Folketingets Social-,
Indenrigs- og Børneudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.socialministeriet.dk
Sagsnr.
2018 - 4490
Doknr.
606913
Dato
24-09-2018
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 27. august 2018 stillet
følgende spørgsmål nr. 578 (alm. del) til børne- og socialministeren, som
hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Bendixen (DF)
og Jacob Mark (SF).
Spørgsmål nr. 578:
”Vil
ministeren oversende en vurdering af de samlede udgifter ved at indføre en
mindste-overgangsalder på 3 år fra vuggestue/dagpleje, og vil ministeren
oplyse, hvilke overvejelser hun gør sig ift. at indføre en mindste-
overgangsalder på 3 år?”
Svar:
Dagtilbudsloven regulerer ikke spørgsmålet om oprykningsalder i forhold til de
enkelte tilbud, men det er et krav, at ydelse og betaling skal hænge sammen,
samt at tilbuddet skal være alderssvarende. Der henvises til den samtidige
besvarelse af spørgsmål nr. 576 (alm. del).
Aldersgrænsen for den fysiske overflytning af et barn fra vuggestue til
børnehave er ikke nødvendigvis sammenfaldende med aldersgrænsen for
ændring af tildelt tilskud og tilhørende forældrebetaling pr. barn. Et barn kan
f.eks. flytte fysisk ved alderen 2 år og 10 måneder, mens kommunens tilskud til
barnet, og dermed også til fx normering mv, fastholdes svarende til niveauet i
vuggestuen, indtil barnet bliver 3 år.
Det er derfor ikke muligt for ministeriet at vurdere de økonomiske
konsekvenser af en ændring af aldersgrænsen for tidspunktet for, hvornår børn
typisk fysisk skifter daginstitution. Det er ministeriets vurdering, at en fast
aldersgrænse for skift mellem dagtilbud vil indebære et behov for overkapacitet
og derfor medføre merudgifter.
Med venlig hilsen
Mai Mercado
1