MINISTEREN
Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Folketinget
Dato
J. nr.
19. februar 2018
2018-888
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K
Telefon
41 71 27 00
Transport-, Bygnings- og Boligudvalget har i brev af 1. februar 2018 stillet mig
følgende spørgsmål (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Roger Matthisen (ALT).
Spørgsmål nr. 359:
Udarbejder ministeren en national, prioriteret liste for reduktion af støj langs
motorvejene og vil ministeren fremsende den? På baggrund af hvilke paramet-
re foretages prioriteringen, her tænkes eksempelvis på støjniveau, antal berørte
borgere m.v.?
Svar:
Der er ikke foretaget en landsdækkende undersøgelse af alle støjbelastede om-
råder i Danmark. Vejdirektoratet udarbejder hvert 5. år en støjhandlingsplan i
forhold til støjen langs statens veje. I støjhandlingsplanen 2013-2018 har Vejdi-
rektoratet udpeget en række vejstrækninger med særligt støjbelastede boligom-
råder. Disse vejstrækninger indgår i den videre planlægning af støjreducerende
tiltag langs statsvejnettet. Kriteriet for udpegningen er her, at mindst én bolig
er udsat for et støjniveau på mere end 65 dB. En del af disse udpegede vej-
strækninger er undersøgt med hensyn til mulighederne for at reducere støjen
og de økonomiske konsekvenser herved. De indgår på den baggrund i den lø-
bende prioritering af støjskærmsprojekter.
Vejdirektoratet prioriterer de undersøgte projekter på baggrund af reduktion af
støjbelastningstallet (SBT) i forhold til anlægsprisen for en støjskærm (mio.
kr.). Ved beregning af SBT sammenvejes støjbelastningen for boliger ud fra en
fastlagt genevirkning ved en given støjbelastning. Reduktionen af SBT (ΔSBT)
er dermed et tal for den samlede støjgenereduktion i et boligområde før og efter
opsætning af en støjskærm.
Foruden de faglige forhold, der vedrører støjgenereduktionen, kan projekternes
afløbsprofiler, omfanget af midler til rådighed mv. have betydning for, hvilke
støjreduktionsprojekter der af Vejdirektoratet indstilles prioriteret.