MINISTEREN
Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Folketinget
Dato
J. nr.
8. marts 2018
2018-1114
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K
Telefon
41 71 27 00
Transport-, Bygnings- og Boligudvalget har i brev af 14. februar 2018 stillet mig
følgende spørgsmål (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Henning Hyllested (EL).
Spørgsmål nr.418:
”Ministeren bedes redegøre for, om han anser det for sandsynligt, at trafikken
med direkte tog København-Frederikshavn genoptages, når problemerne med
installation af ERTMS on-board units i IC3-togene er overstået.”
Svar:
Muligheden for genoptagelse af direkte tog mellem København og Frederiks-
havn vil afhænge af flere faktorer.
For det første afhænger genoptagelsen rent teknisk af, hvornår DSB vil råde
over IC3 tog udrustet med ERTMS til i praksis at kunne køre på strækningen
nord for Aalborg efter omstilling til det nye signalsystem.
For det andet vil genoptagelsen af direkte tog København – Frederikshavn bero
på de politiske ønsker til den fremtidige betjening af Nordjylland fra 2021 og
frem.
Når banen til Aalborg lufthavn åbner, er det logiske udgangspunkt for betje-
ningen at alle DSB's fjerntog ender i lufthavnen. Det vil give to tog i timen mel-
lem lufthavnen og store dele af Østjylland.
De tog, som ender i lufthavnen, kan ikke samtidigt køre videre til Frederiks-
havn. Hvis Frederikshavn stadigt skal betjenes med det nuværende trafikom-
fang, kan gennemsnitligt hvert sjette DSB tog ikke køre til lufthavnen, som
dermed får huller i betjeningsmønstret.
I forhold til denne prioritering mener jeg, at det er centralt at lytte til, hvad
man i lokalområdet selv vurderer som den bedste fremtidige betjening for
Nordjylland.
Jeg har derfor inviteret regionsrådsformanden til en drøftelse af dette spørgs-
mål, og jeg vil efterfølgende drøfte betjeningen med Folketingets partier.