Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 20-02-2018
Enhed: JURPSYK
Sagsbeh.: DEPPKH
Sagsnr.: 1801046
Dok. nr.: 531314
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 23. januar 2018 stillet følgende
spørgsmål nr. 463 (Alm. del) til sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra Stine Brix (EL).
Spørgsmål nr. 463:
”Ministeren
bedes oplyse, om en læge kan pålægges ansvar for eventuelle diagnose-
eller behandlingsfejl, der opstår i situationer, hvor lægen vurderer, at der er brug for
en tolk, men hvor patienten afviser at have råd til at betale det tolkegebyr, der er af-
talt med finanslovsaftalen for 2018 mellem regeringen og Dansk Folkeparti.”
Svar:
Formålet med aftalen om indførelse af gebyr for offentlig betalt tolkebistand for per-
soner, der har haft bopæl i landet i mere end 3 år, er ikke at fjerne retten til tolkebi-
stand, men at sætte en grænse for, hvor længe en person med bopæl i Danmark kan
modtage tolkebistand i forbindelse med behandling ved praktiserende læger og spe-
ciallæger og på sygehuse for det offentliges regning.
For regeringen er det afgørende, at incitamentet til at lære dansk øges for udlæn-
dinge, der er bosat i Danmark. Formålet hermed er at styrke de herboende udlændin-
ges integration i det danske samfund til gavn for den enkelte og for samfundet som
helhed.
Det bemærkes i den forbindelse, at reglerne for tolkebistand i sundhedsvæsenet, så
vidt Sundheds- og Ældreministeriet er orienteret, varierer i de forskellige EU-lande.
Der forekommer således en vis egenbetaling for tolkebistand i nogle af de lande, som
vi i Danmark normalt sammenligner os med.
Som det fremgår af bemærkningerne til det udkast til lovforslag, som har været sendt
i høring, indebærer den foreslåede ordning ikke nogen forskel i forhold til gældende
ret, hvormed det fortsat vil være lægen, der konkret vil skulle vurdere behovet for
tolkebistand.