SOU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 612: Spm. om at kommentere og vurdere fordele og ulemper ved hhv. forslag 1 og 2 og give en (eventuel skønsmæssig) beregning over, hvad det vil koste at gennemføre hvert forslag, jf Justitia Tvangsanbringelser – retssikkerhed i en kompliceret beslutningsproces af 7. september 2018 til børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social-,

Indenrigs- og Børneudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 33 92 93 00

[email protected]

www.socialministeriet.dk

Sagsnr.

2018 - 4901

Doknr.

641050

Dato

13-12-2018

Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 14. september 2018 stil-

let følgende spørgsmål nr. 612 (alm. del) til børne- og socialministeren, som

hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).

Spørgsmål nr. 612:

”I rapporten fra Justitia ”Tvangsanbringelser –

retssikkerhed i en kompliceret

beslutningsproces” af 7. september 2018 opstilles to alternative modeller for

et organ, der kan have kompetence til at træffe afgørelser i sager om tvangsan-

bringelse, og som efter Justitias opfattelse vil styrke de involverede parters

retssikkerhed betragteligt; Forslag 1: Nævnsbehandling og Forslag 2: Det fami-

lieretlige system.

Vil ministeren kommentere og vurdere fordele og ulemper ved hhv. forslag 1

og 2 og give en (eventuel skønsmæssig) beregning over, hvad det vil koste at

gennemføre hvert forslag?”

Svar:

Det er helt afgørende med en god kvalitet i så indgribende sager som anbrin-

gelse uden samtykke. Derfor er jeg også glad for, at aktører på området, så-

som Justitia, peger på mulige løsninger for at øge kvaliteten og retssikkerhe-

den i disse sager. Men jeg mener ikke, at løsningen skal findes i at flytte beslut-

ningskompetencen i sager om anbringelse uden samtykke.

Jeg er i stedet af den principielle holdning, at sager om anbringelse bør be-

handles i kommunen, da de har helhedskendskabet til barnet og familien m.v.

Jeg kan blive bekymret for, hvordan der skal skabes sammenhæng i indsatsen,

hvis familieretshuset eller et separat nævn behandler spørgsmålet om anbrin-

gelse, mens kommunen står for øvrige sociale indsatser for barnet eller den

unge, fx forebyggende indsatser, støtte til barnet under anbringelsen og støtte-

person til forældre. Hertil kommer, at der er risiko for, at det vil forlænge sags-

behandlingstiden betydeligt, hvis et selvstændigt nævn skal have overdraget

sagsmateriale fra kommunen, og samtidig skal have adgang til at anmode om

nye oplysninger, udredninger mv. som grundlag for indstilling og afgørelse.

Dette vil ikke være til gavn for udsatte børn og unge.

Samtidig har vi med de gældende regler allerede i dag et uafhængigt børn og

unge-udvalg, der træffer afgørelse i de mest indgribende sager på børneområ-

det, såsom i sager om anbringelse uden samtykke. Børn og unge-udvalget be-

står af en byretsdommer, to pædagogisk-psykologisk sagkyndige og to med-

lemmer af kommunalbestyrelsen.

SOU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 612: Spm. om at kommentere og vurdere fordele og ulemper ved hhv. forslag 1 og 2 og give en (eventuel skønsmæssig) beregning over, hvad det vil koste at gennemføre hvert forslag, jf Justitia Tvangsanbringelser – retssikkerhed i en kompliceret beslutningsproces af 7. september 2018 til børne- og socialministeren

Det er byretsdommeren i udvalget, der har ansvaret for at sikre, at sagerne er

tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse. De pædagogisk-psykolo-

gisk sagkyndige har bl.a. til opgave at yde vejledning, vurdere om der er ind-

hentet de fornødne børnesagkyndige udtalelser og undersøgelser til at belyse

sagen, ligesom de kan vejlede om hvilke foranstaltninger, der ud fra en børne-

sagkyndig vurdering, må anses for bedst egnede til at fremme barnets eller den

unges udvikling.

Endelig har både børn og unge, der er fyldt 12 år, og forældremyndighedsinde-

haveren ret til gratis advokatbistand, når en sag skal behandles i børn og unge-

udvalget og ved en efterfølgende behandling af en klage over udvalgets afgø-

relse i Ankestyrelsen. Kommunens afgørelser om bl.a. anbringelse uden for

hjemmet kan desuden efter de gældende regler indbringes for byretten.

Selvom jeg ikke er enig i det hensigtsmæssige i at flytte beslutningskompeten-

cen i disse sager, så er jeg dog helt enig i, at de involverede parters retssikker-

hed er utrolig vigtig i så indgribende sager som anbringelse uden samtykke.

Udgangspunktet i lovgivningen er, at kommunen altid skal søge at få forældre-

nes og den unges samtykke til en anbringelse, og derfor har jeg besluttet at

igangsætte en undersøgelse, der skal afdække årsagerne til stigningen i antal-

let af anbringelse uden samtykke, og dermed give et grundlag for at vurdere,

om der er behov for at lave ændringer på anbringelsesområdet.

Desuden er det i satspuljen for 2019 aftalt at igangsætte tre initiativer, der skal

øge forældrenes retssikkerhed og forbedre afgørelsesgrundlaget i sager om

anbringelse uden samtykke.

For det første bliver det et lovkrav, at indstillingen om anbringelse uden sam-

tykke til børn og unge-udvalget skal indeholde en særskilt vurdering af foræl-

drenes kompetencer i forhold til at håndtere barnet og barnets evt. udfordrin-

ger. Det skal styrke oplysningsgrundlaget i sagerne. For det andet bliver det

også et lovkrav, at når der foretages psykologiske undersøgelser af forældrene

i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse, så skal det ske med brug af

en autoriseret psykolog. Det er med til at sikre kvaliteten i de undersøgelser,

der foretages af forældrenes kompetencer. For det tredje skal de nuværende

retningslinjer for udarbejdelse af forældrekompetenceundersøgelser fra 2011

opdateres, så de er tidssvarende og indeholder nyeste viden om emnet.

Derudover er der i satspuljen for 2019 afsat varige midler til et nyt undersøgel-

seskoncept, der årligt skal give et aktuelt billede af sagsbehandlingen i kommu-

nerne. Undersøgelsen skal bl.a. danne grundlag for at vurdere, om der fx er

behov for at iværksætte tiltag til at styrke området.

Til brug for beregningen af de økonomiske konsekvenser af begge forslag har

jeg anmodet Justitsministeriet om oplysninger om, hvad omkostningerne pr.

sag vil være i sager om anbringelse uden samtykke ved behandling i første in-

stans i byretten (familieretten) og i anden instans i landsretten. Justitsministe-

riet har til brug for besvarelsen indhentet bidrag fra Domstolsstyrelsen. Derud-

over har Økonomi- og Indenrigsministeriet bidraget med oplysninger vedrø-

rende de nuværende omkostninger i Ankestyrelsen ved behandling af sager

om anbringelse uden samtykke.

Det skal indledningsvist bemærkes, at det i de økonomiske skøn nedenfor an-

tages, at børn og unge-udvalget bibeholder afgørelseskompetencen fsva. an-

dre afgørelser efter servicelovens § 74 end anbringelse. Dertil er lagt til grund,

at det kommunale tidsforbrug på sagsoplysning og indstilling er uændret i for-

hold til gældende praksis i begge modeller.

Forslaget om det familieretlige system, vurderes med betydelig usikkerhed at

medføre merudgifter for ca. 47.000 kr. pr. sag.

Justitia foreslår med denne løsning, at det er Familieretshuset, som forbereder,

oplyser og indhenter eventuelle nødvendige undersøgelser til sagen. Vurderin-

gen er, at der gennemsnitligt skal anvendes 40 timer til forberedelse, oplysning

og undersøgelse af sagen i Familieretshuset, inden familieretten kan træffe af-

gørelse, samt 5 timer til at børnesagkyndige i børneenheden kan sikre barnets

trivsel og inddragelse i egen sag.

Da tvangsanbringelsesager er særdeles indgribende for de berørte parter, for-

venter Justitsministeriet, at en betydelig andel af familierettens stadfæstelser

om tvangsanbringelse fremover vil blive indbragt for landsretten. Givet at lands-

retten vil være første klageindsats antages klageandelen at være sammenlig-

nelig med klageandelen fra børn og unge-udvalgene til Ankestyrelsen på ca. 80

pct.

Forslag om nævnsbehandling vurderes med betydelig usikkerhed at medføre

merudgifter for ca. 46.000 kr. pr. sag

Det antages, at omkostningerne i nævnet svarer til omkostningerne i de nuvæ-

rende børn og unge-udvalg. Dog forventes det, at formanden for nævnet mod-

tager samme vederlag som i dommeraftalen om særskilt vederlag til formanden

for Psykolognævnet. Dertil kommer en ikke opgjort transportomkostning for

nævnsmedlemmerne, som blandt andet vil afhænge af den geografiske spred-

ning, i forhold hvor mange steder nævnet skal kunne samles.

Nævnet understøttes af et sekretariat, som skal foretage en intens prøvelse af

sagens oplysning. Med henvisning til Justitias rapport (s. 77), antages dette at

være sammenligneligt med Ankestyrelsens prøvelse af tilsvarende kommunale

afgørelser, som i det nuværende system påklages til Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen udgår som klageinstans, hvorefter byretten vil være første klage-

instans. Det antages, at der vil være samme klageandel som til Ankestyrelsen i

dag. Derudover indgår landsretten som anden klageinstans, som til brug for be-

regningerne antages at have samme klageandel som nuværende anden klage-

instans fra Ankestyrelsen til byretten på ca. 80 pct. af byrettens stadfæstelser.

Ifølge Danmarks Statistik blev der truffet 341 afgørelser om anbringelse uden

samtykke af børn og unge i alderen 0-17 år i 2017. Heraf er der enkelte gen-

gangere med mere end én afgørelse, hvorfor der er tale om 334 børn og unge i

alt.

På baggrund af disse tal skønnes forslaget om familieretssystemet og forslaget

om et nyt nævn hver især at medføre merudgifter på ca. 16 mio. kr. årligt.

Med venlig hilsen

Mai Mercado

Afgørelser om anbringelser uden samtykke af børn og unge i alderen 0-17 år i 2016. Den samme

person kan have fået iværksat flere anbringelser i løbet af perioden og kan således optræde flere

gange. ”Anbringelser uden samtykke” omfatter anbringelser uden samtykke

efter servicelovens §

58, herunder anbringelser uden samtykke til trods for, at forældremyndighedens indehaver og den

unge, der er fyldt 15 år, har samtykket, jf. § 58 stk. 2 og 3. Anbringelser som led i afsoning, jf. § 78 i

straffuldbyrdelsesloven, og som led i en ungdomssanktion, jf. § 74 a i straffeloven, samt anbringel-

ser i varetægtssurrogat, jf. § 765 i retsplejeloven, indgår ikke. Det samme gælder formandsafgørel-

ser, jf. serviceloven § 75 efter § 58 samt anbringelser af børn og unge, hvor samtykkegrundlaget er

uoplyst.