Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.socialministeriet.dk
Sagsnr.
2018 - 3177
Doknr.
582057
Dato
28-06-2018
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. d. juni 2018 stillet følgende
spørgsmål nr. 478 (alm. del) til børne- og socialministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 478:
”Hvordan
vil ministeren sikre, at foranstaltninger efter serviceloven, som er iværksat
over for udsatte børn og unge, virker efter hensigten?
Spørgsmålet stilles på baggrund af åbent samråd om underretninger om børn afholdt
den 31. maj 2018 (besvarelse af samrådsspørgsmål N).”
Svar:
Det er i første række kommunerne, der i de konkrete sager skal sikre, at der iværk-
sættes relevante indsatser, som kan afhjælpe barnets eller den unges behov. Når der
iværksættes en foranstaltning efter serviceloven, skal det således ske på baggrund af
en vurdering af et barn eller en ungs behov for støtte. I sager, hvor der for eksempel
er bekymring om et barn eller en ung, vil barnets eller den unges behov være nærme-
re afdækket gennem den børnefaglige undersøgelse.
Når der træffes afgørelser om foranstaltninger, skal der udarbejdes en handleplan, der
angiver formålet med foranstaltningen. Kommunen skal senest tre måneder efter, at
der er iværksat en foranstaltning, vurdere, om indsatsen virker efter hensigten, eller
om den skal ændres, og om handleplanen derfor samtidig skal revideres. Dette er
med til at sikre, at et udsat barn eller ung får den rette indsats på det rette tidspunkt.
Børne- og Socialministeriet har desuden et stort fokus på at understøtte, at de indsat-
ser, som kommunerne iværksætter, baserer sig på viden om, hvad der virker, og på at
give bedre muligheder for at følge indsatserne på landsplan.
Som eksempler herpå kan nævnes Metodeudbredelsesprogrammet, hvor Socialsty-
relsen siden 2012 har arbejdet med at udbrede virksomme metoder og praksisser på
området for udsatte børn og unge. Programmet bidrager til, at kommunerne i højere
grad baserer sociale foranstaltninger på viden om, hvad der virker.
Derudover har ministeriet udarbejdet en Strategi for udvikling af sociale indsatser, der
indgår som en central del af ministeriets arbejde med vidensbaseret socialpolitik.