Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2018 - 435
Doknr.
19607
Dato
21-09-2018
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 24. august 2018 stillet følgende
spørgsmål nr. 572 (alm. del) til økonomi- og indenrigsministeren, som hermed
besvares.
Spørgsmål nr. 572:
”Vil ministeren redegøre for, om medarbejdere i Økonomi-
og Indenrigsministeriet i
forbindelse med beregningerne af effekten af de 49 forslag fik at vide af en af deres
overordnede, at det skulle holdes internt i ministeriet, og at andre ministerier således
ikke skulle briefes om arbejdet?
Spørgsmålet stilles som opfølgning på åbent samråd den 23. august 2018 (besvarelse
af
samrådsspørgsmål X).”
Svar:
Helt generelt kan det oplyses, at nogle beregninger foretages internt, mens andre
beregninger foretages med inddragelse af eller i samarbejde med andre ministerier.
Hvilken fremgangsmåde, der anvendes, afhænger af en vurdering af, hvad der i det
konkrete tilfælde er mest hensigtsmæssigt, herunder hvad beregningerne skal bruges
til. Overvejelser om ressourceforbruget kan også spille en rolle. Der er således ofte et
større ressourcetræk forbundet med beregninger, der skal være konsoliderede og
koordineret med andre ministerier end beregninger, der udarbejdes internt.
Hvis beregninger udarbejdes til interne overvejelser om fremtidig politikudvikling, vil
ministeriet ofte i første omgang udarbejde interne grove skøn, hvorefter der kan tages
stilling til, om der skal arbejdes videre med forslagene. Omvendt vil besvarelser af
folketings- og udvalgsspørgsmål normalt være konsoliderede beregninger, og der vil
blive koordineret med andre ministerier, hvis det er relevant.
Det kan oplyses, at hovedparten af beregningerne i det konkrete tilfælde er foretaget
internt, og nogle af beregningerne er foretaget internt på baggrund af input fra andre
ministerier.
Med venlig hilsen
Simon Emil Ammitzbøll-Bille