Folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg
ERHVERVSMINISTEREN
17. september 2018
ERHVERVSMINISTERIET
Besvarelse af spørgsmål 691 alm. del stillet af udvalget den 22. juni
2018 efter ønske fra Jan Erik Messmann (DF).
Spørgsmål:
Hvad agter ministeren at stille op med den støt voksende sejlads, der fin-
der sted i vores større havne og fjorde, hvor fartøjer og mindre både føres
af personer, der ikke har hverken erfaring eller kendskab (sejlerbevis) til
det at sejle eller navigere et fartøj, sejlførende eller motordrevet, og sam-
tidig ofte sejler rundt i beruset tilstand?
Svar:
Det skal være sikkert for alle at færdes på vandet. Det opnås blandt andet
ved, at fritidssejlere, som alle andre på vandet, er omfattet af de alminde-
lige færdselsregler til søs. Reglerne fordrer ansvarlig sejlads. Desuden
kan havne fastsætte supplerende regler i deres havnereglement. Fritidssej-
lads er således reguleret.
Regeringen fremsatte i februar 2018 forslag til en række bestemmelser,
der skal styrke sejladssikkerheden i forhold til mindre og hurtige fartøjer
på vandet. Forslaget blev enstemmigt vedtaget af Folketinget og indehol-
der bestemmelser om udvidet adgang til konfiskation af fartøjer ved fx
vanvidssejlads og obligatorisk ansvarsforsikring. Med vedtagelsen blev
der også indført krav om et særligt vandscooterførerbevis, så der i dag
stilles krav til uddannelse af førerne af disse fartøjer.
Med de ovennævnte seneste tiltag har regeringen sat ind over for de fartø-
jer, hvor risikoen for ulykker til søs er relativt høj. Det er derfor også min
vurdering, at der ikke er behov for yderligere uddannelseskrav i relation
til sejlads.
Dog kan der i nogle situationer være behov for lokalt forankrede tiltag.
Miljø- og fødevareministeren har oplyst mig, at han som opfølgning på
beslutningsforslag B 42 og Miljø- og Fødevareudvalgets beretning over
forslaget agter at fremsætte et lovforslag senere på året, der giver kom-
munalbestyrelser mulighed for at begrænse sejlads med vandscootere
m.v. ved udpegede badestrande i bestemte perioder. Såfremt Folketinget
vedtager forslaget, vil det også bidrage til at øge sikkerheden for dem,
som færdes på vandet.
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf.
Fax
33 92 33 50
33 12 37 78
CVR-nr. 10 09 24 85
EAN nr. 5798000026001
www.em.dk