldtidslæger

er pr. 1. januar 2014, mens aktiviteten er for hele året. Aktiviteten pr. læge vil derfor

være lavere for de praksisser, som lukker i løbet, i forhold til de praksisser, som er

åbent hele året.

Kilde: Yderregisteret, Sygesikringsregisteret og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen:

I gennemsnit var der flest kontakter pr. fuldtidslæge i Region Sjælland (ca. 53,3 pr. dag)

efterfulgt af Region Nordjylland ca. (52,4 pr. dag) og færrest i Region Midtjylland (ca. 48,5

pr. dag),

jf. figur 4.16.

Det svarer til, at lægerne i Region Sjælland i gennemsnit har 10 pct.

flere kontakter pr. dag end lægerne i Region Midtjylland.

Inden for de enkelte regioner er der dog en betydelig variation i aktiviteten på tværs af al-

men praksis. For eksempel har 5 pct. af de almene praksisser i regionerne 75-85 konsul-

tationer. Det indebærer, at der er almene praksisser, der har ca. 1�½ gange så mange kon-

takter dagligt som gennemsnittet af praksisser.

Disse forskelle kan bl.a. skyldes, at der er praksis, som har ansat personale, fx sygeple-

jersker, læger under uddannelse mv., der varetager en del af kontakten med patienterne,

ligesom patientsammensætningen, adgangen til praktiserende speciallæger m.m. kan

spille ind.

Geografisk tilgængelighed af almen praksis

Hovedprincipperne for befolkningens frie valg af alment praktiserende læge, der følger af

sundhedsloven og landsoverenskomsten, er bl.a.:



At alle borgere som udgangspunkt frit kan vælge at blive tilmeldt den ønskede læ-

ge/praksis, i det omfang lægen eller praksis har åbent for tilgang.

I det omfang der ikke inden for en afstand af 15 km (5 km i hovedstadsområdet)

fra den sikredes bopæl er mindst to læger eller klinikker, der har åben for tilgang,

at vælge imellem, er bopælsregionen snarest muligt forpligtet til at anvise den sik-

rede lægevalgsmuligheder. Dette kan også omfatte læger eller klinikker, der er

lukket for tilgang, og hvor lægen eller klinikken indvilger i at have den pågældende



>46<

sikrede tilmeldt, eller læger eller klinikker, som ligger mere end 15 km (5 km i ho-

vedstadsområdet) fra sikredes bopæl.



Hvis det ikke er muligt at tilbyde den sikrede lægevalg inden for kilometergrænsen,

kan regionen tilbyde vedkommende en læge eller praksis, der er beliggende læn-

gere væk, og som har åbent for patienttilgang. Den sikrede skal i disse tilfælde in-

formeres om, at vedkommende ikke har krav på sygebesøg fra den tilbudte læge

eller klinik. Regionen stiller i disse tilfælde sygebesøgstilbud eller transportordning

til rådighed.

Den sikrede har selv mulighed for at vælge en læge eller klinik, hvor afstanden

mellem sikredes bopæl og lægen eller klinikken er større end 15 km ad nærmeste

offentlige vej. I disse tilfælde har den sikrede ikke krav på sygebesøg.



4.3 Sammenhæng mellem lægekapaciteten og behovet for almen praksis’

ydelser

Behovet for almen praksis’ ydelser afhænger af en række faktorer, herunder befolknin-

gens alderssammensætning, sygdomsbillede og socioøkonomiske faktorer. Det realise-

rede forbrug af praksisydelser kan herudover afspejle den enkelte patients og lægens

præferencer og adfærd samt sundhedsvæsenets organisering fx adgangen til mere spe-

cialiserede tilbud.

I det følgende sammenholdes udbuddet af læger i de enkelte geografiske områder med

befolkningens forbrug af ydelser i almen praksis og befolkningens karakteristika.

Forskelle i antal kontakter og ydelser på tværs af landet

Den danske befolkning havde i gennemsnit ca. 7 kontakter årligt til almen praksis i 2015

og modtog godt 3 tillægsydelser (bl.a. vaccination, laboratorieprøver mv.).

I de fleste kommuner kontakter indbyggerne almen praksis mellem 6 og 7 gange årligt,

jf.

figur 4.17.

Færrest kontakter pr. indbygger ses i en række hovedstadskommuner, bl.a. i

København, Egedal og Dragør, hvor befolkningen i gennemsnit har mindre end 6 kontak-

ter til almen praksis om året. Indbyggerne med bopæl i kommunerne Bornholm og Tønder

har i gennemsnit over 8 årlige kontakter til almen praksis.

Befolkningen i de fleste hovedstadskommuner modtager i gennemsnit under tre tillægs-

ydelser om året,

jf. figur 4.18.

Til sammenligning modtager befolkningen i en række kom-

muner i Syddanmark over fem ydelser i gennemsnittet.

>47<

Figur 4.17

Gennemsnitligt antal kontakter til almen praksis pr. indbygger

fordelt på kommuner, 2015

Figur 4.18

Gennemsnitligt antal tillægsydelser til almen praksis pr. ind-

bygger fordelt på kommuner, 2015

Anm.: Kommuner med færre end fem læger er ikke opgjort. Kontakterne er defineret

som almindelige konsultationer, telefonkonsultationer, e-mailkonsultationer,

sygebesøg og andet fysisk fremmøde.

Kilde: Egne beregninger pba. Sygesikringsregisteret og CPR-registeret

Anm.: Kommuner med færre end fem læger er ikke opgjort. Tillægsydelser er defineret

som alle øvrige ikke-kontaktgivende ydelser (bl.a. laboratorieprøver mv.).

Kilde: Egne beregninger pba. Sygesikringsregisteret og CPR-registeret.

Variationen i de gennemsnitlige kontakter på tværs af landet kan til dels forklares af for-

skelle i patienttyngden på tværs af landet. Derudover kan forskelle i befolkningens brug af

almen praksis også skyldes forskelle i adgangen til den mere specialiserede del af sund-

hedsvæsenet.

Almen praksis’ ydelser afhænger

af befolkningens karakteristika

Den enkeltes antal årlige kontakter til almen praksis afhænger betydeligt af alderen – fra

fire gange årligt blandt børn og unge under 18 år, til 16 gange årligt for ældre på 80 år el-

ler derover,

jf. figur 4.19.

Antallet af tillægsydelser er også stigende med alderen.

Kronisk og alvorligt syge har også betydeligt flere kontakter til almen praksis end befolk-

ningen generelt. Jo større grad af sygelighed, jo flere kontakter har de enkelte patienter i

almen praksis,

jf. figur 4.20.

Sygeligheden måles her ved Charlsons Comorbidity Index

(CCI), hvor den enkelte kategoriseres efter sygelighed (0 angiver ingen betydelig sygelig-

hed, mens tre eller derover angiver meget svær grad af sygelighed).

>48<

Figur 4.19

Gennemsnitligt antal kontakter og tillægsydelser i almen prak-

sis pr. patient fordelt efter alder, 2015

Antal

10 20 30 40 50 60 70 80 90 100

Ydelser

Kontakter

Antal

Figur 4.20

Gennemsnitligt antal kontakter i almen praksis pr. patient for-

delt efter Charlsons Comorbidity Index (CCI), 2015

Antal

CCI

Antal

Anm.: Kontakterne er defineret som almindelige konsultationer, telefonkonsultatio-

ner, e-mailkonsultationer og sygebesøg.

Kilde: Egne beregninger pba. Sygesikringsregisteret og CPR-registeret.

Anm.: Kontakterne er defineret som almindelige konsultationer, telefonkonsultatio-

ner, e-mailkonsultationer og sygebesøg.

Kilde: Egne beregninger pba. Sygesikringsregisteret, Landspatientregistret og CPR-

registeret.

Der er en herudover en klar sammenhæng mellem kontakter til alment praktiserende læge

og befolkningens socioøkonomiske faktorer. Generelt er personer uden tilknytning til ar-

bejdsmarkedet i højere grad i kontakt med almen praksis,

jf. figur 4.21.

Der er også en

forskel i hyppigheden af kontakter til almen praksis mellem folkepensionister, der er enlige

og lever i par. Enlige folkepensionister kontaktede lægen i gennemsnit 13 gange i 2013,

mens pensionister, der lever i par, kontaktede lægen i gennemsnit 10 gange,

jf. figur 4.22.

Figur 4.21

Gennemsnitligt antal almen praksis kontakter pr. patient for-

delt efter arbejdsmarkedstilknytning, 2013

Antal

Aktivering

Beskæftigede

Kontanthjælp (pas.)

Ressourceforløb

Førtidspension

Børn og unge

Uddannelse

Arbejdsløse

Sygefravær fra led.

Efterløn

Antal

Folkepension

Figur 4.22

Gennemsnitligt antal kontakter pr. folkepensionist fordelt efter

civilstand, 2013

Kontakter

Enlige

Par

Kontakter

Anm.: Kontakterne er defineret som almindelige konsultationer, telefonkonsultatio-

ner, e-mailkonsultationer og sygebesøg.

Kilde: Egne beregninger pba. af lovmodellen

Anm.: Kontakterne er defineret som almindelige konsultationer, telefonkonsultatio-

ner, e-mailkonsultationer og sygebesøg.

Kilde: Egne beregninger pba. af lovmodellen

Sammenhæng mellem lægelige kapaciteter og befolkningens behandlingsbehov

Der er ikke nogen entydig sammenhæng mellem antallet af patienter pr. læge og antallet

af kontakter pr. indbygger på tværs af de enkelte kommuner, når der tages hensyn til be-

folkningens køns- og alderssammensætning,

jf. figur 4.23.

Tilsvarende ses der ingen tyde-

lige sammenhæng mellem antal patienter pr. læge og antal tillægsydelser pr. patient,

jf.

figur 4.24.

Det betyder, at antallet af befolkningens kontakter til lægen og de ydelser, læ-

>49<

gen foretager ifm. besøget, er uafhængigt af, om lægen har forholdsvis mange eller få pa-

tienter.

Figur 4.23

Antal tilmeldte patienter pr. fuldtidslæge og antal kontakter pr.

indbygger på tværs af kommuner, 2015

Figur 4.24

Antal tilmeldte patienter pr. fuldtidslæge og antal tillægsydel-

ser pr. på tværs af kommuner, 2015

Antal kontakter pr. indbygger

1000

1200

1400

1600

1800

2000

y = 0,0004x + 6,0256

R² = 0,0222

Antal tillægsydelser pr. indbygger

y = -0,0008x + 4,6398

R² = 0,0293

1200

1400

1600

1800

2000

1000

Antal tilmeldte patienter pr. læge

Anm.: Kontakterne er defineret som almindelige konsultationer, telefonkonsultationer,

e-mailkonsultationer, sygebesøg og andet fysisk fremmøde. Køns- og aldersstandardi-

seret.

Kilde: Egne beregninger pba. Yderregisteret, Sygesikringsregisteret og CPR-registeret.

Anm.: Tillægsydelser er defineret som alle øvrige ikke-kontaktgivende ydelser (bl.a.

laboratorieprøver mv.). Køns- og aldersstandardiseret.

Kilde: Egne beregninger pba. Yderregisteret, Sygesikringsregisteret og CPR-registeret.

Det skal bemærkes, at der her er vist simple sammenhænge mellem to faktorer. En række

øvrige faktorer, som fx forskelle i befolkningens underliggende sygelighed, socioøkonomi-

ske faktorer, adgang til specialiserede tilbud mv. kan have betydning for, hvor mange kon-

takter og ydelser den enkelte patient får på tværs af landet.

En stor andel ældre patienter, patienter med betydelig sygdomsbyrde og socioøkonomi-

ske udfordringer kombineret med en forholdsvis lav lægetæthed kan have konsekvenser

for tilgængelighed af lægen og i sidste ende patienternes forbrug af almen praksis.

Der er generelt en skæv geografisk fordeling af befolkningen på tværs af demografiske,

sygdomsmæssige og socioøkonomiske faktorer.

Der tyder ikke på at være en entydig sammenhæng mellem udbuddet af læger og befolk-

ningens behandlingstyngde. Nogle kommuner med relativt mange patienter pr. læge, har

forholdsvis lette patienter og andre forholdsvis tunge patienter,

jf. figur 4.25.

>50<

Figur 4.25

Sammenhæng mellem antal patienter pr. læge og befolkningens karakteristika på tværs af kommuner, 2015

Andel ældre på 80 år eller derover

Andel personer med betydelig sygelighed

Andel ældre på 80 år eller derover

1.000

1.200

1.400

1.600

1.800

2.000

y = -0,0014x + 6,9135

R² = 0,0543

Andel personer med CCI >1

y = -0,0012x + 9,6095

R² = 0,0498

1.000

1.200

1.400

1.600

1.800

2.000

Antal tilmeldte patienter pr. læge

Andel personer på førtidspension i kommunen

Andel enlige ældre på 65 år eller derover i kommunen

Andel personer på førtidspension

1.000

y = -0,0013x + 8,8438

R² = 0,0094

1.200

1.400

1.600

1.800

2.000

Andel enlige ældre på 65 år eler derover

y = 0,0051x + 29,323

R² = 0,0406

1.000

1.200

1.400

1.600

1.800

2.000

Antal tilmeldte patienter pr. læge

Kilde: Egne beregninger pba. Yderregisteret, Sygesikringsregisteret og CPR-registeret

4.4 Organisering og arbejdstilrettelæggelse i almen praksis

En hensigtsmæssig organisering af de enkelte praksis kan fremme en effektiv ressource-

anvendelse i almen praksis. Det kan herudover fremme rekruttering og fastholdelse af læ-

ger i almen praksis og derigennem understøtte kapaciteten i sektoren. Det er derfor vigtigt

at se på udviklingen i praksisstørrelse og praksisformer, brugen af praksispersonalet samt

lægernes tidsforbrug generelt.

Efter overenskomsten kan almen praksis drives som enkeltmandspraksis (solopraksis) el-

ler kompagniskabspraksis. Begge disse praksisformer kan drives som samarbejdspraksis.

Der er endvidere mulighed for, at læger eller klinikker, der ejer et ydernummer og virker

inden for overenskomstens rammer, kan oprette satellitpraksis. Det giver mulighed for, at

lægerne skiftes til at arbejde, fx én dag om ugen i satellitklinikken, uden at skulle pendle

hver dag eller flytte hele familien til yderområdet.

Det er i henhold til overenskomsten muligt at tildele en læge et ydernummer personligt

uden mulighed for videresalg. Muligheden betegnes ”ydernummer på licens”. Regionen

kan gøre brug af muligheden, når en kommune og/eller region stiller klinik til rådighed for

lægen. Lægen driver praksis efter overenskomstens regler og honorering, men betaler til

regionen et nærmere aftalt omkostningsbidrag. Lægen har mulighed for at overtage prak-

>51<

sis på sædvanlige ejervilkår efter nærmere aftale med regionen om værdiansættelse,

overtagelse m.v.

En praktiserende læge, som ønsker at afhænde sit ydernummer, kan sælge ydernumme-

ret til en læge, der ønsker at praktisere inden for overenskomsten. De praksis, som ikke

sælges på sædvanlig vis mellem læger, kan regionerne disponere over og få besat på

forskellige måder. Ydernumre som regionsrådet har fået overdraget, f.eks. i forbindelse

med, at en læge, der ønsker at ophøre med at praktisere, ikke har kunnet sælge yder-

nummeret til en anden læge, kan regionsrådet overdrage til læger, som vil praktisere i

henhold til overenskomsten. Regionsrådet kan endvidere overdrage nye ydernumre, som

regionen har oprettet, og ydernumre fra eksisterende praksis, som regionsrådet har op-

købt som led i praksisplanlægningen, til læger, som vil praktisere i henhold til overens-

komsten. Overdragelse af ydernumre kan ske til læger, som allerede har et ydernummer.

En læge kan eje op til 6 ydernumre, som er erhvervet på denne måde.

Regionen kan endvidere foretage udbud. Ud over læger, der virker inden for overenskom-

sten, vil det være muligt for andre private aktører at deltage i eventuelle udbud. Regions-

rådet kan alene foretage udbud af driften af praksis. Der er således ikke tale om, at regi-

onsrådet i denne forbindelse kan sælge et ydernummer til en leverandør, der virker uden

for overenskomsten. Hvis det ikke lykkes for regionen at afsætte driften af en almen prak-

sisklinik via udbud, kan regionsrådet etablere et midlertidigt tilbud, en regionsdrevet klinik,

i en periode på op til 4 år.

>52<

Boks 4.3

Praksistyper i Danmark

I Danmark har regionerne ansvaret for den lægelige behandling. Danskernes indgang til sundhedsvæsenet og primære behandler er deres praktiserende

læge. Det er læger, der som private erhvervsdrivende leverer den primære lægehjælp til borgerne. I dag har regionerne også mulighed for at sætte driften

af lægepraksis i udbud. Praksis inddeles i følgende praksistyper:

Enkeltmandspraksis (solopraksis) drives af én læge eller ét alment lægeselskab uden fælleskab med andre læger om patienter og økonomi.

Kompagniskabspraksis drives af to eller flere læger og/eller almene lægeselskaber, der har fælles patientkreds, økonomi, lokaler og persona-

le. Læger i kompagniskabspraksis kan have forskellige ejerandele (partnerlæger).

Samarbejdspraksis

Begge af disse kan drives som samarbejdspraksis, der drives i samarbejde mellem flere enkeltmands- og/eller kompagniskabspraksis og/eller almene læ-

geskaber med hver deres patientkreds, hvorom der dog findes et vist samarbejde om lokaler og personale.

Delepraksis

Den nuværende overenskomst giver mulighed for, at samarbejdsudvalget kan give særlig tilladelse til at etablere delepraksis, hvor to eller flere læger

driver og ejer én fuldtidspraksis. Adgangen til delepraksis er efter de gældende regler en overenskomstmæssig mulighed for, at læger kan tilrettelægge

deres arbejdssituation mere fleksibelt. De omstændigheder, der kan begrunde tilladelse til delepraksis, kan være familiemæssige årsager, ønsket om at

stille sin arbejdskraft til rådighed for andre funktioner, lægens alder eller svagelighed, rekrutterings- eller fastholdelseshensyn, eller andre årsager, der er

af betydning for den enkelte læge.

Satellitpraksis

Den nuværende overenskomst giver mulighed for, at regionen kan give en praksis tilladelse til at etablere en satellitpraksis som supplement til det primæ-

re konsultationssted. Muligheden for at sikre lægedækning i et lokalområde via etablering af satellitpraksis kan indgå i praksisplanen.

Ydernummer på licens

Det er i henhold til overenskomsten muligt at tildele en læge et ydernummer personligt uden mulighed for videresalg. Regionen kan gøre brug af mulig-

heden, når en kommune og/eller region stiller klinik til rådighed for lægen. Lægen driver praksis efter overenskomstens regler og honorering, men betaler

til regionen et nærmere aftalt omkostningsbidrag. Lægen har mulighed for at overtage praksis på sædvanlige ejervilkår efter nærmere aftale med regio-

nen om værdiansættelse, overtagelse m.v.

Kædeklinikker

Regionsrådene kan overdrage ydernumre til læger, som allerede har et ydernummer. En læge kan eje op til 6 ydernumre, som er erhvervet på denne må-

de.

Udbuds- og regionsdrevne klinikker

Regionsrådet kan foretage udbud af driften af almen praksisklinikker til andre private aktører end læger, der virker efter Overenskomst om almen praksis.

Hvis det ikke lykkes for regionen at afsætte driften af en almen praksisklinik via udbud, kan regionsrådet etablere et midlertidigt tilbud, en regionsdrevet

klinik, i en periode på op til 4 år. Pr. 1. august 2016 var der i alt 16 udbudsklinikker i Region Midtjylland, Nordjylland og Sjælland,

jf. tabel a.

Disse havde

tilsammen 30 ansatte fuldtidslæger.

Tabel a

Antal udbudsklinikker samt de tilhørende læger (fuldtid) fordelt efter regioner pr. 1. august 2016

Klinikker

Hovedstaden

Midtjylland

Nordjylland

Sjælland

Syddanmark

Hele landet

Anm: Pr. 1. april 2016 var der 1 regionsklinik og 15 udbudsklinikker

Kilde: Danske Regioner

Fuldtidslæger

Almen praksis i Danmark adskiller sig strukturelt fra sammenlignelige lande ved i gen-

nemsnit at have et forholdsvist højt antal små praksis, færre patienter pr. læge, en stor

andel af enkeltmandspraksis og relativt begrænset brug af praksispersonale,

jf. boks 4.5.

>53<

Boks 4.4

Organisering af almen praksis i internationalt perspektiv

Dansk Sundhedsinstitut (DSI) har til udvalget vedrørende almen praksis’ rolle i fremtidens sundhedsvæsen (2008) belyst udenlandske

erfaringer med organi-

sering af almen praksis. I den forbindelse har DSI udvalgt England og Holland, som lande med sammenlignelige sundhedssystemer og praksissektor, der

tidligere har stået over for udfordringer med hensyn til demografi, lægemangel mv., der ligner de danske. Disse lande har i de seneste år ikke oplevet kapa-

citetsproblemer.

Det fremgår af DSI-rapporten, at Danmark i 2008 havde betydeligt færre patienter pr. læge sammenlignet med England og Holland, at klinikpersonale an-

vendes i mindre grad end de øvrige lande, samt at flere læger er organiseret i solopraksis, jf. tabel a.

Tabel a

Nøgletal for almen praksis i England, Holland og Danmark, 2008

England

Antal patienter pr. praktiserende læge

Antal fuldtidspraksispersonale pr. fuldtidslæge

Andel praktiserende læger på (pct.):

Solopraksis

Mindre gruppepraksis (2-3)

Mellemstore gruppepraksis(4-5)

Store gruppepraksis (over 5)

1.732

2,4

Holland

2.406

1,4

Danmark

1.484

0,9

Der er tale om en ældre undersøgelse fra 2008. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at forholdene kan have ændret siden. Almen praksis i Danmark

er dog stadig kendetegnet ved en forholdsvis høj andel af solopraksis, og det har ikke ændret sig nævneværdigt siden 2008. Derimod har der fundet en lille

stigning sted i antallet af praksispersonale (målt i hoveder) siden 2008, som det fremgår af figur 4.26. Der skal dog tages forbehold for, at afgrænsning er

forskellig fra den her nævnte undersøgelse.

Anm.: Data skal dog tolkes varsomt, eftersom der kan være væsentlige forskelle i landenes serviceudbud og kontaktmønster til almen praksis.

Kilde: Dansk Sundhedsinstitut (2008): ”Effektiv organisering af almen praksis – erfaringer fra udlandet”

Relativt små praksis i Danmark

Den hyppigste organiseringsform i almen praksis er enkeltmandspraksis. Der har dog

igennem de seneste 15 år været en bevægelse i retning af flere læger i de enkelte prak-

sis. Andelen af enkeltmandspraksis er således reduceret fra to tredjedele i år 2000 til godt

halvdelen i 2014, mens andelen af praksis med 4 eller flere læger er fordoblet fra godt 6

pct. i 2000 til godt 12 pct. i 2014,

jf. figur 4.26.

Udviklingen forventes at fortsætte de kommende år i takt med, at ældre solopraktiserende

læger går på pension, og andelen af yngre og kvindelige læger stiger. Yngre og kvindeli-

ge praktiserende læger er mere tilbøjelige til at praktisere i større enheder.

>54<

Figur 4.26

Praksis fordelt på antal læger, 2000-2014

Pct.

100

2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014

En læge

To læger

Tre læger

Fire læger eller derudover

Anm.:Antal læger e r opgjort i hove der

–

og ikke fuldt idslæge r. Anta l læger dække r som nævnt ove r a lle læger beskæftiget i praksissektoren, uanset

speciale og arbejdstid.

Kilde:Yderregisteret, Sygesikringsregisteret og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen

Pct.

100

På tværs af regionerne er der betydelige forskelle i gennemsnitligt antal fuldtidslæger pr.

praksis med færrest læger i Region Hovedstaden (1,5 pr. praksis) og flest i Region Midtjyl-

land og Syddanmark (2,1 pr. praksis),

jf. figur 4.27.

Det svarer til en forskel på 40 pct. mel-

lem disse regioner.

Figur 4.27

Gennemsnitligt antal fuldtidslæger pr. praksis, 2015

Figur 4.28

Fuldtidslæger fordelt på praksistype, 2015

Antal

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Hovedstaden

Syddanmark

Midtjylland

Nordjylland

Sjælland

Antal

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Pct.

100

Hovedstaden

Syddanmark

Sjælland

Hele landet

Midtjylland

Nordjylland

Pct.

100

Hele landet

Solo

Dele

Solo m.samarb.

Kompagniskab

Kilde: Yderregisteret, Sygesikringsregisteret og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen

Der er tilsvarende betydelige regionale forskelle i praksissammensætningen med flest so-

lopraksis i Region Hovedstaden (ca. 67 pct.) og færrest i Syddanmark (ca. 42 pct.),

jf. fi-

gur 4.28.

Praksisstørrelse og organisering kan have indflydelse på rekruttering og fastholdelse af

læger til sektoren, faglig sparring, samlet ressourceanvendelse mv. Det fremgår bl.a. af en

>55<

spørgeskemaundersøgelse foretaget af Dansk Selskab for Almen Medicin

, at de fleste

yngre læger ser sig selv i en flerlægepraksis med 2-5 læger. Lægernes begrundelse for at

foretrække flerlægepraksis er især knyttet til mulighed for øget fleksibilitet i arbejdstilrette-

læggelse og kollegial sparring.

Praksisstørrelse kan derudover have virkninger i forhold til de praktiserende lægers mu-

lighed for at fremme kvalitet i behandlingen. Således viser et studie en positiv sammen-

hæng mellem kvalitet og praksisstørrelse,

jf. boks 4.6.

Boks 4.6

Praksisstørrelsens betydning for kvalitet i almen praksis – Casestudy fra England

De engelske praktiserende læger i England kan som i Danmark vælge at arbejde alene i deres egen praksis eller sammen med andre praktiserende læger

i såkaldte gruppepraksis. Over perioden 2004-2010 har der været et organisatorisk skifte af almen praksis i England, således at antallet af fuldtidslæger

pr praksis er steget fra 3,6 i 2004 til 4,2 læger i 2010. Det engelske uafhængige mikroøkonomiske analyseinstitut Institute for Fiscal Studies (IFI 2014) har

undersøgt sammenhængen mellem praksisstørrelse og en række kvalitetsindikatorer. I undersøgelsen findes en positiv sammenhæng mellem behand-

lingskvalitet og praksisstørrelse:



Der er en positiv sammenhæng mellem Quality and Outcomes Framework (QOF) og praksisstørrelse. QOF er et beregnet samlet score af

udvalgte kvalitetsmål. Solopraksis har de laveste gennemsnitlige QOF-resultater, mens store praksis (mere end seks fuldtidslæger) har op-

nået højeste gennemsnitlige resultater

Praksis med mere end seks fuldtidslæger har i gennemsnit en lavere akut indlæggelsesrate end mindre praksis. Set på patienter med kroni-

ske sygdomme er solopraksis de dårligst præsterede.

Generelt er der betydelig variation i kvaliteten inden for praksisstørrelser. Dette er særligt gældende blandt solopraksis, hvor en betydelig

andel levere en høj behandlingskvalitet, selvom solopraksis i gennemsnit har dårligere kvalitetsscore.

Selvom større praksis leverer bedre behandlingskvalitet, så er patienttilfredsheden blandt patienterne tilsyneladende lavere end hos pati-

enter tilknyttet en mindre praksis.



I rapporten kontrolleres bl.a. for forskelle i praksispopulationen, de lokale betingelser og lægernes karakteristik. Der kan dog stadig være forskelle i den

underliggende patientpopulations helbredsstatus.

Kilde: Does GP Practice size Matter? - Institute for Fiscal studies, November 2014

Større potentiale for brug af praksispersonale

Uanset praksisstørrelse og praksisorganisering har lægerne mulighed for at benytte prak-

sispersonale. Flerlægepraksis, der har et større patientgrundlag end solopraksis, vil dog

have bedre økonomisk og fagligt grundlag for anvendelse af praksispersonale

Undersøgelser viser, at praksispersonale kan frigive lægelig tid, men også, at lægen ofte

vælger at begrænse sin egen indsats i klinikken frem for at varetage flere patienter eller

flere opgaver.

Dette er formodentlig også en af årsagerne til, at kompagniskabslægehu-

se i Danmark gennemsnitligt har færre patienter pr. læge end solo- og samarbejdspraksis.

Undersøgelser viser også, at praksispersonale kan aflaste den praktiserende læge, hvis

Sørgeskemaundersøgelse af yngre almenmedicinere vedr. praksisorganisering (2008), Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) og Fo-

rum for Yngre Almenmedicinere.

Almen Praksis’ rolle i fremtidens sundhedsvæsen – rapport fra udvalg vedrørende almen praksis, november 2008

Kapacitet i fremtidens almenpraksis Muligheder og udfordringer for at realisere de overordnede visioner, Martin Sandberg Buch og Jakob

Kjellberg, Månedsskrift for almen praksis maj 2011

>56<

de løser opgaverne selvstændigt og med minimal indblanding fra lægen. Brug af praksis-

personale til klinisk arbejde kræver derfor styring og koordinering, hvis det skal bidrage til

øget kapacitet i almen praksis.

De seneste ti år har der været en tendens til stigende beskæftigelse af andre faggrupper

end læger i almen praksissektoren relativt til læger, jf. boks 4.7. Det kan indikere, at de

alment praktiserende læger i stigende grad ansætter praksispersonale i deres praksisser.

De senere år er udviklingen dog stagneret. På tværs af regionerne ses der tydelige for-

skelle i beskæftigelse af andre faggrupper og dermed tilsyneladende en forskellig brug af

praksispersonale.

Almene medicinere uden for almen praksis

Arbejdstyrken af speciallæger med speciale i almen medicin udgør det primære rekrutte-

ringsgrundlag for beskæftigelsen i almen praksis. Men speciallægerne er ikke kun be-

skæftiget i almen praksis. I 2014 var der godt 750 speciallæger med speciale i almen me-

dicin, som var beskæftiget i andre brancher end almen praksis fx hospitaler, jf. boks 4.7.

Det svarer til ca. 16 pct. af arbejdsstyrken af speciallæger i almen medicin.

>57<

Boks 4.7

Ikke-lægelige beskæftigelse i almen praksis og almene medicinere uden for almen praksis

Yderregisteret om ydere under den offentlige sygesikring indeholder ikke fuldt dækkende registreringer af praksispersonale. Ud fra bevægelsesregisteret

–

beskrevet i boks 3.1

–

er det imidlertid muligt at opgøre beskæftigelsen af ikke-lægelige faggrupper i branchen almen praksis fx sygeplejersker, lægese-

kretærer etc.. Det kan give en indikation af omfanget af praksispersonale i almen praksis. Branchen almen praksis dækker som nævnet både over lægeli-

ge beskæftigelse i dagstid og vagttid. Det er endvidere vigtigt at være opmærksom på, at udviklingen over tid i den branchefordelte beskæftigelse dæk-

ker over forskellige overordnede branchekodninger i hhv. Dansk Branchekode 2003 og 2007.

I 2013 var der i almen praksis beskæftiget 0,9 personer med en ikke-lægelige uddannelse for hver speciallæge i almen medicin. De seneste ti år har der

fundet en stigning sted i forholdet mellem beskæftigede speciallæger og andre uddannelsesgrupper, jf. figur 4.29. Udviklingen er dog stagneret de sene-

re år. Sygeplejerskerne er den faggruppe, som hyppigst er beskæftiget i almen praksis, og det er især sygeplejersker, som er steget relativt til lægerne.

På tværs af regioner ses der forskelle i beskæftigelsen af ikke-lægelige uddannelsesgrupper i almen praksis, jf. figur 4.30.

Figur 4.29

Ikke-lægelige beskæftigelse pr. speciallæge, 2000-2013

Antal pr. speciallæge

Branchekode

1,0

DB03

DB07

Figur 4.30

Ikke-lægelig beskæftigelse pr. speciallæge, 2013

Antal pr. speciallæge

1,5

1,0

0,5

0,0

Syddanmark

Hovedstaden

Nordjylland

Midtjylland

Sjælland

Antal pr. speciallæge

1,5

1,0

0,5

0,0

0,8

0,6

0,4

0,2

0,0

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

0,8

0,6

0,4

0,2

0,0

Øvrige

Sygeplejersker

Social- og sundhedsass.

Farmakonom

Bioanalytiker

Lægesekretærer

Øvrige

Social- og sundhedsass.

Sygeplejersker

Lægesekretærer

Bioanalytiker

Farmakonom

Anm.: Den ikke-lægelige beskæftigelse er målt ift. antal speciallæger med speciale i

almen medicin beskæftiget i branchen almen praksis.

Kilde: Egne beregninger pba. Bevægelsesregistret

Anm.: Den ikke-lægelige beskæftigelse er målt ift. antal speciallæger med speciale i

almen medicin beskæftiget i branchen almen praksis.

Kilde: Egne beregninger pba. Bevægelsesregistret

Bevægelsesregisteret kan også belyse antal speciallæger med speciale i almen medicin, som er beskæftiget i andre brancher end almen praksis. Ifølge

registeret var der godt 750 almene medicinere, der arbejdede uden for almen praksis i 2014 eller 16 pct. af det samlede antal, jf. figur 4.31. Andelen har

været nogenlunde uændret de seneste ti år. Knap 250 almene medicinere eller ca. 5 pct. arbejder på hospitalerne. Omkring 6 pct. af alle almene medici-

nere i Region Sjælland arbejder på hospitalerne, mens det kun er tilfældet for ca. 3,5 pct. i Region Hovedstaden, jf. figur 4.32.

Figur 4.31

Andel almene medicinere, der arbejder uden for almen prak-

sis, fordelt efter brancher, 2000-2014

Pct.

2000 2002 2004 2006 2008 2010 2012 2014

Hospitaler

Øvrige brancher

Øvr. Sundhedsvæsen

Sociale foranstaltninger

Undervisning

Branchekode

DB03

Branchekode

DB07

Figur 4.32

Andel hospitalsansatte almene medicinere fordelt efter regi-

oner, 2014

Pct.

Hele landet

Kilde: Egne beregninger pba. Bevægelsesregistret.

Både opgørelsen af ikke-lægelig beskæftigelse i almen praksis og antal almene medicinere beskæftiget i andre brancher end almen praksis er målt i ho-

veder og ikke omregnet til fuldtidsstillinger. Forskelle i arbejdstid mellem faggrupper og brancher kan påvirke forholdet.

Kilde: esundhed.dk og Danmarks Statist ik

>58<

4.5 Kan udfordringerne i almen praksis afgrænses til bestemte dele af lan-

det?

På tværs af landet er der forskellige udfordringer i forhold til at sikre en passende læge-

dækning, herunder effektiv anvendelse af lægekapaciteten samt hensigtsmæssig brug af

almen praksis ydelser.

I tabel 4.3 er der angivet en markering af, om de enkelte kommuner og regioner er udfor-

dret samt på hvilke parametre. Metoden til selve farvelægningen fremgår af boks 4.8.

Konklusionerne er:



I Region Hovedstaden er de enkelte praksis forholdsvis små og brugen af klinik-

personale er relativt begrænset sammenlignet med de øvrige regioner. Lægerne

har relativt flere patienter end andre steder i landet, men patienterne er forholdsvis

unge og har færre sygdomsmæssige og socioøkonomiske udfordringer sammen-

lignet med andre dele af landet.

I Bornholms Kommune har relativt mange praksis lukket for tilgang af nye

patienter, den enkelte læge har i gennemsnit 1.400 patienter tilmeldt, og

lægerne er i gennemsnit 54 år. Befolkningen er samtidigt relativt ældre og

forholdsvis mere syg end i øvrige kommuner. Lægerne i kommunen an-

vender klinikpersonalet i mindre grad sammenlignet med resten af landet,

og befolkningen bruger almen praksis i højere grad, end deres køns- og al-

derssammensætning umiddelbart tilsiger.

Der kan herudover være indikationer af kapacitetsmæssige udfordringer

bl.a. i Tårnby, Dragør og en række vestegnskommuner. Relativt mange

praksis har frivilligt lukket for tilgang af nye patienter og anvender klinikper-

sonalet i meget begrænset omfang.

Praksis er generelt relativt små i de fleste kommuner i Region Hovedsta-

den – dog ikke i Egedal, Halsnæs, Gribskov og Frederikssund kommune. I

Egedal kommune er der i gennemsnit 4 fuldtidslæger pr. praksis.



I Region Midtjylland er der generelt en god lægedækning i almen praksis sammen-

lignet med de øvrige regioner. Indbyggerne kontakter dog lægen lidt hyppigere,

end deres køns- og alderssammensætning umiddelbart tilsiger.

Visse kapacitetsmæssige udfordringer findes i Horsens Kommune, hvor re-

lativt mange praksis har lukket for tilgang. Antal patienter pr. læge ligger i

gennemsnit lige over normtallet, og lægerne er i gennemsnit 53 år gamle.

I Lemvig Kommune er lægerne i gennemsnit 60 år gamle, og praksis er

forholdsvis små.

>59<



I Region Nordjylland har landets laveste lægedækning. De enkelte læger har der-

for relativt mange patienter tilmeldt, og en relativt stor del af praksis har lukket for

tilgang af nye patienter.

Inden for regionen er de største lægedækningsudfordringer i Morsø Kom-

mune. Lægerne har forholdsvis mange patienter, og hovedparten af klinik-

kerne har lukket for tilgang af nye patienter. Hertil kommer, at lægerne i

gennemsnit er over 60 år gamle. Modsat andre kommuner i regionen an-

vendes klinikpersonalet i høj grad, dog er de enkelte praksis relativt små.

I de fleste øvrige kommuner er der også kapacitetsmæssige udfordringer.

Det skyldes primært, at en relativt høj andel af praksis frivilligt har lukket for

tilgang af nye patienter, samt at lægernes gennemsnitlige alder er relativt

høj. Fx har 94 pct. af klinikkerne lukket for tilgang af nye patienter i Thisted.

Det gennemsnitlige antal patienter pr. læge er under normtallet på 1.600,

og lægernes gennemsnitlige alder er 57 år. Andre steder er der relativt

mange patienter tilmeldt den enkelte praksis – fx Frederikshavn, hvor der i

gennemsnit er over 1.800 patienter pr. læge. Omkring 65 pct. af klinikkerne

har lukket for tilgang af nye patienter i kommunen.



I Region Sjælland er der også visse udfordringer ift. kapacitet. Derudover har regi-

onen relativt flere syge, ældre og personer på førtidspension sammenlignet med

de øvrige regioner.

Guldborgsund og Lolland kommuner har visse kapacitetsmæssige udfor-

dringer og en patientpopulation med en vis tyngde. Kapacitetsmæssige ud-

fordringer skyldes primært, at relativt mange klinikker frivilligt har lukket for

patienttilgangen, mens antallet af patienter ligger lige omkring normtallet.



I Region Syddanmark er der relativt få patienter pr. læge sammenlignet med

landsgennemsnittet. Befolkningen bruger almen praksis noget mere, end deres

køns- og alderssammensætning tilsiger.

Der er en række kapacitetsmæssige udfordringer i flere af regionens kom-

muner. Disse skyldes dog først og fremmest, at relativt mange praksis har

lukket for tilgang af nye patienter. Antallet af patienter pr. læge ligger i gen-

nemsnit langt under normtallet for de fleste kommuner. Fx har 83 pct. af

praksis lukket for tilgang af nye patienter i Assens, mens det gennemsnitli-

ge antal tilmeldte patienter pr. læge i kommunen er ca. 1.360. Lægernes

gennemsnitlige alder i Assens er 52 år.

I de fleste kommuner bruger befolkningen almen praksis mere end deres

køns- og alderssammensætning tilsiger.

>60<

Der er flere kommuner i regionen med en relativ stor andel af syge, ældre

og personer på førtidspension. Det gælder særligt Langeland og Ærø

kommuner.

Tabel 4.3

Karakteristika for almen praksis fordelt på kommuner og regioner, 2015

Brugen af

almen praksis

Ydelseshono-

rar**

910

940

930

910

1.120

930

850

940

1.010

830

1.020

930

870

890

870

950

980

1.010

900

910

900

930

980

990

860

880

870

960

880

910

1.020

1.080

1.020

1.010

1.000

1.020

1.070

950

1.050

1.020

1.000

1.020

1.030

1.020

1.030

1.060

1.050

1.100

1.010

980

Ældre

80+ år

3,9

2,7

4,1

4,4

6,3

4,8

5,1

2,5

4,0

4,2

3,9

4,9

5,0

4,8

5,2

4,3

4,4

4,7

5,0

4,0

4,4

3,1

6,9

2,3

2,4

6,3

6,4

5,5

4,7

3,1

4,0

3,5

4,4

4,1

4,4

3,8

4,1

5,3

5,5

4,6

4,4

5,0

4,0

3,1

5,1

4,9

4,6

4,3

3,3

4,2

Kapacitet

Tilmeldte

pr. læge*

Region Hovedstaden

Albertslund

Allerød

Ballerup

Bornholm

Brøndby

Dragør

Egedal

Fredensborg

Frederiksberg

Frederikssund

Furesø

Gentofte

Gladsaxe

Glostrup

Gribskov

Halsnæs

Helsingør

Herlev

Hillerød

Hvidovre

Høje-Taastrup

Hørsholm

Ishøj

København

Lyngby-Taarbæk

Rudersdal

Rødovre

Tårnby

Vallensbæk

Region Midtjylland

Favrskov

Hedensted

Herning

Holstebro

Horsens

Ikast-Brande

Lemvig

Norddjurs

Odder

Randers

Ringkøbing-Skjern

Silkeborg

Skanderborg

Skive

Struer

Syddjurs

Viborg

Aarhus

Hele landet

1.660

1.720

1.610

1.570

1.400

1.710

1.550

1.560

1.520

1.660

1.580

1.710

1.690

1.770

1.510

1.590

1.610

1.700

1.590

1.680

1.650

1.580

1.800

1.730

1.670

1.520

1.720

1.680

1.660

1.560

1.480

1.540

1.580

1.650

1.530

1.400

1.540

1.510

1.630

1.440

1.510

1.630

1.440

1.260

1.580

1.640

1.610

Lukket for

tilgang*

100

Læ-

gens

alder*

Organisering

Klinikper-

sonale pr.

Læger pr.

speciallæ-

praksis*

ge**

1,5

1,8

2,3

1,3

1,0

4,0

1,3

1,2

2,6

1,3

1,2

1,6

2,6

3,0

1,7

1,3

1,9

1,4

1,6

2,0

1,5

1,4

1,5

1,3

1,5

1,4

1,7

2,1

2,7

3,9

3,2

2,2

2,6

2,7

1,4

1,7

1,4

1,6

2,5

2,4

2,6

1,8

1,6

2,4

2,1

1,7

1,8

0,7

1,0

0,6

0,7

0,8

0,7

0,9

0,8

0,6

0,8

0,6

0,7

0,9

1,1

0,9

1,1

1,0

0,8

1,0

0,9

1,1

0,6

0,9

0,8

1,0

0,4

0,5

0,9

1,0

0,7

0,8

0,9

0,8

1,1

0,9

1,0

1,1

0,8

1,0

1,2

0,9

1,0

0,8

0,9

Befolkningens karakteristika***

Sygelig-

hed

7,0

7,5

7,2

8,3

9,9

8,5

8,6

6,9

7,7

6,9

8,3

7,4

7,3

7,2

8,1

8,7

9,3

8,4

8,2

7,2

7,6

7,4

8,6

7,4

5,5

7,4

7,8

7,6

7,7

7,6

6,6

6,4

6,8

6,5

6,6

7,0

6,6

8,1

7,5

7,0

7,1

6,6

7,0

6,2

7,5

7,4

7,3

7,2

5,8

7,2

Førtids-

pension

4,4

6,2

3,0

7,6

10,7

8,1

2,7

3,4

6,0

3,6

5,1

4,3

2,7

5,2

4,8

5,7

7,1

6,6

5,8

4,8

5,5

5,8

3,3

6,7

3,2

3,6

3,4

5,1

4,2

2,8

6,8

5,6

5,3

7,6

6,5

6,7

7,2

7,6

6,2

7,9

7,6

5,4

5,3

8,5

7,8

7,2

7,1

6,7

6,3

Enlige 65+

år

43,3

36,3

29,5

38,6

39,1

41,8

33,5

26,2

35,9

53,4

34,0

34,2

43,8

46,8

45,8

32,0

35,7

40,2

42,0

36,6

42,7

37,1

38,7

37,8

56,1

47,5

39,2

46,0

40,6

32,1

37,1

32,7

33,5

36,7

36,5

37,5

35,2

36,2

38,1

34,3

39,3

36,1

35,1

32,1

36,9

35,9

34,2

37,0

41,3

38,9

Anm.: Kapacitet: Antal tilmeldte patienter pr. fuldtidslæge (afrundet til nærmeste tiendedele), andel praksis lukket for tilgang af patienter og lægens gennemsnitlige alder. Organi-

sering: Antal fuldtidslæger pr. praksis og klinikpersonale pr. speciallæge. Brugen af almen praksis: Køns- og alders-standardiseret bruttohonorar pr. indbygger (afrundet til nærme-

ste tiendedele). Befolkningens karakteristika: Andel indbyggere over 80 år, andel indbyggere med en vis sygelighed (Charlson komorbiditetsindeks på 2 eller derover), andel før-

tidspensionister og andel enlige på 65 år eller derover. Klinikpersonale pr. speciallæge er opgjort som den ikke-lægelige beskæftigelse pr. speciallæge (almen medicin) i 2013 i

branchen almen praksis pba. Bevægelsesregisteret. Antal læger hhv. speciallæger opgjort pba. Yderregisteret og Bevægelsesregisteret måler antal hoveder uanset arbejdstid.

Afgrænsningen af læger og branche er endvidere forskellig mellem Yderregisteret og Bevægelsesregisteret jf. boks 3.1 og 4.1.

Kilder:

* Yderregisteret og Sygesikringsregisteret, Sundhedsdatastyrelsen.

**Egne beregninger pba. Bevægelsesregisteret, Sygesikringsregisteret og CPR-registeret. I tillæg til ydelseshonoraret modtager almen praksis også et basishonorar. Basishonora-

ret udgør 100,74 kr. pr grp. 1 sikret for et kvartal i 14-priser (pr. 1.4.2014)

***CPR-registeret, de reviderede algoritmer til brug for dannelsen af register for udvalgte kroniske sygdomme og svære psykiske lidelser (marts 2016), Landspatientregisteret,

Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase DREAM, Sundhedsdatastyrelsen.

>61<

Tabel 4.3 – fortsat

Karakteristika for almen praksis fordelt på kommuner og regioner, 2015

Brugen af

almen

praksis

Ydelses-

honorar**

1.000

1.010

980

960

930

1.020

1.130

1.070

960

1.150

960

1.130

930

910

960

890

1.010

890

930

1.080

880

960

880

970

1.040

970

1.020

1.050

1.030

1.130

1.020

1.010

1.040

990

1.050

1.080

1.030

1.100

1.070

1.140

1.000

1.080

1.010

1.120

1.140

1.130

1.180

990

840

980

Ældre

80+ år

4,7

4,0

5,2

5,5

5,2

4,6

4,7

5,9

4,2

5,0

5,1

4,4

4,2

3,0

5,8

4,1

4,6

3,5

3,7

6,2

4,2

5,4

3,8

4,0

4,5

3,0

4,4

4,7

5,2

4,7

5,0

4,8

4,1

5,6

4,4

4,8

5,0

4,0

8,6

4,7

4,6

5,4

3,9

5,1

5,3

5,6

5,1

4,9

4,1

8,9

4,2

Kapacitet

Tilmeldte

pr. læge*

Region Nordjylland

Aalborg

Brønderslev

Frederikshavn

Hjørring

Jammerbugt

Mariagerfjord

Morsø

Rebild

Thisted

Vesthimmerland

Region Sjælland

Faxe

Greve

Guldborgsund

Holbæk

Kalundborg

Køge

Lejre

Lolland

Næstved

Odsherred

Ringsted

Roskilde

Slagelse

Solrød

Sorø

Stevns

Vordingborg

Region Syddanmark

Aabenraa

Assens

Billund

Esbjerg

Faaborg-Midtfyn

Fredericia

Haderslev

Kerteminde

Kolding

Langeland

Middelfart

Nordfyn

Nyborg

Odense

Svendborg

Sønderborg

Tønder

Varde

Vejen

Vejle

Ærø

Hele landet

1.720

1.670

1.700

1.810

1.740

1.680

1.720

2.760

1.700

1.570

1.730

1.640

1.570

1.680

1.580

1.590

1.620

1.700

1.630

1.680

1.520

1.770

1.670

1.640

1.720

1.550

1.600

1.710

1.530

1.440

1.360

1.340

1.540

1.480

1.650

1.460

1.590

1.600

1.390

1.410

1.560

1.510

1.740

1.520

1.460

1.350

1.530

1.360

1.610

1.040

1.610

Lukket for

tilgang*

Læ-

gens

alder*

Organisering

Læger

pr. prak-

sis*

1,9

2,1

1,7

1,9

1,6

2,5

1,6

1,1

1,8

1,6

2,3

1,8

2,6

1,1

1,8

2,4

1,4

1,6

1,8

1,4

2,3

1,9

2,3

1,6

1,8

3,5

2,4

4,0

1,4

2,1

1,9

2,8

1,7

2,0

2,3

1,8

2,4

1,9

2,0

1,5

2,8

2,1

2,6

1,9

2,0

2,3

2,4

1,9

2,4

2,3

1,5

1,8

Klinikpersona-

le pr. special-

læge**

1,2

1,3

1,0

1,3

1,2

1,3

2,5

0,8

0,9

1,1

1,0

1,1

0,9

1,0

0,8

1,1

1,2

1,1

0,8

1,1

0,9

0,8

1,1

0,9

0,7

0,9

0,7

0,8

1,0

1,1

0,8

1,1

0,9

1,4

1,0

1,2

0,9

1,0

0,9

1,4

1,1

0,8

0,2

0,9

Befolkningens karakteristika***

Sygelig-

hed

7,0

6,1

6,9

8,4

7,6

7,4

7,1

7,7

6,4

7,1

7,6

8,0

7,7

7,6

9,3

7,8

8,7

7,2

7,3

10,2

7,5

10,2

7,2

7,1

8,0

7,2

7,6

8,6

8,5

7,7

7,9

8,1

7,2

7,8

7,9

8,2

7,9

8,5

7,1

10,6

8,2

8,4

7,1

8,0

8,6

7,5

7,6

6,9

10,3

7,2

Førtids-

pension

7,0

5,3

7,4

8,4

7,6

8,0

7,6

10,9

4,7

9,4

8,7

7,7

5,7

5,1

10,8

7,3

10,4

5,5

4,9

14,5

7,8

11,2

6,9

4,6

7,7

3,3

7,7

5,9

10,3

7,6

7,7

7,9

8,0

8,9

6,9

7,4

6,9

6,3

13,0

7,7

8,1

11,2

7,2

8,2

8,3

8,7

6,9

6,8

6,4

10,2

6,3

Enlige 65+

år

37,9

39,4

36,6

37,7

37,8

34,2

37,8

38,4

35,1

37,8

37,7

36,8

35,2

31,3

39,3

35,6

37,4

33,7

30,0

41,1

38,3

37,8

37,3

37,5

39,5

30,8

37,3

32,6

38,8

37,2

36,1

35,1

35,9

38,2

35,6

37,6

36,6

35,7

37,0

40,3

35,3

35,0

36,8

40,5

38,4

35,7

36,7

35,2

34,5

37,8

41,5

38,9

Anm.: Kapacitet: Antal tilmeldte patienter pr. fuldtidslæge (afrundet til nærmeste tiendedele), andel praksis lukket for tilgang af patienter og lægens gennemsnitlige alder. Organi-

sering: Antal fuldtidslæger pr. praksis og klinikpersonale pr. speciallæge. Brugen af almen praksis: Køns- og alders-standardiseret bruttohonorar pr. indbygger (afrundet til nærme-

ste tiendedele). Befolkningens karakteristika: Andel indbyggere over 80 år, andel indbyggere med en vis sygelighed (Charlson komorbiditetsindeks på 2 eller derover), andel før-

tidspensionister og andel enlige på 65 år eller derover. Klinikpersonale pr. speciallæge er opgjort som den ikke-lægelige beskæftigelse pr. speciallæge (almen medicin) i branchen

almen praksis pba. Bevægelsesregisteret. Antal læger hhv. speciallæger opgjort pba. Yderregisteret og Bevægelsesregisteret måler antal hoveder uanset arbejdstid. Afgrænsnin-

gen af læger og branche er endvidere forskellig mellem Yderregisteret og Bevægelsesregisteret jf. boks 3.1 og 4.1.

Kilder:

* Yderregisteret og Sygesikringsregisteret, Sundhedsdatastyrelsen.

**Egne beregninger pba. Bevægelsesregisteret, Sygesikringsregisteret og CPR-registeret.

***CPR-registeret, de reviderede algoritmer til brug for dannelsen af register for udvalgte kroniske sygdomme og svære psykiske lidelser (marts 2016), Landspatientregisteret,

Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase DREAM, Sundhedsdatastyrelsen.

>62<

Boks 4.8

Forklaring af farvekodning

I dette kapitel er der set på forskellige aspekter af lægedækningen i almen praksis, herunder lægekapaciteten, organiseringen, brugen af almen praksis

og befolkningens baggrundskarakteristika. Det er vigtigt at undersøge alle disse aspekter af lægedækningen på tværs af landet. I områder med mange

patienter pr. læge kombineret med en tung patientpopulation og fx begrænset brug af praksispersonale har lægen et betydeligt større arbejdspres, hvis

der skal opnås gode behandlingsresultater. For at illustrere variationen på tværs af landet er værdierne for de enkelte variable inddelt i tre intervaller og

tildelt en farvekodning, som angiver, om de kommunale værdier er særligt høje eller lave i forhold til det landsgennemsnitlige niveau.

Farvekodningen for de enkelte variable er baseret på kvartilerne i fordelingen af de kommunale gennemsnit. Kommunale gennemsnitlige niveauer for

en variabel, som er lavere eller lig med end den nedre kvartil

–

dvs. observationen hvor alle observationer mindre end den udgør 25pct. af alle observa-

tionerne

–

markeres med lysegrøn farve. Og kommunale gennemsnitlige niveauer for en variabel, som er større eller lig med den nedre kvartil

–

dvs.

observationen hvor alle observationer mindre end den udgør 25pct. af alle observationerne

–

markeres med mørkegrøn farve. Kommunale gennemsnit-

lige niveauer mellem den nedre og øvre kvartil markeres mellemgrøn. Markering af læger pr. praksis og klinikpersonale pr. læge er farvet omvendt, så-

ledes, at en lav værdi medfører en mørkegrøn farve, mens en høj værdi medfører en lysegrøn farve,

jf. tabel a.

Tabel a. Minimum, kvartiler, maksimum og farvekodning af de enkelte variable

Klinikper-

sonale pr.

speciallæ-

0,2

0,8

1,1

2,5

0,2-0,8

0,9-1,0

1,1-2,5

Tilmeldte pr.

læge

Minimum

1. kvartil

3. kvartil

Maksimum

Interval 1

Interval 2

Interval 3

1.040,0

1.520,0

1.680,0

2.760,0

1.040-1.520

1.521-1.679

1.680-2.760

Lukket for

tilgang

0,0

25,0

66,7

100,0

0-25,0

25,1-66,6

66,7-100

Lægens

alder

47,4

51,8

54,9

62,0

47,4-51,8

51,9-54,8

54,9-62

Læger

pr.

praksis

1,0

1,5

2,4

4,0

1-1,5

1,6-2,3

2,4-4

Ydelseshono-

rar

830,0

930,0

1.040,0

1.180,0

830-930

931-1.039

1.040-1.180

Ældre

over 80

+ år

2,3

4,1

5,1

8,9

2,3-4,1

4,2-5,0

5,1-8,9

Sygelig-

hed

5,5

7,1

8,2

10,6

5,5-7,1

7,2-8,1

8,2-10,6

Førtids-

pension

2,7

5,3

7,9

14,5

2,7-5,3

5,4-7,8

7,9-14,5

Enlige 65+

år

26,2

35,2

38,7

56,1

26,2-35,2

35,3-38,6

38,7-56,1

Lægedækning i by- og udkantsområderne

Det er undersøgt, om de enkelte aspekter af lægedækningen er særligt gældende for ud-

kantsområder eller fx byer.

Der findes ikke én officiel definition af, hvordan udkantsområderne skal afgrænses. I dette

kapitel er kommunerne inddelt i tre kommunetyper – bykommune, øvrig kommune og

yderkommuner efter definitionerne i Det Økonomiske Råds formandskab - Dansk Økono-

mi, forår 2015,jf.

boks 4.9.

Der er generelt betydelige variationer inden for hver af de tre kommunetyper,

jf. figur 4.30.

>63<

Figur 4.33

Fordelingen af de enkelte indikatorer på kommunetype, 2015

Antal tilmeldte patienter pr. læge

Antal

3.000

2.500

2.000

1.500

1.000

500

Bykommuner

Øvrige kommuner

Antal

3.000

2.500

2.000

1.500

1.000

500

Kommuner

Yderkommuner

Bykommuner

Øvrige kommuner

Kommuner

Yderkommuner

Andel praksis lukket for tilgang

Pct.

100

Pct.

100

Lægens gennemsnitlige alder

År

Bykommuner

Øvrige kommuner

Kommuner

År

Antal læger pr. praksis

Antal

4,5

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Bykommuner

Øvrige kommuner

Kommuner

Antal

4,5

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Yderkommuner

>64<

Antal klinikpersonale pr. speciallæge

Antal

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Bykommuner

Øvrige kommuner

Antal

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Det gennemsnitlige ydelseshonorar pr. indbygger

Kr.

1.200

1.150

1.100

1.050

1.000

950

900

850

Kommuner

Yderkommuner

800

Bykommuner

Øvrige kommuner

Kr.

1.200

1.150

1.100

1.050

1.000

950

900

850

800

Kommuner

Yderkommuner

Andel ældre over 80 år

Pct.

Bykommuner

Øvrige kommuner

Pct.

Andel indbyggere med en svær sygelighed

Pct.

Bykommuner

Øvrige kommuner

Pct.

Kommuner

Yderkommuner

Andel førtidspensionister

Pct.

Bykommuner

Øvrige kommuner

Kommuner

Pct.

Andel enlige over 65 år

Pct.

Bykommuner

Øvrige kommuner

Pct.

Kommuner

Yderkommuner

Anm.: Ydelseshonorar pr. indbygger er køns- og alders-standardiseret. Sygelighed er beregnet vha. Charlson komorbiditetsindeks. Andel indbyggere med svær sygelighed er

defineret såfremt CCI er på 2 eller derover.

Kilde: Egne beregninger pba. Bevægelsesregistret, Yderregisteret, Sygesikringsregisteret, CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen

Det ses af figur 4.33, at:



Et større antal tilmeldte patienter pr. læge ses generelt i flere bykommuner end i

de øvrige typer kommuner.

Der er en betydelig variation i, hvor stor en andel praksis der har lukket for tilgang

af nye patienter – fra ingen praksis i kommunen til stort set alle praksis. Det gæl-

der alle tre kommunetyper.



>65<



Lægerne er i gennemsnit ældre i flere yderkommuner end i de øvrige kommunety-

per.

I yderkommuner og øvrige kommuner har forholdsvis flere læger organiseret sig i

større praksis og anvender klinikpersonalet i højere grad, end det er tilfældet for

læger placeret i bykommuner.

I flere yderkommuner og øvrige kommuner benytter befolkningen almen praksis i

højere grad, end deres køns- og alderssammensætning umiddelbart tilsiger.

Kommuner i yderområderne og i øvrige kommuner har en relativt tungere befolk-

ning sammenlignet med bykommunerne, bortset fra andel enlige ældre, der er hø-

jere i bykommunerne.



Boks 4.9

Definition af kommunetyper

Kommunetyper

Kommuner, hvor medianborgeren har mere end en halv times kørsel til centrum af en by med mere end 45.000 indbyggere, defineres som yderkommu-

ner. I yderkommunerne bor der knap 1,5 mio. indbyggere, hvilket svarer til ca. 25 pct. af Danmarks befolkning og halvdelen af Danmarks areal.

Yderkommuner er generelt kendetegnede ved, at befolkningen i disse områder har lavere gennemsnitlige indkomster og et lavere uddannelsesniveau,

samt at der er relativt færre unge og relativt flere ældre. Der er også generelt flere i den arbejdsdygtige alder, der står uden for arbejdsmarkedet, og

flere modtager offentlige indkomstoverførsler. Yderkommunerne er pr. definition relativt langt væk fra større byområder, hvor en række offentlige vel-

færdsinstitutioner som uddannelsesinstitutioner og hospitaler er placeret. Det betyder, at borgerne kan opfatte adgangen til den offentlige service som

ringere, end borgere gør andre steder i landet. Disse kommuner er også kendetegnede ved, at befolkningstallet er faldet de senere år, mens det i resten

af Danmark er steget.

Bykommuner omfatter kommuner i hovedstadsområdet og kommuner med byer med mere end 45.000 indbyggere. Øvrige kommuner er kommuner,

der hverken er yderkommuner eller bykommuner. Denne definition indebærer, at 35 kommuner betegnes som yderkommuner, 27 som bykommuner

og 36 som øvrige kommuner.

>66<

Kapitel 5: Fordelingen af øvrige

speciallæger

Afsnittet indledes med en beskrivelse af speciallæger ansat på sygehuse, herunder hvor-

dan gruppen adskiller sig fra alment praktiserende læger. Der vil blandt andet være fokus

på det forhold, at specialeplanlægningen og specialiserede funktioner – som af hensyn til

patientkvalitet og ressourceforbrug er placeret få steder i landet – kan indebære en ulige –

men tilsigtet - geografisk fordeling af speciallæger.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er følgende:



Den geografiske fordeling af sygehuslæger pr. 1.000 indbyggere varierer på tværs

af regioner, og der er flest speciallæger pr. indbygger på sygehusene i Hovedsta-

den, Midtjylland og Syddanmark.

Den regionale variation kan i et vist omfang forklares ud fra patienttrafik over regi-

onsgrænser og forskelle i behandlingstyngde samt forskelle i lægelige opgaver,

som ikke er direkte forbundet med patientbehandling, fx forskningsopgaver.

De uddannede speciallæger – herunder de senere års tilgang af speciallæger -

opnår hovedsageligt ansættelse på hospitalerne eller i praksissektoren frem for

andre brancher. Det kan være en indikation af, at regionerne er konkurrencedygti-

ge i forhold til det øvrige lægelige arbejdsmarked. Der ses dog stor variation mel-

lem videreuddannelsesregionerne i niveauet af vakante hoveduddannelsesforløb.

Det kan pege på lokale rekrutteringsproblemer.

Den overordnede regionale variation dækker over betydelige forskelle for de en-

kelte specialer. Det kan som sagt være en naturlig konsekvens af behovet for spe-

cialisering, men inden for specialet psykiatri ses en særlig udtalt variation.

Regionerne kan selv vælge organisering og brug af praktiserende speciallæger

frem for fx ambulant behandling på sygehusene. Der ses en relativt skæv fordeling

af praktiserende speciallæger pr. indbygger, som bl.a. afspejler, at Region Hoved-

staden i højere grad har valgt en organisering med praktiserende speciallæger.

Praktiserende speciallæger udgør et forholdsvist lille antal af læger, og set i sam-

menhæng med det samlede antal speciallæger på sygehusene bidrager fordelin-

gen af praktiserende speciallæger ikke til en væsentlig større samlet skævhed på

tværs af regioner.



>67<



Region Hovedstadens borgere modtager flere ydelser hos de praktiserende speci-

allæger, men når borgernes brug af ydelser sammenholdes med ambulante besøg

på sygehusene udlignes denne forskel delvis.

5.1 Geografisk fordeling af speciallæger ansat på sygehuse

I 2015 var der godt 7.000 fuldtidsbeskæftigede speciallæger på regionernes sygehuse.

Det svarer til 1,25 speciallæge pr. 1.000 indbyggere eller 800 borgere pr. speciallæge, jf.

figur 5.1. Der ses nogen variation på tværs af regionerne. I Region Hovedstaden var der

1,5 speciallæge pr. 1.000 indbyggere, mens der i Region Nordjylland og Region Sjælland

var omkring 1,0 speciallæge pr. 1.000 indbyggere.

Siden 2008 er antallet af speciallæger pr. indbygger steget i alle regionerne. Stigningen

har været størst i Region Sjælland, mens Region Hovedstaden har oplevet den laveste

stigning i antal speciallæger pr. indbygger. Selvom der er geografisk forskel på fordelin-

gen af speciallæger – særligt mellem Region Hovedstaden og de øvrige regioner – har

der således været en udvikling i retning af en mere ligelig geografisk fordeling af special-

læger pr. indbygger pga. befolkningstilvæksten i Hovedstaden, også jf. kapitel 3.

Figur 5.1

Speciallæger på sygehusene opgjort pr. 1.000 indbyggere

2,00

1,75

1,50

1,25

1,00

0,75

0,50

0,25

0,00

Nordjylland

Midtjylland

Syddanmark

2008 2015

Hovedstaden

Sjælland

2,00

1,75

1,50

1,25

1,00

0,75

0,50

0,25

0,00

Anm.: Figuren viser antal fuldtidsbeskæftigede speciallæger på regionernes syghuse pr. december måned opgjort i forhold til regionens indbyggertal i 4. kvartal.

Kilde: Danske Regioner (KRL) og Danmarks Statistik, egne beregninger

Antal speciallæger pr. 1.000 indbyggere er en simpel indikator for borgernes adgang til

lægelige ressourcer, og der kan være forskellige forklaringer på variation på tværs af regi-

oner, som ikke nødvendigvis er udtryk for ulige adgang til sundhedsydelser for borgerne.

For at få et mere retvisende billede af borgernes reelle adgang til lægelige ressourcer på

sygehusene, er der behov for at tage højde for flere forhold.

For det første foregår der en del trafik af patienter mellem regionerne. Sygehusenes orga-

nisering bl.a. ift. de specialiserede funktioner gør, at nogle borgere vil skulle behandles i

en anden region end bopælsregionen for at få den nødvendige behandling. Alle regioner-

ne behandler borgere, som er bosat i andre regioner, men det gør sig i højere grad gæl-

dende for Region Hovedstaden. I Region Hovedstaden var ca. 90-92 pct. af patienter med

en indlæggelse eller et ambulante besøg bosat i hovedstaden, jf. tabel 5.1. De resterende

8-10 pct. var hovedsagelig bosat i Region Sjælland og i mindre grad i de øvrige regioner.

>68<

Ydermere er Rigshospitalet i somatikken specialiseret hospital for både Færøerne og

Grønland

Tabel 5.1

Indlagte patienter (somatik) fordelt på bopælsregion og behandlingsregion, 2015

Sygehusregion

Nordjylland

Bopælsregion

Nordjylland

Midtjylland

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

I alt

96,7

2,0

0,5

0,6

0,2

100

Midtjylland

2,9

93,3

2,7

0,6

0,4

100

Syddanmark

0,5

2,4

95,1

0,7

1,3

100

Hovedstaden

0,3

0,7

0,8

92,2

5,9

100

Sjælland

0,2

0,8

3,5

94,7

100

Anm.: Der indgår kontakter for patienter behandlet på offentlige sygehuse samt offentligt betalt behandling på private sygehuse. En indlæggelse tælles som en patients udskrivning

fra en sygehusafdeling, hvor patienten har optaget en normeret sengeplads. Overflytninger mellem sygehusafdelinger tæller ikke med i opgørelsen. Patienter er antallet af unikke

patienter, som har været i kontakt med sundhedsvæsenet en eller flere gange i løbet af året. Når der tælles unikke patienter, er der tale om unikke patienter inden for de kategori-

er, der er opstillet i denne tabel.

Kilde: Landspatientregisteret (DRG-grupperet), egne beregninger

Tabel 5.2

Ambulante patienter (somatik) fordelt på bopælsregion og behandlingsregion, 2015

Sygehusregion

Nordjylland

Bopælsregion

Nordjylland

Midtjylland

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

I alt

97,0

2,1

0,4

0,1

100

Midtjylland

3,2

93,7

2,5

0,4

0,2

100

Syddanmark

0,4

4,8

93,2

0,7

0,9

100

Hovedstaden

0,5

1,8

0,8

89,7

7,1

100

Sjælland

0,1

0,3

0,4

3,3

95,9

100

Anm.: Ved ambulant behandling er patienten indskrevet på en afdeling, men optager ikke en normeret sengeplads. Ambulante besøg tælles som en patients fremmøde på et ambu-

latorium, i en tværgående klinisk serviceafdeling, et hjemmebesøg af et sundhedsfagligt uddannet personale eller modtaget en afregningsberettiget telemedicinsk ydelse. Der

opgøres kun ét ambulant besøg per dag per afdeling. Skadestuekontakt og akut ambulant kontakt indgår under ambulante besøg. Patienter er antallet af unikke patienter, som har

været i kontakt med sundhedsvæsenet en eller flere gange i løbet af året. Når der tælles unikke patienter, er der tale om unikke patienter inden for de kategorier, der er opstillet i

denne tabel.

Kilde: Landspatientregisteret (DRG-grupperet), egne beregninger

For det andet kan der – som følge af sygehusvæsenets organisering og specialisering –

være regionale forskelle i patienternes sygdomme og behandlingstyngde. Det kan inde-

bære, at nogle regioner bruger flere speciallæger pr. 1.000 indbyggere. Det kan derfor

være mere relevant at sammenligne antal speciallæger pr. produceret enhed (produkti-

onsværdi), hvor der tages højde for behandlingens ressourcemæssige tyngde.

For det tredje kan regionernes opgaver variere. Nogle regioner varetager i højere grad

funktioner og opgaver, som ikke er forbundet med direkte patientbehandling, fx forskning.

Og disse lægelige aktiviteter kan ikke betragtes som en kapacitet, der er til rådighed for

regionens patienter.

>69<

Af tabel 5.3 fremgår forskellige andele for regionale aktiviteter sammenholdt med regio-

nens befolkningsandel. Det ses af tabellen, at Region Hovedstaden, som har flest special-

læger pr. indbyggere, også behandler en større andel af de samlede patienter og står for

en større andel af de samlede kontakter til sygehusvæsenet sammenlignet med regionens

befolkningsandel. Regionen har også den højeste andel af den samlede produktionsværdi

og de samlede forskningsudgifter – andele som overstiger regionens befolkningsandel.

Det giver en indikation af, at variationen i speciallæger pr. 1.000 indbyggere også er et ud-

tryk for organiseringen og opgavesammensætningen i sygehusvæsenet.

Tabel 5.3

Regionsandele for befolkning, patienter, sygehuskontakter, produktionsværdi og forskningsudgifter, 2015

Pct.

Nordjylland

Midtjylland

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

Hele landet

Befolkning

10,3

22,7

21,2

31,3

14,5

100,0

Behandlede patienter

9,3

20,9

22,2

33,4

14,3

100,0

Produktionsværdi*

8,7

21,8

21,6

35,5

12,4

100,0

Forskningsudgifter**

9,5

22,1

21,1

40,6

6,7

100,0

Anm.: Behandlede patienter dækker over somatiske indlagte og ambulante patienter. Produktionsværdien er den korrigerede produktionsværdi, som anvendes i de løbende

opgørelser af sygehusenes produktivitet. *Produktionsværdien er opgjort for 2014. **Forskningsudgifterne er de internt finansierede forskningsudgifter, som indgår i de tilret-

tede driftsudgifter i de løbende opgørelser af produktiviteten. Forskningsudgiftsandelen er et gennemsnit over årene 2013-14.

Kilde: Danmarks Statistik, Landspatientregisteret (DRG-grupperet), Løbende offentliggørelse af produktivitet i sygehussektoren (XI delrapport) og egne beregninger

Af tabel 5.4 fremgår en sammenligning af forskellige mål for koncentrationen af antal spe-

ciallæger i de enkelte regioner. Målene er hhv. antal speciallæger pr. indbygger, antal

speciallæger pr. behandlet patient og antal speciallæger pr. produceret enhed. Målene er

indekseret, så det landsgennemsnitlige niveau svarer til 100.

Det ses således, at Region Hovedstaden har 22 pct. flere speciallæger pr. indbygger end

landsgennemsnittet, og Region Sjælland har 19 pct. færre. Af tabellen ses det også, at

forskellen mellem regionerne indsnævres, når antal speciallæger i stedet holdes op mod

regionernes antal behandlede patienter og præsterede produktionsværdi. Region Hoved-

staden har således 15 pct. flere speciallæger pr. behandlet patient end landsgennemsnit-

tet, og 8 pct. flere speciallæger pr. produceret enhed.

Tabel 5.4

Speciallæger på sygehusene opgjort ift. antal indbyggere, patienter samt produktionsværdi, indeks, hele landet = 100, 2015

Indeks

Nordjylland

Midtjylland

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

Hele landet

Pr. indbygger

122

100

Pr. patient

103

115

100

Pr. produceret enhed*

100

108

100

Anm.: Behandlede patienter dækker over somatiske indlagte og ambulante patienter. Produktionsværdien er den korrigerede produktionsværdi, som anvendes i de løbende

opgørelser af sygehusenes produktivitet. *Produktionsværdien er opgjort for 2014.

Kilde: Danmarks Statistik, Danske Regioner (KRL), Landspatientregisteret (DRG-grupperet), Løbende offentliggørelse af produktivitet i sygehussektoren (XI delrapport) og

egne beregninger

>70<

Reduktionen i forskellene mellem regioner for de forskellige mål ses også af figur 5.2. Ind-

snævringen i forskellene mellem regionerne, når antal speciallæger holdes op mod be-

handlede patienter og produktionsværdi, kan ses som en indikation af, at speciallægerne

på sygehusene er mere ligelige fordelt, når der tages højde for sygehusvæsenet organise-

ring og den ressourcemæssige tyngde i behandlingen i de enkelte regioner. Der er ikke

taget højde for forskelle i specialiseringsgrad og lægeintensitet i sygehusenes opgaver på

tværs af regionerne, der ikke afspejler sig i forskelle i den ressourcemæssige tyngde i be-

handlingen.

Der udstår fortsat forskelle, hvor det fortsat er Region Hovedstaden, som har forholdsvis

flere speciallæger på sygehusene sammenlignet med de øvrige regioner. En del af disse

forskelle ville formentligt blive yderligere indsnævret, hvis der også blev korrigeret for an-

delen af speciallæger, som er beskæftiget med forskning.

Figur 5.2

Relativ forskel mellem regionernes og det landsgennemsnitlige niveau for speciallæger pr. indbygger, pr. patient og pr. produceret

enhed*, 2015.

Indeks

Læge pr. indbygger

-5

-10

-15

-20

-25

Hovedstaden

Midtjylland

Syddanmark

Nordjylland

Sjælland

Læge pr. patient

Læge pr. produktion

-5

-10

-15

-20

-25

Indeks

Anm.: Behandlede patienter dækker over somatiske indlagte og ambulante patienter. Produktionsværdien er den korrigerede produktionsværdi, som anvendes i de løbende

opgørelser af sygehusenes produktivitet. *Produktionsværdien er opgjort for 2014

Kilde: Danmarks Statistik, Danske Regioner (KRL), Landspatientregisteret (DRG-grupperet), Løbende offentliggørelse af produktivitet i sygehussektoren (XI delrapport) og egne

beregninger

Regionens ressource- og kapacitetsudnyttelse spiller også en rolle i forhold til lægedæk-

ning. Desto bedre regionen er til at udnytte ressourcerne, desto flere sundhedsydelser

kan der tilvejebringes til regionens borgere. Og hvis regionerne gør det forskelligt, kan det

være forbundet med en anderledes adgang til lægelige ressourcer for regionens borgere.

>71<

5.2 Rekruttering og udenlandsk arbejdskraft

Rekrutteringsvanskeligheder kan være et problem i forhold til at sikre en hensigtsmæssig

og geografisk ligelige lægedækning. Det er derfor væsentligt at belyse rekrutteringssitua-

tionen samt eventuelle forhold, som kan virke som en barriere for rekrutteringen.

Som det vises i kapitel 3, opnår langt de fleste speciallæger ansættelse på hospitalerne

og praksissektoren, og kun en lille del af speciallægerne søger ansættelse i øvrige bran-

cher såsom lægemiddelindustrien.

I kapitel 3 ses det også, at den lægelige arbejdsstyrke med specialer, der er relevante for

hospitalerne, ikke synes at være mindre mobile end den øvrige arbejdsstyrke med lang

videregående uddannelse. Der ses en forholdsvis stor fleksibilitet i forhold til arbejdssted

og bopæl. En stor del af speciallægerne, som er ansat i Region Sjælland og Region Nord-

jylland, er fx bosat i naboregionen og pendler således potentielt over større afstande til

arbejde.

Rekrutteringssituationen og eventuelle rekrutteringsvanskeligheder kan mere præcist be-

lyses via en opgørelse over stillinger, som er forsøgt besat forgæves. Ifølge Danske Regi-

oner findes der imidlertid ikke en samlet og konsolideret opgørelse heraf. Derimod er der

kendskab til antallet af vakante og besatte hoveduddannelsesforløb (HU-forløb), som kan

ses som en indikator for den fremtidige rekrutteringssituation.

Antal vakante HU-forløb siger noget om forholdet mellem udbud og efterspørgsel efter vi-

dereuddannelsesforløb. Hvis antallet af vakante HU-forløb eksempelvis er forholdsvis lille,

så er det ikke ensbetydende med, at denne situation også er aktuel for de uddannede

speciallæger. Men opgørelsen kan ses som en indikator for, om det fremtidige udbud vil

udvikle sig efter det dimensionerede forløb.

Der ses generelt et faldende antal vakante HU-forløb (ift. opslåede stillinger) i perioden fra

2009 til 2013, hvorefter udviklingen har været stigende frem mod 2015,

jf.

figur 5.6. Antal-

let af vakante HU-forløb i 2015 var på omtrent samme niveau som i 2008,

jf.

figur 5.4.

Figur 5.3

Udviklingen i antal besatte og vakante hoveduddannelsesfor-

løb, 2008-2015

HU-

forløb

1000

800

600

400

200

HU-

forløb

Figur 5.4

Andel af besatte og vakante hoveduddannelsesforløb i hhv.

2008 og 2015

Pct.

100%

90%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

2008

Besatte

2015

Vakante

Pct.

100%

90%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

1000

800

600

400

200

2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015

Besatte

Kilde: Indberetninger fra videreuddannelsesregionerne og SST

>72<

Det overordnede billede af antal vakante HU-forløb varierer mellem videreuddannelsesre-

gionerne. I videreuddannelsesregion Øst – som står for ca. 40 pct. af det samlede antal

opslåede HU-forløb i 2015 – ses forholdsvis færre vakante stillinger i forhold til videreud-

dannelsesregionerne Nord og Syd, jf. figur 5.5. og 5.6.

I videreuddannelsesregion Øst udgør andelen af vakante HU-forløb således ca. 5 pct.,

mens andelen af vakante HU-forløb udgør ca. 20 pct. i de to øvrige regioner.

Figur 5.5

Antal besatte og vakante HU-forløb fordelt på videreuddannel-

sesregioner, 2015

HU-forløb

450

400

350

300

250

200

150

100

VUR Ø

VUR N

Besatte

Vakante

VUR S

HU-forløb

450

400

350

300

250

200

150

100

2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015

VUR Ø

VUR N

VUR S

15%

10%

15%

10%

25%

20%

25%

20%

Figur 5.6

Udviklingen i andel vakante HU-fordelt på videreuddannelses-

regioner, 2015

Andel

vakante

30%

Andel

vakante

30%

Kilde: Sundhedsdatastyrelsen og Sundhedsstyrelsen

Boks 5.1

Oplevede rekrutteringsvanskeligheder ift. uddannelsesforløb i videreuddannelsesregioner og speciallægestillinger i regionerne

De tre videreuddannelsesregioner og de fem regioner har leveret et kvalitativt input i form af de oplevede rekrutteringsvanskeligheder i forhold til at

besætte uddannelsesstillinger og speciallægestillinger.

Videreuddannelsesregion Nord

Der opleves visse vanskeligheder med at besætte uddannelsesforløb i den nordlige og vestlige del af videreuddannelsesregionen. Der opleves lav søgning

til både introduktionstillinger og hoveduddannelsesforløb inden for bl.a. specialerne almen medicin, psykiatri, børne- og ungepsykiatri og neurologi.

Videreuddannelsesregion Syd

Det er på afdelingerne Sygehus Sønderjylland og Sydvestjysk Sygehus samt almen praksis i samme område som de nævnte sygehuse, hvor det er sværest

at få besat introduktionsstillinger og hoveduddannelsesforløb. Dertil er der rekrutteringsudfordringer inden for psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri,

særligt på sygehusafdelinger i Jylland.

Videreuddannelsesregion Øst

Der opleves et lavere antal ansøgere til hoveduddannelsesforløb placeret på Lolland/Falster, og omkring det sydligste Sjælland, Slagelse samt Bornholm

sammenlignet med andre steder i Videreuddannelsesregion Øst. Der opleves generelt færrest ansøgere inden for specialerne almen medicin og børne-

og ungepsykiatri, kirurgi, ortopædkirurgi, klinisk fysiologi og nuklearmedicin og psykiatri.

Rekruttering af speciallæger i regionerne

Der vurderes at være et generelt sammenfald mellem de oplevede rekrutteringsvanskeligheder ift. uddannelsesstillingerne og ift. speciallægestillingerne

i regionerne. Der er dels udfordringer inden for de generelt samme geografiske områder, dels inden for de generelt samme specialer, hvor udfordringer

inden for almen medicin, psykiatri, børne- og ungepsykiatri og neurologi går på tværs af regionerne.

Kilde: Danske Regioner, regionerne og videreuddannelsesregionerne, august 2016

Anm.

) Videreuddannelsesregion Nords definitioner: Lav søgning til hoveduddannelse: mindre end 2 ansøgere per opslået h-forløb i mindst to af de tre sidste år; Lav søgning til

introduktionsuddannelse: Under 100 % af minimumsdimensionering besat i flere opgørelser over de seneste år.

>73<

Siden 2007 har antallet af udenlandsk uddannede læger ansat i sygehusvæsenet været

stigende fra knap 1.600 læger til knap 2.000 læger i 2014, jf. tabel 5.5. Stigningen har væ-

ret nogenlunde ens i alle regionerne, med undtagelse af Region Sjælland og Region Ho-

vedstaden, som har oplevet en hhv. dobbelt så stor og halvt så stor stigning i antallet rela-

tivt set. Det skal også ses i forhold til niveauet. Region Hovedstaden er den region med

færrest udenlandsk uddannede læger pr. beskæftiget speciallæge, mens Region Nordjyl-

land er den region med flest.

Tabel 5.5

Udenlandsk uddannede læger beskæftiget i regionerne

2007

Nordjylland

Midtjylland

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

I alt

232

268

373

479

170

1.522

2014

301

349

481

557

270

1.971

Vækst (pct.)

29,7

30,2

29,0

16,3

58,8

29,5

Udenlandsk udd. speciallæger

(pct.)

23,3

11,0

15,7

10,1

14,9

13,2

Anm.: Opgørelsen er baseret på bevægelsesregisteret jf. boks 3.1, og antal beskæftigede læger er opgjort i antal hoveder.

Kilde: Bevægelsesregisteret og egne beregninger.

5.4 Geografisk fordeling af speciallæger inden for psykiatri og børne- og

ungdomspsykiatri

Udvalget har udvalgt en række specialer, foruden almen medicin, jf. kapitel 4, hvor der

ses nærmere på den geografiske fordeling af speciallæger på tværs af landet. Dette afsnit

omfatter analyser af fordelingen af speciallæger inden for psykiatri og børne- og ung-

domspsykiatri, mens der i afsnit 5.5 ses på den geografiske fordeling af øjenlæger og øre-

, næse- halslæger. Specialerne er bl.a. valgt ud fra et hensyn om geografisk nærhed for

borgeren. Patienterne har således direkte adgang til praktiserende øjenlæger og øre-,

næse- halslæger uden henvisning fra almen praksis, og de psykiatriske specialer har sær-

ligt stor betydning for kommunernes opgaver for sindslidende.

Den overordnede regionale variation dækker over forskelle for de enkelte specialer. Det

kan som nævnt være en naturlig konsekvens af behovet for specialisering, men inden for

specialet psykiatri ses en mere udtalt variation.

Inden for psykiatri er godt 40 pct. af speciallægerne beskæftiget i Region Hovedstaden

med en befolkningsandel på 31 pct., jf. tabel 5.6. I Region Nordjylland bor 10 pct. af be-

folkningen, og 9 pct. af alle speciallæger er beskæftiget i regionen, men inden for børne-

og ungdomspsykiatri er det kun 6 pct. af speciallægerne, som er beskæftiget i regionen.

>74<

Tabel 5.6

Fordeling af speciallæger i psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri i forhold til speciallæger i alt og befolkning, 2014

Pct.

Nordjylland

Midtjylland

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

Hele landet

Psykiatri

8,8

18,7

17,2

42,0

13,3

100,0

Børne- og ungdomspsykiatri

5,5

22,3

16,3

43,6

12,4

100,0

Alle specialer

8,7

21,4

20,5

37,1

12,2

100,0

Befolkning

10,3

22,7

21,2

31,3

14,5

100,0

Anm.: Opgørelsen er baseret på bevægelsesregisteret jf. boks 3.1, og antal beskæftigede læger er opgjort i antal hoveder.

Kilde: Danmarks Statistik, bevægelsesregisteret og egne beregninger.

Der ses ikke samme omfang af arbejdsdeling og bevægelse af patienter mellem regioner-

ne på psykiatriområdet, som der ses på det somatiske område, jf. henholdsvis tabel 5.1

og tabel 5.2 og tabel 5.7 og 5.8. På psykiatriområdet er 1- 3 pct. af de behandlede borge-

re typisk bosat i en anden region end behandlingsregionen, mens det inden for det soma-

tiske område typisk er 3-10 pct. af de behandlede borgere, som er bosat i en anden regi-

on end regionen, hvor behandlingen finder sted.

Tabel 5.7

Antal patienter indlagt i det psykiatriske sygehusvæsen, fordelt på bopæls- og behandlingsregion, 2015

Sygehusregion

Nordjylland

Midtjylland

Bopæls-

region

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

I alt

98,3

0,8

0,3

0,4

0,1

100

Midtjylland

0,5

97,8

0,9

0,6

0,1

100

Syddanmark

0,2

0,7

98,2

0,6

0,3

100

Hovedstaden

0,2

0,5

0,8

96,6

1,9

100

Sjælland

0,1

0,5

1,5

97,3

100

Anm.: Der indgår kontakter for patienter behandlet på offentlige sygehuse samt offentligt betalt behandling på private sygehuse. En indlæggelse tælles som en patients indskriv-

ning på en psykiatrisk afdeling, hvor patienten optager en normeret sengeplads. Overflytninger mellem sygehusafdelinger tæller ikke med i opgørelsen. Patienter er antallet af

unikke patienter, som har været i kontakt med sundhedsvæsenet en eller flere gange i løbet af året. Når der tælles unikke patienter, er der tale om unikke patienter inden for de

kategorier, der er opstillet i denne tabel.

Kilde: Landspatientregisteret (DRG-grupperet), egne beregninger

Tabel 5.8

Antal patienter med ambulant besøg i det psykiatriske sygehusvæsen, fordelt på bopæls- og behandlingsregion, 2015

Sygehusregion

Nordjylland

Midtjylland

Bopæls-

region

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

I alt

98,7

0,9

0,1

0,2

0,1

100

Midtjylland

1,4

97,5

0,8

0,2

0,1

100

Syddanmark

0,1

0,7

98,8

0,3

0,1

100

Hovedstaden

0,2

0,5

0,6

96,6

2,2

100

Sjælland

0,1

1,6

0,2

1,6

96,5

100

Anm.: Ambulante besøg opgøres som en ambulant patients fremmøde på den psykiatriske ambulante afdeling eller patientens møde med sundhedsfagligt personale uden for

sygehuset, i et såkaldt udebesøg. Der opgøres kun ét ambulant besøg per dag per afdeling. skadestuekontakt og akut ambulant kontakt indgår under ambulante besøg. Patienter er

antallet af unikke patienter, som har været i kontakt med sundhedsvæsenet en eller flere gange i løbet af året. Når der tælles unikke patienter, er der tale om unikke patienter

inden for de kategorier, der er opstillet i denne tabel.

Kilde: Landspatientregisteret (DRG-grupperet), egne beregninger

>75<

5.5 Geografisk fordeling og kapacitet ift. praktiserende speciallæger

Regionerne kan i princippet selv vælge organisering og brug af praktiserende speciallæ-

ger frem for ambulant behandling på sygehusene. Der ses en relativt skæv fordeling af

praktiserende speciallæger pr. indbygger, som bl.a. afspejler, at Region Hovedstaden i

højere grad har valgt en organisering med praktiserende speciallæger.

Antal praktiserende speciallæger udgør et forholdsvist lille antal af læger, og set i sam-

menhæng med det samlede antal speciallæger på sygehusene bidrager praktiserende

speciallæger ikke til en væsentlig større skævhed på tværs af regioner.

Figur 5.9

Speciallæger på sygehusene og praktiserende speciallæger pr. indbygger

Læger pr. indbygger

2,00

1,80

1,60

1,40

1,20

1,00

0,80

0,60

0,40

0,20

0,00

Nordjylland

Midtjylland

Sygehuslæger

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

Praktiserende speciallæger

2,00

1,80

1,60

1,40

1,20

1,00

0,80

0,60

0,40

0,20

0,00

Anm.: Opgjort som fuldtidsbeskæftigede

Kilde: Danske Regioner (KRL), Danmarks Statistik, Yderregisteret (ny version fra 2014 og frem), Sygesikringsregisteret og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen.

Forskelle i brugen af praktiserende speciallæger kommer til udtryk i forbruget af sund-

hedsydelser og kontakter, jf. tabel 5.9. I Region Hovedstaden, som især gør brug af den-

ne organisering, ses således et markant højere forbrug blandt regionens borgere.

Tabel 5.9

Ydelser og fysiske kontakter hos praktiserende speciallæge samt ambulante besøg på sygehusene

Ydelser pr. indbygger

Nordjylland

Midtjylland

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

Hele landet

1,6

1,7

3,0

1,7

2,1

Fysiske kontakter pr. indbygger

0,6

0,7

1,2

0,7

0,8

Ambulante besøg pr. indbygger

2,1

2,4

2,9

2,7

2,2

2,6

Kilde: Landspatientregisteret (DRG-grupperet), Danmarks Statistik, Yderregisteret (ny version fra 2014 og frem), Sygesikringsregisteret og CPR-registeret, Sundhedsdatastyrelsen.

>76<

De praktiserende speciallæger er især koncentreret i og omkring kommuner med store

byer dvs. København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg, jf. figur 5.10. Det skal ses i

sammenhæng med en stor del af befolkningen er bosat her. Der er dog speciallæger til-

stede i stort set alle kommuner i større og mindre omfang, med undtagelse af 12 kommu-

ner.

Figur 5.10

Antal speciallæger fordelt på kommuner, 2015

Anm.: Opgørelsen af fuldtidslæger pba. af kapacitet kan omfatte ubesatte kapaciteter.

Kilde: Yderregisteret (ny version fra 2014 og frem) og Sygesikringsregisteret, Sundhedsdatasty-

relsen.

Kontakten til praktiserende øjenlæger og øre-næse-halslæger forudsætter ikke en henvis-

ning fra den alment praktiserende læge.

Disse praktiserende speciallæger er til stede i de fleste kommuner, med undtagelse af

godt 20 kommuner, som dog ofte grænser op til kommuner med større byer og stor kon-

centration af lægerne, jf. figur 5.11.

Den geografiske dækning af speciallæger i psykiatri er derimod noget tyndere, jf. figur

5.12. Det afspejler først og fremmest, at der er færre af dem, men også en større koncen-

tration af lægernes geografiske placering omkring København, Aarhus, Aalborg, Odense

og Roskilde.

>77<

Figur 5.11

Antal fuldtidslæger (øjenlæger og øre-næse-halslæger) fordelt

på kommuner, 2015

Figur 5.12

Antal fuldtidslæger i psykiatrien fordelt på kommuner, 2015

Anm.: Opgørelsen af fuldtidslæger pba. af kapacitet kan omfatte ubesatte kapaciteter.

Kilde: Yderregisteret (ny version fra 2014 og frem) og Sygesikringsregisteret, Sundheds-

datastyrelsen.

Anm.: Opgørelsen af fuldtidslæger pba. af kapacitet kan omfatte ubesatte kapaciteter.

Kilde: Yderregisteret (ny version fra 2014 og frem) og Sygesikringsregisteret, Sundheds-

datastyrelsen.

>78<

Kapitel 6: Udvalgets forslag til

bedre lægedækning

Dette kapitel indeholder udvalgets forslag, som samlet set vurderes at kunne bidrage til en

bedre lægedækning i Danmark. Forslagene er formuleret på baggrund af analyser og ud-

valgets drøftelser af lægedækningen og inden for kommissoriets rammer, jf. bilag 1. For-

slagene er inddelt i tre overordnede kategorier:



Generel geografisk fordeling af læger

Almen praksis

Sygehus og speciallægepraksis.

Under hvert forslag er beskrevet udvalgets overvejelser og bevæggrunde for at stille for-

slaget, og det er angivet, hvilke aktører der kan gennemføre det enkelte forslag. Den sam-

lede forslagsliste er angivet i boks 6.1.

Udvalget har bestræbt sig på at præsentere forslag, som medlemmerne har været enige

om, men peger også på forslag, som ikke alle medlemmer umiddelbart har kunnet tiltræ-

de. Det gælder bl.a. enkelte forslag vedr. almen praksis-området, som vil skulle gennem-

føres ved overenskomst, og som medlemmerne udpeget af Lægeforeningen ikke har

kunnet tiltræde uden for overenskomstforhandlingernes sammenhæng, jf. boks 6.1.

Endelig er forslagene formuleret med udgangspunkt i sundhedsvæsenets aktuelle struktur

og arbejdsdeling. Udvalget har derfor ikke stillet forslag, der vedrører egentlig opgaveflyt-

ning mellem sektorer mv. Som nævnt i kapitel 1 behandles denne arbejdsdeling sidelø-

bende i udvalget om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

>79<

Boks 6.1

Samlet forslagsliste

Generel geografisk fordeling af læger

Øget udbud af lægestuderende i yderområderne

Ændret geografisk fordeling af uddannelsesstillingerne i den lægelige videreuddannelse

Justering af femårsfristen i den lægelige videreuddannelse

Samarbejde mellem regioner, kommuner og lægernes organisationer om målrettet rekrutterings- og fastholdelsesinitiativer i yderområder-

ne og socialt belastede områder (fx gennem lokale informationskampagner, vejledning, mentorordninger mv.)

Almen praksis

10.

11.

12.

13.

14.

Læger skal møde almen praksis flere gange under uddannelse og videreuddannelse

Øget dimensionering af videreuddannelsen i almen medicin.

Udvidede muligheder for, at regionerne kan drive almen medicinske klinikker**

Mere fleksible organisationsformer i almen praksis

Andre faggrupper inddrages i opgaveløsningen i almen praksis*

Rammedelegation til kommunale sygeplejersker

Honoreringen differentieres efter patienttyngde

Udbredelse af faglige og organisatoriske fællesskaber i almen praksis

Fleksible åbne- og lukkegrænser for patienttal*

Ændrede vilkår for lægevagten med henblik på at rekruttere alment praktiserende læger*

Sygehuse og speciallæger

15.

16.

17.

18.

Inddragelse af speciallægepraksis i videreuddannelsen af speciallæger

Samarbejde på tværs om ansættelse af læger på sygehusene

Anvendelse af de lægelige ressourcer, hvor de giver mest værdi for patienterne

Attraktive arbejdspladser i yderområder gennem mere fleksible ansættelsesformer

* Forslaget kan ikke tiltrædes af medlemmerne udpeget af Lægeforeningen.

**Det samlede forslag kan ikke tiltrædes af medlemmerne udpeget af Lægeforeningen. Delforslag 1 kan kun støttes af medlemmerne udpeget af Danske Regioner.

6.1 Generel geografisk fordeling af læger

Analyserne i kapitel 3 har bl.a. vist, at antallet af læger pr. indbygger i Danmark ligger ca.

10 pct. over OECD-gennemsnittet, og at antallet af læger og speciallæger forventes at sti-

ge væsentligt i de kommende år. Det samlede antal speciallæger i de fem regioner varie-

rer fra 16 pct. under landsgennemsnittet (Region Sjælland og Region Nordjylland) til 19

pct. over gennemsnittet (Region Hovedstaden), en forskel på 35 pct.-point.

Analysen viser dog samtidig, at forskellene over de næste 25 år ventes at blive indsnæv-

ret til ca. 25 pct.-point som følge af den regionale befolkningsudvikling – hvis den nuvæ-

rende geografiske fordeling af speciallæger fastholdes. Der er endvidere peget på forhold,

der medvirker til at forklare forskellene, herunder arbejdsdelingen mellem regionerne om

specialiseret behandling.

Et fleksibelt arbejdsmarked for læger er under alle omstændigheder væsentligt for at sikre

en hensigtsmæssig lægedækning i hele landet. Læger har en lidt højere mobilitet end

gennemsnittet blandt længerevarende uddannede, men der er en overordnet sammen-

hæng mellem lægernes uddannelsessted og senere arbejdssted.

Forslagene i dette afsnit vedrører derfor forslag, der generelt tilsigter at øge lægers moti-

vation og tilbøjelighed til at søge en karriere i egne, der ikke ligger i nærheden af de større

universitetsbyer, hvor lægerne har fået deres kandidatuddannelse. Forslagene 1-3 knytter

sig især til lægerne i uddannelse og videreuddannelse. Der er derfor i sagens natur tale

om forslag, som først vil få fuld effekt på lægedækningen på længere sigt.

>80<

Forslag 1. Øget udbud af lægestuderende i yderområderne

Der er en overordnet sammenhæng mellem lægernes uddannelsessted og senere ar-

bejdssted (jf. Sundhedsstyrelsens lægeprognose, 2016; PLO-analyse, 2016). I løbet af

studietiden opnår eller opretholder de studerende kendskab og tilknytning til den landsdel,

hvor universitet ligger. Der kan derfor være en større sandsynlighed for, at en læge vil sø-

ge en karriere i en bestemt del af landet, jo nærmere den ligger ved uddannelsesstedet.

Fordelingen af optagetallene mellem de fire universiteter med medicinstudium (Køben-

havn, Aarhus, Odense og Aalborg) kan derfor være et virkemiddel, der kan inddrages til at

understøtte en bedre fordeling af lægeressourcerne i landet. Initiativet virker selvsagt på

længere sigt, idet et ændret optagetal først vil vise sig i kandidatproduktionen efter ca. 6

år, og derefter går der yderligere en årrække, inden de pågældende er uddannede speci-

allæger i f.eks. almen medicin.

På den baggrund, og da især Region Nordjylland har udfordringer med at sikre lægedæk-

ningen,

foreslår

udvalget:



at optagetallet ved medicinstudiet i Aalborg øges i forhold til de øvrige tre

universiteter.

Udvalget har i den sammenhæng bemærket, at en relativt stor del af de medicinstuderen-

de på særligt Syddansk Universitet og Aalborg Universitet flytter til Københavns Universi-

tet efter bachelor-delen (ca. 20 pct. i perioden fra 2006-2014, jf. tal fra Styrelsen for Vide-

regående Uddannelser). For at optagetallene kan have den tilsigtede virkning,

foreslår

udvalget derfor:



at de studerendes muligheder for at flytte universitet efter bachelor-delen

vurderes nærmere med henblik på at begrænse en uhensigtsmæssig van-

dring fra Vestdanmark til Østdanmark.

Dette initiativ vurderes også at have en positiv effekt i forhold til lægedækningen i Region

Syddanmark.

Forslaget om øget optag i Aalborg tilgodeser specifikt udfordringerne i Region Nordjylland,

men ikke f.eks. i Region Sjælland. Udvalget

foreslår

derfor som et yderligere initiativ:



at der tilstræbes en bredere geografisk spredning af de lægestuderendes

klinikophold under studiet, således at der i højere grad inddrages sygehuse

og praksis også i dele af landet, hvor der er lægedækningsudfordringer.

Forslaget har til hensigt at give de studerende kendskab til lægearbejde og karrieremulig-

heder i hele landet. Ligeledes kan klinikopholdene anvendes aktivt til allerede tidligt i ud-

dannelsen at give de studerende kendskab til specialer, hvor der er rekrutteringsudfor-

dringer, herunder for eksempel inden for psykiatri. Det bemærkes, at der allerede er kli-

nikophold i alle dele af landet, men at det er udvalgets opfattelse, at der bør tilstræbes

større variation for den enkelte studerende ift. placering af klinikophold.

Initiativerne vedr. optagetal og flytning mellem universiteterne henhører under Uddannel-

ses- og Forskningsministeriet, mens forslaget om bredere spredning af klinikophold i givet

>81<

fald skal gennemføres af universiteterne i samarbejde med de kliniske arbejdspladser i

regionerne.

Forslag 2. Ændret geografisk fordeling af uddannelsesstillingerne i den lægelige

videreuddannelse

Første led i det lægelige videreuddannelsesforløb fra kandidateksamen til speciallægean-

erkendelse består af den kliniske basisuddannelse (KBU). Det er en etårig uddannelse på

to arbejdssteder, og giver lægen ret til såkaldt selvstændigt virke. Dernæst følger en lige-

ledes etårig introduktionsuddannelse i det speciale, lægen ønsker at uddanne sig i. En

læge kan dog gennemgå flere introduktionsstillinger og derved afprøve flere muligheder

inden endeligt specialevalg. Uddannelsen afsluttes med en hoveduddannelse på 4-5 år i

det valgte speciale.

Videreuddannelsen gennemføres ved ansættelser i sundhedsvæsenet, først og fremmest

på sygehusene, men også i et vist omfang i speciallægepraksis og – for KBU og uddan-

nelsen til almen mediciner – i almen praksis.

Videreuddannelsesstederne er i høj grad centreret om de mest specialiserede sygehuse i

de store byer. Det antages, at videreuddannelsens geografiske placering har betydning

for lægernes videre valg af arbejdssted, og at en større spredning derfor kan medvirke til

en bedre lægedækning i udkantområderne..

Udvalget

foreslår:



at en større del af videreuddannelserne inden for den samlede ramme søges

placeret decentralt i forhold til de større sygehuse i universitetsbyerne, her-

under i lægedækningstruede områder eller tættere på disse, navnlig ved at

en større del af den enkelte læges uddannelse gennemføres decentralt.

Det er en forudsætning, at en sådan decentralisering gennemføres uden, at det skader

kvaliteten af videreuddannelsen, som fortsat må være det afgørende hensyn. Decentrali-

sering skal således også ses i sammenhæng med bl.a. den samlede specialeplanlæg-

ning.

Dimensionering og godkendelse af videreuddannelsesstillinger styres i et samspil mellem

Sundhedsstyrelsen og de tre lægelige videreuddannelsesregioner. Det er således videre-

uddannelsesregionerne, der vil være ansvarlige for dette initiativ.

Uanset den foreslåede forskydning af videreuddannelsesstillinger, er det selvsagt afgø-

rende, at også de decentrale uddannelsesstillinger er attraktive for de videreuddannelses-

søgende, så de faktisk bliver besat. I udvalget har været nævnt en række indsatstyper,

der kan indgå i en aktiv rekrutteringspolitik til decentrale uddannelsesstillinger – markeds-

føring, mentorordninger, individuelt tilpassede forløb, fagligt miljø m.m. Udvalget opfordrer

til, at de relevante aktører – dvs. regioner, sygehuse m.fl. – aktivt arbejder med sådanne

politikker.

>82<

I denne forbindelse

foreslår

udvalget



at der etableres

forsøg

med sammenhængende uddannelsesforløb (KBU,

introduktionsuddannelse og hoveduddannelse) i lægedækningstruede om-

råder.

Endelig kan nævnes, at læger, der ønsker KBU, vælger blandt de opslåede forløb i hele

landet i rækkefølge efter lodtrækning. Lægeforeningen påpeger, at det ikke er givet, at

denne metode giver det samlet set optimale fordelingsresultat, som hvis kandidaternes 2.,

3. osv.-prioriteter også indgik. Det har i udvalget været nævnt, at en anden fordelingsme-

tode med en matematisk match-optimerende algoritme kunne give et bedre resultat, evt.

også i henseende til, at decentrale placeringer tildeles kandidater, der er mest motiverede

for at arbejde de pågældende steder. Udvalget har ikke haft mulighed for at vurdere dette

nærmere, men

foreslår:



at Sundhedsstyrelsen med inddragelse af relevante parter overvejer nye

KBU-fordelingsmetoder, hvor også lægedækningsaspektet bør indgå.

Forslag 3. Justering af femårsfristen i den lægelige videreuddannelse

Som hovedregel gælder aktuelt, at en læge, der ønsker videreuddannelse til speciallæge

gennem ansættelse i uddannelsesstillinger i det danske sundhedsvæsen, skal påbegynde

hoveduddannelsen i specialet seneste fem år efter påbegyndelsen af KBU. Udvalget har

drøftet, om lempeligere regler eller evt. lempeligere dispensationspraksis for læger, der

tager en del af videreuddannelsen (i form af KBU- og introstillinger) decentralt, kunne væ-

re et hensigtsmæssigt virkemiddel til at fremme den decentrale lægedækning.

Udvalget

foreslår:



at der etableres

forsøg

med øget fleksibilitet vedr. femårsfristen i forbindelse

med lokalt/regionalt tilrettelagte videreuddannelsesforløb med udgangs-

punkt i decentrale sygehuse/praksis i lægedækningstruede områder.

Udvalget peger således med dette forslag på en form for dispensation for et syge-

hus/område snarere end for den enkelte læge. Forsøgene kunne fx indebære øget fleksi-

bilitet ved hoveduddannelsesforløb, hvor mindst halvdelen af forløbet foregår på decentra-

le sygehuse i lægedækningstruede områder, eller at introduktionsstillinger på decentrale

sygehuse i sådanne områder ikke tæller med i femårsfristen. Forslaget kan ses i sam-

menhæng med forsøg med sammenhængende uddannelsesforløb i lægedækningstruede

områder, jf. forslag 2.

Udvalget

foreslår

endvidere:



en evt. lempeligere adgang til individuel dispensation fra femårsfristen til

læger som følge af ansættelse i decentrale uddannelsesforløb (KBU og in-

trostillinger).

>83<

Udvalget finder, at en evt. lempeligere adgang til individuel dispensation må afgrænses til

et snævert antal sygehuse/områder. Det kan fx indføres som forsøgsordning med evalue-

ring efter en passende tidsperiode.

Det bemærkes, at regeringen har foreslået at forlænge femårsfristen til seks år, jf. rege-

ringsgrundlaget fra november 2016.

Ændring af regler og rammer vedr. femårsfristen skal gennemføres af Sundheds- og Æl-

dreministeriet sammen med Sundhedsstyrelsen.

Forslag 4. Samarbejde mellem regioner, kommuner og lægernes organisationer om

målrettet rekrutterings- og fastholdelsesinitiativer i yderområderne og socialt bela-

stede områder (fx gennem lokale informationskampagner, vejledning, mentorord-

ninger mv.)

For at gøre det attraktivt at arbejde i yderområder og socialt belastede områder kan regio-

ner, kommuner og lægernes organisationer samarbejde om at rekruttere og fastholde læ-

ger til almen praksis, sygehuse og speciallægepraksis.

Aktive informations- og rekrutteringsstrategier kan målrettes både lægerne og deres fami-

lier. For eksempel information om muligheder for praksisovertagelse samt rådgivning og

facilitering af lokal bosætning. Derudover kan regioner og kommuner bistå med tilveje-

bringelse af lokaler til etablering af praksis mv.

Der kan lokalt arbejdes med at realisere potentialer for rekruttering og fastholdelse, fx

gennem mentorordninger, karrierevejledning, fleksibel arbejdstid, etablering af gode fagli-

ge miljøer mv. Information og vejledning kan på nationalt niveau moderniseres og samles

på en rekrutteringshjemmeside. Endvidere kan øget anvendelse af den gældende over-

enskomsts muligheder for etablering af delepraksis og tidsbegrænset adgang til nedsat

patienttal være relevant ifm. etablering af praksis og ift. fastholdelse inden pension.

Udvalget

foreslår:



at regioner, kommuner og lægernes organisationer samarbejder om rekrut-

terings- og fastholdelsesinitiativer, der er tilpasset de konkrete vilkår i de

enkelte områder med lægedækningsudfordringer.

6.2 Almen praksis

Analyserne i kapitel 4 har vist, at alle sikrede borgere har adgang til almen lægehjælp og

er tilknyttet en lægepraksis, der arbejder efter overenskomst om almen praksis, eller en

regions- eller udbudsklinik, men også at der er lægedækningsproblemer i almen praksis i

form af forskellige lokale udfordringer. Udfordringerne er ikke entydigt by- eller udkants-

specifikke.

Der er steder i landet udfordringer ift. kapacitet, herunder ubesatte lægepraksis og der-

med vanskeligheder med at sikre borgerne frit valg af læge inden for rammerne af gæl-

dende regler. Det ses især i Region Nordjylland og dele af Region Sjælland og Region

Hovedstaden.

>84<

Forslagene i dette afsnit vedrører initiativer, som udvalget vurderer, kan bidrage til at løse

de lægedækningsudfordringer, der er i almen praksis i nogle dele af landet. Forslagene

omfatter både tiltag af organisatorisk karakter, forslag vedrørende arbejdsdelingen i sund-

hedsvæsenet, der kan aflaste almen praksis, samt forslag, der kan medvirke til at øge ud-

buddet af almen medicinere, herunder lægers motivation og muligheder for at arbejde i de

lægedækningstruede områder.

Forslag 5. Læger skal møde almen praksis flere gange under uddannelse og vide-

reuddannelse

Det må formodes, at det kan øge de studerendes og videreuddannelsesøgendes tilbøje-

lighed til at vælge almen medicin som speciale, hvis de flere gange i studiet og videreud-

dannelsen har lejlighed til at stifte bekendtskab med arbejdet i almen praksis, herunder i

de lægedækningstruede områder.

Udvalget

foreslår

på den baggrund:



at de medicinstuderende i højere grad får mulighed for klinikophold i almen

praksis.

Forslaget vil skulle gennemføres af universiteterne.



At de medicinstuderende i højere grad får mulighed for studiejob som prak-

sisassistenter i almen praksis.

Forslaget vil skulle gennemføres af de praktiserende læger.

Udvalget

foreslår

endvidere:



at alle læger i den Kliniske Basisuddannelse (KBU) skal arbejde et halvt år i

almen praksis.

Siden forkortelsen af turnusuddannelsen fra 18 til 12 måneders KBU for ca. 10 år siden er

KBU-stillingerne dimensioneret således, at ca. 80 pct. af KBU-lægerne har 6 måneder i

almen praksis. Sigtet med forslaget et ikke blot, at de resterende ca. 20 pct. læger kan in-

spireres til at vælge almen medicin som speciale, men også at alle læger – uanset senere

speciale – vil have nytte af at opbygge brede medicinske kompetencer samt den indsigt i

det nære sundhedsvæsen, som arbejde i almen praksis giver.

Udvalget er opmærksomt på, at forslaget vil medføre, at færre læger får KBU-forløb i an-

dre specialer, hvor der også kan være udfordringer, fx inden for psykiatrien. Hvis forslaget

følges, bør der være opmærksomhed på denne risiko.

Forslaget vil skulle gennemføres af Sundhedsstyrelsen i samarbejde med videreuddan-

nelsesregionerne. Det skal bl.a. sikres, at der er den nødvendige kapacitet af praksistuto-

rer til, at forslaget kan gennemføres.

>85<

Forslag 6. Øget dimensionering af videreuddannelsen i almen medicin

Den forventede udvikling i sundhedsvæsenet indebærer, at der er relativt stigende behov

for brede medicinske kompetencer samt almen medicinske ydelser. Antallet af læger for-

ventes at stige i de kommende år inden for alle specialeområder, også almen medicin,

men den forventede stigning i antallet af almene medicinere er forholdsmæssigt lav sam-

menlignet med andre specialeområder. Ifølge den seneste lægeprognose forventes antal-

let af almene medicinere at stige betydeligt mindre frem mod 2030 end det samlede antal

speciallæger.

Det stemmer dårligt overens med den forventede behovsudvikling. Det er derfor udvalgets

opfattelse, at der inden for den samlede dimensionering er behov for en relativ oppriorite-

ring af almen medicinske kompetencer.

Udvalget

foreslår

derfor:



at dimensioneringen af almen medicin øges relativt inden for den samlede

dimensionering af den lægelige specialuddannelse.

Udvalget er opmærksomt på, at der ikke automatisk uddannes flere almen medicinere,

fordi dimensioneringen øges. Der skal også være ansøgere til uddannelsesstillingerne, og

aktuelt er der ledige hoveduddannelsesforløb i almen medicin.

Udbydes der flere stillinger i almen medicin, er der en risiko for, at de interesserede ansø-

gere får større muligheder for at vælge de stillinger i almen medicin, de finder mest attrak-

tive – formentlig til skade for stillinger i netop de lægedækningstruede områder. Der er så-

ledes centralt, at der sker en relativ opprioritering af almen medicin inden for den samlede

dimensionering for at understøtte et øget incitament til at vælge stillinger i almen medicin.

Desuden bør indfasningen af flere almen medicinske stillinger ske i takt med, at en rimelig

andel af stillingerne besættes, herunder i lægedækningstruede områder.

Forslaget skal behandles inden for den samlede dimensioneringsramme i regi af Sund-

hedsstyrelsen med rådgivning fra Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse og

dets Prognose- og Dimensioneringsudvalg.

Forslag 7. Udvidede muligheder for, at regionerne kan drive almen medicinske kli-

nikker

Der er i de senere år gennemført nye muligheder for regionerne for at sikre lægedækning

til alle borgere, bl.a. mulighed for, at læger, der arbejder inden for overenskomsten, kan

drive og eje op til 6 ydernumre, og mulighed for, at regionerne kan udbyde driften af al-

men praksisklinikker til andre private aktører end læger, der arbejder efter overenskomst

om almen praksis m.v.

Ifølge sundhedsloven (§ 227, stk. 5) kan regionen oprette en regionsdreven klinik for en

periode på op til 4 år, hvis opgaven forinden har været udbudt til private leverandører,

uden at der er indkommet tilbud, eller omkostningerne i de indkomne tilbud er væsentligt

>86<

højere i sammenligning med, hvad en offentlig drevet enhed ville koste. Det bemærkes, at

der indtil videre ikke er eller har været etableret regionsdrevne klinikker.

Et regionsråd, der ønsker at fortsætte driften af praksis efter udløbet af 4-års perioden,

kan gøre dette, hvis det ikke er muligt at afhænde ydernummeret til en læge, der arbejder

efter overenskomsten eller afsætte driften via udbud. I sundhedslovens § 227, stk. 6, fin-

des endvidere en specifik regel vedrørende lægedækning i situationer med akut opstået

lægemangel. Efter denne bestemmelse kan et regionsråd i tilfælde af akut opstået læge-

mangel i en kort periode etablere et midlertidigt almen medicinsk tilbud uden forudgående

udbudsrunde.

De medlemmer af udvalget, der er udpeget af Danske Regioner, har anført, at en del af

rekrutteringsproblemerne i almen praksis hænger sammen med, at en stigende del af de

yngre læger ikke ønsker at binde sig økonomisk og påtage sig det driftsansvar, det inde-

bærer at nedsætte sig som praktiserende læge efter PLO-overenskomsten. Der er derfor

behov for at give regionerne mere fleksible rammer for selv at kunne etablere mere varige

almen medicinske tilbud i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at løse opgaver inden for den

kendte PLO-ramme, med henblik på at sikre kvalitet og kontinuitet i tilbuddet.

Disse medlemmer har derfor

foreslået:



at give regionerne mulighed for at etablere regionsdrevne klinikker uden at

skulle udbyde til privat leverandør først.

Medlemmerne

foreslår

yderligere:



at der skabes muligheder for, at regionerne kan drive regionsklinikker i en

længere tidsperiode end de nuværende 4 år (med mulighed for forlængelse).

Dette sidste forslag har opbakning fra hele udvalget med undtagelse af de medlemmer,

der er udpeget af Lægeforeningen. Forslagene kræver i givet fald ændringer i sundheds-

loven.

Lægeforeningens medlemmer anerkender, at der er læger, der ikke ønsker at købe og in-

vestere i egen praksis. Lægeforeningens medlemmer mener dog, at regionsdrevne klinik-

ker fortsat skal være en nødløsning, som kun anvendes, når det ikke er muligt at tilbyde

patienterne behandling via almen praksislæger, der arbejder efter overenskomst om al-

men praksis. Denne mulighed eksisterer allerede, jf. sundhedslovens § 227, stk. 5 og 6.

Medlemmerne finder ikke, at regions- eller udbudsklinikker kan sikre patienterne den

samme kontinuitet i behandlingen som almen praksis, idet patienterne, ifølge Lægefor-

eningens medlemmer, vil møde forskellige læger, der ofte er korttidsansatte.

Endelig har medlemmerne fra Lægeforeningen peget på, at regionsdrevne klinikker efter

deres vurdering forventes at være dyrere end almen praksis, og at der er risiko for, at kli-

nikkerne tilbyder de ansatte læger løn- og ansættelsesvilkår, som almen praksis har svært

ved at konkurrere med. Det vil derfor ifølge Lægeforeningens medlemmer blive vanskeli-

gere for de læger, der ejer praksis, at ansætte læger.

>87<

Anvendelsen af regions- og udbudsklinikker risikerer derudover efter disse medlemmers

opfattelse at gøre det sværere at rekruttere og fastholde læger som indehavere af yder-

numre i almen praksis. Det vil skabe incitamenter for at udskyde tidspunktet for at slå sig

ned i almen praksis, ligesom det vil motivere til at fremrykke tidspunktet for, hvornår ældre

læger opgiver egen praksis. Det bemærkes, at udvalget ikke har gennemført analyser af

ovenstående, fx af omkostninger ved drift af regionsklinikker mv.

Forslag 8. Mere fleksible organisationsformer i almen praksis

I modsætning til forslag 7 vedrører dette punkt forslag til ændringer i almene praksis, der

drives efter PLO-overenskomsten. Det er udvalgets vurdering, at der er organiseringsfor-

mer inden for PLO-overenskomsten, som kunne anvendes i højere grad, end hvad der er

tilfældet i dag, og som kunne medvirke til bedre lægedækning i de områder, hvor der er

problemer.

Udvalget

foreslår:



en større udbredelse af satellit-praksis

Satellitpraksis kan i henhold til overenskomsten oprettes med regionens godkendelse som

et supplement til det primære konsultationssted. Muligheden for at sikre lægedækning i et

lokalområde via etablering af satellitpraksis kan indgå i praksisplanen.

Udvalget

foreslår

desuden:



øget mulighed for ansættelse af almen medicinere i almen praksis

Det er i dag allerede mulighed for, at almen medicinere, der ønsker at arbejde i sektoren

uden at købe og drive en praksis, kan ansættes i en almen praksis. Imidlertid gælder det

efter overenskomsten, at en praktiserende læge, der ønsker at ansætte en læge i sin kli-

nik, skal søge samarbejdsudvalget om tilladelse, og at ansatte maksimalt må udgøre

halvdelen af den samlede lægekapacitet. Lempelser af disse regler kunne øge antallet af

ansatte læger, herunder i lægedækningstruede områder.

Inden for overenskomsten gælder også reglen om, at ansatte læger skal være speciallæ-

ger i almen medicin. En afgrænset lempelse af denne regel kunne åbne mulighed for at

ansætte fx læger i fase III i deres HU-forløb i almen medicin som vikarer og dermed øge

kapaciteten i sektoren.

Endvidere gælder det, at en praktiserende læge kan eje op til seks ydernumre og dermed

drive klinikker, hvor alle læger er ansatte. De ekstra ydernumre kan imidlertid efter sund-

hedslovens § 227, stk. 2, kun erhverves fra regionen (nyoprettede, tilbageleverede eller

tilbagekøbte ydernumre). De kan ikke handles direkte mellem fx en ophørende praktise-

rende læge og den læge, der ønsker at drive flere praksis. En forenklet adgang til at er-

hverve ekstra ydernumre kunne give en mere fleksibel mulighed for at drive praksis på

denne måde, herunder i lægedækningstruede områder.

Udvalget

foreslår

derfor:



at der åbnes mulighed for, at læger, der ønsker at eje flere ydernumre, kan

købe dem direkte fra andre praktiserende læger.

>88<

Forslaget vil skulle gennemføres ved ændring af sundhedsloven. Medlemmerne udpeget

af Lægeforeningen finder, at denne mulighed bør begrænses til kun at omfatte lægedæk-

ningstruede områder.

Forslag 9. Andre faggrupper inddrages i opgaveløsningen i almen praksis

Det er vigtigt, at de alment praktiserende lægers tid udnyttes bedst muligt til arbejde, der

kræver lægelig kompetence. Der kan frigøres lægelige ressourcer ved i højere grad at til-

knytte andre faggrupper, som kan løse opgaver, som kan udføres af disse faggrupper, li-

gesom det kan være med til at mindske presset på videre visitation til speciallægepraksis,

hvis der sættes ind med en tidlig og forebyggende indsats

Der kan for eksempel være tale om sygeplejersker i almen praksis eller at kommunen og

den praktiserende læge samarbejder i forhold til fx håndtering af kronisk syge borgere mv.

Dette vil aflaste lægen, så denne for eksempel kan tage flere patienter, ligesom der kan

sættes ind med en tidlig indsats, der måske kan forhindre en forværring af patientens til-

stand, som senere skal behandles af en speciallæge fx i psykiatrien. Dermed skal forsla-

get også ses i sammenhæng med og som løftestang i forhold til forslag 13 om fleksible

åbne- og lukkegrænser i almen praksis.

Almen praksis har allerede adgang til at benytte medhjælp inden for autorisationslovens

rammer. Hvis praksispersonale anvendes til bestemte ydelser opnås samme honorar,

som hvis arbejdet varetages af lægen selv. Lægeforeningens medlemmer har anført, at

de økonomiske rammer for almen praksis begrænser sektorens incitament til at ansætte

praksispersonale.

Udvalget

foreslår:



at parterne overvejer tiltag, der kan øge anvendelsen af praksispersonale

med henblik på bl.a. frigørelse af lægelige ressourcer til øget lægedækning.

Lægeforeningens medlemmer har anført, at der er tale om overenskomstspørgsmål, som

man ikke kan tiltræde uden for overenskomstforhandlingerne.

Forslag 10. Rammedelegation til kommunale sygeplejersker

Det er forbeholdt læger at ordinere patienter medicin ved at udfærdige recepter, men ad-

ministration af medicineringen kan delegeres til f.eks. sygeplejersker. Sådan delegation er

udbredt i sygehusvæsenet, men ikke i den kommunale pleje, hvor medicinering – herun-

der af håndkøbsmedicin – kun kan iværksættes af en læge, normalt patientens praktise-

rende læge. Det medfører både forsinkelser i medicineringen og skaber en ekstra ar-

bejdsbyrde for almen praksis.

Det vil derfor – også i en lægedækningssammenhæng – være en gevinst, hvis kommuna-

le sygeplejersker på delegation inden for fastlagte rammer kunne iværksætte bestemte

former for medicinering. Tilsvarende kan der være en gevinst ved mere fleksibel opgave-

varetagelse af andre af de sundhedsfaglige opgaver, som kan varetages af de kommuna-

le sygeplejersker. Fra flere sider er allerede tidligere foreslået, at der mellem de berørte

>89<

organisationer aftales en konkret skitse til, hvordan rammedelegationer kan udbredes i det

nære sundhedsvæsen. Reglerne er komplekse og behandles i udvalget vedrørende det

nære sundhedsvæsen.

Udvalget

foreslår:



at rammedelegationer søges udbredt, og at der arbejdes videre med

spørgsmålet i regi af udvalget om det nære og sammenhængende sund-

hedsvæsen.

Forslag 11. Honoreringen differentieres efter patienttyngde

Det er udvalgets vurdering, at der er betydelig forskel på patienttyngden mellem læge-

praksis i forskellige dele af landet. Det forhold kan have betydning for praktiserende læ-

gers tilbøjelighed til at nedsætte sig i fx yderområder og socialt belastede byområder. I

dag afspejler fx basishonoreringen ikke disse forskelle, da den alment praktiserende læge

får samme basishonorar pr. tilmeldt borger uanset borgerens behandlingsbehov.

Udvalget

foreslår:



at honoreringen differentieres efter patienttyngde, fx efter alder, indeks for

borgernes sygelighed og/eller socioøkonomiske forhold.

Flere medlemmer af udvalget har fx peget på, at basishonoraret pr. tilmeldt patient kan

differentieres efter patienttyngde. Dette vil øge basishonoraret for læger, der har en rela-

tivt høj patienttyngde, mens det vil reduceres for læger, der har en relativt lav patienttyng-

de. Formålet med tiltaget er at øge incitamentet til at være alment praktiserende læge i

områder, hvor patientpopulationen er mere behandlingskrævende. Det er bl.a. i yderom-

råder og socialt belastede byområder, og dermed skal tiltaget understøtte en bedre læge-

dækning i områder, hvor der er et større behov.

Differentiering og/eller risikojustering af honorar- og betalingssystemer er udbredt i almen

praksis i flere sammenlignelige lande, fx Sverige, Holland, USA og Tyskland. Der findes

veldefinerede kriterier og metoder hertil, og en evt. model for differentieret basishonore-

ring i en dansk kontekst vil skulle inddrage erfaringer fra andre lande.

Sekretariatet har i bilag 3 præsenteret indledende overvejelser ift. en model for differentie-

ret basishonorar som en illustration af mulighederne. Der vil være behov for et nærmere

analysearbejde ift. at udarbejde konkrete modeller for, hvordan basishonoraret konkret

kan differentieres, herunder specifikke variable mm.

Ændringer til honoreringen i almen praksis vil skulle aftales i overenskomsten.

>90<

Forslag 12. Udbredelse af faglige og organisatoriske fællesskaber i almen praksis

Udvalget vurderer, at det er muligt at gøre almen praksis mere attraktiv at nedsætte sig i,

herunder i områder med lægedækningsproblemer, gennem styrkede faglige og organisa-

toriske fællesskaber i sektoren. Sådanne fællesskaber kan fx gøre det enklere for den en-

kelte praktiserende læge at imødekomme de stigende krav til faglig viden og til admini-

stration, it, kvalitetssikring m.v.

Udvalget

foreslår:



at sektoren i videre udstrækning etablerer praksisfællesskaber og praksis i

tilknytning til sundhedshuse og kommunale akutfunktioner.

Det er med til at skabe stærkere faglige miljøer, som kan danne grundlag for styrket ind-

byrdes samarbejde, arbejdsdeling og specialisering, der kan tiltrække yngre læger, der ik-

ke i første omgang ønsker at investere i egen praksis eller at drive en praksis alene.

Udvalget

foreslår

endvidere:



at klyngeorganisering udbredes - dvs. at flere lægepraksis går sammen om

fx at få løst en række administrative opgaver i forbindelse med ansættelse af

personale, it-arbejde og benchmarking, kvalitetsudvikling mv.

Klyngen kan også dele fagligt personale, såsom sygeplejersker, psykologer mv., og der-

med være med til at udgøre både praktiske og faglige fællesskaber, som til tider savnes i

både yderområder og i praksissektoren generelt. Dermed kan forslaget også bidrage til at

gøre det mere attraktivt at være læge i områder med rekrutteringsudfordringer. Ligesom

der kan sættes ind med en tidligere indsats, der måske kan sikre, at patientens tilstand ik-

ke forværres og dermed har brug for en mere specialiseret behandling, fx i psykiatrien.

Klyngeorganisering er ikke særlig udbredt i Danmark, men der er gode erfaringer med læ-

geklynger i det hollandske sundhedsvæsen.

Forslagene kan realiseres af de praktiserende læger lokalt og regionalt inden for gælden-

de regler og overenskomst, i nogle tilfælde i samarbejde med kommuner og regioner.

Forslag 13. Fleksible åbne- og lukkegrænser for patienttal

PLO-overenskomsten har en såkaldt teknisk åbnegrænse på 1.475 patienter. Det betyder,

at praksis automatisk får åbnet for tilgang, når patientantallet er faldet til 1.475, selvom det

laveste tal, hvor en praksis kan lukke for tilgang (nedre lukkegrænse) er på 1.600.

I områder med lægemangel er det uhensigtsmæssigt at skulle afvente et fald på 125 pati-

enter under normtallet. Reglen bunder i, at der i henhold til overenskomsten sædvanligvis

skal åbnes for minimum tilmelding af 100 patienter.

Herudover er det udvalgets vurdering, at en forhøjelse af den nedre lukkegrænse for til-

melding af patienter til praksis kan give mulighed for en øget kapacitet og en effektiv res-

sourceanvendelse i almen praksis. En forhøjelse af den nedre lukkegrænse skal bl.a. ses

i sammenhængen med udvalgets anbefaling om tiltag, der kan øge anvendelsen af prak-

sispersonale med henblik på bl.a. frigørelse af lægelige ressourcer.

>91<

Udvalget

foreslår:



at den tekniske åbnegrænse hæves, så den tilnærmes eller bliver identisk

med den nedre lukkegrænse.

Udvalget

foreslår

endvidere:



at det overvejes at hæve den nedre lukkegrænse.

Udvalget er dog opmærksomt på, at et krav om et højere antal patienter pr. praksis kan

gøre det sværere at fastholde ældre læger i deres praksis. Hertil kan det bemærkes at der

er mulighed for dispensation fra den nedre lukkegrænse.

Lægeforeningens medlemmer har anført, at der er tale om overenskomstspørgsmål, som

man ikke kan tiltræde uden for overenskomstforhandlingerne.

Forslag 14. Ændrede vilkår for lægevagten med henblik på at rekruttere alment

praktiserende læger

I dag har de praktiserende læger som oftest pligt til at dække lægevagten i de regioner,

hvor lægevagten organiseres af PLO. Det kan være en byrde for nogle læger, fx unge læ-

ger med børn eller ældre praktiserende læger, der overvejer at gå på pension.

Udvalget

foreslår:



at det overvejes at lempe kravene for alment praktiserende læger til at dæk-

ke lægevagten

En lempelse kan evt. gennemføres generelt eller konkret for praksis i lægedækningstrue-

de områder for at gøre det mere attraktivt for læger at nedsætte sig i almen praksis i disse

områder. Det bemærkes, at forslaget vil øge vagtbelastningen for de læger, der ikke om-

fattes af lempelserne.

Ændringerne kan inden for den gældende overenskomst aftales i de enkelte regioner mel-

lem regionen og de praktiserende læger.

Lægeforeningens medlemmer har anført, at der er tale om aftalespørgsmål, som man ikke

kan tiltræde uden for de lokale forhandlinger.

6.3 Sygehus og speciallægepraksis

Analyserne i kapitel 5 viser bl.a., at den geografiske fordeling af sygehuslæger pr. 1.000

indbyggere varierer på tværs af regioner, men at variationen i et vist omfang kan forklares

ud fra patienttrafik over regionsgrænserne og forskelle i behandlingstyngde samt forskelle

i lægeligt arbejde, som ikke er direkte forbundet med patientbehandling, fx forskning.

Der er stor variation mellem videreuddannelsesregionerne i niveauet af vakante hovedud-

dannelsesforløb. Det kan pege på lokale rekrutteringsproblemer. Særligt inden for specia-

let psykiatri ses en udtalt variation.

>92<

Der er en relativt skæv fordeling af praktiserende speciallæger pr. indbygger, hvilket bl.a.

afspejler, at Region Hovedstaden i højere grad har valgt en organisering med praktise-

rende speciallæger. Regionens merforbrug af ydelser hos praktiserende speciallæger ud-

lignes delvis, når borgernes brug af ydelser sammenholdes med ambulante besøg på sy-

gehusene.

Det er udvalgets vurdering, at lægedækningsproblemerne på sygehuse og i speciallæge-

praksis overvejende vedrører lokale rekrutteringsudfordringer på nogle af de mere decen-

tralt placerede sygehuse i forhold til universitetsbyerne, men at der derudover er et sær-

skilt og mere generelt problem inden for psykiatri og børne- og ungepsykiatrien.

Udvalgets forslag vedrører tiltag, der generelt tilsigter at øge sygehusvæsenets og speci-

allægepraksis’ muligheder for at rekruttere læger i hele landet, og forslag, der kan aflaste

den lægelige arbejdskraft gennem ændret arbejdsdeling.

Forslag 15. Inddragelse af speciallægepraksis i videreuddannelsen af speciallæger

Langt hovedparten af uddannelsen til speciallæge sker ved ansættelser i uddannelsesstil-

linger på sygehusene, især de store, specialiserede sygehuse. Der er også uddannelses-

stillinger i speciallægepraksis, fx i praksistunge specialer som dermatologi. Det er udval-

gets vurdering, at der kan være uudnyttede uddannelsesmuligheder i sektoren, som både

kunne øge kapaciteten og give en bredere rekrutteringsplatform eksempelvis til det psyki-

atriske område.

Udvalget

foreslår:



at speciallægepraksis i højere grad end hidtil inddrages i videreuddannelsen

af speciallæger, når det kan bidrage til at løse kapacitets- og lægedæknings-

udfordringer.

Udvalget bemærker, at en evt. gennemførelse af forslaget skal ske under hensyntagen til

kvaliteten af uddannelsen, som altid bør have højeste prioritet.

Forslaget vil skulle gennemføres af videreuddannelsesregionerne. I det omfang at flere

specialer end de nuværende skal inddrages som en del af den lægelige videreuddannel-

se, kræver det ændring i en bekendtgørelse, som skal gennemføres af Sundhedsstyrel-

sen.

Forslag 16. Samarbejde på tværs om ansættelse af læger på sygehusene

Lægedækningsproblemerne på sygehusområdet er som beskrevet af lokal/regional karak-

ter. Det betyder, at der er sygehuse, hvor der er udfordringer med at rekruttere tilstrække-

ligt med læger, mens der er sygehuse, som ikke oplever de samme rekrutteringsvanske-

ligheder.

Sygehuse uden rekrutteringsvanskeligheder har ikke i samme grad incitament til at effek-

tivisere de lægelige arbejdsgange og fx sikre, at opgaver, der kan varetages af andre fag-

>93<

grupper, flyttes til dem. For at understøtte, at de lægelige ressourcer anvendes der, hvor

de giver størst værdi for patienterne, bør de lægelige ressourcer anvendes mere solida-

risk på tværs af enheder.

Det kan bl.a. ske gennem en højere grad af koordination og samarbejde, hvor sygehuse i

områder, hvor der ikke er rekrutteringsvanskeligheder, er tilbageholdende med at opslå

stillinger, hvis der er rekrutteringsproblemer i yderområder i samme region, fx inden for

psykiatrien, men også i forhold til ansættelse af almen medicinere på sygehuse i tilfælde

af lægedækningsproblemer i almen praksis.

På samme måde kan de fem regioner koordinere og samarbejde på tværs af regions-

grænser om anvendelsen af de lægelige ressourcer, idet nogle regioner har større rekrut-

teringsproblemer end andre.

Udvalget

foreslår:



at de enkelte regioner, der har lokale rekrutteringsproblemer i sygehusvæ-

senet, i højere grad betragter det lægelige arbejdsmarked som sammen-

hængende og koordinerer deres rekruttering, så der tages hensyn til syge-

huse med lokale lægedækningsproblemer.

Udvalget

foreslår

endvidere:



at de fem regioner etablerer et samarbejde om rekruttering med det sigte, at

den enkelte region også tager hensyn til andre regioners udfordringer med

lægedækning.

Forslag 17. Anvendelse af de lægelige ressourcer, hvor de giver mest værdi for pa-

tienterne

Læger og i særdeleshed speciallæger er blandt de længst og dyrest uddannede speciali-

ster i samfundet, og deres arbejdskraft bør altid anvendes, så den giver størst mulig vær-

di, og ikke hvor andre faggrupper kunne varetage opgaverne med samme eller bedre kva-

litet. Ud over andre fordele bidrager det også til, at der alt andet lige er flere læger til rå-

dighed for de områder, der har lægedækningsproblemer.

Opgaveflytning til andre faggrupper har været en dagsorden i en årrække og foregår lø-

bende, fx flyttes opgaver på flere områder til sygeplejersker. Udvalget har i forslag 10

nævnt rammedelegation til den kommunale sygepleje som en mulighed. Det er udvalgets

vurdering, at der fortsat er potentiale for øget opgaveflytning på sygehusene fra læger til

andre grupper, fx administrative opgaver til administrative medarbejdere, opgaver, der

hidtil har været varetaget af psykiatere (fx psykoterapi) til psykologer m.v. Desuden er for-

ventningen, at de nye specialpsykologer både inden for voksen og børne- og ungepsyki-

atrien kan aflaste psykiaterne.

Udvalget

foreslår:



at regionerne og personalets organisationer fortsat arbejder aktivt med op-

gaveflytningsdagsordenen med henblik på at understøtte bedre lægedæk-

ning.

>94<

Forslag 18. Attraktive arbejdspladser i yderområder gennem mere fleksible ansæt-

telsesformer

For at tiltrække og fastholde læger til sygehuse og speciallægepraksis i yderområder kan

arbejdsgiverne på forskellige måder gøre ansættelse de pågældende ansættelsessteder

mere attraktiv for potentielle ansøgere. I Yngre Lægers medlemsundersøgelse 2016 har

svarpersonerne peget på en række faktorer, jf. boks 3.3.

Der kan i videre omfang oprettes delestillinger, hvor lægen har ét hovedarbejdssted og

samtidig gør tjeneste et andet sted. Rotationsordninger, hvor ansættelse på større syge-

huse kombineres med tjenesteperioder på sygehuse med rekrutteringsproblemer, er lige-

ledes et eksempel på en mere fleksibel ansættelsesform, hvor ansættelse i yderområder

bliver mere attraktiv, da der er tale om læring og udveksling frem for en varig ansættelse.

Andre eksempler fra Yngre Lægers undersøgelse er fleksibel arbejdstid, fx 4 dages kom-

primeret arbejdsuge, deltidsansættelse, periodevis vagtfritagelse, forskningsmuligheder i

arbejdstiden mv.

Fleksible løsninger for praktiserende speciallæger, hvor der fx gives tilladelse til, at en del-

tidsyder fra Region Hovedstaden også må have et deltidsydernummer i Region Sjælland,

kan også bidrage til en bedre lægedækning inden for specialer, hvor der i nogle områder

mangler speciallæger, som fx psykiatrien.

Udvalget

foreslår



at regionerne og relevante parter søger at benytte deres muligheder for at

forbedre lægedækningssituationen gennem fleksible ansættelsesformer.

Nogle af løsningsmulighederne kan kræve medvirken af andre regioner eller af lægernes

organisationer, herunder inden for relevante overenskomster.

>95<

6.4 Andre overvejelser i udvalget

Udvalget har i sit arbejde overvejet forskellige andre mulige forslag og tiltag, som ikke er

mundet ud i egentlige forslag fra udvalgets side.

Speciale i akutmedicin

Sideløbende med lægedækningsudvalgets arbejde har Sundhedsstyrelsen iværksat en

vurdering af, om der i Danmark bør oprettes et speciale i akutmedicin. Der er under det

Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse oprettet en arbejdsgruppe herom.

Det indgår ikke i lægedækningsudvalgets opgaver at vurdere specialestrukturen, og et

akutmedicinsk speciale vil først og fremmest have konsekvenser for sygehusvæsenets in-

terne organisation snarere end for lægedækningsproblematikken.

Udvalget ønsker imidlertid at pege på, at et speciale i akut medicin også kan have konse-

kvenser for lægedækning, herunder afledte konsekvenser i almen praksis. Udvalget op-

fordrer derfor til, at disse konsekvenser inddrages i den kommende beslutning.

Antal ph.d.’ere

Udvalget har overvejet forskellige muligheder for at øge det samlede udbud af klinisk ar-

bejdende læger. Udvalget har i den forbindelse overvejet, om den andel af en lægeår-

gang, der tager en ph.d.-uddannelse, svarer til behovene for forskning m.v., eller om an-

delen med fordel kunne reduceres, så flere læger i stedet kunne arbejde klinisk.

Udvalget har ikke grundlag for at vurdere behovet for ph.d.’ere, men opfordrer til, at kon-

sekvenser for lægedækningen inddrages i overvejelser om ph.d.-dimensioneringen.

Lægevalg i almen praksis (15 km-reglen)

Ifølge bekendtgørelse om valg og skift af alment praktiserende læge og om behandling

hos læge i praksissektoren har de sikrede ret til at vælge mellem to læger eller klinikker. I

det omfang der ikke inden for en afstand af 15 km fra den sikredes bopæl er mindst to læ-

ger eller klinikker, der har åben for tilgang, at vælge imellem, er bopælsregionen snarest

muligt forpligtet til at anvise den sikrede lægevalgsmuligheder. Dette kan også omfatte

læger eller klinikker, der er lukket for tilgang, og hvor lægen eller klinikken indvilger i at

have den pågældende sikrede tilmeldt, eller læger eller klinikker, som ligger mere end 15

km fra sikredes bopæl. I sidste tilfælde stiller regionen sygebesøg eller transportordning til

rådighed.

De sikrede har således ikke et egentligt krav på to valgmuligheder inden for 15 km, men

pga. de krav, det stiller til regionerne, hvis det ikke er muligt, opleves det sådan i regio-

nerne. Udvalget har overvejet, om reglerne på den baggrund gør det vanskeligere at løse

lægedækningen i de tyndt befolkede områder og hæmmer strukturudviklingen mod større

lægepraksis. Udvalget har dog ikke konkrete forslag til ændringer af reglerne.

>96<

Opgaveflytning fra sygehuse til speciallægepraksis

Lægeforeningens medlemmer af udvalget har foreslået opgaveflytning fra sygehuse til

speciallægepraksis som et af de fornuftige modsvar på en øget centralisering i hospitals-

væsenet. Sygehusenes speciallæge-tilbud rykker længere og længere væk fra mange

borgere. Derfor finder Lægeforeningen det oplagt at flytte opgaver ud fra sygehusene, så

der kommer flere borgernære speciallæge-tilbud. Patienten er ofte tættere på speciallæ-

geklinikker end på sygehuset.

Et stort antal behandlinger og indgreb, som fx ikke kræver indlæggelse, kan med fordel

foretages hos praktiserende speciallæger. Det giver ifølge Lægeforeningens medlemmer

sammenhæng og tryghed i forløbet, at det er den praktiserende speciallæge, som både

undersøger, behandler og følger op bagefter. Samtidig kan sygehusafdelingerne få frigjort

tid til mere komplicerede opgaver ved at udlægge de mere rutineprægede opgaver.

Speciallægesektoren er ifølge Lægeforeningens medlemmer karakteriseret ved en høj ef-

fektivitet, bl.a. fordi speciallægerne laver mange af den samme type opgaver. Der kan sik-

res et smidigt og effektivt set-up i en speciallægepraksis, som – inden for de pågældende

opgavetyper – er svær at matche for sygehusene.

Dertil kommer, at tilstedeværelsen af praktiserende speciallæger vil medvirke til at rekrut-

tere alment praktiserende læger til de egne, hvor rekrutteringen er truet. Visheden om, at

der er nogen at henvise til, har ifølge Lægeforeningens medlemmer en betydning for især

nynedsatte alment praktiserende læger.

De praktiserende speciallæger er i dag ujævnt fordelt over landet, hvilket primært er histo-

risk betinget. Lægeforeningens udvalgsmedlemmer finder det nærliggende, at antallet af

ydernumre øges i de dele af landet, hvor der i dag er langt til speciallæge. Det kan f.eks.

sikres i forbindelse med praksisplanlægningen.

Speciallægesektoren har i dag kun få ubesatte ydernumre, hvilket ifølge Lægeforeningens

medlemmer bl.a. skyldes en aktiv rekrutteringsindsats fra sektoren selv. Der er derfor og-

så gode muligheder for, at fremtidige nye ydernumre vil kunne besættes. I øvrigt vil en

række af de initiativer, der er foreslået til at fremme rekrutteringen til almen praksis, også

være relevante i forhold til speciallægepraksis.

Det drejer sig især om at få en introduktion til speciallægepraksis for både medicinstude-

rende, KBU-læger og læger i videreuddannelsesforløb. Det kan dels medvirke til at vække

interessen for speciallægepraksis som karrierevej (rekrutteringsaspekt) og dels medvirke

til et højnet informationsniveau på tværs af sektorer (kvalitetsaspekt).

>97<

Bilag 1

–

Kommissorium for Lægedækningsudvalget

Baggrund

Regeringen ønsker, at alle danskere skal have adgang til sundhedsydelser, uanset hvor i

landet de bor og uanset behandlingsbehov. Det drejer sig blandt andet om adgangen til

speciallægeressourcer, herunder alment praktiserende læger. I et i øvrigt generelt velfun-

gerende sundhedsvæsen er der en udfordring i forhold til at sikre en hensigtsmæssig for-

deling af de rigtige lægelige ressourcer på tværs af landet og i alle specialer. Derfor ned-

sættes et udvalg, der skal skabe overblik over udfordringerne med at sikre en tilstrækkelig

lægedækning i alle dele af landet.

Udvalgets opgaver

Udvalget skal analysere udfordringerne og opstille mulige løsningsforslag, der kan under-

støtte en mere hensigtsmæssig fordeling af læger på tværs af landet. Konkret får udvalget

følgende opgaver:



Analyse af fordelingen af læger på tværs af landet: Geografiske forskelle i antal

læger fordelt på specialer, besatte/ubesatte hoveduddannelsesforløb, optaget på

medicinstudiet på tværs af landet mv. Relevante forhold som fx lægernes alder,

praksisstruktur, aktivitet, ledige og ubesatte stillinger på sygehusene mv. inddra-

ges i analysen.

Anbefalinger ift. at understøtte en bedre fordeling af lægeressourcerne på tværs af

landet.



Internationale tendenser og eksterne analyser ift. lægebestanden kan i relevant omfang

inddrages i analysen og kortlægningen. Udvalgets arbejde skal baseres på et generelt

krav om omkostningseffektivitet og anbefalingerne må ikke samlet set indebære offentlige

merudgifter.

Sammensætning

Udvalget sammensættes af repræsentanter fra følgende myndigheder og foreninger:



Danske Regioner

Sundheds- og Ældreministeriet, herunder Sundhedsstyrelsen

Finansministeriet

Lægeforeningen

Sundheds- og Ældreministeriet udpeger formanden for udvalget. Der vil kunne inddrages

relevante interessenter i arbejdet, herunder sundhedskoordinationsudvalgene. Udvalget

er opmærksomt på det arbejde, der foregår i regi af Sundhedsstyrelsens Prognose- og

Dimensioneringsudvalg og Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse. Udvalgets

arbejde skal ses i sammenhæng med udvalgsarbejdet om et styrket nært og sammen-

hængende sundhedsvæsen.

>98<

Proces

Udvalget sekretariatsbetjenes af Sundheds- og Ældreministeriet og Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsdatastyrelsen inddrages fsva. analyser og data.

Der sigtes mod, at der kan afholdes 3-5 møder med forventet afrapportering i 2016. Af-

rapporteringen til sundheds- og ældreministeren sker i form af en rapport med overvejel-

ser og evt. anbefalinger.

>99<

Bilag 2

–

Medlemmer af udvalg ved tidspunktet for afrapportering



Martin Teilmann, formand

Lægeforeningen

Mads Skipper, 1. reservelæge og ph.d.

Mette Worsøe, overlæge

Gunver Lillevang, alm. praktiserende læge

Helle Søholm, reservelæge og ph.d.

Danske Regioner

Erik Jylling, sundhedspolitisk direktør

Kirsten Jørgensen, centerchef

Thomas Jensen, centerchef

Berit Bjerre Handberg, sekretariatschef for Videreuddannelsessekretariatet Region Nord

Hanne Agerbak, kontorchef

Anders Kjærulff, direktør, Silkeborg Kommune

Karen Nørskov Toke, centerchef, Københavns Kommune

Finansministeriet

Søren Lund, kontorchef

Sundhedsstyrelsen

Kirsten Hansen, sektionsleder

Sundheds- og Ældreministeriet

Katrine Ring, kontorchef

Lene Brøndum Jensen, kontorchef

>100<

Bilag 3: Uddybning af forslag 11 om at honoreringen differentie-

res efter patienttyngde

Udvalget foreslår, at honoreringen i almen praksis differentieres efter patienttyngde. Flere

af udvalgets medlemmer har peget på, at basishonoraret øges ved høj patienttyngde,

mens det reduceres ved lav patienttyngde. Tiltaget skal give større incitament til at være

alment praktiserende læge i de områder, hvor patientpopulationen er mere behandlings-

krævende, dvs. der hvor der er større patienttyngde. Effekterne af et differentieret basis-

honorar må forventes at være langsigtede, hvorfor forslaget ikke kan stå alene ift. at for-

mindske de lægedækningsudfordringer, der er i almen praksis i nogle dele af landet, her

og nu.

Internationalt set er differentiering og/eller risikojustering af honorar- og betalingssystemer

ikke et nyt fænomen. Flere sammenlignelige lande fx Sverige, Holland, USA og Tyskland

har en form for differentiering/ risikojustering, og der findes veldefinerede kriterier og me-

toder hertil. En evt. model for differentieret basishonorering i en dansk kontekst, vil skulle

inddrage erfaringer fra andre lande.

Der er behov for et nærmere analysearbejde ift. at udarbejde konkrete modeller for hvor-

dan basishonoraret kan differentieres, herunder specifikke variable mm.

I nedenstående præsenteres et beregningsteknisk skøn af befolkningens patienttyngde

(dvs. det forventede forbrug af sundhedsydelser i almen praksis).

Metode

Behovet for sundhedsydelser herunder ydelser hos den alment praktiserende læge har

sammenhæng med faktorer såsom alder, køn, sygelighed, livstil og socioøkonomiske for-

hold.

Den faktiske geografiske variation i forbruget af sundhedsydelser er ikke nødvendigvis

kun et udtryk for befolkningens behov, men kan afspejle andre forhold, som fx. praksisstil,

kapacitet og patientpræferencer. Derfor beregnes patienttyngden (det forventede behov)

ud fra praksispopulationens sammensætning ift. alder, køn, sygelighed og arbejdsmar-

kedstilknytning.

Det beregningstekniske skøn for ”behov” i indeværende notat består af tre trin:



Ud fra statistiske metoder og registerdata om blandt andet befolkningens forbrug

af sundhedsydelser i almen praksissektoren (målt ved bruttohonoraret) estimeres

en sammenhæng mellem forbrug af sundhedsydelser på den ene side og forhold

såsom alder, køn, sygelighed, og arbejdsmarkedstilknytning på den anden side.

På baggrund af den estimerede sammenhæng beregnes et forventet forbrug af

sundhedsydelser for hver person i Danmark. Derved udtrykkes betydningen af al-

der, køn, sygelighed og tilknytning til arbejdsmarkedet i én variabel.



>101<



Ud fra det de individuelle beregnede ”forbrug” beregnes et gennemsnitligt forventet

forbrug ud fra registerbaserede oplysninger om den enkelte patient. Dermed kan

patienttyngden udtrykkes i ét tal.

Der kan således overvejes, at basishonoreringen herefter kan differentieres efter patient-

tyngden. I udgangspunktet vil det være naturligt, at en patienttyngde på 10 pct. over

landsgennemsnittet medfører et basishonorarer pr. patient, der er 10 pct. højere end

landsgennemsnittet. Det kan dog overvejes, at differentieringen – evt. i en overgangsperi-

ode – har mindre effekt.

Resultater - patienttyngde og lægelige kapaciteter

I det følgende præsenteres effekterne af at indføre et differentieret basishonorar på bag-

grund af den opstillede foreløbige model. Effekterne er præsenteret på kommuneniveau

(via kommunekort), dvs. der er beregnet ét tal for patienttyngde for samtlige kommuner

pba. den enkelte kommunes population.

Af figur 1 fremgår patienttyngden i hver kommune ift. landsgennemsnittet (dvs. forskellen

mellem det beregnede gennemsnitlige forbrug af sundhedsydelser i almen praksis og det

landsgennemsnitlige beregnede niveau). Det fremgår af figuren, at det beregnede forbrug

af sundhedsydelser er relativt størst i yderområder. Ved en differentiering af basishonora-

ret vil læger i disse områder modtage et højere basishonorar. Der er dog nogen variation

inden for kommunerne. Disse forskelle afspejles ikke i kommunekortene.

>102<

Figur 1

Forskel mellem beregnet forbrug pr. borger og lands-

gennemsnit fordelt på kommuner (patienttyngde),

2015

Figur 2

Antal tilmeldte patienter pr. fuldtidslæge fordelt på

kommuner, 2015

Anm.: Forbruget måles ved bruttohonoraret. Se bilag for beregning

Kilde: Egne beregninger pba. Sygesikringsregisteret, CPR-registeret,

Yderregisteret (ny version fra 2014 og frem), Landspatientregisteret,

DREAM, de midlertidige algoritmer til brug for dannelsen af register for

udvalgte kroniske sygdomme og svære psykiske lidelser (RUKS), Sund-

hedsdatastyrelsen.

Anm.: Antal fuldtidslæger dækker over antal fuldtidshoveder på overens-

komsten for almen lægehjælp. Én fuldtidslæge svarer til én læge, der

arbejder fuld tid i klinikken.

Kilde: Egne beregninger pba. Sygesikringsregisteret, CPR-registeret,

Yderregisteret (ny version fra 2014 og frem), Landspatientregisteret,

DREAM, de midlertidige algoritmer til brug for dannelsen af register for

udvalgte kroniske sygdomme og svære psykiske lidelser (RUKS), Sund-

hedsdatastyrelsen.

Af figur 2 fremgår antal tilmeldte patienter pr. fuldtidslæge fordelt på kommuner.

Der vil være hensigtsmæssigt med relativt flere lægelige kapaciteter, der hvor patient-

tyngden og dermed behandlingsbehovet er større. Derfor vil en hensigtsmæssig fordeling

af de lægelige ressourcer indebære en negativ sammenhæng mellem antallet af patienter

pr. fuldtidslæge og borgernes beregnede forbrug.

Figur 3 illustrerer et ”optimalt”/forsimplet indeks over antal patienter pr. læge og beregnet

forbrug af sundhedsydelser (rød graf). Indekset angiver niveauet ift. det landsgennemsnit-

lige niveau, dvs. indeks 100 på begge akser svarer til at kommunen har et gennemsnitligt

antal patienter pr. læge og et gennemsnitligt behandlingsbehov, som svarer til landsgen-

nemsnittet. Figuren viser således, at en kommune/almen praksis, som har et beregnet

forbrug, der er 10 pct. større end det landsgennemsnitlige niveau, hensigtsmæssigt vil ha-

ve 10 pct. færre patienter pr. fuldtidslæge i forhold til landsgennemsnittet.

Det er muligt at undersøge de faktiske forhold omkring denne sammenhæng ved at sam-

menholde det forventede forbrug og det faktiske antal patienter pr. fuldtidslæge i de enkel-

te kommuner. Figur 3 viser også det forventede forbrug og det faktiske antal patienter pr.

fuldtidslæge holdt op mod hinanden (grønne ’dots’). Der ses en svag negativ tendens i

>103<

sammenhængen på tværs af kommuner, og statistisk set er sammenhængen også nega-

tiv. Men flere kommuner afviger fra den simple sammenhæng.

Figur 3

Sammenhæng på tværs af kommuner mellem patienter pr. fuldtidslæge og beregnet forbrug pr. borger

Patienter pr. læge, index

landsgennemsnit = 100

170

150

130

110

100

110

120

130

Beregnet forbrug, index

landsgennemsnit = 100

Anm.: Ø-kommuner udeladt. Forbruget måles ved bruttohonoraret. Se bilag for beregning

Kilde: Egne beregninger pba. Sygesikringsregisteret, CPR-registeret, Yderregisteret (ny version fra 2014 og frem), Landspatientregisteret, DREAM, de

midlertidige algoritmer til brug for dannelsen af register for udvalgte kroniske sygdomme og svære psykiske lidelser (RUKS), Sundhedsdatastyrelsen.

Forbehold

Det er vigtigt, at tage nogle store forbehold for denne forsimplede anskuelse. Opstillingen

kan give en indikation af, hvor kapaciteterne bør være i forhold til befolkningens behov.

Det er dog samtidigt vigtigt at understrege, at det er en forenklet opstilling af sammen-

hængen mellem ”udbud” og ”efterspørgsel” af lægelige kapacitet.

Ud over variablene i denne simple model kan andre variable være relevante ift. at bereg-

ne forbruget i almen praksis, hvorfor der er behov for et nærmere analysearbejde.

Opstillingen betragter kommunerne som adskilte og isolerede enheder, hvor borgere i en

kommune ikke har adgang til lægelige kapaciteter i nabokommunen.

Derudover behandles en lægelige kapacitet ensartet i opstillingen, mens der kan være va-

riation i lægernes ”reelle” kapacitet fx pga. forskelle i erfaring, effektivitet, organisering og

præferencer. Endelig er sammenhængen sat til at være lineær med en konstant procent-

vis sammenhæng mellem antal kapaciteter og behov (i forhold til landsgennemsnit).

>104<