Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.socialministeriet.dk
.dk
Sagsnr.
2017-5391
Doknr.
510822
Dato
26-10-2017
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 6. oktober 2017 stillet følgende
spørgsmål nr. 8 (alm. del) til børne- og socialministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karin Nødgaard (DF).
Spørgsmål nr. 8:
”Mener ministeren, at der er behov for at
definere direkte i serviceloven, hvad der skal
forstås som en underretning i en børnesag?”
Svar:
En underretning er en henvendelse til relevant myndighed, der indeholder en bekym-
ring for et barns eller en ungs trivsel og udvikling. Oplysningen kan være fra professi-
onelle eller borgere, fra forældremyndighedsindehavere eller fra barnet eller den unge
selv. Der er ikke formkrav til, hvordan en underretning skal finde sted, og der kan så-
ledes både underrettes mundligt og skriftligt.
Underretningsreglerne fremgår af serviceloven, som på den ene side beskriver en
underretningspligt for privatpersoner og fagpersoner, og på den anden side sætter
rammen for kommunernes forpligtelse til at handle rettidigt og relevant på alle hen-
vendelser om bekymringer for børn, der kan have behov for særlig støtte.
Der er forskellige kriterier for, hvornår der skal underrettes alt efter, om man er en
fagperson eller en almindelig borger. Privatpersoner har pligt til at underrette ved
kendskab til, at et barn eller en ung udsættes for vanrøgt eller andre forhold, som er til
fare for barnets eller den unges udvikling og sundhed. For fagpersoner gælder en
skærpet underretningspligt. Det vil sige, at de har pligt til at underrette kommunen,
hvis de under udøvelsen af offentlig tjeneste eller offentligt hverv får kendskab til eller
grund til at antage, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte.
Der er ikke i lovgivningen en opremsning af, hvad der konkret hører under underret-
ningspligten. Det gælder således, at underretningspligten indtræder uanset, hvad der
er årsag til, at barnet eller den unge kan have behov for særlig støtte. Det er herefter
op til kommunen at vurdere, om den konkrete bekymring giver anledning til at træffe
afgørelse om at gennemføre en børnefaglig undersøgelse, iværksætte eller evt. re-
vurdere støtte efter serviceloven.
Denne brede forståelse af underretningspligten er hensigtsmæssig, fordi det herved
undgås, at fagpersoner eller borgere helt undlader at henvende sig til kommunen,
fordi de fx skønner, at en bekymring for et barn eller en ung ikke lever op til kriterierne
for en underretning. Det overordnede formål med underretningsreglerne er således, at
der reageres både relevant og rettidigt på alle henvendelser om bekymringer om børn,