SUU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 117: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 24/10-17 om manglende overblik over erstatningssager, disciplinærsager eller andre klagesager mod sundhedspersoner, til sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2017-18
SUU Alm.del
Offentligt

Sundheds- og Ældreministeriet

Enhed: JURPSYK

Sagsbeh.: DEPFRE

Koordineret med:

Sagsnr.: 1706408

Dok. nr.: 458598

Dato: 23-10-2017

TALEPAPIR

Det talte ord gælder

[Folketinget, den 24. oktober 2017]

Samrådsspørgsmål G om klage-tilsyns- og erstatningssager på

samme læge.

Samrådsspørgsmål G efter ønske fra Flemming Møller Mortensen

(S):

Kan ministeren bekræfte, at ingen central myndighed har et samlet

overblik over myndighedernes indledende, verserende eller afsluttede

erstatningssager, disciplinærsager eller andre klagesager mod

sundhedspersoner, herunder et samlet overblik over, om der er

mange sager mod en eller flere sundhedspersoner?

I bekræftende fald bedes ministeren redegøre for, hvilke initiativer

ministeren agter at tage for at sikre, at et sådant samlet overblik

bliver skabt? Eksempelvis i form af et centralt register over

erstatnings-, disciplinær samt andre klagesager på sundhedsområdet

– så man i fremtiden undgår situationer som den i Viborg, hvor en

mammografilæge, på trods af stribevis af klagesager om overset

brystkræft og disciplinærsager, i årevis har kunnet fortsætte sit virke

og ovenikøbet kunnet være udpeget som faglig bedømmer på

mammografiområdet i sin region?

SUU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 117: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 24/10-17 om manglende overblik over erstatningssager, disciplinærsager eller andre klagesager mod sundhedspersoner, til sundhedsministeren

Tak for spørgsmålet. Og tak for invitationen til dette samråd om

overblikket over klagesager, tilsynssager og erstatningssager.

Der er ingen tvivl om – sådan har jeg i hvert fald læst

samrådsspørgsmålet – at det tager afsæt i den såkaldte Viborg-

sag, som jo er meget meget tragisk og beklagelig, og hvor der er

mistanke om, at en

sygehusansat læge har begået fejl i

forbindelse med mammografiundersøgelser.

Den pågældende læge er i dag suspenderet af Styrelsen for

Patientsikkerhed, og sygehuset er blevet bedt om at følge op på,

hvordan det fremadrettet vil håndtere lignende sager.

Og samrådet skal jo sådan set – som jeg oplever det og gerne i

hvert fald i min besvarelse vil lægge vægt på – bruges til ligesom

at sige: hvordan kan vi så undgå noget lignende sker?

Side 2

Så for at besvare, den

første del af samrådsspørgsmålet,

så er

der

ikke

én central myndighed, der er i besiddelse af alle

oplysninger om både klage, tilsyn og erstatningssager. I hvert

fald ikke hvis det Hr. Flemming Møller Mortensen med ”central

myndighed” dermed tænker på Styrelsen for Patientsikkerhed,

Patienterstatningen eller Sundheds- og Ældreministeriet. Det er

der ikke i dag.

Men der er til gengæld regionerne. Og dermed fem steder

udover hospitalsledelserne, hvor disse informationer tilgår.

Og sagen fra Viborg viser desværre, at regionen ikke har løftet

sit ansvar i den konkrete sag. Det er der ingen tvivl om. Og det

mener jeg sådan set også, at regionen har erkendt.

For ansvaret ER helt og entydigt regionernes. Det ER regionerne,

som arbejdsgivere og som driftsansvarlige myndigheder, der har

ansvaret for at sikre, at læger og andre sundhedspersoner, som

ansættes, har de nødvendige faglige kvalifikationer.

Og det kan regionerne bl.a. sikre ved at undersøge Styrelsen for

Patientsikkerheds autorisationsregister og ved at indhente

referencer fra tidligere arbejdsgivere.

Side 3

Her har jeg også noteret mig, at Region Midt nu vil stramme op.

Fordi der jo også var tale om, at man ikke engang internt i

regionen havde hentet referencer på tværs.

Som enhver anden arbejdsgiver så skal regionerne også løbende

evaluere og vurdere de ansattes evner og arbejdsopgaver. Og

hvis en ansat sundhedsperson ikke formår at løse opgaverne

tilfredsstillende, så må regionen som arbejdsgiver naturligvis

skride til handling.

Fx hvis den ansatte er involveret i klage- eller tilsynssager hos

Styrelsen for Patientsikkerhed eller har været en del af

behandlingsforløb, hvor patienter har fået udbetalt erstatning

efter afgørelse fra Patienterstatningen.

Regionerne har i dag oplysninger om både tilsynssagerne,

klagesagerne

erstaningssagerne.

har

også

indrapporteringer fra Dansk Patientsikkerhedsdatabase om de

utilsigtede hændelser på sygehusene.

Og regionerne bør også på baggrund af disse oplysninger

løbende monitorere udviklingen i fejl og skader.

Side 4

Og det har jeg som sundhedsminister en klar forventning om, at

regionerne gør, og at de også aktivt gør brug af de oplysninger,

de råder over. Og griber ind, hvis de ser noget mistænkeligt.

Så de har oplysningerne i dag, men der er jo klart – man skal jo

bruge oplysningerne, når man ansætter eller når man følger op

på ansættelesforhold.

Så for at besvare den

anden del af samrådsspørgsmålet,

så vil

jeg af samme grund ikke tage initiativ til et central register. For

ansvaret er som nævnt regionernes, og jeg mener sådan set

også, at der er regionerne, der skal løfte det her – ikke et

centralt

langt

væk

fra,

hvor

man

har

ansættelseskompetencen. Jeg vil så også sige, at jeg harflere

betænkeligheder ved at oprette et sådant register.

For det første

så kan et register give et misvisende billede. Så

man måske risikerer at gribe fat i de forkerte eller overse dem,

der i virkeligheden udgør en risiko for patientsikkerhed. Det

skyldes, at man ikke nødvendigvis kan sammenligne en klagesag,

og en tilsynssag og en erstatningssag.

Side 5

Såvel som der jo også, som jeg sagde før, er adgang til de

utilsigtede hændelser for hospitalsledelserne og i regionerne, og

som jo også er en viden, som regionerne skal gøre brug af i

forhold til deres løbende vurdering.

Ved en klagesag og en tilsynssag er det kvaliteten af lægens

faglighed, der vurderes. Her undersøges det, om lægen har levet

op til normen for almindeligt anerkendt faglig standard og har

overholdt kravet om omhu og samvittighedsfuldhed.

Sådan er det ikke nødvendigvis ved en erstatningssag. En

erstatningssag giver ikke nødvendigvis et billede af den enkelte

sundhedspersons

faglige

kompetencer.

Det

skyldes

det

ansvarsgrundlag, som erstatningssager bliver vurderet ud fra.

En patient kan grundlæggende få erstatning for skader, hvis en

erfaren specialist ville have behandlet patienten anderledes.

En behandling udført af en sundhedsperson, som ikke er

specialist, behøver således ikke nødvendigvis at være faglig

kritisabel. Lægen har ikke nødvendig begået fejl – hans faglighed

er blot ikke som en erfaring specialist på området.

Side 6

Erstatningssager på den ene side og klage- og tilsynssager på

den anden side kan altså ikke direkte sammenlignes.

For det andet

omhandler en erstatningssag ikke nødvendigvis

kun én sundhedspersons behandling. Sagen den kan handle om

et meget langt behandlingsforløb, hvor flere læger og andet

sundhedspersonale har været involveret.

Og derfor kan det heller ikke altid fastslås, hvilken

sundhedspersons behandling, der har været udløsende faktor

for skaden.

For det tredje

så mener jeg, det er helt afgørende, at vi

ikkerisikerer, at det unikke patienterstatningssystem, som vi har

opbygget over de seneste 25 år, vil lide skade.

Derfor er det væsentligt at have sig in mente det spørgsmål,

som en række aktører også har rejst – nemlig det om man som

læge er indstillet på at vejlede patienter om mulighederne for at

søge erstatning og også levere oplysninger til brug for

behandlingen af erstatningssagerne, hvis man samtidig risikerer,

at det vil blive brugt i en tilsynssag imod en.

Side 7

Jeg

kan

konstatere,

det

bekymring,

som

Patienterstatningens direktør rejser, og som advarer imod, at

oplysninger fra erstatningssager automatisk videregives til

Styrelsen for Patientsikkerhed. Fordi direktøren frygter, at det vil

betyde, at færre patienter får erstatning.

Det er enbekymring, som også deles af Lægeforeningen, der

også har advareret imod at samkøre oplysningerne.

Det er det samme hensyn, der gør sig gældende, når

sundhedspersoner – uden at risikere sanktioner og for at lære af

fejl – indberetter utilsigtede hændelser.

Så alt taget i betragtning så mener jeg ikke, at det vil være

fordelagtigt for patienterne, hvis vi oprettet et centralt register.

Det handler derimod i højere grad om, at regionerne anvender

de oplysninger, som de allerede har.

Og det har Region Midtjylland også erkendt. At de ikke har

været gode nok til i den konkrete sag. Og at de derfor også har

ændret praksis på den baggrund.

Side 8

Så kan man så sige: Hvad kan der tilgengæld gøres? Og det er

det, jeg gerne vil prøve at sige lidt om nu, hvor jeg også har sagt,

at jeg ikke synes, at et centralt register er vejen frem.

Jeg vil gerne anerkendes, atder formentlig kan gøres mere for at

hjælpe regionerne med at få et overblik over de oplysninger,

som de råder over.

I dag der er det sådan, at regionerne har pligt til at underrette

Styrelsen for Patientsikkerhed om sager, hvor en region samlet

set har været erstatningspligtig ud over det gennemsnitlige, til

brug for styrelsens tilsyn.

Opgørelsen foretages i dag for hver region fordelt på specialer.

Jeg kan forstå, at Patienterstatningen og Danske Regioner nu vil

tage initiativ til at optimere det system, så det bliver nemmere

for regionerne at se et eventuelt mønster i erstatningssagerne.

Det skal blandt andet ske ved, at der etableres en såkaldt

”trigger”-mekanisme, så regionerne på de enkelte sygehuse

automatisk

bliver

gjort

opmærksomme

på

usædvanlige

skadesmønstre.

Side 9

Derudover så vil jeg bede ministeriet undersøge, om

regionernes orientering af Styrelsen for Patientsikkerhed om

regionale

skadesmønstre

fremadrettet

kan

ske

på

afdelingsniveau – og ikke på regionsniveau, som det er tilfældet i

dag. Det kræver ændring af den gældende bekendtgørelserne

på området.

Og det vil sandsynligvis gøre, at det bliver nemmere både for

den

enkelte

afdelingsledelse

for

Styrelsen

for

Patientsikkerhed at reagere på et unormalt skadesmønster på

en sygehusafdeling. Fordi man simpelthen får det brudt ned i en

større detaljegrad.

Derudover så vil ministeriet undersøge, om en automatisk

”trigger” kan udbredes også til de private sygehuse og klinikker.

Og om triggeren også kan udvikles til at omfatte klagesager, som

behandles af Styrelsen for Patientsikkerhed. Så regionen og

sygehusafdelingen

automatisk

bliver

orienteret

usædvanligt klagemønster.

Side 10

Derudover så vil ministeriet nu undersøge, om Styrelsen for

Patientsikkerhed i øget omfang kan orientere både nuværende

og tidligere arbejdsgivere om verserende og afgjorte klagesager

mod ansatte sundhedspersoner.

Og dermed synes jeg i høj grad, at sagen også giver anledning til,

at vi tager nogle initiativer. Jeg synes bare ikke, at det rigtige

initiativ at tage, det er et centralt register. Også på baggrund af

de advarsler, der er kommet fra en række aktører i forhold til, at

det kan have utilsigtede konsekvenser for den måde vores

patienterstatningssystem er bygget op på i dag.

Tak for ordet.

Side 11