Folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg
Christiansborg
18. april 2018
Svar på Transport-, Bygnings- og Boligudvalgets spørgsmål nr.
508 (Alm. del) af 27. marts 2018 stillet efter ønske fra Josephine
Fock (ALT)
Spørgsmål
Vil ministeren oplyse, om staten som interessent med solidarisk hæftelse i By &
Havn har formuleret forudsætninger for statens opbakning til en minimumsandel
af almennyttige boliger på 20 pct.? Kan By & Havn planlægge med mindst 20 pct.
almennyttige boliger, uanset hvordan selskabets driftsbalance og gæld udvikler sig?
Svar
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet har oplyst følgende:
”Staten har ikke som medejer af By & Havn formuleret eksplicitte
forudsætninger
om, at staten bakker op om en minimumsandel af almennyttige boliger på 20 pct.
ved nybyggeri.
Baggrunden herfor er følgende:
Det følger af bemærkningerne til lov om Metroselskabet I/S og Arealudviklings-
selskabet I/S (nu Udviklingsselskabet By & Havn I/S), at By & Havn inden for
rammerne af planlovgivningen skal drives på et forretningsmæssigt grundlag.
By & Havns virksomhed skal udøves inden for rammerne af planlovgivningen, og
selskabet skal arbejde sammen med Københavns Kommune som planmyndighed
om at få skabt det fornødne plangrundlag for udbygning af selskabets arealer.
Planloven og de krav, der er indeholdt heri, kan derfor ikke tilsidesættes.
Hvis der i lokalplaner er fastsat krav om, at en bestemt procentdel af byggeriet
skal reserveres
til almennyttige boliger, skal dette respekteres af By & Havn”.
Med venlig hilsen
Kristian Jensen
Finansminister
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk