Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.socialministeriet.dk
Sagsnr.
2018-3568
Doknr.
586234
Dato
13-08-2018
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 22. juni 2018 stillet følgende
spørgsmål nr. 509 (alm. del) til børne- og socialministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Marianne Jelved (RV).
Spørgsmål nr. 509:
”Vil ministeren anvise, hvilke lovgivningsmæssige eller administrative
ændringer, der
vil muliggøre, at familier til unge, der har behov for overvågning, får mulighed for at
vælge mellem enten at benytte sig af et alternativt tilbud, som f.eks. at komme på et
botilbud, eller at få ydet hjælp til overvågning hjemme, og vil ministeren vurdere -
eventuelt med et tænkt eksempel - den økonomiske udgift for det offentlige ved hhv.
den ene og den anden mulighed?”
Spørgsmålet stilles på baggrund af åbent samråd
den 19. juni 2018 om, hvorvidt hjemmeboende borgere med funktionsnedsættelse, der
har behov for overvågning, får den hjælp, de har behov for (besvarelse af samråds-
spørgsmål R)
Svar:
Der er ikke hjemmel i serviceloven til at yde overvågning i en hjælperordning ud over
servicelovens § 96. Derudover kan borgere med omfattende behov for hjælp og støtte
allerede i dag visiteres til et egnet botilbud.
Jeg forstår godt ønsket om at finde en løsning, men indførelse af en hjemmel til at yde
overvågning efter servicelovens § 95, stk. 3, vil medføre betydelige økonomiske kon-
sekvenser.
Som jeg sagde på samrådet, fik jeg hen over sommeren sidste år lavet en undersø-
gelse for at få afdækket de økonomiske konsekvenser ved to mulige måder at give
overvågning på til borgere, der får hjælp efter servicelovens § 95, stk. 3.
Den ene mulighed handler om, at borgere, der i forvejen har en ordning efter § 95, stk.
3, kan få udmålt timer til overvågning som en del af den samlede hjælp. Her taler vi
om udgifter på minimum 80-90 mio. kr. om året.