SOU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 89: Spm. om, hvilken kommune der skal yde hjælp efter serviceloven, hvis borgeren har bopælsadresse i en kommune, men samtidig har et sommerhus i en anden kommune, som borgeren også opholder sig i, til børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 33 92 93 00

[email protected]

www.socialministeriet.dk

.dk

Sagsnr.

2017 - 6349

Doknr.

525176

Dato

18-12-2017

Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 27. november 2017 stillet føl-

gende spørgsmål nr. 89 (alm. del) til børne- og socialministeren, som hermed besva-

res. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).

Spørgsmål nr. 89:

”Ministeren

bedes redegøre for, hvilken kommune der skal yde hjælp efter servicelo-

ven, hvis borgeren har bopælsadresse i en kommune, men samtidig har et sommer-

hus i en anden kommune, som borgeren også opholder sig i?”

Svar:

Efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, er det opholdskommunen, der har pligt til at yde

hjælp efter den sociale lovgivning.

Det følger af lovens § 9, stk. 2, at en borgers opholdskommune er den kommune, hvor

den pågældende har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig. Det er således som

hovedregel denne kommune, der har pligt til at yde hjælp efter serviceloven.

For ægtefæller gælder efter lovens § 9, stk. 3, at de har opholdskommune i den kom-

mune, hvor den fælles bopæl er.

At en person midlertidigt tager ophold i sit sommerhus, vil som udgangspunkt ikke

ændre personens opholdskommune og denne kommunes pligt til at yde hjælp.

Det kan dog ikke udelukkes, at ophold i et sommerhus efter en konkret vurdering kan

have en sådan længde og karakter, at den kommune, hvor sommerhuset ligger, bliver

borgerens opholdskommune.

Det fremgår således af administrativ praksis, at der ved afgørelse af, hvilken kommu-

ne der er opholdskommune, kan lægges vægt på flere momenter, uden at dette kan

angives udtømmende. Bopælsregistreringen i CPR er i den forbindelse et vigtigt mo-

ment, men de faktiske forhold vejer tungere.

Fra Ankestyrelsens praksis vedrørende fastlæggelsen af, hvilken kommune der er

opholdskommune, kan der til illustration fremhæves følgende to principafgørelser:

R-4-06:

En gift mands længerevarende ophold i et sommerhus i B kommune som følge af helbreds-

mæssige vanskeligheder kunne ikke bevirke, at den fælles bopæl i A kommune måtte anses

for opgivet.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ægtefæller havde opholdskommune, hvor den fælles bo-

pæl var.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at familiens situation ikke var udtryk for, at ægte-

fællerne havde ønsket at etablere sig i hver sin bolig. Familien havde derimod ønsket at be-

SOU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 89: Spm. om, hvilken kommune der skal yde hjælp efter serviceloven, hvis borgeren har bopælsadresse i en kommune, men samtidig har et sommerhus i en anden kommune, som borgeren også opholder sig i, til børne- og socialministeren

vare den fælles bolig og tilknytningen til kommunen dér, ligesom de var folkeregistertilmeldt

dér. Det længerevarende ophold i sommerhuset havde således alene relation til mandens

helbredsvanskeligheder.

R-4-02:

En kvinde påbegyndte, som led i en revalidering, en 3-årig uddannelse i B kommune. I reva-

lideringsplanen var indeholdt udgifter til bibeholdelse af en bolig i A kommune.

Ankestyrelsen fandt, at B kommune var opholdskommune for kvinden. Begrundelsen var, at

kvinden opholdt sig næsten dagligt i B kommune og kun opholdt sig i A kommune i korte pe-

rioder hver tredje uge i forbindelse med ambulant psykiatrisk behandling. Ankestyrelsen

fandt ikke, at det forhold, at kvinden havde bevaret boligen i A kommune og ønskede at

vende tilbage til A kommune efter endt uddannelse betød, at B kommune kun kunne anses

for at være midlertidig opholdskommune. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var tale

om ophold af en art, som var nævnt i bemærkningerne til loven, det vil sige ferieophold, høj-

skoleophold, ophold på krisecenter eller andre lignende rent midlertidige ophold.

Med henblik på at sikre, at der altid er en kommune, der har pligten til at yde hjælp til

en borger, er det i retssikkerhedslovens § 9, stk. 12 fastsat, at hvis der opstår uenig-

hed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune der er en persons opholds-

kommune, må den af de uenige kommuner, som personen har eller senest har haft

folkeregisteradresse i, fungere som opholdskommune, indtil det er afklaret, hvilken

kommune der er rette opholdskommune.

Uenighed mellem kommuner kan efter retssikkerhedslovens § 61 indbringes for Anke-

styrelsen. Det gælder bl.a. uenighed om, hvilken kommune, der er en borgers op-

holdskommune.

Afslutningsvis skal nævnes, at der i retssikkerhedslovens § 9 b er fastsat en særlig

regel om ret til personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83, når en person

opholder sig midlertidigt uden for sin opholdskommune. Reglen gælder i de tilfælde,

hvor en person forud for det midlertidige ophold har fået bevilget personlig og praktisk

hjælp i opholdskommunen. Denne bestemmelse omfatter bl.a. midlertidige ferieophold

i sommerhus. I sådanne tilfælde vil det altså være den kommune, hvor sommerhuset

ligger, der skal yde hjælp efter servicelovens § 83 under det midlertidige ophold.

Med venlig hilsen

Mai Mercado