Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del
Offentligt
1879251_0001.png
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.socialministeriet.dk
.dk
Sagsnr.
2018 - 2008
Doknr.
563643
Dato
12-04-2018
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 3. april 2017 stillet følgende
spørgsmål nr. 374 (alm. del) til børne- og socialministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karin Nødgaard (DF).
Spørgsmål nr. 374:
”Vil ministeren redegøre for,
om ministeren vurderer, at kommunen ud fra indholdet i
de nævnte artikler, der refereres til nedenfor, agerer efter lovgivningen, herunder ser-
vicelovens § 11, stk. 3, som omhandler forebyggelse, når en mor efter flere års an-
modninger om aflastning til sin mindreårige dreng ikke får en afklaring derpå og også
set i lyset af, at der er modtaget mange underretninger fra forskellige fagpersoner med
tæt kontakt til barnet?
Der refereres til artiklerne: ”Syg mor har bedt om hjælp i næsten tre år: Jeg kan ikke
tage
mig ordenligt af min søn”, ”Næstved Kommune svarer på kritik om aflastning: Vi
har gjort det rigtige” og ”Kritik af Næstved Kommune:
- Den lille dreng har jo ikke no-
get børneliv” bragt på
www.tv2east.dk
den 27. marts 2018.”
Svar:
Jeg kender kun sagen fra mediernes gengivelse af den og har derfor ikke kendskab til
de konkrete detaljer. Jeg synes, at det er stærkt af moren at stå frem og erkende at
hun af og til har brug for hjælp til den daglige varetagelse af omsorgen for hendes
søn. Et sådant opråb skal en kommune naturligvis reagere på. Jeg håber, at kommu-
nen og familien i fællesskab finder en god løsning, som sikrer drengens forsatte udvik-
ling og trivsel.
Når det er sagt, så kan jeg som minister ikke gå ind i en konkret sag, men alene rede-
gøre for de relevante regler på området. Jeg finder heller ikke, at jeg eller mit ministe-
rium ud fra de artikler, der refereres til kan eller bør tage stilling til, om kommunen
overholder lovgivningen i den konkrete sag, herunder da Ankestyrelsen er øverste
administrative klageinstans på område, jf. nærmere nedenfor.
Kommunerne er efter serviceloven ansvarlige for at yde særlig støtte til udsatte børn
og unge samt deres familier. Støtten skal sikre børn og unges opvækstvilkår, så de
kan opnå samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt vok-
senliv som deres jævnaldrende.
Kommunerne skal i medfør af servicelovens generelle tilsynsforpligtelse i § 146 være
opmærksom på, om der i deres kommune befinder sig et konkret barn eller en ung,
som kan have brug for støtte. Der kan være en række særlige omstændigheder, som
betyder, at kommunen skal være særligt opmærksom på et konkret barn eller en kon-
kret ung persons forhold. Der kan eksempelvis være tale om børn fra familier, hvor
 SOU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 374: Spm. om ministeren kan redegøre for, om ministeren vurderer, at kommunen ud fra indholdet i de nævnte artikler, agerer efter lovgivningen, til børne- og socialministeren
kommunen modtager underretninger fra borgere eller fagpersoner eller på anden vis
bliver bekendt med, at forældrene har særlige problemer eller nedsat fysisk eller psy-
kisk funktionsevne. I sådanne tilfælde vil det være relevant at vurdere, om der er be-
hov for at iværksætte en familieorienteret og forebyggende indsats eller særlig støtte
med det formål, at familien kan få en almindelig dagligdag til at fungere.
Kommunen skal efter servicelovens § 11, stk. 3 tilbyde en forebyggende indsats til et
barn, en ung eller en familie, når det vurderes at barnet eller den unge har behov for
støtte, og det samtidig vurderes, at dette behov kan imødekommes ved en mindre
indgribende indsats, end iværksættelse af egentlige foranstaltninger efter servicelo-
vens § 52. Kommunen er ikke forpligtet til at tilbyde en bestemt type af indsats, og kan
således selv vurdere, hvilken forebyggende indsats, der er formålstjenlig i relation til et
konkret barn, eller en ung og dennes familie, herunder fx rådgivning eller konsulentbi-
stand i form af familierettet indsats. Kommunens beslutning om, at tilbyde en forebyg-
gende indsats, er ikke en afgørelse og kan derfor ikke påklages.
Hvis et barn eller en ung antages at have behov for særlig støtte efter servicelovens §
52, stk. 3, har kommunen pligt til at sikre, at der iværksættes en børnefaglig undersø-
gelse af barnets eller den unges forhold. Undersøgelsen har til formål at afdække
barnets og familiens ressourcer såvel som problemer og skal munde ud i en begrun-
det beslutning om, hvorvidt der skal iværksættes foranstaltninger, der kan støtte bar-
net. I de tilfælde, hvor kommunen vurderer, at der ikke er grundlag for at iværksætte
en børnefaglig undersøgelse, har forældremyndighedsindehaveren mulighed for at
klage over denne beslutning.
Når kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om iværksættelse af særlig støtte til børn
og unge, skal kommunalbestyrelsen vælge den eller de foranstaltninger, der bedst
muligt kan løse de problemer og behov, der er afdækket gennem den børnefaglige
undersøgelse. Det kan fx være familiebehandling i form af en familierettet indsats med
henblik på at give familien mere hensigtsmæssige samspilsformer og indbyrdes relati-
oner, eller en aflastningsordning.
Vurderingen af, om den hjælp kommunen tilbyder et barn eller en ung og dennes fami-
lie, skal iværksættes efter servicelovens § 11, stk. 3, eller § 52, stk. 3, vil bero på en
konkret, individuel og skønsmæssig vurdering af barnets behov og forudsætninger og
herunder fx. sagens kompleksitet og, problemtyngde.
Hvis kommunen, på baggrund af en børnefaglig undersøgelse, iværksætter en fore-
byggende indsats efter servicelovens § 11, vil det være muligt for forældremyndighe-
dens indehaver eller barnet eller den unge, der er fyldt 12 år, at klage over, at kom-
munen ikke har iværksat en foranstaltning efter § 52.
Enhver borger eller fagperson m.fl., der oplever, at en kommune ikke iværksætter en
tilstrækkelig indsats over for et udsat barn eller en udsat ung, har mulighed for at un-
derrette Ankestyrelsen. Ankestyrelsen kan af egen drift tage sager om særlig støtte til
børn og unge op, og pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de påkrævede sags-
behandlingskridt eller inden for en nærmere angivet tidsfrist træffe de nødvendige
afgørelser i overensstemmelse med barnet eller den unges bedste. Hvis kommunen
undlader at iværksætte foranstaltninger efter servicelovens § 52 i fornødent omfang,
kan Ankestyrelsen selv træffe foreløbig afgørelse om iværksættelse heraf.
Da Ankestyrelsen er en uafhængig myndighed, kan hverken jeg eller mit ministerium
pålægge Ankestyrelsen at tage en sag op, eller at træffe en bestemt afgørelse i en
sag, som Ankestyrelsen behandler.
Med venlig hilsen
Mai Mercado
2