REU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 824: Spm. om ministeren har kendskab til lignende, relevante domme fra Menneskerettighedsdomstolen, til justitsministeren

Retsudvalget 2017-18
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

27. juni 2018

Politikontoret

Sidsel Bøndergaard

2018-0030-1196

770320

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 824 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 1. juni 2018. Spørgsmå-

let er stillet efter ønske fra Peter Kofod Poulsen (DF).

Søren Pape Poulsen

Lene Steen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 824: Spm. om ministeren har kendskab til lignende, relevante domme fra Menneskerettighedsdomstolen, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 824 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Kan ministeren i forlængelse af svar på REU alm. del spørgs-

mål 647 alm. del oplyse, om ministeren har kendskab til lig-

nende, relevante domme fra Menneskerettighedsdomstolen,

sammenlignet med den, der henvises til i besvarelsen, der kunne

have relevans i tilfælde af, at der foretages ændringer af kriteri-

erne for udtagning og opbevaring af DNA i DNA-registeret?”

Svar:

Ud over Menneskerettighedsdomstolens dom af 4. december 2008 i sagen

S. and Marper mod Storbritannien, som er beskrevet i besvarelsen af Rets-

udvalgets spørgsmål nr. 647 (Alm. del) af 16. april 2018, er Justitsministe-

riet bekendt med følgende domme af relevans for kriterierne for udtagning

og opbevaring af dna-profiler i dna-profilregisteret.

I sagen M.K. mod Frankrig, dom af 18. april 2013, fastslog Domstolen, at

en fransk lovgivning om opbevaring af fingeraftryk fra sigtede, men ikke

dømte personer, i op til 25 år, ikke var forenelig med Den Europæiske Men-

neskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.

Domstolen henviste i den forbindelse til flere af de generelle, mere princi-

pielle betragtninger med hensyn til opbevaring af personlig data, som Dom-

stolen kom med i S. and Marper mod Storbritannien.

Domstolen bemærkede bl.a., at beskyttelsen af personoplysninger er af af-

gørende betydning for en persons ret til respekt for sit privatliv og familie-

liv, jf. EMRK artikel 8. Derudover bemærkede Domstolen, at national ret

skal forebygge enhver brug af personoplysninger, som vil stride mod denne

bestemmelse, og at der er særlig behov for beskyttelse af oplysninger, der

anvendes til politimæssige formål. Endelig bemærkede Domstolen, at natio-

nal ret skal sikre, at sådanne oplysninger er relevante og ikke for vidtgående

i forhold til de formål, som ligger til grund for deres opbevaring, og at op-

bevaringen sker på en sådan måde, at der ikke kan ske identifikation af den

registrerede længere end nødvendigt.

I sagen Aycaguer mod Frankrig, dom af 22. juni 2017, var klageren blevet

idømt en bøde for at have nægtet at imødekomme en anmodning om udta-

gelse af biologisk materiale med henblik på opbevaring af hans dna-profil i

et nationalt register. Anmodningen blev fremsat som følge af, at klageren

forinden var blevet idømt to måneders betinget fængsel for vold.

REU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 824: Spm. om ministeren har kendskab til lignende, relevante domme fra Menneskerettighedsdomstolen, til justitsministeren

Domstolen bemærkede bl.a., at klagerens dna-profil efter de franske regler

i praksis kunne opbevares i 40 år, og at opbevaringsperioden var uafhængig

af lovovertrædelsens karakter eller alvor.

På den baggrund vurderede Domstolen, at de franske regler for opbevaring

af dna-profiler ikke sikrede klageren en tilstrækkelig beskyttelse, og derfor

ikke ramte en rimelig balance mellem på den ene side hensynet til at opklare

forbrydelser og på den anden side hensynet til privatlivet.

Domstolen konkluderede, at den idømte bøde for at have nægtet at imøde-

komme anmodningen om udtagelse af biologisk materiale ikke udgjorde et

proportionalt indgreb i klagerens ret til respekt for sit privatliv, og kunne

derfor ikke anses for at være nødvendig i et demokratisk samfund.