Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato:23-03-2018
Enhed: SUNDOK
Sagsbeh.: SUMKT
Sagsnr.: 1802063
Dok. nr.: 556296
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 23. februar 2018 stillet følgende
spørgsmål nr. 592 (Alm. del) til sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra Stine Brix (EL).
Spørgsmål nr. 592:
”Kan
ministeren bekræfte, at Statens Serum Instituts vaccineproduktion levede op til
reglerne vedr. underskud om, at der kunne opstå et underskud i et enkelt år, men at
det over en tre årig periode skulle løbe rundt?”
Svar:
I henhold til Statens Serum Instituts særlige bevillingsbestemmelse, som indtil 2018
var opført på § 16.35.01. Statens Serum Institut på de årlige finanslove, må en nega-
tiv saldo for overført overskud under egenkapitalen ikke overstige 10 % af de årlige
driftsudgifter på finansloven. Det kan oplyses, at den særlige bevillingsbestemmelse
var en fravigelse fra pkt. 2.6.7.3. i Budgetvejledningen 2016.
Denne særlige bevillingsbestemmelse var gældende for det samlede Statens Serum
Institut og ikke for vaccineproduktionen i sig selv, da denne var en integreret del af
Statens Serum Instituts samlede økonomi indtil frasalget medio januar 2017.
Jeg kan supplerende oplyse, at de tilførte bevillinger på forslag til lov om tillægsbevil-
ling for såvel 2016 som 2017 til Statens Serum Institut, som er tiltrådt af Folketingets
Finansudvalg ved henholdsvis det fortrolige aktstykke F af 15. december 2016 og akt-
stykke 40 af 14. december 2017, netop er sket med henblik på overholdelse af den
ovenfor nævnte særlige bevillingsbestemmelse.
Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby
/
Kis Thuesen