SUU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 106: Spm. om, hvilke forventninger der er til det fremtidige behov for sygeplejersker i basisstillinger på sygehusene i Region Sjælland frem mod år 2020, til sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2017-18
SUU Alm.del
Offentligt

NYE VEJE

FREMTIDENS VIDEREGÅENDE

UDDANNELSESSYSTEM

ANALYSERAPPORT

Udvalg for Kvalitet og Relevans

i de Videregående Uddannelser

SUU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 106: Spm. om, hvilke forventninger der er til det fremtidige behov for sygeplejersker i basisstillinger på sygehusene i Region Sjælland frem mod år 2020, til sundhedsministeren

UDVALG FOR KVALITET OG RELEVANS I

DE VIDEREGÅENDE UDDANNELSER

Publikationen kan hentes på

nedenstående hjemmeside:

www.ufm.dk/kvalitetsudvalget

ANTAL: 150 eksemplarer

UDGIVELSESÅR: 2014

DESIGN: Slotsholm

FOTO: Nicolai Perjesi

NYE VEJE

FREMTIDENS VIDEREGÅENDE

UDDANNELSESSYSTEM

ANALYSERAPPORT

Udvalg for Kvalitet og Relevans

i de Videregående Uddannelser

Indhold

Kapitel 1. Udfordringer for det videregående uddannelsessystem ................................ 2

1.1. Kvalitet, relevans og sammenhæng i videregående uddannelse ............................. 7

1.2. Udfordringer for de videregående uddannelser i et systemperspektiv ................10

Kapitel 2. Match mellem uddannelse og det fremtidige arbejdsmarked .....................13

2.1. Lønindkomst og ledighed som matchindikatorer ...................................................15

2.2. Unges valg af videregående uddannelser .................................................................17

2.3 Uddannelsesinstitutionernes udbud af videregåede uddannelser ..........................19

2.4. De videregående uddannelsers match med arbejdsmarkedet i dag ......................21

2.5. Fremskrivning af uddannelsesniveauet på arbejdsmarkedet .................................29

2.6. Instrumenter, der kan understøtte et bedre match fremover ...............................35

2.7. Sammenfatning af kapitlet..........................................................................................40

Kapitel 3. Struktur og sammenhæng i de videregående uddannelser ..........................41

3.1 Nyt arbejdsmarked for videregående uddannede ....................................................41

3.2 Tre barrierer for samspillet med fremtidens arbejdsmarked ..................................43

3.3 Sammenfatning af kapitlet...........................................................................................55

Kapitel 4. Kvalitet og bæredygtighed i alle uddannelsesudbud ....................................57

4.1. En bred distribution af uddannelsesudbud .............................................................57

4.2. Kvalitetsudfordringer i mindre udbud .....................................................................61

4.3. Drivere for stadig flere uddannelsesudbud ..............................................................63

4.4. Sikring af faglig bæredygtighed i alle uddannelsesudbud .......................................64

4.4 Sammenfatning af kapitlet...........................................................................................66

Kapitel 5. Udvalgets anbefalinger .....................................................................................67

5.1. Ny struktur, der skal understøtte kvalitet, relevans og sammenhæng i de

videregående uddannelser ..................................................................................................68

5.2. Øget brug af dimensionering .....................................................................................76

5.3. Færre og større udbud af uddannelser .....................................................................79

5.4. Øget gennemsigtighed. ...............................................................................................82

5.5. Udvalgets videre arbejde.............................................................................................84

Appendiks ............................................................................................................................85

Appendiks 1. De ordinære videregående uddannelser under Uddannelses- og

Forskningsministeriet .........................................................................................................86

Appendiks 2. Metode bag fremskrivning af uddannelsesniveau og offentligt

rekrutteringsbehov frem mod 2050 .................................................................................88

Appendiks 3. Mockup af MinUddannelse.dk .............................................................. 101

Litteraturliste..................................................................................................................... 107

Kapitel 1. Udfordringer for det videregående uddannel-

sessystem

Der er i dag indskrevet over ¼ mio. studerende på de videregående uddannelser i

Danmark på henholdsvis universiteterne, professionshøjskolerne, erhvervsakademi-

erne, de kunstneriske uddannelsesinstitutioner samt de maritime uddannelsesinstitu-

tioner.

Optaget til de videregående uddannelser er gennem de senere år vokset markant. I

2013 blev der således optaget lige under 65.000 studerende svarende til en stigning

på knap 50 pct. siden 2007, jf. figur 1.1.

Figur 1.1. Optag på videregående uddannelser, 2007-2013

70.000

60.000

50.000

40.000

30.000

20.000

10.000

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

Erhvervsakademiuddannelser

Bacheloruddannelser

Professionsbacheloruddannelser

Note:

Opgørelsen omfatter uddannelser med optag via KOT. Uddannelser, som ikke hører

under én af de tre kategorier (erhvervsakademi, professionsbachelor eller bachelor), er

placeret under de uddannelser, som har den samme længde.

Kilde:

Danmarks Statistik og egne beregninger

Fortsætter søgemønstrene til videregående uddannelser uændret fremover, forven-

tes antallet med en videregående uddannelse at stige med ca. 350.000 personer frem

mod 2030 svarende til en stigning på 40 pct., jf. figur 1.2.

For nærmere beskrivelse af de forskellige typer af videregående uddannelser udbudt på de forskellige instituti-

oner se appendiks 1.

Figur 1.2. Antal med en videregående uddannelse, der er til rådighed for

beskæftigelse, 2002-2030

Note:

Figuren viser historiske tal indtil 2013. For nærmere beskrivelse af fremskrivningen se

appendiks 2.

Kilde:

Styrelsen for Videregående Uddannelser og Finansministeriet på vegne af Kvalitetsud-

valget.

Det forventes i dag, at over 60 pct. af en ungdomsårgang vil gennemføre en videre-

gående uddannelse inden for 25 år.

Hvis man går tilbage og ser på den tilsvarende

ungdomsårgang fra 1990, forventes det, at kun 36 pct. af denne årgang har gennem-

ført en videregående uddannelse senest i 2015.

De seneste års stigning i optaget på

universiteterne bevirker, at alene andelen af en ungdomsårgang, som i dag forventes

at opnå en

lang

videregående kandidatuddannelse er nået op på knap 30 pct.

Der er flere årsager til, at langt flere unge i både Danmark og resten af verden i dag

og fremover vil opnå en videregående uddannelse. Arbejdsmarkedet efterspørger i

stigende grad højtuddannet arbejdskraft som følge af den samfundsmæssige og tek-

nologiske udvikling og nye kompetencebehov i både offentlige og private virksom-

heder. Generelt er der en bred politisk og offentlig enighed i samfundet om vigtig-

heden af videregående uddannelse som en nødvendig forudsætning for velstand og

velfærd for både det enkelte individ og for samfundet.

Den markante tilstrømning af unge mennesker til videregående uddannelse kan

siges at medføre en radikal forandring af det videregående uddannelsessystems rolle

i samfundet og en ligeså radikal forandring af vilkårene for uddannelsessystemets

uddannelse af unge mennesker.

Hvert år opgør Undervisningsministeriet ved hjælp af den såkaldte Profilmodel andelen af den aktuelle ung-

domsårgang (9. klasser), som forventes at gennemføre en videregående uddannelse inden for 25 år.

Endelig opgørelse af den faktiske andel fra ungdomsårgangen fra 1990 (som dimitterede 9. klasse i 1990), som

har fået en videregående uddannelse, foretages i 2015. I 2010 havde foreløbigt 33 pct. opnået videregående

uddannelse.

For det første vil det videregående uddannelsessystem i årene fremover komme til

at stå for en langt større andel af forsyningen af medarbejdere til arbejdsmarkedet.

Opbremsningen af væksten i den offentlige sektor vil samtidig betyde, at langt ho-

vedparten af dimittender med en videregående uddannelse fremover vil skulle finde

beskæftigelse i den private sektor. Alene stigningen i hvor mange, der får en lang

videregående uddannelse, vil medføre, at der hvert år frem til 2030 skal skabes ca.

9.000 ekstra jobs til kandidater og ph.d.’er i den private sektor. Det er næsten dob-

belt så mange som i perioden 2002-2012, hvor der årligt blev skabt beskæftigelse til

omkring 5.000 flere med en lang videregående uddannelse.

For det andet medfører det forøgede optag på de videregående uddannelsesinstitu-

tioner en betydeligt mere divers population af studerende med forskellige forudsæt-

ninger og motivation for at gennemføre en videregående uddannelse. En udfordring

som uddannelsesinstitutionerne allerede møder i dag med høje frafaldsrater på en

del uddannelser.

Denne nye virkelighed for det videregående uddannelsessystem rejser grundlæggen-

de spørgsmål om samfundets formål med videregående uddannelse, og hvordan vi

fremover ruster systemet til den ændrede opgave. Hvilke, hvor lange og hvor mange

uddannelser skal tilbydes de studerende? Og hvordan skal uddannelsessystemet på

bedst mulig vis uddanne til et bredt arbejdsmarked med et spænd fra uddannelse af

(få) forskere i verdensklasse til (mange) praksisstærke medarbejdere i små og mel-

lemstore virksomheder, som skal være i stand til at begå sig i en tiltagende internati-

onal konkurrence.

Som konsekvens af udviklingen af de videregående uddannelsers udbredelse og rolle

i samfundet kan det herskende humanistiske dannelsesideal for videregående ud-

dannelse siges at være kommet under pres. En lang videregående uddannelse opfat-

tes ikke længere primært som en ’akademisk erkendelsesrejse for det søgende indi-

vid’, men i stigende grad som et middel for den studerende til at tilegne sig nyttige

kompetencer og for samfundet til at sikre vækst, velstand og velfærd. Det humani-

stiske dannelsesideal udfordres således af kompetencebegrebet og et mere erhvervs-

rettet syn på uddannelse som svar på udviklingen af den samfundsmæssige kontekst,

som det videregående uddannelsessystem i dag og i de kommende år vil tage sit

afsæt i.

Uanset valg af normativt ståsted for en analyse af de videregående uddannelser fo-

rekommer det rimeligt at sige, at videregående uddannelse skal bære frugt for både

det enkelte individ og for samfundet som helhed. For det enkelte individ skal vide-

regående uddannelse give viden, erkendelse og kompetence til at beherske et fags

grundlæggende metodikker og samtidig skabe fundament for en livslang udvikling

som menneske, borger og beskæftiget.

Et samfundsmæssigt perspektiv på videregående uddannelse vil lægge vægt på et

hensyn til samspillet mellem videregående uddannelse og erhvervs- og beskæftigel-

sesmulighederne i samfundet. Afsættet for samspillet er, at der i dag i uddannelses-

systemet ikke er indlagte mekanismer, som automatisk sikrer en optimal sammen-

sætning af udbuddet af arbejdskraft med videregående uddannelse. Gratis uddannel-

Forventningerne bygger på fremskrivninger, der beskrives uddybende i kapitel 2.

se, stipendier under uddannelse, et højt skattetryk og en generel høj grad af økono-

misk lighed vil alt andet lige begrænse den privatøkonomiske risiko ved at tage en

uddannelse. Heri ligger en potentiel modsætning mellem det individuelle og det

samfundsmæssige motiv for at tage en videregående uddannelse.

Videregående uddannelse er en af det danske samfunds absolut største offentlige

investeringer. Danmark er i international kontekst i den absolutte top (sammen med

Norge og Sverige) i forhold til omfanget af offentlige udgifter pr. studerende i vide-

regående uddannelse.

Som nation bruger vi årligt ca. 30 mia. kr. på det videregåen-

de uddannelsesområde til at finansiere udgifter til taxameterbevillinger og SU.

Det

svarer til en udgift på ca. 10.000 kr. årligt pr. dansker i arbejdsstyrken.

Den reelle

investering i videregående uddannelse for såvel den enkelte som for samfundet er

dog meget større. I et forsøg på at gøre den samlede omkostning ved videregående

uddannelse op og medregne den anvendte studietid, som alternativt kunne være

anvendt på beskæftigelse, løber den samlede indirekte samfundsmæssige investering

for en kvart mio. studerende op i godt 100 mia. kr. årligt.

Disse tal skal ikke opfattes som et argument for, at de videregående uddannelser er

en dårlig forretning for det danske samfund – tværtimod. Tallene skal blot illustrere,

at det forekommer yderst relevant og legitimt at belyse og diskutere, hvad vi som

samfund ønsker at få ud af den samlet set meget massive investering i videregående

uddannelse.

Udvalget og kommissorium

Udvalg for Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannelser

har til opgave at komme

med anbefalinger til, hvordan kvalitet, relevans og sammenhæng kan styrkes i de

danske videregående uddannelser. Udvalget skal fremlægge konkrete forslag til at

styrke det nuværende videregående uddannelsessystem og ønsker samtidig at bidra-

ge til at sætte det lange lys på i forhold til refleksioner over, hvordan vi ønsker, de

videregående uddannelser skal udvikle sig over de næste 10-20 år.

Udvalget deler opfattelsen af, at uddannelse er Danmarks vigtigste råstof og et me-

get væsentlig konkurrenceparameter for os som nation i en globaliseret økonomi.

Uddannelse er en helt afgørende forudsætning for velstand og velfærd samt en vig-

tig del af fundamentet for vores demokrati, medborgerskab og den sociale mobilitet

i samfundet.

OECD, 2013.

De budgetterede driftsudgifter er opgjort til 14,0 mia. kr. i 2014. Opgørelsen dækker over udgifter til taxame-

tertilskud til heltidsuddannelser samt faste grundtilskud til erhvervsakademier, professionshøjskoler, maritime

uddannelsesinstitutioner og universiteter samt bevillinger til de kunstneriske uddannelsesinstitutioner under

Uddannelses- og Forskningsministeriet og Kulturministeriet. Forskningstilskud til universiteter, erhvervsakade-

mier og professionshøjskoler mv. indgår således ikke i opgørelsen af de budgetterede driftsudgifter. De budget-

terede udgifter til SU for studerende på videregående uddannelser er opgjort til 14,7 mia. kr. i 2014.

Danmarks Statistik, 2014 og egen beregning.

Finansministeriet har på vegne af Kvalitetsudvalget skønnet over de marginale indirekte omkostninger ved at

øge antallet af studerende på de videregående uddannelser med 1.000 studerende. Den marginale virkning på

BNP er skønnet til ca. 400 mio. kr. For uddybning af beregningen bag skønnet henvises der til bilag 1 på Kvali-

tetsudvalgets hjemmeside. Kvalitetsudvalget har med afsæt i Finansministeriets skøn opgjort et groft estimat for

de samlede indirekte samfundsmæssige investeringer for ¼ mio. studerende til i alt 100 mia. kr. Det bemærkes,

at det økonomiske afkast af uddannelse, som indtræder efter uddannelsen er gennemført, ikke indgår i estimatet.

De danske videregående uddannelser er en del af en international udvikling af vide-

regående uddannelse i både de vestlige lande og særligt i de nye vækstøkonomier.

Tendensen er klar. En skærpet global konkurrence om viden og kompetencer af-

spejler opfattelsen af uddannelse som grundlaget for en bedre fremtid. Videregåen-

de uddannelse har herved internationalt flyttet sig fra at være et sekundært policy-

område til at stå meget højt på den politiske dagorden.

Samtidig er selve uddannelsesmarkedet blevet globalt. Der er en tiltagende interna-

tional konkurrence om at tiltrække de bedste talenter. De danske videregående ud-

dannelser skal fremover i endnu højere grad kunne stå distancen i direkte sammen-

ligninger med verdens bedste videregående uddannelsesinstitutioner i forhold til

fagligt niveau, studiemiljø, curriculum, undervisningskvalitet, overgang til arbejds-

markedet mv.

De fleste europæiske lande er i nogenlunde samme situation med udsigt til en de-

mografisk udvikling og sparsom vækst, der nødvendiggør svære prioriteringer af de

offentlige budgetter. Dette medfører også et pres på omfanget af midler til uddan-

nelse. I lande, hvor uddannelse i høj grad er finansieret af staten (fx de nordiske

lande), er der et stigende fokus på at få mest og bedst uddannelse for pengene. I

lande med omfattende deltagerbetaling (tuition fees) (fx UK) er der gennemført

reduktioner i den offentlige medfinansiering og stigninger i de studerendes tuition

fees. I alle europæiske lande ses verserende politiske initiativer i forhold til at styrke

kvalitet og relevans i de videregående uddannelser med skærpet fokus på, hvad en

videregående uddannelse skal bruges til og bibringe af muligheder for såvel det en-

kelte individ som for samfundet.

Sammenfattende er det analytiske udgangspunkt for udvalgets arbejde således at

belyse det videregående uddannelsessystems muligheder og udfordringer i forhold

til at håndtere den ændrede samfundsmæssige kontekst for videregående uddannel-

se. Dette kræver refleksion over fælles forståelser af kvalitet, relevans og sammen-

hæng og en vurdering af behovet for ændringer i såvel de strukturelle rammebetin-

gelser som tilrettelæggelsen og selve indholdet af de videregående uddannelser.

Boks 1.1.

Fremtidens videregående uddannelser

Formålet med videregående uddannelser er, at dimittenderne opnår viden og kompetencer,

som gør dem i stand til at yde et stærkt bidrag såvel på arbejdsmarkedet som i civilsamfun-

det. De videregående uddannelser er en samfundsmæssig investering, som skal bidrage til

samfundets udvikling og sammenhængskraft samtidig med, at de skal skabe værdi i det en-

kelte individs livsforløb. Det videregående uddannelsessystem skal fungere effektivt med re-

levans og kvalitet i det samlede udbud af uddannelser. Uddannelsessystemet skal understøt-

te, at alle studerende dygtiggør sig mest muligt inden for de givne ressourcemæssige rammer.

Se fx Hoareau m.fl., 2012, EAIE, 2013 og Barber, Donnely og Rizvi, 2013.

Se fx EU-Kommissionen, 2013 samt Teknologisk Institut, 2014.

1.1. Kvalitet, relevans og sammenhæng i videregående uddannelse

Der findes ikke en konkret autoritativ definition af begreberne

kvalitet

relevans

videregående uddannelse. Der er tale om kontekstuelle begreber, hvis udlægning vil

være genstand for forhandling og udvikling over tid i henhold til de politiske mål,

som det videregående uddannelsessystem stilles over for. De konkrete indikatorer

for kvalitet og relevans spænder fra fx dimittendernes afgangskarakterer, institutio-

nernes dokumenterede placering på anerkendte ranking-lister, hård selektion i ad-

gangskravene, beskæftigelsesfrekvensen og lønniveau for nyuddannede over til ’blø-

dere’ definitioner, som fx graden af kognitiv udvikling og intellektuel kapital hos

dimittenderne ved endt uddannelsesforløb.

Fraværet af en klar begrebsmæssig konsensus afspejles i forskellige strategiske an-

vendelser af begreberne i debatten om videregående uddannelse. Fx det ofte frem-

førte kritiske synspunkt, at et for stærkt fokus på uddannelsernes

relevans

(fremstillet

som arbejdsmarkedsparathed og kortsigtede erhvervsrettede præferencer) undermi-

nerer

kvaliteten

af uddannelserne (fremstillet som dyb teoretisk faglighed og kritisk

refleksion). Udvalget deler ikke opfattelsen af en sådan modsætning mellem kvalitet

og relevans.

Det er udvalgets holdning, at det dog er formålstjenstligt at opretholde en analytisk

sondring mellem begreberne i diskussionen af de videregående uddannelsers formål,

virke og værdi i det danske samfund. Udvalget finder det således væsentligt at for-

holde sig til, hvorvidt de videregående uddannelser formår at producere dimittender

med kompetencer, som efterspørges af det aftagende arbejdsmarked

(relevans),

med et højt fagligt niveau, der kan måle sig med toppen internationalt

(kvalitet).

Udvalget anerkender det indholdsmæssige overlap og den gensidige afhængighed

mellem begreberne. Dette fremstår uomtvisteligt ud fra præmissen om, at videregå-

ende uddannelser på en og samme tid både skal interagere med og reflektere behov

på arbejdsmarkedet

sætte de studerendes uddannelsesforløb og læring i centrum.

Som led i diskussionen af kvalitet og relevans er der de seneste år fra både politisk

side og ikke mindst fra studerende italesat et behov for bedre

sammenhæng

i det sam-

lede videregående uddannelsessystem med henholdsvis de akademiske videregående

uddannelser på universiteterne (og de kunstneriske uddannelsesinstitutioner) og de

ikke-akademiske videregående uddannelser, som i dag udbydes på professionshøj-

skoler, erhvervsakademier og de maritime uddannelsesinstitutioner. Udviklingen af

en opdelt uddannelsesstruktur mellem disse områder har været præget af manglende

koordinering af det samlede uddannelsesudbud samt et fravær af formelle mulighe-

der for som studerende at kunne uddanne sig videre inden for et samlet uddannel-

sessystem. Ofte fremdrages således eksempler på ukoordinerede parallelle udviklin-

ger af beslægtede og overlappende uddannelser og en unødig træghed i de studeren-

des veje gennem uddannelsessystemet.

For forskningslitteratur på dette område se fx Harvey, 1998 og Parri, 2006 og Bleiklie, 2011.

Denne samtidige dobbelte ambition om kvalitet og relevans afspejles i det gældende lovgrundlag for de vide-

regående uddannelser, fx i reglerne for akkreditering af uddannelserne, jf. Akkrediteringsbekendtgørelsen, 2013.

Med en række politiske initiativer og ikke mindst samlingen af alle videregående

uddannelser under samme ministerielle ressortområde er der sat en udvikling i gang

for at imødegå vurderede negative konsekvenser af den skarpe opdeling af de vide-

regående uddannelsesområder. Udvalget ønsker at bidrage til diskussionen af sam-

menhæng i hele det videregående uddannelsessystem som en væsentlig del af syste-

mets kapacitet og ydeevne såvel samfundsmæssigt som set fra den enkelte studeren-

des perspektiv.

Boks 1.2.

Definitioner af kvalitet, relevans og sammenhæng

Kvaliteten

af det videregående uddannelsessystem måles på dets evne til at sikre et optimalt

uddannelsesforløb for alle studerende og herigennem uddanne dimittender på et højt fagligt

niveau, der kan måle sig internationalt med de bedste.

Det videregående uddannelsessystems

relevans

skal måles på dets evne til at tiltrække de rette

studerende til de rette uddannelser og herigennem forsyne samfundet med den fordeling af

kompetencer på forskellige fagområder og uddannelsesniveauer, som bedst muligt matcher

beskæftigelsesmulighederne på arbejdsmarkedet. Uddannelserne skal koble teoretisk viden

med praksisnære kompetencer og understøtte dimittendernes overgang til arbejdsmarkedet.

Det videregående uddannelsessystems

sammenhæng

afhænger af, hvorvidt der i systemet sam-

let sker en tilstrækkelig effektiv uddannelsesproduktion med klare veje for den enkelte stu-

derendes videre veje inden for et samlet uddannelsessystem.

Kvalitet, relevans og sammenhæng på tre analyseniveauer

Det er en kompleks udfordring at foretage en analyse af de videregående uddannel-

sers kvalitet, relevans og sammenhæng. Udvalget har valgt at håndtere den analyti-

ske kompleksitet ved at skelne mellem tre niveauer i det videregående uddannelses-

system, som hver især må adresseres i en samlet analyse, jf. figur 1.3.

Figur 1.3. Tre analyseniveauer for kvalitet, relevans og sammenhæng

Det overordnede

systemniveau

har fokus på den strukturelle indretning af det videre-

gående uddannelsessystem og det samlede udbud af videregående uddannelser.

Insti-

tutionsniveauet

fokuserer på institutionernes håndtering og udnyttelse af de centralt

fastsatte rammer for uddannelsernes tilrettelæggelse og indhold, og endelig adresse-

rer

uddannelsesniveauet

uddannelsernes indhold i form af den konkrete undervisning

og de studerendes læringsmæssige udbytte af uddannelsen.

Denne niveaumæssige opdeling afspejler analytiske sondringer, som i praksis kan

være vanskelige at adskille helt klart fra hinanden. Formålet med opdelingen er at

anskueliggøre, at der som udgangspunkt er væsensforskel på at diskutere definitio-

ner, udfordringer og mulige løsninger for kvalitet, relevans og sammenhæng af hen-

holdsvis det samlede videregående uddannelsessystem, uddannelsernes tilrettelæg-

gelse på institutionsniveau og endelig den enkelte uddannelse i form af den konkrete

undervisning og den studerendes læring.

Nærværende første delrapport vil i henhold til udvalgets kommissorium primært

fokusere på det overordnede

systemniveau

for videregående uddannelse, herunder

uddannelsessystemets samspil med arbejdsmarkedet samt uddannelsessystemets

strukturelle indretning og udbudsstruktur. Analysen af kvalitet, relevans og sam-

menhæng på

institutionsniveauet

uddannelsesniveauet

vil primært være genstand for

udvalgets 2. delrapport, som vil foreligge i efteråret 2014.

Udvalget vil som led i det samlede analysearbejde identificere konkrete indikatorer

for kvalitet og relevans på henholdsvis systemniveauet, institutionsniveauet og ud-

dannelsesniveauet. Dette vil indgå i udvalgets 2. delrapport.

Boks 1.3.

Styring af de videregående uddannelser

De videregående uddannelsesinstitutioner er statsfinansierede selvejende institutioner med

udbredt faglig og økonomisk autonomi, og som inden for den offentlige forvaltning er un-

der tilsyn fra ministeren. Institutionerne har til opgave at udvikle og udbyde videregående

uddannelser samt varetage forsknings- og udviklingsaktiviteter af varierende karakter og om-

fang. De seneste 10-15 års udvikling af styringsrationalet på området har været kendetegnet

af en bevægelse fra detailstyring til rammestyring af såvel institutionernes bevillingsvilkår

som uddannelsernes indhold og tilrettelæggelse med en decentralisering af en række kompe-

tencer lagt ud til stadig større institutionelle enheder. Samtidig er institutionerne blevet un-

derlagt en tættere resultatorienteret styring i form af bl.a. udviklingskontrakter og uddannel-

ses- og institutionsakkreditering.

1.2. Udfordringer for de videregående uddannelser i et systemper-

spektiv

De danske videregående uddannelser skal på et højt internationalt niveau kunne

måle sig med de bedste i verden. Ligesom dansk forskning er i verdensklasse, skal

også de danske videregående uddannelser være i top. At nå dertil kræver en målret-

tet indsats for at skabe de bedst mulige rammer for de studerendes læringsmæssige

udbytte. Indsatsen skal jf. ovenfor fokusere på både det samlede uddannelsessy-

stems struktur, institutionernes tilrettelæggelse af udbuddet af uddannelser og den

enkelte uddannelses faglige indhold.

Det er udvalgets opfattelse, at der er indikationer, som peger i retning af, at det dan-

ske videregående uddannelsessystem samlet set kan præstere bedre, end det gør i

dag. Eksempler på lav studieintensitet, utilfredshed blandt studerende med for lavt

fagligt niveau og for ringe undervisningskvalitet, manglende fleksibilitet og højt fra-

fald på en del uddannelser afspejles i analyser og ikke mindst i den offentlige debat

på området. Senest har Produktivitetskommissionen fremført en kritik af det vide-

regående uddannelsessystems manglende studieintensitet og responsivitet over for

arbejdsmarkedets efterspørgsel.

Uagtet den vurderede grad af en ’brændende platform’ i det danske videregående

uddannelsessystem synes et gyldigt argument for en nærmere analyse at være, at det

er relativ begrænset, hvad vi har af evidensbaseret viden og data om det videregåen-

de uddannelsessystems kvalitet og relevans. Det er udvalgets grundlæggende opfat-

telse, at vi med den eksplosive udvikling i det videregående uddannelsessystem med

markant flere uddannelsesøgende unge står over for et radikalt paradigmeskifte,

som nødvendiggør refleksion og en revurdering af de videregående uddannelsers

formål og rolle i samfundet og værdi for den enkelte studerende.

Den ændrede præmis for fremtidens videregående uddannelser er i høj grad styren-

de for de konkrete udfordringer for kvalitet, relevans og sammenhæng i de videre-

gående uddannelser, som udvalget ønsker at adressere i nærværende rapport. Ud-

Produktivitetskommissionen, 2013c.

valget ønsker at pege på

tre centrale udfordringer,

som samtidig vil være strukturerende

for rapportens følgende kapitler.

For det første

konstaterer udvalget, at vi står over for en stigende udfordring for mat-

chet mellem det videregående uddannelsessystem og erhvervs- og beskæftigelses-

mulighederne på arbejdsmarkedet. En effektiv anvendelse af ressourcerne fordrer

efter udvalgets opfattelse en mere målrettet prioritering af det samlede udbud af

videregående uddannelser og de studerendes valg af uddannelse. Det er mere end

vanskeligt at forudse, hvad der præcist skal til for at opnå et fremtidigt godt match

mellem uddannelse og arbejdsmarked. Ændringer i samfundets behov for kompe-

tencer må forventes også i fremtiden at være omfattende og delvist uforudsigelige.

Men det bør ikke afholde beslutningstagerne fra løbende at forholde sig kritisk til

det samlede sæt af uddannelser, der udbydes på uddannelsesinstitutionerne. Udval-

get ønsker at udfordre de senere års fremherskende opfattelse af, at det ikke er mu-

ligt at forsøge at styre sig frem til et bedre samspil mellem udbud og valg af videre-

gående uddannelse og arbejdsmarkedets fremtidige behov.

For det andet

finder udvalget det nødvendigt at rejse en diskussion om, hvorvidt selve

den strukturelle indretning af det videregående uddannelsessystem er hensigtsmæs-

sig i lyset af den massive forøgelse i antallet af studerende og den kraftige forskyd-

ning over mod den private sektor som aftager af dimittenderne. Udvalget lægger til

grund for sin analyse af det videregående uddannelsessystem, at det er ønskeligt på

en og samme tid at bevare og forstærke kvaliteten i uddannelsen af de forskellige

fags ypperste specialister, samtidig med at der skabes en øget og mere varieret og

fleksibel erhvervsrettet specialisering for de øvrige studerende. En differentiering i

systemet, som dog ikke må føre til en yderligere atomisering i form af mange nye

uddannelsestilbud med svag faglige tyngde.

For det tredje

er det udvalgets opfattelse, at en række systemmæssige mekanismer de

senere år har sat kvaliteten af de videregående uddannelser under pres. Mekanismer

som både kan henføres til de politiske målsætninger på området og til rammevilkår

for institutionernes udbud af videregående uddannelser.

Internationale referencelande

For udvalget er det vigtigt, at en analyse af de danske videregående uddannelsers

kvalitet, relevans og sammenhæng foretages med et internationalt udsyn. Dels er

Danmark en del af et globaliseret uddannelsesmarked, dels vil danske dimittender i

stadig stigende grad skulle orientere sig mod konkurrencen på et globaliseret ar-

bejdsmarked. Samtidig er det klart, at de enkelte nationale videregående uddannel-

sessystemer er et produkt og en afspejling af pågældende lands samfundsmæssige

indretning og prioriteringer i øvrigt. Der vil derfor være en naturlig begrænsning i

værdien af sammenligninger af det danske videregående uddannelsessystem med fx

det amerikanske.

Udvalget har i analysearbejdet valgt at have fokus på de øvrige skandinaviske lande

(Sverige, Norge og Finland) samt Holland. Disse lande repræsenterer sammenligne-

lige samfundsmæssige karakteristika og har alle aktuelle eller nylige erfaringer med

tilsvarende analyser samt reformer inden for deres videregående uddannelsessyste-

mer.

Kapitel 2. Match mellem uddannelse og det fremtidige

arbejdsmarked

Andelen af den danske befolkning med en videregående uddannelse er mere end

fordoblet fra at udgøre ca. 16 pct. i 1980 til at udgøre 35 pct. i 2012. Således havde

ca. 6 pct. en kort videregående uddannelse (KVU), 19 pct. en mellemlang videregå-

ende uddannelse (MVU) og 10 pct. en lang videregående uddannelse (LVU) i 2012,

jf. figur 2.1.

Figur 2.1. 30-59-årige fordelt på højest fuldførte uddannelse, 1980-2012

(pct.)

Note:

Personer med uoplyst uddannelsesniveau indgår ikke. Akademiske bachelorer indgår i

MVU-gruppen.

Kilde:

Danmarks Statistik og Finansministeriet, 2014.

Et højt uddannelsesniveau er vigtigt for vores demokrati, dannelse, medborgerskab

og social mobilitet i samfundet. Med et højt uddannelsesniveau følger endvidere

ofte en række positive effekter, som fx bedre helbred, mindre risiko for kriminalitet

og større arbejdsglæde.

Samtidig bidrager et generelt højt uddannelsesniveau af kvalitet og relevans til at øge

befolkningens kvalifikationer og derigennem til et økonomisk afkast i form af højere

produktivitet.

Udover at øge den enkeltes produktivitet vil et højt uddannelsesniveau også indirek-

te give positive økonomiske effekter. Fx kan ansættelse af en medarbejder med høj

uddannelse i en virksomhed trække andre medarbejderes produktivitet op, og der

kan opstå videnspredning på tværs af virksomheder via jobmobilitet.

Fx Orepoulos og Salvanes, 2011.

Se fx Mincer, 1958, Becker, 1962, Hanushek og Kimko, 2000, Hanushek og Woessmann, 2012 samt Berger

og Fisher, 2013.

Hertil kommer, at et højt uddannelsesniveau af kvalitet og relevans mindsker risiko-

en for ledighed. Uddannelse af høj kvalitet og relevans vil således bidrage til et højt

velstandsniveau i samfundet igennem større produktivitet og mindre ledighed.

Hvis man ser på uddannelsesniveauet på det danske arbejdsmarked, er der i den

offentlige sektor ca. 50 pct. ud af i alt 915.000 personer, der har en videregående

uddannelse, mens det i den private sektor kun er 25 pct. ud af i alt 1.637.000 perso-

ner. De resterende 75 pct. i den private sektor har enten en erhvervsfaglig uddan-

nelse, gymnasial uddannelse eller grundskolen som uddannelsesgrundlag, jf. figur

2.2.

Figur 2.2. Uddannelsessammensætning blandt beskæftigede opdelt på

hhv. den offentlige og private sektor, 2012 (pct.)

Note:

De akademiske bachelorer indgår i MVU-gruppen.

Kilde:

Danmarks Statistik og egne beregninger

Således synes der at være et umiddelbart samfundsøkonomisk potentiale i at øge

andelen af højtuddannede

i den private sektor. Men et højt uddannelsesniveau i sig

selv er ikke nok. Det høje uddannelsesniveau skal være af en kvalitet og med en

relevans, som kan finde anvendelse på arbejdsmarkedet og herigennem skabe værdi

for det enkelte individ, den enkelte virksomhed og for samfundet. Sagt med andre

ord skal der være overensstemmelse eller

match

mellem uddannelsesproduktionen og

arbejdsmarkedets efterspørgsel.

I dette kapitel vil udvalget se nærmere på matchet mellem udbuddet af forskellige

typer af højtuddannede og arbejdsmarkedet.

For at kunne gøre det, er det nødvendigt at klargøre, hvad der ligger bag matchfor-

ståelsen som afsæt for en analyse af relevante indikatorer på, hvordan det nuværen-

de match er i dag og kan forventes at udvikle sig i de kommende år.

Højtuddannede

bruges her som betegnelse om alle personer med en videregående uddannelse uanset type og

niveau.

Kvalitetsudvalgets anvendelse af matchbegrebet har ikke til formål at negligere

grundlæggende diskussioner af forståelser og holdninger til formålet og værdien ved

videregående uddannelser. Udvalget anerkender såvel de umiddelbart målbare som

de mindre målbare positive dimensioner af videregående uddannelse.

Det er dog vigtigt for udvalget at betragte formålet med videregående uddannelse i

lyset af udviklingen af de videregående uddannelsers rolle i samfundet og betydnin-

gen for den enkelte studerende. Videregående uddannelse er gået fra at være et pri-

vilegium for de få til et gode for de mange, og for en stadigt stigende andel af en

ungdomsårgang er en videregående uddannelse springbrættet til beskæftigelse. Der-

for finder udvalget det meningsfuldt at se de videregående uddannelsers formål i en

tæt kobling til det arbejdsmarked, som venter de mange dimittender efter endt ud-

dannelse.

Udvalgets optik på de videregående uddannelsers formål og værdi i nærværende

sammenhæng er derfor knyttet op på muligheden for, at dimittenderne kan begå sig

og stå stærkt på arbejdsmarkedet samt dimittendernes evne til at kunne honorere

forventningerne til viden og kompetencer erhvervet gennem videregående uddan-

nelse.

Med afsæt heri vil kapitlet dels belyse, hvorfor lønindkomst og ledighed kan anven-

des som indikatorer på matchet mellem højtuddannede og erhvervs- og beskæftigel-

sesmuligheder i samfundet og dels afdække – med afsæt i disse indikatorer – hvor-

dan forskellige uddannelsesgrupper klarer sig.

Derudover vil der i kapitlet blive forelagt et fremskrivningsscenarie af det fremtidige

uddannelsesudbud samt det offentliges rekrutteringsbehov. Det vil give en indikati-

on af, hvor mange højtuddannede der fremover må forventes at skulle beskæftiges

på det private arbejdsmarked – og derved danne grundlag for en diskussion af, om

der er behov for tilpasninger af det videregående uddannelsessystem. Endelig vil

kapitlet belyse mulige instrumenter rettet mod henholdsvis uddannelsessøgende,

studerende og uddannelsesinstitutionerne, som kan understøtte et fremadrettet godt

match mellem udbuddet af højtuddannede og erhvervs- og beskæftigelsesmulighe-

der i samfundet.

2.1. Lønindkomst og ledighed som matchindikatorer

Hvorvidt den enkeltes faglige kompetencer opnået gennem videregående uddannel-

se omsættes på arbejdsmarkedet afhænger bl.a. af udbud og efterspørgsel efter per-

soner med samme faglige kompetencer.

Hvis der er stor konkurrence blandt arbejdsgivere om dimittender fra en bestemt

uddannelsesgruppe, er udbuddet af dimittender fra uddannelsesgruppen for lille.

Det vil være de arbejdsgivere, der får mest værdi af at ansætte nogen fra uddannel-

sesgruppen, der er villige til at tilbyde den højeste løn. Dimittenderne vil derved

blive ansat i stillinger, hvor de skaber høj værdi og produktivitet.

Omvendt vil et overudbud af dimittender fra en uddannelsesgruppe i forhold til

arbejdsmarkedets efterspørgsel medføre, at arbejdsgivere i mindre grad konkurrerer

på lønnen, og en større del af udbuddet blandt uddannelsesgruppen kan risikere at

få stillinger, hvor deres uddannelser ikke nødvendigvis skaber høj værdi. Det kan

afspejle sig i uddannelsesgruppens gennemsnitlige lønniveau, som vil være lavere.

Samtidig vil risikoen for

ikke

at komme i beskæftigelse være større.

Det betyder, at både et generelt lavt lønniveau samt høj ledighed blandt en specifik

uddannelsesgruppe kan være indikationer på, at der er flere dimittender med de

pågældende kompetencer, end der efterspørges, og der således er et uhensigtsmæs-

sigt mismatch. Fx vil et overudbud af sygeplejesker kunne resultere i, at en andel af

sygeplejerskerne vil være villig til at arbejde for en lavere løn og fx påtage sig opga-

ver, som ellers ville blive varetaget af fx SOSU-assistenter. Det vil sænke det privat-

økonomiske afkast for sygeplejerskerne, og samtidig vil samfundet ikke få det fulde

afkast af sygeplejerskens uddannelse, da hans eller hendes tilegnede kompetencer

ikke udnyttes fuldt ud. Endvidere vil statens skatteindtjening være lavere som følge

af den lavere løn.

Forskellen mellem uddannelsesgruppers lønninger kan ses som en indikator på, om

kvaliteten af de videregående uddannelser er god, og/eller om antallet og fordelin-

gen af personer på studieretninger matcher efterspørgslen på det private arbejds-

marked. En lav løn kan således både være en indikator for, at udbyttet af en uddan-

nelse ikke er højt nok, og en indikator for at der uddannes for mange personer med

samme kompetencer.

I den offentlige sektor er sammenhængen mellem uddannelse og løn ikke altid enty-

dig. Det skyldes, at der ikke nødvendigvis er en ligeså klar sammenhæng mellem løn

og produktivitet i den offentlige sektor, som tilfældet er i den private sektor. Det

betyder samtidig, at det ikke på samme måde som i den private sektor er hensigts-

mæssigt at bruge løn som mulig indikator på et godt match i den offentlige sektor,

jf. boks 2.1.

Boks 2.1.

Løndannelse i den offentlige sektor

Løndannelsen i den offentlige sektor adskiller sig fra løndannelsen i den private sektor. I den

offentlige sektor er det således godt 90 pct. af lønsummen, der er aftalt centralt, mens knap

10 pct. aftales lokalt. Helt omvendt ser det ud i den private sektor, hvor godt 85 pct. af løn-

summen aftales lokalt, mens kun knap 15 pct. aftales centralt. Det betyder, at ledere i den

offentlige sektor kun i begrænset omfang kan aflønne efter den enkelte medarbejders pro-

duktivitet.

Samtidig reguleres lønnen i den offentlige sektor ikke ud fra udviklingen i den offentlige sek-

tors produktivitet, men er derimod tæt knyttet til udviklingen i de private lønstigninger. Så-

ledes er der en reguleringsordning, der udligner 80 pct. af forskellen i lønudviklingen mellem

den offentlige og private sektor. Det betyder, at hvis lønningerne i den private sektor stiger

med 1 pct. mere end i den offentlige sektor, vil lønningerne i den offentlige sektor automa-

tisk blive opreguleret med 0,8 pct. Derved udvikler lønningerne i den private og offentlige

sektor sig nogenlunde parallelt – uanset, om produktivitetsudviklingen i de to sektorer måtte

være forskellig. Det har imidlertid den konsekvens, at koblingen mellem medarbejderes løn

og produktivitet i den offentlige sektor er mindre klar. Det gør sammenhængen mellem løn

og match på arbejdsmarkedet mere vag.

2.2. Unges valg af videregående uddannelser

Antallet og sammensætningen af højtuddannede er dels afhængig af unges valg af

videregående uddannelse og dels af, hvilke og hvor mange uddannelser uddannel-

sesinstitutionerne udbyder.

En analyse har vist, at danske universitetsstuderende lægger relativ meget vægt på,

om den uddannelse, de vælger, har deres faglige interesse eller giver spændende

jobmuligheder.

Til gengæld lægger de ikke så meget vægt på, om uddannelsen leder

til lav arbejdsløshed eller giver mulighed for høj løn, som studerende i fx Sverige,

Storbritannien eller Tyskland jf., figur 2.3.

Produktivitetskommissionen, 2013a.

Lønkommissionen, 2010.

DEA, 2013b

Figur 2.3. Andel af universitetsstuderende, der har prioriteret følgende

faktor højest, som motivation for valg af studieretning, pct.

Note:

”Øvrige faktorer” dækker over ”prestige”, ”forventninger fra forældre/omgivelser” og

”mulighed for at blive selvstændig erhvervsdrivende”.

Kilde:

DEA, 2013b.

I Danmark udbydes de videregående uddannelser gratis. Samtidig får studerende på

videregående uddannelser uddannelsesstøtte i form af SU, der ligeledes er betalt af

samfundet. Danmark er således det OECD-land, hvor den direkte omkostning for-

bundet med valg af uddannelse er lavest for den enkelte.

Samtidig betyder det pro-

gressive skattesystem, at selv om nogle uddannelser giver en højere bruttoløn end

andre, vil en del af denne forskel mellem uddannelserne blive udjævnet efter skat.

Grundtanken bag gratis uddannelse og uddannelsesstøtte er, at alle skal kunne tage

en videregående uddannelse uanset økonomisk formåen. Det understøtter samtidig,

at uddannelsessøgende søger uddannelser, der interesserer dem og leder til jobs, de

synes er spændende.

Der kan imidlertid være et grundlæggende dilemma mellem den enkeltes valg af

uddannelse og fællesskabets bedste. Når den enkelte vælger en uddannelse ud fra

egeninteresser, er det således ikke givet, at den enkeltes valg er det bedste – hverken

for vedkommende selv eller for samfundet. Det afhænger bl.a. af, hvor mange andre

der søger den samme uddannelse.

Problemet opstår for eksempel, hvis der i et samfund er 1.000 personer, der ønsker

at gennemføre en uddannelse i biologi, mens samfundet ideelt set kun har brug for

de 100 dygtigste. Med mindre der er en begrænsning på, hvor mange der kan opta-

ges på biologiuddannelsen, er der risiko for, at der uddannes 900 personer for me-

get med en biologiuddannelse i forhold til, hvad der er i alles interesse. For den en-

Den arbejdsindkomst, man går glip af mens man læser, indebærer dog en

indirekte

omkostning for både den

enkelte og for samfundet i form af mindre skatteindbetaling og mindre produktion.

kelte kan det dog godt isoleret set være et fornuftigt valg, når man ikke kender de

andres valg på forhånd, eller hvis man viser sig at være blandt de 100 bedste, der

alligevel får et job.

Dilemmaet forstærkes i et samfund, hvor videregående uddannelser er let tilgænge-

lige og gratis. Det skyldes bl.a., at en stor del af risikoen forbundet ved at gennem-

føre en uddannelse (fx tabt uddannelsesinvestering ved frafald under uddannelse)

bæres af samfundet. Den enkeltes risiko ved at gennemføre en uddannelse er yderli-

gere mindsket ved, at der i Danmark er bygget et solidt sikkerhedsnet under indivi-

det i form af ydelser, som bl.a. kontanthjælp og dagpenge, samt mulighed for at

supplere sin uddannelse med ekstra uddannelse, såfremt det ikke er muligt at finde

beskæftigelse på baggrund af den gennemførte uddannelse.

For både den enkelte og samfundet vil der imidlertid være et tab forbundet med, at

der uddannes for mange med den samme uddannelse i forhold til de efterfølgende

erhvervs- og beskæftigelsesmuligheder, da overproduktion af uddannede med en

specifik uddannelse kan føre til, at nogle må tage et job med et arbejdsindhold, hvor

uddannelsen ikke udnyttes effektivt. Derudover øger overproduktion risikoen for

ledighed.

Den omvendte situation, hvor der uddannes for få i forhold til, hvad der er af er-

hvervs- og beskæftigelsesmuligheder i samfundet, vil heller ikke være hensigtsmæs-

sigt, da det for samfundet vil være forbundet med et tabt potentiale.

Ovenstående peger i retning af, at en anvendelse af instrumenter, der kan understøt-

te en bedre balancering mellem den enkeltes frie studievalg og en hensynstagen til,

at der ikke bliver uddannet for mange eller få på de enkelte uddannelser, synes nød-

vendig. Sidst i kapitlet beskrives forskellige redskaber til at understøtte det bedst

mulige studievalg for både den enkelte og for samfundet.

2.3 Uddannelsesinstitutionernes udbud af videregåede uddannel-

ser

Der er i dag en relativt begrænset national styring af, hvilke videregående uddannel-

ser og hvor mange pladser på de enkelte uddannelser der udbydes.

En væsentlig

undtagelse er optaget på mange af de professionsbachelor- og universitetsuddannel-

ser, der indeholder obligatorisk praktik. Her fastlægges optaget nationalt bl.a. af

hensyn til at sikre tilstrækkeligt mange praktikpladser. Endvidere gælder der særlige

vilkår for de kunstneriske og maritime uddannelser, hvor antallet af pladser generelt

styres strammere fra centralt hold.

Det er således overvejende de enkelte uddannelsesinstitutioner, der træffer beslut-

ning om, hvor mange pladser der udbydes på de enkelte uddannelsesudbud, jf. boks

2.2.

Fra centralt hold dimensioneres 141 ud af 859 udbud, som udbydes gennem Den Koordinerede Tilmelding

(egen opgørelse).

Boks 2.2.

Institutionernes rammer for at fastlægge optaget på de videregående uddan-

nelser

Universiteter

Universiteterne bestemmer med få undtagelser

selv, hvor mange studerende der skal opta-

ges på de enkelte bachelor- og kandidatuddannelser. Dog skal universiteterne fastsætte opta-

get under hensyntagen til muligheden for at give en forsvarlig forskningsbaseret undervis-

ning med kvalificerede undervisere og tilstrækkelig bygningskapacitet, samt at optagelsestal-

let er i overensstemmelse med samfundets behov for uddannelse inden for det pågældende

fagområde. I praksis har universiteterne i dag fastsat en adgangsbegrænsning på knap halv-

delen af deres bacheloruddannelser og et (ukendt) antal kandidatuddannelser, hvor der er

flere ansøgere end uddannelsespladser.

Professionshøjskoler og erhvervsakademier

På professionshøjskoler og erhvervsakademierne fastsætter institutionen som udgangspunkt

selv antallet af optagelsespladser på uddannelserne. Dog er ca. 35 ud af de 80 professionsba-

chelor- og erhvervsakademiuddannelserne dimensioneret fra ministerens side. Denne di-

mensionering fastlægges på baggrund af tidligere år, det forventede behov for uddannet ar-

bejdskraft og institutionernes muligheder for at stille praktikpladser til rådighed.

De kunstneriske og maritime uddannelsesinstitutioner

Alle kunstneriske og maritime uddannelser er dimensioneret via deres bevilling. Dimensio-

nering på de kunstneriske uddannelser er fastsat på baggrund af en politisk aftale med ud-

gangspunkt i arbejdsmarkedets behov, og dimensioneringen udmøntes i en rammeaftale på

institutionsniveau. En overskridelse af dimensioneringen udløser ikke merbevilling. En

manglende opfyldelse af normtallet betyder krav om tilbagebetaling af bevilling. På de mari-

time uddannelsesinstitutioner fastsættes der årligt kvoter på institutionsniveau i finansloven.

Uddannelsesinstitutionernes fastsættelse af det årlige optag er underlagt en række

styringsmekanismer. Det gælder bl.a. akkrediteringssystemet, bevillingssystemet,

udviklingskontrakter og øvrige politiske udmeldinger.

Med det nye akkrediteringssystem, som trådte i kraft i juli 2013, skal alle uddannel-

sesinstitutionerne fremadrettet institutionsakkrediteres. For at blive akkrediteret skal

uddannelsesinstitutionerne bl.a. have en praksis på plads, som sikrer, at såvel nye

som eksisterende uddannelser afspejler samfundets behov og løbende tilpasses den

samfundsmæssige udvikling. Da institutionsakkrediteringssystemet endnu ikke er

rullet fuldt ud, og der endnu ikke er foretaget nogen institutionsakkrediteringer, er

det for tidligt at vurdere, om det vil have en væsentlig effekt på, hvor mange uddan-

nelsespladser institutionerne opretter.

Undtagelserne, hvor der er central dimensionering på universitetsuddannelserne, er medicin, biomekanik,

tandlæge, dyrlæge og journalistik. Dette er autorisationsgivende uddannelser og uddannelser, hvori der indgår

obligatorisk praktik. Dimensioneringen sker bl.a. ud fra hensynet til, at der skal være tilstrækkelige praktikplad-

ser, at uddannelserne er forholdsvis dyre, og at der til dels er en stor søgning til uddannelserne. Dimensionerin-

gen fastsættes på den årlige finanslov og udgangspunktet er, at dimensioneringen ikke ændres årligt, men kan

tages op til nærmere overvejelse i forbindelse med fx henvendelse fra universiteterne eller andre interessenter. I

sådanne tilfælde gennemføres typisk et analysearbejde med henblik på at afdække om det er korrekt, at dimensi-

oneringen bør hæves eller sænkes.

Bevillingssystemet og herunder særligt taxametersystemet har som udgangspunkt

understøttet de seneste års øgede optag på både nye og eksisterende uddannelser.

Bevillingssystemet giver imidlertid ikke institutionerne direkte tilskyndelser til at

udbyde uddannelser under hensynstagen til efterfølgende erhvervs- og beskæftigel-

sesmuligheder. Taxametersystemet sikrer overordnet set, at bevillingen følger de

studerende, men som beskrevet i det foregående afsnit understøtter søgemønstrene

ikke nødvendigvis efterfølgende gode erhvervs- og beskæftigelsesmuligheder i sam-

fundet.

En stor del af uddannelsesinstitutionernes udviklingskontrakter har haft fokus på

dimittendernes beskæftigelsesfrekvenser og uddannelsernes kobling til samfundets

behov som et blandt flere mål. Tilsvarende er relevanshensynet ofte koblet sammen

med de politiske udmeldinger om at øge optaget, som løbende har mødt uddannel-

sesinstitutionerne. Både udviklingskontrakterne og de politiske udmeldinger kan

dog karakteriseres som relativt bløde styringsredskaber, da institutionerne selv er

med til at fastsætte de konkrete måltal, og målene ikke understøttes klart gennem fx

ekstra bevillinger eller direkte konsekvenser, hvis de ikke opfyldes.

Samlet set kan det konstateres, at der ikke er en samlet styring og koordinering på

tværs af alle de videregående uddannelser af, hvor og hvor mange der er blevet ud-

dannet med henblik på at imødekomme arbejdsmarkedets efterspørgsel.

2.4. De videregående uddannelsers match med arbejdsmarkedet i

dag

Produktivitetskommissionen har vist, at der har været en stabil og klar forskel på,

hvilke af universiteternes hovedområder der har klaret sig godt på arbejdsmarkedet

over en lang årrække målt på arbejdsløshed.

Således har akademikergrupper med

humanistiske- og naturvidenskabelige uddannelser konsistent haft en relativt højere

arbejdsløshedsrate end akademikergrupper fra det samfundsvidenskabelige og

sundhedsvidenskabelige hovedområde over de sidste 20 år. Det tekniske hovedom-

råde svinger mere over perioden, hvilket bl.a. skyldes, at arkitekter, som har haft høj

arbejdsløshed, indgår i dette hovedområde. På baggrund af tendenserne konklude-

rer Produktivitetskommissionen, at det kan se ud til, at det er muligt at forudsige,

hvilke uddannelsesgrupper der kommer til at have høj produktivitet ud i fremtiden

og derved vil klare sig godt på arbejdsmarkedet fremadrettet.

Kvalitetsudvalget tager Produktivitetskommissionens konklusion til efterretning.

Samtidig finder udvalget behov for at afdække, om lignende tendenser gør sig gæl-

dende for de øvrige videregående uddannelser samt nuancere resultaterne ved at

afdække tendenserne i uddannelsesgruppers ledighed på et mere detaljeret niveau.

Kvalitetsudvalget har derfor foretaget en inddeling af alle videregående uddannelser

i 23 overordnede uddannelsesgrupper, som har en faglig fællesreference, jf. tabel

2.1.

Produktivitetskommissionen, 2013c.

Tabel 2.1. Uddannelsesgrupperne og deres fordeling på uddannelses-

niveauer

Uddannelsesgruppe

Arkitekter

Biologiske fag

Design

Erhvervssprog

Ernæring

Forvaltning og samfund

Fremmedsprog

Ingeniører og teknik

Jura

Klassisk humaniora

Kunstneriske og æstetiske fag

Landbrug, skovbrug og veterinær

Matematik/fysik/kemi

Medie og kommunikation

Psykologi

Pædagogik

Sundhed

Økonomisk/merkantil

Øvrige humaniora uddannelser

Øvrige samfundsvidenskabelige uddannelser

Øvrige naturvidenskabelige uddannelser

Øvrige videregående uddannelser

KVU

Nej

MVU

Nej

BACH

Nej

LVU

Nej

Note:

Øvrige-kategorierne består af blandede uddannelser uden en større fællesmængde og

præsenteres derfor ikke i teksten. For uddannelsesgrupper med et betydeligt antal

akademiske bachelorer på arbejdsmarkedet er der oprettet selvstændige BACH-

uddannelsesgrupper. Mindre grupper af akademiske bachelorer er lagt ind i øvrige-

kategorierne. LVU omfatter også ph.d.-niveau. Efter- og videreuddannelser indgår i

grupperne på det niveau, de svarer til i det ordinære uddannelsessystem.

Kilde:

Egne opgørelser.

De 23 uddannelsesgrupper kan underopdeles på uddannelsesniveau, da der vil være

en meget forskellig sammensætning af erhvervsakademiuddannelser (KVU), profes-

sionsbacheloruddannelser (MVU), bacheloruddanneler (BACH) og kandidatuddan-

nelser og ph.d.’er (LVU) i de enkelte uddannelsesgrupper. Det er endvidere grunden

til, at de enkelte uddannelsesgrupper nedenfor sammenlignes med andre uddannel-

sesgrupper på samme uddannelseslængde.

Konkret undersøges tendenserne i uddannelsesgruppernes relative ledighed i perio-

den 1990-2013. Endvidere undersøges tendenser i uddannelsesgruppernes lønind-

komstniveauer i perioden 2003-2013.

Det er ikke muligt at frembringe lønstatistik opdelt på så detaljeret uddannelsesniveau længere tilbage end

2003.

Det er de

relative

ledigheder og lønindkomstniveauer i de enkelte år, der betragtes i

forhold til henholdsvis den gennemsnitlige ledighed og det gennemsnitlige lønind-

komstniveau for alle uddannede med en videregående uddannelse af samme længde.

Dvs. effekten af konjunkturudviklingen er reduceret.

I sammenligningen af uddannelsesgruppernes relative ledigheder er den gennem-

snitlige ledighed blandt alle med en videregående uddannelse af samme længde sat

til værdien 1. Hvis en uddannelsesgruppe har en ledighed over værdien 1 i et givent

år, betyder det, at uddannelsesgruppen har en ledighed over gennemsnittet i det år

og vice versa. På samme måde er det gennemsnitlige lønindkomstniveau blandt alle

uddannede med en videregående uddannelse af samme længde sat til 1 i sammenlig-

ningen af uddannelsesgrupperne relative lønindkomstniveauer.

I uddannelsesgrupperne indgår personer i arbejdsstyrken, som har haft en videregå-

ede uddannelse som højest fuldførte uddannelse i 5-15 år. Det gøres ud fra et hen-

syn til, at det er en mere homogen gruppe af uddannede, der sammenlignes, end

hvis alle personer i hele arbejdsstyrken indgik i sammenligningerne, men samtidig

ud fra et hensyn til, at uddannelsesgrupperne ikke bliver for små.

Ledigheder på tværs af uddannelsesgrupper

Udviklingerne i uddannelsesgruppernes relative ledighed viser, at der på tværs af

fagområder er variation i, hvilke uddannelsesgrupper der i hele eller det meste af

perioden har henholdsvis høj og lav relativ ledighed.

Blandt uddannelsesgrupper på langt videregående uddannelsesniveau er det bl.a. de

humanistiske uddannelsesgrupper, der i hele eller store dele af perioden har en rela-

tiv

høj

ledighed i forhold til gennemsnitsledigheden blandt uddannede med en lang

videregående uddannelse. Der er dog også uddannelsesgrupper på langt videregåen-

de uddannelsesniveau inden for andre hovedområder, der har en ledighed, som

ligger over gennemsnitsledigheden i hele eller store dele af perioden. Det gælder fx

uddannelser inden for biologiske fag, kunstneriske og æstetiske fag samt uddannel-

ser i offentlig forvaltning og samfund, jf. figur 2.4.

amtlige uddannelsesgruppers relative ledigheder og lønindkomster er at finde i bilag 3 på udvalgets hjemme-

side.

Figur 2.4. Eksempler på lange videregående uddannelsesgrupper med

relativ høj ledighed, 1990-2013

Note:

Værdien 1 svarer til den gennemsnitlige ledighed for personer med en

lang videregå-

ende uddannelse.

En relativ ledighed på 0,5 betyder således, at personer fra den

pågældende uddannelsesgruppe har halvt så høj ledighed som gennemsnittet, mens

en værdi på 2 betyder dobbelt så høj ledighed som gennemsnittet i et givent år. Be-

mærk, at figuren ikke viser alle grupper, der har haft relativ ledighed over gennemsnit-

tet i perioden. Figuren er vist for personer, som primo året har været dimittender i 5-15

år med den pågældende uddannelse som deres højeste fuldførte uddannelse. Perso-

ner indgår i opgørelsen med højest fuldførte uddannelse.

Kilde:

Styrelsen for Videregående Uddannelser med afsæt i Danmark Statistik på vegne af

Kvalitetsudvalget samt egne beregninger.

Det skal dog bemærkes, at både uddannelser inden for biologiske fag samt uddan-

nelser i offentlig forvaltning og samfund i slutningen af perioden ligger tæt på den

gennemsnitlige ledighed for uddannelsesgrupper på langt videregående uddannel-

sesniveau.

Uddannelsesgrupper, der har haft en

lavere

ledighed i forhold til den gennemsnitlige

ledighed i store dele eller hele perioden, omfatter bl.a. sundhedsuddannelser, jura,

ingeniør- og tekniske uddannelser samt matematik-, fysik- og kemiuddannelser og

strækker sig således også på tværs af hovedområder, jf. figur 2.5.

Det kan bemærkes, at en enkelt humanistisk uddannelsesgruppe, de lange pædagogiske uddannelser, i hele

perioden ligger lige omkring den gennemsnitlige ledighed. Gruppen udgøres bl.a. af en del masteruddannelser

(dvs. efter- og videreuddannelser), hvis dimittender formodentligt er ældre og har en større tilknytning til ar-

bejdsmarkedet end de ordinære uddannelser.

Figur 2.5. Eksempler på lange videregående uddannelsesgrupper med

relativ lav ledighed, 1990-2013

Note:

Værdien 1 svarer til den gennemsnitlige ledighed for personer med en

lang videregå-

ende uddannelse,

som har været dimittender i 5-15 år. For øvrige noter henvises til

figur 2.4.

Kilde:

Styrelsen for Videregående Uddannelser med afsæt i Danmark Statistik på vegne af

Kvalitetsudvalget samt egne beregninger.

Der er ligeledes en variation i, hvor godt de enkelte uddannelsesgrupper på hen-

holdsvis kort og mellemlangt uddannelsesniveau ligger målt på relativ ledighed. Fx

har sundhedsuddannelser og økonomiske- og merkantile uddannelser på mellem-

langt videregående uddannelsesniveau relativ ledighed under gennemsnittet i hele

perioden, mens ernæringsuddannelser og gruppen af forvaltning og samfundsud-

dannelser i hele perioden har en ledighed, der ligger over gennemsnittet, jf. figur 2.6.

Figur 2.6. Eksempler på mellemlange videregående uddannelsesgrup-

per med hhv. lav og høj ledighed, 1990-2013

Note:

Værdien 1 svarer til den gennemsnitlige ledighed for personer med en

mellemlang

videregående uddannelse,

som har været dimittender i 5-15 år. For øvrige noter

henvises til figur 2.4.

Kilde:

Styrelsen for Videregående Uddannelser med afsæt i Danmark Statistik på vegne af

Kvalitetsudvalget samt egne beregninger.

For nogle uddannelsesgrupper svinger ledigheden omkring den gennemsnitlige le-

dighed for alle videregående uddannelser på samme længde. Det gælder fx ingeniør-

og teknikuddannelser på mellemlangt videregående uddannelsesniveau. Disse ud-

dannelsesgrupper kan ikke siges samlet set at have klaret sig hverken dårligt eller

godt i den betragtede periode.

Endvidere er der nogle uddannelsesgrupper – fx de korte uddannelser inden for

biologiske fag – der ligger på et relativt stabilt niveau med kun små udsving. Andre

har større udsving over perioden. Det gælder fx it-uddannelserne på kort videregå-

ende niveau, jf. figur 2.7. Det viser, at udviklingen i de relative ledigheder skal ses

over en længere periode for at undgå, at kortvarige store udsving tillægges vægt.

Figur 2.7. Eksempler på korte videregående uddannelsesgrupper med

hhv. små og store udsving, 1990-2013

Note:

Værdien 1 svarer til den gennemsnitlige ledighed for personer med

korte videregående

uddannelse,

som har været dimittender i 5-15 år. Det bemærkes, at it-gruppen er

relativ lille og ny på arbejdsmarkedet i begyndelsen af perioden, som derfor bør fortol-

kes med varsomhed. Der er ikke tal for 1990 for it-gruppen. For øvrige noter henvises

til figur 2.4.

Kilde:

Styrelsen for Videregående Uddannelser med afsæt i Danmark Statistik på vegne af

Kvalitetsudvalget samt egne beregninger.

Nogle uddannelsesgrupper har over perioden haft en enten stigende eller faldende

tendens i den relative ledighed. En generel stigning i en uddannelsesgruppes relative

ledighed kan være en indikation på, at der i stigende grad er et dårligt match mellem

uddannelsen og arbejdsmarkedet og vice versa.

Eksempelvis har gruppen af lange erhvervssproglige uddannelser haft en generelt

stigende relativ ledighed i 1990-2013, jf. figur 2.8. For andre uddannelsesgrupper,

som fx de lange videregående uddannelser inden for forvaltning og samfund, har

den relative ledighed generelt været faldende i hele perioden.

Figur 2.8. Eksempler på lange videregående uddannelsesgrupper med

hhv. faldende og stigende relativ ledighed, 1990-2013

Note:

De stiplede linjer indikerer lineære tendenser for hver af de to grupper. Værdien 1

svarer til den gennemsnitlige ledighed for personer med en

lang videregående uddan-

nelse,

som har været dimittender i 5-15 år. For øvrige noter henvises til figur 2.4.

Kilde:

Styrelsen for Videregående Uddannelser med afsæt i Danmark Statistik på vegne af

Kvalitetsudvalget samt egne beregninger.

For at illustrere betydningen af det langsigtede perspektiv er figur 2.8 gentaget her-

under i figur 2.9, men kun i perioden 2002-2013. Heraf fremgår det, at den relative

ledighed for erhvervssproglige uddannelser har stabiliseret sig i løbet af de sidste ti

år, mens tendensen til faldende ledighed for forvaltnings- og samfundsuddannelser

er endnu stærkere end i det lange perspektiv fra 1990-2013.

Figur 2.9. Eksempler på lange videregående uddannelsesgrupper med

hhv. faldende og stigende relativ ledighed, 2002-2013

Note:

De stiplede linjer indikerer lineære tendenser for hver af de to grupper. Værdien 1

svarer til den gennemsnitlige ledighed for personer med en

lang videregående uddan-

nelse,

som har været dimittender i 5-15 år. For øvrige noter henvises til figur 2.4.

Kilde:

Styrelsen for Videregående Uddannelser med afsæt i Danmark Statistik på vegne af

Kvalitetsudvalget samt egne beregninger.

Figur 2.8 og 2.9 understøtter nødvendigheden af at se udviklingen i forskellige tids-

perspektiver. Den forbedring, som gruppen af lange forvaltnings- og samfundsud-

dannelser har været igennem, ser således ganske stabil ud både på kort og langt sigt.

Omvendt ser det ud til, at erhvervssprogsuddannelsernes historiske tendens til sti-

gende ledighed har stabiliseret sig det seneste årti (om end på et niveau over gen-

nemsnitsledigheden for lange videregående uddannelser).

Uddannelsernes relative lønindkomstniveauer

Som nævnt ovenfor bør relativ ledighed ikke stå alene som indikator på uddannel-

sernes match med arbejdsmarkedet. Uddannelsernes

relative lønindkomstniveau

kan

ligeledes være en god indikator for uddannelsernes match med arbejdsmarkedet,

idet et relativt lavt lønindkomstsniveau kan indikere, at der uddannes flere inden for

den samme uddannelsesgruppe, end der efterspørges. Omvendt kan et relativt højt

lønindkomstniveau indikere, at der uddannes for få inden for den samme uddannel-

sesgruppe i forhold til efterspørgslen på arbejdsmarkedet.

På tværs af uddannelsesgrupperne er den overordnede tendens, at grupper, der har

en relativ høj ledighed, typisk også har relativ lav lønindkomst og vice versa. De to

indikatorer udpeger således relativt konsistent, hvilke uddannelsesgrupper der har et

godt eller mindre godt match med arbejdsmarkedet. Det gælder eksempelvis grup-

pen af lange kunstneriske og æstetiske uddannelser, som i hele perioden har en le-

dighed, som ligger over gennemsnittet og et lønindkomstniveau, der ligger under

gennemsnittet, jf. figur 2.10.

Figur 2.10. Relativ løn og ledighed for lange videregående kunstneriske

og æstetiske fag, 2002-2013

Note:

Værdien 1 svarer til den gennemsnitlige ledighed eller lønindkomst for personer med

lang videregående uddannelse,

som har været dimittender i 5-15 år. Lønindkom-

sten er en opgørelse over månedsfortjeneste for fastlønnede i årene 2003-2012. Fra

2012-2013 er anvendt standardberegnet månedsfortjeneste. For øvrige noter henvises

til figur 2.4.

Kilde:

Styrelsen for Videregående Uddannelser med afsæt i Danmark Statistik på vegne af

Kvalitetsudvalget og egne beregninger.

Uddannelsesgruppernes relative lønindkomst og ledighed kan dog variere forskel-

ligt, og der er ikke nødvendigvis en direkte sammenhæng. Fx er lønindkomstsni-

veauet relativt stabilt – og en smule stigende – for de kunstneriske og æstetiske ud-

dannelser, selvom deres relative ledighed har en stigende tendens i løbet af perio-

den.

Det understreger behovet for, at analyser af uddannelsernes sammenhæng med ar-

bejdsmarkedet udover et længere tidsperspektiv også inddrager forskellige typer af

indikatorer.

Behov for bedre match for nogle uddannelsesgrupper – men langt fra

alle

Generelt viser de foregående afsnit, at der er en række eksempler på uddannelses-

grupper, der over en lang tidsperiode har haft et relativt dårligt arbejdsmarkeds-

match i form af relativ høj ledighed samt lav lønindkomst. Endvidere går en række

af disse uddannelsesgrupper fra relativ høj til højere ledighed og fra relativ lav til

endnu lavere lønindkomst i den betragtede periode.

De personer, der uddannes inden for uddannelsesgrupper, der har en relativ høj

ledighed og lav lønindkomst, kan forventes at have sværere end andre højtuddanne-

de ved at finde relevante jobs, hvilket både er en udfordring for den enkelte og for

samfundet.

Samtidig viser analysen, at der også er mange eksempler på det modsatte, nemlig

uddannelsesgrupper, der konsistent har en lav ledighed og høj lønindkomst, eller

uddannelsesgrupper, der forbedrer deres relative lønindkomst og ledighed over pe-

rioden. Mange uddannelsesgrupper har endvidere udsving i ledigheden og lønind-

komstniveauet over perioden men ikke et langsigtet lavere lønniveau eller højere

ledighed end andre. Det er derfor langt fra alle uddannelsesgrupper, hvor der er

behov for at tage nye skridt for at styrke matchet med arbejdsmarkedet.

Overordnet set kan uddannelsernes match med erhvervs- og beskæftigelsesmulig-

heder i samfundet styrkes inden for det videregående uddannelsessystem ved at

tilpasse antallet, som uddannes inden for de pågældende uddannelsesgrupper, så det

i højere grad matcher arbejdsmarkedets behov. På den baggrund beskrives der i

slutningen af dette kapitel forskellige redskaber til at styre antallet af personer, som

uddannes inden for de forskellige grupper.

2.5. Fremskrivning af uddannelsesniveauet på arbejdsmarkedet

Som beskrevet i kapitel 1 vil der træde markant flere med en videregående uddan-

nelse ud på arbejdsmarkedet i de kommende år, hvis de nuværende øgede uddan-

nelsestendenser fortsætter uændret fremover.

Det tager dog mange år, inden den højere uddannelsestendens slår fuldt igennem på

arbejdsmarkedet. At gennemføre en uddannelse tager i sig selv tid, og sammensæt-

De beskrevne tendenser i uddannelsesgruppernes relative ledighed og lønindkomst er deskriptive og indehol-

der ikke en egentlig korrelationsanalyse af løn- og ledighedsindikatorerne for de forskellige uddannelsesgrupper

og niveauer eller en systematisk analyse af betydningen af evt. bagvedliggende og mellemkommende variable.

Det forventes dog, at fx køn, alder, geografi og øvrige karakteristika ved uddannelserne og deres studerende kan

spille en væsentlig rolle for deres match med arbejdsmarkedet, jf. fx Finansministeriet, 2014.

ningen af arbejdsmarkedet ændrer sig først efterhånden, som de nye årgange med

højere uddannelsesniveau færdiggør en uddannelse, og ældre generationer går på

pension. For at få en indikation af hvor mange med en videregående uddannelse,

der er i arbejdsstyrken på det fremtidige arbejdsmarked ved de nuværende søge-

mønstre, har Kvalitetsudvalget fået foretaget en fremskrivning af udviklingen i ud-

dannelsesudbuddet frem mod 2050.

Med afsæt i den nuværende demografiske udvikling og de seneste års uddannelses-

mønstre er det muligt at lave en beregningsteknisk fremskrivning af uddannelses-

sammensætningen blandt personer med en videregående uddannelse, der fremover

vil være på arbejdsmarkedet. Denne

udbudsfremskrivning

tager samtidig højde for den

løbende afgang fra arbejdsmarkedet (via udvandring, pension, død mv.). Udbuds-

fremskrivningen kan derved give en indikation af den samlede fremadrettede kom-

petencesammensætning blandt personer med en videregående uddannelse på ar-

bejdsmarkedet ved uændret søgemønstre.

Den fremadrettede

efterspørgsel

efter forskellige typer uddannet arbejdskraft er mere

vanskelig at fremskrive, da den er behæftet med væsentligt større usikkerhed. Det

gælder især i den private sektor, hvor efterspørgslen afhænger af udviklingen i øko-

nomien.

Heri indgår, at der løbende vil være en tendens til, at efterspørgslen efter forskellige

typer arbejdskraft tilpasser sig udbuddet.

Det kan fx være, når virksomheds- og

erhvervsstruktur tilpasser sig, fordi virksomheder har bedre mulighed for at vokse

på de områder, hvor en given type arbejdskraft er til rådighed. Det kan også ske via

ændret arbejdstilrettelæggelse og opgaveglidning mellem medarbejdertyper. En så-

dan tilpasning af arbejdskraftefterspørgslen kan eventuelt kræve tilpasninger i de

relative lønindkomster. Større udbud af uddannet arbejdskraft vil alt andet lige kun-

ne trække i retning af, at lønforskellen mellem fx ufaglærte og akademikere bliver

mindre, men kan også føre til en grad af ”overuddannelse”, hvor nogle må tage job

med et arbejdsindhold, hvor uddannelsen ikke udnyttes effektivt.

I den offentlige sektor er der som udgangspunkt mindre usikkerhed om udviklingen

i det kommende rekrutteringsbehov og derfor bedre mulighed for at opstille scena-

rier for det fremadrettede rekrutteringsbehov. Konkret har udvalget fået foretaget et

scenarie for det fremadrettede offentlige rekrutteringsbehov. I fremskrivningsscena-

riet antages det, at de offentlige forbrugsudgifter pr. bruger holdes på det nuværen-

de niveau (korrigeret for lønudviklingen) svarende til, at den offentlige efterspørgsel

efter personer uddannet inden for offentlige serviceerhverv primært vil afhænge af

den demografiske udvikling. Det gælder fx behovet for læger, sygeplejersker, pæda-

goger, lærere og plejepersonale. Herudover inddrager fremskrivningsscenariet histo-

Fremskrivningen er udført af Styrelsen for Videregående Uddannelser og Finansministeriet på vegne af Kvali-

tetsudvalget

Konklusion bygger bl.a. på det såkaldte Rybczynski-teorem (fra handelsteorien), som indebærer, at det i en

lille åben økonomi generelt ikke er meningsfuldt at tale om mangel på (eller overskud af) uddannet arbejdskraft

(undtagen måske i relation til visse servicefunktioner bl.a. i den offentlige sektor), fordi produktionen som

udgangspunkt vil tilpasse sig det, man kan producere med den tilgængelige arbejdskraft, mens man handler sig

til det, man ikke kan producere. På længere sigt kommer arbejdskraftens uddannelse ikke til at bestemme ledig-

heden, men derimod produktiviteten/værdien af produktionen, jf. Finansministeriet, 2014.

riske uddannelsesforskydninger med afsæt i udviklingen i uddannelsesgruppernes

andel af beskæftigelsen inden for de offentlige brancher i perioden 2001-2013. På

baggrund heraf udføres en beregningsteknisk

fremskrivning af den offentlige sektors

rekrutteringsbehov.

Fremskrivninger af den offentlige sektors rekrutteringsbehov bør dog også – som

det er tilfældet med den private efterspørgsel – betragtes med det forbehold, at ef-

terspørgslen i praksis kan tilpasse sig ændringer i udbuddet. Fremskrivningerne bør

derfor ses som en beregningsteknisk redskab, der viser, hvordan udbud og efter-

spørgsel under de givne antagelser vil udvikle sig, hvis de var uafhængige af hinan-

den.

Ved at sammenholde fremskrivningen af udbuddet af højtuddannet arbejdskraft

med fremskrivningen af den offentlige sektors rekrutteringsbehov fås en

restgruppe,

der kan forventes at stå til rådighed for beskæftigelse på det private arbejdsmarked.

Det kan derved give en indikation af størrelsen af den tilpasning, som arbejdsmar-

kedet for højtuddannede står over for de kommende årtier.

Markant flere med en videregående uddannelse skal fremover beskæf-

tiges i den private sektor

Fremskrivningerne viser, at udbuddet af personer med en videregående uddannelse

vil stige med ca. 350.000 personer frem mod 2030 svarende til en stigning på ca. 40.

pct. i forhold til 2013, jf. figur 2.11.

Figur 2.11. Antal personer med en videregående uddannelse, der er til

rådighed for beskæftigelse, 2002-2030.

Note:

For perioden 2002-2013 er opgjort antal

beskæftigede

med en videregående uddan-

nelse i hhv. den offentlige og private sektor. For perioden 2013-2030 er det antal

uddannede med en videregående uddannelse, der

står til rådighed

for beskæftigelse.

For uddybet beskrivelse af metoden bag fremskrivningerne se appendiks 2.

Kilde:

Styrelsen for Videregående Uddannelser og Finansministeriet på vegne af Kvalitetsud-

valget.

Godt 25 pct. af de 350.000 ekstra med videregående uddannelse kan forventes at

blive rekrutteret til den offentlige sektor i fremskrivningsscenariet. De resterende

knap 75 pct. – svarende til ca. 260.000 personer – forventes at skulle beskæftiges på

det private arbejdsmarked. Det svarer til, at der gennemsnitligt vil være godt 15.000

ekstra personer årligt med en videregående uddannelse, som skal finde beskæftigelse

i den private sektor de kommende år frem mod 2030.

Til sammenligning voksede beskæftigelsen af personer med en videregående uddan-

nelse på det private arbejdsmarked gennemsnitligt, årligt med ca. 8.000 i 2002-2013.

De kommende år frem mod 2030 vil der således årligt sammenlignet med i dag være

knap dobbelt så mange ekstra med en videregående uddannelse, der skal beskæftiges

på det private arbejdsmarked.

Uddannelsesniveauet vil blive løftet fra toppen

Hvis det nuværende høje optag på universiteternes bacheloruddannelser og den

høje overgang herfra til kandidatuddannelserne fortsætter, forventes en stor del af

stigningen i uddannelsesniveauet at ske ved en stigning i antallet med en lang vide-

regående uddannelse.

Således skønnes antallet med en lang videregående uddannelse, der forventes at

skulle beskæftiges på det private arbejdsmarked, at stige med ca. 160.000 uddannede

svarende til 110 pct. i perioden 2013-2030. Til sammenligning skønnes antallet, der

forventes at skulle beskæftiges på det private arbejdsmarked, at stige med 15 pct. for

uddannede med en kort videregående uddannelse, 55 pct. for uddannede med en

mellemlang videregående uddannelser og 35 pct. for uddannede med en bachelor-

uddannelse i 2013-2030, jf. figur 2.12.

Figur 2.12. Antal personer med en videregående uddannelse, der forven-

tes at skulle finde beskæftigelse i den private sektor, 2002-2030.

800.000

700.000

600.000

500.000

400.000

300.000

200.000

100.000

2002

2004

2006

2008

2010

2012

2014

2016

2018

2020

2022

2024

2026

2028

KVU

MVU

BACH

LVU

Note:

For perioden 2002-2013 er opgjort antal

beskæftigede

med hhv. KVU, MVU, BACH og

LVU i den private sektor. For perioden 2013-2030 er det antal uddannede med en videre-

gående uddannelse, der

står til rådighed

for beskæftigelse i den private sektor. For uddy-

bet beskrivelse af metoden bag fremskrivningerne se appendiks 2.

Kilde:

Styrelsen for Videregående Uddannelser og Finansministeriet på vegne af Kvalitetsudval-

get.

2030

I alt forventes antallet med kandidatuddannelse eller ph.d. frem mod 2030 at stige

med 190.000 personer, hvoraf de ca. 160.000 forventes at skulle beskæftiges på det

private arbejdsmarked, jf. figur 2.13. I fremskrivningsscenariet betyder det, at stør-

stedelen heraf (80 pct.) forventes at skulle beskæftiges på det private arbejdsmarked,

mens kun 20 pct. forventes at blive rekrutteret til den offentlige sektor.

Figur 2.13. Antal personer med en lang videregående uddannelse, der er

til rådighed for beskæftigelse, 2002-2030.

500.000

450.000

400.000

350.000

300.000

250.000

200.000

150.000

100.000

50.000

2002

2004

2006

2008

2010

2012

2014

2016

2018

2020

2022

2024

2026

2028

2030

LVU, der forventes at være til rådighed i den private sektor

Offentligt rekrutteringsbehov

Note:

For perioden 2002-2013 er opgjort antal

beskæftigede

med en kandidatuddannelses eller

ph.d. i hhv. den offentlige og private sektor. For perioden 2013-2030 er det antal uddan-

nede med en kandidatuddannelse eller ph.d., der

står til rådighed

for beskæftigelse. For

uddybet beskrivelse af metoden bag fremskrivningerne se appendiks 2.

Kilde:

Styrelsen for Videregående Uddannelser og Finansministeriet på vegne af Kvalitetsudval-

get.

Det svarer til, at der gennemsnitligt årligt vil være ca. 9.000 ekstra uddannede med

en lang videregående uddannelse, der kan forventes at skulle beskæftiges på det

private arbejdsmarked frem til 2030. Til sammenligning var der gennemsnitligt, år-

ligt ca. 5.000 flere uddannede med en lang videregående uddannelse, der fandt be-

skæftigelse på det private arbejdsmarked i 2002-2013. Frem mod 2030 er det således

knap dobbelt så mange ekstra uddannede med en lang videregående uddannelse, der

hvert år vil skulle beskæftiges på det private arbejdsmarked i fremskrivningsscenari-

et.

Uddannelsesgrupper vokser forskelligt i fremskrivningen

Afsnit 2.4 viste, at uddannelser inden for biologiske fag, uddannelser i klassisk hu-

maniora, forvaltning og samfund samt uddannelser i kunstneriske og æstetiske fag

er nogle af de uddannelsesgrupper, der har haft en relativ høj ledighed i hele eller

dele af perioden 2002-2013. De vil imidlertid udvikle sig ganske forskelligt de kom-

mende år i fremskrivningsscenariet, jf. figur 2.14.

Figur 2.14. Udviklingen i antallet af personer fra udvalgte uddannelses-

grupper, der er til rådighed på arbejdsmarkedet, 2002-2030.

Note:

Indeks 100 = antal fra uddannelsesgruppen i beskæftigelse primo 2013. For perioden

2002-2013 er opgjort antal

beskæftigede

fra de enkelte uddannelsesgrupper. For perio-

den 2013-2030 er det antal uddannede fra de enkelte uddannelsesgrupper, der

står til

rådighed

for beskæftigelse. For uddybet beskrivelse af metoden bag fremskrivningerne se

appendiks 2.

Kilde:

Styrelsen for Videregående Uddannelser og Finansministeriet på vegne af Kvalitetsudval-

get.

Fremskrivningen af antallet med en lang kunstnerisk eller æstetisk uddannelse indi-

kerer, at der vil komme mere end 7.000 flere ud på arbejdsmarkedet frem mod

2030. Det svarer til ca. 150 pct. flere i forhold til 2013, hvor der var knap 5.000 per-

soner med disse uddannelser på arbejdsmarkedet. Det samme mønster gør sig gæl-

dende for gruppen af lange videregående uddannelser inden for forvaltning- og

samfund, og lange videregående uddannelser inden for biologiske fag. For disse

uddannelsesgrupper, som har haft en ledighed over gennemsnittet i store del af pe-

rioden 2002-2013, jf. afsnit 2.4, kan der således forventes at komme markant flere

ud på arbejdsmarkedet, hvis de nuværende uddannelsestendenser fortsætter uæn-

dret.

Det er værd at bemærke, at de klassiske humanistiske uddannelser efter en relativ

stor stigning over de sidste ti år viser en mere begrænset væksttendens fremadrettet.

Antallet med en klassisk humanistisk uddannelse på arbejdsmarkedet forventes så-

ledes at stige med ca. 18 pct. fra ca. 21.000 personer i 2013 til knap 25.000 personer

i 2030, hvilket er noget mindre end de øvrige tre uddannelsesgrupper, der sammen-

lignes med.

Der er en række faktorer, der kan have betydning for, hvordan antallet af uddanne-

de inden for de enkelte uddannelsesgrupper fremover udvikler sig. Fx har de unges

søgemønstre og institutionernes egen begrænsning af optaget en betydning for, i

hvor høj grad de enkelte uddannelsesgrupper stiger fremover. Det kan også spille en

rolle, om der er store ældre årgange, som over de kommende år udtræder fra ar-

bejdsmarkedet.

Behov for tiltag i det videregående uddannelsessystem

Samlet set viser fremskrivningsscenariet, at arbejdsmarkedet står over for et massivt

uddannelsesløft drevet af øget optag på de videregående uddannelser. En stor del af

løftet kommer fra stigningen i antallet med en lang videregående uddannelse. Sam-

menholdt med fremskrivningen af den offentlige sektors rekrutteringsbehov viser

fremskrivningsscenariet, at det især vil være den private sektor, som skal opsuge

uddannelsesløftet.

Grundlæggende udgør udviklingen et stort potentiale for det danske samfund. Det

er dog helt afgørende, at de mange flere med videregående uddannelse kan finde

relevante

jobs, hvor de opnåede kompetencer i uddannelsen bringes i anvendelse. I

dag har kun 1 ud af 4 beskæftigede i den private sektor en videregående uddannelse,

jf. figur 2.2. For at de mange, der tager en videregående uddannelse fremover, kan

finde relevant beskæftigelse, er der således behov for, at deres uddannelser løbende

kan tilpasses, så de matcher arbejdsmarkedets efterspørgsel. Det stiller en række nye

krav til det videregående uddannelsessystem, hvilket udvalget fokuserer nærmere på

i kapitel 3.

Samtidig giver fremskrivningsscenariet en indikation af, at nogle uddannelsesgrup-

per fremadrettet vil vokse hurtigere end andre. I de tilfælde, hvor det er uddannel-

sesgrupper, der allerede i dag har relativ lav lønindkomst og høj ledighed, som vok-

ser mest, indikerer det en uhensigtsmæssig udvikling i et samfundsmæssigt perspek-

tiv. Det leder frem til et spørgsmål om, hvilke instrumenter i det videregående ud-

dannelsessystem der kan understøtte et bedre match fremover, samt hvordan det

undgås, at nye matchproblemer opstår.

2.6. Instrumenter, der kan understøtte et bedre match fremover

Udbuddet af højtuddannede afhænger som tidligere beskrevet af de unges uddan-

nelsesvalg og uddannelsesinstitutionernes uddannelsesudbud. Samtidig er der i dag

ikke nogen mekanisme, der sikrer en systematisk og langsigtet kobling mellem ud-

buddet af forskellige typer af højtuddannede og arbejdsmarkedet.

På den baggrund er det relevant at overveje, hvilke tiltag inden for det videregående

uddannelsessystem der kan sikre et bedre fremadrettet match mellem udbuddet af

højtuddannede og erhverv- og beskæftigelsesmuligheder i samfundet. I det følgende

diskuteres en række instrumenter rettet mod henholdsvis uddannelsessøgende, stu-

derende og uddannelsesinstitutioner.

Økonomiske tilskyndelser til uddannelsessøgende og studerende

De uddannelsessøgende og studerende kan økonomisk tilskyndes til at vælge ud-

dannelser af høj kvalitet og efterfølgende gode løn- og beskæftigelsesmuligheder.

Det kan enten ske ved indførelse af brugerbetaling eller ved ændring af SU-

systemet, således at uddannelsessystemet i højere grad bliver markedsbaseret.

Ændringer i SU-systemet kan fx indebære differentieret SU, således at der tilbydes

en højere SU ved gennemførelse af uddannelser med efterfølgende gode beskæfti-

gelsesmuligheder. Det vil tilskynde uddannelsessøgende til at søge mod uddannelser

med efterfølgende gode beskæftigelsesmuligheder. Der er også en mulighed i, at

adgangen til SU på kandidatuddannelserne begrænses. Det vil betyde, at studerende

selv påtager sig en større del af risikoen ved at gennemføre en videregående uddan-

nelse, og det vil tilskynde til, at de uddannelsessøgende i højere grad bliver bevidste

om uddannelsernes afkast.

Fordelen ved et markedsbaseret system, der bygger på brugerbetaling, er, at det vil

målrette uddannelsessøgende og studerendes uddannelsesadfærd, så de i højere grad

efterspørger uddannelser med en høj markedsværdi. Jo større markedsværdi en ud-

dannelse har, desto mere vil de uddannelsessøgende og studerende være villige til at

betale for uddannelse og vice versa. Samtidig vil uddannelsesinstitutionerne i et

markedsbaseret uddannelsessystem have incitament til at konkurrere på uddannel-

sernes markedsværdi ved i højere grad at sikre kvalitet og relevans af uddannelserne,

da de kan sætte prisen for en uddannelse højere, jo større markedsværdi uddannel-

sen har. I et markedsbaseret videregående uddannelsessystem er der således en mere

direkte kobling mellem finansiering, kvalitet og relevans målt ved, at uddannelse

efterfølgende giver mulighed for høj indtjeningsevne.

I et markedsbaseret uddannelsessystem med brugerbetaling vil der imidlertid være

risiko for, at forældrenes indkomst i høj grad bliver bestemmende for, hvem der får

en uddannelse samt risiko for, at der bliver uddannet for få. Konkret vil uddannel-

sessøgende fra familier med færre økonomiske ressourcer have vanskeligere ved at

finansiere en uddannelse end uddannelsessøgende fra velhavende familier, da det

kan være vanskeligt at optage et lån på baggrund af en forventet fremtidig indkomst.

Det kan øge risikoen for, at færre får en videregående uddannelse, og derved at nog-

le personer ikke udnytter deres potentiale, hvilket kan give et samfundsmæssigt ta-

lenttab. Samtidig kan et markedsbaseret uddannelsessystem byggende på brugerbe-

taling være med til at skabe et A- og et B-hold, hvor kun A-holdet kan finansiere

dyrere uddannelser, mens B-holdet må acceptere billigere uddannelser eller slet in-

gen uddannelse.

Det er imidlertid muligt at indrette et markedsbaseret uddannelsessystem på forskel-

lige måder, således at det mere eller mindre mindsker den negative effekt, som et

markedsbaseret uddannelsessystem kan have på studerendes sociale profil. Flere

internationale undersøgelser viser fx, at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng

mellem indførelse af delvis brugerbetaling og stigende social skævhed i søgningen til

uddannelserne. Det afhænger af, hvilke lånemuligheder de studerende får stillet til

rådighed.

Det er Kvalitetsudvalgets opfattelse, at økonomiske tilskyndelser rettet mod uddan-

nelsessøgende og studerende er et muligt redskab til at styrke unges fokus på kvali-

teten i uddannelserne og det efterfølgende kompetencematch med arbejdsmarkedet,

når de vælger uddannelse. Dog mener Kvalitetsudvalget, at en eventuel øget brug af

DEA, 2010.

økonomiske tilskyndelser rettet mod de studerendes uddannelsesvalg i givet fald bør

indgå i en større samlet reform, hvor også indretningen af skatte- og beskæftigelses-

systemet indtænkes. Eftersom det ligger uden for Kvalitetsudvalgets kommissorium,

vil udvalget på den baggrund ikke arbejde videre med økonomiske tilskyndelser

rettet mod unges uddannelsesvalg.

Let tilgængelig og sammenlignelig information for uddannelsessøgen-

de og studerende

Udover økonomiske tilskyndelser kan unges uddannelsesvalg i højere grad end i dag

kvalificeres ved et bedre informationsgrundlag at vælge uddannelse ud fra.

Mange uddannelser udbydes på mere end en uddannelsesinstitution, og mange ud-

dannelser har nært beslægtede uddannelser. Det eksisterende informationsgrundlag,

der er til rådighed om uddannelsernes indhold, er ikke særligt stærkt, og det kan

være vanskeligt at sammenligne de enkelte uddannelser med hinanden. Samtidig er

det langt fra muligt på alle uddannelser at finde information om, hvorvidt en ud-

dannelse giver gode efterfølgende beskæftigelsesmuligheder og god løn. Også

blandt landets studie- og uddannelsesledere er der en udbredt oplevelse af, at stude-

rende ikke er tilstrækkeligt informerede om det studie, de har valgt.

Holland har gjort en indsats for at øge gennemsigtigheden af de studerendes studie-

valg ved hvert andet år at offentliggøre en fremskrivning af den forventede ar-

bejdsmarkedsefterspørgsel. Fremskrivningen kan således give en indikation af de

enkelte uddannelsers forventede match med arbejdsmarkedet. Der udarbejdes end-

videre en spredningsindikator for de forskellige uddannelser, der har til formål at

beskrive, hvor gode beskæftigelsesmuligheder der findes for en uddannelsestype

udover den profession, som uddannelsen mere direkte lægger op til. Spredningsin-

dikatoren kan dermed give de studerende en idé om, hvor sårbar deres uddannelse

er over for økonomiske og mere branchespecifikke ændringer.

Med henblik på at skabe et bedre informationsgrundlag for den enkelte kan kravene

til offentliggørelse af sammenlignelige nøgletal strammes for derigennem at skabe

en mere ensartet og lettilgængelig information, som kan kvalificere de unges uddan-

nelsesvalg. Udvikling af centrale nøgletal samt krav til, hvordan uddannelsesinstitu-

tionerne offentliggør dem, vil kunne styrke de unges informationsgrundlag.

Tilskyndelser målrettet uddannelsesinstitutionerne via deres bevillin-

ger

Som beskrevet i afsnit 2.3. er der for langt hovedparten af de videregående uddan-

nelser ikke en direkte kobling mellem deres statslige bevillinger, og hvor godt de

matcher erhvervs- og beskæftigelsesmuligheder i samfundet. Taxametersystemet

udløser i dag en bevilling for det antal studerende, der består deres fag, uanset hvor

mange der læser på den pågældende uddannelse, og uanset hvor efterspurgte de er

på arbejdsmarkedet.

DAMVAD, 2014.

Teknologisk Institut, 2014.

Fra flere sider er der blevet peget på, at uddannelsesinstitutionernes tilskyndelse til

at øge kvalitet og relevans i deres uddannelser kan styrkes ved at gøre deres bevilling

afhængigt af beskæftigelsesgrad og/eller indkomstniveau efter endt uddannelse.

Styring via bevillingssystemet kan imidlertid risikere at medføre uhensigtsmæssige

reaktioner fra uddannelsesinstitutionernes side og undergrave uddannelsernes kvali-

tet. Lavere bevilling til uddannelser, som giver høj ledighed, vil således umiddelbart

give institutionerne færre ressourcer til at styrke disse uddannelsers kvalitet og rele-

vans. Samtidig kan det føre til, at der på kort sigt oprettes flere studiepladser for at

opveje den lavere bevilling. Det gælder særligt på uddannelsesområder, hvor flere

uddannelser er rettet mod den samme del af arbejdsmarkedet, men hvor der som i

de fleste tilfælde i dag ikke sker en koordination på tværs af institutioner, der udby-

der disse uddannelser.

For at kunne give en retvisende og målrettet tilskyndelse til enkeltuddannelserne må

det være bevillingen til de enkelte uddannelser og ikke blot de samlede institutioner,

som skal reguleres efter deres mach med arbejdsmarkedet. En direkte sammenkob-

ling mellem enkeltuddannelsers aktuelle match og deres bevilling vil imidlertid kun-

ne medføre uforudsigelige og til en vis grad tilfældige udsving i bevillingerne for især

små og mindre uddannelsesudbud. I praksis er over halvdelen af uddannelserne så

små, at relativt tilfældige fald i beskæftigelse og løn vil risikere at sænke uddannel-

seskvalitet som følge af fald i uddannelsernes bevilling.

Det er således Kvalitetsudvalgets opfattelse, at det vil være uhensigtsmæssigt at

håndtere problemer med overproduktion på enkeltområder ved at indføre et

matchelement i bevillingssystemet, som indebærer en justering af bevillingen pr.

studerende på baggrund af beskæftigelsesgrader og/eller gennemsnitslønninger.

Udbudsstyring via central dimensionering

Som det fremgår af afsnit 2.3 er der i dag ikke samlet styring og koordinering på

tværs af alle de videregående uddannelser af, hvor og hvor mange der er blevet ud-

dannet med henblik på at imødekomme arbejdsmarkedets efterspørgsel. Samtidig

findes der ikke et systematisk analytisk grundlag til at understøtte enkeltinstitutio-

nernes og ministeriernes fastlæggelse af de årlige optag.

Det er i kontrast til flere af de øvrige nordiske lande og Holland. I disse lande er

både det analytiske grundlag og den styringsmæssige ramme, som kobler arbejds-

markedet med uddannelsesplanlægningen, der foregår på enkeltinstitutioner og i

ministerierne, stærkere end i Danmark, jf. boks 2.3.

Boks 2.3.

Dimensionering og analysegrundlag i Finland, Sverige, Norge og Holland

Finland

udarbejdes der hvert fjerde år en overordnet uddannelses- og forskningspolitisk

udviklingsplan, og på den baggrund udmøntes en overordnet dimensionering i en fireårig re-

sultatkontrakt mellem ministeriet og den enkelte uddannelsesinstitution. Institutionerne har

autonomi i den konkrete udmøntning af den overordnede dimensionering. Som en del af

grundlaget for at fastlægge dimensioneringen bruges et uddannelsesfremsyn. Dette uddan-

nelsesfremsyn har et perspektiv på 15 år, hvorfra der udledes et mere kortsigtet uddannel-

sesbehov med en tidshorisont på fire til fem år. Modellen er dynamisk og omfatter økono-

metriske prognoser, ekspertvurderinger, specifikke brancheforhold og uddannelsespolitiske

målsætninger.

Sverige

udarbejdes statistik og langsigtede prognoser for arbejdsmarkedet, men der er ikke

som i Finland tradition for at styre antallet af uddannelsespladser på de videregående ud-

dannelser med afsæt i fremsyn og prognoser. I de seneste år er der dog eksempler på, at

langsigtede prognoser og udsigten til flaskehalse har medført, at der er afsat øremærkede

midler til oprettelse af ekstra studiepladser inden for specifikke uddannelsesområder senest

bl.a. inden for sundheds- og ingeniørområdet. I de senere år har der endvidere fra regerin-

gens side i forbindelse med budgetgrundlag været øget fokus på, at uddannelserne, der ud-

bydes, matcher arbejdsmarkedets behov.

Norge

har universiteter og højskoler som udgangspunkt ret til at udbyde nye videregående

uddannelser uden dimensionering. For enkelte uddannelsesområder forestår Kunnskapsde-

partementet en central dimensionering baseret på aktuel efterspørgsel samt prognoser. Det

gælder bl.a. inden for psykologi, læreruddannelsen, kandidater inden for teknologi, civilinge-

niører samt en række uddannelser på sundhedsområdet. Statistisk Sentralbyrå har gennem

mange år lavet prognoser og fremskrivninger af udbud og efterspørgsel på arbejdskraft, men

disse data bruges fortrinsvis til vejledning af studerende.

Holland

foretager et forskningsinstitut hvert andet år et fremsyn af arbejdsmarkedets udvik-

ling over den kommende femårige periode. Modellen har til formål at øge gennemsigtighe-

den af matchet mellem udbud og efterspørgsel af arbejdskraft. Den bruges primært som et

kvalificeret indspil til den overordnede politikudvikling og særlige strategiske prioriteringer

samt af enkeltinstitutioner i deres fastlæggelse af antallet af uddannelsespladser. Fremsyns-

analysen bruges således kun i begrænset omfang til at koordinere det samlede optag.

Kilde: Teknologisk Institut, 2014.

Et stærkere analytisk grundlag for udviklingen på arbejdsmarkedet kan gøre det

muligt at styre volumen af uddannelsespladser og fordeling på fagområder bedre i

forhold til uddannelsernes match med arbejdsmarkedet. Konkret kan central di-

mensionering baseret på et sådan analysegrundlag begrænse antallet af pladser på

enkeltuddannelser, hvor der er dårligt match, så der ikke sker en overproduktion

fremadrettet.

Central dimensionering har fordelen af at være et direkte styringsinstrument, foku-

seret på antallet af uddannelsespladser. Det gør det muligt at koordinere uddannel-

sesudbuddet på tværs af uddannelsesinstitutioner og beslægtede uddannelser på

tværs af landet, i tilfælde hvor det vil være til gavn for både samfundet og den enkel-

te.

2.7. Sammenfatning af kapitlet

Kapitlet har vist betydningen af den relativt svage kobling mellem på den ene side

arbejdsmarkedets efterspørgsel efter højtuddannede og på den anden side uddannel-

sessøgendes studievalg og uddannelsesinstitutionernes udbud af de forskellige vide-

regående uddannelser.

Kapitlets gennemgang af løn og ledighed viser en række eksempler på uddannelses-

grupper, der over en lang tidsperiode har haft et relativt dårligt arbejdsmarkeds-

match. Flere af de uddannelsesgrupper, som har haft en relativ høj ledighed over de

seneste år, ser endvidere ud til at vokse markant fremadrettet, hvis de nuværende

uddannelsesmønstre fortsætter uændret. Matchanalyserne viser således, at der på

nogle uddannelsesområder er et betydeligt behov for at skabe bedre overensstem-

melse mellem uddannelsesproduktionen og det aftagende arbejdsmarked. På den

baggrund præsenterer udvalget i kapitel 5 sine anbefalinger til, hvordan der kan sik-

res et bedre match i fremtiden.

Kapitlets fremskrivningsanalyser viser, at der vil ske en meget markant stigning i

antallet med en lang videregående uddannelse, som i langt overvejende grad skal

finde beskæftigelse i den private sektor. Frem mod 2030 vil der alt andet lige i for-

hold til nu være mere end dobbelt så mange med en lang videregående uddannelse,

der vil skulle beskæftiges på det private arbejdsmarked.

Det er udvalgets opfattelse, at den store stigning i antallet, der vil træde ud på ar-

bejdsmarkedet med en lang videregående uddannelse de kommende år, er en grund-

læggende udfordring for det videregående uddannelsessystem. Det høje uddannel-

sesniveau er ikke et problem i sig selv. Tværtimod er det et stort potentiale. Men

udfordringen består i, at hvis samfundet skal høste frugten af de mange flere højt-

uddannede, er det efter udvalgets opfattelse helt afgørende, at vi gentænker selve

uddannelsesproduktionen og selve

strukturen

af det videregående uddannelsessy-

stem. Denne problemstilling vil være genstand for rapportens følgende kapitel.

Kapitel 3. Struktur og sammenhæng i de videregående

uddannelser

Arbejdsmarkedet står over for et massivt uddannelsesløft drevet af øget optag på de

videregående uddannelser. Samtidigt viser fremskrivningen i kapitel 2, at langt den

overvejende del af de mange flere videregående uddannede fremover skal finde be-

skæftigelse i den private sektor.

Den udvikling stiller det videregående uddannelsessystem over for en udfordring,

som efter udvalgets opfattelse ikke kan håndteres alene ved en skærpet udbudssty-

ring eller ved tilskyndelser for de uddannelsessøgende til at vælge andre uddannel-

ser.

Udfordringen vil efter udvalgets overbevisning medføre radikalt ændrede krav til det

videregående uddannelsessystem i forhold til udbuddet af uddannelse, uddannelser-

nes karakter og indhold samt uddannelsessystemets sammenhæng og fleksibilitet.

I det følgende kapitel sættes derfor fokus på, hvorvidt selve det videregående ud-

dannelsessystems

struktur

er hensigtsmæssig i forhold til at uddanne 60 pct. af en

ungdomsårgang og forsyne fremtidens arbejdsmarked med højtuddannet arbejds-

kraft.

3.1 Nyt arbejdsmarked for videregående uddannede

Dimittender fra videregående uddannelser vil i fremtiden stå overfor at skulle finde

beskæftigelse bredt inden for både den offentlige sektor og det private arbejdsmar-

ked.

Fremskrivninger i kapitel 2 indikerer, at især de akademisk uddannede i langt højere

grad end i dag skal tilgå det private arbejdsmarked. Hvis det nuværende uddannel-

sesmønster fortsætter uændret, skal antallet med en lang videregående uddannelse,

som skal ansættes i den private sektor, fordobles i perioden 2013-2030.

Udvalget finder det derfor væsentligt at rejse spørgsmålet om, hvilke forudsætninger

der skal til, for at så mange flere med en lang akademisk uddannelse fremover skal

kunne finde relevant beskæftigelse på det private arbejdsmarked.

Kandidater, der i dag får job på det private arbejdsmarked, ansættes især i store

virksomheder, mens de små og mindre virksomheder typisk ikke har nogen eller

meget begrænset erfaring med at ansætte akademikere. Næsten alle større virksom-

heder med over 250 ansatte havde i 2012 ansatte med en lang videregående uddan-

nelser. Omvendt var det kun hver femte virksomhed med under 50 ansatte, som

havde ansatte med en lang videregående uddannelse, jf. figur 3.1.

Figur 3.1. Andel af danske virksomheder, som har ansatte med lang vi-

deregående uddannelse, fordelt på virksomhedsstørrelser, 2012 (pct.)

Note:

Figuren angiver andelen af virksomheder med en given størrelse, som har ansat en

eller flere personer, der har afsluttet en videregående uddannelse af mindst fem års

varighed samt forskningsuddannelser. Virksomhedsstørrelsen er angivet i antal jobs

(primær og sekundær beskæftigelse) pr. ultimo november 2012.

Kilde:

Styrelsen for Forskning og Innovation på vegne af Kvalitetsudvalget. Baseret på data

fra Danmarks Statistik.

Der er især mange privatansatte højtuddannede i de mest videnstunge brancher.

Over 40 pct. af de ansatte inden for konsulentydelser og rådgivning, it- og tele-

kommunikation, lægemiddelindustrien samt forsknings og udviklingsvirksomheder

havde i 2010 en mellemlang eller lang videregående uddannelse.

Med mindre de store videnstunge virksomheder fremover vil kunne stå for et mar-

kant større aftag af kandidaterne, må mange flere med lange videregående uddan-

nelser forventes at skulle finde beskæftigelse i virksomheder og brancher, hvor der i

dag ikke er erfaring med ansættelse af højtuddannede, herunder små og mellemstore

virksomheder.

Alt andet lige er det således forventning, at en væsentlig mindre del af dem, der ud-

dannes fra universiteterne fremover, vil blive ansat i brancher og virksomheder,

som har behov for snævre specialistkompetencer. En langt større andel af dimitten-

derne må i stedet forventes at skulle varetage en bredere palet af arbejdsopgaver.

For disse dimittender vil det stille krav til, at de har grundlæggende faglige og an-

vendelsesorienterede kompetencer, der kan bringes i anvendelse og tilpasses, alt

efter hvilke konkrete jobfunktioner de bliver ansat i.

Skiftende efterspørgsel, globalisering, den teknologiske og den øvrige samfundsud-

vikling betyder, at eksisterende beskæftigelsesmuligheder løbende forsvinder, mens

nye samtidig opstår. Særligt i den private sektor er efterspørgslen uforudsigelig og

under konstant udvikling, hvilket it-branchens og internettets udvikling over de

seneste 20-30 år er et eksempel på.

Styrelsen for Forskning og Innovation, 2014.

Foranderligheden og den uforudsigelige efterspørgsel på især det private arbejds-

marked bliver et væsentligt vilkår for de videregående uddannelser. Uddannelserne

må udvikles løbende, og hvis der er efterspørgsel efter det, må der oprettes nye ud-

dannelser. Samtidig indebærer en større usikkerhed om fremtidens kompetencebe-

hov også større risiko for, at specialiseret viden kan blive forældet, når efterspørgs-

len skifter.

Dette ændrer dog ikke ved, at kandidater og ph.d.’er fortsat skal ansættes i de vi-

denstunge virksomheder og brancher, som kræver højt specialiserede og teoretisk

rettede kompetencer. Men samlet set kan stigningen i antallet af kandidater forven-

tes at stille uddannelsessystemet over for to nye og markante forandringer: For det

første forventes mange flere universitetsuddannede fremover at skulle tilgå det pri-

vate arbejdsmarked i jobs, som kræver en bredere og mere alsidig kompetenceprofil.

For det andet må mange af fremtidens højtuddannede dimittender være indstillet på

en større grad af omskiftelighed i arbejdsfunktioner i takt med skift i efterspørgslen

på det private arbejdsmarked.

3.2 Tre barrierer for samspillet med fremtidens arbejdsmarked

Disse væsentlige forandringer – de mange flere dimittender og den øgede tilgang til

det private arbejdsmarked – ændrer ved selve præmissen for den videregående ’ud-

dannelsesproduktion’, og udfordrer den nuværende strukturelle indretning af det

videregående uddannelsessystem. Der kan efter udvalgets opfattelse peges på tre

barrierer

i det nuværende videregående uddannelsessystem, som står i vejen for en

nødvendig tilpasning til fremtidens krav til systemet:

1. Mange universitetsuddannelser har et for ensidigt fokus på faglig og teore-

tisk specialisering.

2. En skæv arbejdsmarkedsforsyning af bachelorer.

3. For svag sammenhæng og effektivitet i det samlede videregående uddannel-

sessystem.

En for ensidig faglig og teoretisk specialisering i universitetsuddannel-

serne

De danske videregående uddannelser er kendetegnet ved en høj grad af faglig og

teoretisk specialisering sammenlignet med mange andre lande. I de akademiske ba-

cheloruddannelser specialiserer de studerende sig tidligt i uddannelsesforløbet på et

relativt snævert fagligt område. I direkte forlængelse af bacheloruddannelserne

skærpes specialiseringen yderligere på kandidatuddannelserne mod afslutningen af

de overvejende teoretisk orienterede specialer. Resultatet er, at stort set alle, der

optages på en akademisk bacheloruddannelse i dag, reelt indtræder i et femårigt

forløb, der resulterer i en kandidatuddannelse med et højt fagligt akademisk niveau

og en teoretisk orienteret specialisering, typisk inden for en snæver del af uddannel-

sens fagområde.

Den høje grad af faglig og teoretisk specialisering på de akademiske uddannelser er

udviklet i et videregående uddannelsessystem, der har uddannet en lille andel af be-

folkningen i en forskningstradition, hvor akademiseringen og den tidlige specialise-

ring har været en styrke for alle. Heroverfor har de mere erhvervsrettede videregå-

ende uddannelser, som professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelser, haft

en anden tradition for at inkludere praksiselementer i uddannelsen og dermed de-

monstrere relevansen af fagene undervejs i uddannelsen.

Idet der forventes et øget behov for, at en større del af dimittenderne indtræder på

det private arbejdsmarked med bredere kompetencer, vil der også være mindre be-

hov for, at alle dimittender får en teoretisk orienteret fagspecialisering forud for, at

de indtræder på arbejdsmarkedet.

Allerede i dag er der indikation på, at mange af universiteternes kandidater får en

mere teoretisk specialisering, end de nødvendigvis har brug for. Aarhus Universitet

har i en dimittendundersøgelse spurgt deres kandidat- og ph.d.-dimittender om,

hvorvidt de har

tilegnet

sig en række kvalifikationer og kompetencer i løbet af studiet,

og i hvilken grad de efterfølgende har oplevet at

skulle gøre brug af

disse i deres arbej-

de. Af svarerne fremgår det, at kandidatdimittender har haft mindre behov for den

teoretiske viden inden for fagområdet i deres arbejde sammenlignet med det niveau,

som er opnået på uddannelsen. Til gengæld efterlyses i en vis grad fx styrkede kom-

petencer i at samarbejde på tværs af faggrupper, jf. figur 3.2.

Figur 3.2. Relation mellem kompetencebehov i arbejdet og kompetencer

opnået gennem kandidatuddannelsen

Note:

Bygger på to årgange, hhv. 1-års og 5-års kandidatdimittender fra 2007/2008 og

2011/2012.

Kilde:

Figur 4.1 i

opsummeringsrapport om Aarhus Universitets beskæftigelsesundersøgelse

2012.

Undersøgelsen indikerer, at en del af de kandidater, der indtræder på arbejdsmarke-

det med en lang akademisk uddannelse, har opnået et teoretisk vidensniveau, som er

vanskeligt at få bragt i spil. Til gengæld viser den tilsvarende undersøgelse på ph.d.-

området, at dimittenderne her vurderer, at deres teoretiske viden inden for fagom-

rådet matcher behovet i deres arbejde som forsker eller lignende.

En række virksomheder har tilsvarende peget på, at mange nyuddannede kandidater

har

for

meget teoretisk viden, som de har vanskeligt ved at anvende i praksis, og at

der er behov for flere praksisnære kompetencer. Samtidig tilkendegiver virksomhe-

derne, at de gerne selv vil stå for den egentlige specialisering, og det væsentligste er,

at kandidaterne har basiskompetencer med fra uddannelserne.

Netop de mere

Figur 4.2 i

Aarhus Universitets beskæftigelsesundersøgelse, 2012.

Resultater fra DI’s virksomhedspanel er præsenteret i DI-publikationerne

Turen går til fremtidens

erhvervsliv

Danmark op i gear – DI’s produktionspanel.

Se også resultater fra Region Midtjyllands

Under-

generiske akademiske færdigheder, såsom evnen til at tilegne sig ny viden, er af kan-

didaterne fra Aarhus Universitet vurderet som de mest anvendelige i forhold til det

efterfølgende arbejde.

En stærk grundfaglighed er og skal også fortsat være fundamentet i en videregående

akademisk uddannelse. Relevansen i uddannelsen vil dog i stigende grad derudover

afhænge af, hvorvidt de basale akademiske kompetencer, såsom metode og analytisk

færdighed, er på et tilstrækkeligt højt niveau til at kunne sætte den stærke faglighed i

spil i mange forskellige sammenhænge.

En skæv arbejdsmarkedsforsyning af videregående uddannede

Det videregående uddannelsessystem er kendetegnet ved en skarp opdeling af de

akademiske over for de praksisrettede uddannelser – fordelt på universiteter og de

kunstneriske uddannelser på den ene side og professionshøjskolerne, erhvervsaka-

demierne og de maritime uddannelser på den anden.

I den akademiske del af det videregående uddannelsessystem garanterer det såkaldte

retskrav,

at akademiske bachelorer har krav på at kunne fortsætte på en kandidatud-

dannelse i umiddelbar forlængelse af deres bacheloruddannelse. Det er kutymen at

påbegynde en kandidatuddannelse i direkte forlængelse af den akademiske bachelor-

eksamen, og således var 85 pct. af universiteternes bachelordimittender i 2012 i gang

med en kandidatuddannelse. Selvom Danmark var et af de første lande til at imple-

mentere Bologna-strukturen med treårige bacheloruddannelser og toårige kandidat-

uddannelser, er der de facto i høj grad fortsat tale om femårige akademiske kandi-

datuddannelser. Det betyder, at overgangen til arbejdsmarkedet primært sker fra

kandidatniveauet, hvor der er specifikke uddannelser inden for en bred vifte af fag-

områder.

Den anden del af det videregående uddannelsessystem forsyner arbejdsmarkedet

med dimittender fra erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser. I mod-

sætning til det akademiske bachelorniveau har professionsbachelorniveauet tradition

for direkte overgang til arbejdsmarkedet. Særligt retter de sig mod det offentlige

arbejdsmarked, jf. figur 3.3.

søgelse af virksomhedernes kompetencebe-

hov:http://www.skankomp.eu/files/Regional%20udvikling/SkanKomp/NewInsight/Pdf/Forside/

Kompetence_Kompas_Enkelsidet.pdf

Figur 3.3. Antal beskæftigede professionsbachelorer og akademiske

bachelorer fordelt på offentlig og privat sektor, 2013.

400000

350000

300000

250000

200000

150000

100000

50000

Akademisk bach.

Offentlig

Kilde:

Danmarks Statistik og egne beregninger

Professionsbach.

Privat

Det betyder, at det nuværende arbejdsmarked for bachelorer er koncentreret på

relativ få, primært professionsrettede bacheloruddannelser som fx lærere, pædago-

ger og sygeplejesker.

Denne skævhed i bachelorforsyningen til arbejdsmarkedet afspejler sig ved, at den

private sektor – hvor det er forventningen, at en større andel af dimittenderne frem-

adrettet skal finde ansættelse – primært aftager dimittender med en kort eller lang

videregående uddannelse, jf. figur 3.4.

Figur 3.4. Andel beskæftiget i den private sektor 2-4 år efter endt ud-

dannelse, fordelt på uddannelsesniveau, 2013

Note:

Akademiske bachelorer indgår i MVU-gruppen.

Kilde:

Danmarks Statistik og egne beregninger

Grundlæggende er det ikke et problem, at der ikke på alle områder er henholdsvis

korte, mellemlange og lange videregående uddannelser, hvis det skyldes, at der ikke

er en arbejdsmarkedsefterspørgsel efter de pågældende kompetencer på det niveau.

Den manglende niveaumæssige differentiering i forsyning til arbejdsmarkedet må

imidlertid formodes at kunne medføre risiko for, at opgaver på arbejdsmarkedet

løftes af personer, der er henholdsvis overkvalificerede eller ikke fuldt kvalificerede.

I de angelsaksiske lande og i Sverige er der en tradition for, at

både

professionsrette-

akademiske bachelorer indtræder direkte på arbejdsmarkedet for så senere

eventuelt at genoptage videregående uddannelse efter nogle år på arbejdsmarkedet.

I Sverige får 55 pct. af studerende med en sproglig bachelor ansættelse på baggrund

af, hvad der svarer til bacheloruddannelse, mens det er over 80 pct. blandt stude-

rende med en teknisk eller økonomisk bachelorgrad.

Svenskerne vender dog i stor

stil tilbage til det videregående uddannelsessystem for med afsæt i arbejdsmarkeds-

erfaringer at udbygge kompetencerne, jf. boks 3.1.

Boks 3.1.

Sverige som forbillede på et bachelorarbejdsmarked

I Sverige har man siden 1970’erne haft et fleksibelt uddannelsessystem, hvor den mest al-

mindelige videregående uddannelse er en treårig generel bachelorgrad, enten opbygget som

en amerikansk liberal arts degree, der giver direkte adgang til arbejdsmarkedet, eller en fire-

årig magistergrad som giver adgang til ph.d.-uddannelsen.

Til forskel fra Danmark går de fleste ud på arbejdsmarkedet med, hvad der svarer til en ba-

cheloruddannelse, men typisk vender de også tilbage til det videregående uddannelsessystem

flere gange i løbet af deres arbejdsliv. Sverige har således bygget deres samfund på betydeligt

kortere uddannelser end Danmark, men med maksimal fleksibilitet i forhold til livslang læ-

ring.

Systemet har fungeret på en måde, hvor det er de enkelte kursuspoint og ikke et afsluttende

eksamensbevis, der kvalificerer til et givent job eller til videre uddannelse. Den enkeltes kur-

susoversigt opdateres, hver gang man tilføjer point, og mange arbejdsgivere opmuntrer de

ansatte til videreuddannelse. Et universitet eller højskole er således ikke et sted, de fleste

færdiguddannes fra, men et sted de fleste opholder sig med jævne mellemrum.

I 2007 implementerede Sverige Bologna-strukturen, så der i dag er en opdeling mellem ba-

chelor, kandidat- og ph.d. niveau, der mere ligner den danske struktur. Tendensen går derfor

mod, at flere bachelorstuderende efterspørger et formelt eksamensbevis udover deres kur-

susoversigt, da det nu er adgangsbillet til kandidatniveauet. Tidligere var kursusoversigten

tilstrækkelig til at dokumentere en studerendes niveau ved ansøgning om videreuddannelse.

Kilder: Smidt, 2014 og Teknologisk Institut, 2014.

Kilde: Smidt og Elias, 2011 og DEA, 2011a.

Værdien af videregående uddannelse er veldokumenteret, og generelt anses et højt

uddannelsesniveau for at have en positiv virkning på den enkeltes produktivitet målt

ved løn på det private arbejdsmarked. Sammenhængen mellem uddannelseslængde

og lønniveau er dog ikke entydig. Bl.a. spiller fagområde også en vigtig rolle for løn-

niveauet, som beskrevet i kapitel 2. Tendenserne fremgår af en simpel oversigt over

lønnen for de forskellige uddannelsesgrupper, jf. figur 3.5.

Figur 3.5. Lønindkomst for uddannelsesgrupper fordelt på uddannel-

sesniveau

Note:

Figuren angiver gennemsnitlige bruttofuldtidsmånedslønninger for personer, der er

dimitteret fra en af de nævnte uddannelsesgrupper som højest fuldførte inden for

seneste 5-15 år. For de områder, hvor der er en betydelig antal akademiske bachelorer

på arbejdsmarkedet er de markeret som BACH. Øvrige akademiske bachelorer indgår

ikke i opgørelsen.

Kilde:

Danmarks Statistik og egne beregninger.

Figuren bekræfter den generelle tendens til, at personer med lange videregående

uddannelser typisk får en højere løn end dem med korte eller mellemlange videregå-

ende uddannelser. Den viser imidlertid også, at fagområde spiller en stor rolle for

lønniveauet, og at uddannelseslængde ikke nødvendigvis er udslagsgivende selv in-

den for samme fagområde. Således ligger lønniveauet for uddannelsesgrupperne it

samt medie og kommunikation umiddelbart højere for personer med mellemlange

uddannelser end for personer med lange videregående uddannelser. Tilsvarende får

personer med en kort sundhedsuddannelse i gennemsnit højere løn end personer

med en mellemlang sundhedsuddannelse.

Med henblik på en nærmere indkredsning af indikationer på gevinsten ved at tage

en kandidatuddannelse har udvalget fået udarbejdet en caseanalyse af det merkantile

område, jf. boks 3.2.

Boks 3.2.

Udviklingen i lønniveaet for personer med en HA-bachelor og cand.merc. ud-

dannelse

Handelsvidenskabelig Afgangseksamen (HA) var i 1980’erne en erhvervsrettet mellemlang

videregående uddannelse i erhvervsøkonomi. Tidligere gik hovedparten af HA’erne direkte

ud på arbejdsmarkedet, og under halvdelen tog en cand.merc. (kandidatuddannelse) efterføl-

gende. Fra midt i 1980’erne skete der imidlertid en ændring i uddannelsesmønsteret for

HA’erne, da langt flere valgte at læse en cand.merc. i forlængelse af HA-uddannelsen, og i

dag er det over 90 pct. af dem, som har taget en HA-bacheloruddannelse, der efterfølgende

læser en cand.merc.-uddannelse, jf. figur 3.6.

Figur 3.6. Andel med en HA-bachelor, der ikke efterfølgende har taget en cand.merc., pct.

70 72 74 76 78 80 82 84 86 88 90 92 94 96 98 00 02 04 06 08 10

Note:

Kilde:

I modsætning til andelen er

antallet

med en HA som højest fuldførte uddannelse relativt stabilt

i løbet af perioden. Der sker en betydelig stigning i antallet med en cand.merc., som dog

omtrent svarer til stigningen i antallet af kandidater generelt.

Finansministeriet for Kvalitetsudvalget på baggrund af data fra Danmarks Statistik. Baseret på

33 pct. stikprøve af befolkningen.

Hvis der var en stor produktivitetsgevinst ved de ekstra to års uddannelse, skulle lønniveauet

for gruppen af HA/cand.merc.’er stige i takt med, at flere fik en kandidatgrad. Hvis hele

gruppen, som enten har fået en HA eller en cand.merc. som højeste uddannelse i 1980’erne,

sammenlignes med hele bestanden af HA-/cand.merc.’er i dag, er det dog ikke tilfældet.

Lønniveauet for dem, som enten har taget en HA- eller en cand.merc.-uddannelse, har gene-

relt fulgt lønniveauet for både økonomer og jurister samt det generelle lønniveau akademisk

bachelorer eller kandidater siden 1985. Den relative løn målt ved både gennemsnit og medi-

an er faldet en smule for HA-/cand.merc.-gruppen jf. figur 3.7.

Figur 3.7. Udviklingen i gennemsnitlig timeløn, 35-årige mænd, 1985-2010

130

120

110

100

Jurister

HA og cand. merc.

Note:

Kilde:

Økonomer

Beregningerne er baseret fuldtidsbeskæftigede i både den private og offentlige sektor.

Timelønningerne er målt i forhold til alle mænd på 35 år med enten en bachelor eller en

kandidatuddannelse.

Finansministeriet for Kvalitetsudvalget på baggrund af data fra Danmarks Statistik. Baseret på

33 pct. stikprøve af befolkningen.

At den relative lønudvikling ikke er steget siden 1985 kan indikere, at gennemførelse af en

cand.merc. ikke er forbundet med en nævneværdig produktivitetsgevinst i forhold til de to

års erhvervserfaring, man til gengæld går glip af. Udviklingen peger dermed på, at arbejds-

markedets behov på dette område historisk er blevet udfyldt lige så godt af personer, som

tidligere kom ud på arbejdsmarkedet efter tre års studier, som dem der nu i højere grad væl-

ger at bygge en cand.merc.-uddannelse oven på en HA-bachelorgrad og dermed først ind-

træder på arbejdsmarkedet efter samlet set fem års uddannelse. Analysen illustrerer således,

at de to års ekstra uddannelse ikke nødvendigvis har medført større produktivitet eller sam-

fundsmæssigt afkast.

Den merkantile case understøtter indikationen af, at længere uddannelse ikke nød-

vendigvis medfører større produktivitet for den enkelte.

De foreliggende analyse-

resultater sætter derved spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i den mere eller

mindre automatiske overgang fra bachelor- til kandidatuddannelserne.

Analyse af udviklingen i lønniveauet for HA/cand.merc.’er er foretaget af Finansministeriet for

Udvalget for Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannelser.

Der er som nævnt i kapitel 2 ikke foretaget en dyberegående analyse af sammenhængen mellem

uddannelseslængde og løn, herunder med inddragelse af øvrige relevante faktorer, som fx kønsforde-

ling, alder og geografi. Kvalitetsudvalget er af den opfattelse, at det næppe er muligt at få et retvisen-

de skøn for løn- og ledighedsniveauer mv. for akademiske bachelorer, når der i realiteten ikke findes

et bredt akademisk bachelorarbejdsmarked i Danmark i dag. Der vurderes således at være en selekte-

ret gruppe, der i dag indtræder på arbejdsmarkedet med en akademisk bachelorgrad. Det har endvi-

dere ikke været muligt at foretage en international komparativ analyse af BNP-effekten forbundet

med høj direkte overgang fra de akademiske bacheloruddannelser til henholdsvis arbejdsmarkedet

eller kandidatuddannelse.

Analysen synes endvidere at understøtte argumentet om, at ikke alle kandidater ud-

nytter og omsætter deres teoretiske kompetencer på arbejdsmarkedet i dag. I takt

med stigningen i antallet, der tager en lang videregående uddannelse, forventes den-

ne tendens at blive forstærket markant, så endnu flere i stedet vil have behov for

mere anvendelsesorienterede akademiske kompetencer, når de første gang forsøger

at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

På den baggrund er det samlet set Kvalitetsudvalgets vurdering, at den direkte over-

gang fra de akademiske bacheloruddannelser til kandidatuddannelser på mange fag-

områder ikke nødvendigvis medfører et højt samfundsmæssigt afkast. I stedet vil

den enkelte sandsynligvis kunne få et større udbytte af specialisering, der finder sted

efter nogle år på arbejdsmarkedet, hvor specialiseringen kan målrettes det konkrete

kompetencebehov. Det må derfor formodes, at der i mange tilfælde vil være større

værdi af en kandidatuddannelse, hvis den erhverves efter nogle år på arbejdsmarke-

det fremfor i et kontinuerligt femårigt forløb.

Svag sammenhæng og effektivitet i det samlede videregående uddan-

nelsessystem

Det danske videregående uddannelsessystems opdeling af de akademiske over for

de praksisrettede uddannelser i en binær struktur er ikke unik i en international kon-

tekst. Det ses tilsvarende i de øvrige nordiske lande og i de fleste andre europæiske

lande.

Udvalget finder ikke, at den binære uddannelsesstruktur udgør et problem i sig selv.

Derimod forekommer det problematisk i både et samfundsmæssigt perspektiv og

for den enkelte studerende, at det videregående uddannelsessystem er karakteriseret

ved et

ukoordineret uddannelsesudbud

uformaliserede uddannelsesmuligheder.

På et overordnet systemniveau bærer det videregående uddannelsessystem samlet

set præg af, at der ikke er udviklet et systematisk uddannelsesudbud koordineret på

tværs af den institutionelt opdelte struktur.

Dette har medvirket til en parallel uddannelsesudvikling med en række eksempler på

overlap mellem uddannelsesområder og erhvervssigter, som ikke kun kan siges at

være begrundet i saglige hensyn til arbejdsmarkedsrelevans, jf. tabel 3.1.

Teknologisk Institut, 2014.

Tabel 3.1. Eksempler på parallel uddannelsesudvikling

Fagområde

Professions-

bachelor:

Universitets-

bachelor:

Kunstnerisk-

bachelor:

Design/Arkitektur

Forvaltning

Kommunikation

Finans/markeds-

føring

Arkitektur og De-

sign

Design og busi-

Designkultur

ness

Designkultur og

Smykker, tekno- økonomi

logi og business

Digital design - it,

æstetik og interak-

tion

Datalogi

Softwareudvikling

Webudvikling

Digitale medier og

design

Samfundsviden-

skab

Offentlig admini- Statskundskab

stration

Politik og Admini-

stration

Socialvidenskab

Journalistik

Kommunikation

Finans

Erhvervsøkonomi

International

(HA)

Handel og Mar-

Erhvervsøkonomi

kedsføring

med tilvalg

Design

Arkitektur

Kilde:

Egen opgørelse.

Der uddannes således både akademiske og professionsrettede bachelorer inden for

fagområder, der har samme jobsigte. Der er tale om en udvikling inden for beslæg-

tede fagområder, der på trods af en forskellig tilgang – kunstnerisk, teoretisk, prak-

sisrettet – kan referere til de samme interesser og jobønsker hos de uddannelsessø-

gende.

Denne uddannelsesudvikling synes uhensigtsmæssigt ud fra et samfundsøkonomisk

hensyn og udfordrer gennemsigtighed og overblik over uddannelsesmulighederne

for både studerende og aftagere. På trods af mange forskellige informationskilder er

det i dag svært at gennemskue uddannelsernes konkrete indhold, videreuddannel-

sesmuligheder og reelle jobperspektiver, og der er begrænset mulighed for at sam-

menligne beslægtede uddannelser på tværs af institutioner.

For den studerende har den manglende koordinering i det samlede videregående

uddannelsessystem medvirket til at skabe uklare og uformaliserede uddannelsesmu-

ligheder, ikke mindst i forhold til uddannelsesforløb på tværs af de akademiske og

de professionsrettede uddannelser. Den studerendes muligheder for at uddanne sig

videre og for at respondere på ændringer i arbejdsmarkedets kompetenceefterspørg-

sel beror således på, hvorvidt de enkelte erhvervsakademier, professionshøjskoler

og universiteter mv. har indgået indbyrdes aftaler og samarbejder om at etablere

smidige overgange mellem uddannelser, fx aftaler om specifikke adgangsgivende

valgfagspakker eller udvikling af særligt tilrettelagte uddannelser til specifikke mål-

grupper af studerende.

Uddannelsesvejene for den enkelte studerende er således meget afhængig af indivi-

duelle, faglige vurderinger, fx af hvor vidt et fag fra ét studie kan give merit ind i et

andet studie. Sådanne vurderinger sker typisk i de lokale studienævn, hvilket ikke

bidrager til overblik eller gennemsigtighed i meritpraksis på de videregående uddan-

nelser.

I de tilfælde, hvor der er etableret samarbejde mellem institutter, fakulteter

eller institutioner, kan der være skabt en form for standardmerit, som giver stude-

rende viden om mulighederne på deres uddannelse. Det kan være en stor fordel, når

den enkelte studerende skal vurdere konsekvenserne for hans eller hendes valg i

tilrettelæggelsen af uddannelsen. Men langt de fleste meritsager bygger på faglige

vurderinger af den enkelte ansøgning i det lokale studienævn.

En svag sammenhæng og effektivitet i det videregående uddannelsessystem afspej-

les således dels på et systemniveau i form af en ukoordineret parallelitet i uddannel-

sesudviklingen og dels for den enkelte studerende i form af restriktive og samtidig

relativt uformaliserede regler og normer for selv at kunne tilrettelægge et uddannel-

sesforløb inden for det samlede videregående uddannelsessystem.

3.3 Sammenfatning af kapitlet

Dette kapitels analytiske udgangspunkt har været, at videregående uddannede i de

kommende år skal finde beskæftigelse på en bredere del af arbejdsmarkedet, end

tilfældet er i dag. Fremtidens dimittender skal både kunne finde jobs i store videns-

tunge institutioner og i de små og mindre virksomheder, som i dag ikke har traditi-

on for at ansætte højtuddannede.

På baggrund heraf har udvalget peget på behovet for et videregående uddannelses-

system, som uddanner både højt specialiserede og forskningsrettede dimittender

mere praksisrettede og anvendelsesorienterede dimittender. En bredde i uddannel-

sesproduktionen som også skal omfatte den akademiske del af uddannelsessystemet,

som fremover vil stå for en væsentlig del af den samlede forsyning af videregående

uddannede til arbejdsmarkedet.

Det er udvalgets opfattelse, at det videregående uddannelsessystem, som det funge-

rer i dag, ikke er ’gearet’ i tilstrækkelig grad til at imødegå de ændrede præmisser for

dimittendproduktionen. Behovet for, at en betydelig andel af de akademiske dimit-

tender fremover i højere grad bør tilegne sig generiske erhvervsrettede kompeten-

Generelt betragtet forekommer der at være en relativ restriktiv praksis i forhold til meritgivning på

tværs i det videregående uddannelsessystem, ikke kun ’opad’ i systemet, men også fx når akademiske

bachelorer ønsker at skifte spor til en professionsbacheloruddannelse, hvor der ofte er tale om at

starte forfra. Udvalget vil i sin 2. delrapport se på den forskellige praksis for at anerkende merit på

tværs af uddannelser og institutioner.

Styrelsen for Videregående Uddannelser under Uddannelsesministeriet har i 2013 gennemført et

tematisk tilsyn med den afgørelsesvirksomhed, der varetages af universiteternes studienævn:

http://ufm.dk/publikationer/2013/rapport-om-tematisk-tilsyn-med-studienaevnenes-

afgorelsesvirksomhed.

cer, understøttes af dimittendanalysen fra Aarhus Universitet, som indikerer en for

ensidig teoretisk orienteret fagspecialisering.

Derudover giver oversigten over lønindkomst (figur 3.5) og caseanalysen af det

merkantile område udvalget grundlag for at sætte spørgsmålstegn ved, om den gene-

relle ’fem-års-automatik’ i de akademiske videregående uddannelser er nødvendig

eller hensigtsmæssig for at understøtte arbejdsmarkedets behov.

Analysen af svag sammenhæng og effektivitet i det samlede videregående uddannel-

sessystem peger på behovet for at få tænkt alle de videregående uddannelser ind i én

samlet helhed, hvor der på systemniveau skal sikres mere formaliserede muligheder

for de studerende, som har evner og motivation til at kunne bevæge sig videre i sy-

stemet. Og hvor det står tydeligt, hvad det kræves af den enkelte studerende for at

kunne læse videre og gennemføre en uddannelse på et højere niveau.

Det er udvalgets opfattelse, at behovet for større grad af differentiering, fleksibilitet

og sammenhæng kræver en grundlæggende strukturreform af det videregående ud-

dannelsessystem. Udvalgets konkrete forslag til en ny uddannelsesstruktur er udfol-

det i kapitel 5.

Kapitel 4. Kvalitet og bæredygtighed i alle uddannelses-

udbud

Som beskrevet indledningsvist i denne rapport har det videregående uddannelsessy-

stem over de senere år gennemgået en omfattende vækst med en stigning i optaget

på 50 pct. siden 2007.

Den massive udbygning af det videregående uddannelsessystem har endvidere været

kendetegnet ved en betydelig forøgelse af antallet af uddannelsesudbud. I det ordi-

nære videregående uddannelsessystem eksisterer aktuelt 1.477 uddannelsesudbud.

Siden 2007 er der positivt akkrediteret 316 nye videregående uddannelsesudbud.

Udvalget sætter i dette kapitel fokus på denne markante

kvantitative

udvidelse af det

videregående uddannelsessystem. Udvalget rejser spørgsmålet, om udviklingen har

haft utilsigtede konsekvenser, og om der kan identificeres tegn på, at

kvaliteten

kommet under pres i det videregående uddannelsessystem. Udvalget argumenterer

for behovet for en konsolidering af det samlede udbud af videregående uddannelser

ud fra en opprioritering af hensynet til faglig kvalitet og bæredygtighed.

4.1. En bred distribution af uddannelsesudbud

Det videregående uddannelsessystem er kendetegnet ved et meget omfattende antal

af større og mindre uddannelsesudbud rundt i landet. Den samlede portefølje af

videregående uddannelser udspringer historisk fra videregående uddannelsesinstitu-

tioner inden for henholdsvis det tidligere Videnskabsministerium, det tidligere Un-

dervisningsministerium, Kulturministeriets områder samt Søfartsstyrelsen. De en-

kelte ministerier har haft deres respektive procedurer for udvikling og godkendelse

af institutionernes nye uddannelser og udbud.

På det akademiske uddannelsesområde har universiteterne siden 2009 ekspanderet

relativt meget med oprettelsen af 130 nye uddannelsesudbud. En udvikling, som har

medført oprettelse af nye uddannelsesudbud, som er nært beslægtede med eksiste-

rende uddannelsesudbud andre steder i landet, jf. tabel 4.1.

Oplyst af Danmarks Akkrediteringsinstitution, 2013. Medregnet er erhvervsakademiuddannelser, professions-

bacheloruddannelser, top-up professionsbacheloruddannelser, bacheloruddannelser og kandidatuddannelser.

Væksten omfatter både egentlige nye uddannelser samt nye udbud af eksisterende uddannelser.

Fx har institutionerne fået etableret nye uddannelser og udbud inden for parallelle akkrediteringssystemer på

forskellige ministerielle områder.

Tabel 4.1. Eksempler på nye udbud af universitetsuddannelser og

lighed med eksisterende udbud

Nyt uddannelsesudbud

Farmaci

Institution

Syddansk

Universitet

Beslægtet eksiste-

rende uddannelse

Farmaci

Institution(er)

Københavns

Universitet

Københavns

Universitet

Roskilde

Universitet

Aalborg Universi-

tet

Aarhus Universitet

Københavns

Universitet

Roskilde

Universitet

Syddansk

Universitet

Aarhus Universitet

Københavns

Universitet

Danmarks Tekni-

ske Universitet

Københavns

Universitet

Syddansk

Universitet

Psykologi

Syddansk

Universitet

Psykologi

Biologi

Aalborg Uni-

versitet

Biologi

Bioteknologi

(civilingeniør)

Folkesundheds-videnskab

Aalborg Uni-

versitet

Aarhus Uni-

versitet

Bioteknologi

(civilingeniør)

Folkesundheds-

videnskab

Note:

Kilde:

Der er udelukkende taget eksempler på bachelorniveau. Eksemplerne er udelukken-

de illustrerende og ikke nødvendigvis fuldt dækkende.

Egne opgørelser på baggrund af akkrediteringsoplysninger og uddannelsesguiden.dk.

På professionshøjskole- og erhvervsakademiområdet har institutionerne i vidt om-

fang ’dubleret’ udbud af samme uddannelse inden for deres respektive regionale og

lokale geografiske områder. Der eksisterer i dag således en række professionsbache-

lor- og erhvervsakademiuddannelser med mange udbudssteder rundt i hele landet.

De største velfærdsuddannelser er distribueret med 27 udbud af pædagoguddannel-

sen, 22 udbud af sygeplejerskeuddannelsen og 17 udbud af læreruddannelsen. Men

også flere tekniske og merkantile uddannelser er bredt distribueret med mange ud-

bud, jf. tabel 4.2.

Tabel 4.2. Erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser med

10 udbudssteder eller derover, 2014

Uddannelsestype

Fagområde

Det pædagogiske områ-

Det sundhedsfaglige

område

Det sundhedsfaglige

område

Det samfundsfaglige

område

Det økonomisk- merkanti-

le område

Det it-faglige område

Det tekniske område

Det økonomisk- merkanti-

le område

Det økonomisk- merkanti-

le område

Det økonomisk- merkanti-

le område

Uddannelse

Folkeskolelærer

Pædagog

Fysioterapeut

Sygeplejerske

Socialrådgiver

International handel

og markedsføring

Datamatiker

Multimediedesigner

Produktionsteknolog

Finansøkonom

Markedsføringsøko-

nom

Serviceøkonom

Antal

udbud

Professionsbache-

loruddannelser

Erhvervsakademi-

uddannelser

Kilde:

Egne opgørelser

Udvalget konstaterer, at udbudsdynamikken i de videregående uddannelser med en

øget studentermasse distribueret på stadig flere udbud af uddannelser har resulteret i

en udbudsstruktur med relativt mange

små og mindre udbud.

Figur 4.1 herunder viser,

hvordan de videregående uddannelsesudbud fordeler sig på udbudsstørrelser.

Figuren omfatter de 859 udbud, som indgår i Den Koordinerede Tilmelding (KOT), og omfatter således ikke

udbud af de 564 kandidatuddannelser og de 52 såkaldte top-up overbygningsuddannelsesudbud på professions-

bachelorniveau. Andelen af små og mindre udbud vil være væsentligt større, hvis disse udbud tælles med. Opgø-

relsen baserer sig på KOT-optaget på de enkelte udbud i 2013.

Figur 4.1. Uddannelsesudbud fordelt efter antallet af studerende som

blev optaget i 2013

21 pct.

19 pct.

30 pct.

Under 20

Fra 50 til 99

Fra 20 til 49

100 og derover

Note:

Opgørelsen omfatter erhvervsakademiuddannelser, professionsbacheloruddannelser

og bacheloruddannelser som indgår i den koordinerede tilmelding.

Kilde:

Den koordinerede tilmelding og egne beregninger

Som det fremgår af figuren, udgør andelen af små uddannelsesudbud med et årligt

optag op til 20 studerende 19 pct. af udbuddene, mens udbud med op til 50 stude-

rende samlet set udgør ca. halvdelen (49 pct.) af alle udbud.

De små uddannelsesudbud udgør to væsensforskellige typer af små udbud. Den ene

gruppe af udbud udgør mindre universitære fag, som for nogle fags vedkommende

vil være indbefattet af den såkaldte

småfagsordning.

Småfagsordningen er oprettet for

at understøtte små humanistiske uddannelser, som kan være lukningstruede grundet

få studerende, men som samfundet af forskellige årsager har en klar interesse i at

bibeholde, og som derfor tildeles en særlig bevilling til opretholdelse af uddannel-

sen. Der er bl.a. tale om mindre kultur- eller sprogfag. I dag er 14 fag omfattet af

småfagsordningen, og hvert fag udbydes kun ét sted.

Den anden type af små uddannelsesudbud gør sig gældende på erhvervsakademi- og

professionsbacheloruddannelserne. Disse uddannelser er landsdækkende og ofte

relativt store uddannelser med mange studerende på tværs af uddannelsesstederne,

fx uddannelserne til lærer, sygeplejerske eller markedsføringsøkonom. Uddannelser-

ne udbydes i henhold til lovgivningens bestemmelser om institutionernes regionale

uddannelsesdækningsforpligtigelse, jf. boks 4.1. Med små udbud på erhvervsakade-

mierne og professionshøjskolerne er der således primært tale om regionale udbud af

samme uddannelse med et begrænset antal optagne på det specifikke udbudssted.

Boks 4.1.

Professionshøjskolerne

forpligtelse

erhvervsakademiernes

regionale

dæknings-

I henhold til institutionslovgivningen for professionshøjskoler og erhvervsakademier skal

den enkelte uddannelsesinstitution dække behovet for udbud af henholdsvis professionsba-

chelor- og erhvervsakademiuddannelser samt efter- og videreuddannelse i tilknytning hertil i

den region, hvor pågældende institution hører hjemme. Det fremgår af lovgrundlaget, at den

enkelte uddannelsesinstitution tager stilling til, hvordan et samlet udbud i en region sikres

bedst muligt i forhold til de uddannelsessøgendes og det regionale erhvervslivs og lokalsam-

funds behov. Det er vurderet at være mest hensigtsmæssigt samtidig at sikre bestyrelserne

vide rammer til at opfylde dækningsforpligtelsen. Det fremgår tillige af lovgivningen, at ud-

dannelsesinstitutionerne skal bidrage til regional og national udvikling og vækst af erhverv

og professioner, herunder i udkantsområder.

4.2. Kvalitetsudfordringer i mindre udbud

Man kan opstille hypoteser om både positive og negative effekter af små uddannel-

sesudbud. På den positive side kan der være tættere kontakt mellem undervisere og

studerende på et lille uddannelsessted med bedre læring og mindre frafald til følge.

På den negative side kan et lille fagligt miljø medføre en forringet kvalitet, hvis un-

derviserne samlet set ikke dækker uddannelsens forskellige fagområder i tilstrækkelig

grad til skade for det faglige niveau og den løbende ajourføring af uddannelsens

indhold. Derudover vil et lille volumen kunne svække uddannelsens fleksibilitet i

form af en begrænsning af de studerendes mulighed for specialisering, valg af stu-

dieretning mv. samt uddannelsens kapacitet til at tage særlige hensyn til de enkelte

studerendes studiefremdrift og effektive gennemførelse af deres uddannelsesforløb.

På baggrund af foreliggende analyser af kvaliteten i små uddannelsesudbud er det

udvalgets vurdering, at de mindre uddannelsesudbud har vanskeligere end de større

udbud ved at sikre et højt fagligt niveau i uddannelserne og et optimalt læringsud-

bytte for de studerende.

De mindre udbud synes især at være udfordret på at sikre den fornødne tilførsel af

viden ind i uddannelserne fra forskning og udvikling inden for de fagområder, som

uddannelsen retter sig mod. Konkret har de små uddannelsesudbud et begrænset

antal fastansatte undervisere, som kan have svært ved samlet set at dække behovet

for at holde sig ajour med forsknings- og udviklingsviden inden for uddannelsens

forskellige fagområder. Det er ikke nødvendigvis den enkelte underviseres faglige

kvalifikationer, der halter, men derimod den naturlige begrænsning i undervisersta-

bens og det lokale fagmiljøs samlede viden og ressourcer til at sikre og forny viden-

grundlaget i uddannelsen. Nedenstående tabel 4.3 illustrerer professionshøjskoler-

nes og erhvervsakademiernes små og mindre uddannelsesudbuds relative underre-

Udvalget har fået Danmarks Evalueringsinstitut til at foretage en undersøgelse af kvalitet i små udbud (EVA

2014). Derudover har udvalget været i dialog med Danmarks Akkrediteringsinstitution i forbindelse med deres

verserende analyse af kvalitet i små humanistiske uddannelsesudbud.

præsentation af fuldt opfyldte centrale kvalitetskriterier i de gennemførte akkredite-

ringer på området siden 2007.

Tabel 4.3. Andel af akkrediterede uddannelsesudbud på professions-

højskoler og erhvervsakademier, som til fulde opfylder udvalgte akkre-

diteringskriterier for kvalitet

Kriterium

Uddannelsesudbuddet

er baseret på ny viden

fra relevant forsøgs- og

udviklingsarbejde

Uddannelsesudbuddet

er baseret på ny viden

fra relevant forskning

Undervisernes kvalifika-

tioner og kompetencer

er samlet set tilstrække-

lige, og underviserne er

ajourført med den nye-

ste viden i erhverv eller

professioner samt rele-

vant forskning.

Antal

Udbud med et årligt op-

tag under 70

68 pct.

Udbud med et årligt

optag over 70

97 pct.

75 pct.

97 pct.

79 pct.

100 pct.

Kilde:

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) 2014 og egne beregninger.

Analysen af akkrediteringsresultaterne viser således, at der på hvert af de udvalgte

akkrediteringskriterier for kvalitet i uddannelserne er ca. en fjerdedel af de små og

mindre uddannelsesudbud på professionshøjskolerne og erhvervsakademierne, som

ikke er i stand til fuldt at opfylde det pågældende kriterium. Sammenlignet hermed

er det på de mellemstore og store udbud stort set alle udbud, der til fulde opfylder

kriterierne.

Hvis man ser på fastholdelsen af de studerende som anden indikator for kvalitet,

viser en analyse heraf, at der blandt de små udbud er en højere andel af udbud med

et højt antal afbrud sammenlignet med de store udbud.

29 pct. af de mindste ud-

bud (med årligt optag under 30 studerende) har en estimeret afbrudsandel på over

20 pct., mens det samme gælder for 6 pct. af de største udbud (årligt optag over 140

studerende). Tilsvarende er der en mindre andel af de små udbud, der har et estime-

ret lavt antal afbrud, end tilfældet er for de store udbud, selvom tendensen her ikke

er helt så markant.

Udvalget mener dog ikke, at de foreliggende analyseresultater

kan ligge til grund for meget håndfaste konklusioner om et generelt større frafalds-

problem på de små udbud. Dog synes tallene at kunne afkræfte en hypotese om, at

Analysen af små udbuds akkrediteringsresultater bygger på 105 foretagne akkrediteringer, heraf 28 akkredite-

ringer af små og mindre udbud med et årligt optag under 70, der er gennemført siden 2008.

Danmarks Evalueringsinstitut(EVA), 2014.

Der måles på antal afbrudte studerende holdt op i mod den samlede bestand af studerende, jv. EVA, 2014.

’nærheden’ i de mindre udbud som sådan understøtter et lavt frafald blandt de stu-

derende.

4.3. Drivere for stadig flere uddannelsesudbud

Efter udvalget opfattelse kan der peges på flere væsentlige aspekter, som har virket

som

drivere

for den volumenmæssige udbygning og den brede distribuering af vide-

regående uddannelsesudbud.

For det første har der i de senere år været bred

politisk opbakning

til dagsordenen om,

flere

unge skal gennemføre en videregående uddannelse. De videregående uddan-

nelsesinstitutioner har således været underlagt stigende måltal for andelen af en

ungdomsårgang, som tager en videregående uddannelse. Målsætningerne er bl.a.

udmøntet i de indgåede udviklingskontrakter med institutionerne med forpligtigen-

de mål om at optage flere studerende og øge gennemførelsesprocenterne. Konkret

er der bl.a. sat mål for øget optag, herunder inden for teknisk videnskab på universi-

teterne, hvor netop den største andel af de nye godkendte uddannelser og udbud på

universiteterne har været. Man kan sige, at institutionerne med udviklingen af nye

uddannelser til flere nye studerende har været responsive over for den politiske

dagorden og gjort deres til at indfri de kvantitativt orienterede uddannelsesmålsæt-

ninger.

For det andet har der efter udvalgets opfattelse været en vis grad af

institutionel egen-

dynamik

bag udbudsudviklingen. Institutioner har tilsyneladende været drevet af en

ambition om at øge volumen og de regionale og nationale ’markedsandele’ i konkur-

rencen om at tiltrække flest studerende. På universitetsområdet har den geografiske

opdeling af uddannelseslandskabet været under opblødning, mest markant med

Aalborg Universitets etablering af udbud af en række uddannelser i København. På

professionshøjskole- og erhvervsakademiområdet har institutionerne i høj grad

håndhævet deres regionale dækningsforpligtigelse ved hver især at oprette ét eller

flere udbud af samme uddannelse inden for hvert af deres respektive regionale

dækningsområder. Den konkurrencedrevne udbudsdynamik har medført en høj

grad af dublering som vist i tabel 4.2 med et relativt højt antal udbud af både de

traditionelle professionsuddannelser og af nye tekniske og merkantile uddannelser.

Det er endvidere udvalgets opfattelse, at den institutionelle egendynamik afspejles i,

at især universiteternes uddannelsesudbud i et vist omfang har været drevet af de

enkelte institutioners prioriterede forskningsaktiviteter. Disse forskningsaktiviteter,

som i mange tilfælde er kendetegnet ved relativt specifikke forskningsfelter, vurde-

res at have medført udvikling og oprettelse af en del tilsvarende specialiserede og

relativt små uddannelsesudbud, som i øvrigt ikke nødvendigvis afspejler et egentligt

arbejdsmarkedsbehov.

Det er for det tredje udvalgets vurdering, at institutionernes strategiske ambition om

at udvide volumen gennem udvikling af nye uddannelser og flere udbud af allerede

EVA’s analyse peger dog samtidig på, at studerende på de små og mindre udbud på professionshøjskolerne

opnår lidt højere karakterer i deres afsluttende bacheloropgave sammenlignet med studerende på de større

udbud. Undersøgelsens resultater på beskæftigelsessituationen for dimittenderne fra henholdsvis små og store

udbud giver ikke noget klart billede og synes i højere grad at være afhængig af forskelle mellem fagområder, jf. i

øvrigt kapitel 2.

eksisterende uddannelser har været understøttet af de gældende

bevillingsprincipper.

Med den såkaldte taxametermodel får institutionen bevilling efter antallet af stude-

rende, der optages og gennemfører de enkelte uddannelser. Institutionernes merop-

tag er således blevet finansieret fuldt ud under forudsætning af de studerendes gen-

nemførelse af deres uddannelse.

Med denne én-til-én finansiering af det øgede meroptag har der ikke været økono-

miske incitamenter for institutionerne til at begrænse optaget.

Tværtimod må det

antages for mere sandsynligt, at institutionerne ud fra en betragtning om stordrifts-

fordele har haft positiv økonomisk tilskyndelse til at øge optaget på uddannelser-

ne.

Den gunstige bevillingsmodel for finansiering af meroptag har således efter

udvalgets vurdering givet institutionerne tilskyndelse til at oprette nye uddannelser

og nye udbud i konkurrencen om at tiltrække studerende.

4.4. Sikring af faglig bæredygtighed i alle uddannelsesudbud

Det er udvalgets vurdering, at den nuværende udbudsstruktur med mange mindre

uddannelsesudbud ikke er optimal for at skabe høj faglig kvalitet, relevans og sam-

menhæng i de videregående uddannelser.

Udvalget anerkender, at der er små uddannelsesudbud med høj kvalitet, og at der

kan være andre relevante hensyn i forhold til at opretholde små uddannelsesudbud.

På universitetsområdet er der en række små uddannelser, fx de små sprogfag, hvis

udbudsmæssige rationale til dels hviler på et hensyn om at sikre en form for natio-

nalt beredskab på det pågældende fagområde. På professionshøjskole- og erhvervs-

akademiområdet er der et hensyn om at sikre, at videregående uddannelse skal være

tilgængelige for befolkningen i udkantsområder for herigennem at sikre en regional

og lokal forsyning af uddannet arbejdskraft.

Professionshøjskolerne og erhvervsakademiernes arbejde med at sikre faglig og

økonomisk bæredygtighed af de bredt distribuerede uddannelsesudbud indbefatter i

de fleste tilfælde, at uddannelsesudbud samles i campuslignende miljøer på færre

geografiske lokaliteter end tidligere. Campusdannelserne kan anskues som et forsøg

på at organisere et fagligt miljø med flerfaglig synergi og et tilstrækkeligt volumen til

at understøtte kvalitet og mere fleksibilitet i den enkelte uddannelse. Herved kan

både undervisere og studerende opleve at være del af et større fagligt miljø end det

enkelte begrænsede uddannelsesudbud. Campusdannelserne synes dog samtidig at

være drevet af en maksimering af tiltrækningskraften af studerende – hvilket afspej-

les af campusmiljøernes typiske placering i de større byer – samt drevet af behovet

for af økonomiske hensyn at tilvejebringe en nødvendig stordrift af forskellige små

uddannelsesudbud.

Dog skal der tages højde for institutionernes basisbevillinger til forskning og udvikling, som ikke er aktivitets-

afhængige, men som må formodes i praksis i nogen grad at være medfinansierende af uddannelsesproduktionen.

Det skal bemærkes, at udvalget er vidende om de foretagne analyser af finansieringsgraden af de reelle om-

kostninger ved uddannelsesproduktionen, fx McKinsey, 2009. Udvalget finder ikke, at disse analyser giver an-

ledning til at konkludere, at institutionernes faktiske marginale omkostninger ved optag ikke dækkes af de tildel-

te taxameterbevillinger.

Jf. i øvrigt professionshøjskolernes udarbejdede strategier for sikring af regional uddannelsesdækning, som

indgik

institutionernes

udviklingskontrakter

2010-12:

http://ufm.dk/uddannelse-og-

institutioner/videregaende-uddannelse/professionshojskoler/styring-og-

ansvar/udviklingskontrakter/udviklingskontrakter-2010-2012

Boks 4.2.

Andre landes erfaringer med at sikre kvalitet og bæredygtighed i udbud af vide-

regående uddannelse

De andre nordiske andre lande har af naturlige geografiske årsager også fokus på regional

uddannelsesforsyning og faglig bæredygtighed i små udbud. Fx har Norge sat særligt fokus

på yderområdernes muligheder for fortsat at rumme uddannelsesinstitutioner i lyset af pro-

blemer med at rekruttere både forskere og studerende, og man har her for nylig indført en

regel om, at der ikke udbydes undervisningstilbud på bacheloruddannelser til optag på under

20 studerende.

I Holland ses tilsvarende verserende drøftelser af behovet for at sikre kvalitet og relevans i

små udbud af videregående uddannelse. Man har her ikke ønsket at fastsætte et minimums-

antal for optag af studerende, men det påtænkes at indføre et ’trafiklyssystem’ med henblik

på at overvåge og gribe ind over for problemer med kvalitet, relevans og sammenhæng i de

enkelte uddannelsesudbud.

Kilde: Teknologisk Institut, 2014 og Det nederlandske Uddannelsesråd, 2012.

Det er udvalgets holdning, at det må være et mål at sikre et tilstrækkeligt bæredygtigt

fagligt miljø på alle uddannelsesudbud af videregående uddannelser, som lever op til

fastsatte krav til uddannelsernes kvalitet. Udvalget mener, at der heri ligger en nød-

vendig erkendelse af, at hensynet til kvalitet indebærer spørgsmål om, hvornår et

udbud må lukkes på grund af for lav søgning og dermed et for svagt og skrøbeligt

fagligt miljø. I medfør heraf mener udvalget, at der er behov for at oveveje modeller

for en større grad af arbejdsdeling og specialisering inden for det videregående ud-

dannelsessystem, ikke mindst på erhvervsakademi- og professionshøjskoleområdet.

Det kan anføres, at det nuværende bevillingssystem med fuld aktivitetsafhængig

finansiering af uddannelsesproduktionen fremmer kvantitet og volumen og potenti-

elt sætter uddannelsernes kvalitet og relevans under pres. Isoleret set kan bevil-

lingsmodellen siges at give institutionerne incitament til, at flest mulige optages og

gennemfører deres uddannelse fremfor incitament til at øge kvaliteten af uddannel-

serne. Endvidere giver taxametersystemet isoleret set ikke institutionerne tilskyndel-

se til at begrænse optaget på uddannelser med høj dimittendledighed og lav gen-

nemsnitsløn.

Det skal dog bemærkes, at taxametersystemet ikke er indført som et redskab til at

sikre uddannelsernes kvalitet eller relevans, og det skal derfor ses i sammenhæng

med den målrettede kvalitetssikring af de videregående uddannelser, som bl.a. sker

gennem akkreditering og censorinstitutionen. Udvalget vil dog sætte spørgsmål ved,

hvorvidt de anvendte styringsredskaber i realiteten er i stand til at balancere de po-

tentielle negative incitamentsvirkninger af bevillingsprincipperne på opretholdelsen

af høj kvalitet i uddannelserne.

Danmark skiller sig ud i forhold til de andre nordiske lande for så vidt angår en me-

get høj grad af aktivitetsafhængige bevillinger på især professionshøjskoler og er-

hvervsakademier. Eksempelvis gives i Norge en basisbevilling til hver videregående

uddannelsesinstitution, som både skal understøtte forskning og uddannelse.

Dertil

kommer henholdsvis en aktivitetsbaseret bevilling til uddannelse (taxameter) og en

resultatbaseret bevilling til forskning og udviklingsaktivitet. Det er udvalgets opfat-

telse, at Danmark med fordel kan drage nytte af disse erfaringer med henblik på at

minimere negative incitamenter i en finansiering af uddannelsesproduktionen, som

alene eller i meget høj grad er baseret på omfanget af beståede studerende.

4.4 Sammenfatning af kapitlet

Kapitlet har fokuseret på karakteren og udviklingen af udbudslandskabet for videre-

gående uddannelse med henblik på at belyse, om udbudsstrukturen med mange små

udbud har konsekvenser for kvaliteten af uddannelserne.

De foreliggende analyser fremført i kapitlet, herunder analyse af de gennemførte

akkrediteringer af de videregående uddannelser, viser indikation på, at små og min-

dre udbud ikke præsterer på niveau med de større udbud i forhold til at sikre et so-

lidt fagligt miljø og en undervisning baseret på den nyeste forskningsviden inden for

fagområdet.

Udvalget er skeptisk over for især den brede distribution af mange små erhvervs-

akademi- og professionsbacheloruddannelserne, som kan siges at være drevet af

regionalpolitiske hensyn og institutionelle egendynamikker snarere end et rationale

om kvalitet og faglig bæredygtighed.

Analyserne giver udvalget anledning til at problematisere omfanget af små udbud og

påpege behovet for en konsolidering af det samlede udbud af videregående uddan-

nelser ud fra en opprioritering af hensynet til faglig kvalitet og bæredygtighed. Som

et aspekt heraf lægger udvalget endvidere op til en kritisk analyse af det nuværende

bevillingssystems effekter på udviklingen af de mange små udbud.

Udvalgets konkrete forslag til konsolidering af udbudsstrukturen fremgår af det

følgende afsluttende kapitel 5.

Det skal bemærkes, at udvalget er opmærksom på formålet med en bred distribueret

udbudsdæknings i forhold til at sikre en tilstrækkelig arbejdskraftsforsyning i de

regionale områder. Udvalget vil i næste fase af arbejdet foretage nærmere analyser af

sammenhænge mellem udbudsstrukturen og forsyningen af dimittender til det regi-

onale arbejdsmarked.

Teknologisk Institut, 2014.

Kapitel 5. Udvalgets anbefalinger

Med afsæt i de forrige kapitlers analyser sammenfatter udvalget i dette afsluttende

kapitel fire centrale anbefalinger. Anbefalingerne kan ses hver for sig, men deres

styrke ligger i, at de gennemføres i sin helhed, idet de understøtter hinanden i for-

hold til at fremme både relevans, kvalitet, effektivitet og sammenhæng i det videre-

gående uddannelsessystem.

Den politiske målsætning om, at flere unge skal tage en videregående uddannelse, er

lykkedes. Optaget på de videregående uddannelser er vokset med knap 50 pct. siden

2007, og der er en stadig opadgående tendens i de unges uddannelsessøgning Sam-

tidig er uddannelsesudbuddet vokset markant, og der er tilført over 300 nye uddan-

nelsesudbud siden 2007.

Vi er midt i en eksplosiv udvikling, hvad angår videregående uddannelser, hvor der

ikke længere fortrinsvis er tale om eliteuddannelser til de få, men også om masseud-

dannelser til de mange. Langt den største del af væksten i optaget siden 2007 befin-

der sig fortsat i det videregående uddannelsessystemet og har ikke ramt arbejdsmar-

kedet endnu.

Arbejdsmarkedet står således over for et massivt uddannelsesløft drevet af det øge-

de optag på især universiteternes bachelor- og kandidatuddannelser. Fremskrivnin-

gen har samtidig vist, at langt den overvejende del af de flere med en videregående

uddannelse skal finde beskæftigelse i den private sektor.

Uddannelse er i den danske velfærdsstat en offentlig investering, som fællesskabet

stiller gratis til rådighed for borgerne. De studerende skal således ikke betale for

deres videregående uddannelse, og det kan medvirke til, at de studerende overve-

jende vælger efter interesse for studiets indhold fremfor arbejdsmarkedsudsigterne

for deres uddannelse. Samtidig er der ikke en systematisk overordnet styring af det

samlede uddannelsesudbud. Der er således kun meget svage tilpasningsmekanismer

mellem udbud og efterspørgsel indbygget i systemet, og som det fremgår af kapitel

2, kan der peges på uddannelser med systematisk relativ høj ledighed og lav løn.

Udvalget bygger endvidere sine anbefalinger på det grundlag, at vi i Danmark gen-

nem de seneste 15 år har haft en række markante strukturreformer på det videregå-

ende uddannelsesområde, som har medvirket til at konsolidere uddannelsesinstituti-

onerne i form af selveje, betydelig autonomi, bestyrelser med eksternt flertal, ansatte

ledere mv. Det betyder, at vi i dag står med stærke uddannelsesinstitutioner med

gode forudsætninger for at implementere de forandringer, der er nødvendige for at

sikre kvalitet, relevans, effektivitet og sammenhæng i det samlede system. Udvalget

lægger vægt på et subsidiaritetsprincip, hvor alene de helt overordnede systembe-

slutninger træffes på centralt hold, mens uddannelsesfaglige beslutninger skal træf-

fes af eller på grundlag af input fra institutionerne og de fagkyndige, som er ansat

der.

På baggrund af de gennemførte analyser i denne rapport vil udvalget præsentere fire

overordnede anbefalinger for det videregående uddannelsessystem:

For det første

anbefaler udvalget en strukturreform af de videregående uddannelser

med et styrket akademisk bachelorniveau og klare spor både i forhold til erhvervs-

retning, professionsorientering og forsker/specialistrekruttering.

For det andet

anbefaler udvalget, at styringen af volumen i det samlede udbud af vide-

regående uddannelser skærpes i form af mere systematisk anvendelse af dimensio-

nering på uddannelsesområder, hvor der er udsigt til en overproduktion i forhold til

erhvervs- og beskæftigelsesmulighederne.

For det tredje

anbefaler udvalget, at der sker en konsolidering af den samlede udbuds-

struktur af videregående uddannelser med fokus på at styrke kvalitet og bæredygtig-

hed og som følge deraf en begrænsning af mængden af små udbud.

Endelig anbefaler udvalget

for det fjerde,

at der indføres en mere gennemsigtig og

systematisk ’forbrugeroplysning’ i det videregående uddannelsessystem.

I det følgende redegøres nærmere for disse fire anbefalinger.

5.1. Ny struktur, der skal understøtte kvalitet, relevans og sam-

menhæng i de videregående uddannelser

Det er grundlæggende positivt og giver store muligheder for det danske samfund, at

så mange unge mennesker ønsker at tage en videregående uddannelse. Disse mulig-

heder skal udnyttes optimalt.

Det er udvalgets vurdering, at præmisserne for, at de mange flere dimittender skal

finde vej til det fremtidige arbejdsmarked for højtuddannede, er, at en langt større

andel af de uddannede skal tilgå det private arbejdsmarked, og at højtuddannede i

fremtiden kommer til at bestride en væsentligt bredere palet af jobfunktioner end i

dag. Derudover skal mange af fremtidens højtuddannede dimittender være indstillet

på en større grad af omskiftelighed i arbejdsfunktioner, end det traditionelt har væ-

ret påkrævet af medarbejdere med en videregående uddannelse. Det er udvalgets

vurdering, at der er væsentlige systemmæssige barrierer for, at det videregående ud-

dannelsessystem kan håndtere disse ændrede præmisser.

For det første

er det vurderingen, at der vil være behov for solide – og for en stor del

af de højtuddannede – alsidige og brede faglige kompetencer, der kan bringes i an-

vendelse på mange forskellige dele af arbejdsmarkedet. Dette udfordrer den relativt

ensidige teoretisk orienterede fagspecialisering, som mange akademiske dimittender

i dag besidder, og indebærer en større grad af uforudsigelighed med hensyn til den

enkelte dimittends behov for specialistviden inden for faget.

For det andet

er der en

skæv arbejdsmarkedsforsyning af videregående uddannelse som følge af, at bache-

loruddannelserne på universiteterne helt overvejende – med rette eller urette – ikke

anses som afrundede uddannelsesforløb, der er adgangsgivende til arbejdsmarkedet.

For det tredje

er det videregående uddannelsessystem ikke sammentænkt som ét sam-

let system. Det betyder, at der ikke på systemniveau er etableret en samlet koordine-

ret portefølje af videregående uddannelser, og der er heller ikke klare veje for stude-

rende, der har evner og motivation til at læse videre.

Det er udvalgets vurdering, at disse barrierer vil blive forstærket i lyset af fremskriv-

ningens forventning om, at den private sektor, hvor tre ud af fire beskæftigede i dag

er faglært eller ufaglært, fremover skal aftage en væsentlig større andel af dimitten-

derne med en videregående uddannelse.

Det er udvalgets opfattelse, at der er behov for en gentækning af selve strukturen

for det videregående uddannelsessystem for at skabe et system med større fleksibili-

tet, der matcher forventningerne til de ændrede beskæftigelsesmuligheder i fremti-

den. Et system, der uddanner

både

teoretiske og forskningsorienterede dimittender

på et mere snævert specialiseret område

mere praksis- og anvendelsesorienterede

dimittender, der har et bredere sigte.

I undersøgelsen af studie- og uddannelsesledernes perspektiv på kvalitet, relevans og

sammenhæng tilkendegives det klart, at de uddannelsesmæssige forudsætninger og

diversiteten blandt de studerende er blevet større.

Denne større diversitet i studen-

terpopulationen stiller også nye krav til de videregående uddannelser, herunder et

større behov for at differentiere uddannelsesforløbene.

Fremtidens videregående uddannelsessystem skal endvidere være kendetegnet ved

gode muligheder for videre uddannelse og for at vende tilbage til uddannelsessyste-

met i et livslangt perspektiv. Herigennem opnår den enkelte en mere målrettet og

erhvervsrelevant specialisering, end tilfældet er for de fleste i dag.

Nedenfor gennemgås de konkrete elementer i udvalgets forslag til en reformeret

struktur for det videregående uddannelsessystem.

Mere fleksible universitetsuddannelser

For at opnå en større fleksibilitet og bredde i de lange videregående uddannelser

finder udvalget det afgørende, at der etableres nye akademiske bacheloruddannelser.

De skal give en betydelig andel af dimittenderne kompetencer til at indtræde på

arbejdsmarkedet med en solid faglighed og med mere generiske erhvervsrettede

kompetencer, der kan anvendes bredt på arbejdsmarkedet. Herved opnås den store

fordel, at bachelorerne træffer et erhvervsvalg,

før

de påbegynder deres kandidatstu-

dier. Samtidig skal uddannelsessystemet fortsat producere højtspecialiserede og me-

re forskningsrettede dimittender.

Udvalget anbefaler, at de nye akademiske bacheloruddannelser skal have en varig-

hed på fire år, så der både er plads til at fastholde den nuværende solide grundfag-

lighed og de stærke metodiske færdigheder, samtidig med at uddannelserne gøres

mere erhvervsrettede og anvendelsesorienterede. Der gives således ikke køb på, at

en bacheloruddannelse forsyner de studerende med kompetencer, der gør dem i

stand til at tilegne sig fagenes videnskabelige litteratur på internationalt niveau.

De studerende skal i løbet af deres bacheloruddannelse have mulighed for at vælge

retning i form af enten et teoretisk og videnskabeligt metodisk forløb, for dem der

ønsker at gå forskningens vej,

eller

et mere praksisrettet og anvendelsesorienteret

uddannelsesforløb.

DAMVAD, 2014.

Udvalget foreslår endvidere, at kandidatuddannelsen justeres, så den i udgangspunk-

tet er étårig. Studerende, der har evner og motivation til et ph.d.-forløb, skal have

mulighed for at blive optaget på et treårigt ph.d.-forløb i forlængelse af kandidatud-

dannelsen eller et fireårigt forløb i umiddelbar forlængelse af bacheloruddannelse i

et såkaldt 4+4-forløb, som det allerede kendes fra flere universitetsuddannelser i

dag.

Det er endvidere udvalgets opfattelse, at det vil højne uddannelsers kvalitet, hvis de

studerendes

ret

til en kandidatuddannelse i umiddelbart forlængelse af bachelorud-

dannelsen ophæves, og der indføres adgangskrav på de enkelte kandidatuddannel-

ser.

Konkurrence blandt de studerende om at møde kravene, der giver adgang til kandi-

datuddannelserne, vil antagelig øge de studerendes indsats på bacheloruddannelsen,

og samtidig vil adgangskrav til kandidatuddannelsen sikre, at det kun er de stude-

rende, der har evner og motivation, der bliver optaget. Det er udvalgets klare for-

ventning, at det vil betyde, at Danmark fremover vil få endnu dygtigere kandidater.

Hensigten med den foreslåede strukturændring er ikke at afskære bachelorer fra

kandidatstudiet, men at øge relevansen af denne. Udvalget sætter ikke spørgsmåls-

tegn ved den politiske målsætning om, at 25 pct. af en årgang skal have en lang vide-

regående uddannelse, men ved det hensigtsmæssige i, at så mange indtræder på ar-

bejdsmarkedet med meget teoretiske og forskningsorienterede kompetencer.

Derfor foreslår udvalget, at størstedelen af de akademiske bachelorer skal indtræde

(første gang) på arbejdsmarkedet med en bachelorgrad, og at de tager kandidatud-

dannelsen sideløbende med deres erhvervsarbejde eller vender tilbage til kandidat-

uddannelsen efter nogle år på arbejdsmarkedet. Det er vurderingen, at den enkelte

på denne måde typisk vil få et større udbytte af en specialisering, da det vil ske med

baggrund i et konkret erhverv og et konkret job og derved gøre det lettere at koble

teori og praksis.

Konkret foreslår udvalget derfor, at der indføres en dimensionering af kandidatud-

dannelserne svarende til, at ca. en tredjedel af bachelorerne kan optages på en kan-

didatuddannelse direkte

uden

sideløbende eller forudgående erhvervstilknytning.

Denne vej vil primært være forbeholdt studerende, der sigter mod et teoretisk og

forskningsorienteret uddannelsesforløb, der kan lede til en ph.d.-grad.

Derudover foreslås det, at de mere anvendelsesorienterede bachelorer skal kunne

kvalificere sig til en kandidatuddannelse på baggrund af et konkret ansættelsesfor-

hold eller minimum to års relevant erhvervserfaring. Den étårige kandidatuddannel-

se kan enten gennemføres som et fuldtidsstudie eller på deltid parallelt med en er-

hvervskarriere, uden at der opkræves brugerbetaling. Der gives adgang til SU, hvis

den gennemføres som et fuldtidsstudie, mens deltidsstudiet ikke giver adgang til SU

og skal være gennemført inden for en treårig periode.

Kandidatuddannelserne skal indrettes på en sådan måde, at de både kan rumme

studerende, der tager kandidatuddannelsen i direkte forlængelse af bacheloruddan-

nelsen, og studerende, der tager en kandidatuddannelse parallelt med erhvervsarbej-

de eller efter nogle års erhvervserfaring, jf. figur 5.1.

Figur 5.1. De akademiske bachelorers mulighed for videre uddannelse

Note:

Alle kandidatuddannelser

kan

være adgangsgivende til et ph.d.-forløb. Den samlede

længde på autorisationsuddannelserne – herunder læge og dyrelæge – ændres ikke i

forhold til i dag.

I gennemsnit vil det indebære, at ca. en tredjedel af bachelorerne får adgang til at

fortsætte direkte i kandidat-/ph.d.-forløb, men forholdet mellem bachelordimitten-

der og optag på kandidatuddannelser vil variere betydeligt mellem de forskellige fag.

Det er forsøgt illustreret i figur 5.2. med et eksempel, hvor en større

andel

af de na-

turvidenskabelige bachelorer fortsætter direkte i et kandidat-/ph.d.-forløb sammen-

lignet med samfundsvidenskabelige bachelorer.

Figur 5.2. Forskel i den direkte adgang til kandidat-/ph.d.-forløb mellem

fag

Note:

I illustrationen er der taget udgangspunkt i den forholdsmæssige fordeling af optagne

bachelorer og overgangsfrekvens fra kandidat- til ph.d.-forløb for henholdsvis naturvi-

denskabelige og samfundsvidenskabelige uddannelser i dag. Alle kandidatuddannelser

kan

være adgangsgivende til et ph.d.-forløb.

Fordelingen af den direkte adgang til kandidatuddannelserne mellem fagene bør

afspejle arbejdsmarkedets behov for forskere og kandidater med tilsvarende specia-

liseret viden. Ligeledes bør adgangen til kandidatuddannelser via forudgående er-

hvervserfaring eller parallel erhvervstilknytning også afspejle erhvervslivets behov.

Udvalget foreslår, at dimensioneringen sker efter samme overordnede principper

som den dimensionering, der skal regulere optaget til bacheloruddannelserne, jf.

nedenfor.

Der er en række lange videregående uddannelser, der efter udvalgets opfattelse ikke

hensigtsmæssigt kan overgå til den foreslåede struktur med en fireårig akademisk

bachelorgrad og mulighed for en efterfølgende étårig kandidatgrad. Det drejer sig

primært om såkaldte autorisationsuddannelser – fx lægeuddannelsen, jf. boks 5.0.

Boks 5.0.

Uddannelser der ikke hensigtsmæssigt kan overgå til den nye struktur

Der er en række uddannelser, der pga. den særlige karakter af uddannelsernes professions-

rettede progression ikke i udgangspunktet kan indeholdes i den foreslåede struktur. Fx auto-

risationsuddannelser som læge, dyrelæge, tandlæge og teolog.

Det bør dog ikke udelukkes, at der kan være relevante afstigningsmuligheder for bachelorer

fra autorisationsuddannelser til beslægtede kandidatuddannelser, fx bachelor i medicin til

kandidat i folkesundhedsvidenskab. Omvendt er det ikke meningsfuldt at tænke i optag af

andre bachelorer på en kandidatdel af en autorisationsuddannelse.

En sådan gennemgribende strukturændring kræver forandringsvilje- og kapacitet

både hos uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne,

det kræver tid.

Det er udvalgets vurdering, at der vil være behov for en implementeringsperiode på

mindst to år. Universiteterne skal have mulighed for at udvikle de nye fireårige ba-

cheloruddannelser og de étårige kandidatuddannelser, så de både kan rumme de

mere teoretiske og forskningsorienterede bachelorer, der sigter direkte mod en ph.d.

eller tilsvarende højt akademisk specialiseringsniveau,

de mere anvendelsesorien-

terede bachelorer, der optages på kandidatuddannelse på baggrund af erhvervserfa-

ring/-tilknytning.

De fleste akademiske bacheloruddannelser anses i dag ikke for adgangsgivende til

arbejdsmarkedet, og der er således ikke et reelt arbejdsmarked for universitetsbache-

lorer i dag. Derfor er det vurderingen, at de, der i dag indtræder på arbejdsmarkedet

med en akademisk bachelorgrad, ikke er repræsentative for de fremtidige bachelor-

dimittender. Det er således udvalgets vurdering, at det ikke vil være hensigtsmæssigt

at spå om de nye bachelordimittenders fremtidige arbejdsmarkedssituation med

afsæt i løn- og beskæftigelsesniveauer for gruppen af universitetsbachelorer, der er

på arbejdsmarkedet i dag.

Et udvidet bachelorarbejdsmarked for universitetsbachelorer vil bl.a. forudsætte, at

det konkrete indhold i de nye bacheloruddannelser på universiteterne bliver udviklet

med relevante kompetenceprofiler, virksomhedernes åbenhed over for de nye ba-

chelordimittender, og at der bliver skabt en fornuftigt løndannelse. Hertil kommer,

at en positiv konjunkturudvikling vil lette overgangen til et egentligt arbejdsmarked

for universitetsbachelorer.

Formalisering af videreuddannelsesmulighederne

Den enkelte studerendes manøvrerum gennem det videregående uddannelsessystem

er i dag begrænset af relativt restriktive rammer for det ønskede uddannelsesforløb.

Restriktioner, som er med til at skabe et trægt og uigennemskueligt system for de

studerende, og som kan hæmme den enkeltes mulighed for at uddanne sig optimalt

ud fra evner og ambitioner.

Det er udvalgets holdning, at der på alle niveauer i det videregående uddannelsessy-

stem skal være tydelige videreuddannelsesmuligheder for studerende, der har evner

og motivation til at læse videre. Fleksibiliteten bør dog ikke fremmes som mål i sig

selv på bekostning af faglighed og kvalitet.

Udvalget finder det nødvendigt, at der skabes en større grad af sammenhæng i det

videregående uddannelsessystem. Der skal på systemniveau være videreuddannel-

sesmuligheder for alle, og det skal være klart for studerende på henholdsvis er-

hvervsakademier, professionshøjskoler og universiteter, hvad der kræves af dem for

at læse videre på et højere niveau.

Som beskrevet tidligere er der for en række professionsbachelorer, der ønsker at

læse videre, ikke nogen klar formaliseret vej. Det skyldes bl.a., at der er forskel i

vidensgrundlaget for henholdsvis professions- og universitetsbachelorerne, og at det

teoretiske og metodisk fundament hos mange professionsbachelorer ikke er til-

strækkeligt til, at de kan blive optaget umiddelbart på en kandidatuddannelse på

universiteterne. Det er forsøgt imødegået ved at oprette særlige kandidatuddannel-

ser til professionsbachelorerne, men de er blevet kritiseret for ikke at matche de

faglige krav til en kandidatuddannelse. Denne problemstilling, vurderer udvalget, vil

blive forstærket af den foreslåede ændring til fireårige universitetsbacheloruddannel-

ser og étårige kandidatuddannelser.

Det er imidlertid vigtigt, at der holdes fokus på, at også professionsbachelorer skal

kunne tilegne sig de nødvendige faglige forudsætninger for at kunne læse videre på

en kandidatuddannelse. Konkret foreslår udvalget, at en mindre del af professions-

bachelorerne skal kunne kvalificere sig til et toårigt kandidatforløb på universiteter-

ne, der er særligt tilrettelagt for professionsbachelorer. Universiteterne skal fastsætte

de specifikke optagelseskrav, og universiteterne og professionshøjskolerne skal

sammen fastlægge en valgfagspakke på professionsbacheloruddannelserne, som skal

være obligatorisk, hvis en professionsbachelor vil optages på en efterfølgende kan-

didatuddannelse.

Det samlede uddannelsesforløb for professionsbachelorer, der efterfølgende læser

en kandidatuddannelse, vil – som i dag – være mellem 5-6 år (afhængigt af professi-

onsbacheloruddannelsens længde). Uddannelsesforløbet vil således typisk være læn-

gere end det samlede uddannelsesforløbet for en universitetsbachelor, der efterføl-

gende tager en kandidatuddannelse. Det er imidlertid udvalgets vurdering, at det er

en uundgåelig konsekvens af professionsbachelorernes målrettede fokus på praksis-

feltet og det professionsbaserede vidensgrundlag.

I lyset af at flere med en videregående uddannelse skal finde beskæftigelse i den

private sektor, hvor den overvejende del af de ansatte i dag er faglærte og ufaglærte,

er det udvalgets vurdering, at det i en matchoptik er væsentligt at bibeholde de korte

erhvervsrettede videregående uddannelser på erhvervsakademierne. Siden etablerin-

gen i 2009 af de tekniske og merkantile overbygningsuddannelser på professionsba-

chelorniveau – de såkaldte top-up-uddannelser – er der en tendens til, at stadig flere

dimittender fra erhvervsakademierne fortsætter direkte på overbygningen, hvor de

med 1�½ års ekstra uddannelse tilegner sig en professionsbachelorgrad. Udvalget

anerkender vigtigheden i denne videreuddannelsesmulighed, men er samtidig skep-

tisk over for tendensen til ’automatik’ i overgangen af principielt samme årsager

som automatikken på universitetsområdet fra bachelor- til kandidatniveauet. Udval-

get foreslår derfor, at der indføres en dimensionering af den direkte adgang til disse

overbygningsuddannelser, jf. figur 5.3.

Figur 5.3. Videreuddannelsesmuligheder for dimittender fra erhvervs-

akademi- og professionsbacheloruddannelser

Samlet set foreslår udvalget en ny struktur for det videregående uddannelsessystem,

der på systemniveau etablerer

mulighed

for at komme videre fra de forskellige videre-

gående uddannelsesniveauer, men at den enkelte studerende

ikke får krav

på videre

uddannelse – hverken fra erhvervsakademi til professionsbachelor eller fra bachelor

til kandidat på et universitet. Strukturen er illustreret i figur 5.4.

Figur 5.4. En ny struktur for videregående uddannelser

Note:

Alle kandidatuddannelser

kan

være adgangsgivende til et ph.d.-forløb.

Ud over de muligheder for specialisering efter et par års erhvervserfaring eller paral-

lelt med beskæftigelse, der foreslås etableret med den nye uddannelsesstruktur, vil

der fortsat være mulighed for kompetenceudvikling i efter- og videreuddannelsessy-

stemet efter de gældende regler, herunder masteruddannelser. Det er også udvalgets

forventning, at professionsbachelorer, der vil søge om optagelse på en kandidatud-

dannelse, og som ikke har erhvervet sig de fag, der er en forudsætning herfor, vil få

mulighed for at tage disse fag som enkeltfag inden for det nuværende system af

åben uddannelse.

Med den foreslåede nye struktur i det videregående uddannelsessystem har det lig-

get udvalget på sinde på den ene side at skabe videreuddannelsesmuligheder for alle,

uanset hvor i systemet man påbegynder sin uddannelse, og på den anden side at

værne om de enkelte uddannelsestypers egenart. Det er vigtigt både at uddanne

teoretisk orienterede fagspecialister

dygtige reflekterede praktikere, som går direk-

te ud på arbejdsmarkedet og virker i en periode for sidenhen at vende tilbage til

uddannelsessystemet. Det er udvalgets forventning, at strukturen vil være en mod-

vægt til de herskende tendenser til akademisering af uddannelserne og samtidig være

et godt fundament for talentudvikling af fagenes dygtigste studerende.

Udvalget foreslår på samme vis som med udviklingen af den nye bachelor- og kan-

didatuddannelser på universiteterne, at der skal være en implementeringsperiode på

mindst to år. Det skal give professionshøjskolerne og universiteterne tid til i samar-

bejde at få etableret en klar videreuddannelsesvej for de professionsbachelorer, der

har evnen og motivationen til at læse videre, og for universiteterne at få udviklet de

toårige kandidatuddannelser tilpasset professionsbachelorerne.

Udvalget bemærker, at den foreslåede strukturændring, hvor det skal være muligt at

tage en kandidatuddannelse på deltid sideløbende med erhvervsarbejde, ikke er for-

enelig med den nyligt vedtagne studiefremdriftsreforms krav om automatik tilmel-

ding til eksamen i 60 nye ECTS-point pr. studieår.

Konkret foreslår udvalget, at det bliver op til uddannelsesinstitutionerne, hvilke af

studiefremdriftsreformens virkemidler de vil anvende på hvilke dele af deres ud-

dannelser. Der skal således være mulighed for

ikke

at indføre alle tiltag på uddannel-

ser, hvor der ikke er problemer med for lav studieintensitet og for lange gennemfø-

relsestider, eller hvor andre hensyn taler for en differentieret implementering af de

enkelte bestemmelser.

Det er generelt udvalgets holdning, at det bør være uddannelsesinstitutionernes an-

svar at tilrettelægge de studerendes uddannelsesforløb på en sådan måde, at institu-

tionerne lever op til fastsatte resultatkrav om at nedbringe de studerendes gennem-

førelsestid uden at gå på kompromis med uddannelsernes kvalitet og fleksibilitet.

Boks 5.1.

Anbefalinger om en ny uddannelsesstruktur

•

De akademiske bacheloruddannelser gøres fireårige med indbyggede muligheder for i

slutningen af studiet at fokusere enten på fagets praktiske anvendelsesmuligheder eller

fagets mere forskningsorienterede teoretiske og metodiske aspekter.

Retskravet på at fortsætte direkte fra bachelorgrad til kandidatstudier ophæves og i ste-

det indføres to sæt af kriterier for optagelse på en kandidatuddannelse:

1. Karakter på bacheloruddannelsen – evt. kombineret med optagelsessamtale.

Primært møntet på de studerende, der ønsker at gå direkte på en teoretisk og

forskningsorienteret kandidatuddannelse og/eller ph.d.-uddannelse.

2. Relevant bachelorgrad

erhvervserfaring eller -tilknytning.

Primært møntet på de studerende, der ønsker en mere praksis- og anvendelsesori-

enteret kandidatuddannelse i tæt sammenspil med arbejdsmarkedet.

Et mindre antal universitetsuddannelser – primært autorisationsuddannelser – udelades

fra den nye uddannelsesstruktur.

En mindre andel af professionsbachelorerne skal kunne kvalificere sig til optag på en

toårig kandidatuddannelse på universiteterne.

Der sker en begrænsning af dimittender fra erhvervsakademiuddannelsernes direkte

adgang til overbygningsuddannelse til professionsbachelor (top-up-uddannelser). Der

indføres på tilsvarende vis to sæt af kriterier for optagelse på en top-up-uddannelse:

1. Karakter på erhvervsakademiuddannelsen – evt. kombineret med optagelsessamta-

le.

2. Relevant erhvervsakademiuddannelse og erhvervserfaring eller -tilknytning.

Det bliver uddannelsesinstitutionernes ansvar at tilrettelægge den studerendes uddan-

nelsesforløb, så institutionerne lever op til de politiske målsætninger om at nedbringe

den gennemsnitlige studietid. Studiefremdriftsreformens virkemidler kan anvendes til

at understøtte dette, men det skal være op til den enkelte institution at træffe konkret

beslutning herom.

•

5.2. Øget brug af dimensionering

Analyserne af mismatch mellem det videregående uddannelsessystem og erhvervs-

og beskæftigelsesmulighederne peger på, at der er en række uddannelsesområder

med systematisk relativ høj ledighed og lav løn, og som afspejler et behov for at

styre antallet af uddannelsespladser. Det er udvalgets vurdering, at det mest oplagte

direkte

instrument til udbudsstyring er central dimensionering. Der er behov for

yderligere analyser for at vurdere, hvor stort optaget bør være på de uddannelser,

hvor der er risiko for overproduktion, men de foreliggende analyser er tilstrækkelige

til at danne grundlag for en anbefaling om behov for øget brug af national dimensi-

onering.

Der findes i dag allerede en række uddannelser, som er dimensioneret fra centralt

hold – bl.a. pga. risiko for overproduktion. Der er udvalgets opfattelse, at flere ud-

dannelser/uddannelsesgrupper er i risiko for at producere flere dimittender, end

arbejdsmarkedet har behov for. Der er derfor behov for at kunne gribe ind.

Udvalget finder, at det er nødvendigt at etablere og vedligeholde et solidt analytisk

grundlag for beslutninger om dimensionering. En dimensioneringsbeslutning vil

indebære, at der vil blive skruet henholdsvis op eller ned for udbuddet af en konkret

uddannelse på en konkret uddannelsesinstitution. Der vil selvsagt være mange hen-

syn og interesser involveret i en sådan beslutning. Udvalget har i sit arbejde med at

udvikle en model for en fremtidig øget brug af central dimensionering haft en række

hensyn in mente:

For det første

at beslutningerne skal hvile på et solidt fagligt grundlag, hvor der både

anvendes historiske data om arbejdsmarkedsrelevansen og udarbejdes solide scena-

rier for de forventede fremtidige erhvervs- og beskæftigelsesmuligheder.

For det andet

at beslutningerne skal hvile på fagkyndig rådgivning, der giver en vis

armslængde fra det politiske system, så man undgår en politisering af dimensione-

ringsbeslutningerne.

For det tredje

at dimensioneringen alene skal sigte mod at begrænse optaget på ud-

dannelser eller grupper af uddannelser med klare indikationer på overproduktion,

idet udvalget anerkender, at det givet den betydelige usikkerhed om den fremtidige

erhvervsudvikling er urealistisk og uhensigtsmæssigt at dimensionere med henblik

på at rette op på mindre matchudfordringer.

For det fjerde

har det ligget udvalget på sinde at finde en model, som giver et vist rå-

derum til institutionerne, så de har mulighed for at træffe beslutninger, der set ud

fra en institutionsvinkel kan fremme deres evne til at levere kvalitet og relevans på

effektiv vis.

Endelig lægger udvalget

for det femte

vægt på at skabe kontinuitet for institutionerne,

idet alt for store udsving fra år til år næppe vil være foreneligt med ønsket om at

fastholde og udvikle en kvalificeret lærer-/forskerstab på et uddannelsesområde.

Udvalget anbefaler, at der indføres dimensionering på uddannelser på alle niveauer,

hvor grundige analyser indikerer, at der er risiko for en væsentlig overproduktion af

dimittender i forhold til de aktuelle og forventede erhvervs- og beskæftigelsesmulig-

heder. Der vil herudover fortsat være et behov for at dimensionere uddannelser,

som uddanner til meget specifikke professioner, hvor der i uddannelsen er obligato-

riske perioder i praktik/klinik.

Det er udvalgets opfattelse, at der ikke i dag eksisterer tilstrækkeligt grundige analy-

ser til brug for sådanne dimensioneringsbeslutninger. Der foreligger således fx ikke i

dag systematisk viden om tendenser i efterspørgslen efter bestemte uddannelsesty-

per eller hvilke uddannelser, der substituerer hinanden på hvilke delarbejdsmarke-

der. Viden om uddannelsernes substituerbarhed er væsentlig for at vurdere, hvor

nødvendigt det er at dimensionere en specifik uddannelse ved udsigter til fx en

kortsigtet overproduktion. Udvalget vil i næste fase undersøge substitutionen nær-

mere, herunder overveje om det kan indgå i grundlaget for uddannelsesdimensione-

ring.

Udvalget anbefaler, at der etableres et analyseapparat til brug for de fornødne analy-

ser af den forventede efterspørgsel efter arbejdskraft med forskellige videregående

uddannelser, og at resultaterne sammenholdes med den forventede produktion af

dimittender fra de forskellige uddannelser. Udvalget anbefaler, at analyseværktøjet

etableres hos en uafhængig institution, som fx Det Økonomiske Råds Sekretariat

eller en sektorforskningsinstitution. Analyserne vil kunne danne grundlag for di-

mensioneringsbeslutninger både fra centralt hold og ude på institutionerne og bør

derfor efter udvalgets opfattelse offentliggøres.

Udvalget foreslår, at Det rådgivende udvalg for vurdering af udbud af videregående

uddannelser (RUVU), der er nedsat til at rådgive uddannelses- og forskningsmini-

steren om institutionernes ønsker om oprettelse af nye uddannelsesudbud, tillige får

til opgave at afgive indstillinger om den konkrete dimensionering. Det anbefales, at

der tages stilling til den centrale dimensionering hvert tredje år.

Det foreslås, at RUVU på baggrund af det oven for nævnte analyseværktøj indstiller

til ministeren, hvilke uddannelser der bør dimensioneres og det samlede volumen i

form af det konkrete antal af uddannelsespladser, der skal udbydes. Udvalget fore-

slår, at RUVU inden endelig indstilling til ministeren hører rektorkollegierne om

dimensioneringen og dens fordeling på institutioner. Det gælder både dimensione-

ring af enkeltuddannelser og dimensionering af uddannelsesgrupper, hvor instituti-

onerne selv får mulighed for at fordele dimensioneringen på enkeltuddannelser.

Det er udvalgets opfattelse, at en samling af analyse-, udbuds- og dimensionerings-

opgaverne i RUVU vil styrke det faglige fundament for beslutninger om både nye

uddannelser, nye udbud og den samlede dimensionering i systemet. RUVU’s brede-

re opgaveportefølje bør afspejles i sammensætningen af rådet.

Det ligger i forlængelse af den foreslåede strukturreform af de videregående uddan-

nelser, at den direkte adgang til kandidatuddannelserne og top-up-uddannelserne

skal reguleres, således at der er optagelseskrav til disse uddannelser, der begrænser

den direkte adgang til at omfatte de dygtigste og mest motiverede studerende. Di-

mensioneringen af kandidatuddannelserne og top-up-uddannelserne fra centralt

hold beror ligesom for alle andre videregående uddannelser på arbejdsmarkedsud-

sigterne og en vurdering af risiko for mangelsituationer eller overproduktion. Speci-

elt bemærkes, at eventuelle mangelsituationer på kandidatniveau hurtigt kan afhjæl-

pes ved at øge antallet af studiepladser på de pågældende kandidatuddannelser.

Boks 5.2.

Anbefalinger om dimensionering

•

En central dimensionering på udvalgte uddannelser eller uddannelsesgrupper med be-

tydelig risiko for overproduktion besluttes hvert tredje år og gælder for tre år.

Der fastsættes adgangsbegrænsninger på den direkte adgang fra bacheloruddannelser til

kandidatuddannelser. Udvalget anbefaler, at omkring en tredjedel af bachelorerne i

gennemsnit kan fortsætte direkte på kandidatuddannelsen, men med variation fra ud-

dannelse til uddannelse.

Der fastsættes adgangsbegrænsninger på den direkte adgang fra erhvervsakademiud-

dannelser til professionsbachelor svarende til, at omkring en tredjedel af dimittenderne

fra erhvervsakademiuddannelserne kan fortsætte direkte i top-up-uddannelserne.

Det rådgivende udvalg for vurdering af udbud af videregående uddannelse (RUVU) får

til opgave at rådgive ministeren om, inden for hvilke uddannelser der skal fastsættes et

loft over antallet af pladser og fordelingen af disse på institutioner.

RUVU får til opgave at tilvejebringe et analyseapparat, som skal ligge til grund for ud-

valgets indstillinger om dimensionering af uddannelser. Analyserne skal være offentligt

tilgængelige.

RUVU skal høre institutionerne, inden den endelige rådgivning af ministeren foretages.

•

Det er udvalgets opfattelse, at der skal være tid til at etablere det analyseapparat, der

skal danne grundlag for en dimensionering, og den første indstilling om forslag til

dimensionering vil derfor tidligst kunne meldes ud i 2015 med virkning for 2016.

5.3. Færre og større udbud af uddannelser

Udvalget finder det afgørende, at alle udbud af videregående uddannelser er baseret

på et solidt fagligt grundlag. Det enkelte uddannelsesudbuds faglige niveau er

grundlaget for de studerendes udbytte af uddannelsen og udvikling af kompetencer i

forhold til at kunne gøre en positiv forskel på arbejdsmarkedet. Udvalget finder det

derfor betænkeligt, at der foreligger indikationer på, at de små uddannelsesudbud på

både erhvervsakademier, professionshøjskoler og universiteter har vanskeligere end

de større udbud ved at sikre et stærkt vidensgrundlag i uddannelserne og et robust

fagligt miljø, som fremstår attraktivt for de studerende.

Det er udvalgets vurdering, at der er flere årsager til udviklingen af mange små ud-

bud. Erhvervsakademierne og professionshøjskolerne har i dag i en pligt til at sikre

uddannelsesforsyning i alle egne af landet begrundet i hensyn til en tilstrækkelig

rekruttering af uddannet arbejdskraft og studerendes formodede begrænsede mobi-

litet.

Desuden har en række institutioner oprettet nye uddannelser med sigte på at til-

trække flere studerende, men uden i alle tilfælde at have et stærkt fagligt miljø som

grundlag.

Endelig er der en tendens til, at alle institutioner tilstræber at have så mange uddan-

nelser som muligt med i deres samlede udbud med den konsekvens, at det gennem-

snitlige studenterantal på uddannelserne ved de enkelte institutioner svækkes.

Udvalget vurderer, at der ligger en nødvendig og vigtig erkendelse i, at hensynet til

kvalitet, relevans og fleksibilitet indebærer, at udbud – men ikke uddannelser – må

lukkes på grund af for lav søgning og dermed et for svagt og skrøbeligt fagligt miljø.

Udvalget mener, der er behov for både en større grad af faglig bæredygtighed i ud-

dannelsesudbuddene samt en større grad af arbejdsdeling og specialisering mellem

udbyderne inden for det samlede udbud af videregående uddannelser.

Udvalget anbefaler derfor, at omfanget af uddannelsesudbud begrænses. Det er

udvalgtes opfattelse, at en reduktion i antallet af uddannelsesudbud dels bør indbe-

fatte, at en række beslægtede uddannelser sammenlægges til bredere uddannelser

med mulighed for en vis specialisering undervejs, dels en koncentration af antallet af

udbudssteder rundt i landet af den formelt eller reelt set samme uddannelse.

En reduktion af antal uddannelsesudbud er efter udvalgets opfattelse ikke en hin-

dring for, at dele af uddannelsesaktiviteten kan foregå på forskellige geografiske

lokaliteter eller kan gennemføres ved mere elektronisk baserede udbuds- og under-

visningsformer. Udvalgets intension er ikke en ringere regional dækning, men at

sikre et ensartet højt kvalitetsniveau, herunder samme valg- og specialiseringsmulig-

heder i uddannelsesforløbet for alle studerende. Udvalgets forslag om, at en mindre

del af professionsbachelorerne skal kunne kvalificere sig til optag på en toårig kan-

didatuddannelse på universiteterne, og at en mindre del af dimittenderne fra er-

hvervsakademiuddannelserne skal kunne kvalificere sig direkte til professionsbache-

loruddannelser (top-up-uddannelser) forudsætter, at disse uddannelser har en til-

strækkelig volumen til at kunne tilbyde de fornødne specialiseringer.

Udvalget anbefaler, at der med inspiration fra bl.a. Norge fastsættes en minimums-

størrelse for et uddannelsesudbud.

Udvalget foreslår en minimumsgrænse på 30

studerende i årligt optag på det enkelte udbud af erhvervsakademi-, professionsba-

chelor- og universitetsbacheloruddannelser. Der kan også være behov for at se på

små udbud af kandidat- og top-up-uddannelser, men her er problematikken ikke

helt den samme, hvis de er tæt knyttet til et bachelor- eller erhvervsakademiuddan-

nelsesudbud af en vis størrelse.

Der er dog udvalgets vurdering, at der vil være uddannelser, herunder de universitæ-

re småfag, som end ikke på landsplan kan komme op i denne størrelsesorden, men

som der er behov for på arbejdsmarkedet. Små relevante uddannelser skal efter ud-

valgets opfattelse kun udbydes ét sted i landet for at sikre den faglige bæredygtighed

og kvalitet. Udvalget foreslår, at uddannelser, som på landsplan har et årligt optag

på under 60, kun udbydes ét sted.

Nye uddannelser bør i en etableringsfase have lov til at ligge under grænsen på 30

optagne studerende årligt, da der kan være tale om en vis introduktionstid på ar-

bejdsmarkedsmarkedet. Det gælder dog ikke nye udbud af eksisterende uddannelser.

Her kunne det forekomme relevant at tage udgangspunkt i en større minimums-

grænse end 30 studerende i årligt optag.

Teknologisk Institut, 2014.

Udvalget finder det afgørende, at uddannelsesinstitutionerne i første omgang selv

forestår arbejdet med at gennemføre en reduktion i omfanget af uddannelsesudbud,

eventuelt i form af et tidsrum inden for hvilket, uddannelsesinstitutionerne skal ha-

ve enten sammenlagt deres små uddannelser, nedlagt deres små uddannelser eller i

regi af rektorkollegierne have udarbejdet et forslag til en national fordeling af små

uddannelser. Senest i forbindelse med institutionsakkreditering skal uddannelsesin-

stitutionen have foretaget de nødvendige justeringer.

Bedre balance mellem kvantitet og kvalitet i bevillingssystemet

Ud fra en samlet vurdering af fordele og ulemper er det udvalgets vurdering, at det

ikke er hensigtsmæssigt at anvende finansieringssystemet til at fremme systemets

evne til at producere den rette mængde af de rette uddannelser til det fremtidige

arbejdsmarked. Udvalget kan således ikke anbefale, at der indføres et beskæftigelses-

taxameter som svar på nuværende eller fremtidige matchningsproblemer.

Det danske finansieringssystem adskiller sig fra det hollandske og de andre nordiske

landes finansieringssystemer ved at være ensidigt fokuseret på output i form af gen-

nemførelse og ved at finansiere alle omkostningerne ved en uddannelse med et fast

taxameter pr. produceret enhed.

Der er stort set ingen grundfinansiering af ud-

dannelserne uafhængigt af produktionen. Der er heller ikke noget loft over de enkel-

te uddannelsesinstitutioners årlige bevillinger til uddannelse.

Udvalget konstaterer, at de fleste af de lande, vi har sammenlignet os med, har et

finansieringssystem med et centralt fastsat loft over de enkelte institutioners årlige

bevillinger til uddannelse. Der er ingen af de fire lande, som har finansieringssyste-

mer, som er så aktivitetsorienteret som det danske.

Det har med tiltagende styrke været hævdet fra flere interessenter, herunder under-

visergrupper, at systemet tilskynder til at lade studerende bestå med et for lavt præ-

stationsniveau.

Påstanden har aldrig været genstand for en egentlig analyse. I næste

rapport vil udvalget forsøge at vurdere, om taxametersystemet har negativ påvirk-

ning af kvaliteten af uddannelserne. I denne rapport lægger udvalget alene til grund,

at bevillingssystemet er én af mange strukturer, der presser i retning af et øget ud-

bud af mange specialiserede og små udbud.

Udvalget anbefaler, at en større del af uddannelsesudgifterne finansieres ved faste

årlige bevillinger til institutionerne, og at taxameteret kun finansierer de egentlige

marginale omkostninger forbundet med ændringer i studentertallet. Udvalget fore-

slår, at der igangsættes en analyse med henblik på at implementere et finansierings-

system, der er mindre aktivitetsafhængigt og giver institutionerne en større grad af

budgetforudsigelighed.

Endvidere vil udvalget som en del af den næste delrapport vurdere mulighederne

for at gøre en mindre del af institutionernes uddannelsesbevilling afhængig af en

Teknologisk Institut, 2014.

DAMVAD, 2014.

række performanceindikatorer for uddannelsernes kvalitet og relevans, eventuelt

koblet op på institutionernes treårige udviklingskontrakter.

Boks 5.3.

Anbefalinger om færre og større udbud

•

Der fastsættes en minimumsgrænse for udbud af bachelor-, professionsbachelor- og

erhvervsakademiuddannelse på 30 studerende i årligt optag. Uddannelser med samlet

årligt optag på under 60 på landplan skal samles ét sted.

•

Uddannelser med et lavt studenteroptag på landsplan skal kunne udbydes ét sted i lan-

det.

•

Institutioner, der udbyder samme uddannelser på flere geografiske lokaliteter, bør kun

have én samlet uddannelse, men en større eller mindre del af undervisningen kan fore-

gå på forskellige geografiske lokaliteter eller ved netbaseret undervisning.

•

Der fastsættes en periode, inden for hvilken institutionerne selv reducerer i mængden

af små uddannelsesudbud, og institutionsakkrediteringen følger op på, om denne op-

rydning har fundet sted.

•

En større andel af uddannelsesudgifterne skal finansieres ved faste årlige bevillinger til

institutionerne, og taxameteret skal kun finansiere de egentlige marginale omkostninger

forbundet med ændringer i studentertallet.

5.4. Øget gennemsigtighed.

I rapporten er redegjort for mulige tiltag til at påvirke, at de studerende i højere grad

orienterer deres uddannelsesvalg i forhold til uddannelsernes forventede relevans på

arbejdsmarkedet. Udvalget afstår fra at komme med anbefalinger om øget brug af

økonomiske tilskyndelser rettet mod de studerendes uddannelsesvalg, idet udvalget

mener, at sådanne ændringer i givet fald bør indgå i en større samlet reform, hvor

også indretningen af skatte- og beskæftigelsessystemet indgår.

Det er udvalgets opfattelse, at de unges valg af videregående uddannelse i højere

grad end i dag kan kvalificeres ved, at de unge får stillet et bedre informationsgrund-

lag til rådighed. Der er som nævnt tidligere ikke let tilgængelig og sammenlignelig

information om de forskellige uddannelser. Uddannelsesguiden.dk indeholder nogle

oplysninger om uddannelserne og deres fremtidsudsigter, men det er efter udvalgets

opfattelse ikke tilstrækkeligt. Der er fx ikke systematiske og sammenlignelige oplys-

ninger om beskæftigelse og løn, ligesom der heller ikke er systematiske og sammen-

lignelige oplysninger om uddannelsernes kvalitet.

I henhold til lov om gennemsigtighed

skal alle uddannelsesinstitutioner på deres

hjemmeside stille en række oplysninger til rådighed for borgerne. Det gælder oplys-

ninger om fx frafald, overgangsfrekvenser til beskæftigelse, karaktergivning og un-

dervisningsevalueringer. Udvalget finder disse intentioner meget væsentlige og kon-

staterer samtidig, at oplysningerne i dag mange steder er svært tilgængelige og ikke

opgjort systematisk og sammenligneligt.

Undervisningsministeriet, 2005

Det er udvalgets anbefaling, at alle uddannelsessøgende i fremtiden enkelt skal kun-

ne søge og dele ’forbrugeroplysninger’ om forskellige uddannelser, som gør det

nemt at overskue uddannelsernes kvalitet og relevans.

Det er i dag relativt let via institutionernes hjemmesider og Uddannelsesguide.dk at

få beskrevet den enkelte uddannelses indhold og opbygning og muligheder på job-

markedet. Det er imidlertid meget svært at sammenligne forskellige uddannelser og

få oplysningerne kvantitativt. Der er heller ikke et system, hvor fremtidige studeren-

de kan se, hvordan nuværende studerende vurderer deres studie. Det er udvalgets

opfattelse, at nuværende studerende har meget vigtig viden, som bør stilles til rådig-

hed for kommende studerende.

Et sådant system for forbrugeroplysning bør udvikles og vedligeholdes centralt i et

tæt samspil med institutionerne. Det er forbundet med store kvalitetsproblemer og

effektivitetsproblemer, hvis et sådant system skal udvikles og drives decentralt.

Udvalget anbefaler, at der etableres et elektronisk informationssøgningssystem, hvor

den uddannelsessøgende skal kunne slå en uddannelse op og se, hvordan den adskil-

ler sig fra andre uddannelser, som man måtte have under overvejelser vedrørende fx

indhold, opbygning, fremtidigt jobmarked kvalitativt og kvantitativt – fx løn, be-

skæftigelse, dimittendledighed, mulig substituerbarhed, uddannelsestilrettelæggelse,

frafald, timetal og andre kvalitetsparametre. Samtidig skal det være muligt at foreta-

ge egne systematiske komparative søgninger i systemet. Systemet skal ideelt kunne

downloades på en tablet eller en smartphone og dermed være meget let tilgængeligt.

I appendiks 3 er illustreret, hvordan udvalget forestiller sig, at et sådan enkelt in-

formationssøgningssystem kan bygges op.

Udvalget anbefaler således et værktøj for forbrugeroplysning, som indeholder både

kvalitative og kvantitative oplysninger, og som omhandler både uddannelsernes

kvalitet og deres relevans. Det er vurderingen, at en systematisk indsamling af kvali-

tative og kvantitative oplysninger om kvalitet og relevans også kan bidrage til en

generel forbedring af den evidensbaserede viden om det videregående uddannelses-

system.

Boks 5.4.

Anbefalinger om øget gennemsigtighed

•

Der indføres et centralt udviklet og vedligeholdt elektronisk informationssystem med

systematiske og sammenlignelige kvalitative og kvantitative data, som opdateres løben-

de.

Systemet skal omfatte data om uddannelsernes kvalitet, arbejdsmarkedsudsigter samt

anmeldelser/evalueringer fra nuværende og tidligere studerende.

•

Det fremgår af udvalget kommissorium, at det skal komme med forslag til indikato-

rer på kvalitet. Den opgave vil udvalget behandle i den næste delrapport, som fær-

diggøres i efteråret 2014. Udvalget forventer på grundlag heraf at kunne bidrage

mere konkret til udviklingen af det foreslåede informationssystems indhold.

5.5. Udvalgets videre arbejde

I denne første delrapport har udvalgets fokus været på den strukturelle indretning af

det videregående uddannelsessystem og det samlede udbud af videregående uddan-

nelser. Udvalget har i dette afsluttende kapitel fremlagt fire overordnede anbefalin-

ger, der skal fremtidssikre det videregående uddannelsessystem.

Udvalget vil i dets videre arbejde foretage nærmere analyser af nogle af de væsentli-

forudsætninger

for at implementere de fremførte anbefalinger.

Udvalget ønsker bl.a. at analysere, hvorvidt det er muligt at tilvejebringe et mere

nuanceret grundlag for dimensionering, herunder analyser af udviklingstendenser i

efterspørgslen efter uddannelser, og de forskellige videregående uddannelsers ’sub-

stitutionsgrad’ på arbejdsmarkedet, dvs. i hvilket omfang givne uddannelsers dimit-

tender kan erstattes med arbejdskraft uden videregående uddannelser.

Udvalget ønsker endvidere at belyse vurderede effekter af en ændret udbudsstruktur

med færre og større udbud af videregående uddannelser i forhold til at sikre den

regionale forsyning af videregående uddannet arbejdskraft.

Derudover vil udvalget i næste fase fokusere på kvalitet, relevans og sammenhæng

på

institutionsniveauet

uddannelsesniveauet

i det videregående uddannelsessystem. Det-

te arbejde vil bl.a. omfatte analyser af optagelsen på uddannelserne og de studeren-

des adgangsforudsætninger, analyser af uddannelsernes tilrettelæggelse (faglig pro-

gression, eksamensformer, merit mv.) samt ikke mindst analyser af selve undervis-

ningskvaliteten og de studerendes læring.

Endelig udestår udvalgets opgave med at komme med forslag til målbare indikatorer

på kvalitet og relevans i de videregående uddannelser. Det er forventningen, at ud-

valgets arbejde med indikatorer vil kunne bidrage til at kvalificere og udvikle arbej-

det med såvel gennemsigthed som resultatstyring på det videregående uddannelses-

område.

Appendiks

Appendiks 1. De ordinære videregående uddannelser under Uddannelses- og

Forskningsministeriet

Appendiks 2. Metode bag fremskrivning af uddannelsesniveau og offentligt rekrut-

teringsbehov frem mod 2050

Appendiks 3. Mockup af MinUddannelse.dk

Appendiks 1. De ordinære videregående uddannelser under Ud-

dannelses- og Forskningsministeriet

Erhvervsakademiuddannelser

En praksisnær videregående heltidsuddannelse, der som hovedregel varer to år (120

ECTS), inklusive obligatorisk praktik. Uddannelserne kobler teori og praksis, og

videngrundlag er erhvervs-, professions-, og udviklingsbasering. Som hovedregel er

adgangskravet en gymnasial eksamen eller en erhvervsuddannelse samt opfyldelse af

eventuelle specifikke adgangskrav (fx faglige niveauer i matematik og engelsk). En

erhvervsakademiuddannelse giver adgang til relevante diplomuddannelser samt top-

up professionsbacheloruddannelser af 1 �½ års varighed. Der findes i dag ca. 27 er-

hvervsakademiuddannelser inden for sundhed, medier og kommunikation, pædago-

gik, teknik, design, samfundsfag, økonomi samt det bio- og laboratorietekniske om-

råde.

Professionsbacheloruddannelser

En professionsrettet videregående heltidsuddannelse, der normalt har en varighed

på 3 �½ år (210 ECTS) inklusive obligatorisk praktik. Uddannelserne kobler teori

med praksis, og videngrundlag er erhvervs-, professions-, og udviklingsbasering.

Som hovedregel er adgangskravet en gymnasial eksamen eller relevant erhvervsud-

dannelse samt opfyldelse af eventuelle specifikke adgangskrav. Enkelte uddannelser,

fx journalistuddannelsen, kræver en adgangsprøve. Professionsbacheloruddannel-

serne uddanner til specifikke professioner, men giver ligeledes adgang til relevante

kandidat- og masteruddannelser. Der findes i dag ca. 85 professionsbacheloruddan-

nelser inden for design, medier og kommunikation, sundhed, pædagogik, teknik,

samfundsfag samt økonomi.

Akademiske bacheloruddannelser

En forskningsbaseret heltidsuddannelse med en varighed på tre år (180 ECTS). Ad-

gang forudsætter en gymnasial uddannelse, opfyldelse af specifikke adgangskrav

(herunder en eventuel adgangsprøve) samt opfyldelse af eventuelle karakterkrav.

Bacheloruddannelsen kvalificerer den studerende til erhvervsfunktioner inden for

det pågældende fagområde og til at fortsætte på en kandidatuddannelse. Uddannel-

serne udbydes inden for humaniora, teologi, samfundsvidenskab, naturvidenskab,

sundhedsvidenskab og teknisk videnskab.

Kunstneriske bacheloruddannelser

En kunstnerisk og/eller forskningsbaseret heltidsuddannelse med en varighed på

typisk tre år (180 ECTS). Uddannelsernes videngrundlag er kunstnerisk udviklings-

virksomhed, kunstnerisk praksis og forskning. Adgang forudsætter typisk en gymna-

sial eksamen og/eller en bestået optagelsesprøve eller andre specifikke adgangskrav.

Uddannelsen skal give den studerende grundlag for udøvelse af erhvervsfunktioner

og kvalificere til optagelse på en kandidatuddannelse.

Kandidatuddannelser

En forskningsbaseret heltidsuddannelse med en varighed på to år (120 ECTS). En-

kelte kandidatuddannelser - fx i medicin - har en varighed på tre år. Adgang forud-

sætter en relevant bacheloruddannelse eller anden relevant dansk eller udenlandsk

uddannelse på samme niveau, fx en professionsbacheloruddannelse. Uddannelsen

udbygger de kundskaber og den indsigt, som den studerende har opnået i bachelor-

uddannelsen. Uddannelsen skal give den studerende mulighed for at varetage mere

specialiserede erhvervsfunktioner og at deltage i videnskabeligt udviklingsarbejde

samt kvalificere til videreuddannelse, herunder ph.d.-uddannelser. Uddannelserne

udbydes inden for humaniora, teologi, samfundsvidenskab, naturvidenskab, sund-

hedsvidenskab og teknisk videnskab.

Kunstneriske kandidatuddannelser

En kunstnerisk og/eller forskningsbaseret heltidsuddannelse med en varighed på to

år. Adgang forudsætter en relevant bacheloruddannelse eller anden relevant dansk

eller udenlandsk uddannelse på samme niveau, fx en professionsbacheloruddannel-

se. Uddannelsen udbygger de kundskaber og den indsigt, som den studerende har

opnået i bacheloruddannelsen. Uddannelsen skal give den studerende mulighed for

at varetage mere specialiserede erhvervsfunktioner og til at deltage i kunstnerisk

og/eller videnskabeligt udviklingsarbejde samt kvalificere til videreuddannelse, her-

under til ph.d.-uddannelse.

Appendiks 2. Metode bag fremskrivning af uddannelsesniveau og

offentligt rekrutteringsbehov frem mod 2050

I dette appendiks beskrives metoden brugt i fremskrivningen af udbuddet af videre-

gående uddannelsesgrupper og det offentlige rekrutteringsbehov frem mod 2050.

Fremskrivning af udbuddet er foretaget af Styrelsen for Videregående Uddannelser,

mens fremskrivningen af det offentlige rekrutteringsbehov er beregnet af Finansmi-

nisteriet.

Del 1. Fremskrivning af udbuddet af videregående uddannelser

Beregningerne af udbuddet af videregående uddannelser frem mod 2050 sker som

en rent teknisk fremskrivning, der bygger på udvalgte, fastholdte forudsætninger

(definitioner af uddannelser, tilgangsfrekvenser til uddannelser, fuldførelsesprocen-

ter, sammenhænge mellem fx bachelor- og kandidatforløb, overgang til befolkning

hos nyuddannede, bevægelser ud og ind af befolkningen, beskæftigelsesmønstre og

disse udvikling frem mod 2050 osv.).

Fremskrivningen skal ikke forstås som en egentlig prognose, men mere som en tek-

nisk projektion for, hvor de nuværende mønstre bringer udbuddet af de videregå-

ende uddannelser hen, hvis alle de anvendte forudsætninger

ikke

ændres i løbet af

fremskrivningsperioden.

Udbudsfremskrivningen er gennemført for perioden 2014-2051, idet befolkningen

er opgjort pr. 1. januar, og beskæftigelsen er fra ultimo (uge 48) året forud for be-

folkningsopgørelsen.

1.a Fremskrivningsgrupperne

Der er i alt fremskrevet 58 uddannelsesgrupper af korte videregående uddannelser

(KVU), mellemlange professionsrettede uddannelser (MVU), universitetsbachelor-

uddannelser (BACH) og kandidatuddannelser, inkl. ph.d. (LVU). Samlet set omfat-

ter fremskrivningsgrupperne samtlige videregående uddannelser.

De 58 uddannelsesgrupper er fremskrevet enkeltvis med anvendelse af en frem-

skrivningsmodel.

I rapporteringssammenhæng kan grupperne samles i fx uddannelseslængde (KVU,

MVU, BACH og LVU), i nogle definerede samlegrupper samt på andre måder, der

entydigt definerer en opdeling af fremskrivningsgrupperne.

De 58 uddannelsesgrupper samt deres fordeling på samlegrupper og uddannelses-

længder fremgår af figur 1.

Tabel 1. De 58 fremskrivningsgrupper anvendt i fremskrivningen

Fremskrivningsgrupper

Arkitekter

Bio

Design

Uddannel-

seslængde

LVU

KVU

LVU

KVU

MVU

LVU

BACH

LVU

MVU

LVU

KVU

MVU

BACH

LVU

KVU

MVU

LVU

MVU

LVU

MVU

LVU

Samlegruppe

Arkitekt (tek.), kand.

Bio, KVU

Bio (nat.), kand.

Design, KVU

Design, MVU

Design (hum.), kand.

Erhvervssprog (hum.), bach.

Erhvervssprog (hum.), kand.

Ernæring, MVU

Forvaltning og samfund, MVU

Forvaltning

samfund

(samf.), kand.

Fremmedsprog (hum.), kand.

Teknik, KVU

Ingeniør, MVU

Øvrige teknik, MVU

Teknik, bach.

Ingeniør (tek.), kand.

Øvrige (tek.), kand.

It, KVU

It, MVU

It (nat.), kand.

Jura (samf.), kand.

Klassisk humaniora, kand.

Kunstneriske udd., MVU

Kunstneriske udd. (hum.),

kand.

Æstetiske fag (hum.), kand.

Landbrug, skovbrug og veteri-

nær (nat.), kand.

Fysik/kemi (nat.), kand.

Matematik/statistik

(nat.),

kand.

Medie og kommunikation,

MVU

Medie

kommunikation

(hum.), kand.

Medie

kommunikation

(samf.), kand.

Psykologi (samf.), kand.

Lærer, prof. bach.

Pædagog, prof. bach.

Øvrige pædagogik, MVU

Pædagogik (hum.), kand.

Sundhed, KVU

Fysio og ergo, MVU

Sygeplejerske, prof. bach.

Øvrige sundhed, MVU

Sundhed, bach.

Læge (sund.), kand.

Tandlæge (sund.), kand.

Erhvervssprog

Ernæring

Forvaltning og samfund

Fremmedsprog

Ingeniører og teknik

Jura

Klassisk humaniora

Kunstneriske og æstetiske fag

Landbrug, skovbrug og veteri-

nær

Mat/Fys/Kemi

Medie og kommunikation

Psykologi

Pædagogik

LVU

MVU

LVU

KVU

MVU

BACH

LVU

Sundhed

Økonomisk/merkantil

KVU

MVU

BACH

LVU

BACH

LVU

BACH

LVU

BACH

LVU

KVU

MVU

Øvrige humaniora

Øvrige natur

Øvrige samfund

Øvrige videregående uddan-

nelser

Øvrige (sund.), kand.

Økonomisk/merkantil, KVU

Økonomisk/merkantil, MVU

HA, bach.

Merkantil (samf.), kand.

Økonomi (samf.), kand.

Øvrige humaniora, bach.

Områdestudier

øvrige

(hum.), kand.

Natur, bach.

Øvrige (nat.), kand.

Samfund, bach.

Etno-/antropologi

(samf.),

kand.

Øvrige, KVU

Øvrige, MVU

Hver fremskrivningsgruppe er defineres med hensyn til:

•

Afsluttende uddannelser i gruppen: Dvs. hvilke højest fuldførte uddannel-

ser, der findes i gruppen. Der findes i Danmarks Statistiks registre over

2.000 afsluttende uddannelser.

Igangværende uddannelser i gruppen. Dvs. hvilke uddannelser der opregnes

tilgang, fuldførelse og studietider på, som ligger i grupper. Der i Danmarks

Statistiks registre ca. 1.200 igangværende uddannelser.

Optagelsesuddannelser i gruppen. For videregående uddannelser, hvor op-

taget sker gennem den Koordinerede Tilmelding, bestemmes hvilke optagel-

sesuddannelser der ligger i gruppen.

Bacheloruddannelser for delte uddannelser i gruppen. Af beregningstekniske

årsager estimeres tilgangen til kandidatdelen af delte uddannelser ud fra en

fremskrivning af fuldførte med relevante bacheloruddannelser.

•

1.b Fremskrivningsmodellen

Fremskrivningsmodellen fremskriver den uddannede befolkning og den beskæftige-

de andel heraf for de valgte fremskrivningsgrupper.

Faktaboks 1 er en illustration af udbudsmodellen i tilfælde, hvor grupper af kandi-

datuddannelser bliver fremskrevet. Der gælder andre, lidt simplere uddannelsesveje

for de uddannelsesgrupper, der ikke er todelte.

Faktaboks 1.

Illustration af fremskrivningen af udbuddet af uddannet beskæftigelse

fuldførelsespct.

studietid

beskæftigelses-

frekvens

dødelighed

til og fra udland

overgang til ph.d.

fuldførelsespct.

studietid

Antallet af nyuddannede beregnes for uddannelsesgrupperne ved, at aktuelle til-

gangs- og optagelsestal for uddannelserne indledningsvist fremskrives. Hvor der er

tale om dimensionerede uddannelser (fx læge og tandlæge), forudsættes det, at til-

gangen til uddannelserne holdes konstant i hele fremskrivningsperioden. Ikke-

dimensionerede uddannelsers tilgang fremskrives med befolkningsfremskrivningens

udvikling i relevante køns- og aldersgrupper.

Antallet af fuldførte i fremskrivningsårene fremkommer ved at gange fuldførelses-

procenter og studietidsfordelinger på de historiske eller fremskrevne tal for tilgang.

Udbudsberegningen holder tillige rede på de køns- og aldersfordelte befolkninger i

hver uddannelsesgruppe:

Lad Bef

være befolkningen med uddannelsen(

)

af køn(

)

og alder(

)

i et gi-

vent år(

Den ét år ældre uddannede befolkning i år

+ 1

beregnes så ved:

Bef

+ Nyudd

−

Bef

∙

FrekvTilBef

FraUdl

*(FrekvTilUdl

FrekvAndUdd

FrekvDød

hvor

•

Nyudd

er det antal personer (af køn og alder ), der fuldfører uddan-

nelsen år ,

FrekvTilBef er den andel af de nyuddannede (af køn ), der bor i Dan-

mark 1. januar efter uddannelsen,

•

FraUdl er det antal uddannede personer (af køn og alder ), der indvan-

drer til Danmark i løbet af et år,

FrekvTilUdl er den andel af den uddannede befolkning (af køn og alder

), der udvandrer fra Danmark i løbet af et år,

FrekvAndUdd er den andel af den uddannede befolkning (af køn og al-

der ), der får en anden højeste uddannelse i løbet af et år, og

FrekvDød

er den andel af den uddannede befolkning (af køn og alder

), der dør i løbet af et år.

•

Den beskæftigede befolkning beregnes efterfølgende ved at gange uddannelses-,

køns- og aldersspecifikke beskæftigelsesfrekvenser på den beregnede, uddannede

befolkning.

I faktaboks 2 præsenteres antagelser, der indgår i forbindelse med udbudsfrem-

skrivningsberegningerne.

Faktaboks 2.

Forudsætninger anvendt Uddannelses- og Forskningsministeriets fremskriv-

ning af udbuddet af uddannet arbejdskraft

Tilgangen til bachelor

Tilgangen til bacheloruddannelser er fremskrevet ved at antage, at tilgangen (beregnet som

gennemsnit af de seneste fire års tilgang, her 2010-13, hvor det sidste år er estimeret på bag-

grund af optaget fra KOT) følger den demografiske udvikling (fra befolkningsfremskrivnin-

gen fra Danmarks Statistik/DREAM). Undtaget herfor er dimensionerede uddannelser. Her

regnes med, at 2012-tilgangen fortsætter uændret i hele fremskrivningsperioden. Tilgangen

indgår køns- og aldersfordelt.

Fuldførte bachelorer

Fuldførte bachelorer er fremskrevet ved at gange den forventede fuldførelsesprocent (gen-

nemsnit af seneste fire års fuldførelsesprocenter, her 2009-2012) på den histori-

ske/fremskrevne tilgang. Herudover anvendes en fordeling på etårige intervaller af studieti-

den ved fuldførelse (gennemsnit af seneste fire år, her 2009-12). Endelig beregnes (køns- og

aldersfordelte) fuldførte bachelorer fordelt på forventet fuldførelsesår.

Tilgangen til kandidat

Tilgangen til kandidatuddannelsen er fremskrevet ved at antage, at den udvikler sig på sam-

me måde som fuldførte bachelorer. Det betyder, at hvis antallet af fuldførte bachelorer sti-

ger med 2 pct. mellem 2014 og 2015, vil tilgangen i kandidatuddannelsen også stige med 2

pct. Der er også andre end bachelorer fra det samme hovedområde, som tilgår en kandidat-

uddannelse. Det kan være professionsbachelorer, bachelorer fra andre hovedområder eller

bachelorer fra udlandet. Antagelsen betyder, at andelen af tilgangen, som kommer et andet

sted fra end fra bacheloruddannelsen inden for det samme hovedområde, regnes at være

konstant. Tilgangen indgår køns- og aldersfordelt.

Fuldførte kandidater og nyuddannede kandidater til befolkningen

Fuldførte kandidater er beregnet på samme måde som fuldførte bachelorer.

For at beregne tilvæksten af den uddannede befolkning, der stammer fra nyuddannede,

trækkes fra de fuldførte kandidater de personer, som umiddelbart efter fuldførelse forventes

at rejse til udlandet (baseret på gennemsnit af de seneste fire kalenderår, her 2009-12), samt

de personer, der ikke ændrer højest fuldførte uddannelse (baseret på de seneste fire kalen-

derår, her 2009-12).

Tilgang udelte uddannelser

Tilgangen til udelte uddannelser er fremskrevet på samme vis som tilgangen til bachelorud-

dannelser. Tilgangen indgår køns- og aldersfordelt.

Fuldførte fra udelte uddannelser og nyuddannede fra udelte uddannelser til befolkningen

Fuldførte fra delte uddannelser og antallet af nyuddannede fra udelte uddannelser er bereg-

net på samme måde som fuldførte kandidater.

Del 2. Fremskrivning af efterspørgsel efter uddannet arbejdskraft i den

offentlige sektor

I det følgende beskrives metoden bag en teknisk fremskrivning af efterspørgslen

efter forskellige uddannelsesgrupper i den offentlige sektor frem mod 2050. Der er

tale om et hypotetisk scenarie for udviklingen i sammensætningen af den offentlige

arbejdskraftefterspørgsel, som tager afsæt i det skønnede, såkaldte demografiske

træk på det offentlige forbrug, og hvor der beregningsteknisk er forudsat en delvis

fortsættelse af den historiske ændring i uddannelsesgruppernes andel af en given

branches beskæftigelse.

Det understreges, at der ikke er tale om en egentlig prognose, fordi den faktiske

udvikling i det offentliges arbejdskraftefterspørgsel kan være påvirket af mange an-

dre faktorer end dem, der indgår her.

Scenariet er overordnet konsistent med den forudsatte realvækst i det offentlige

forbrug i den seneste mellem- og langfristede fremskrivning fra Finansredegørelse

2014.

Fremskrivningen af offentlig efterspørgsel er gennemført for perioden 2013-2050,

idet beskæftigelsen/efterspørgslen er opgjort ultimo (uge 48) året.

2.a Resultater og forudsætninger

Den offentlige sektors efterspørgsel efter uddannet arbejdskraft er fremskrevet for

58 konkrete grupper med forskellige typer af videregående uddannelser. I det be-

regningstekniske forløb vokser det offentliges samlede efterspørgsel efter personer

med videregående uddannelser med i alt godt 140.000 personer fra 2013 til 2050,

svarende til en gennemsnitlig årlig vækst på godt 0,7 pct., jf. tabel 2.

Tabel 2. Fremskrivning af den offentlige efterspørgsel efter

personer med videregående uddannelse, 2012-2050

2012

2020

2030

2040

2050

2012-2050

Niveau

Beregningsteknisk forløb i

alt

- heraf demografisk træk

- heraf videreførelse af

historiske

uddannelsesfor-

skydninger

447.200

Vækst efter 2012, antal

51.000

7.800

43.200

97.800

28.300

69.500

126.900

46.000

80.900

140.200

53.100

87.100

Vækst, pct.

31,4

11,9

19,5

Note:

Den offentlige beskæftigelse omfatter i den her anvendte definition både personer

ansat i privat og offentligt regi, der er beskæftiget med at levere offentlige (dvs. skatte-

finansierede) ydelser.

Kilde:

Finansministeriets beregninger på baggrund af Danmarks Statistiks og DREAM’s

befolkningsprognose, Lovmodellen og Nationalregnskabet.

Af den samlede stigning på godt 140.000 personer kan knap 40 pct., svarende til

godt 53.000 personer, isoleret set tilskrives det forudsatte demografiske træk. Den

resterende del af væksten på godt 87.000 personer afspejler den beregningstekniske

antagelse om, at der i den offentlige sektor også fremadrettet vil være en tendens til i

stigende omfang at beskæftige personer med videregående uddannelse, i takt med at

andelen med videregående uddannelse i arbejdsstyrken stiger, jf. tabel 2.

Antagelserne i det beregningstekniske forløb svarer i grove træk til en antagelse om,

at den offentlige sektor på langt sigt vil aftage en andel af stigningen i udbuddet af

personer med en videregående uddannelse, som nogenlunde svarer til den offentli-

ges sektors andel af den samlede beskæftigelse (30 pct. i 2012).

Det demografiske træk, der er kernen i fremskrivningen, er en (overvejende) meka-

nisk opgørelse af det udgiftstræk (eller de ændringer i brugergrundlaget for offentli-

ge ydelser), der isoleret set følger af den skønnede befolkningsudvikling. Hvis be-

folkningsfremskrivningen eksempelvis tilsiger en stigning i antallet af børn de

kommende år, vil den offentlige udgift til skole- og fritidsordninger stige, hvilket

isoleret set medfører en stigning i den offentlige rekruttering af skolelærere mv.

Ud over det demografiske træk inddrager fremskrivningen som nævnt den histori-

ske forskydning mellem uddannelsesandelene. Hvis eksempelvis antallet af beskæf-

tigede pædagoger på uddannelsesinstitutioner i den historiske periode er steget (rela-

tivt til den samlede beskæftigelse på uddannelsesinstitutioner), vil denne udvikling

antages delvist at fortsætte de kommende år. Uddannelsesforskydningerne tager

afsæt i den observerede udvikling i uddannelsesgruppernes andel af beskæftigelsen

inden for de offentlige brancher i perioden 2001-2012.

Med den forudsatte, delvise videreførelse af den historiske trend, vil den offentlige

efterspørgsel efter personer med videregående uddannelse som nævnt vokse med i

alt 140.200 personer frem mod 2050, jf. tabel 3.

Tabel

Fremskrivning

den

arbejdskraftsefterspørgsel, 2012-2050

2012

offentlige

sektors

2012-2050

Årlig vækst, pct.

0,73

-0,11

0,35

Niveau Samlet vækst, antal

Personer med videregående uddannelse

Personer uden en videregående uddannelse

Offentlig administration, undervisning og sundhed i alt

447.200

407.600

854.800

140.200

-17.100

123.100

Kilde:

Finansministeriets beregninger på baggrund af Danmarks Statistiks og DREAM’s

befolkningsprognose, Lovmodellen og Nationalregnskabet.

Den samlede offentlige beskæftigelse omfatter i 2012 i alt knap 855.000 personer,

heraf knap 408.000 personer

uden

en videregående uddannelse, herunder ufaglærte

Mer- henholdsvis mindrevæksten inden for hver faggruppe afdæmpes med 10 pct. hvert år.

og personer med en faglig uddannelse (fx sosu-assistenter).

Den samlede offentlige

beskæftigelse forudsættes at følge fremskrivningen i Finansredegørelse 2014

(FR2014), svarende til en samlet vækst på godt 14 pct. eller i alt ca. 123.000 perso-

ner i perioden 2012-2050, jf. tabel 3.

For at være konsistent med udviklingen i den samlede beskæftigelse i FR2014 er

væksten for personer

uden

videregående uddannelse nedjusteret. Konkret betyder

den antagne udvikling i efterspørgslen for personer

med

videregående uddannelse, at

efterspørgslen efter personer

uden

videregående uddannelse i dette scenarie falder

med 17.100 personer frem mod 2050, jf. tabel 3.

2.b Usikkerhed om efterspørgselsfremskrivningen

Der er væsentlig usikkerhed om fremskrivningen. Faktorer, der kan påvirke frem-

skrivningen af efterspørgslen efter de enkelte uddannelsesgrupper, eller som kan

bidrage til at lukke forskelle mellem fremskrevet udbud og efterspørgsel efter en

given type arbejdskraft, er fx:

•

Ændringer i opgavefordeling blandt faggrupperne.

•

Indførelse af arbejdskraftbesparende ny teknologi eller andre forbedringer af

arbejdsgangene.

•

At efterspørgslen som følge af løbende prioriteringer eller ændrede befolk-

ningsudsigter vokser i en anden takt end forudsat.

En ændret opgavefordeling blandt faggrupperne kan fx betyde, at uddannelsesande-

lene – dvs. en uddannelsesgruppes andel af den relevante branches beskæftigelse –

fremadrettet ændres i forhold til situationen i 2012 (som er grundlaget for frem-

skrivningen).

Indførelse af arbejdskraftbesparende ny teknologi eller andre forbedringer af ar-

bejdsgange kan fx betyde en forskydning mellem de offentlige brancher, dvs. at

beskæftigelsen i nogle brancher fremadrettet kan vokse mere eller mindre, end det

demografiske træk umiddelbart tilsiger.

Der er desuden beregningsteknisk antaget, at de nominelle udgiftsandele, der går til

henholdsvis varekøb og offentlig beskæftigelse, holdes uændret fremadrettet. Den

realvækst i det offentlige forbrug, der er forudsat i FR2014, indebærer, at antallet af

medarbejdere, der er beskæftiget med at levere offentlige ydelser, kan udvikle sig på

linje med det demografiske træk efter 2020 (målt i timer).

Det er dog i praksis op

til de enkelte statslige, regionale og kommunale myndigheder mv. løbende at sikre

den bedst mulige udnyttelse af de årlige budgetter, herunder vedrørende fordelingen

på offentlig lønsum og køb af varer og tjenester fra den private sektor.

Foruden de nævnte usikkerhedsfaktorer er der en betydelig usikkerhed om skiftet i

uddannelsesandelene over tid. Det kan ikke tages for givet, at historiske trends fort-

sætter. En relativ stigning (fald) kan fx i nogle tilfælde afspejle en ændring til et nyt

Omfatter både personer ansat i privat og offentlige regi, der er beskæftiget med at levere offentlige (dvs.

skattefinansierede) ydelser.

Fra 2012 til 2020 er det den politisk prioriterede udgiftsvækst, der bestemmer udviklingen i den offentlige

beskæftigelse i den mellemfristede fremskrivning i FR2014.

niveau for den pågældende uddannelsesgruppe, som ikke behøver at indebære, at

den relative vægt også fremover vil stige (falde). Derudover er der usikkerhed for-

bundet med det demografiske træk, jf. nedenfor.

2.c Det demografiske træk

Det demografiske træk er et beregningsteknisk mål for størrelsen af det offentlige

forbrug, som befolkningsudviklingen isoleret set medfører, når den reale udgift pr.

bruger fastholdes (korrigeret for delvis sund aldring), og når antallet af brugere i

hver aldersgruppe følger befolkningsudviklingen. Antagelsen om, at beskæftigelsen

samlet følger det demografiske træk, betyder, at antallet af offentligt beskæftigede (i

privat eller offentligt regi) pr. bruger af skattefinansierede offentlige ydelser er om-

trent konstant.

Beregningen af det demografiske træk tager udgangspunkt i det

individuelle

offentlige

udgiftstræk fordelt på alder, og dette udgiftstræk fremskrives med befolkningsudvik-

lingen. Dvs. den gennemsnitlige udgift pr. bruger i en given aldersgruppe fastholdes,

mens antallet af brugere følger befolkningsudviklingen,

jf. Finansministeriet (2007).

Det demografiske træk på det

kollektive

offentlige forbrug, såsom politi og forsvar

samt andre ydelser, der ikke kan henføres til bestemte individer gennem registerop-

lysninger, fremskrives med den overordnede befolkningsudvikling.

I beregningen af det demografiske træk på det individuelle offentlige forbrug tages

der desuden højde for, at udvalgte offentlige pleje- og sundhedsudgifter til ældre

afhænger af den aldersspecifikke sundhedstilstand. Denne antages at blive forbedret

i takt med, at levetiden stiger. Dvs. gennemsnitsudgifterne til en 80-årig i 2050 er

lavere end gennemsnitsudgifterne til en 80-årig i fx 2012 som følge af stigende leve-

tid og forbedret helbred.

Det skal understreges, at beregningen af det demografiske træk er af rent mekanisk

karakter og generelt skal fortolkes varsomt.

Der tages fx ikke højde for, at om-

kostningen ved en ekstra bruger kan adskille sig fra de gennemsnitlige omkostninger

pr. bruger. Hertil kommer, at der er usikkerhed forbundet med befolkningsprogno-

sen. Opgørelser af det demografiske træk indgår kun som ét blandt mange inputs i

grundlaget for den faktiske udgiftspolitik. Det demografiske træk anvendt i frem-

skrivningerne er opdelt på 10 offentlige institutionelle udgiftsområder, jf. tabel 4.

Finansministeriet,

”Mod nye mål – Danmark 2015, teknisk baggrundsrapport”,

december 2007.

Det demografiske træk inddrager ikke adfærdsændringer, herunder fx øget uddannelsestilbøjelighed eller

ændret træk på sundhedsvæsenet som følge af nye mere effektive behandlingsmuligheder. Ligeledes tages der

ikke højde for eventuelle offentlige produktivitetsforbedringer som følge af ny teknologi, bedre organisering af

arbejdet mv. eller priseffekter.

Tabel 4. Indeks (2012=100) for det demografiske træk fordelt på 10

institutionelle sektorer

2012

1. Daginstitutioner

2. Hjemmehjælp

3. Øvrig social beskyttelse

4. Hospital

5. Øvrig sundhed

6. Plejehjem

7. Sygesikring

8. Grundskole

9. Anden undervisning

10. Kollektivt offentligt forbrug

Offentlig administration, undervisning og sundhed i alt

100

2020

114

103

107

103

113

104

103

2030

109

143

106

114

106

141

110

106

109

2040

107

168

108

117

108

169

114

104

108

114

2050

104

185

110

119

110

188

115

101

106

110

116

Kilde:

Finansministeriets beregninger på baggrund af DREAM’s befolkningsprognose, Lov-

modellen og Nationalregnskabet, Danmarks Statistik

2.d Metodebeskrivelse

I det følgende gennemgås metoden bag efterspørgselsfremskrivningen. Først be-

skrives metoden bag det demografiske træk, der er kernen i fremskrivningen.

Dernæst beskrives metoden bag den delvise fortsættelse af historisk mer- eller min-

drevækst inden for uddannelsesgrupper. Metodebeskrivelsen tager udgangspunkt i

beregningen for sygeplejersker og læger. De øvrige uddannelsesgrupper er beregnet

efter samme fremgangsmåde.

Step 1: Demografisk træk

Beregningen har to grundelementer:

Det demografiske træk (tabel 3)

Beskæftigelsen fordelt på brancher (tabel 4)

Beskæftigelsen for de forskellige uddannelsesgrupper er opgjort for 10 brancher

inden for den samlede branche ”Offentlig

administration, undervisning og sundhed”.

De 10

brancher er dannet (ud fra 37 underliggende brancher), så de omtrent svarer til op-

delingen af det demografiske træk på (nationalregnskabets) sektorer.

Når de be-

skæftigede i hver uddannelsesgruppe opdeles på sektorer, tages der højde for, at de

forskellige uddannelsesgrupper arbejder inden for forskellige brancher, hvor det

demografiske træk er forskelligt. For eksempel arbejder læreruddannede både inden

for grundskolen og med anden undervisning etc.

Der er ikke fuld overensstemmelse mellem brancheopdelingen af den offentlige beskæftigelse og sektoropde-

lingen af det demografiske træk. Se mere i ”Scenarier for det fremtidige behov for uddannet arbejdskraft i den

offentlige sektor – status 2010”, Finansministeriet (2012).

Tabel 5. Sygeplejersker beskæftiget inden for offentlig administration,

undervisning og sundhed fordelt på brancher, 2012

Offentlig og privat sektor

Beskæftigede sygeplejersker, 15-69 år

1. Daginstitutioner

2. Hjemmehjælp

3. Øvrig social beskyttelse

4. Hospital

5. Øvrig sundhed

6. Plejehjem

7. Sygesikring

8. Grundskole

9. Anden undervisning

10. Kollektivt offentligt forbrug

Offentlig administration undervisning og sundhed i alt

Antal

222

1.170

2.625

36.832

434

4.891

8.995

115

740

552

56.576

Brancheandel

Pct.af samlet

0,4

2,1

4,6

65,1

0,8

8,6

15,9

0,2

1,3

1,0

100,0

Kilde:

Finansministeriets beregninger på baggrund af DREAM’s befolkningsprognose, Lov-

modellen og Nationalregnskabet, Danmarks Statistik

Den demografisk bestemte efterspørgsel for sygeplejersker beregnes herefter ved at

gange det årlige demografiske træk fordelt på institutionelle sektorer i tabel 3 med

sygeplejerskers beskæftigelse fordelt på de tilsvarende brancher i tabel 5. Resultatet

er, at den offentlige efterspørgsel efter sygeplejersker vokser med 25 pct. fra 2012 til

2050, alene som følge af det demografiske træk, jf. tabel 6.

Tabel 6. Step 1: Fremskrivning af det demografiske træk

Indeks 2012=100

Offentlig administration undervisning og sundhed i alt

Heraf personer med videregående uddannelse i alt (gruppe

1-52)

Memogruppe 37: Sygeplejersker

2012

100

2020

102

107

2030

107

106

116

2040

112

110

121

2050

114

112

125

Kilde:

Finansministeriets beregninger på baggrund af DREAM’s befolkningsprognose, Lov-

modellen og Nationalregnskabet, Danmarks Statistik

Step 2: Delvis fortsættelse af historisk uddannelsestrend

Ud over det demografiske træk inddrager efterspørgselsscenariet en delvis fortsæt-

telse af den historiske trend i beskæftigelsen for uddannelsesgrupperne. Den delvise

fortsættelse af den historiske trend medfører, at beskæftigelsen af uddannelsesgrup-

perne i de forskellige brancher kan vokse i en anden takt end det demografiske træk

på brancherne. Væksten i den samlede offentlige beskæftigelse antages dog stadig at

udvikle sig i overensstemmelse med den mellemfristede fremskrivning, som over-

ordnet afspejler det demografiske træk.

Som et eksempel gennemgås beregningen i dette step for faggruppen læger. Antallet

af beskæftigede læger i den offentlige sektor voksede 2,8 pct. årligt fra 2002 til 2012,

jf. tabel 7. Den samlede vækst i de brancher, der beskæftiger læger, voksede der-

imod kun 1,1 pct. årligt i samme periode. Den årlige mervækst i beskæftigelsen af

læger har dermed været omtrent 1,6 pct. (afrundet).

Tabel 7. Step 1: Metode bag fremskrivning af arbejdskraftefterspørgslen

i den offentlige sektor efter læger og sygeplejersker

Enhed: Årlige vækstrater

Sygeplejersker

2002-2012

Forudsætninger:

Årlig vækstrate i den samlede beskæftigelse for faggruppen i

den offentlige sektor

Årlig vækst i brancher, hvor faggruppen er beskæftiget

Årlig mer-/mindrevækst

0,7 pct.

-0,1 pct.

2,8 pct.

1,1 pct.

1,6 pct.

2012-2050

Læger

2002-2012

2012-2050

Fremskrivning af efterspørgsel efter faggruppe:

Det demografiske træk

Efterspørgselsscenarie (inkl. fortsættelse af historisk

trend)

0,6 pct.

0,4 pct.

1,0 pct.

Note:

Væksten i brancher er for hver af de 10 brancher vægtet med antallet af beskæftigede

inden for faggruppen i branchen i forhold til det samlede antal beskæftigedei faggrup-

pen.

Kilde:

Finansministeriets beregninger på baggrund af DREAM’s befolkningsprognose, Lov-

modellen og Nationalregnskabet, Danmarks Statistik

Den årlige mervækst tillægges i fremskrivningen, dog sådan at mervæksten løbende

reduceres med 10 pct. om året.

Hvis efterspørgslen efter læger alene fremskrives

med det demografiske træk, bliver den gennemsnitlige årlige vækstrate fra 2012 til

2050 på 0,4 pct. Antages den historiske trend at fortsætte – dog med en gradvis

afdæmpet udvikling – øges væksten i efterspørgslen efter læger med 0,6 pct. årligt til

i alt 1,0 pct. årligt i perioden 2012-2050.

Den historisk mervækst på 0,6 pct. videreføres i det første fremskrivningsår og dæmpes derefter til 0,9*0,6

pct. det næste år, og til 0,9*0,9*0,6 året efter og så fremdeles.

100

Appendiks 3. Mockup af MinUddannelse.dk

Kvalitetsudvalget foreslår, at der skabes en portal, som gør det nemt for unge at

skabe et overblik over relevante uddannelsesmuligheder. I det følgende gennemgås

nogle ideer til, hvordan en sådan portal – som her kaldes MinUddannelse – kunne

fungere.

Forsiden på MinUddannelse.dk består af en oversigt over forskellige uddannelses-

områder. Klikker man på de enkelte områder, får man en liste over samtlige uddan-

nelser inden for det valgte område.

Ved man ikke, hvilket område man ønsker at uddanne sig inden for, kan man i ste-

det klikke på ”Nøgleord”.

Det får en liste med nøgleord til at dukke op. Listen er bevidst ikke inddelt i katego-

rier, da ønsket er, at brugerne skal tage stilling til hvert enkelt emne for at få et mere

nøjagtigt resultat.

Brugernes tilvalg gemmes i en cookie, så de ikke skal starte forfra næste gang, de

sætter sig ved deres computer.

101

Brugeren afkrydser sine interesser og klikker efterfølgende på ”Find uddannelser”.

Det fører til, at en liste med uddannelser kommer frem.

Midt på siden

kommer en oversigt over de uddannelser, der bedst matcher ens nøg-

leord. Her kan man se uddannelsernes bedømmelse på kvalitet og relevans. Målet

for både kvalitet (hvor god er uddannelsen?) og relevans (hvor brugbar er uddannel-

102

sen efter endt studium?) er, at stjerner skal tildeles på baggrund af objektive kriteri-

er. Kvalitetsudvalget vil ved en senere lejlighed komme med bud på, hvad det kunne

være. Derudover fremgår det, hvor mange af de udvalgte nøgleord der matcher

uddannelsen, og man kan derudover se, hvordan de studerende vurderer de enkelte

uddannelser.

I venstre kolonne

kan man tilpasse sine søgekriterier. Det er muligt at fjerne nøgleord,

indsnævre søgningen til byer, uddannelsessteder og fakulteter. Ligeledes kan man

udvælge de uddannelsesniveauer, man finder relevante. I dette tilfælde har brugeren

kun valgt ”Bachelor”, hvorfor kandidatuddannelser og andre uddannelser ikke

fremgår på oversigten.

I søgefeltet

kan man tilføje nøgleord eller specifikke uddannelser.

Yderst til højre

kan man klikke ”Tilføj” på de uddannelser, som man ønsker at kigge

nærmere på. Brugeren klikker i det viste eksempel ”Tilføj” ved uddannelserne Digi-

tal Design, Informationsvidenskab og Humanistisk Informatik. Feltet ”Dine valgte

studier” ændrer sig nu fra ”(0)” til ”(3)”, da tre uddannelser er tilføjet.

Brugeren klikker på ”Dine valgte studier (3)” og får en liste over de tilføjede studier.

Efterfølgende sættes flueben ud for de uddannelser, brugerens ønsker at sammen-

ligne. I dette tilfælde alle tre.

103

Brugeren klikker nu på “Parametre” og får en liste over de parametre,

uddannelserne kan sammenlignes på.

Her vælger brugeren de parametre, hun eller han finder relevante og klikker derefter

på knappen ”Sammenlign”.

En ny side kommer frem, hvor de udvalgte uddannelser sammenlignes på baggrund

af de udvalgte parametre.

104

105

Man kan yderligere klikke på huerne ud for vurderingen af de enkelte studier, hvis

man vil læse en deltaljeret beskrivelse. Klikker man fx på huerne ud for Informati-

onsvidenskab kan man se, hvordan de studerende vurderer undervisningen, pen-

sums relevans, det sociale miljø, det faglige niveau og administrationen. Man kan

også læse kommentarer fra de studerende.

106

Litteraturliste

Aarhus Universitet. (2013).

Beskæftigelsesundersøgelse 2012,

version 6. maj 2013, Aarhus

Universitet

Barber, M., Donnelly, K., Rizvi, S. (2013).

An avalanche is coming: Higher education and

the revolution ahead,

Institute for Public Policy Research

Becker, G. S. (1962).

Investment in Human Capital: A Theoretical and Empirical Analysis,

The University of Chicago Press

Berger, N., Fisher, P. (2013).

A well-educated workforce is key to state prosperity,

Econom-

ic Analysis and Research Network - EARN

Bleiklie, I. (2011).

Excellence, Quality and the Diversity of Higher Education Systems,

High-

er Education Research in the 21st Century Series, Volume 3, Sense Publishers

DAMVAD. (2014).

Spørgeskemaunderøsgelse - om oplevede barrierer for kvalitet,relevans og

sammenhæng i de videregående uddannelser,

Udvalg for Kvalitet og Relevans i de Videre-

gående Uddannelser (Bilag 4 )

Danmarks Evalueringsinstitut. (2014).

Indikatorer for kvalitet på små udbud - Undersøgelse

af små udbud på erhvervsakademier og professionshøjskoler,

Udvalg for Kvalitet og Relevans

i de Videregående Uddannelser (Bilag 6)

Danmarks Statistik. (2014).

Danmark i Tal

DEA. (2013a).

Er der et arbejdsmarked for universitetsbachelorer?,

Tænketanken DEA

DEA. (2011a).

Flexucation Denmark - blændværk eller blue ocean?,

Tænketanken DEA

DEA. (2013b).

Motivation og studieintensitet hos universitetsstuderende,

Tænketanken DEA

DEA. (2011b).

Taxametersystemet under lup,

Tænketanken DEA

DEA. (2010).

Uddannelse og virksomhedernes konkurrenceevne,

Tænketanken DEA

Det nederlandske Uddannelsesråd. (2012).

På vej mod et kvalitetsmæssigt, relevant og

sammenhængende uddannelsestilbud,

oversat af Kirsten Rahbek og Lise Bøgh-Sørensen

fra

Zicht op een macrodoelmatig opleidingsaanbod,

Udvalg for Kvalitet og Relevans i de

Videregående Uddannelser (Bilag 7)

Det Økonomiske Råd. (2003).

Dansk Økonomi, Efterår 2003, Kapitel II: Uddannelse,

Vismandsrapport

DI. (2012a).

Turen går til fremtidens erhvervsliv,

DI’s Produktivitetspanel. (2012b).

P-bogen – Danmark op i gear,

107

DJØF. (2013).

Bachelor eller kandidat? – et samfundsøkonomisk valg,

DeFacto DJØF

EAIE. (2013).

Possible Futures – the next 25 years of the internationalisation of higher educa-

tion,

The European Association for International Education

European Commission/EACEA/Eurydice. (2013).

Education and Training in Europe

2020 – Responses from the EU Member States,

Eurydice

Finansministeriet. (2014a).

Finanslov for finansåret 2014,

Finansministeriet

Finansministeriet. (2014b).

Finansredegørelse, kapitel 6: Uddannelse, vækst og offentlige fi-

nanser,

Finansministeriet

Finansministeriet. (2014).

Skøn over indirekte omkostninger forbundet med at øge antallet af

studerende på de videregående uddannelser,

Finansministeriet (Bilag 1)

Hanushek, E. A., & Woessmann, L. (2012).

Do better schools lead to more growth?

Cognitive skills, economic outcomes, and causation.

Journal of Economic Growth

17.4: 267-321.

Hanushek, E., & Kimko, D. D. (2000).

Schooling, Labor-Force Quality, and the Growth of

Nations.

The American Economic Review.

Harvey, L. (1998).

An assessment of past and current approachesd to quality in higher educa-

tion,

Australian Journal of Education, University of Central England

Hoareau, C., Ritzen, J., Marconi, G. (2012).

The State of University Policy for Progress in

Europe - Policy Report,

Empower European Universities

Lønkommissionen. (2010).

Lønkommissionens redegørelse. Løn, køn, uddannelse og fleksibi-

litet. Bind 1 s. 397-400,

Lønkommissionen

Mas, M., Moretti, E. (2009).

Peers at Work,

American Economic Review 99:1, 112-

145

McKinsey. (2009).

Analyse af universiteternes og sektorforskningsinstitutionernes finansiering

og organisering,

McKinsey & Co. for Videnskabsministeriet og Finansministeriet

Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelse. (2013).

Bekendt-

gørelse om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner og godkendelse af nye videregåen-

de uddannelser (Akkrediteringsbekendtgørelsen),

BEK nr 745 af 24/06/2013

Mincer, J. (1958).

Investment in Human Capital and Personal Income Distribution,

Journal

of Political Economy vol. 66, No. 4, pp. 281-302, The University of Chicago Press

OECD. (2013).

Education at a glance 2013: OECD Indicators,

OECD Publishing

108

Oreopoulos, P., Salvanes, K. G. (2011).

Priceless: The Nonpecuniary Benefits of Schooling,

Journal of Economic Perspectives – Vol. 25, No. 1 pp. 159-184

Parri, J. (2006).

Quality in Higher Education,

Vadyba/Management, Nr. 2(11)

Produktivitetskommissionen. (2013a).

Overenskomster, arbejdstid og løndannelse i den

offentlige sektor,

Baggrundsrapport, Produktivitetskommissionen

Produktivitetskommissionen. (2013b).

Produktivitet i den offentlige sektor – hvor er pro-

blemerne?,

Debatoplæg, Produktivitetskommissionen

Produktivitetskommissionen. (2013c).

Uddannelse og Innovation,

Analyserapport 4,

Produktivitetskommissionen

Skandinavisk Kompetenceudviklingsnetværk (Skankomp). (2011).

KompetenceKompas

Analyse af fremtidens kompetencebehov,

Region Midtjylland

Smidt, H. (2014).

The Swedish Bachelor – a degree of success,

Udvalg for Kvalitet og Rele-

vans i de Videregående Uddannelser (Bilag 5)

Smidt, H., Elias, S.V. (2011).

Hvornår bliver vi klogere?,

Kronik i DEBAT, Berlingske

17. maj 2011

Styrelsen for Forskning og Innovation. (2014).

Economic Impacts of Business Investments

in R&D in the Nordic Countries.

Appendix B, Styrelsen for Forskning og Innovation

Styrelsen for Videregående Uddannelser. (2013).

Rapport om tematisk tilsyn med studie-

nævnenes afgørelsesvirksomhed,

Styrelsen for Videregående Uddannelse

Teknologisk Institut. (2014).

Landerapporter,

Udvalg for Kvalitet og Relevans i de

Videregående Uddannelser (Bilag 2)

Udvalg for Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannelser. (2014).

Uddannel-

sesgruppernes relative ledighed og lønindkomst,

Udvalg for Kvalitet og Relevans i de Vide-

regående Uddannelser (Bilag 3)

Undervisningsministeriet. (2005).

Bekendtgørelse af lov om gennemsigtighed i uddannelserne

m.v.

LBK nr 880 af 19/09/2005

109

Udvalg for Kvalitet og Relevans

i de Videregående Uddannelser