SUU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 3: Spm. om, hvorledes ministeren mener, at Retslægerådets vurderinger lever op til kravene i EMRK artikel 3, til justitsministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2017-18
SUU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Sundheds- og Ældreudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

1. november 2017

Straffuldbyrdelseskonto-

ret

Sagsbeh: Krestina Kilsholm Jør-

gensen

Sagsnr.: 2017-0032/37-0005

Dok.:

543237

Dato:

Kontor:

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 3 (Alm. del), som Folketingets

Sundheds- og Ældreudvalg har stillet til justitsministeren den 5. oktober

2017. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Stine Brix (EL).

Søren Pape Poulsen

Anders Aagaard

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

SUU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 3: Spm. om, hvorledes ministeren mener, at Retslægerådets vurderinger lever op til kravene i EMRK artikel 3, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 3 (Alm. del) fra Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg:

”Ministeren

bedes oplyse, hvorledes ministeren mener, at Rets-

lægerådets vurderinger lever op til kravene i EMRK (Den Euro-

pæiske Menneskerettighedskonvention) artikel 3?”

Svar:

Det fremgår af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

(EMRK), at ingen må underkastes tortur, umenneskelig eller nedværdigende

behandling eller straf. Bestemmelsen er absolut og tillader ikke nogen und-

tagelser.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har flere gange haft lejlighed

til at tage stilling til, om anvendelse af tvang over for personer, der er berø-

vet deres frihed, herunder i form af tvangsmedicinering eller tvangsfiksering

af psykisk syge personer, udgør en krænkelse af EMRK artikel 3.

I sagen Herczegfalvy mod Østrig, dom af 24. september 1992, havde klage-

ren, som var frihedsberøvet på grund af sin mentale tilstand, bl.a. modtaget

tvangsmæssig lægelig behandling, tvangsfodring og været tvangsfikseret i

omkring 14 dage. Det fremgår af sagen, at klageren havde fremsat trusler

om vold samt dødstrusler mod personalet, og at han på den baggrund blev

tvangsfikseret. Menneskerettighedsdomstolen udtalte, at den følelse af min-

dreværd og magtesløshed, som er typisk for patienter, der er indespærret på

et psykiatrisk hospital, kræver, at Domstolen foretager en særlig indgående

prøvelse af, om konventionens krav er overholdt. Domstolen udtalte endvi-

dere, at selv om det er overladt til de lægelige myndigheder at afgøre på

grundlag af anerkendte lægelige standarder, hvilken terapeutisk metode der

skal benyttes, om nødvendigt med magt, for derved at bevare den fysiske og

mentale sundhed for patienter, der er helt ude af stand til at træffe egne be-

slutninger, og for hvem myndighederne derfor er ansvarlige, har sådanne

patienter alligevel krav på den beskyttelse, der følger af EMRK artikel 3.

Domstolen udtalte herudover, at selv om anerkendte medicinske principper

er afgørende, og en behandling, som er behandlingsmæssigt påkrævet, ikke

kan anses for at udgøre umenneskelig eller nedværdigende behandling, er

det Domstolens opgave at påse, at den medicinske nødvendighed er godt-

gjort på tilstrækkelig vis. Der henvises til præmis 28 og 82.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 3: Spm. om, hvorledes ministeren mener, at Retslægerådets vurderinger lever op til kravene i EMRK artikel 3, til justitsministeren

I sagen Bureš mod Tjekkiet, dom af 18. oktober 2012, bemærkede Menne-

skerettighedsdomstolen, at det fulgte af både tjekkiske og internationale ret-

ningslinjer, at tvangsfiksering kun må anvendes i særlige tilfælde som en

sidste udvej, når det er eneste tilgængelige middel, som kan forhindre umid-

delbar og nærliggende skade på patienten selv eller andre, jf. præmis 95. I

overensstemmelse med disse retningslinjer fandt Domstolen, at tvangsfik-

sering er en alvorlig foranstaltning, som altid skal kunne retfærdiggøres med

hensynet til at forhindre nærliggende skade på patienten selv eller omgivel-

serne og desuden være proportional med dette hensyn, jf. præmis 96.

Som det fremgår af udtalelsen fra Retslægerådet, som er gengivet i den sam-

tidige besvarelse af spørgsmål nr. 2 (Alm. del) fra Folketingets Sundheds-

og Ældreudvalg, udtaler Retslægerådet sig på baggrund af de spørgsmål, der

konkret bliver stillet, hvilket oftest er, om det var lægeligt indiceret at an-

vende fiksering i et givent tidsrum. Afgørende for, om en konkret tvangs-

fiksering er lægeligt indiceret i et givent tidsrum, er ifølge udtalelsen oftest,

at der foreligger en nærliggende fare for, at den pågældende udsætter sig

selv eller andre for at lide skade på legeme eller helbred, og at tvangsfikse-

ring er nødvendig for at afværge denne fare. Retslægerådets udtalelse afgi-

ves på baggrund af en samlet vurdering af risikoen for voldelig adfærd ud

fra de i sagen foreliggende oplysninger i de lægelige akter, herunder patien-

tens adfærd umiddelbart forud for fikseringen samt patientens tilstand i fik-

seringsperioden. Retslægerådet anser det ikke som sin opgave at tage stilling

til den bevismæssige værdi af sagens oplysninger og tager alene stilling til,

hvorvidt en konkret tvangsfiksering har været nødvendig, når de forelig-

gende oplysninger i sagen lægges til grund.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de momenter, som Retslægerådet har

oplyst, at rådet lægger vægt på i forbindelse med en udtalelse om, hvorvidt

en tvangsfiksering er lægeligt indiceret, er i overensstemmelse med EMRK

artikel 3.