SUU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 1453: Spm. om, at mange borgere med behov for pleje og omsorg modtager ydelser både efter serviceloven og sundhedsloven. Efter de gældende regler er der adgang til mellemkommunal refusion på ydelser efter serviceloven, hvorimod ydelser efter sundhedsloven skal afholdes af den kommune, hvor borgeren opholder sig. Hvordan forholder det sig for Sølund i Skanderborg, som har borgere fra flere kommuner, til børne- og socialministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2017-18
SUU Alm.del
Offentligt

Folketingets Sundheds- og

Ældreudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 33 92 93 00

[email protected]

www.socialministeriet.dk

Sagsnr.

2018 - 5084

Doknr.

614119

Dato

15-10-2018

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har d. 24. september 2018 stillet føl-

gende spørgsmål nr. 1453 (alm. del) til børne- og socialministeren, som her-

med besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).

Spørgsmål nr. 1453:

”Mange

borgere med behov for pleje og omsorg modtager ydelser både efter

serviceloven (f.eks. hjemmehjælp og bostøtte) og sundhedsloven (f.eks. hjem-

mesygepleje efter lægehenvisning, genoptræning og dele af misbrugsbehand-

lingen). Efter de gældende regler er der adgang til mellemkommunal refusion

på ydelser efter serviceloven, hvorimod ydelser efter sundhedsloven skal afhol-

des af den kommune, hvor borgeren opholder sig. Ministeren bedes oplyse,

hvordan det forholder sig for Sølund i Skanderborg, som har borgere fra flere

kommuner?”

Svar:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerheds-

loven) regulerer, hvordan kommuner og statslige myndigheder på det sociale

område skal behandle sager efter lovgivningen. Loven indeholder bl.a. i kapitel

3 regler om opholdskommune og mellemkommunal refusion. Det er således

retssikkerhedslovens regler, der regulerer, hvilken kommune der skal træffe af-

gørelse om og finansiere hjælp efter serviceloven til en borger, mens sund-

hedslovgivningen regulerer, hvilken kommune der skal yde og finansiere hjælp

efter denne lovgivning. Retssikkerhedsloven gælder ikke på sundhedsområdet.

Hovedreglen i retssikkerhedsloven er, at borgerens opholdskommune har pligt

til at yde hjælp. Opholdskommunen er den kommune, hvor borgeren har sin

bopæl eller sædvanligvis opholder sig.

Der gælder dog en række undtagelser hertil.

En undtagelse er, at hvis en borgers tidligere opholdskommune eller en anden

offentlig myndighed har medvirket til, at borgeren har fået ophold i et botilbud

m.v. i en anden kommune, har den oprindelige opholdskommune fortsat pligten

til at yde hjælp efter lov om social service. Det følger af retssikkerhedslovens §

9, stk. 7.

Denne bestemmelse omfatter ophold i nærmere angivne boformer, herunder

boformer efter servicelovens §§ 107 og 108 og boliger efter § 115, stk. 4, jf. §

105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v. Bestemmelsen gælder også boliger og

boformer, der træder i stedet for og kan sidestilles med sådanne boformer.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 1453: Spm. om, at mange borgere med behov for pleje og omsorg modtager ydelser både efter serviceloven og sundhedsloven. Efter de gældende regler er der adgang til mellemkommunal refusion på ydelser efter serviceloven, hvorimod ydelser efter sundhedsloven skal afholdes af den kommune, hvor borgeren opholder sig. Hvordan forholder det sig for Sølund i Skanderborg, som har borgere fra flere kommuner, til børne- og socialministeren

I de situationer, der er omfattet af retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, er det såle-

des borgerens oprindelige opholdskommune, der skal træffe afgørelse om, yde

og finansiere hjælpen efter serviceloven.

Bestemmelsen gælder alene hjælp efter serviceloven og ikke hjælp efter anden

lovgivning.

Herudover gælder efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2, at den oprindelige

opholdskommune i samme situationer, som er omfattet af § 9, stk. 7, vil have

ret til mellemkommunal refusion for eventuelle udgifter til hjælp til borgeren ef-

ter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om indi-

viduel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension og § 50, stk. 1, i lov om

højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. Her er

det altså den aktuelle opholdskommune, der træffer afgørelse om og yder hjæl-

pen, men den oprindelige opholdskommune afholder udgiften.

Det fremgår af Tilbudsportalen, at Landsbyen Sølund i Skanderborg er god-

kendt som forskellige typer af tilbud, herunder midlertidigt botilbud til voksne ef-

ter servicelovens § 107, almindeligt længerevarende botilbud til voksne efter

servicelovens § 108 og almen ældrebolig/-handicapvenlig bolig § 105, stk. 2, i

lov om almene boliger m.v.

Hvis en borgers tidligere opholdskommune eller en anden offentlig myndighed

har medvirket til, at borgeren har fået ophold på Sølund i en boform, der er om-

fattet at den beskrevne bestemmelse i retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, vil det

således fortsat være den pågældende borgers tidligere opholdskommune, der

skal træffe afgørelse om og yde og finansiere hjælp efter serviceloven til borge-

ren.

For så vidt angår sundhedsloven hører denne under sundhedsministerens res-

sort, og jeg har derfor bedt sundhedsministeren om bidrag til besvarelsen.

Sundhedsministeren har oplyst følgende, som jeg kan henholde mig til:

”Efter sundhedslovens kapitel 77 gælder en generel regel om, at bopælskom-

munen afholder udgifterne til de kommunale sundhedsydelser reguleret i sund-

hedsloven. Det gælder eksempelvis for genoptræning efter sundhedslovens §

140, fysioterapi efter sundhedslovens §§ 140 a og 140 b samt alkoholbehand-

ling og lægelig stofmisbrugsbehandling efter sundhedslovens § 141 og § 142.

Dog gælder for så vidt angår lægelig stofmisbrugsbehandling efter sundhedslo-

vens § 142, at det er den behandlingsansvarlige kommune, som afholder udgif-

ten, hvis der er tale om behandling med lægeordineret heroin.

En undtagelse fra den generelle regel er hjemmesygeplejeydelser efter sund-

hedslovens § 138, hvor udgifterne, jf. sundhedslovens § 250, afholdes af op-

holdskommunen. Begrundelsen herfor er, at kommunalbestyrelsen er ansvarlig

for at der ydes vederlagsfri hjemmesygepleje efter lægehenvisning til personer

med ophold i kommunen. Det betyder, at opholdskommunen, efter lægehenvis-

ning, også skal tilbyde hjemmesygepleje vederlagsfrit til borgere, der ikke har

bopæl i kommunen, men alene opholder sig midlertidigt i kommunen

–

f.eks.

hvor en borger med hjemmel i serviceloven har ophold på et botilbud belig-

gende i kommunen.

Spørgsmålet om ansvaret for finansiering af de forskellige typer af kommunale

sundhedsydelser vil afhænge af, hvor borgeren har bopæl henholdsvis ophol-

der sig for så vidt angår hjemmesygepleje.”

Med venlig hilsen

Mai Mercado