SOU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 415: Spm., om at kommentere henvendelsen af 15/4-18 fra Nicolaj og Line Stockmal Ammundsen, Søborg om begrebet "clean cut", til børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del
Offentligt

Maj 2018

Kontinuitet i

anbringelser

SOU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 415: Spm., om at kommentere henvendelsen af 15/4-18 fra Nicolaj og Line Stockmal Ammundsen, Søborg om begrebet "clean cut", til børne- og socialministeren

1. HOV EDBUDS KABER ................................................................... 3

AGGRUND FOR UNDERSØGELSEN

..................................................... 3

KIFT I ANBRINGELSEN

..................................................................... 4

OREBYGGELSE AF SKIFT I ANBRINGELSE

............................................. 4

ORBEREDELSE AF SKIFT

.................................................................. 5

ONTAKT OG SAMVÆR EFTER ET SKIFT

................................................ 6

JEMGIVELSER

................................................................................ 6

2. SKIFT I ANBRINGELS EN ............................................................. 7

MFANGET AF SKIFT FRA EN PLEJEFAMILIE TIL EN ANDEN

........................ 8

VRIGE OPLYSNINGER OM KLAGESAGER

............................................ 10

RSAGER TIL SKIFT I ANBRINGELSESSTED

.......................................... 13

3. FOREBYGGELS E AF SKIFT I ANBRI NGELS EN ......................... 23

ET RIGTIGE MATCH FOREBYGGER SKIFT I ANBRINGELSEN

.................... 23

AMARBEJDE KAN FORHINDRE SKIFT I ANBRINGELSESSTED

................... 27

4. FORBEREDELS E VED SKIFT I ANBRINGELS ESSTED .............. 35

FORBEREDELSE AFHÆNGER AF SITUATIONEN

...................................... 35

RSAGER TIL

AT DER IKKE ER FORBEREDELSE

................................... 39

5. KONTAKT OG S AMVÆR EFTER ET SKIFT ................................ 41

ONTAKT OG SAMVÆR MED BIOLOGISK FAMILIE ER VIGTIGT FOR BARNET

. 44

AMVÆR OG KONTAKT MED TIDLIGERE ANBRINGELSESSTED

.................. 47

6. HJEMGIV ELS E AF BØRN OG UNGE.......................................... 54

BILAG 1

METODE ....................................................................... 60

KAPITEL 1

Hovedbudskaber

BAGGRUND FOR UNDERSØGELSEN

Børne- og Socialministeriet har bedt Ankestyrelsen om at lave

en undersøgelse om kontinuitet i anbringelsen. Undersøgelsen

belyser specifikt kontakt og samvær mellem anbragte børn og

unge og deres netværk, blandt andet i form af tidligere pleje-

familier, årsager til skift i anbringelsessted, forebyggelse af

skift og forberedelse, når der sker et skift. I undersøgelsen ses

der både på anbringelser med og uden samtykke.

Undersøgelsen skal indgå som en del af vidensgrundlaget for

en række drøftelser af anbringelsesområdet mellem partierne

bag satspuljen i foråret 2018 som følge af satspuljeaftalen for

2018.

UNDERSØGELSENS DATAGRUNDLAG

•

En survey blandt landets kommuner.

78 kommuner har besvaret surveyen. Det resulterer i

en svarprocent på 80.

En kvalitativ gennemgang af 45 klagesager om ændret

anbringelsessted.

Samtlige sager, der er behandlet i Ankestyrelsen i

2017, indgår i gennemgangen.

Interview med to kommuner.

Interview med tre plejeforældre.

•

For en uddybning af metoder og datagrundlaget henvi-

ses til bilag 1 ’Metode’.

Undersøgelsens datagrundlag fremgår af ovenstående boks. I

undersøgelsen er der alene foretaget interviews med to kom-

muner. Kommunerne af valgt, fordi de var blandt de kommu-

ner med flest anbragte børn i 2016 ifølge Danmarks Statistiks

Anbringelsesstatistik, for at få det største erfaringsgrundlag. Et

stort erfaringsgrundlag øger sandsynligheden for, at de erfa-

ringer, de to kommuner beskriver, kan genfindes i andre

kommuner. Det betyder dog ikke, at resultaterne er repræsen-

tative. Det vil aldrig kunne garanteres med en mindre kvalita-

tiv afdækning som denne.

Nedenfor præsenteres de vigtigste pointer fra undersøgelsen.

SKIFT I ANBRINGELSEN

Få skift fra plejefamilie til plejefamilie

De fleste skift skete fra institution til plejefamilie eller fra

plejefamilie til institution. Det bekæftes som et generelt billede

af kommunernes besvarelse af surveyen. I gennemgangen af

klagesager fra 2017 om ændring af anbringelsessted, er det

meget få sager, hvor et barn flyttede fra en plejefamilie til en

anden plejefamilie.

Årsager til skift: De fleste skift er planlagte

Mange skift i anbringelser sker hurtigt efter, at barnet er

blevet anbragt første gang. Det skyldes blandt andet, at

kommunen fjerner barnet akut og anbringer det et i et

midlertidigt anbringelsessted for derefter at finde det bedst

egnede anbringelsessted. Dette fremgår både af interviewene

og af surveyen. Et planlagt skift kan også ske, efter barnet er

blevet udredt, fx på en institution.

Årsager til skift: En del skift sker, fordi barnets behov

ændrer sig

Et skift kan også ske, hvis barnets behov ændrer sig, fx fordi

barnet bliver behandlingskrævende i løbet af anbringelsen. Det

bekræftes af både interviews, survey og sagsgennemgang.

Kommunerne fortæller i forlængelse heraf om tilfælde, hvor

både kommune og plejefamilier tidligt i anbringelsen er

opmærksomme på, at barnet sandsynligvis ikke vil kunne blive

i en plejefamilie på sigt. Man vælger at fastholde barnet i

plejefamilien så lang tid som muligt, fordi det vurderes

gavnligt for barnet at være i en plejefamilie i de tidlige år.

FOREBYGGELSE AF SKIFT I ANBRINGELSE

Det rigtige match

Det er ifølge kommunerne og plejeforældrene, der deltog i

interview, afgørende, at man sikrer det rigtige match fra start

af for at forebygge skift. Det gør man ifølge dem gennem et

godt kendskab til barnets behov og til anbringelsesstedets

kompetencer. Kommunerne beskriver, at et rigtigt match

forudsætter en god udredning af barnet og et godt kendskab til

plejefamilien. Derudover fremhæver både kommuner og

plejeforældre, at den biologiske familie skal inddrages i

processen, så de også kan støtte op om anbringelsesstedet.

Samarbejde mellem biologisk familie, plejefamilie og

kommune

Samarbejdet mellem kommuner, plejefamilier og den biologi-

ske familie bliver af alle parter udpeget som afgørende for, at

en anbringelse lykkes.

Både kommuner og plejefamilier peger på den biologiske

familie som en afgørende samarbejdspartner. Et godt

samarbejde med den biologiske familie betyder, at de støtter

op om anbringelsen, og at barnet derfor bedre kan profitere af

indsatsen.

Samtidig skal kommunen og plejefamilien have et godt og

tillidsfuldt samarbejde, hvor det er en fælles indsats at sikre et

godt forløb, og at barnet udvikler sig. Plejeforældrene og en af

de kommuner, der deltog i interviews, peger på, at

kommunens rolle som både arbejdsgiver og samarbejdsparter

kan betyde, at det kan være svært for plejefamilien at dele

bekymringer tidligt i forløbet. Det gælder særligt, hvis de

oplever, at kommunen ser det som en erkendelse af, at

plejefamilien ikke formår opgaven. Et tæt samarbejde sikrer,

at det er muligt at gribe tidligt ind, hvis forløbet ikke går som

planlagt.

FORBEREDELSE AF SKIFT

Der er oftest forberedelse af barnet

Ifølge surveyen sker der oftest en forberedelse før et skift i

anbringelsen. Både survey, interviewene og sagsgennemgang

viser, at der i akutte sager ikke altid er mulighed for

forberedelse. Det kan fx være, hvis barnet har rømmet

anbringelsesstedet, hvis barnet er kommet med trusler eller

har udøvet vold, og anbringelsesstedet derfor akut opsiger

kontrakten. Det forsøges dog i videst muligt omfang at sikre

en form for forberedelse ved alle skift i anbringelsessted. I

både survey og interviews peges der samtidigt på, at det er

afgørende, at forberedelsen ikke bliver for lang, da det kan

skabe usikkerhed for barnet.

Forberedelse skal tage udgangspunkt i barnets behov

Det fremgår af interviewene og surveyen, at forberedelsen

består i at vurdere barnets behov og undersøge, om det nye

anbringelsessted kan håndtere disse. Desuden tales der med

barnet, den biologiske familie og plejefamilien om skiftet.

Oftest sker en stor del af forberedelsen i perioden, fra

problemet opstår, og til man endeligt beslutter, at barnet skal

flytte, og altså dermed før der bliver truffet en afgørelse.

KONTAKT OG SAMVÆR EFTER ET SKIFT

Vigtigt at bevare kontakten, men ikke altid muligt

Det fremgår af interviewene , at kommunerne har stort fokus

på, at barnet bevarer kontakten med både biologisk familie og

andet netværk, herunder tidligere plejefamilie. I nogle

situationer kan det dog ikke lade sig gøre. Det er oftest i

tilfælde, hvor parterne har nået et konfliktniveau, hvor enten

barnet, den biologiske familie eller plejefamilien modsætter sig

kontakt.

Få afgørelser om afbrydelse af kontakt

Det fremgår af interviewene, at når der er kontakt mellem

plejefamilie og barnet, er det oftest, fordi barnet eller

plejefamilien selv tager initiativ til kontakt. Det er meget

sjældent, at kommunerne træffer afgørelse om afbrydelse af

kontakt med en tidligere plejefamilie.

HJEMGIVELSER

Få hjemgivelser, der iværksættes hurtigt

Kommunerne beskriver i både surveyen og interviews, at

hurtige iværksatte hjemgivelser er sjældne. Når en

hjemgivelse sker hurtigt, er det oftest, fordi en hurtig

hjemgivelse vurderes bedst for barnet. Kommunerne beskriver

i surveyen, at de ofte vælger at fastsætte en længere

hjemgivelsesperiode for at forberede barnet og den biologiske

familie, men også for at vurdere, om hjemgivelse reelt er

muligt og det bedste for barnet.

KAPITEL 2

Skift i anbringelsen

I dette kapitel belyses omfanget af skift i anbringelsessted,

med fokus på skift fra en plejefamilie til en anden plejefamilie.

Derudover beskrives årsager til, at der sker et skift i anbringel-

sessted generelt, herunder årsagerne til, at der sker et skift

henholdsvis til og fra en plejefamilie.

SKIFT I ANBRINGELSESSTED

Det fremgår af servicelovens (SEL) § 69, at kommunen

har pligt til at træffe afgørelse om ændret anbringelses-

sted, hvis det må anses for nødvendigt for at opnå for-

målet med anbringelsen.

Ændring i anbringelsesstedet kræver som udgangspunkt

samtykke fra forældremy ndighedsindehaveren og barnet,

hvis barnet er fyldt 12 år.

Hvis der ikke kan opnås samtykke, skal kommunens Børn

og unge-udvalg træffe afgørelse om ændret anbringel-

sessted. Det er kommunen, der herefter skal træffe afgø-

relse om valg af det konkrete anbringelsessted.

OMFANGET AF SKIFT FRA EN PLEJEFAMILIE TIL

EN ANDEN

Skift i anbringelsessted i klagesager

TYPER AF ANBRINGELSESSTEDER

Af servicelovens (SEL) § 66 fremgår en udtømmende li-

ste over de forskellige typer anbringelsessteder, som

kommunerne kan overveje, når et barn eller en ung skal

anbringes uden for hjemmet:

plejefamilier

kommunale plejefamilier

netværksplejefamilier

egne værelser, kollegier eller kollegielignende op-

holdssteder

opholdssteder for børn og unge

døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninsti-

tutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstituti-

oner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede

afdelinger

pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundsko-

ler med kostafdeling

Ankestyrelsen har gennemgået sager, hvor forældremyndig-

hedsindehaver og/eller barn, der er fyldt 12 år, ikke giver

samtykke til, at anbringelsesstedet skal ændres, og hvor børn

og unge-udvalgets afgørelse er indbragt for Ankestyrelsen. Der

er gennemgået i alt 45 sager, svarende til alle de sager, som

Ankestyrelsen har behandlet i 2017.

I gennemgangen af de 45 klagesager fremgår det, at der of-

test er tale om et skift fra døgninstitution eller opholdssted. I

16 tilfælde er barnet blevet flyttet fra en døgninstitution, mens

barnet i 15 tilfælde er flyttet fra et opholdssted. I ni sager er

skiftet sket fra en plejefamilie, mens der i de sidste fem tilfæl-

de er angivet ’Andet’. Det dækker fx over eget værelse, net-

værkspleje, aflastningsfamilie eller kostskole.

Oftest flytter barnet til en plejefamilie. Dette er tilfældet i 18

sager. I 11 sager er barnet flyttet til et opholdssted, mens

barnet i ni sager er flyttet til en døgninstitution. I syv sager er

der angivet ’Andet’, hvilket hovedsageligt dækker over en sik-

ret eller delvis sikret institution.

I forhold til skift mellem plejefamilier er dette kun sket i to af

de 45 sager. Se tabel 2.1.

I to af de sager, Ankestyrelsen har gennemgået, flytter barnet

fra en plejefamilie til en anden. I det ene tilfælde er der tale

om, at barnet er rømmet plejefamilien kort tid efter anbringel-

sen. I det andet tilfælde er det plejefamilien, der opsiger pleje-

forholdet, fordi de ikke mener, at de kan magte opgaven.

Gennemgangen af sagerne viser en sammenhæng mellem det

anbringelsessted barnet flyttes fra og til, og de problemer og

behov barnet har:

•

Når barnet flyttes fra en institution til en plejefamilie,

sker det oftest med begrundelsen, at barnet har behov

for omgivelser, hvor de kan få nære relationer til få

voksne, og hvor der er ro.

Når barnet flyttes fra plejefamilie til opholdssted eller

institution sker det oftest med begrundelsen, at barnet

er behandlingskrævende, og at barnet ikke udvikler sig

i forhold til formålet med anbringelsen i plejefamilien.

Det kan skyldes, at barnet har særlige vanskeligheder,

der stiller krav om særlige kompetencer og specialiseret

behandling.

Når barnet flytter fra en institution til en anden sker det

oftest med begrundelsen, at barnet har behov for et hø-

jere sikkerhedsniveau eller der er behov for et skift i

omgivelser.

•

Ud af de 45 sager har Ankestyrelsen stadfæstet 38 afgørelser

fra kommunen om skift i anbringelsessted. I syv sager har vi

ændret kommunens afgørelse om skift af anbringelsessted.

I to sager har Ankestyrelsen ændret kommunens afgørelse om

skift fra opholdssted til plejefamilie, fordi vi vurderer, at bør-

nene ikke er klar til at komme ud i en plejefamilie. Det vurde-

res, at børnene fortsat er behandlingskrævende og udvikler sig

positivt på opholdsstedet. I den ene sag er det vurderingen, at

der er et problematisk forhold mellem de biologiske forældre

og personalet på opholdsstedet, men at det ikke kan føre til, at

barnet skal flyttes. Selvom det dårlige forhold påvirkede bør-

nene i et vist omfang, var det mere afgørende, at børnenes

behandlingsbehov ikke kunne varetages i en plejefamilie. I den

anden sag er der ligeledes et problematisk forhold mellem de

biologiske forældre og personalet på opholdsstedet. De biologi-

ske forældres problematiske forhold til anbringelsesstedet var

afgørende i den samlede vurdering af, at børnenes problemstil-

ling endnu ikke kunne varetages i en plejefamilie.

ØVRIGE OPLYSNINGER OM KLAGESAGER

I hovedparten af de 45 sager var børnene mellem 11 og 15 år

gamle på tidspunktet for Ankestyrelsens afgørelse. Se tabel

2.2.

I de fleste af sagerne er der tale om kortere ophold inden skift

i anbringelsessted. I 25 ud af de 45 sager har barnet eller den

unge været på opholdsstedet mindre end et år inden skiftet,

og i ti af sagerne har barnet eller den unge været anbragt i op

til to år inden skiftet. I fire sager har den unge været anbragt i

ti år eller længere inden det påklagede skift.

I 21 ud af de 45 sager har barnet eller den unge været anbragt

mindst et andet sted, inden de blev anbragt på det anbringel-

sessted, hvorfra skiftet sker.

Skift i anbringelsessted i surveyen

Det fremgår også af surveyen blandt kommunerne, at det er

sjældent, at der sker et skift fra en plejefamilie til en anden.

32 af 77 kommuner angiver, at de ikke har oplevet sager, hvor

der er sket et skift fra en plejefamilie til en anden.

De 45 kommuner, der har oplevet skift mellem plejefamilier,

skønner til sammen, at der har været 167 sager i 2017, hvor

skiftet har været mellem to plejefamilier. Kun ti kommuner

angiver, at de har haft mere end fem sager, hvor der er sket

et skift fra en plejefamilie til en anden. Se tabel 2.3.

Interviewene med medarbejdere i to kommuner bekræfter bil-

ledet af, at der sker få skift fra en plejefamilie til en anden ple-

jefamilie. Forklaringen skal findes i årsagerne til skift. Børn

flytter som oftest fra en plejefamilie, fordi der er et behand-

lingsbehov, som ikke kan varetages i plejefamilien. Det er

sjældent, at der sker sammenbrud i anbringelsen, hvor det

fortsat vurderes, at barnet vil have gavn af at være anbragt i

en plejefamilie.

BØRNE- OG SOCIALMINISTERIETS ANALYSE AF

KONTINUITET I ANBRINGELSER AF BØRN OG UN-

GE: FLEST BØRN ER ANBRAGT I PLEJEFAMILIER

•

Børne- og Socialministeriets analyse af kontinuitet i

anbringelse af børn og unge viser, at der ved udgan-

gen af 2016 var omkring 12.000 børn og unge i alde-

ren 0-17 år, som var anbragt uden for hjemmet.

Heraf var størstedelen, ca. 7.500, anbragt i en pleje-

familie, hvilket svarer til 64 procent af alle anbragte

børn og unge.

•

VIVES UNDERSØGELSE

: BØRN ANBRAGT I PLEJE-

FAMILIER OPLEVER STØRRE STABILITET END

BØRN ANBRAGT PÅ DØGNINSTITUTION

•

VIVE gennemførte i 2014 en undersøgelse af anbragte

børn og unges trivsel.

Undersøgelsen viste, at for 60 procent af de adspurgte

børn anbragt i en plejefamilie ikke havde oplevet skift

i anbringelsessted. De var altså på deres første an-

bringelsessted.

38 pct. af børnene mellem 11 og 17 år anbragt på en

døgninstitution, var på deres første anbringelsessteds-

sted.

27 pct. af børnene mellem 11 og 17 år anbragt på et

socialpædagogisk opholdssted, var på deres første an-

bringelsesstedssted.

30 pct. af børnene mellem 11 og 17 år anbragt på et

’andet sted’, var på deres første anbringelsessted.

•

Skift i anbringelsessted med kort varsel

I forbindelse med afgørelse om ændring af anbringelsessted

har kommunen mulighed for at iværksætte afgørelsen straks

efter retssikkerhedslovens § 72, stk. 2, 2. pkt.

Opsættende virkning

Af retssikkerhedslovens § 72, stk. 2, fremgår, at klage

over blandt andet afgørelser om valg af anbringelsessted,

som udgangspunkt har opsættende virkning. Hvis særlige

forhold gør det påkrævet, at barnet/den unge straks flyt-

ter til andet anbringelsessted, skal kommunen samtidig

med afgørelsen om valg af anbringelsessted, træffe afgø-

relse om straks iværksættelse. Straks iværksættelse be-

tyder at barnet eller den unge kan flytte i perioden, hvor

klagesagen behandles.

Særlige forhold er, når anbringelsen vurderes som væ-

rende i modstrid med det oprindelige formål, der var til

hensigt med anbringelsen.

V I VE (daværende SFI): A nbragte børn og unges trivsel 2 014

61 af de 78 kommuner angiver, at de kan opgøre eller foretage

et skøn over omfanget af sager, hvor de har truffet afgørelse

efter denne bestemmelse. De 61 kommuner oplyser til sam-

men, at de har anvendt bestemmelsen 180 gange i 2017. Ni af

de 61 kommuner har iværksat afgørelser om ændring i anbrin-

gelsessted straks mere end fem gange i 2017. 25 af de 61

kommuner oplyser, at de ikke har iværksat en afgørelse straks

i 2017. Se tabel 2.4.

Når der sker iværksættelse af skift i anbringelsessted med kort

varsel, skyldes det oftest, at der er opstået et akut behov for

skift. Årsagerne til dette er uddybet i afsnittet nedenfor. I til-

fælde, hvor plejefamilier eller opholdsinstitutioner opsiger kon-

trakten og ønsker et skifte samme dag, vil kommunen ofte

prøve at se, om det ikke kan lade sig gøre at vente et par dage

med at iværksætte skiftet i anbringelsessted. Det skal give

mulighed for at foretage et bedre skift ved at sikre et bedre

match for den unge. I de tilfælde vil det fx være inden for en

uge, at skiftet foretages.

I 2017 blev der truffet 118 afgørelser om skift i anbringelses-

sted med samtykke, hvor flytningen blev iværksat inden for en

uge i de 46 kommuner, der har afgivet et svar i vores survey.

Samtidig blev der truffet 27 afgørelser om skift i anbringelses-

sted uden samtykke, hvor flytningen blev iværksat inden for

en uge i de 35 kommuner, der har afgivet et svar i vores sur-

vey.

ÅRSAGER TIL SKIFT I ANBRINGELSESSTED

Kommunerne fortæller, at de arbejder meget med at sikre

kontinuitet og undgå skift i anbringelsen:

”Det, jeg ser, er, at man forsøger rigtigt, rigtigt længe i Fa-

milieplejen på, om man kan få det landet [løst en eventuelt

voldsom konflikt mellem plejebarn og plejeforældre], før

man går til anbringelsesskift og egentlig kalder det et sam-

menbrud"

(Anbringelseskonsulent, Århus Kommune)

Der kan dog være en række situationer, hvor der er behov for

et skift i anbringelsessted:

•

Korte midlertidige anbringelser

Anbringelser, hvor der opstår akut behov for et skift

Anbringelser, hvor barnets behov ændrer sig

Skift som følge af forhold hos de biologiske forældre

Skift som følge af ændrede forhold i plejefamilien

Skift som følge af et ønske fra barnet

Gennemgangen af de 45 klagesager Ankestyrelsen behandlede

i 2017 viser, at skiftene i anbringelsesstedet oftest skyldes, at

formålet med anbringelsen ikke kan opnås på det pågældende

anbringelsessted.

Kommunerne arbejder målrettet med at sikre, at det er til bar-

nets bedste, når de overvejer et skift:

”Vi arbejder ud fra ICS [Integrated Children's System]. Til-

knytningsteorierne danner grundlag for vores tanke om, at

det er rigtig godt, at der er stabilitet og kontinuitet. Det kan

bare nogle gange være svært, hvad der er barnets bedste.

Er det bedst at holde fast i noget, der ikke er helt optimalt,

men stabilt? Eller skal man lave et skift? Det kan være

svært, at vi ikke kan vide med sikkerhed, hvad der virker

bedst for det her barn.”

(Faglig koordinator, Odense Kom-

mune)

Der er generelt enighed om, at ikke alle skift i anbringelses-

sted bør undgås. Det er vigtigt at have muligheden for at æn-

dre en anbringelse, hvis det er det bedste for barnet, selvom

det kan være en svær situation.

”Jeg tror, at man som politiker skal sige, at det her er et

meget svært område, og vi kan ikke gøre det perfekt. Der

bliver nødt til at være mulighed for akutanbringelser, selv-

om det ikke er det optimale. Jeg tror ikke, at vi kan fore-

bygge de her ulykkelige situationer på nogen måde.”

(Pleje-

forælder)

I interviewene har både kommuner og plejeforældre givet ud-

tryk for, at det kan være rigtig svært at finde den helt rigtige

plejefamilie til barnet ud fra de behov, man kender inden an-

bringelsen. Det er derfor vigtigt at have barnets behov i fokus,

også hvis det betyder et skift i anbringelsen. En kommune gi-

ver udtryk for følgende:

"Jeg synes, at skift i anbringelse meget hurtigt bliver forstå-

et meget negativt. Hvornår er det sammenbrud, og hvornår

er det faktisk også et fornuftigt skift ud fra barnets udvik-

ling? Hvis man har et barn, som på baggrund af den biologi-

ske families vilkår har været nødt til at være anbragt i lang

tid, så er det jo bedre, hvis det lykkes med at være et eller

to år i en plejefamilie [fremfor et uafbrudt ophold på en in-

stitution]. Så kan det godt være, at vi gør noget andet, når

barnet bliver teenager, men hvis alternativet har været, at

barnet skulle på institutionsophold hele vejen igennem, så

ville jeg hellere have haft ham lidt længere i en plejefamilie

med så meget kontinuitet som muligt."

(Afdelingsleder i

Ungerådgivningen, Århus Kommune)

Korte midlertidige anbringelser

Skift i anbringelsessted kan skyldes, at der er tale om akutte

midlertidige anbringelser eller midlertidige anbringelser, hvor

der er behov for at få udredt barnet med henblik på at finde et

godt match mellem barn og anbringelsessted.

I tilfælde, hvor børn bliver anbragt akut og midlertidigt, fx hos

en plejefamilie, handler det om, at kommunen vurderer, at

barnet ikke kan være hos den biologiske familie eller et tidlige-

re anbringelsessted. Der er et akut behov for at finde et sted

til barnet, men kommunen er på forhånd klar over, at det ikke

er muligt at anbringe barnet varigt i den akutte plejefamilie.

Barnet anbringes indtil der kan findes en varig løsning, og

dermed er det givet, at der vil være endnu et skift i anbringel-

sesstedet:

”Der er en del akutte anbringelser. Der vil vi nogle gange

bruge vores akutte plejefamilier, men andre gange også vo-

res egne døgninstitutioner som en midlertidig løsning, hvis

der fx skal gøres noget lige i eftermiddag.”

(Faglig koordina-

tor, Odense Kommune)

Her vægtes muligheden for hurtigt at kunne reagere og fjerne

barnet fra en situation tungere end behovet for at sikre konti-

nuitet i anbringelsen i første omgang.

En kommune fortæller desuden, at en anbringelse kan ske som

led i en udredning:

"Vi arbejder med at ramme den rigtige støtte på det rigtige

tidspunkt. Ved en opstart af en anbringelse - specielt hvis

det er et større barn - så kan det være klogt, at der ligger

et ret godt udredningsmateriale at placere ud fra. Der kan vi

jo lykkes med at lave en udredning, mens den unge er i

hjemmet, men mange gange, hvis vi vælger at anbringe en

teenager, så er udfordringerne typisk så massive, at vi er

nødt til at udrede i et sektionsmiljø på en eller anden måde.

Så der kan vi meget vel også lave en placering på en insti-

tution, som vi ved, er god til at lave en observationsperiode,

eller på en af de pladser, vi har internt i kommunen - som

på vores akutbørnehjem for at blive lidt klogere på en tre

måneder og sige: hvad er det egentlig, vi skal afhjælpe ham

her med?"

(Afdelingsleder i Ungerådgivningen, Århus Kom-

mune)

I de tilfælde, hvor barnet anbringes med henblik på udredning,

vil der ofte være tale om, at barnet anbringes på en institution,

der har særlige kompetencer til at beskrive barnets problema-

tikker og behov i en fremtidig anbringelse. Da barnets behov

ikke er kendt på forhånd, vil der sandsynligvis være behov for,

at finde et andet anbringelsessted, efter at udredningen er

gennemført. Det kan fx være en plejefamilie.

CASE: MIDLERTIDIG ANBRINGELSE

Sagen handler om to søskende på fire og et år. De bliver

anbragt på et observationshjem ved en formandsbeslut-

ning.

Storesøsteren er beskrevet som et behandlingskrævende

barn, som har været udsat for omsorgssvigt, mistrivsel

og mangel på stimulation. Hun har store vanskeligheder i

sin tilknytningsmæssige relationelle, følelsesmæssige og

sociale udvikling, og hun er udviklingsmæssigt bagud

sammenlignet med jævnaldrende børn. Lillesøsteren er

lidt mere robust.

Efter et år på observationshjemmet peger en psykologisk

undersøgelse på, at børnene bør anbringes i en plejefa-

milie, som har gode ressourcer til at imødekomme to

meget forskellige børns behov. Lillesøsteren har et om-

sorgsbehov, og storesøsteren har et behandlingsbehov.

De er forbundet og bør anbringes sammen.

Observationshjemmet er ikke et permanent opholdssted,

og der er behov for få stabile voksne. Børnene skal have

mulighed for at udvikle sig i en families rammer og dan-

ne tilknytning til få omsorgspersoner.

Anbringelser, hvor der opstår akut behov for et skift

En del skift i anbringelsessted sker, fordi der akut opstår et

behov for et skift. Det kan fx være tilfælde, hvor barnet plud-

selig udvikler et misbrug eller kriminel, aggressiv eller på an-

den måde uregerlig adfærd, der gør, at plejefamilien ikke læn-

gere kan forsvare at tage sig af barnet. Det kan munde ud i, at

kommunen vurderer, at der er behov for et skift, eller at an-

bringelsesstedet opsiger kontrakten med kommunen. Der kan

også være tale om tilfælde, hvor det vurderes som åbenlyst

skadeligt for barnet at blive på anbringelsesstedet.

Akutte behov kan medføre, at der med det samme eller så

hurtigt som muligt sker et skift i anbringelsessted. Udfordrin-

gen er her at sikre, at skiftet ikke er så akut, at der ikke er tid

til at sikre det rigtige match:

"Vi prøver mange gange at købe lidt tid. (… ) Så vi ikke nød-

vendigvis skynder os ud og flytter den unge i dag til noget,

vi ikke er helt sikre på, er det rigtige match, men at vi må-

ske i løbet af en uge kan nå at få noget på plads, som vi

tror på, kan være mere holdbart.”

(Afdelingsleder i Unge-

rådgivningen, Århus Kommune)

Anbringelser, hvor barnets behov ændrer sig

Skift i anbringelsessted kan også ske som følge af, at barnets

behov gradvist ændrer sig. Det kan fx være i forbindelse med,

at barnet når puberteten, hvor der typisk sker en betydelig ud-

vikling og eventuelt ændring i barnets problematikker og be-

hov:

"Når man bliver anbragt i en plejefamilie og gennemgår en

stor udvikling, fra man er 7, til man er omkring 13-14 år.

Der oplever vi - og det har vi oplevet løbende igennem åre-

ne - at det er en stor udfordring for plejefamilier. Der er for-

skel på at have en 8-10-årig dreng/pige til lige pludselig at

have en på 13-15 år. Det stiller nogen store krav til faglig-

heden."

(Anbringelseskonsulent, Århus Kommune)

Medarbejderne fra de to kommuner peger på, at der kan være

sager, hvor de vurderer, at barnet har gavn af at være anbragt

i en plejefamilie i de tidlige år af barndommen. Der er fx en

række udviklingsmæssige fordele ved, at små børn indgår i en

plejefamilie. Men problematikkerne hos barnet og dets udvik-

ling kan gøre, at barnet ikke vil kunne være anbragt i en pleje-

familie på sigt. En faglig koordinator forklarer:

"I øjeblikket har vi et søskendepar hos en plejefamilie, som

blev anbragt, da de var meget små. De er kognitivt og soci-

alt dårligt fungerende. Der arbejder vi med den plan, at de

er godt anbragte indtil videre. Men jo ældre man bliver, og-

så i forhold til ens fritidsliv osv., der kan vi se, at det ikke

kommer til at fungere for disse unge mennesker at være i et

forholdsvis frit miljø."

(Faglig koordinator, Odense Kommu-

ne)

I denne sag betyder børnenes kognitive funktionsniveau, at

børnene formentlig ikke på sigt kan forventes at klare sig på

samme niveau som andre unge og derfor har behov for et me-

re beskyttet miljø.

Beslutningen om at placere et barn i en plejefamilie, mens de

er små, kan være med til at sikre, at barnet har en tæt kon-

takt til en stabil voksen i løbet af barndommen, også selv om

det ikke er muligt for barnet at blive boende samme sted hele

barndommen.

CASE: BARNETS BEHOV ÆNDRER SIG

Pige på 17 år, som havde været anbragt i 11 år. Hun

blev i første omgang anbragt i en plejefamilie.

Da hun var otte år flyttede hun fra denne plejefamilie.

Årsagen var, at plejefamilien ikke kunne håndtere hende.

Hun flyttede først til en døgninstitution og efter fem år til

et opholdssted, hvor hun var i fire år.

Nu flytter hun fra opholdsstedet tilbage til den oprindeli-

ge plejefamilie, da hun ikke trives på opholdsstedet. Hun

har ikke den nødvendige kontakt og fortrolighed med

personalet, og hun har brug for et lille omsorgsmiljø,

hvor hun kan lære, hvordan hun skal fungere i en almin-

delig hverdag, herunder passe skolen og deltage i andre

aktiviteter.

Pigen har gennem hele anbringelsen haft kontakt til ple-

jemor, og hun har under anbringelsen også haft kontakt

til søster, som bor i udslusning hos plejemor. Der bliver

iværksat omfattende supervision til plejemor samt dag-

behandlingstilbud til pigen, som er behandlingskræven-

de.

Fordelen ved at anbringe barnet i en plejefamilie i en årrække,

selv om kommunen fra start af kan være i tvivl om, om barnet

kan blive der barndommen ud, er, at barnet oplever tætte re-

lationer i de tidligere år:

"[Fordelen ved at anbringe i en plejefamilie] er, at barnet

vokser op med tætte og nære relationer i dets tidligste år.

Der er i dag ikke ret mange institutioner [alternativt til ple-

jefamilier], som er opvækstinstitutioner."

(Leder af Familie-

plejen, Århus Kommune)

Kommunerne giver udtryk for, at det kan være meget vanske-

ligt at foretage vurderingen af, hvad barnet har behov for på

sigt.

I den kontekst kan et skift heller ikke ses udelukkende som

negativt. Et skifte kan være en naturlig og positiv udvikling i et

forløb med henblik på at sikre barnets bedste.

Skift som følge af forhold hos de biologiske forældre

Et skift kan også ske, fordi der er forhold i familien, der bety-

der, at det er bedst af hensyn til barnet at skifte til et andet

anbringelsessted. Et hensyn kan være barnets mulighed for at

holde en tæt kontakt til de biologiske forældre:

”Vi modtog et barn fra en plejefamilie, der helst ville have

beholdt børnene og mente, at det var bedst for børnene at

blive. Men moren var jo flyttet til Sjælland (… ) Der var in-

gen forberedelsesperiode [i forbindelse med flytning]. Det

var ligesom en evakuering, og det var ikke rart.”

(Plejefor-

ælder)

En kommune fortæller, at forældrenes bopæl ikke i sig selv

medfører, at man flytter barnet til en anden plejefamilie, men

at det vil være en konkret vurdering i det enkelte tilfælde:

”Man prioriterer, at barnet bliver hos plejefamilien. Det er

ikke en flytningsgrund i sig selv, at forældrene flytter. Der

er altid fokus på barnets bedste.”

(Leder af Familieplejen,

Århus Kommune)

Forældrene kan også have svært ved at acceptere, at barnet

er anbragt i en plejefamilie, og det kan betyde at barnet kom-

mer i en loyalitetskonflikt mellem den biologiske familie og ple-

jefamilien. Det kan få betydning for barnets muligheder for at

indgå i plejefamilien og dermed profitere af anbringelsen.

CASE: SKIFT SOM FØLGE AF FORÆLDRENE

En pige blev på grund af mors psykiske sygdom og ind-

læggelse overladt til sine morforældre, da hun var ti må-

neder gammel.

Da hun er otte år gammel, bliver hun anbragt på en

døgninstitution, hvor hun efter 15 måneder bliver hjem-

givet til mor, der er i en god helbredsperiode. Moren får

det dog igen tiltagende dårligt og aftaler med morforæl-

drene, at pigen igen skal bo hos dem på trods af, at

kommunen ikke vil give plejetilladelse.

Da hun er 13 år, anbringer kommunen pigen hos en ple-

jefamilie. Her er pigen imidlertid i en loyalitetskonflikt

mellem plejefamilien og den biologiske familie, og dette

påvirker pigen i en sådan grad, at hun ikke kan profitere

af opholdet i plejefamilien. Hun stikker af fra plejefamili-

en og vil ikke være der.

Kommunen vurderer, at der er behov for et anbringelses-

sted, der ikke i samme omfang kan betragtes som en

konkurrent til den biologiske familie, og pigen bliver flyt-

tet til et opholdssted. Der bliver desuden truffet afgørelse

om afbrydelse af samvær og kontakt med den biologiske

familie for at skabe ro omkring pigen. Kommunen vurde-

rer, at denne afbrydelse er nødvendig, da pigen er i en

følelsesmæssig klemme, der er truende for hendes udvik-

ling.

Skift som følge af ændrede forhold i plejefamilien

Forhold, der ændrer sig hos plejefamilien, fx skilsmisse, syg-

dom eller dødsfald, kan også betyde, at kommunen efter en

konkret vurdering mener, at det ikke længere er til barnets

bedste at være anbragt hos familien. En sådan situation fører

altså ikke automatisk til et skift i anbringelsen, men i den kon-

krete situation kan det være, at kommunen vurderer, at et

skift er nødvendigt:

”Vi har et eksempel, hvor plejeforældrene bliver skilt, og

barnet boede ved plejefar (… ) Vi vurderede, at [plejefaren]

ikke kunne give den stabilitet og ro, som plejebarnet havde

brug for, men egentlig profiterede barnet rigtig godt af at

være i en plejefamilie. Det var svært: Skal vi virkelig flytte

barnet til en anden plejefamilie?”

(Faglig koordinator, Oden-

se Kommune)

Skift som følge af et ønske fra barnet

Et skift i anbringelsessted kan desuden skyldes, at et barn selv

ønsker at flytte. Det kan være vanskeligt for kommuner og

plejeforældre eller andre anbringelsessteder at vurdere, hvad

der reelt ligger til grund for ønsket om at flytte fra et anbrin-

gelsessted til et andet. I en kommune peger de på, at det sær-

ligt kan gøre sig gældende, når børnene nærmer sig puberte-

ten:

"Det er netop der, hvor man oplever børn og unge se de

ting, der adskiller dem selv fx fra plejefamiliens børn, og

plejeforældrenes forhold til deres egne børn. De begynder

at se sig selv i forhold til andre, og det bliver rigtig svært for

dem. Måske har mange af dem haft et ønske om at blive i

plejefamilien, men konflikterne er så store, at de siger: Jeg

vil gerne et andet sted hen. Der opstår måske også splittel-

se mellem plejefar og plejemor, det er alle de klassiske

ting.”

(Anbringelseskonsulent, Århus Kommune)

En plejeforælder forklarer om en sag, hvor et plejebarn selv

bad om at flytte fra plejefamilien til et opholdssted:

”X bor på opholdssted hernede, og det var hendes eget valg

at flytte, hun kunne ikke være i den der tætte kontakt, som

der var til os, hun holdt meget af os, men hun kunne ikke

være i det.”

(Plejeforælder)

I det konkrete tilfælde har barnet fortsat kontakt med den tid-

ligere plejefamilie:

”De første par måneder hørte vi ingenting, så begyndte hun

at ringe, og nu kommer hun jævnligt på besøg. Der kan

man mærke, at den relation, hun har knyttet til os i de år,

den bærer bare igennem nu, men det mærkede jeg ikke li-

geså tydeligt, da hun var hos os, de sidste år.”

(Plejeforæl-

der)

KAPITEL 3

Forebyggelse af skift i

anbringelsen

I dette kapitel gennemgås en række forhold og tiltag, som iføl-

ge kommuner og plejefamilier kan medvirke til at uhensigts-

mæssige skift i anbringelsen.

DET RIGTIGE MATCH FOREBYGGER SKIFT I AN-

BRINGELSEN

Plejeforældre og kommuner peger på, at matchningen mellem

barnet og anbringelsesstedet er en meget vigtig del af en vel-

lykket anbringelse, og dermed en vigtig faktor i forhold til at

undgå eller forebygge uhensigtsmæssige skift i anbringelses-

stedet:

”Noget af det, jeg synes, det også beror på, det er, at vi

dagligt forsøger at blive bedre til at lave det rigtige match til

vores unge. Og vi har intensiveret det arbejde i Århus

kommune igennem de sidste fem år. Og det er helt klart, at

når vi har det rette match, så oplever vi ikke ønsket om

skift i det omfang, som når vi kommer ind i anbringelser,

hvor matchet ikke er det rette.”

(Anbringelseskonsulent, År-

hus Kommune)

Begge parter peger dog også på, at der kan være nogle barrie-

rer i forhold til at sikre det bedst mulige match fra start af:

”Andre gange kan det være, fordi matchet har været for-

kert, fx når det først efter anbringelsen viser sig, at der er

selvskadende adfærd. Altså hvor målgruppen ikke passer til

barnet.”

(Faglig koordinator, Odense Kommune)

Der er typisk tale om situationer, hvor rammerne, støtteind-

satsen, kompetencerne mv. hos anbringelsesstedet ikke mod-

svarer barnets behov og problematikker. Det kan fx være

børn, der har et større behandlingsbehov eller behov for mere

sikring, end det pågældende anbringelsessted kan yde. Ofte

sker det, fordi barnet i løbet af en anbringelse viser tegn på

behov, der ikke var kendskab til fra start af.

CASE: MATCH, DER IKKE FUNGERER

En 3-årig pige er anbragt på grund af belastende og

ustabile vilkår hos mor. Hun har været anbragt i fire må-

neder, da hun bliver flyttet fra en plejefamilie til en an-

den.

Flytningen skyldes, at plejefamilien opsiger plejeopgaven

med den begrundelse, at de har fået en opgave, der

kræver mere end det, de som familie kan levere, og me-

re end de var blevet forberedt på. En ny plejefamilie skal

have erfaring med de vanskeligheder, som pigen har, så

denne familie kan imødekomme hendes særlige behov.

Barn, plejefamilie og biologisk familie skal matche

Kommunerne peger på, at et godt match betyder, at både

barn, plejefamilie og biologisk familie matcher:

”Jeg synes, at en af de primære ting egentlig er at få famili-

en med, biologisk familie. Uanset hvilket ressourceniveau,

de er på, så tænker jeg, at de er vores vigtigste medspiller i

matchet af institutionen.”

(Anbringelseskonsulent, Århus

Kommune)

I forhold til barnet handler det om at få udarbejdet en udred-

ning, der giver overblik over barnets problemer og behov:

"Det skal også afklares, om der er psykiatriske problemstil-

linger, som måske i virkeligheden er begyndt at manifestere

sig i ungdomsårene. Ofte forsøger vi at lave en tilbundsgå-

ende psykologisk udredning, der skal pege på, hvilke be-

handlingstilbud og kontekster - altså både pædagogisk, men

også, hvad det er for nogle faglige redskaber - der skal væ-

re til stede."

(Anbringelseskonsulent, Århus Kommune)

Det vigtige i forhold til at matche plejefamilien med barnet er,

at kommunen har et indgående kendskab til plejefamilien. Bå-

de i forhold til, hvilke børn de kan tage imod, men også i for-

hold til, hvornår de har behov for støtte og supervision:

"Vi skal lære dem at kende, og vi skal finde ud af, hvor det

er, de har nogle udfordringer, hvad er det, vi særligt skal

have for øje i supervisionen, hvad er det, vi ved, der kan

trigge lige præcis den her familie. Hvordan skal vi støtte

dem bedst muligt?"

(Anbringelseskonsulent, Århus Kommu-

ne)

Det kan være vanskeligt at foretage et godt match

To af plejeforældrene vurderer, at der er stor forskel på, hvor

godt matchet er mellem barnet og plejefamilien.

De fortæller begge om situationer, hvor det har været nødven-

digt for dem at sige fra overfor en opgave, fordi de ikke vurde-

rede, at de kunne magte den. Plejeforældrene har også ople-

vet enkelte situationer, hvor kommunen har prøvet at få dem

til at tage imod et barn, som de selv vurderede var mere be-

handlingskrævende, end det de kunne håndtere.

I de situationer har det været afgørende, at de har solide erfa-

ringer som plejeforældre at trække på. De vurderer, at det kan

være vanskeligt for andre plejeforældre, der ikke har det

samme erfaringsgrundlag, at sige fra overfor kommunen. Alle

tre plejeforældre, vi har interviewet, har erfaringer med pleje-

børn, der har behov for massiv støtte.

En faglig koordinator peger på, at der i nogle tilfælde kan ske

et dårligt match mellem barnet og anbringelsesstedet, fordi

kommunen ikke har alle de relevante oplysninger om barnet

forud for matchet. Der kan fx være situationer, hvor det bliver

klart, at barnet har nogle problemer, som ikke tidligere har

været afklaret:

"Andre gange kan det være, fordi matchet har været for-

kert, fx når det først efter anbringelsen viser sig, at der er

flere psykiatriske problemer, fx selvskadende adfærd. Altså

hvor anbringelsesstedets målgruppe ikke passer til barnet."

(Faglig koordinator, Odense Kommune)

Oplysningerne om mulige plejebørn er sparsomme

Plejeforældrene modtager få oplysninger om børnene forud

for, at de skal beslutte, om de kan tage imod et plejebarn.

Plejeforældrene peger på, at det er relevant for dem at have et

relativt godt kendskab til problematikkerne i en sag, når de

skal vurdere, om de kan tage imod et plejebarn. Det kan fx

være oplysninger om:

•

Barnets støttebehov

Helbredsforhold

Årsagen til et eventuelt skift i anbringelsessted

Oplysninger om de biologiske forældre

Manglen på oplysninger kan ifølge plejeforældrene gøre det

svært at vurdere, om de kan magte den opgave, de får stillet

af kommunen. Altså om der ud fra plejeforældrenes vurdering

er tale om et godt match:

"Det er ekstremt svært at vide, hvad det er, man har behov

for at vide, før man står i det. Men den totale mangel på op-

lysninger frustrerede i hvert fald mig. Jeg ved ikke, om

yderligere informationer ville gøre den store forskel."

(Pleje-

forælder)

En plejeforælder har selv bedt om yderligere oplysninger om et

barn i forbindelse med, at de blev spurgt, om de kunne mod-

tage barnet. De yderligere oplysninger, hun fik adgang til,

gjorde, at de valgte at sige nej til opgaven.

Plejeforældrene forklarer, at de gør sig en række overvejelser i

forbindelse med, at de bliver spurgt, om de kan tage et pleje-

barn. Det kan fx være:

•

Om de kan imødekomme de behov, barnet har, og om de

kan skabe de rette rammer for barnet

Om de vil være i stand til at fuldføre opgaven – at de ikke

bliver for gamle, før barnet fylder 18 år

Eventuelle egne børn og andre plejebørns holdninger og

behov

Støtte forebygger skift

Den rigtige støtte under anbringelsen kan ifølge kommunerne

være med til at undgå uhensigtsmæssige skift i anbringelsen.

Kommunerne arbejder dog på at sikre, at plejefamilien som

udgangspunkt er i stand til at håndtere opgaven uden supple-

rende støtte. I nogle tilfælde kan det alligevel være nødvendigt

at give ekstra støtte til plejefamilien i at løse opgaven fra start

af:

”Så skal det være, fordi der er en behandlingsopgave fra

start, som kommunen ikke selv kan håndtere via supervisi-

on og vejledning. Vi vil helst anbringe i plejefamilier, hvor vi

fra start af tror på, at de vil kunne håndtere barnet med al-

mindelig supervision og vejledning. Ellers vil [tildeling af

støtte] typisk ske senere hen i forløbet.”

(Leder af Familie-

plejen, Århus Kommune)

Generelt fortæller kommunerne, at det kan være nødvendigt at

tildele støtte for at forebygge et eventuelt skifte:

”Fx når barnet udvikler sig på en måde, kommunen ikke

havde forudset. Det kan fx være en diagnose med ADHD el-

ler autisme. Der kan det være, at vi siger, at vi har brug for

specialviden. Vi ved noget, men ikke alt, og der er behov for

at få nogen ind, som kan støtte plejeforældrene i forhold til,

hvordan de håndterer barnet.”

(Leder af Familieplejen, År-

hus Kommune)

Et eksempel på den støtte, kommunen kan give plejefamilien

for at undgå et skifte, er iværksættelse af et forløb på kommu-

nens rådgivningscenter, hvor plejefamilien får vejledning og

redskaber til at håndtere den unges problemer.

Størstedelen af kommunens vejledning til plejeforældre sker i

kommunens egne tilbud. Der er dog også eksempler på forløb,

hvor kommunen tilbyder supplerende støtte i en kortere eller

længere periode, der går ud over det, den faste familiekonsu-

lent kan tilbyde.

En kommune fortæller desuden, at de har et kursuskatalog

målrettet plejefamilier, med kurser i fx mentalisering eller kon-

fliktnedtrapning. Derudover har kommunen erfaringer med, at

opholdssteder og døgninstitutioner tilbydes som aflastning for

plejefamilier med plejebørn, som fx har et behandlingsbehov:

"Der er jo sådan en udvikling på landsplan, at der er adskil-

lige opholdssteder, der også tilbydes som aflastning til ple-

jefamilien. Hvis vi skal fastholde normaliteten i plejefamilie-

anbringelsen, men [plejefamilien] ikke kan løfte [opgaven]

længere, fx på grund af rømninger. Skal vi fastholde, at de

stadig har tilknytning til plejefamilien, så har vi opholdsste-

der, der tilbyder sig selv som aflastnings-opholdssteder og

sparingspartnere til plejefamilierne. Hvis vi skal fastholde

barnets tilknytning til nogle voksne resten af deres børneliv,

så er dét måske en model."

(Afdelingsleder i Ungerådgiv-

ningen, Århus Kommune)

På den måde kan kommunerne give barnet et tilbud, der kom-

binerer de tætte relationer i en plejefamilie med et miljø, der

kan håndtere de meget behandlingskrævende unge. Det er

samtidig et eksempel på, at en plejefamilie tilbydes relativt

meget støtte for at kunne opretholde anbringelsen og undgå et

egentligt skift for barnet.

SAMARBEJDE KAN FORHINDRE SKIFT I AN-

BRINGELSESSTED

Samarbejdet mellem kommuner, plejefamilier og den biologi-

ske familie bliver af alle parter udpeget som afgørende for, at

en anbringelse lykkes. Det er en måde at sikre kontinuitet i

både anbringelsen, indsatsen og kontakten for barnet. De pe-

ger alle på, at det er nødvendigt, at der er et kontinuerligt og

tæt samarbejde mellem parterne, hvis de skal forsøge at und-

gå, at der opstår situationer, hvor det er nødvendigt at skifte

anbringelsessted.

Som beskrevet i kapitel et kan nogle skift i anbringelsesstedet

være betinget af, at der opstår konflikter mellem plejefamilien,

kommunen og/eller den biologiske familie. Skiftet kan også

skyldes, at der opstår mistrivsel, som ikke er blevet håndteret

i tide. Her er det løbende samarbejde et vigtigt redskab til at

undgå, at problemer udvikler sig og ender med et skift.

Samarbejdet skaber sammenhæng i barnets liv

Ifølge plejeforældrene er et godt samarbejde mellem plejefa-

milien og de biologiske forældre med til at skabe sammen-

hæng i barnets liv. Det er også en del af opgaven som pleje-

familie at forsøge at skabe et godt samarbejde med den biolo-

giske familie.

Alle plejeforældrene vurderer, at det kan være en stor hjælp

for barnet, når der er et godt samarbejde mellem de to parter,

fordi det giver barnet ro til at udvikle sig. En plejeforælder for-

klarer:

"Jeg tror, at det er vigtigt, at barnet mærker, at forældrene

accepterer tingenes tilstand og siger, at det er godt nok."

(Plejeforælder)

En anden plejeforælder peger på, at det handler om at have

respekt for forældrene, selvom de ikke kan respektere foræl-

drenes handlinger:

”Det med at få skilt tingene ad. Altså, man kan godt

respektere personen [den biologiske forælder], men man

kan ikke respektere de handlinger og det, de har gjort imod

deres egne børn. Det er meget, meget vigtigt, man får skilt

tingene ad.”

(Plejeforælder)

Et godt samarbejde mellem plejeforældre og de biologiske

forældre kan også være en stor fordel i forhold til at skabe de

bedst mulige vilkår omkring barnet. En plejeforælder fortæller

fx om en situation, hvor han oplevede, at et tæt samarbejde

med de biologiske forældre var grundlaget for, at de kunne

have en dialog om, hvor det var mest hensigtsmæssigt, at ple-

jebarnet gik i skole. Plejeforælderens oplevelse var, at samar-

bejdet gjorde, at de biologiske forældre lyttede til dem og be-

sluttede at sige ja til et skoleskift.

En af de interviewede plejeforældre forklarer, at de har meget

tæt kontakt til deres nuværende plejebørns biologiske foræl-

dre. Derudover er der også kontakt til andre biologiske fami-

liemedlemmer. De vurderer, at det har så stor betydning for

børnene, at det er noget, de prioriterer:

”Vi har fx aftalt, at X’s mor kommer på besøg hos os tre til

fire gange om året. I en periode blev vi der også et kvarters

tid [når barnet blev aflevereret hos moren] for at snakke. Vi

forsøger også at hjælpe barnet og forældrene til at få en

god relation.”

(Plejeforælder)

Plejefamilien kan desuden spille en vigtig rolle i forhold til de

biologiske forældre, og ikke kun i forhold til plejebarnet. Det

kan fx være, at de biologiske forældre søger rådgivning og vej-

ledning i forhold til, hvordan de kan håndtere barnet. Der er

flere eksempler på, at de biologiske forældre kontakter pleje-

forældrene, når barnet fx er hjemme i en weekend, for at få

hjælp til at håndtere en situation eller måske for at bede pleje-

forældrene om at hente barnet tidligere end planlagt.

Der er også eksempler på, at plejeforældrene hjælper de bio-

logiske forældre i kommunikationen med kommunen. Det kan

være situationer, hvor forældrene har et konfliktfyldt forhold til

kommunen, men har tillid til plejeforældrene, som derfor kan

fungere som en slags bisidder eller mellemmand.

Endelig er der eksempler på, at plejefamilien bliver en del af

den biologiske families netværk og fx kan deltage ved familie-

fester.

En plejeforælder fortæller, at de deltog i et plejebarns konfir-

mation, som de biologiske forældre stod for at holde. Her var

det helt naturligt, at plejeforældrene hjalp til med at få dagen

til at glide, da der opstod et behov for hjælp. Efterfølgende ud-

trykte de biologiske forældre, at de havde oplevet det som om,

de reelt var fire forældre til at tage sig af barnet sammen,

hvilket havde været en meget positiv oplevelse.

Når samarbejdet ikke går

Der er også tilfælde, hvor samarbejdet ikke fungerer. Pleje-

forældre og kommuner peger på, at det er med til at skabe uro

omkring anbringelsen, når samarbejdet med den biologiske

familie ikke fungerer. I sidste ende kan konsekvensen af et

dårligt samarbejde være, at det på baggrund af en konkret

vurdering og af hensyn til barnet er nødvendigt at skifte an-

bringelsessted eller afbryde kontakten mellem barnet og nogle

af de primære omsorgspersoner i dets liv.

En plejeforælder fortæller om en situation, hvor de biologiske

forældre var uenige i anbringelsen. De forsøgte at modarbejde

plejeforældrene, hver gang barnet var hjemme på besøg. Det

var med til at skabe en masse uro omkring barnet og gjorde

det svært for plejeforældrene at hjælpe barnet, som kom til at

stå midt i konflikten.

Plejeforældrene oplever også, at det kan være særligt vanske-

ligt, men også særligt vigtigt, at der er fokus på samarbejdet,

når der er tale om anbringelser, hvor forældrene kontinuerligt

forsøger at få børnene hjem eller anker kommunens afgørel-

ser. Det er ifølge plejeforældrene med til at skabe ro omkring

anbringelsen, hvis de biologiske forældre har en oplevelse af,

at barnet trives. Omvendt kan det skabe en hel del uro, hvis

der konstant er tvivl om, hvorvidt barnet skal være anbragt

hos plejefamilien, og hvor de biologiske forældre overinvolve-

rer børnene:

”Det gør, at børnene ikke kan udvikle sig ordentligt og få ro.

De får ikke lov at falde til, når de [tror, at de] skal hjem om

et halvt år. Så hvorfor skal du så knytte dig her? Hvorfor

skal du få gode venner i skolen? Det er jo ikke nødvendigt,

når du skal hjem.”

(Plejeforælder)

Kommunernes samarbejde med plejefamilierne

Interviewene med plejeforældre og kommuner viser, at der

kan være nogle betingelser ved at være plejefamilie, som er

vigtige at holde sig for øje i samarbejdet med kommunerne.

Plejefamilierne befinder sig i en position, hvor de skal varetage

et arbejde, men en af forudsætninger for, at de lykkes med

den opgave, er, at de er i stand til at inkludere plejebørnene i

deres familie. Plejefamilierne skal få en hverdag til at fungere

på samme måde som familier, der ikke har plejebørn, og bliver

på den måde en form for hybrid mellem et professionelt an-

bringelsessted og en privat familie.

En faglig koordinator peger på, at samarbejdet mellem kom-

muner og plejefamilier i nogle tilfælde kan være blevet profes-

sionaliseret i en grad, der gør, at kommunen ikke altid er til-

strækkelig opmærksom på, om plejefamilierne generelt er vel-

fungerende:

”Det kan også være, fordi vi lovgivningsmæssigt mødes

med plejefamilien hvert halve år, og der har vi meget fokus

på mål i handleplanen, og om det går fremad. Der taler man

nok med dem som en professional samarbejdspartner. Det

er blevet så professionaliseret med, at vi gerne vil have ef-

fekt, og [vide] at det går godt. Som myndighed kan man

også godt tænke, at det nok går, fordi I [plejefamilie] har

relationen til barnet. Når de fortæller om nogen problemer

[kan kommunen sige]: 'Det må du jo arbejde med, fordi vi

har givet dig opgaven'.”

(Faglig koordinator, Odense Kom-

mune)

Det kan ifølge den faglige koordinator fx være afgørende, at

kommunen bliver opmærksom på, at der kan være behov for

ekstra støtte eller samtaler for at undgå, at der sker et sam-

menbrud i anbringelsen. Her bør der både være fokus på ple-

jebarnets trivsel og på plejeforældrene og evt. den øvrige fa-

milie. Medarbejderen vurderer, at det kan være en udfordring

at opdage de signaler, der er i plejefamilierne, fordi det ikke

altid er noget, der er udtalt. Derudover kan det være en udfor-

dring, at viden om og samarbejdsrelationer med plejefamilier-

ne risikerer at gå tabt, når der sker skift i sagsbehandleren på

sagen.

Medarbejderen beskriver et konkret eksempel på en tilspidset

situation i en plejefamilie, som ender med, at barnet må skifte

anbringelsessted:

"Vi havde en pige, der havde været anbragt og været

upåfaldende - gået i almindelig skole. Men fra 12 års

alderen begyndte hun at suse rundt i byen med drenge og

tage stoffer. Der gik lang tid, før kommunen fik den viden. I

mit perspektiv er det helt tydeligt, at plejemoren anser sig

selv for moren og føler sig magtesløs. Vi kunne måske have

undgået skift ved at gå tidligere ind og sige: kan vi give dig

noget supervision og noget støtte, så du kan håndtere det

her.”

(Faglig koordinator, Odense Kommune)

Blandt plejeforældrene er der også enighed om, at det betyder

noget, at kommunerne er opmærksomme på at følge op på

plejefamiliernes trivsel. En plejeforælder forklarer om en situa-

tion, hvor et plejebarn var flyttet fra plejefamilien:

”Der oplevede jeg bagefter at blive ringet op fra kommunen,

som spørger: ’hvordan går det, hvordan klarer du adskillel-

sen’ [fra plejebarnet]? Jeg føler virkelig, at den kommune

har sådan en afsluttet cirkel omkring opgaverne, de får

gjort det færdigt, og alle kommer som regel helskindede ud

af det.”

(Plejeforælder)

Forskellige kasketter kan belaste samarbejdet mellem

kommuner og plejefamilier

En barriere i forhold til at sikre, at der er en løbende dialog om

forholdene i plejefamilien og om eventuelle udfordringer i ar-

bejdet, kan ifølge plejeforældrene være, at kommunen har fle-

re kasketter på i relationen til plejefamilien. Kommunen har

således både en rådgivende funktion – fx supervision, bevilling

af supplerende støtte – og en arbejdsgiverfunktion, der i sidste

instans kan betyde, at kommunen vælger at fjerne barnet fra

plejefamilien, hvis der er problemer:

"En af problemstillingerne som plejefamilie er, at kommu-

nen er rådgiver, arbejdsgiver og dommer.”

(Plejeforælder)

Plejefamilierne er alle bevidste om, at det er vigtigt at kunne

sige fra, hvis de ikke længere oplever, at de kan løfte en opga-

ve. De peger selv på, at det er en del af deres arbejde som

plejefamilie. De oplever dog også i nogle tilfælde at stå i et di-

lemma, fordi de kan være bange for, at det får konsekvenser

for dem og for plejebarnet, hvis de fortæller kommunen, at det

ikke går som ønsket. Det er vigtigt for plejefamilierne at kom-

munen ikke får et indtryk af, at de ikke kan magte arbejdet, da

kommunen i sidste ende er deres arbejdsgiver. Derudover kan

plejefamilierne være bange for, at plejebarnet bliver flyttet til

et andet anbringelsessted:

”Et eller andet sted kan man godt forstå det – at plejeforæl-

drene kan være tilbageholdende – ift. de historier, der har

været i medierne, hvor man har kunnet fornemme, at når

plejefamilierne melder ud, at der er nogle problematikker,

noget, der ikke fungerer, så får det nogle helt andre konse-

kvenser, end man havde forestillet sig. Pludselig er man ik-

ke kompetent til at tage sig af barnet.”

(Plejeforælder)

I interviewene med både kommuner og plejefamilier peges der

på, at det derfor er vigtigt, at plejefamilier, der henvender sig

med problemer, bliver mødt på en ordentlig måde af kommu-

nerne og ikke skal frygte for, at de bliver vurderet som inkom-

petente.

Kommunerne oplever også, at det kan være vanskeligt at yde

en tilstrækkelig støtte til plejefamilierne, fordi kommunen har

flere funktioner i relationen og i sidste ende er arbejdsgiver for

plejefamilierne:

"Som myndighed har man en oplevelse af, at man ikke gi-

ver plejefamilierne det, de har brug for, fordi vi ikke kan

ringe i tide og utide for at høre, hvordan det går. Der er så

meget andet på vores bord. Det er et meget ensomt arbej-

de at være plejefamilie - der er selvfølgelig netværksgrup-

per og sådan noget - men vi ser helt klart et udækket behov

i forhold til, at de har brug for, at nogen sætter sig og lytter

til, hvordan det går med deres børn - udover målene i hand-

leplanen. Familieplejekonsulenterne siger også, at plejefa-

milierne til handleplansopfølgningerne føler, at de skal præ-

stere. (… ) Vi har nogle forskellige kasketter i det. Omsorgs-

kasketten kan være svær at tage, når man bagefter skal si-

ge: Nu går det rigtig godt, så derfor sætter vi dig ned i løn.

Der vil vi gerne give dem noget mere, også for at vi kan få

flere plejefamilier."

(Faglig koordinator, Odense Kommune)

En anden kommune bekræfter, at det er afgørende at have et

godt samarbejde med plejefamilien, og at det er en høj priori-

tet:

"Jeg synes, at vi har et åbent samarbejde (… ) De skal jo

gerne se os som en hjælp, det er jo det, vi er der for. Hvis

de ikke gør det, så har vi et problem, synes jeg. Så det må

vi jo lægge os i selen for, at de gør. Det er vores opgave."

(Leder af Familieplejen, Århus Kommune)

Kommunens samarbejde med den biologiske familie

Kommunerne fortæller, at de prioriterer samarbejdet med den

biologiske familie meget højt, og at netop samarbejdet er vig-

tigt for, at formålet med anbringelsen kan opnås:

”Når vi får et barn visiteret til familiepleje, tager vi altid ud

og møder forældrene og barnet. Afhængigt af barnets alder.

Der kan være situationer, hvor det ikke kan lade sig gøre -

højspændte tvangssager - men i de fleste tvangssager mø-

der de også forældrene og barnet, hvis de vil snakke med

kommunen. Formålet er at skabe en tillid til, at kommunen

forsøger at finde den bedst mulige løsning for barnet. Men

også at få en fornemmelse af, hvad det er for en familie.”

(Leder af Familieplejen, Århus Kommune)

På samme måde prioriteres samarbejdet mellem den biologi-

ske familie og plejefamilien meget højt. Det stiller dog meget

store krav til plejefamilien og kommunerne skal være op-

mærksomme på at understøtte plejefamilien i at opnå et godt

samarbejde med den biologiske familie:

"Vi skulle gerne have en plejefamilie, der kan samarbejde

med de biologiske forældre. Det er også en del af familie-

plejekonsulentens opgave at snakke med dem om, hvordan

man indgår i sådan et samarbejde. Fordi der jo er rigtig

mange dilemmaer i det. De kan se et barn, der kommer

hjem fra samvær og har det skidt, men alligevel skal man

være imødekommende og forsøge at gøre det så godt som

muligt i forhold til samarbejdet med forældrene. Det er et

ret vigtigt vejledningsområde."

(Leder af Familieplejen, År-

hus Kommune)

Vigtigt for et godt samarbejde er kendskab til og forståelse for

familien:

"Det vigtigste er jo, at vi har en kontinuerlig kontakt igen-

nem hele anbringelsesforløbet: både med familien og den

unge. Det er ikke vigtigt for mig, hvem der snakker med

den unge og hvornår, men at den unge oplever, at der er en

fast kontakt. Og ofte vil det være rådgiver, men oftest er

det jo rådgiver og konsulenten i et makkerskab, og det kan

godt være forskellige ting, man snakker om.”

(Afdelingsle-

der i Ungerådgivningen, Århus Kommune)

I forlængelse af, at forældrene fastholdes som meget vigtige

ressourcepersoner for børnene under anbringelsen, stiller det

også større krav til anbringelsesstedet om at kunne samarbej-

de med forældre, der ofte selv har vanskeligheder:

”Hvis de biologiske forældre skal have et ansvar i deres

forældrerolle, så skal de kunne rummes på institutionerne.

Det handler om, at der er sket en udvikling fra, at kommu-

nen/institutionen tog over, til at forældrene skal være en

del af forløbet. Det kræver noget at rumme forældre med

adfærdsvanskeligheder, de har måske selv været anbragt.”

(Afdelingsleder i ungerådgivningen, Århus Kommune)

Kommunen fortæller endvidere, at det er en fordel at have

medarbejdere, der har samme kulturelle baggrund som foræl-

drene, fx en muslimsk baggrund. Det kan medføre en anden

forståelse og kommunikation mellem kommune og biologisk

familie, som er med til at sikre, at familien får tillid til kommu-

nens indsats.

KAPITEL 4

Forberedelse ved skift i

anbringelsessted

I dette kapitel beskrives forberedelsen af henholdsvis barnet,

den biologiske familie og anbringelsesstedet, herunder pleje-

familier og institutioner, forud for et skift i anbringelsessted.

FORBEREDELSE AFHÆNGER AF SITUATIONEN

Generelt fortæller både kommuner og plejeforældre, at det er

afgørende at have en forberedelse af både barn, biologiske

forældre og anbringelsessted før et skift. I realiteten hænger

mulighederne for at forberede skiftet tæt sammen med, hvad

der er årsag til, at der sker et skift i anbringelsessted. Dette

fremgår af surveyen blandt kommunerne og interviewene med

kommuner og plejeforældre.

Der er typisk en forberedelse af skift i anbringelsessted

I besvarelsen af surveyen angiver kommunerne, at der overve-

jende er en forberedelse af skift i anbringelsessted. 47 af de

78 kommuner oplyser således, at der altid er en forberedelse

og 15 kommuner oplyser, at der typisk er en forberedelse i

mere end halvdelen af sagerne, hvor der sker skift i anbringel-

sessted. To kommuner oplyser, at der typisk ikke er nogen

forberedelse, og to kommuner oplyser, at der typisk er forbe-

redelse af skiftet i mindre end halvdelen af sagerne. Se tabel

4.1.

Eksempler på forberedelse

Forberedelse af et skift i anbringelse handler ifølge interviewe-

ne i kommunerne først om fremmest om at finde det rigtige

sted at anbringe barnet. En kommune fortæller, at de sender

papirer om barnet til et eller flere relevante anbringelsessteder

og beder dem tage stilling til, hvordan de vil håndtere den un-

ges udfordringer:

"De sagsakter, der er relevante for at belyse den unges

problematikker, dem får vi - dem beder vi rådgiver om at

sende til os. Når vi så har udvalgt nogle institutioner, så si-

ger vi: nu fremsender jeg nogle papirer, og dem vil jeg ger-

ne have, at I kigger på. Og så kan der være nogen specifik-

ke problemstillinger: jeg vil gerne have, at I kigger specifikt

på det her område, hvordan vil i kunne løfte det fremadret-

tet?”

(Anbringelseskonsulent, Århus kommune)

Anbringelseskonsulenten fortæller videre, at han er særligt

opmærksom på anbringelsesstedets kompetencer i forhold til

at håndtere rømninger.

Han understrejer dog, at denne proces desværre ikke altid er

mulig i praksis. Ofte har kommunerne ikke mange steder at

vælge imellem, når de skal finde det bedst egnede anbringel-

sessted:

”Men det kan også godt være, at man siger: jeg vil egentlig

godt have mellem tre [institutioner] at vælge imellem -

[hvor det viser sig, at] der faktisk kun er en, der siger ja til

opgaven, eller siger: Ja, vi har plads."

(Anbringelseskonsu-

lent, Århus Kommune)

Derfor har den unge, der skal anbringes, begrænset mulighed

for at få indflydelse i valget af anbringelsessted:

"Der er rigtig mange rådgivere og børn og unge, der gerne

vil ud for at besøge institutionen først. Men nogle gange, så

er det jo 'tilbuddet', vi har. Vi skal passe på, vi ikke [præ-

senterer] det sådan, hvor den unge tænker: jeg har et valg

- når vi reelt som kommune har dét her tilbud, så bliver det

et pseudo-valg."

(Anbringelseskonsulent, Århus Kommune)

Det samme gør sig gældende med plejefamilier. En faglig ko-

ordinator peger på, at det er vanskeligt for kommunen at an-

sætte et tilstrækkeligt antal plejefamilier. Hun vurderer, at der

er nogle sager, hvor barnet er i målgruppen for at blive an-

bragt i en plejefamilie, men at det ikke lykkes, da der ikke er

nok plejefamilier til at imødekomme behovet eller plejefamili-

erne ikke er tilstrækkeligt kvalificerede.

En leder peger ligeledes på, at der er få plejefamilier i kommu-

nen og den nærmeste omegn. Man er derfor nødt til at anbrin-

ge børn i plejefamilier fordelt ud over hele Jylland og Fyn.

Inddragelse af den unge og den biologiske familie, og ikke

mindst processen om at forklare forløbet til familien, nævnes

som meget vigtig i forhold til at sikre familiens opbakning til

anbringelsen:

"Vi går i dialog og inddrager fx en rigtig dårligt stillet mor,

og får præsenteret tilbuddet grundigt. Vi tager måske mor

med ned for at se tilbuddet, og ikke den unge (… ) Jeg sy-

nes, det er der, vi får inddraget forældrene, og lægger vægt

på at opbygge noget tillid hos forældrene til vores faglige

kompetence, til at vurdere, hvad det rigtige sted er."

(An-

bringelseskonsulent, Århus Kommune)

Karakteren af forberedelsen afhænger af barnets behov

I interviewene beskriver medarbejdere fra de to kommuner, at

forberedelsen af et skift i anbringelsessted afhænger af det

enkelte barn og den konkrete situation. Der er derfor ikke en

fast model for, hvordan forberedelsen til et skift sker. Generelt

spiller barnets alder dog ind. Er der tale om yngre børn kan

forberedelsen fx være kortere end ved ældre børn:

"Det har at gøre med alder og modenhed. Generelt tænker

vi, at små børn har svært ved at overskue, at man skal

hjem om et halvt år, eller flytte om fire måneder. Der ville

vi nok være tilbøjelige til at gøre det inden for en kortere

periode.”

(Faglig koordinator, Odense kommune)

Samtidig er der ifølge den faglige koordinator flere led i forbe-

redelsen af ældre børn. De har behov for at være med i forlø-

bet og blive inddraget i beslutninger om, hvordan fx fritidsakti-

viteter og venner skal passes efter et skift:

”Abstraktionsniveauet betyder noget. Unge mennesker skal

inddrages og være med ude og se, og det kan de bedre [i

modsætning til små børn, der ikke i samme grad kan for-

holde sig til et skifte].”

(Faglig koordinator, Odense Kom-

mune)

I en anden kommune peger de på, at det kan være vigtigt at

holde sig for øje, om man har med et barn at gøre, som er re-

lativt velfungerende, eller et barn der har betydelige vanske-

ligheder. Det har indvirkning på barnets evne til at håndtere at

være inddraget i forberedelsen af et skift:

"Jeg tror, man skal se det i forhold til, hvad det er for en

ung, og hvordan deres situation ser ud (… ) Hvis man ser på

de allermest behandlingskrævende unge, hvor det handler

om, at vi skal vælge et sted, som vi mener, kan håndtere

de problemstillinger, der følger med. Der vælger vi ikke på

den måde, at vi sætter flere muligheder [anbringelsesste-

der] op, som man kan tage ud og vælge imellem, for det

tror vi ikke på, at de magter, de unge, når de er i den situa-

tion."

(Afdelingsleder i Ungerådgivningen, Århus Kommune)

Lang forberedelsestid er ikke nødvendigvis det bedste

for barnet

En anbringelseskonsulent vurderer, at forberedelsestiden ikke

nødvendigvis er afgørende for, om det lykkes at beholde bar-

net i det nye anbringelsessted. Det handler primært om, at

kommunen har tid nok til at kunne nå at træffe et velovervejet

valg omkring nyt anbringelsessted. De peger dog også på, at

mange børn og unge vil profitere af, at der er en eller anden

forberedelse i forbindelse med skiftet, så de kan nå at omstille

sig:

"Den lange forberedelse giver ikke nødvendigvis et bedre

forløb end den korte. Det kommer an på, om den unge lige

præcis matcher ind på nogle af de steder, vi kender. Men

det er klart, at forberedelse jo er godt, og forudsigelighed er

godt, særligt for vores [behandlingskrævende] unge. Men

det er ikke nødvendigvis det, der afgør, om vi undgår et nyt

skift eller sammenbrud.”

(Anbringelseskonsulent, Århus

Kommune)

I tråd hermed peger en faglig koordinator fra Odense kommu-

ne på, at en forberedelse kan være en hård belastning for bar-

net. Derfor er det vigtigt at forberedelsen, uanset barnets al-

der, ikke bliver for lang:

”Der er også den overvejelse, at når den unge får det her at

vide, der brister det skrøbelige forhold, de har til deres ple-

jeforældre, hvor der kan opstå en farlig situation. Så tænker

vi også, at det er i løbet af et par dage eller en uge, at skif-

tet skal effektueres. Der lytter vi meget til anbringelsesste-

det."

(Faglig koordinator, Odense Kommune)

Anbringelsesstedets rolle i forberedelse af barnet

En vigtig faktor i forberedelsen af barnet i forbindelse med et

skift er anbringelsesstedet. Her beskriver flere plejeforældre

behovet for at være klar i udmeldingen og samtidig skabe

tryghed for barnet om, at det er den rigtige beslutning.

En plejeforælder beskriver, hvordan det er vigtigt at gøre bar-

net trygt og tillidsfuldt, også i den situation, hvor anbringelsen

er midlertidig eller kortvarig:

”Ærlighed overfor barnet. [Vi] Fortæller dem [børnene] om,

hvad der skal ske, hvis de spørger. Det drejer sig om at

skabe det, de har behov for, trygge omgivelser i et rart mil-

jø, hvor der bliver taget hånd om det, de ikke kan finde ud

af. Man kører dem til ting og deltager i de ting, som deres

forældre ikke kan, fordi børnene er anbragt.”

(Plejeforæl-

der)

ÅRSAGER TIL, AT DER IKKE ER FORBEREDELSE

I de tilfælde, hvor der ikke sker en forberedelse, er det oftest

fordi, der er behov for et akut skift i anbringelsessted. Det kan

være, fordi barnet selv har valgt at forlade anbringelsesstedet,

eller fordi barnet har begået kriminalitet, og dermed skal an-

bringes på en sikret institution. Der er også tilfælde, hvor an-

bringelsesstedet, både plejefamilier og institutioner, ikke øn-

sker at fortsætte anbringelsen, og derfor bringer den akut til

ophør.

En afdelingsleder i Århus kommune beskriver et eksempel på

en situation, hvor kommunen er nødt til at handle med det

samme, hvorfor der ikke er en forberedelse af skiftet:

"Der er også uplanlagte skift, der foregår i løbet af samme

dag, hvor der sker et eller andet voldsomt på institutionen

eller et eller andet. Og der må vi agere hurtigt, og så er der

ikke noget planlægning i det. Der er det rigtig vigtigt, at der

er et godt kendskab mellem os som forvaltning og de

institutioner, vi bruger. Vi skal vide: hvad er det så, vi går

ud og vælger, og hvordan vi kan få lagt en hurtig plan

derefter."

(Afdelingsleder i Ungerådgivningen, Århus kom-

mune)

En kommune beskriver i forbindelse med deres besvarelse af

surveyen et tilfælde, hvor barnet ønskede at blive hjemgivet

med det samme uden forberedelse. En anden kommune be-

skriver et tilfælde, hvor forældrene trak samtykket til en frivil-

lig anbringelse, hvor der var ikke grundlag for at fortsætte an-

bringelsen som tvangsanbringelse. Barnet blev så påvirket af,

at forældrene havde bedt om hjemgivelse, at det blev vurderet

bedst for barnet at hjemgive det straks uden forberedelse. I

den sag blev der efterfølgende iværksat et forløb, hvor barnet

fik taget afsked med anbringelsesstedet.

Kommunerne beskriver i besvarelsen af surveyen og i inter-

viewene tilfælde, hvor plejefamilien akut opsiger kontrakten, fx

efter uenighed om aflønning eller på grund af trusler eller vold

fra det anbragte barn mod anbringelsesstedet. Der er også til-

fælde, hvor plejefamilien opsiger kontrakten øjeblikkeligt uden

nærmere forklaring.

Disse årsager til manglende forberedelse går igen i interviewe-

ne med de to kommuner, Århus og Odense, og blandt fortæl-

lingerne fra de plejeforældre, der har oplevet et uplanlagt skift

i anbringelsessted.

KAPITEL 5

Kontakt og samvær efter et

skift

Dette kapitel belyser kontakt og samvær mellem anbragte

børn og henholdsvis biologisk familie og øvrigt netværk, her-

under tidligere plejefamilier.

Variation i kommuners brug af regulering eller afbrydel-

se af samvær

Det fremgår af surveyen blandt landets kommuner, at omfan-

get af kommunernes afgørelser om regulering eller afbrydelse

af kontakt og samvær med biologisk familie eller netværk vari-

erer meget.

REGULERING ELLER AFBRYDELSE AF KONTAKT OG

SAMVÆR

Barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt med

de biologiske forældre og det øvrige netværk, herunder

tidligere anbringelsessteder, under anbringelse uden for

hjemmet, jf. servicelovens (SEL) § 71, stk. 1.

Det er kommunens ansvar, at sørge for, at forbindelsen

til familien holdes ved lige, så barnet eller den unge på

sigt har mulighed for at skabe eller bevare nære relatio-

ner til sin familie.

Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om regulering

af omfanget og formen på samværet efter servicelovens

(SEL) § 71, stk. 2. Det er kommunens børn og unge-

udvalg, der kan træffe afgørelse om at afbryde kontakt

og samvær efter servicelovens (SEL) § 71, stk. 3 eller

stk. 4:

§ 71, stk. 2 – Kommunen skal, hvis det er nødvendigt,

regulere omfanget og udøvelsen af kontakt og samvær

samt fastsætte vilkår for kontakt og samvær.

§ 71, stk. 3 – Børn og unge-udvalget kan, hvis det er

nødvendigt, træffe afgørelse om at samværet i en be-

stemt periode kun må foregå med en repræsentant fra

kommunen tilstede. Børn og unge-udvalget kan desuden

træffe afgørelse om at afbryde kontakt og samvær for en

bestemt periode.

§ 71, stk. 4 – Børn og unge-udvalget skal, hvis der er vi-

den eller formodning om, at personen, som barnet skal

have samvær med, har begået overgreb mod et barn,

træffe afgørelse om at afbryde kontakt og samvær i en

bestemt periode. Eller træffe afgørelse om, at samvær

kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant

fra kommunen.

Kommunen kan fx fastsætte, hvor mange timer, der skal være

kontakt, om der er tale om telefonopkald eller fysisk møde,

hvor mødet skal foregå, og hvem der skal være til stede.

22 af de 78 kommuner oplyser i deres besvarelse af surveyen,

at det ikke er muligt for dem at opgøre antallet af afgørelser

efter SEL § 71, stk. 2.

56 kommuner har angivet, at de kan opgøre eller foretage et

skøn over antallet af afgørelser efter SEL § 71, stk. 2.

De 56 kommuner har tilsammen truffet afgørelse efter § 71,

stk. 2, i 1742 sager. De fleste, svarende til 35 kommuner, har

truffet afgørelse i ti eller færre sager. Ti kommuner har truffet

afgørelse i mere end 50 sager. Se tabel 5.1.

Det fremgår af kommunernes bemærkninger til besvarelsen af

surveyen, at der er stor forskel på deres praksis i forhold til

regulering af kontakt og samvær. To kommuner oplyser, at de

træffer afgørelse om samvær efter SEL § 71, stk. 2, i alle an-

bringelsessager – bortset fra anbringelser på eget værelse. En

anden kommune angiver, at der ikke er praksis for at træffe

skriftlige afgørelser om dette, men at det bliver aftalt på op-

følgningsmøder.

Tabel 5.2 viser, hvor mange afgørelser efter SEL § 71, stk. 3

og stk. 4, der er truffet i kommunerne i 2017.

I de 59 kommuner, der kan opgøre eller foretage et skøn over

antallet af afgørelser efter SEL § 71, stk. 3, er der truffet afgø-

relse i 308 sager. 22 af kommunerne har truffet afgørelse efter

denne bestemmelse i fem eller færre sager i 2017.

Blandt de 68 kommuner, der kan opgøre eller foretage et skøn

over antallet af afgørelser efter SEL § 71, stk. 4, er der i alt

truffet afgørelse efter denne bestemmelse i 96 sager. Største-

delen af kommunerne har få sager og halvdelen af kommuner-

ne oplyser, at de i 2017 ikke har truffet afgørelse om afbrydel-

se af samvær, hvor afbrydelsen af samvær er begrundet i en

formodning om overgreb.

KONTAKT OG SAMVÆR MED BIOLOGISK FAMI-

LIE ER VIGTIGT FOR BARNET

De interviewede kommuner og plejefamilier giver alle udtryk

for, at kontakt til den biologiske familie er vigtigt og skal væg-

tes i det omfang, det er muligt. I hovedparten af de tilfælde,

kommuner og plejefamilier beskriver, er der også samvær med

den biologiske familie.

Samvær og kontakt, der ikke er reguleret

I sager, hvor kommunen ikke træffer afgørelse om reguleret

samvær med biologisk familie, kan det være op til samarbejdet

mellem plejefamilien og den biologiske familie selv at regulere

kontakten og samværet. Det kan være krævende for plejefa-

milien, men vægtes højt blandt kommuner og plejeforældre.

To af de interviewede plejeforældre har talt om en høj grad af

samvær med barnets biologiske familie, som er foregået på

plejeforældrenes eget initiativ. De har dog også overvejende

erfaringer med, at kontakten og samværet mellem plejebørn

og biologiske forældre, i en eller anden grad, er reguleret af

kommunen. I de sager, hvor kommunen har truffet afgørelse

om at regulere kontakt og samvær, er der således også et

stort arbejde med at få samvær og kontakt til at lykkes.

Plejeforældrene forklarer, at en stor del af deres arbejde hand-

ler om samarbejdet med barnets biologiske familie, og at det

er afgørende, at plejeforældre kan acceptere det vilkår. Det

kræver dog en høj grad af professionalisme fra plejeforældre-

ne:

”[Den biologiske familie] kom nærmest dagen efter. Det

skal man være åben overfor, og det, synes jeg, også er

meget hyggeligt. Det bliver jo vigtigt for børnene. Hvis man

kan blive ved med at arbejde sammen, er det jo ideelt for

børnene. X's mor lagde sig jo næsten til at sove på sofaen

nogle gange. Den anden ende af spektret er, hvor man afta-

ler, at de kommer klokken dét, og skal af sted klokken dét,

og så må vi holde det ud.”

(Plejeforælder)

Reguleret kontakt og samvær

En kommune fortæller, at samværet med biologisk familie altid

er reguleret, som enkelte kommuner også oplyser i surveyen.

Det skyldes, at kommunen vurderer, at det kan lægge et

unødvendigt pres på samarbejdet mellem parterne, hvis pleje-

forældrene oplever, at de skal træffe beslutninger om kontak-

ten mellem børnene og deres biologiske familie:

"Det er, fordi det ikke skal være noget, som plejefamilie og

biologisk familie skal have indbyrdes (… ) Det, som vi som

forvaltning kan tage ud af det samarbejde, tænker jeg, er

langt det bedste. Fordi så er rammerne klare. Det er ikke

plejefamilien, der siger, at nu må dit barn ikke komme hjem

på lørdag, det er der nogle andre, der har bestemt. Det skal

ikke ligge mellem dem. Det kan skabe for meget uro, og de

kan komme i en situation, som de ikke skal, fordi det jo ikke

er deres afgørelse som plejefamilie."

(Leder af Familieple-

jen, Århus Kommune)

I de sager, hvor kommunen træffer afgørelse om regulering af

samvær og kontakt med biologisk familie, oplever plejeforæl-

drene dog også, at det kan kræve en del arbejde at koordinere

og samarbejde med den biologiske familie.

CASE: OVERVÅGET SAMVÆR

Søskende på fire og ni år – en dreng og en pige - med

samme mor og forskellige fædre. Børnene er vokset op i

et miljø præget af et højt konflikt- og trusselsniveau. Et

hjem præget af normskred, hvor de voksne ikke har væ-

ret kontinuerligt tilgængelige, sjældent nærværende og

til tider alkoholmisbrugende. Der har været vanrøgt, tegn

på mistrivsel og seksuelle overgreb begået af far og en af

fars ældre sønner.

Drengen har overvåget samvær med sin mor en gang om

måneden i to timer men ingen kontakt til sin far, der hel-

ler ikke har del i forældremyndigheden. Pigen har over-

våget samvær med begge forældre en gang om måneden

i to timer.

Afbrydelse af kontakt og samvær med biologisk familie

I surveyen, sagsgennemgangen og interviewene er der ikke

beskrevet mange eksempler på, at samværet med den biologi-

ske familie er afbrudt. Undersøgelsen viser dog, at afbrydelse

af kontakt og samvær med den biologiske familie kan skyldes

skadelig indflydelse fra biologisk familie eller samarbejdsvan-

skeligheder mellem plejefamilie og biologisk familie. Afbrydel-

sen kan derfor være et redskab, der anvendes til at give ro til

barnet.

CASE: AFBRUDT KONTAKT GIVER RO

En pige på 11 år havde været anbragt i netværkspleje i

flere år. Barnet giver udtryk for, at hun gerne vil flytte,

og helst med det samme, da hun er bange for konse-

kvenserne af, at hun har bedt om at blive flyttet. Net-

værksplejefamilien havde ikke formået at skærme barnet

mod morens massive pres.

Pigen blev akut anbragt i en plejefamilie. Der blev deref-

ter truffet afgørelse om, at hun alene skulle have over-

våget samvær med moren, mens telefon og sms-kontakt

var afbrudt for at skærme barnet mod morens indflydel-

se.

Der kan også være tale om, at de biologiske forældre selv fra-

vælger kontakten til deres børn, mens de er anbragt. En pleje-

forælder beskriver en situation med tidligere plejebørn og de-

res biologiske forældre:

”Forældrene vil slet ikke have kontakt. De ser sig selv som

ofre. Det giver ro til børnene, men samtidig er det meget

synd for dem.”

(Plejeforælder)

En kommune beskriver i deres besvarelse af surveyen, at det

ofte vil være i tvangssager, at samvær og kontakt mellem bar-

net og den biologiske familie ikke finder sted.

SAMVÆR OG KONTAKT MED TIDLIGERE AN-

BRINGELSESSTED

Interviewene med kommuner og plejeforældre viser, at der

generelt er få tilfælde, hvor kommunen har truffet afgørelse

om regulering af barnets samvær og kontakt til det øvrige net-

værk, herunder tidligere anbringelsessteder, efter skift i an-

bringelsessted eller hjemgivelse. En faglig koordinator fortæl-

ler:

"Jeg har svært ved at forestille mig, at vi direkte ville træffe

afgørelse om [regulering af samvær med tidligere plejefami-

lie]. Det skulle være, hvis der havde været vold eller noget

tilsvarende. Hvis plejefamilien bad om aflastning, så ville vi

vurdere i forhold til det nye sted, som barnet skal til. Så vil

vi måske give afslag og sige, at hvis der skal være kontakt,

så skal det være på jeres eget initiativ."

(Faglig koordinator,

Odense Kommune)

Kommunerne kan dog opfordre til, at den tidligere plejefamilie

holder kontakten til barnet efter skift i anbringelsessted eller

hjemgivelse:

"(… ) vi kan ikke sige til plejefamilierne, at vi forventer det,

men vi kan i hvert fald sige, at vi gerne ser, at de bevarer

en relation. Og vi håber på, at plejeforholdet udvikler sig, så

de også har lyst til at bevare en relation, efter anbringelsen

er ophørt."

(Leder af Familieplejen, Århus Kommune)

Flere af de interviewede plejeforældre fortæller, at de har op-

levet, at kommunen opfordrer plejefamilien til at bevare kon-

takten efter anbringelsen.

En faglig koordinator har erfaringer med, at det er afgørende

for barnets efterfølgende samvær og kontakt med tidligere ple-

jefamilier, at barnet er blevet flyttet fra plejefamilien hurtigt

efter, at afgørelsen om flytning er truffet. Hun har oplevet, at

relationen kan blive belastet, hvis der går for lang tid:

"Det, der er vigtigt i de tilfælde, hvor det lykkes, er, at vi

har flyttet dem i tide. For der er også de tilfælde, hvor man

har trukket den for længe, og så er det blevet noget juks.

Og så er der sket for mange svigt og konflikter, som bela-

ster relationen til plejeforældre."

(Faglig koordinator, Oden-

se Kommune)

Ifølge en plejeforælder er det en forudsætning for den fortsatte

kontakt, at plejefamilien udviser lyst til kontakten og formår at

indrette sig efter barnets behov:

"Med X, som vi har nu, der prøvede vi at kontakte den tidli-

gere plejefamilie to til tre gange, men det gik ikke. Med Y,

der har opholdsstedet jo kunne fornemme, at vi også gerne

vil det, og så har hun fået lov at komme på besøg. Nogle

gange har hun overnattet og har snakket om, at hun vil

med på ferier. Der er det med at holde det nede i leje, hvor

den gode relation ikke bliver ødelagt."

(Plejeforælder)

Kommunerne forklarer desuden, at de gør brug af muligheden

for, at tidligere plejefamilier bliver aflastning for den nye pleje-

familie, for på den måde at understøtte kontakten mellem bar-

net og det tidligere anbringelsessted:

"I tilfælde, hvor det er et barn med mange særlige behov,

og hvor man skal være meget på, der vil det give god me-

ning at give den nye plejefamilie lidt luft og etablere noget

aflastning."

(Faglig koordinator, Odense Kommune)

På den måde kan den tidligere plejefamilie være med til at fo-

rebygge endnu et skift, ved at aflaste den nye plejefamilie.

Ingen kontakt mellem plejefamilie og barn efter skift i

anbringelse

Afbrydelse af kontakt og samvær mellem plejefamilie og barn

ved skift i anbringelsessted kan enten ske efter beslutning af

kommunen, plejefamilien eller barnet.

Det er sjældent, at kommunerne træffer afgørelser om regule-

ring eller afbrydelse af kontakt og samvær med den tidligere

plejefamilie. En faglig koordinator beskriver, at det vil kunne

komme på tale, hvis der var tale om en relation, der kunne

skade barnets udvikling:

"Jeg kan forestille mig situationer, hvor vi vurderer, at

relationen til plejefamilien vil skade barnets udvikling. Hvis

det er blevet destruktivt. Jeg kan forestille mig en situation,

hvor vi ville tænke det [at kontakten skulle afbrydes] i

kampens hede, for at beskytte barnet og give det mulighed

for at danne relation til nogen andre i ro (… ) Med tilbageblik

ville det nok være bedst i ni ud af ti tilfælde, at der var en

kontakt, fordi de jo har haft dem som primære

omsorgspersoner, ligesom vi vil gøre alt, vi kan, for at

arbejde på kontakten til forældrene."

(Faglig koordinator,

Odense Kommune)

Hun pointerer også, at kommunen oftest vurderer, at det er

hensigtsmæssigt, at barnet bevarer en kontakt til den tidligere

plejefamilie grundet den tilknytning, der er. Selv i tilfælde,

hvor der har været konflikter.

I en anden kommune, hvor medarbejderne også kun har kend-

skab til meget få sager, hvor der er truffet afgørelse om at af-

bryde plejefamiliens kontakt til barnet, fortæller en afdelings-

leder, at det kan ske i sager, hvor den tidligere plejefamilie ik-

ke længere kan samarbejde om, hvad der er bedst for barnet:

”Det handler om, hvilken rolle de har, og om de voksne bli-

ver ved med at være enige i forhold til den unge. Der har

været plejefamilier med et stort engagement, hvor de alli-

gevel ikke har været i stand til at løfte opgaven, og hvor

man så flyttede barnet.”

(Afdelingsleder i Ungerådgivnin-

gen, Århus Kommune)

I andre tilfælde er der tale om, at det er plejefamilien, der

vælger at afbryde kontakten til barnet i forbindelse med skiftet

i anbringelsessted.

En kommune beskriver et eksempel på, at det kan skyldes

konflikter mellem plejefamilien og barnet. Plejefamilien kan ik-

ke rumme konflikten med barnet og opgiver al nuværende og

fremtidig kontakt til barnet:

"Clean cut kan skyldes voldsomme konflikter (… ) Der var fx

en pige, der udreagerede meget verbalt og var meget

sårende over for plejemoren. Det gjorde, at da plejemoren

nåede dertil, at hun ikke kunne have det mere, så skulle vi

hente pigen inden for 14 dage. Der prøvede jeg at spørge,

om vi ikke skulle få en god flytning og noget kontakt, men

der var bare lukket. Det kunne hun ikke have, fordi de

begge var blevet billedet på et kæmpe svigt og knuste

drømme."

(Faglig koordinator, Odense Kommune)

I samme interview forklarer medarbejderen, at konflikterne,

der resulterer i et brud i kontakt mellem plejefamilie og barn,

kan skyldes, at plejefamilien ikke er blevet tilstrækkeligt støt-

tet af kommunen undervejs i forløbet:

"Det kan være plejeforældre, der ikke føler sig hørt og

støttet nok, og det kan være, de ikke har fået det vederlag,

de skulle have, og at de ikke har fået den supervision, de

skulle have. Så bliver det et clean cut. Det kan være

plejeforældre, der har haft deres børn, siden de var nul år

eller op til et år, som kommer og afleverer børnene. Det

skyldes for eksempel voldsomme konflikter mellem det

anbragte barn og plejefamilien."

(Faglig koordinator, Oden-

se Kommune)

Det kan opleves som utrygt og forvirrende for barnet, at den

tidligere plejefamilie ikke ønsker kontakten. En plejeforælder

fortæller om at modtage et barn, hvor den tidligere plejefami-

lie ikke ville have kontakt:

"Det har været godt for hende med det skift, men lige i

starten, der var det jo det [hendes tidligere plejefamilie],

hun var tryg ved, og det hun kendte. I dag kan hun godt se

det i et andet lys, og at det var lidt institutionsagtigt."

(Ple-

jeforælder)

Udvidet samvær kan belaste relationen

Undersøgelsen viser, at længere sammenhængende samvær

med biologisk familie eller tidligere plejefamilie kan være

svært for barnet og forældrene at håndtere, hvis de er vant til

andre rammer.

En faglig koordinator beskriver en sag, hvor både den biologi-

ske mor og barnet indså, at det var problematisk at have mere

samvær, end de var vant til:

"Jeg har haft en sag om en pige, der havde været i en

plejefamilie i en del år, med en [biologisk] mor, der tog

stoffer, men nu var clean. Pigen var glad for sin

plejefamilie, men havde altid snakket om, at hun så gerne

ville hjem til sin mor (… ) Der udvidede vi samværet og

lavede en børnefaglig undersøgelse. I løbet af den proces, vi

var igennem, erkendte moren, at det kunne hun ikke - hun

kunne ikke give barnet nok i forhold til, hvad hun syntes,

hendes barn fortjente. Det gav lidt ro på, og det blev en god

proces. Pigen kunne også se, at hun ikke fik lavet lektier de

dage, hvor hun var hos moren, og at hun kom for sent i

skole. Veninderne kunne pigen heller ikke lige tage hjem,

når hun var hos moren."

(Faglig koordinator, Odense Kom-

mune)

En plejeforælder fortæller om en ferie, hvor barnet var længe-

re tid sammen med den biologiske far end det normale sam-

vær, hvilket blev svært for faren at håndtere:

”X er hos sin far hveranden weekend og ringer til ham en til

to gange om ugen. X var hjemme hos ham en uge i

sommerferien - det er for lang tid. Der når det så at gå helt

galt. Så ringer faren til min kone for at få hjælp til at tackle

situationen. Der har også været, hvor de er nødt til at hente

X før tid. Når faren har problemer, så ringer han.

Samarbejdet med faren er fremragende.”

(Plejeforælder)

En anden plejeforælder beskriver, at de får en anden relation

og rolle i forhold til plejebørnene, når de er flyttet til et andet

anbringelsessted eller er blevet hjemgivet. I det konkrete til-

fælde stiller den tidligere plejefamilie færre krav til barnet, for-

di de ikke længere har den samme funktion overfor barnet:

”Den kontakt, vi har i dag, ville jo falde fuldstændig til

jorden [hvis hun flyttede tilbage], vi stiller jo ikke nogen

krav til hende som sådan, og det er jo det, hun synes er

dejligt. Det ville vi jo skulle gøre, hvis hun boede hos os.”

(Plejeforælder)

Kontakten er på barnets initiativ

Kontakten til tidligere plejefamilie sker, ifølge plejeforældrene,

som regel på barnets initiativ. En plejeforælder beskriver deres

overvejelser om kontakt til tidligere plejebørn:

”Når man har de der teenagebørn, måske nogle som er 16-

17 år, er det lidt op til dem, om de vil have kontakt. Vi skal

jo ikke ringe. De skal komme til os. Gør de det, så er de rig-

tig, rigtig hjerteligt velkommen, men det er ikke os, der i

udgangspunktet starter op med at lave en kontakt. Vi snak-

ker om det, mens de bor her: At man altid er velkommen

og man kan ringe og komme forbi, men det er op til den

enkelte.”

(Plejeforælder)

En plejeforælder fortæller også, at det kan være problematisk

selv at tage kontakt til barnet eller familiemedlemmer, man

havde en god kontakt til, fordi det kan sætte barnet eller bar-

nets familiemedlemmer i en vanskelig situation. Biologiske

forældre eller andre familiemedlemmer kan føle sig stødt eller

”tænke, at vi går bag om ryggen på dem. Det bliver noget

værre rod. De må komme til os.”

(Plejeforælder)

Der kan også være tale om, at barnets behov for kontakt afta-

ger med tiden. Hvor der er et særligt behov for kontakten i

forbindelse med overgangen, kan det behov efterhånden blive

mindre i takt med, at barnet finder sig til rette i det nye an-

bringelsessted:

"Det første år, der kørte vi ned til de pædagoger, der havde

haft med X at gøre. Men man når et punkt, hvor man kan

mærke, at de ikke har brug for det mere."

(Plejeforælder)

Kontakt og samvær med plejefamilie efter hjemgivelse

Kontakt mellem barn og plejefamilie efter hjemgivelse er be-

tinget af, at de biologiske forældre vil tillade det. Kontakten

kan blive brudt, hvis der har været dårligt samarbejde mellem

plejefamilie og biologiske forældre under anbringelsen, eller de

biologiske forældre af andre årsager ikke ønsker, at barnet har

kontakt til den tidligere plejefamilie.

En plejeforælder vurderer fx, at de vil miste kontakten til et

nuværende plejebarn, den dag vedkommende flytter hjem,

fordi forældrene ikke ønsker, at der skal være kontakt mellem

plejefamilien og barnet.

En anden plejeforælder fortæller om hendes oplevelse med at

hjemgive et barn, hvor de mistede kontakten:

"Jeg var bekymret dengang, hvor X rejste fra os, hjem til

sin far, og hvor vi ikke kunne få kontakt, fordi faren lige

pludselig viste sig at være meget negativ over for os. Der

kunne man måske have gjort noget mere, end vi gjorde."

(Plejeforælder)

Plejeforælderen peger på, at de risikerer at sætte barnet i et

dilemma, hvis de biologiske forældre ikke ønsker kontakten:

"Det er svært, fordi hun er hjemgivet til ham [faren], og

han skal give grønt lys for kontakt, for ellers sætter du hen-

de i et dilemma."

(Plejeforælder)

Blandt de interviewede plejeforældre er der mange eksempler

på, at de fortsat har kontakt med tidligere plejebørn:

”Vi har familiekomsammen cirka en gang om måneden. Der

kommer de alle sammen på nær de to børn, der var i en

akut anbringelse.”

(Plejeforælder)

Plejeforælderen fortæller, at de også fortsat har kontakt med

et af de børn, der var akutanbragt, mens et andet plejebarn

fortsat kommer og holder jul.

En faglig koordinator oplever omvendt, at der ofte ikke er kon-

takt mellem barn og plejefamilie efter hjemgivelse:

"Typisk oplever vi, at de unge - ved afsluttet anbringelse -

flytter tilbage til deres biologiske forældre, uden kontakt til

plejefamilien. Det biologiske ophav er bare super vigtigt.”

(Faglig koordinator, Odense Kommune)

KAPITEL 6

Hjemgivelse af børn og unge

Dette kapitel gennemgår temaer relateret til hjemgivelse, her-

under årsager til sager, hvor hjemgivelse sker straks efter en

afgørelse er truffet, og årsager til sager, hvor hjemgivelse

iværksættes inden for en uge.

AFGØRELSE OM HJEMGIVELSE

Det fremgår af servicelovens (SEL) § 68, stk. 2, at et an-

bragt barn eller en anbragt ung først kan hjemgives, ef-

ter kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om hjem-

givelse og om hjemgivelsesperiodens længde, jf. stk. 4. I

særlige tilfælde kan kommunen beslutte, at der ikke skal

være en hjemgivelsesperiode.

Servicelovens (SEL) § 68, stk. 3, siger endvidere, at i til-

fælde, hvor forældremyndighedsindehaveren anmoder

om at få hjemgivet et barn eller en ung, der er anbragt

med samtykke efter § 52, stk. 1, skal kommunalbestyrel-

sen tage stilling til spørgsmålet om hjemgivelse senest

syv dage fra anmodningen fremsættes. Det samme gæl-

der, hvis en ung over 15 år, der er anbragt med samtyk-

ke efter § 52, stk. 1, anmoder om at blive hjemgivet.

Få tilfælde af hjemgivelser uden forberedelse

Vi bad kommunerne om at angive, om de registrerer eller kan

skønne antallet af afgørelser om hjemgivelse, hvor hjemgivel-

sen sker straks eller inden for en uge efter afgørelsen er truf-

fet.

Baseret på kommunerne svar i surveyen er det ikke muligt at

opgøre et samlet overblik over afgørelser om hjemgivelser,

hvor hjemgivelsen er sket straks eller hurtigt efter afgørelsen.

Det skyldes, at de fleste kommuner angiver, at de ikke sær-

skilt registrerer antallet af afgørelser om hurtige hjemgivelser.

Desuden er kommunernes præmisser for at besvare spørgs-

målet så forskellige, at oplysningerne fra de kommuner, der

har angivet et antal, ikke er sammenlignelige. Nogle kommu-

ner har fx angivet alle afgørelser om hjemgivelser, mens andre

kommuner har angivet, at de har truffet flere afgørelser om

hjemgivelser i hver enkelt sag. Derfor afspejler antallet af af-

gørelser ikke det faktiske antal hjemgivelser, der er sket hur-

tigt efter afgørelsen.

Generelt viser svarene fra kommunerne i surveyen, at kom-

munerne kun har få eksempler på afgørelser, hvor der ikke er

sket en forberedelse før en hjemgivelse. I nogle tilfælde sker

forberedelsen, før afgørelsen træffes, som et led i overvejelsen

om, hvorvidt en hjemgivelse er mulig. Det samme billede teg-

ner sig i interviewene. Ifølge en faglig koordinater bruger

kommunen generelt muligheden for at fastsætte en hjemgivel-

sesperiode på op til seks måneder i de sager, hvor det er mu-

ligt. Ligeledes beskriver en anbringelseskonsulent, at kommu-

nen altid forsøger at have en god forberedelse forud for hjem-

givelsen af hensyn til barnet.

Som nævnt har kommunerne beskrevet et mindre antal tilfæl-

de, hvor kommunen har truffet afgørelse om hjemgivelse uden

forberedelse. I alle de beskrevne tilfælde gælder det, at hjem-

givelsen sker hurtigt, fordi det vurderes, at det er bedst for

barnet.

Hurtig hjemgivelse sker af hensyn til barnet

En af årsagerne til, at en hjemgivelse sker hurtigt, kan være

konflikter. To plejeforældre har givet eksempler på situationer,

hvor en afgørelse om hjemgivelse bliver iværksat hurtigt.

I det ene tilfælde var årsagen til afgørelsen, at der blev indgi-

vet en politianmeldelse. Plejeforælderen fortalte:

”Vi har haft en meget svær anbringelse, som endte meget

pludseligt med en politianmeldelse, hvor vi i sagens natur

faktisk får taget vores plejetilladelse i samme øjeblik, der

bliver indgivet en anmeldelse.”

(Plejeforælder)

Anklagen er senere frafaldet, og plejefamilien har fortsat pleje-

tilladelse i dag med flere plejebørn boende hos sig.

I det andet tilfælde, hvor en hjemgivelse straks er trådt i kraft,

var baggrunden ligeledes konflikter i mellem barnet og pleje-

familien:

”Vi fik en ung knægt (… ) Og ham havde vi i et lille års tid,

og så [begik barnet en mindre kriminel handling]. Og vi op-

dagede det (… ) Vi ringede til vores kurator og havde en

snak med ham alle fire. Denne her dreng følte virkelig ikke,

det var behageligt at blive konfronteret med det, han havde

gjort, så han ringede hjem til mor og sladrede. Så med det

resultat – og jeg tror, det var dagen efter – der stillede en

fra kommunen og moren, og så havde de sådan set en plan

om, at drengen skulle med hjem, nu. Det kom han så og-

så.”

(Plejeforælder)

En hurtig hjemgivelse sker altså ofte i de sager, hvor hjemgi-

velsen bunder i en konflikt, og hvor det vurderes bedst for

barnet, at hjemgivelsen sker hurtigt.

Oftest er der forberedelse før en hjemgivelse

Størstedelen af de kommuner, der har deltaget i surveyen, har

angivet, at de ikke oplever sager, hvor hjemgivelse iværksæt-

tes inden for en uge, og hvor der derfor ikke er tid til forbere-

delse. Enkelte kommuner har angivet, at de har oplevet denne

type af hjemgivelser og har påpeget en række grunde til, at

der ikke sker forberedelse.

En hyppig forklaring blandt kommunerne, der har besvaret

surveyen, er desuden, at den unge har rømmet anbringelses-

stedet. En anden kommune fortæller:

”Vi har hjemgivelser, hvor der ingen forberedelse er, typisk

hvor en ung har forladt sit anbringelsessted og ikke vil til-

bage.”

Endelig beskriver kommunerne i besvarelsen af surveyen, at

manglende forberedelse ved hjemgivelse kan være af hensyn

til barnet og bero på en vurdering af den konkrete sag:

”Ved hjemgivelse laves hjemgivelsesplan. Vi har i 2017 haft

én hjemgivelse, der skete uden forberedelse af hensyn til

barnet, da plejefamilien ikke ville acceptere hjemgivelsen.”

Et andet eksempel på, at manglende forberedelse kan være af

hensyn til barnet, er et tilfælde, hvor kommunen fortæller, at

barnet ikke ønskede en forberedelse før hjemgivelse.

HJEMGIVELSESPERIODE

Af servicelovens (SEL) § 68, stk. 4, fremgår det, at

kommunalstyrelsen skal fastsætte længden af en hjem-

givelsesperiode. En hjemgivelsesperiode kan vare op til

seks måneder, og længden fastsættes under hensyn til:

1) Muligheden for at sikre en skånsom og planlagt

hjemgivelse for barnet eller den unge,

2) Forberedelse af eventuel støtte til barnet eller den

unge eller forældrene efter hjemgivelse, og

3) Kommunens mulighed for at foretage en vurde-

ring af, om der er grundlag for at træffe afgørelse

om fortsat anbringelse uden samtykke i situatio-

ner, hvor forældrene har tilbagekaldt et samtykke

til frivillig anbringelse.

Kommuners overvejelser ved hjemgivelse

Hjemgivelse sker i en løbende proces fra det øjeblik, et barn

eller ung bliver anbragt:

"Vi prøver faktisk at sige, at første dag i din anbringelse er

første dag i din hjemgivelse. Man er meget opmærksom på

ikke at lade sagen gå i dvale, at man ikke bliver livstidsan-

bragt eller anbragt på ubestemt tid, uden at der er en plan."

(Anbringelseskonsulent, Århus Kommune)

Overordnet er anbringelsesstedet i tæt dialog med barnet, og

særligt de biologiske forældre, under hjemgivelsesforløbet. Der

tilbydes vejledning og støtte for, at hjemgivelsen kan lykkes:

"At planlægge en sikker hjemgivelse. Det er i forhold til, at

vi skal bruge tre måneder, før vi kan få styr på skole og

støtte i hjemmet og alt sådan nogle ting. Men de fleste gan-

ge, der er det altså i dialog med barnet/den unge og i høj

grad forældrene omkring: vil du gerne have din søn/din dat-

ter hjem? Hvordan? Hvad skal der til for det? Og hvad skal

der ændres hjemme ved jer, før det kan lade sig gøre?"

(Afdelingsleder i Ungerådgivningen, Århus Kommune)

I forbindelse med mindre børn tager hjemgivelsen længere tid,

hvis overgangen er fra en institution til hjemmet:

”Med mindre børn kan der være en langvarig hjemgivelse

med en overgang fra institution, hvor institutionen giver

guiding til forældrene omkring en hjemgivelse, og hvordan

den skal håndteres.” (Anbringelseskonsulent,

Århus Kom-

mune)

En afgørelse om hjemgivelse træffes ikke øjeblikkeligt, men

inden for en afgrænset periode, der giver kommunen mulighed

for at undersøge, om hjemgivelsen bør realiseres. Det sker

ved, at man gradvist udvider samværet mellem barnet og fa-

milien:

"Vi er undersøgende op til, hvis vi tænker, det er den vej,

det går. Så begynder vi stille og roligt at udvide samværet i

ferier og weekender osv. Og så ligesom ser, hvad det er,

hvordan det går, og så træffer vi så en afgørelse om, at vi

forventer hjemgivelse fra en eller anden dato af.”

(Anbrin-

gelseskonsulent, Århus kommune)

Kommunerne fokuserer også særligt på, at barnet kan fortsæt-

te en uddannelse efter hjemgivelsen, hvilket en anbringelses-

konsulent belyser:

”Og så gør vi meget ud af specielt det der med uddannel-

sesplan. Det værste, der kan ske ved en hjemgivelse, som

er planlagt, det er, at barnet eller den unge kommer hjem,

og at der så ikke er skole og en hverdag, som står klar."

(Anbringelseskonsulent, Århus kommune)

Det gælder ligeledes, hvis der er omstændigheder, der kræver,

at barnet skal foretage skoleskift i perioden for hjemgivelsen:

"Man koordinerer lidt, hvis for eksempel der skal ske et sko-

leskift, at det ikke sker samtidig med skiftet hjem, at man

lige får det ene til at falde på plads.”

(Anbringelseskonsu-

lent, Århus kommune)

Desuden foretages en generel undersøgelse og vurdering af

den biologiske familie for at sikre, at de kan evne at modtage

barnet:

”Vi skal hele tiden være skarpe på: hvad er det så, der er

den rette indsats? og hvornår er det, vi skal begynde at ta-

ge dem hjem igen? Og så er det jo ikke sådan, at man skal

hjem til ingenting. Det kan jo godt være en ganske omfat-

tende familiebehandling eller kontaktpersonindsats eller en

samlet pakke, så behandlingsforløbet fortsætter i hjemmet.

Det synes jeg faktisk på den store klinge, at vi har bedre er-

faringer med, end det der med, at vi fastholder en meget

intensiv institution, indtil alle problemer er løst."

(Anbringel-

seskonsulent, Århus kommune)

Forberedelse er også en mulighed for afprøvning

I mange tilfælde vil hjemgivelser indebære en overgangsperio-

de, der gradvist forbereder barnet og forældrene. Formålet

med dette er at følge op på, om barnet kan trives og passes

ordenligt i hjemmet af sine biologiske forældre. I denne proces

kan kommunen vurdere, om hjemgivelse reelt er det bedste

for barnet. En faglig koordinator fra Odense kommune fortæl-

ler:

”Det [en overgangsperiode] vil man mange gange have –

især der, hvor samarbejdet stadig er godt. Også der, hvor

samarbejdet ikke er godt, men der vil man udvide samvæ-

ret og sige, at vi har brug for at se, hvordan det er i hver-

dagene: kan du få ham af sted og i skole? En ting er at

snakke om det, men en anden ting er at gøre det.”

(Faglig

koordinator, Odense kommune)

På den måde er forberedelsen af hjemgivelsen også en mulig-

hed for at overveje, om hjemgivelse er det bedste for barnet.

Det kan være hårdt for plejeforældrene at stå i denne situati-

on. Ifølge de interviewede plejeforældre og kommunale med-

arbejdere er kontakt og samarbejde vigtigt af hensyn til bør-

nene i forbindelse med overgangsperioden ved hjemgivelse.

Her er det vigtigt, at plejeforældre både kan opretholde pro-

fessionel distance fra deres følelser som plejeforældre, og

samtidig udvise støtte som omsorgspersoner.

BILAG 1

Metode

I dette bilag beskriver vi de metoder, vi har anvendt i under-

søgelsen. Det drejer sig om en kvalitativ gennemgang af 45

sager, en survey blandt landets kommuner, interview med to

kommuner og med tre plejeforældre.

Undersøgelsen har til formål at belyse kontinuitet i anbringel-

sen af børn og unge. Undersøgelsen skal besvare følgende ho-

vedspørgsmål:

•

Årsager til ændring i anbringelsessted og hjemgivelse

Omfanget og reguleringen af kontakt og samvær med den

biologiske familie under anbringelsen

Omfanget og reguleringen af kontakt og samvær med tidlige-

re plejefamilier efter skift i anbringelsessted eller hjemgivelse

I undersøgelsen ses både på anbringelser med og uden sam-

tykke.

SAGSGENNEMGANG

Vi har gennemgået 45 klagesager om ændring af anbringelses-

sted. Der er tale om samtlige sager, der er behandlet i Anke-

styrelsen i 2017, på dette område.

Formålet med sagsgennemgangen var at belyse variationen af

årsager til, at der sker et skift i anbringelsessted og eventuelle

andre mønstre i sagerne.

De sager, vi har gennemgået, er sager, hvor forældremyndig-

hedsindehaver og/eller barn eller ung, der er fyldt 12 år, ikke

har givet samtykke til, at anbringelsesstedet ændres, og hvor

børn og unge-udvalgets afgørelse er påklaget til Ankestyrel-

sen.

Sagsgennemgangen er baseret på ekstrakter, som er et referat

af sagen, samt afgørelserne i sagen. For hver sag er der ud-

fyldt et analyseskema med relevante oplysninger og et kort re-

sumé af sagen. Vi har ikke i forbindelse med denne sagsgen-

nemgang foretaget en juridisk vurdering af kommunernes af-

gørelser.

På baggrund af gennemgangen er der beskrevet en række ca-

ses. De afspejler variationen i årsager til skift i anbringelses-

sted og andre relevante forhold i sagerne. Casene indgår som

eksempler, der illustrerer analysepointer løbende i rapporten.

SURVEY

Undersøgelsen består desuden af en survey blandt landets

kommuner. Formålet med surveyen var at belyse:

•

Omfanget af straks-iværksættelser af afgørelser om ændring

af anbringelsessted eller hjemgivelse

Omfanget af hurtige iværksættelser af afgørelser om æn-

dring af anbringelsessted eller hjemgivelse

Årsager til skift i anbringelsessted og til hjemgivelse

Regulering og afbrydelse af samvær og kontakt med biolo-

gisk familie og øvrigt netværk

Surveyen blev sendt til alle landets kommuner i januar 2018

med svarfrist i starten af februar. Vi har efterfølgende sendt

rykkere ud til de kommuner, hvis besvarelser vi ikke havde

modtaget.

Efter dialog med kommunerne blev vi opmærksomme på et

fortolkningsproblem i et spørgsmål i surveyen. I et spørgsmål,

hvor vi beder kommunerne om at angive, hvorvidt der typisk

er en forberedelse af barnet/netværket, før der bliver truffet

afgørelse, havde vi ikke givet kommunerne mulighed for at

angive, at de ikke kan svare på spørgsmålet. Vi valgte derfor

at rette det pågældende spørgsmål, så der kom en mulighed

for at svare ’andet’ med tilhørende kommentarfelt. Samtlige

kommuner, der på tidspunktet, hvor problemet blev opdaget,

havde gennemført surveyen, blev kontaktet via e-mail, hvor de

blev gjort opmærksomme på problemet og har fået mulighed

for at gå ind og revidere deres besvarelse.

I alt modtog vi besvarelser fra 78 ud af landets 98 kommuner,

hvilket svarer til en svarprocent på 80. Enkelte kommuner, ud

over de 78, har påbegyndt besvarelsen af surveyen men har

ikke gennemført, hvorfor de ikke indgår i afrapporteringen.

Forbehold ved opgørelsen af omfanget af sager

En betydelig del af kommunernes opgørelser af omfanget af

sager er baseret på et skøn. Det skyldes, at kommunernes

sagsbehandlingssystemer ikke understøtter, at de kan trække

oplysninger om straks iværksættelse, iværksættelse indenfor

en uge og skift fra en plejefamilie til en anden. Det er også år-

sagen til, at nogle kommuner har oplyst, at de hverken kan

opgøre omfanget eller har mulighed for at foretage et skøn.

Det betyder, at der ikke er tale om en faktuel opgørelse over

omfanget af sager.

INTERVIEW MED KOMMUNER

Vi har interviewet medarbejdere i to kommuner, Århus Kom-

mune og Odense Kommune. Kommunerne er udvalgt på bag-

grund af omfanget af anbragte børn i kommunerne i 2016, jf.

Anbringelsesstatistikken fra Danmarks Statistik for 2016.

Et stort erfaringsgrundlag øger sandsynligheden for, at de er-

faringer, de to kommuner beskriver, kan genfindes i andre

kommuner. Det betyder dog ikke, at resultaterne er repræsen-

tative. Det vil aldrig kunne garanteres med en mindre kvalita-

tiv afdækning som denne.

Formålet med interviewene var at få nuanceret og kvalificeret

årsager til skift i anbringelse og hjemgivelse og regulering af

kontakt og samvær.

I Odense Kommune interviewede vi en faglig koordinator og i

Århus Kommune interviewede vi anbringelseskonsulenter, en

afdelingsleder i Ungerådgivningen og en leder af Familieplejen.

Vi bad vores kontaktpersoner i kommunerne om at udvælge de

interviewpersoner, de mente, havde mest viden om området.

Interviewene varede omkring halvanden time og handlede om

følgende temaer:

•

Skift i anbringelsessted

Hjemgivelse

Straks/hurtig iværksættelse af afgørelser om skift i anbrin-

gelsessted og hjemgivelse

Forebyggelse af skift i anbringelsessted

Kontakt og samvær med tidligere anbringelsessted

Kontakt og samvær med biologisk familie

Interviewene blev optaget på diktafon og efterfølgende trans-

skriberet og kodet i databehandlingsprogrammet Nvivo.

INTERVIEW MED PLEJEFORÆLDRE

Vi har interviewet tre plejeforældre, fordelt på et enkeltinter-

view og et gruppeinterview. Plejeforældrene har alle flere års

erfaring som plejefamilier og har alle haft flere plejebørn i ple-

je.

Formålet med interviewene var at få belyst plejefamiliernes er-

faringer med skift i anbringelsessted og hjemgivelser samt

kontakt til tidligere plejebørn.

Kontakten til plejeforældrene blev formidlet af en kommunal-

medarbejder. Vi sendte en invitation til medarbejderen, hvor

baggrundet for undersøgelsen og formålet med interviewene

var beskrevet. Derefter sendte medarbejderen den ud til en

række plejefamilier, som blev bedt om at oplyse, om de var in-

teresserede i at deltage. Medarbejderen fra kommunen var i et

tilfælde med til at arrangere interviewet og i et andet tilfælde

foregik kommunikationen direkte mellem os og plejeforældre-

ne.

Interviewene varede omkring halvanden time og handlede om

følgende temaer:

•

Skift i anbringelsessted

Hjemgivelse

Forebyggelse af skift i anbringelsessted

Kontakt og samvær med tidligere plejebørn

Kontakt og samvær mellem plejebørn og den biologiske fami-

lie

Samarbejdet med kommunen og med den biologiske familie

Af hensyn til anonymiseringen af personer har vi valgt at æn-

dre enkelte oplysninger i de eksempler og forhold, som pleje-

forældrene beskrev under interviewene.

Interviewene blev optaget på diktafon og efterfølgende trans-

skriberet og kodet i databehandlingsprogrammet Nvivo.