Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.socialministeriet.dk
.dk
Sagsnr.
2018 - 392
Doknr.
544696
Dato
08-02-2018
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 15. januar 2018 stillet følgende
spørgsmål nr. 187 (alm. del) til børne- og socialministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 187:
”I lyset af sagen om bostedet Sølund, som ifølge Socialtilsyn Midt ikke længere må
låse havedøre og sætte hasp på havelågerne for at beskytte svært udviklingshæm-
mede beboere, bedes ministeren redegøre for, hvad reglerne er i lovgivningen for
aflåsning af havedøre og yderdøre på bosteder. Herunder bedes ministeren redegøre
for, hvad Socialtilsynet, ministeren selv og kommunalbestyrelsen har af kompetencer i
spørgsmål om, hvorvidt et bosted må lukke beboerne inde på samme måde, som det
har været tilfældet på Sølund. Spørgsmålet stilles bl.a. på baggrund af artiklen på
TV2.dk den 14. januar 2018 ”Søstre vil have deres retarderede brødre låst inde - fryg-
ter for deres liv.”
Svar:
Lad mig starte med at slå fast, at der er tale om en rigtig svær balance. På den ene
side har vi at gøre med voksne mennesker, som har ret til selvbestemmelse, og som
myndighederne selvfølgelig ikke bare skal kunne spærre inde. På den anden side er
der tale om en gruppe borgere, som har svært ved at varetage egne interesser, og
som vi derfor har en forpligtelse til at passe på.
Som reglerne er nu, kan man ikke låse borgere inde, medmindre de har en dom. Men
borgerens handlekommune kan efter servicelovens § 125 tillade anvendelse af per-
sonlige GPS’er og særlige døråbnere, som forsinker borgeren i at komme ud.
Jeg kan sagtens følge de pårørende i Sølundsagen i, at det kan være svært at forstå,
hvorfor man ikke kan låse døren for deres udviklingshæmmede pårørende med det
formål at beskytte dem. Men det er klart, at vi ikke bare kan give myndighederne carte
blanche til at låse borgere inde, men vi skal på den anden side selvfølgelig sørge for,
at myndighederne har de rette redskaber til at varetage sårbare borgeres omsorg og
sikkerhed.
Derfor er det vigtigt, at vi fra centralt hold får set på, om vi kan gøre reglerne bedre for
alle parter, og det er netop det, vi er i gang med i forbindelse med serviceeftersynet af
magtanvendelsesreglerne. Brug af tryghedsskabende velfærdsteknologier er et af de
områder, vi er ved at kigge på, netop for at se, om en ændring af reglerne herom kan
forebygge, at f.eks. udviklingshæmmede borgere kommer til skade.
I forhold til spørgsmålet om min, socialtilsynets og kommunalbestyrelsens kompeten-
ce kan jeg oplyse, at jeg som minister ikke kan gå ind i den konkrete sag, medmindre
der er konkret mistanke om, at der er handlet direkte i strid med lovgivningen. Derud-