TRU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 574: MFU spm. om ministeren mener, at det er rimeligt, at køreskolelærere pålægges skyld i sager om påkørsler, blot fordi skolevogne i dag ikke er omfattet af færdselslovens § 3, stk. 2, til transport-, bygnings- og boligministeren

Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2017-18
TRU Alm.del
Offentligt

MINISTEREN

Transport-, Bygnings- og Boligudvalget

Folketinget

Dato

J. nr.

8. juni 2018

2018-2642

Frederiksholms Kanal 27 F

1220 København K

Telefon

41 71 27 00

Transport-, Bygnings- og Boligudvalget har i brev af 7. maj 2018 stillet mig

følgende spørgsmål (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet

er stillet efter ønske fra ikke-medlem af udvalget (MFU) Jacob Jensen (V).

Spørgsmål nr. 574:

Bliver en skolevogn påkørt bagfra af en anden bilist, deler forsikringsselskaber-

ne i dag skylden 50/50 mellem parterne. Havde skolevogne derimod været

omfattet af den gruppe, overfor hvilke, trafikanter skal udvise særligt hensyn og

agtpågivenhed, jf. færdselslovens § 3, stk. 2, ville skylden i stedet tilfalde 100

pct. den, der påkørte skolevognen. Mener ministeren, at det er rimeligt, at kø-

reskolelærere pålægges skyld i sådanne sager, blot fordi skolevogne i dag ikke

er omfattet af færdselslovens § 3, stk. 2?

Svar:

Jeg kan indledningsvist oplyse, at bestemmelsen i færdselslovens § 3, stk. 2, er

udtryk for en generel grundnorm, hvorefter trafikanter skal optræde særligt

hensynsfuldt overfor børn, ældre mennesker samt personer, der lider af svæk-

ket syn eller hørelse eller anden legemlig mangel eller sygdom, som er til ulem-

pe for dem i færdslen.

De trafikanter, der er omfattet af § 3, stk. 2, er for det første kendetegnet ved at

være bløde trafikanter, der er ubeskyttede, og for det andet er der tale om trafi-

kanter, som på grund af alder (lav eller høj) eller forskellige handicaps eller

sygdomme i tilgift hertil har ekstra udfordringer i trafikken. Jeg mener ikke, at

en skolevogn med en assisterende og opmærksom kørelærer kan sammenlignes

med de persongrupper, der er omfattet af § 3, stk. 2.

Hertil kommer, at bestemmelsen i § 3, stk. 2, ikke regulerer ansvarsgrundlaget

eller ansvarsfordelingen i forbindelse med færdselsuheld. Om en trafikant-

gruppe er omfattet af § 3, stk. 2, har derfor ingen betydning for, hvorledes an-

svaret fordeles i forbindelse med færdselsuheld.

Sådanne regler findes derimod i færdselslovens §§ 101-104, der indeholder de

nærmere regler om ansvarsgrundlaget ved skader, som motordrevne køretøjer

forvolder ved færdselsuheld.

TRU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 574: MFU spm. om ministeren mener, at det er rimeligt, at køreskolelærere pålægges skyld i sager om påkørsler, blot fordi skolevogne i dag ikke er omfattet af færdselslovens § 3, stk. 2, til transport-, bygnings- og boligministeren

Det følger således af færdselslovens § 101, stk. 1, at den, der er ansvarlig for et

motordrevet køretøj, skal erstatte skader, som køretøjet volder ved færdsels-

uheld eller ved eksplosion eller brand, der hidrører fra brændstofanlæg i køre-

tøjet. Bestemmelsen fastlægger et objektivt ansvar

–

det vil sige et ansvar, der

ikke afhænger af, om skadevolder (føreren) har begået fejl (ansvar uden skyld).

Ifølge § 101, stk. 2, kan erstatningen for personskade eller tab af forsørger dog

nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde forsætligt har medvirket

til skaden. Erstatningen kan endvidere nedsættes og i særlige tilfælde bortfalde,

hvis skadelidte eller afdøde ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.

Ifølge bestemmelsens stk. 3 kan erstatningen for tingsskade nedsættes eller

bortfalde, hvis skadelidte forsætligt eller uagtsomt har medvirket til skaden.

Færdselslovens § 103 indeholder særlige regler om ansvarsgrundlaget ved ska-

der som følge af sammenstød mellem motordrevne køretøjer. Det følger af be-

stemmelsen, at

personskade eller tab af forsørger,

der er en følge af sammen-

stød mellem motordrevne køretøjer, erstattes af modparten (i praksis pågæl-

dendes lovpligtige ansvarsforsikring) på grundlag af objektivt ansvar, men med

mulighed for nedsættelse eller bortfald i tilfælde af skadelidtes medvirken efter

reglerne i § 101, stk. 1 og 2. Erstatningsansvaret for hvert af de involverede mo-

tordrevne køretøjer skal derfor udredes på samme måde, som hvis skaden var

påført en udenforstående tredjemand, f.eks. en cyklist eller fodgænger. Der

sker i disse tilfælde således ikke en fordeling af skyld, som anført i det stillede

spørgsmål.

Hvis der sker

tingsskade

ved sammenstød mellem motordrevne køretøjer, af-

gøres det under hensyn til de foreliggende omstændigheder, om og med hvor

stort et beløb erstatning bør ydes, jf. § 103, stk. 2. I tilfælde af tingsskade ved

sammenstød mellem motordrevne køretøjer indeholder færdselsloven således

en skyldfordelingsregel.

Hvis hovedårsagen til sammenstødet alene er den ene førers kørselsfejl, skal

denne fører og dennes lovpligtige ansvarsforsikring således fuld ud (100 pct.)

erstatte den tingsskade, som det andet køretøj er påført. Hvis sammenstødet

skyldes begge føreres kørselsfejl, fordeles ansvaret på baggrund af grovheden af

de begåede kørselsfejl. Hvis årsagerne til sammenstødet ikke kan klarlægges,

sker der en ligedeling af ansvaret. Færdselsloven indeholder således ikke en

regel om, at der i alle tilfælde af sammenstød med påkørsel bagfra skal ske en

ligedeling af ansvaret for tingsskade. Dette afhænger som nævnt af de konkrete

årsager til sammenstødet.

På grundlag af retspraksis er der mellem en række forsikringsselskaber indgået

en aftale om, hvorledes ansvaret mellem selskaberne normalt bør fordeles med

hensyn til tingsskade i forskellige almindeligt forekommende sammenstødssi-

tuationer mellem motordrevne køretøjer. Aftalen benævnes regresaftalen.

Side 2/3

Påkørsel bagfra kan forekomme i mange forskellige situationer, f.eks. både i

forbindelse med vognbaneskift, opbremsningssituationer, køsammenstød,

bakning og påkørsel af holdende køretøjer. Fordelingen af ansvaret er ifølge

regresaftalen, der afspejler retspraksis, vidt forskellig i de enkelte situationer.

Man kan således heller ikke tale om, at der i praksis altid sker en ligedeling af

ansvaret ved tingsskade i sammenstødssituationer mellem motordrevne køre-

tøjer, hvor der sker påkørsel bagfra.

Det fremgår ikke af det stillede spørgsmål, hvilke af de forskellige situationer,

der tænkes på, men det kan f.eks. nævnes, at der i henhold til regresaftalen, der

som før nævnt afspejler retspraksis, i visse opbremsningssituationer sker lige-

deling af ansvaret. Dette er bl.a. tilfældet, hvis det forankørende køretøj brem-

ser op af hensyn til katte, fugle og lignende mindre dyr med efterfølgende på-

kørsel af bagfra kommende køretøj. Der sker ligeledes ligedeling af ansvaret,

hvis det forankørende køretøj bremser op af andre for trafikken uvedkommen-

de grunde med efterfølgende påkørsel af bagfra kommende køretøj.

Hvis det forankørende køretøj derimod bremser op af hensyn til hunde og stør-

re dyr eller bremser op af trafikale årsager med efterfølgende påkørsel af bagfra

kommende køretøj, fordeles ansvaret fuldt ud (100 pct.) til det bagfra kom-

mende køretøj. Sker opbremsningen, fordi føreren i det forankørende køretøj

vil afprøve køretøjets bremser, fordeles ansvaret omvendt fuldt ud (100 pct.) til

det forankørende/bremsende køretøj.

Side 3/3

Med

venlig

hilsen

Ole Birk Olesen