Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.socialministeriet.dk
.dk
Sagsnr.
2018 - 1482
Doknr.
557683
Dato
21-03-2018
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 6. marts 2018 stillet følgende
spørgsmål nr. 292 (alm. del) til børne- og socialministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 292:
Ministeren bedes redegøre for, om en kommune i overensstemmelse med loven kan
lave massekonverteringer af hjælpemidler uden forudgående at have foretaget en
konkret og individuel vurdering af de enkelte borgeres hjælpemiddelbehov. Spørgsmå-
let stilles bl.a. på baggrund af henvendelsen af 26. februar 2018 fra Anna-Kristina
Timmerman Hansen, jf. SOU alm. del - bilag 180?
Svar:
Det lægges til grund for besvarelsen, at der spørges til den situation, hvor der sker
justeringer i kommunens hjælpemiddelsortiment som følge af indgåelsen af en ny
leverandøraftale.
Det er i den forbindelse i overensstemmelse med loven for kommuner at foretage
massekonverteringer af et hjælpemiddel uden først at lægge en konkret og individuel
vurdering i det enkelte tilfælde til grund, når det massekonverterede hjælpemiddel ikke
har ændrede eller nye funktioner i forhold til det hjælpemiddel, som borgeren oprinde-
ligt har fået bevilget.
Når kommunen omvendt ønsker at konvertere en borgers hjælpemiddel til et nyt hjæl-
pemiddel med ændrede eller nye funktioner, eller hvis borgeren har et særligt begrun-
det behov for et andet hjælpemiddel, er kommunen forpligtet til at foretage en konkret
og individuel vurdering af borgerens hjælpemiddelbehov og træffe en ny afgørelse, og
herunder vurdere om produktkonverteringen også skal gælde for den pågældende
borger.
Det kan desuden oplyses, at hvis borgeren ikke har et særligt begrundet behov for et
andet hjælpemiddel, men stadig ønsker et andet hjælpemiddel, som ikke har ændrede
eller nye funktioner i forhold til det konverterede hjælpemiddel, har vedkommende
mulighed for at benytte sig af fritvalgsordningen på hjælpemiddelområdet. Borgeren
skal dog, såfremt der gøres brug af retten til frit valg, afholde egenbetaling, såfremt
der herved opstår en prisdifference.