Folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2018 - 804
Doknr.
23086
Dato
10-10-2018
Folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg har d. 12. september 2018 stillet
følgende spørgsmål nr. 785 (alm. del) til økonomi- og indenrigsministeren, som her-
med besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Merete Dea Larsen (DF).
Spørgsmål nr. 785:
”Vil ministeren se på mulighederne for at skærpe kravene til, hvordan kommunerne
sikrer korrekt registrering, således at det f.eks. alene er beboere med tilknytning til en
almen bolig, der er registreret på adressen, og at beboere bliver frameldt adressen,
hvis det påvises, at de bor der ulovligt.”
Svar:
Jeg går ud fra, at spørgsmålet er foranlediget af en konkret sag fra Køge Kommune.
Som sagen er oplyst over for Økonomi- og Indenrigsministeriet, er der tale om en sag,
som ifølge Køge Kommune omhandler fremleje af en lejlighed på betingelse af, at
fremlejetager ikke må lade sig bopælsregistrere i lejligheden i CPR, samtidig med, at
fremlejer fortsat er bopælsregistreret i lejligheden, selvom fremlejer ikke bor i lejlig-
heden.
Den endelige bedømmelse af sagen sker i første instans ved kommunens afgørelse
efter CPR-loven og i anden instans af Økonomi- og Indenrigsministeriet, såfremt
kommunens afgørelse påklages til ministeriet. Jeg kan derfor ikke udtale mig nærmere
om den konkrete sag.
Om de generelle regler om kommunernes pligt til at sikre korrekt bopælsregistrering i
CPR og de redskaber, kommunerne har i den forbindelse, skal jeg henvise til min be-
svarelse af spørgsmål 783.
Jeg kan herudover oplyse, at der årligt registreres ca. 900.000 flytninger i CPR, som
efter Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse i langt hovedparten af tilfældene er
udtryk for reelle flytninger. Den nye adresse leveres umiddelbart herefter til både
myndigheder og virksomheder til brug for deres sagsbehandling og administration.
Det er min opfattelse, at CPR-lovens §§ 10 og 11 giver kommunerne de nødvendige
redskaber til at sikre, at en person bliver frameldt en adresse, hvis det viser sig, at per-
sonen ikke bor der, og at reglerne sikrer den nødvendige partshøring af den person,
hvis registrering kommunen overvejer at ændre uden dennes samtykke.