SOU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 469: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 29/5-18 om bemandingen på socialpædagogiske arbejdspladser, til børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del
Offentligt

Børne- og socialminister Mai Mercados talepapir

Anledning

Samråd i Social-, Indenrigs- og

Børneudvalget spørgsmål O, P og Q

Tirsdag d. 29. maj 2018 kl. 14.30-15.30

Ca. 10 minutter

Folketinget, FT 2-080

Dato / tid

Talens varighed

Sted

Samrådsspørgsmål O

Ifølge artiklen ”Nødberedskab er virkeligheden hver dag” bragt

den 13. april 2018 på www.socialpaedagogen.sl.dk, er det ikke

unormalt, at vikarer og timelønnede udgør op til en tredjedel af

medarbejderstaben på socialpædagogiske arbejdspladser, hvilket

vanskeliggør arbejdet med nødberedskaber til en eventuel

konflikt, eftersom nødberedskaber skal besættes med fastansatte

socialpædagoger. Hvad er ministerens forklaring på og holdning

til, at der på det socialpædagogiske område er flere

arbejdspladser, der angiveligt er så dårligt bemandet, at man ikke

engang kan gennemføre et nødberedskab ved en eventuel

konflikt, og finder ministeren, at det er fagligt forsvarligt, at den

daglige bemanding i så stort et omfang er bundet op på

vikardækning?

Samrådsspørgsmål P

Vil ministeren redegøre for, hvor omfattende problemet med

underbemanding er på landets socialpædagogiske

arbejdspladser, således at stederne er afhængige af vikardækning

m.m. i den daglige drift, og personalet som følge heraf ikke kan

indgå i en faglig konflikt? Der henvises til artiklen ”Nødberedskab

er virkeligheden hver dag” den 13. april 2018,

www.socialpaedagogen.sl.dk.

SOU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 469: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 29/5-18 om bemandingen på socialpædagogiske arbejdspladser, til børne- og socialministeren

Samrådsspørgsmål Q

Vil ministeren redegøre for, hvordan regeringen i de kommende

økonomiforhandlinger med KL og Danske Regioner vil håndtere

problemet med den angivelige underbemanding på arbejdspladser

inden for det socialpædagogiske område? Der henvises til artiklen

”Nødberedskab

virkeligheden hver dag”

den 13. april 2018,

www.socialpaedagogen.sl.dk.

Det talte ord gælder

[Indledning]

Tak for invitationen.

Jeg er blevet bedt om at svare på tre spørgsmål, som handler om

bemandingen og brugen af vikarer og timelønnede på

socialpædagogiske arbejdspladser.

Baggrunden for spørgsmålene er artiklen

”Nødberedskab

virkeligheden hver dag” bragt på Socialpædagogernes

hjemmeside den 13. april 2018 under forårets

overenskomstforhandlinger på det offentlige område.

Jeg vil i det følgende svare på spørgsmålene samlet.

[En konflikt kunne have ramt hårdt]

Lad mig med det samme sige, at jeg drog et meget stort lettelsens

suk, da overenskomsterne på det offentlige område endelig faldt

på plads én efter én. Efter mange ugers og lange nætters

forhandlinger.

Og det tror jeg, vi var mange, der gjorde! For det stod nok klart for

de fleste, at en storkonflikt ville have ramt hårdt. Og ikke mindst

mennesker i udsatte og sårbare situationer i vores samfund kunne

være blevet ekstra hårdt ramt.

Her tænker jeg blandt andet på indlagte på sygehuse og ældre på

plejehjem. Men også udsatte børn og unge, voksne med psykiske

og sociale problemer og mennesker med handicap. Alle sammen

mennesker, der kan have brug for særlig hjælp og støtte. For

eksempel en specialiseret, socialpædagogisk indsats på en

døgninstitution eller i et botilbud.

[Klar opgave- og ansvarsfordeling]

Nu er faglige konflikter og nødberedskaber én ting. De hører

heldigvis til undtagelserne. Noget andet er dagligdagen på de

socialpædagogiske arbejdspladser og andre arbejdspladser, hvor

man yder hjælp til mennesker med fx handicap.

I hverdagen er det afgørende, at der er fast personale på landets

botilbud og døgninstitutioner, som kan give den støtte og hjælp,

der er behov for. Og at de er klædt fagligt på til at løfte opgaven.

Det forventer vi af et velfærdssamfund.

Derfor er det også helt centralt for indsatsen på det sociale

område, at kommunerne tager deres ansvar på sig. De skal sikre,

at der er de rigtige tilbud med det rigtige personale til de borgere,

de har ansvaret for.

For det er altså først og sidst kommunernes ansvar at sørge for

det. Vi har nemlig indrettet os med en meget klar opgave- og

ansvarsfordeling mellem stat og kommuner i Danmark på det

sociale område. Hvor det er kommunernes opgave og ansvar at

sikre, at der er de nødvendige tilbud til borgerne, og at tilbuddene

har en kvalitet, hvor vi som velfærdssamfund kan se os selv i

øjnene.

Den opgave har kommunerne sådan set stor frihed til at løse

inden for de rammer, der er stukket ud. Og det er godt. Men jeg vil

gerne understrege, at det er frihed under ansvar, og at jeg

selvfølgelig følger tæt op på, om ansvaret bliver løftet.

[Socialtilsynet og det personrettede tilsyn]

Derfor har vi også de fem socialtilsyn rundt om i landet. Tilsynene

er helt centrale, når det handler om løbende at sikre, at de tilbud

som kommunerne benytter, har den fornødne kvalitet. De skal

både godkende det enkelte tilbud og holde et skarpt øje med, at

tingene bliver ved med at være, som de skal, når de løbende fører

tilsyn med driften på døgninstitutioner og botilbud

Socialtilsynene skal blandt andet holde øje med, at

medarbejderne har de kompetencer, der skal til, for at tage hånd

om beboernes udfordringer og behov.

Og lovgivningen er helt tydelig om, at en godkendelse kan

trækkes tilbage, hvis tingene ikke er i orden, og der ikke blive

rettet op på dem.

Men der skal ikke kun føres tilsyn med det enkelte tilbud.

Kommunerne skal også føre et såkaldt personrettet tilsyn over for

den enkelte borger.

Derfor er det ikke nok, at en kommune for eksempel sikrer sig, at

personalet på et botilbud er klædt på til at håndtere en borger, når

han eller hun bliver visiteret til et tilbud.

Kommunen skal løbende føre tilsyn og sikre sig, at tilbuddet stadig

matcher borgerens behov. Også hvis borgeren får det bedre eller

borgerens tilstand forværres.

Og hvis kommunen konstaterer, at det ikke er tilfældet så har de

altså ansvaret for at få rettet op på situationen. For eksempel at

finde et bedre egent sted til borgeren.

Det er selvfølgelig ikke nogen garanti for, at der ikke kan opstå

svære situationer. Og vi har lige set en ulykkelig og dybt tragisk

sag fra Nordjylland, hvor en købmand blev dræbt af en psykisk

syg mand fra et opholdssted.

Her skal det selvfølgelig undersøges, om der er begået fejl i den

konkrete sag. Og derfor har jeg også bedt om at få en redegørelse

fra både Socialtilsyn Nord og Aalborg Kommune.

Og jeg er parat til at se på, om der er noget i lovgivning eller

praksis på området, der ikke fungerer godt nok i dag, når vi har

fået redegørelserne.

Men det er samtidig vigtigt, at vi ikke handler overilet, og får kastet

ordentligt lys over sagen, så vi ikke træffer forhastede

beslutninger . Derfor vil jeg efter sommer tage en grundig

diskussion med partierne om de overordnede rammer er, som de

skal være. Det vil jeg gøre på baggrund af hele den evaluering af

socialtilsynene, som netop er offentliggjort.

[Bekymrende, hvis nødberedskaber er dagligdagen]

Når det er sagt, vil jeg dog også understrege, at det gør mig

bekymret, når der i artiklen fra Socialpædagogerne tegnes et

billede af, at nødberedskaber er dagligdagen på

socialpædagogiske arbejdspladser.

Det får mig naturligvis til at tænke over, om der er noget, vi skal

have undersøgt nærmere

–

om der noget omkring de overordnede

rammer, vi skal se på.

For som et samfund, der bruger mange ressourcer på det sociale

områder, må vi også kræve, at børn, unge og voksne på

døgninstitutioner og botilbud bliver mødt af et personale, der er i

stand til at favne deres udfordringer og behov. Personale der giver

dem den støtte og hjælp, de har brug for. For eksempel en meget

specialiseret socialpædagogisk indsats, der skal hjælpe dem

videre i livet. Det forudsætter selvsagt, at der tale om en solid

faglig indsats.

Når det er sagt, må jeg også sige, at det samlede billede i artiklen

fra Socialpædagogerne bliver lidt mere nuanceret, når man læser

ned gennem artiklen

–

og ikke kun hæfter sig ved overskriften.

Artiklen handler jo om, at det på nogle socialpædagogiske

arbejdspladser ville være svært at stille et nødberedskab under en

konflikt. Og netop ikke om dagligdagen på arbejdspladserne.

Og det er nu én gang sådan, at kun det fastansatte personale må

indgå i et nødberedskab under en konflikt. Men på alle andre

tidspunkter er timelønnede og vikarer jo netop med til at løfte

opgaven og få tingene til at køre. Så det er i høj grad forklaringen

på, at det nogle steder ville have været svært at stille et

nødberedskab. Det er i hvert fald det, jeg kan læse ud af artiklen.

[Nødberedskaber og situationen i dagligdagen]

For at svare på de spørgsmål, der er stillet, har ministeriet forud

for samrådet i dag haft kontakt til KL og fået oplysninger om

”socialpædagogiske arbejdspladser”,

hvor det var nødvendigt at

undtage personale fra en eventuel konflikt.

På den baggrund kan jeg oplyse, at Socialpædagogerne havde

varslet strejke på arbejdspladser i 32 kommuner. I forbindelse

med planlægningen af lokale nødberedskaber i disse kommuner

aftalte KL og Socialpædagogerne at undtage 2 arbejdspladser i én

kommune, 3 arbejdspladser i en anden kommune samt dele af

personalegruppen på 3 arbejdspladser i en tredje kommune. I den

tredje kommune blev personalegruppen

”nattevagter”

ligeledes

undtaget.

Nu kan

”Socialpædagogiske arbejdspladser”

jo være mange ting,

så det, vi har bedt KL om at se på, har været botilbud til voksne og

døgninstitutioner til børn og unge.

KL har også kunnet oplyse , at undtagelserne skyldtes, at der på

de pågældende arbejdspladser var vakante stillinger eller

medarbejdere, som var på orlov eller sygemeldte.

Når det gælder den varslede lockout, har KL oplyst, at alle disse

arbejdspladser var undtaget.

Men for at blive lidt klogere på situationen i dagligdagen har

ministeriet også forud for samrådet i dag set nærmere på brugen

af timelønnede på botilbud til voksne og døgninstitutioner til børn

og unge efter serviceloven.

Det er ikke oplysninger, vi løbende indsamler i ministeriet eller

tidligere har undersøgt. Men det billede, der tegner sig, er, at

timelønnede ret stabilt over tid udgør omkring 20 procent af

personalet på botilbud til voksne og døgninstitutioner til børn og

unge efter serviceloven.

Vel at mærke, når man tæller personer. Hvis man tager højde for,

at timelønnede er ansat færre timer end fastansatte, udgør de

under 10 procent af personalet [ca. 8 pct.].

Billedet er altså, at det er fastansat personale, som beboere på

botilbud og døgninstitutioner har kontakt med det meste af tiden.

Opgørelser som denne har i sagens natur sine begrænsninger.

Og derfor kan den oplevede brug af vikarer på den enkelte

socialpædagogiske arbejdsplads godt være højere, end

statistikken giver indtryk af.

Straks efter samrådet i dag vil jeg oversende det notat til udvalget,

som ministeriet har udarbejdet om brugen af timelønnede på

botilbud og døgninstitutioner. Her står der også, hvad det er for

nogle forbehold, der er ved opgørelsen.

[Timelønnede og vikarer spiller vigtig rolle]

Men nu, hvor vi taler om timelønnede og vikarer, vil jeg gerne slå

et slag for, at vi også anerkender deres indsats. De spiller en

vigtig rolle rigtig mange steder, både i den offentlige og i den

private sektor.

De står ofte på spring til at tage fat med kort varsel og på skæve

tidspunkter, når det faste personale er ramt af sygdom, er på orlov

eller ved at efteruddanne sig. Og når der er vakancer, som der ind

imellem er på alle arbejdspladser. På den måde kan de også

være med til at give rum og plads for, at det faste personale kan

yde en mere specialiseret indsats.

Og de kan komme med mange års erfaring og være rigtig gode og

dygtige. Selvom de ikke nødvendigvis er uddannede på området.

er det ”kit”, der kan få vagtplanerne til at hænge sammen, som

det egentlig bliver udtrykt meget fint i artiklen fra

Socialpædagogerne.

[Økonomiforhandlingerne]

Der bliver også i samrådsspørgsmålene spurgt til

økonomiforhandlingerne.

Og jeg kan sige så meget, at der er en række initiativer på bordet i

forhandlingerne mellem regeringen, KL og Danske Regioner, som

skal skabe bedre vilkår for den borgerrettede velfærd.

Men når vi bruger cirka 45 milliarder kroner årligt på sociale

indsatser i Danmark, så forventer jeg også, at kommunerne

–

inden for de økonomiske rammer, der aftales fra år til år

–

tager

deres ansvar på sig. Og sørger for, at der er de nødvendige tilbud

til borgerne.

Samtidig skal de sociale tilbud have en ordentlig kvalitet. Og hvis

der for eksempel er problemer med systematisk underbemanding

på botilbud og døgninstitutioner, så forventer jeg sådan set, at

socialtilsynene skrider ind

–

og i sidste ende trækker

godkendelsen, hvis der ikke kommer styr på tingene. Det er det, vi

har dem til.

[Afrunding]

Lad mig runde af med at sige, at jeg har meget stor respekt for de

socialpædagoger, som hver dag gør en indsats for at tage sig af

sårbare og udsatte mennesker i vores samfund og bidrager til

deres trivsel og livkvalitet.

Derfor skal de naturligvis også have ordentlige vilkår at arbejde

under. Ligesom borgere, der modtager en socialpædagogisk

indsats på botilbud og andre steder, skal opleve, at der er tid til

dem, og at de får den støtte og hjælp, som de har behov for.

Og det er og bliver kommunernes ansvar at sikre det. Og så vil jeg

som minister gøre, hvad jeg kan, for at de overordnede rammer

for kommunernes og socialtilsynenes arbejde er på plads.

Tak for ordet.