REU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 393: Spm. om at kommentere de indvendinger mod regeringens udspil vedrørende unge kriminelle, som tænketanken Forsete rejser i sin henvendelse til udvalget af 16/1-18, til justitsministeren

Retsudvalget 2017-18
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

15. december 2017

Forebyggelseskontoret

Maria Aviaja Sander

Holm

2017-0030-0611

600552

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 264 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 5. december 2017.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Rune Lund (EL).

Søren Pape Poulsen

Mette Johansen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 393: Spm. om at kommentere de indvendinger mod regeringens udspil vedrørende unge kriminelle, som tænketanken Forsete rejser i sin henvendelse til udvalget af 16/1-18, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 264 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”I forlængelse af ministerens svar på REU alm. del spørgsmål

127 ønskes ministerens kommentar til dommer Jon Fridrik Kjøl-

bros oplysning om, at »[s]ager mod mindreårige, der er under

den kriminelle lavalder, og derfor ikke kan straffes for en for-

brydelse, kan […] være en straffesag i konventionens forstand,

når den unge har begået en lovovertrædelse og kan pålægges

sanktioner, herunder anbringelse i center for unge lovovertræ-

dere«, jf. Jon Fridrik Kjølbro: »Den Europæiske Menneskeret-

tighedskonvention - for praktikere«, 4. udg. s. 489.”

Svar:

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 6 om ret-

ten til en retfærdig rettergang sikrer enhver en række processuelle retsga-

rantier, som bl.a. gælder, når der skal træffes afgørelse angående en mod

ham eller hende rettet anklage for en forbrydelse.

Ved afgrænsningen af, hvornår der er tale om en anklage for en forbrydelse

(”criminal charge”) lægges navnlig vægt på de generelle kriterier, som er

fastlagt i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis, jf.

bl.a. dom af 8. juni 1976 i sagen

Engel m.fl. mod Holland.

Disse kriterier er

for det første, hvorledes de bestemmelser, der udgør grundlaget for sanktio-

nen, er klassificeret i det nationale retssystem, for det andet karakteren af

den omhandlede forseelse, herunder navnlig om den pågældende forskrift

er en almen norm eller kun retter sig mod bestemte persongrupper, og for

det tredje karakteren og intensiteten af den sanktion, der er mulighed for at

ikende.

Afsnittet på side 489 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention –

for praktikere (2017), Jon Fridrik Kjølbro, henviser til EMD’s dom af 23.

marts 2016 i sagen

Blokhin mod Rusland.

Sagen

Blokhin mod Rusland

omhandler tilbageholdelsen af en russisk dreng

på 12 år diagnosticeret med ADHD i en tilbageholdelsesfacilitet for unge

lovovertrædere. Drengen var blevet anholdt af politiet under mistanke for

afpresning af et 9-årig barn, men da drengen var under den kriminelle laval-

der, blev der ikke indledt en straffesag. Drengen blev i stedet stillet for en

domstol, der på baggrund af myndighedernes indstilling herom besluttede,

at drengen skulle anbringes i en tilbageholdelsesfacilitet for unge lovover-

trædere i 30 dage for at korrigere hans opførsel og forhindre ny kriminali-

tet.

EMD brugte de ovenfor nævnte kriterier til at fastslå, om der er i den kon-

krete sag var tale om en straffesag i EMRK’s forstand. EMD lagde bl.a. vægt

på, at anbringelsen af drengen var en direkte konsekvens af den kriminali-

tet, som myndighederne påstod, at drengen havde begået. EMD lagde end-

videre vægt på, at selv om der ikke formelt i national ret var tale om en straf-

fesag, indeholdt sanktionen klare elementer af både at skulle tjene til af-

skrækkelse og straf, og anbringelsen forfulgte ikke et uddannelsesmæssigt

formål. EMD bemærkede bl.a., at tilbageholdelsesfaciliteten var lukket og

bevogtet, så beboerne ikke kunne forlade den, og at beboerne var underlagt

konstant overvågning og et strengt disciplinært regime.

EMD fandt efter en samlet vurdering, at der var tale om en straffesag i

EMRK’s forstand, og at det forhold, at der ikke var ført en straffesag med

de påkrævede retsgarantier, derfor var en krænkelse af artikel 6 i EMRK.

Det kan i den forbindelse bemærkes, at danske børn og unge under den kri-

minelle lavalder alene kan anbringes uden for hjemmet uden samtykke ef-

ter reglerne i lov om social service.

Det følger af § 58 i lov om social service, at der kan ske anbringelse af et

barn eller en ung uden samtykke, når der er en åbenbar risiko for, at barnets

eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af 1)

en utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge, 2)

overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for, 3) misbrugsproble-

mer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet el-

ler den unge eller 4) andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet

eller den unge. Det følger videre af § 58, at en sådan afgørelse kun kan træf-

fes, når der er en begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses

under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.

En afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke træffes af

børn- og ungeudvalget. Afgørelsen kan påklages til Ankestyrelsen og til

domstolene.

I regeringens udspil til en reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet

”Alle handlinger har konsekvenser” lægges der op til, at der oprettes et ung-

domskriminalitetsnævn, der skal behandle sager vedrørende unge i alderen

12-17-år, som er i fødekæden til den hårde kerne af unge kriminelle. Ung-

domskriminalitetsnævnet vil få samme adgang, som børn- og ungeudvalget

har, til at træffe afgørelse om anbringelse uden samtykke, som led i den un-

ges forbedringsforløb. Afgørelsen vil kunne påklages til Ankestyrelsen og

domstolene med fuld prøvelsesret i overensstemmelse med artikel 6 i

EMRK.